De strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet lønniveauets mobilitet

i. Som det er almindeligt kendt, har arbejdsmarkedet undergået
en stærk strukturel udvikling i de sidste hundrede år, hvorved det
milieu, arbejdskampen udkæmpes i, er blevet ændret.

Fikseringen af lønniveauet er af største betydning for prisniveauets En stor del af den såkaldte pengepolitik og finanspolitik har til formål at påvirke lønniveauet. Dette bestemmes umiddelbart af de to parter. Politikken påvirker middelbart ved at påvirke de to parters attitude, når de træffes ved forhandlingsbordet og går i gang med deres spil.

Mange forhold er bestemmende for de to parters attitude ved forhandlingsbordet. Efter at der i § 2 er redegjort ganske skematisk den nævnte strukturændring, skal i § 3 nævnes fire forhold, som alle er af stor betydning for parternes artitude, og som alle fire er blevet væsentligt ændret af nævnte strukturændring.

2. Arbejdsmarkedets strukturelle ændringer kan karakteriseres
ved følgende syv stadier på udviklingens vej.

(1) Den enkelte arbejder forhandler med den enkelte arbejdsgiver. ansættelsen er man i de fleste tilfælde ikke langt fra den klassiske frie konkurrences forhold. Ved senere fornyede forhandlinger begge parter på grund af arbejdernes særlige kendskab arbejdet og det personlige bekendtskab i en slags svag monopolstilling over for hverandre.₁ (1850).

---

1. Datidens lønforhandlinger med allerede ansatte karakteriseres måske bedst af Fritz Jiirgensens handelsbetjent, der henvender sig til sofapøllen i chefstolen, med disse ord: Deres Excellence er altformeget hjemme i Forretningerne, til at det ikke skulde være Dem indlysende, hvormeget vort Arbejde er forøget. Men at andrage paa en Gageforhøjelse for hele Yersonalet vilde være übeskedent; ønsker den kun for mit Vedkommende.

(2) Arbejderne er organiserede i fagforeninger; arbejdsgiverne er endnu uorganiserede. I de virksomheder, hvor man går til angreb, fagforeningen i reglen en majoritet af arbejderne, men i andre virksomheder eller som arbejdsløse findes mange uorganiserede arbejdere. (1880)

(3) Både arbejdere og arbejdsgivere er organiserede. Organiserede udskifter i almindelighed ikke sine arbejdere under truende eller eksisterende arbejdskonflikt med uorganiserede (1895)

(4) Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen står over for hverandre
to modstående monopoler. Disse former omfatter endnu
den større industri. (1900)

(5) Fagforbundene og Arbejdsgiverforeningerne omfatter også og arbejdsgivere i den mindre industri og i håndværket. udenfor organisationerne stående følger i almindelighed almindelige overenskomster, således at de økonomiske virkninger er de samme, som de ville være, hvis alle var organiserede.

(6) Overenskomsterne på arbejdsmarkedet følges ved politiske vedtagelser af tilsvarende ændringer af andre samfundsgruppers indkomster, først og fremmest tjenestemændenes, pensionærernes og socialnydernes. De selvstændige næringsdrivendes indkomster reguleres ved priskontrol. De virker normgivende for, hvad man finder det politisk rimeligt, at landbrugere, små håndværkere o. 1. tjener. (1950)

(7) Alle større grupper har ad organisatorisk eller politisk vej
sikret sig, at deres indkomster kommer til at variere i alt fald op
sammen med og i samme takt som arbejdslønningerne. (1965?).

Det er klart, at der ikke er tale om, at det ene trin afløser det foregående helt. Ved siden af de højt organiserede former kan man i enkelt fag eller enkelte lokale områder finde mindre udvikledeformer, omvendt i det mindste spor af højere former. Når jeg har valgt at anføre en fremtidig form (7), hænger det

---

1. Datidens lønforhandlinger med allerede ansatte karakteriseres måske bedst af Fritz Jiirgensens handelsbetjent, der henvender sig til sofapøllen i chefstolen, med disse ord: Deres Excellence er altformeget hjemme i Forretningerne, til at det ikke skulde være Dem indlysende, hvormeget vort Arbejde er forøget. Men at andrage paa en Gageforhøjelse for hele Yersonalet vilde være übeskedent; ønsker den kun for mit Vedkommende.

selvsagt sammen med, at man synes i nutiden at kunne se stærke
tendenser til, at denne form vil blive næste trin.

