De sidste års internationale bestræbelser for at ophjælpe mindre udviklede lande

Umiddelbart efter oprettelsen af De Forenede Nationer og de dertil knyttede såkaldte særlige institutioner - FAO (Food and Agriculture Organization), WHO (World Health Organization), ILO (International Labour Office, oprettet allerede 1919) m. fl. - tog både F. N. og navnlig de særlige institutioner fat på den opgave at yde forskellig teknisk bistand til mindre udviklede lande delvis i forlængelse af det storstilede midlertidige internationale hjælpearbejde, sattes ind straks efter krigens afslutning. F. N. har således udsendt talrige økonomiske, sociale og tekniske rådgivere, afholdt kursus, udsendt faglig litteratur og oplysende films og bevilget til folk fra mindre udviklede lande. Der er f. eks. i Danmark tilrettelagt studieophold for adskillige sådanne stipendiater.

Det var dog først for året 1949, at der på F. N.'s budget blev optaget en særlig bevilling til dækning af udgifterne ved denne tekniske bistand til mindre udviklede lande. Indtil da var udgifterne dækket dels af de almindelige bevillinger til F.N.'s sekretariat, dels og navnlig af de særlige institutioner. Den nye bevilling 1949 var såre beskeden, kun lidt over 300.000 $. For 1950 og 1951 blev bevillingen dog forhøjet noget.¹

For disse penge har man fortsat arbejdet efter de hidtidige linier.Selv

1. For sidstnævnte år bevilgedes der ca. 480.000 $ til teknisk bistand til økonomisk udvikling og ca. 770.000 $ til rådgivning m. h. t. sociale velfærdsforanstaltninger samt knap 150.000 $ som tilskud til en international central til oplæring af offentlige I. F. N.s budgetforslag for 1952 er den samlede udgift til disse formål uændret opført med knap 1,4 mill. $.

Side 89

nier.Selvhar jeg i fjor under dette program sammen med professorSimeon Chicago, og professor Erik Lindahl, Uppsala, været i Chile for at rådgive regeringen m. h. t. inflationsbekæmpelseog af landets almindelige økonomiske og finansiellepolitik. talstærke missioner har været sendt bl. a. til Haiti og Bolivia med det formål gennem omfattende studier af hele deres økonomi at hjælpe de pågældende lande til klarhed over, på hvilke områder de i særlig grad trænger til mere speciel teknisk bistand. Tillige er man begyndt at ansætte fast bosatte repræsentanteri underudviklede områder til koordineringaf forskellige hjælpeprogrammer i de pågældende regioner.

Det stod dog straks klart, at der ikke på FN.'s almindelige budget kunne skaffes tilstrækkelige pengemidler til det uhyre omfattende der her var brug for. Plenarforsamlingen i Paris i efteråret 1948 opfordrede derfor det økonomiske og sociale råd til at udarbejde planer for en langt mere omfattende teknisk og finansiel bistandsydelse til de underudviklede lande, og arbejdet med disse spørgsmål har siden da lagt beslag på en væsentlig del af rådets tid.²

Straks i starten fik rådet en kraftig støtte i præsident Trumans berømte tiltrædelsestale den 20. januar 1949. Denne tale var bemærkelsesværdig at den i modsætning til alle tilsvarende tidligere udelukkende beskæftigede sig med USA's forhold til omverdenen og slet ikke berørte indenrigspolitiske emner. Præsidenten i fire punkter. Først tilsagde han F. N. USA's fulde støtte. Dernæst fastslog han, at USA måtte fortsætte arbejdet for Europas genopbygning gennem Marshallhjælpen. For det tredie nævnte han Atlantpagten og den panamerikanske traktat, og som punkt fire omtalte han endelig det spørgsmål, vi her beskæftiger os med. Herom sagde han bl. a.:

»For det fjerde må vi gå i gang med et dristigt nyt program, hvorved
fordelene ved vore videnskabelige og industrielle fremskridt kan nyttiggøres
ophjælpning og udbygning af underudviklede områder.

2. Udførlige redegørelser for rådets arbejde med disse problemer i 1949 og 1950 er givet i den danske delegations beretninger om rådets 9., 10. og 11. samling (udsendt af Udenrigsministeriet).

