Oxford Studies in the Price Mechanism. Edited by P. W. S. Andrews. At the Clarendon Oxford, 1951. xv + 274 sider. Pris 21 s.

Mellem 1938 og 1947 udkom med uregelmæssige 8 numre af Oxford Economic Nu udkommer publikationen regelmæssigt med 3 numre om året og har vundet sig en plads i vor periodiske fagliteratur. de første numre er vanskelige at opdrive, og da der netop i disse fandtes undersøgelser, har givet anledning til en usædvanlig omfattende diskussion, er der al grund til at glæde sig over, at nogle af de første Oxford-artikler nu er genoptrykt. Sammen nogle ikke hidtil offentliggjorte afhandlinger disse artikler det foreliggende, bind.

Bindet indledes med en kort artikel af professor S. Sayers, »The Rate of Interest as a Weapon of Economic Policy«. Denne artikel anbringer de berømte to Oxford-rundspørger om rentefodens betydning for investeringen i det rette historiske perspektiv. Troen på rentens betydning for investeringen kulminerer, Sayers, i Keynes' Treatise on Money (1930). I General Theory havde Keynes en vis grad mistet troen, omend den keynesianske revolution måske nok så meget bryder ud på andre punkter af teorien.

Efter Sayers' indledning følger nu den første Oxfordundersøgelse (fra Oxford Economic PapersNo. over rentens betydning for investeringen.Et af de undersøgte 37 foretagenders svar givet af J. E. Meade og

P. W. S. Andrews. Der var næsten enstemmighedi af, at korte rentesatser skulle øve nogen indflydelse på investeringens omfang. Flertallet benægtede også, at den lange rente påvirkede investeringen, i hvert fald direkte. En mere omfattende fortolkning af dette rundspørges resultater er givet af 11. D. Henderson, »The Significance of the Rate of Interest«, ligeledes genoptrykt fra Oxford Economic Papers. Henderson udskillerfire af investering. Først er der investering i varelager. Dette var jo den form for investering, Hawtrey tillagde så stor betydning. Henderson fremhæver imidlertid, at uvisheden om de fremtidige priser er så stor, at nogle få procents renteforskel ikke gør fra eller til. Hvis en forretningsmand mener, at priserne i de kommende fem månedervil med fra s—lo5^—10 procent, og at det derfor vil være klogt at forøge lageret, så ville det også have været klogt, selvom renten havde været 1 eller 2 procent højere. Og mere præcise end som så er fremtidsforventningernesjældent. anden type investeringer i varig realkapital. Sådan realkapitals fysiske levetid er måske 20 eller 30 år, og det er jo velkendt, at nutidsværdienaf eller 30 års afkast forandres kraftigt, om rentefoden ændres. For så vidt skulle man altså mene, at vi her stöd överför en meget rentefølsom investeringstype. Imidlertider ikke den fysiske, men den økonomiskelevetid, kommer an på, og forældelsener meget hastig. Hvis man skal regne med 7 eller 8 års effektiv økonomisk levetid i stedet for 20—30 år, får rentefoden åbenbart ikke nær så stor chance for at virke på nutidsværdien, og hertil kommer den megetstore indenfor mange industrier. Afkastene er betinget af den tekniske og modemæssigeudvikling, denne er i virkelighedenumulig forudse. Vi kommer altså til samme resultat som for lagrene: når uvishedener må renten betyde forholdsvis lidt. Den tredje investeringstype er huse og visse andre varige konsumgoder. Her vil rentenvirke investeringens omfang; thi boligbehoveter at forudse, huse går ikke af mode, og de har en meget lang levetid, både fysisk og økonomisk. Noget lignende gælder den fjerde investeringstype: public utilities. Efterspørgselen efter gas og elektricitet er også let at forudse, og også disse anlægs levetid er lang.