3. Ved en lønforhandling fikseres lønnen for en del af arbejderne. kan herske et vist modsætningsforhold mellem disse arbejdere og de andre. I nedenstående definitioner viser stadigt små bogstaver de forhold, der direkte berøres af nævnte aftale, store bogstaver hele niveauet. Ved altomfattende aftaler kan lille bogstav og stort bogstav komme til at symbolisere samme størrelse. et symbol er forsynet med en stjerne, betyder at det symboliserer den størrelse, parten forventer, at denne størrelse vil få, hvis en lønændring af en. vis størrelse gennemføres. De forventede er således funktioner både af den diskuterede lønændring af hvilken af parterne, der forventer.

Nogle definitioner:

w = de omdiskuterede arbejderes løn.

wx = w før diskussionen går i gang (gammel løn).
w2w2 = w efter ny overenskomst er afsluttet (ny løn).

Wj — lønnen for en eller anden gruppe arbejdere, som i produktionen
substituere de arbejdere, der omfattes af arbejdsforhandlingerne.

Aw = w2w2 - wr

W = lønniveauet.

p = salgsprisen for et produkt, til hvis produktion medgår arbejdskraft,
får lønnen w.

P = prisniveauet.

b = beskæftigelsen blandt de arbejdere, der omfattes af forhandlingerne.

B = beskæftigelsesniveauet, variationsområde: o-ioo.

x = mångden af den arbejdskraft, der får lønnen w, som anvendes
til produktionen af den vare, der sælges til prisen p.

De fire relationer, der som foran nævnt er af betydning for
parternes artitude, fremgår af skemaet på næste side.

Det område, der benævnes det praktiske variationsområde, betegnerdet der i praksis vil kunne blive tale om. Det vil være muligt at konstruere tilfælde, hvor en eller flere af de fire størrelser vil komme til at ligge uden for dette område,

men det vil være konstruerede tilfælde og vist altid uden praktisk betydning. At r\ skulle overstige f. eks. 5, må anses for meget usandsynligt. A betyder arbejdsgiverne, F arbejderne (fagforeningerne).

4. Under den i § 2 skitserede strukturelle udvikling har de 4 nævnte størrelser alle ændret sig væsentligt. Det ville være mest praktisk først at diskutere de to faktorer, der har mest interesse for arbejdsgiverne, y og tj. Først lidt om overvæltningsfaktoren y.

For den enkelte arbejdsgiver, der engang i forrige århundrede blev tvunget til at give en arbejder eller sine arbejdere højere løn, var der ingen mulighed for overvæltning. Prisen blev bestemt på et marked, hvor hans udbud var af betydningsløst omfang. For de arbejdere, han beholdt, måtte han selv bære den fulde byrde. Y var således lig nul.

Helt anderledes forholder det sig i dag. Flere faktorer har
medvirket hertil.

Først og som det vigtigste må nævnes ændringen i arbejdsmarkedets De store samlede overenskomster bevirker, at omkostningsstigningerne alle landets producenter af varer samtidigt og på omtrent samme måde.

Imidlertid er de store samtidige overenskomster ikke nogen tilstrækkeligbetingelse,
en fri udenrigshandel er mulig. I sådannetilfælde
prisen blive bestemt af verdensmarkedet, og

overvæltning kan kun finde sted i det i reglen ganske minimale
omfang, hvori den hjemlige omkostningsforøgelse påvirker den
internationale pris via et formindsket hjemligt udbud.

Overvæltningsmomentet blev først rigtigt klart inden for de såkaldte sheltered industries. Toldbeskyttelse gav formentlig i en del tilfælde anledning til højere arbejdslønninger i de beskyttede fag. Men først de senere års regulering af udenrigshandelen har givet virkelige muligheder for overvæltning.

Særligt tydeligt er det blevet for Danmarks del. Importkontrollen mere eller mindre bragt hele den del af industrien, der ellers arbejder i konkurrence med importerede varer, i ly. Udenfor nu kun eksportindustrien, som i omfang og indflydelse i Danmark endnu er forholdsvis beskeden.

I Sverige, hvor eksportindustrien har en helt anden indflydelse, har man kunnet konstatere, at lønningerne i disse industrier er blevet lavere end i al anden industri. I stedet for sheltered industry med særligt høj løn har det udviklet sig til dissheltered industry med særligt lav løn.

Medens man under guldmøntfoden blev tvunget til kreditindskrænkninger 1., om lønniveauet blev presset højere op end betalingsforholdene for udlandet ville give rum for, findes heller denne bremse længere. Om valutasituationen bliver for besværlig, kan man devaluere.