Side 9o

Over halvdelen af verdens folk lever under nærmest elendige forhold.
er utilstrækkeligt ernærede. De er ofre for sygdomme. Deres
økonomiske liv er primitivt og stagnerende.

For første gang i historien besidder menneskeheden den kundskab
og den dygtighed, som kan afhjælpe disse folks lidelser.

De Forenede Stater er blandt de førende nationer i udviklingen af den industrielle og videnskabelige teknik. Jeg synes derfor, vi skulle stille dette vort værdifulde forråd af teknisk viden til rådighed og i samarbejde med andre nationer ophjælpe kapitalinvesteringer i områder behov for udvikling.«

Præsidenten fremhævede, at dette arbejde, hvor det var gennemførligt, udføres gennem De Forenede Nationer og dets særlige organer. Det burde planlægges og kontrolleres på en sådan at det blev til gavn for folkene i de lande, der skulle udvikles. Tidligere tiders imperialisme, altså udbytning for at hjembringe en profit til de udviklede lande, skulle være banlyst.

Dette Punkt Fire i præsidentens tale havde ikke mindst adresse til folkeslagene i det latinske Amerika, som ikke uden en vis bitterhed set på dollarstrømmen fra USA til Europa under iMarshallplanen. Nu forsikrede præsidenten dem om, at de ikke skulle blive glemt. Trumans tiltrædelsestale har spillet en uhyre rolle i hele debatten om dette spørgsmål. Ja, i USA betegner man ofte hele problemet og planerne om hjælp til de underudviklede lande simpelt hen som »point four«. Overfor denne noget uklare sprogbrug er der dog grund til at gøre opmærksom på, at der dels er tale om en plan udformet og vedtaget af De Forenede Nationer, dels om rent amerikanske planer. Der skal nu først gøres rede for F. N.s projekt og siden siges lidt om de særlige amerikanske planer om det britiske Commonwealths såkaldte Colomboplan.

Da debatten om F. N.'s udvidede hjælpeprogram for de underudvikledelande måned efter Trumans tiltrædelsestale blev bneti økonomiske og sociale råd, fremhævede man påny fra amerikansk side ligesom i præsidentens tale, at der krævedes to ting: teknisk bistand og tilførsel af kapital. Men man understregedestærkt, den tekniske hjælp i videste forstand var det første

Side 91

fornødne. Derved skulle der skabes en frugtbar jordbund, et gunstigtklima udenlandske kapitalinvesteringer. Var man først nået så vidt, nærede den amerikanske repræsentant i rådet det bedstehåb at den private kapital fra USA og andre kreditorlande ville søge anbringelse i de underudviklede områder. Men tillige fremholdt han, at selv om der jo nok i begyndelsen var brug for en meget betydelig kapitaltilførsel udefra, så måtte alligevel på lidt længere sigt hovedparten af kapitalen komme fra de underudvikledelande Og han tilføjede, at det var der også gode udsigter til, at den ville, så sandt som udviklingen jo skulle resulterei nationalindkomst og derved også åbne mulighedfor hjemlig opsparing i de underudviklede lande.

Det blev disse synspunkter, der kom til at præge rådets arbejde med dette spørgsmål. Først tog man fat på at organisere ydelsen af teknisk bistand. Arbejdet hermed beslaglagde en væsentlig del af rådets kræfter under begge dets samlinger i 1949. Det resulterede en detailleret plan, som opnåede plenarforsamlingens endelige den 16. november 1949.³

Grundprincipet i hele ordningen er, at hjælpen skal ydes efter anmodning fra de underudviklede lande i hvert enkelt tilfælde. Derved kunne man også undgå at definere, hvad der skulle forstås et underudviklet land. Et land kendetegner simpelt hen sig selv som mindre udviklet i en eller anden henseende ved at anmode om bistand på det pågældende felt. Samtidig kan det naturligvis andre felter være så langt fremme, at det kan yde teknisk til andre lande. Der er således tale om en gensidig hjælp, ikke om et skarpt skel mellem ydende og nydende lande.