Efter resuméet af den første Oxford-undersøgelse Henderson's kommentarer dertil følger en økonometrisk studie af A. J. Brown, »Interest, Prices and the Demand Schedule for Idle Money«. Brown sætter sig den opgave at prøve både den Wicksellianske og den Keynesianske renteteori på de forhåndenværende Først den Keynesianske. Her gælder at verificere de to berømte funktioner, i almindelighed tegnes således som vist på fig. 1 og fig. 2. Fig. 1 viser den

pengeefterspørgsel, der følger af transaktionsmotivet,som af omsætningen, altså Ly som funktion af Y; medens fig. 2 viser den pengeefterspørgsel, der følger af spekulationsmotivet,som af rentefoden, altså Lj. som funktion af i. For så vidt stiller altså Brown sig den samme opgave, som Philip stiller sig i artiklen »Forsøg på en statistisk måling af bankernes likviditetspræference«, Ekonomisk Tidskrift (September 1948); men Brown løser sin opgave ved hjælp af en adskilligtmere statistisk teknik end Philip. Han anvender konfluensanalyse og knippekort og finder, at idle money er en klar funktion af renten og engrosprisernes forandringer.Han idle money fra total money på tre forskellige måder men kommer til omtrent samme resultat i alle tre tilfælde. — Dernæst "Wicksell! Den Wicksellianske renteteori siger, at engrosprisernes forandring er en funktion af forskellen mellem den naturligerente lånerenten. Vanskeligheden ved forsøg på verificering af denne teori ligger, siger Brown, jo deri, at medens engrospriserneog er målt statistisk, har man ingen udtryk for den naturlige rente. Men

hvis man nøjes med de to størrelser, for hvilke data existerer, finder man for adskilligeperioders at lånerenteforandringerfremkalder sådanne bevægelseri som man efter "Wicksell måtte vente, dersom man forudsatte, at den naturlige rente var en konstant. Brown følger disse tanker langt ind i den dynamiske teoris sfære og kommer til det slutresultat, at både den Wicksellianske teori og den Keynesianske teori om de tre størrelser: penge, priser og rentefod, synes at passe på tilgængelige data. Men da den Wicksellianske teori forudsætter en kausalmekanisme, som af andre grunde må forkastes, slår Brown sig til tåls med Keynesianismen.De grunde er Oxfordrundspørgerneom og investering.

Nu følger det andet Oxford-rundspørge: »A Further Inquiry into the Effects of Rates of Interest«, af P, W. S, Andrews, Dette rundspørges blev offentliggjort i Oxford Economic Papers lige efter den anden verdenskrigs og var den gang lidet kendte. Medens det første rundspørge gik i dybden og udspurgte 37 foretagender særdeles grundigt, det andet rundspørge i bredden, idet et spørgeskema blev sendt ud til 1.308 foretagender. Der blev faktisk kun stillet eet eneste spørgsmål, nemlig hvorvidt rentefoden i dens forskellige udtryksformer nogensinde havde påvirket foretagendets beslutninger om (1) investering i faste anlæg, (2) investering i vedligeholdelse af anlæg, eller (3) investering lagre. Det overvejende flertal svarede overhovedet ikke, men af den fjerdedel, som svarede, svarede 75 % Nej. Spørgsmålene var vistnok lidt uheldigt udformet, og det ville vist være en god ide, dersom økonomerne i fremtiden i sådanne tilfælde ville søge bistand hos professionelle udspørgere (sådan som Frisch gør, idet han benytter markedsundersøgelsesfirmaet i Oslo). Hvad specielt Oxford-rundspørget angår, så var spørgsmålene udformet af følgende grund. Man kunne tænke sig to helt forskellige tilfælde: (1) forretningsfolk insisterer på selvfinansiering låner overhovedet ikke, uanset rentens (2) forretningsfolk driver enhver investering frem til den grænse, hvor lånerente naturlig rente, og vil følgelig låne, hvis renten er lav, ikke låne, hvis den er høj. Det er klart, at forretningsfolk af sidstnævnte type skal svare Ja på Oxford-spørgsmålet. Men hvad med forretningsfolk af førstnævnte type? De kan faktisk svare både Ja og Nej. Hvis de svarer Ja, mener de: lånerenten påvirker investering for så vidt som selve den omstændighed, at der skal betales lånerente en investering, er nok til at forpurre min investeringsplan! Det kan jo imidlertid også tænkes, at i'orreningsfolk af denne type svarer Nej. I så fald mener de: lånerenten påvirker min investering for så vidt som jeg er og altid har været selvfinansierende. Ofte synes man, der kommer et næsten hørligt: bagefter svaret. Hvis nu alle forretningsfolk var af type (2) var sagen jo klar, men hvis en betydelig del af forretningsfolkene type (1), kan man åbenbart ikke tillægge Ja- og Nejsvarenes hyppighed nogen som helst betydning. Meget tyder nu på, at type (2) er meget udbredt. En spørgsmålsstilling, tillader en praktisk meget udbredt forretningsmand at svare Ja og Nej med lige stor ret, er en dårlig spørgsmålsstilling. er m. a. o. basis for en tredje undersøgelse!