Den fulde beskæftigelses politik (sellers market) i forbindelse med de sædvanlige udformninger af reglerne om priskontrol (kostprincippet) fører til, at overvæltning normalt let lader sig gennemføre.

Konklusionen af ovenstående må være, at y fra at have været
lig nul nu er lig eller ganske nar ved i.

Mulighederne for arbejdsgiverne for at substituere en arbejdskraft, var blevet dyrere, med andre produktionsfaktorer, eventuelt arbejdskraft, var store før i tiden. De øvrige faktorers priser ændredes ikke i anledning af, at en mindre gruppe arbejdere højere løn. Størrelsen var lig nul.

Også på dette område er forholdet blevet anderledes i dag.
Også det hænger sammen med de store samtidige overenskomster.

Substitution med anden arbejdskraft er ikke aktuel, når den andenarbejdskraft procentvis lige så meget, tj = i. Substitutionmed varer er måske delvis udelukket på grund af importregulering, beskyttelsestold o. 1. Substitution med kapitaler mulig, men kapitalvarerne stiger også og formentlignogenlunde Her foreligger der dog stadig et moment,der skabe en substitution. En maskine produceres ved nutidig arbejdskraft eller er produceret ved fortidig, men den erstatterfremtidig Er man inde i en periode med hastigt stigende lønninger, ligger der i overgang til mere kapitalkrævendeproduktion mulighed for ligesom at blive i det gamle omkostningsniveau en tid endnu. Alt i alt må man dog betragte det som typisk for vor tid, at takket være sammenbindingen i de forskellige omkostningselementers bevægelse, er substitution nu ikke længere af større betydning.

t] er således i periodens løb steget i de fleste tilfælde fra at være
o til nu at ligge nær i.

De to andre faktorer, g og P er størrelser, der påvirker arbejdernes
ved forhandlingsbordet.

Står en arbejder alene ved forhandlingerne, vil den løn, han opnår, ingen som helst indflydelse få på priserne på de varer, han køber, g vil således blive lig nul. Opnår han en 5 % forhøjelse af pengeindkomsten, forventer han også at få en 5 % forhøjelse af realindkomsten.

I dag ved de store samlede overenskomster ved arbejderen, at en lønforhøjelse vil føre til en lang række prisstigninger. Man regner med, at en stor del af varerne vil stige tilsvarende. Der er dog visse forbrugsudgifter, som i alt fald ikke straks vil stige tilsvarende.Husleje, på varer af udenlandsk oprindelse, visse landbrugsprodukter vil måske ikke foreløbigt blive påvirkede, men i det store og hele kan man regne med, at de fleste varer vil komme til at stige. Takket være de omkostningselementer, som enten ikke stiger eller ikke stiger straks, er der dog endnu mulighederfor få en vis gevinst. Bliver alle grupper organiserede, og ændres alles nominelle indkomster samtidigt, vil g nærme sig stærkt til 1. I dag kan den måske anslås til 0,7. D. v. s. at en 10 %

forhøjelse af pengelønnen kun ventes at føre til knap 3 % forhøjelseaf

Konklusionen er således, at strukturændringen har ændret g fra
o til måske ca. 0,7 og måske vil ændre den til f. eks. 0,95.

Vender vi os dernæst til størrelsen, (^, der angiver den forventede reaktion inden for virksomheden, vil man finde, at også denne har ændret karakter. Dette hænger sammen med den foran omtalte ændring af y og r\.

Den enkelte arbejder, der forhandlede, måtte stadig se i øjnene, at han kunne stille sådanne lønkrav, at arbejdsgiveren afbrød forhandlingerne, arbejderen fik gå. En fagforening, der stod over for en arbejdsgiver, der kunne få rigelig tilgang af uorganiseret arbejdskraft, måtte stadig se muligheden i øjnene, at han stoppede forhandlingerne og søgte at få anden arbejdskraft i stedet. Dertil kom, at når lønfastsættelsen ikke nævneværdigt kom til at påvirke prisen på de færdige produkter, påvirkede forhandlingerne heller ikke priserne på produktionsfaktorer, der kunne substituere den pågældende arbejdskraft. De økonomiske forhold, der forelå, gjorde ræsonnementer på grundlag af proportionsloven rimelige. Højere løn førte til mindre beskæftigelse, eventuelt overgang til anden teknik med sandsynligvis væsentligt lavere beskæftigelse. Arbejderens forventning om risikoen for arbejdsløshed var selvsagt stærkt påvirket af den almindelige beskæftigelsessituation. B måtte betyde meget stor risiko for afskedigelse. Stor B betød ringere muligheder for arbejdsgiverne for at kunne tage anden arbejdskraft ind i stedet.