Anmodning om hjælp kan som hidtid rettes enten til F. N.'s sekretariat eller til en af de særlige institutioner, alt efter hvilken art af bistand det drejer sig om. I det hele taget betegnede den nye plan en videreførelse af det arbejde, der allerede var i gang, blot i langt større målestok. Alen medens hjælpen hidtil i hovedsagenvar af F. N., FAO, Arbejdsbureauet, Sundhedsorganisationen,Fonden Banken hver for sig, var det tanken, at det

3. Planen indeholdes i Ecosoc Resolution 222 (IX).

Side 92

udvidede hjælpearbejde i højere grad skulle blive et fællesforetagende.Derfor man et administrativt apparat til sikring af det fornødne samarbejde mellem de medvirkende organer.⁴ Den i så henseende trufne ordning blev et kompromis mellem ønskerindenfor N. sekretariatet om stærk centralisering og de særligeorganisationers om bevarelse af større selvstændighed.

Uden at gå i enkeltheder m. h. t. disse organisatoriske problemer, gav anledning til meget langvarige og besværlige diskussioner, nævnes, at den daglige ledelse ligger hos et sekretariat F. N. - Technical Assistance Administration. Bag sekretariatet står en bestyrelse for teknisk hjælp - Technical Assistance - bestående af F. N.'s generalsekretær og generaldirektørerne de medvirkende organer eller deres stedfortrædere. denne bestyrelse skal alle anmodninger om hjælp forelægges de vigtigste af dem drøftes for at sikre en virkelig samordning indsatsen. Til beslutninger i denne bestyrelse kræves enstemmighed. I tilfælde af uenighed henskydes afgørelsen til et stående udvalg for teknisk hjælp - Technical Assistance Committee nedsat af det økonomiske og sociale råd og bestående af repræsentanter for de 18 lande, der til enhver tid er medlemmer af dette. Dette stående udvalg skal desuden føre tilsyn og kontrol med hele ordningens gennemførelse. Det skal normalt kun mødes under de to årlige rådssamlinger. Kravet om enstemmighed indenfor var en naturlig følge af dens sammensætning og af den selvstændighed, de enkelte institutioner indenfor »F. N.« familien« i henhold til deres grundlove. Det kunne ikke tilkomme lederne af visse af disse internationale institutioner at overstemme og dermed binde andre formelt uafhængige internationale institutioner. samtidig håbede man, at kravet ville virke som en stærk tilskyndelse til opnåelse af enighed, og dette håb synes at være gået i opfyldelse. Udvalget er, som hensigten var, kun blevet et tilsynsførende og ikke et udøvende organ.

4. Direkte med i samarbejdet er F. N, ILO, FAO, UNESCO, WHO og ICAO (International Civil Aviation Organization), medens Den Internationale Valutafond Den Internationale Bank har forbeholdt sig en noget friere stilling

Side 93

Både bestyrelsen og udvalget skal i deres virksomhed lade sig lede dels af de synspunkter, der var kommet frem under rådets drøftelser af planen, dels af en række i planen udtrykkeligt opstillede principer. Disse principer, som det også voldte betydelige vanskeligheder at få udformet, er i sandhed såre almindelige. vil være tilstrækkeligt at citere et par enkelte af dem. Hjælpen skal ydes i »F. N. pagtens ånd«, den må ikke være et middel til fremmed økonomisk eller politisk indblanding, og man skal undgå enhver forskelsbehandling begrundet i landenes politiske system eller i deres befolkningers race eller religion. De eksperter, der skal udsendes, skal besidde »den højeste faglige dygtighed« og have »deltagende forståelse af den kulturelle baggrund de særlige behov i de lande, der skal hjælpes«. Ansøgerregeringerne yde de udsendte eksperter fornøden assistance og omgående tage modtagne råd under indgående overvejelse. Osv. Der er flere sider fyldt med sådanne »principer«, som kan lyde selvfølgelige, men som det alligevel kan have en vis politisk og psykologisk betydning at få fastslået.