Renteafsnittet sluttes med nogle afrundende betragtninger af R. S. Sayers, »Business Men and the Terms of Borrowing«, og herefter går man over til en helt anden del af prismekanismen:valutakursen. guldfodens dage var dette jo i virkeligheden den eneste del af prismekanismen, som var låset fast; men i tyverne og tredverne kom man ind på den tanke, at en fundamental uligevægt måtte kunne bringes ud af verden gennem justering af valutakursen. Efter den anden verdenskrig vandt tanken så meget gehør, at et alvorligt forsøg blev gjort den 18. sept. 1949. Begge bidragene til denne del af bogen er skrevet af A. J. Brown, det første er et optryk af OxfordEconomic No. 6 og går deduktivt til værks. Det forsøger at bestemme grænsernefor og udbudselasticiteter ude og hjemme, dersom en valutakursændring skal kunne genskabe ligevægt. Andet bidrag er induktivt, det handler om forskellige forsøgpå bestemme disse elasticiteter empirisk.I bidrags slutning siges, at når denne bog er udkommet, vil det ikke vare længe, før vi kan forøge vor viden om disse

størrelser; thi i mellemtiden har historien ¦været så elskværdig at lade valutakurserne bevæge sig endog meget langt, og endda behageligtukorreleret nationalindkomsterne!

Hermed afsluttes den makroøkonomiske del af bogen. Den tredje del handler om industriel prispolitik; men anmelderen skal ikke gå ind herpå, da han jo i dette hæfte offentliggør en hel artikel, som væsentligst handler om Oxford-mændenes bidrag på dette område.

Den fjerde del handler om prisdannelsen på landbrugsprodukter. Her skulle vel være et område, hvor den hæderkronede økonomiske teori skulle kunne anvendes i den fra fædrene nedarvede form. Her findes jo ingen oligopoler og ingen varedifferentiation! Sandt nok, men den nedarvede statiske teori kan alligevel kun vanskeligt anvendes, fordi der findes en tredje upåagtet faktor: uvisheden. Desuden begynder staten at intervenere kraftigt også i prisdannelsen landbrugsprodukter, så der er ingen tvivl om, at Mr. B. D. Giles har gjort os en stor tjeneste ved at skrive om »Agriculture and the Price Mechanism«. Giles' hovedsynspunkt at landbrugets økonomi ikke på en mystisk måde lyder helt andre love end de almindelige driftsøkonomiske love, således som den stærkt teknisk prægede literatur til en vis grad giver os indtryk af. Landbrugsøkonomien simpelthen forsømt af økonomerne, Giles giver en oversigt over de spredte og få undtagelser. Denne oversigt suppleres med hans eget positive bidrag.

Også værkets sidste afsnit er mikroøkonomisk, handler om arbejdskraftens mobilitet, som faglig. Også her møder vi Oxfordfolkenes utrættelige iver efter at prøve teorierne på de genstridige kendsgerninger. H. W. Robinson skriver begge bidragene, det første, »The Result of Empirical Studies 1936—9«, er et resumé af adskillige Artikler i Oxford Economic Papers og Sociological Review, det andet, »The Experience and Lessons the Past Ten Years«, udnytter krigsog rige erfaringer på dette område.

For alle, der interesserer sig for den frugtbare mellem teori og erfaring byder dette bind på megen og stimulerende læsning.