I dag er situationen helt anderledes. Arbejderne ved, at arbejdsgivernes for at få anden arbejdskraft er yderst små. Man kan ikke beskæftige uorganiseret arbejdskraft uden så meget besvær, at man afstår derfra. Man ved også, at lønstigninger i det store og hele overvæltes på priserne; og man ved ydermere, at de andre produktionsfaktorer, som eventuelt kunne erstatte arbejdskraften som udenlandske stænges ude af importkontrollen eller som indenlandske stiger med omtrent samme procent takket være, at også indenlandske maskiner er lavet ved hjælp af arbejdere, hvilke lønningerne stiger samtidigt.

P er således gennemløbet en udvikling fra »=> til nu at nærme
sig stærkt til o.

5. Alle nævnte fire størrelser må indgå i overvejelserne ved eller før forhandlingerne. Imidlertid er den vxgt, man tillægger størrelserne selvsagt ikke den samme og har ændret sig som en følge af den struktuelle udvikling.

har således væsentligst betydning, hvis B er lav. Det er sikkert ikke tilfældigt, at lønaktioner i gamle dage næsten udelukkende fandt sted i tider med forholdsvis god beskæftigelse. I dag, hvor (3 er blevet mindre, har svingningerne i B tilsvarende mindre betydning arbejdernes initiativ. Men det er på den anden side klart, at indførelsen af den fulde beskæftigelses politik har fjernet det eneste væsentlige moment fra tidligere tider, der kunne få arbejderne at tøve med at kræve højere løn.

For arbejdsgiverne har y's vandring fra ca. o til ca. 1 ført til, at det kan være dem ret ligegyldigt, om de skal give noget mere eller noget mindre i løn. Visse grupper som håndværkere eller de svenske landbrugere, hvis indkomster stiger automatisk, når arbejdernes stiger, har i virkeligheden nærmest samme interesse arbejderne. Sker der fuldstændig eller omtrent fuldstændig kan arbejdsgivernes interesser i deres egenskab låntagere meget let overveje den eventuelle del af lønforhøjelsen, muligvis ikke kommer til at vise sig at være overvæltelig. modstand mod lønforhøjelser må derfor anses for at være væsentligt forringet.

Substitutions-indikatoren t|, havde stor betydning i tider med lav y, for da var det substitutionsmulighederne, der muliggjorde det for arbejdsgiverne at gå med til en lønforhøjelse og da delvis afvælte byrden ved at gå over i en anden teknik. I dag er substitutionsmulighederne ringere, men det spiller ikke samme rolle for virksomhedens eksistens som før, for kan lønforhøjelsen overvæltes, der ingen grund til i anledning af lønforhøjelse at igangsætte substitutionsproces.

Resultatet af disse overvejelser bliver da, at arbejdsgivernes interessei
er blevet meget stærkt svækket. Det kan være dem
så temmelig ligegyldigt, hvad der sker. Arbejderne er bragt i den

stilling, at de løber ingen risiko ved at gennemtrumfe stor lønforhøjelse((3
o), men de forventer kun at vinde forholdsvis lidt
ved det (g nær i).

Dette skulle nærmest forventes at føre til stærke nominelle lønstigninger.

Arbejdernes mål med at sætte en lønaktion igang er en forhøjelse reallønnen. Så længe g = o, er det klart, at en lønforhøjelse pengelønnen fører til målet. Bevægelse af g mod i må hos arbejderne skabe to modgående stemninger: Enten må man have en stor forhøjelse af pengelønnen for dog at få nogen reallønforhøjelse ud af det. Eller også må man opgive, acceptere, den gamle metode til højere realløn alligevel ikke fører til noget.

Synes man, at forhøjelse i den reale løn skal være på f. eks. 3 %, for at det er møjen og risikoen ved arbejdsforhandlinger værd, måtte man i gamle dage begære 3 % lønforhøjelse; nu må man begære %, for så får man, hvis g = 0,7, ca. 3 % forhøjelse af realindkomsten.

Arbejdernes attitude må nærmest være bestemt af et enten/eller, enten stor lønforhøjelse eller resignation. Risikoen for arbejdsløshed forsvundet; risikoen for langvarig arbejdskonflikt, ja, næsten arbejdskonflikt overhovedet er også forsvundet. Arbejdsgiverne takket være overvæltningsmulighederne være temmeligt nogle - håndværkere og arbejdsgivere med stor gæld - er nærmest interesserede i lønstigning, andre - eksportindustrien må være modstandere. Alt i alt kan de være så temmelig ligeglade; og de er det vel også.