Foruden alle disse organisationsspørgsmål behandlede rådet også 1949 selve formerne for den tekniske bistand, der skulle tilbydes underudviklede lande. Såvel F. N.'s sekretariat som de særlige organisationer havde udarbejdet detaillerede planer for, hvad de kunne yde, og alle disse projekter blev så gennemdrøftet og revideret i rådet. Det bør dog understreges, at det er en smule misvisende, når man talte om »planer« i denne sammenhæng. Hjælpen skulle jo som alt sagt ydes efter anmodning i hvert enkelt Der var ikke tale om at pånøde de underudviklede lande ganske bestemte former for hjælp. Hvad man havde forsøgt, var altså at antecipere deres behov. Eller måske snarere: man opstillede katalog - et spisekort, om man vil - og det måtte så blive de underudviklede landes sag deraf at udvælge, hvad de havde brug for eller smag for.³

Det ville føre for vidt her at gå ind på alle disse detailprojekter.Der

5. Planerne indeholdes i et omfangsrigt dokument »Technical Assistance for Economic Development« (E/1327 Add. 1, Lake Success 1949, 328 s.). Tilsvarende for 1952 findes i dokument E/2054 Add. 1. Medens man i de oprindelige planer opererede med en totaludgift på 36 mill. $ i det første og 50 mill. $ i det andet virkeår, hvis alle forslagene skulle realiseres, anslås de nye programmer for 1952 at ville medføre en totaludgift på 33 mill. $.

Side 94

ter.Dervar f. eks. alene for FAO's vedkommende 53 forskellige
grupper af projekter. Her kan kun nævnes nogle enkelte eksemplerpå
stillede forslag.

Et hovedpunkt på De Forenede Nationers eget program var stadig udsendelse af undersøgelseskommissioner, der kunne hjælpe de underudviklede lande til at få fastslået, hvilken teknisk bistand de særlig har brug for. Man må nemlig regne med, at mange uudviklede ikke selv råder over tilstrækkelig sagkundskab til en sådan kortlægning af deres økonomi og planering af deres fremtidige Allerede udformningen af et sådant udviklingsprogram selvsagt en vis standard hos landets administrative Man må bl. a. have organer til indsamling af statistiske oplysninger. Optræning af en lokal stab af statistikere og andre embedsmænd bliver derfor i mange tilfælde noget af det første, F. N. må bistå med dels ved oprettelse af midlertidige eller varige kurser og skoler, dels ved uddeling af rejsestipendier. løvrigt F. N. navnlig tage sig af opgaver, der ikke faldt ind under af de særlige institutioner. Der kunne blive tale om ingeniørmæssig assistance ved udbygning af transportvæsen og vandkraftanlæg. Man lagde også en del vægt på demonstration af praktiske eksempler. F. N.'s eksperter ville midt i det uudviklede land bygge en mønstervirksomhed, der kunne udnytte lokale råmaterialer, et stykke moderne landevej ell. lign.

Også på Arbejdsbureauets program kom uddannelse og oplæring i første række, men det omfattede tillige sådanne ting som hjælp til gennemførelse af arbejds- og sociallovgivning og hensigtsmæssige bistand ved udbygning af kooperation og forbedring statistik. Desuden ville man iværksætte studier over, hvorledes forskellige planer for økonomisk udvikling vil påvirke beskæftigelsen, arbejdernes realindkomst og deres sociale forhold iøvrigt. Man ville også undersøge de faktorer, der påvirker arbejdets i de uudviklede lande.

Af FAO's lange liste over projekter kan kun fremdrages nogle

Side 95

enkelte. Man ville yde hjælp til jordforbedring, dræning og kunstigvanding til indførelse af bedre frø- og kornvarieteter. Eksempelvis er FAO i færd med at efterspore risarter, der kan modstå visse svampe- og insektangreb, og man regner med i mange områder at kunne fordoble rishøsten ved anvendelse af sådanne nye sorter. I det hele taget er den forøgelse af planteproduktionens værdi, der kan opnås ved udbredelse af kendskabet til moderne skadedyrsbekæmpelse, af meget betydelig størrelse. Alene tabet ved angreb på korn under lagring anslås til 10 % af verdens kornhøsteller mængde, som indgår i hele verdenshandelen med korn. Et andet af FAO's projekter tilsigtede udryddelse af kvægpest,en der koster mere end 2 mill. stkr. kvæg om året, og som man mener med allerede kendte midler at kunne få bugt med i løbet af 5-10 år. FAO havde også store planer for udviklingaf i tropiske og halvtropiske egne. De strækkersig fra den første kortlægning af skovområder til en fornuftig udnyttelse af denne naturrigdom. Man vil udruste forsøgsfiskerfartøjer, hjælpe til oprettelse af dambrug for ferskvandsfisko. v.

Til karakteristik af UNESCO's andel i programmet må stikord
som udbredelse af oplysningsliteratur, ophjælpning af skolevæsen,
videnskab, forskning, radio, film og presse være tilstrækkelige.

WHO ville naturligvis særlig yde hjælp til sygdomsbekæmpelse. dette område er der uhyre meget at udrette. Der findes i de uudviklede lande hundreder af millioner af mennesker, som er angrebet af malaria. Millioner dør af den hvert år i en ung alder, og hos resten bevirker den stærkt nedsat arbejdsevne. Mellem 200 og 400 millioner mennesker regnes at være angrebet af kønssygdomme, kolera, tyfus og sovesyge, og mod alle disse sygdomme er midlerne nu af en sådan art, at deres effektive bekæmpelse kun koster forsvindende beløb i forhold til, hvad der opnås. Der er få områder, hvor en første indsats af international teknisk bistand vil give så hurtige resultater.

Men her risikerer man let at komme ind i en art ond cirkel. I
mange egne er bekæmpelsen af malaria det nødvendige udgangspunktfor
forsøg på at skabe økonomisk udvikling. Men

Side 96

det umiddelbare resultat af sygdomsbekæmpelsen er jo, at dødelighedengår så at folketilvæksten bliver endnu større end hidtil.Hvis da ikke lykkes samtidig at hæve produktionen i mindst samme takt, bliver resultatet, at levefoden synker i stedet for at stige. Eller, hvor man allerede befinder sig på hungergrænsen,at dør af sult i stedet for af malaria.

Hvor skal pengene nu komme fra til alt dette? Det er tanken, at de underudviklede lande selv skal dække en del af udgifterne, nemlig normalt alt det, der kan betales i deres egen valuta. Sender man f. eks. eksperter til Chile, skal dette land dække selve udgifterneved ophold derovre, medens rejseomkostningerne og det honorar, de skal have, ydes af Technical x\ssistance Administration.Men ikke mere alene fra F. N.'s eller de særlige organisationers almindelige budget. F. N.'s budget indeholder ganskevist, før nævnt, stadig en bevilling til dette formål, men hvad der skal bruges derudover, skal tages fra en særlig fond for teknisk hjælp - Technical Assistance Fund - som planen opfordredealle der var medlemmer enten af F. N. eller af en eller flere af de særlige institutioner, til at yde bidrag til. Disse bidrag blev for de første 111¹/₂ år - fra i. juli 1950 til 31. december 1951 - fastlagt på en særlig konference, som blev afholdt iF. N.'s hovedsæde i juni i fjor. Når man efter amerikansk ønske valgte denne tilsyneladende omstændelige og kostbare fremgangsmåde med at indkalde en særlig konference, var det, fordi man håbede, at en sådan rådslagning, hvor det ene land hørte, hvad andre lande var villige til at give, og hvor der kunne lægges et vist moralsk pres på den mindre glade giver, ville give flere penge, end hvis man blot lad generalsekretæren for F. N. sende regeringerne en skrivelse og bede dem om et bidrag. Og jeg kan som deltager i konferencen bevidne, at pressionen var ganske kraftig og også ret effektiv. 57 lande var repræsenteret på denne konference, og fra de 54 fik man tilsagn om bidrag. Det største bidrag - lidt over 12 mill. $ - kom naturligvis fra USA. I alt fik man tilsagn om godt 20 mill. $. En del lande, deriblandt England og de skandinaviskestater dog det forbehold, at deres bidrag skulle ydes ikke i dollars, men i deres egen valuta. Sverige og Danmark tilbød

Side 97

hver modværdien afknap 100.000$, Norge et noget mindre beløb.⁶ Fra østblokkens side er der ikke ydet bidrag til Technical AssistanceFund, man principielt har stillet sig på det standpunkt,at underudviklede lande selv skulle betale for den hjælp, de måtte ønske.