6. Man kan af ovenstående drage den konklusion, at arbejdsgiverne længere kan anses for kompetente til ene at sidde ved forhandlingsbordet. Man ser da også, at interessen i at holde igen på lønudviklingen ikke så meget repræsenteres af arbejdsgiverne som af statsmagten.

Grupperne uden for arbejdsmarkedet har i det store og hele en interesse i at undgå lønforhøjelser. Stort set er disse grupper gået to veje for at slippe for de dermed forbundne ulæmper. De har organiseret sig og søgt selv at opnå samme indkomstforhøjelser

som arbejderne. Og de søger gennem statens virksomhed at sikre,
at arbejderne og arbejdsgiverne ikke gennemfører lønforhøjelser.

Forudsætningen for to parters kontraktsfrihed må være, at de ved kontraktens indhold ikke kommer til i nævneværdig grad at berøre de udenforståendes interesser. Denne forudsætning er ikke længere opfyldt på arbejdsmarkedet. Man ser da også, at statsmagten mangfoldige tilfælde har grebet ordnende ind i disse forhold. kan tænke på de sidste åringers stabiliseringspolitik (Sverige og England m. m.).

Den anden gruppe af foranstaltninger, at man organiserer sig for at tilsikre sig samme lønstigninger som arbejderne, har haft større succes og støttes også i stort omfang af lovgivningen. I adskillige har man kendt landbrugspolitiske indgreb med dette formål. Man kan tænke på den svenske jordbrugskalkyle og de nye svenske forslag om almen pensionsforsikring.

Man har ment, at selve det forhold at flere og flere får inflationsinteresse, føre til skærpet inflationsfare. Man må imidlertid glemme, at hver gang en gruppe får sig tilkæmpet en indexreguleret plads, bliver gevinsten ved at høre til de privilegerede Gevinst ved en inflation forudsætter, at nogle taber. Vor tids inflation fører til, at gruppe efter gruppe sikrer sig en plads blandt dem, der har interesse i inflation; dermed mindskes samtlige inflationisters interesse i inflation. Vi nærmer os i virkeligheden tidspunkt, da alle har fået deres indkomst sikret. Den dag vil ingen have nogen interesse i inflation.

I almindelighed ser man i det moderne organisationsvæsen det milieu, der giver inflationsdrivende kræfter så gode vækstbetingelser. deler denne opfattelse, men jeg er undertiden noget i tvivl om rigtigheden af den opfattelse, der i reglen gøres gældende, man i den anledning skal holde igen på organisationsvæsenet. er om den i praksis eneste farbare vej ikke er den, at man ser til at få også de sidste organiseret, så ingen længere har nogen interesse i inflation, fordi g da for alle er blevet = i.

7. Den nærmeste fremtid synes at skulle blive præget af to forskellige

(1) Perioder med meget stærke lønstigninger. Arbejderne vil i bevidstheden om, at g vel er nær, men dog mindre end 1, stille store krav, for dog at opnå noget. Arbejdsgiverne vil - navnlig i lande, hvor eksportindustrien spiller en beskeden rolle - være eftergivende, for de kan være ligeglade eller har nærmest inflationsinter De udenforstående vil kæmpe, bl. a. ved at danne og forstærke allerede eksisterende organisationer, for så nogenlunde få indkomststigninger svarende til arbejdernes.

(2) Og så vil man få perioder, hvor der råder fred, resignationsperioder, organisationerne, gennemgående påvirkede af rigsdagene regeringerne, holder lønningerne konstant. Vel er denne resignation inspireret fra oven, men når den kan gennemføres, det på, at parterne udmærket godt ved, hvor lidt der i nutiden vindes ved en lønforhøjelse.

Hver kampperiode viser for hver gang tydeligere og tydeligere, at man blot forsøger at hæve sig selv ved hårene, og skaber basis for en resignationsperiode. Da de organiserede grupper bliver større og større og gevinsten ved kamp stadig mindre og mindre, kunne man drage den konklusion, at fremtidens kampperioder vil blive kortere og kortere, men kampen, når den udkæmpes, blive præget af store krav og stor eftergivenhed. Stabiliseringsperioderne man vente blev tilsvarende længere.

At vi skulle ende i en varig stabiliseringsperiode, skal man dog vist ikke vente. Dertil er den menneskelige evne til at overvurdere nutidens fejl og undervurdere de erfaringer, som skaber dagens forhold, for stor.

ir