Straks efter 1. juli i fjor tog man fat på programmets praktiske gennemførelse. I en netop offentliggjort omfattende beretning gøres der rede for, hvad der er udrettet indtil midten af 1951, altså i de første 12 måneder.⁷ Der er i dette tidsrum indkommet over 500 anmodninger om bistand fra 64 forskellige lande og territorier,og er bevilget hjælp til 50 af de nævnte lande. Denne hjælp vil bl. a. omfatte udsendelse af 670 eksperter (foruden 71, der udsendtes under F. N.'s gamle program for teknisk bistand) og ydelse af 551 rejsestipendier. Inden udgangen af 1951 venter man at få sluttet aftale om udsendelse af yderligere 646 eksperter (samt 28 under det gamle program) og om ydelse af endnu 590 rejsestipendier. Mange af disse projekter vil løbe videre i 1952. Det har - som ventet - vist sig overordentlig vanskeligt at få frigjortdet antal højt kvalificerede eksperter til dette hjælpearbejde. Den spændte politiske situation og økonomiske højkonjunktur har naturligvis ikke gjort det lettere. Indtil udgangenaf havde man kun antaget 54, pr. 30. april i år 259 og pr. 1. juli 384 - foruden 65 under det gamle program⁸ - men ved udgangen af året håber man at komme op på ca. 1350. lait regner man med ved udgangen af indeværende år at have brugt ca. 11 mill. $. Hvor stærkt arbejdet vil vokse på længere sigt, vil selvfølgelig også afhænge af, hvor store pengemidler landene i den kommende tid vil stille til rådighed. Det økonomiske og sociale råd har i sin sommersamling i år drøftet tilrettelægningen af den fortsatte finansiering af programmet og rettet en indtrængende opfordring til regeringerne om for året 1952 at yde så store bidrag,at

6. Ved midten af indeværende år var der ialt indbetalt bidrag svarende til 16S

7. Third Report of the Technical Assistance Board to the Technical Assistance Committee. (E 2054, New York 1951, 366 s.).

8. Af de ialt antagne 449 eksperter var 12 danske, 7 norske og 8 svenske.

Side 98

drag,atman i dette kalenderår mindst får samme totalbeløb til
rådighed som i de første 18 måneder, altså en snes mill. $.

Jævnsides med udformningen af planerne om udvidet teknisk bistandsydelse arbejdede det økonomiske og sociale råd imidlertid også med problemets anden side: hvordan man kunne lette fremskaffelsenafkapital de underudviklede lande til realisering af de mange projekter, man ville yde dem teknisk hjælp til at få udformet.Forudeni selv har dette spørgsmål været indgående drøftet i den til bistand for rådet nedsatte kommission for økonomi og beskæftigelse og navnlig i dennes underudvalg for økonomisk udvikling, hvis tredie og fjerde møderække i 1949 og 1950 så godt som helt har viet dette emne. I rådet blev spørgsmålet navnligbehandleti 1950 på grundlag af en række resolutionsudkast, hvori det nævnte underudvalg havde samlet sine som helhed ret vage og almindeligt holdte forslag.⁹ Desuden havde F. N.'s sekretariat tilvejebragt et omfattende materiale til belysningafspørgsmålets sider.¹⁰ En betydelig rolle i debattenspilledeendelig det forslag om udvidelse af Den InternationaleBanksvirksomhed,

9. Underudvalgets beretning om dens fjerde møderække, dokument E/CN 1/80.

10. De vigtigste dokumenter var: 1) Domestic Financing of Economic Development (E/1562, New York 1950, 231 s.), en af F. N.'s sekretariat udarbejdet beretning om et i slutningen af 1949 afholdt ekspertmøde med deltagere fra England, Mexico, Philipinerne, Puerto Rico, Chile, Indien og Ægypten samt fra Den Internationale Valutafond og Den Internationale Bank. Beretningens første del giver en almindelig oversigt over de synspunkter, der kom frem på mødet, anden del indeholder et mere detailleret referat af mødets drøftelser, og i tredie del gengives en række afhandlinger, eksperterne i forvejen havde udarbejdet som grundlag for 2) Methods of Financing the Economic Development in Underdeveloped Countries (E/1602, Lake Success 1949, 39 s. + 9 bilag), udarbejdet af F.N.'s sekretariat efter rådets anmodning; den indeholder en sammenfatning af og kommentar til de som bilag aftrykte udtalelser om spørgsmålet fra FAO, Den Internationale Bank, Den Internationale Valutafond, ILO og Det Internationale 3) Survey of Policies Affecting Private Foreign Investment (E/1614, 103 s.), ligeledes udarbejdet af F. N.'s sekretariat efter rådets anmodning; dens første del behandler de vigtigste indgreb overfor internationale kapitalbevægelser såvel kapitaleksporterende som i mindre udviklede kapitalimporterende lande; anden del indeholder en mere detailleret gennemgang af lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser i en række underudviklede lande i forskellige dele af verden. 4) The Effets of Taxation of Foreign Tråde and Investment (Lake Success, 1950, 59 s. + 2 bilag), udarbejdet af F. N.'s sekretariat efter rådets anmodning. 5) International Capital Alovements during the Inter-War Period (Lake Success, 1949, 70 s.), udarbejdet af F. N.'s sekretariat. 6) Relative Prices of Exports and Imports of Under-developed Countries; a study of post-war terms of tråde between under-developed and industrialized countries (Lake Success, 1949, 156 s.), udarbejdet af F. N.'s sekretariat. 7) Economic and Legal Status of Foreign Investments in Selected Countries of Latin America (E/CN. 12/166 med Add. 1-9), oversigter udarbejdet af sekretariatet for F. N.'s økonomiske kommission for det latinske Amerika (ECLA). 8) Foreign Investment Laws and Regulations in the ECAFE Region (E/CN. n/I & T/25), udarbejdet af sekretariatet for F.N.'s økonomiske kommission for Asien og det fjerne Østen (ECAFE).

Side 99

nationaleBanksvirksomhed,som indeholdes i den af fem kendte nationaløkonomer efter rådets opfordring i slutningen af 1949 udarbejdedebetænkningom and International Measures for Full Employment.¹¹ En af disse nationaløkonomer, professor Nicholas Kaldor, Cambridge, deltog i rådets drøftelse. Debatten endte med, at man fik vedtaget en ordrig resolution, som der dog ikke var så forfærdelig meget kød på.³² Den pegede på en række midler til forøgelse og bedre udnyttelse af den indenlandske opsparingide lande og opfordrede medlemsstaterne til - om fornødent gennem bilaterale og multilaterale aftaler - at skabe vilkår og garantier, der opmuntrer udenlandsk privatkapital til deltagelse i finansieringen af ønskelig økonomisk udvikling. Man henstillede til de underudviklede lande at møde frem med virkelig gennemarbejdede udviklings- og låneprogrammer overforDenInternationale og offentlige kreditinstitutioner som den amerikanske Export-Import Bank. Desuden satte man Valutafondenigang en undersøgelse af disse landes evne til at betalerenterog på udenlandske lån. Specielt ønskede man klarlagt, hvor stor en del af disse landes valutaindtægter der for tiden anvendes til sådanne renter og afdrag sammenlignet med

11. Lake Success, 1949, 104 s. Dansk oversættelse udgivet af Udenrigsministeriet: Fuld beskæftigelse ved nationale og internationale foranstaltninger. Kbhvn 1950.

12. Ecosoc Resolution 294 (XI).

Side 100

tidligere perioder og med, hvad lande, der nu er mere udviklede, på tidligere stadier i deres udvikling har anvendt til disse formål. Endelig skulle F. N.'s sekretariat studere forholdet mellem svingningeriråvarepriser de underudviklede landes evne til at erhvervefremmedvaluta ¹³

Spørgsmålet står stadig på rådets dagsorden. Under vintersamlingen ₉₅ ₁ nåede man ikke væsentligt videre, men i sommersamlingen man påny en indgående drøftelse af de herhen hørende på et delvist nyt grundlag.

Da den ovenfor omtalte ekspertbetænkning om »Fuld Beskæftigelse«i væsentlige havde indskrænket sig til at behandle beskæftigelsesproblemeti udviklede industrilande, besluttede det økonomiske og sociale råd at nedsætte en ny ekspertkomité til at udarbejde en betænkning om arbejdsløshed og underbeskæftigelse i underudviklede lande og om de nationale og internationale foranstaltninger,hvorigennem arbejdsløshed og underbeskæftigelsekunne Også denne gruppe kom til at bestå af fem nationaløkonomer (fra henholdsvis England, USA, Chile, Indien og Libanon). Deres betænkning, der udkom i maj i år, hedder karakteristisk nok »Measures for the Economic Developmentof Countries«.¹⁴ De anser nemlig økonomiskudvikling at være hovedmidlet mod arbejdsløshed og underbeskæftigelse i de underudviklede lande og giver derfor en bred oversigt over hele udviklingsproblemer hvorunder de også kommer ind på finansieringsmulighederne. Betænkningen munder ud i 16 henstillinger rettet dels til de underudviklede lande, dels til de udviklede lande, dels endelig til F. N. og andre internationale organer. Adskillige af disse henstillinger er dog holdt i lige så almindeligevendinger

13- Disse studier foreligger nu: 1) Investment Service of Under-developed Countries (38 s.) og Statutory and Administrative Meåsures Designed to Provide for Servicing Foreign Investment Times of Exchange Stringency in Under-developed Countries (10 s.), to memoranda udarbejdet af Den Internationale Valutafond (E/2024). 2) Relation of Fluctuations in the Prices of Primary Commodities to the Ability of Under-developed Countries to Obtain Foreign Exchange (E/2047 med Add. 1, 113 s. +et tabelbilag på 59 s.).

14. New York 1951, 108 s.

Side 101

mindeligevendingersom F. N. resolutionen fra 1950. Således skal de underudviklede lande udarbejde programmer til fremme af deres hjemlige opsparing, omfattende videre udvikling af spareinstituterog foranstaltninger. Og for at sikre at kapitalen går til de mest produktive anvendelser, skal de oprette en udviklingsbank og et landbrugskreditsystem og om fornødent træffe andre forholdsregler til påvirkning af investeringsretningen,såsom valutakontrol eller en licensordning for byggeri og kapitaludvidelser. - Noget mere håndfaste krav stilles der til de udviklede lande. De må ikke lægge loft over importvarepriserneuden at kontrollere priserne på de eksportvarer,de lande køber hos dem. Ej heller må de yde subsidier til produktion eller udførsel af varer, der tillige produceres til eksport i underudviklede lande. De skal hver især - det gælder altså også f. eks. hvert af de skandinaviske lande - overveje at oprette lignende instituter som den amerikanske Export-ImportBank. skal lette private investeringer i underudvikledelande at tage initiativet til afslutninug af traktater med disse om fair behandling af udenlandsk kapital, ved at tilbyde deres borgere garanti mod transfereringsvanskeligheder og ved at undgå dobbeltbeskatning af indkomst fra udlandet. Og endelig skal de i perioder med vareknaphed sørge for, at de underudvikledelande deres rimelige andel af råvarer og andre kapitalgodertil af deres udviklingsprogrammer. - Også på det internationale plan stiller experterne vidtgående krav. Den Internationale Bank skal sætte sig som mål indenfor de næste fem år at nå op på en udlåning til underudviklede lande på 1000 mill. $ om året, og desuden skal F. N. undersøge mulighederne for at oprette et internationalt finansinstitut, som kan erhverve aktier og foretagender og låne til private virksomheder i underudviklede lande. Endelig foreslås oprettet en International Development Authority, der ikke blot som den nuværende Technical Assistance Administration kan bistå landene med formulering og gennemførelseaf udviklingsprogrammer, men også være formidler og fordeler af gaveydelser i stil med Marshallhjælpen til specielle formål i de underudviklede lande.

Side 102

Disse forslag blev allerede i foråret gjort til genstand for diskussion mødt med adskillig kritik i rådets »kommission for økonomi, og udvikling« (som den hedder siden 1950, da underudvalgene for økonomisk udvikling og for beskæftigelse og økonomisk stabilitet blev ophævet), og det var denne kommissions ¹⁵ som sammen med eksperternes betænkning udgjorde nye grundlag for rådets drøftelser i sommer.

En række af de underudviklede lande gik kraftigt ind for, at man nu måtte skride fra studier til handling, hvis man ikke ville fremkalde skæbnesvanger skuffelse i disse lande. Ikke mindst Chile var ivrig for at man straks skulle søge at få etableret såvel det omtalte låneinstitut til finansiering af privat produktiv virksomhed i de underudviklede lande som en international fond til ydelse af gaver, eller meget langfristede lån til en nominal rente af f. eks. 1 % til investering i ikke-udbyttegivende anlæg af grundlæggende for videre økonomisk udvikling af tilbagestående På den modsatte fløj stod Frankrig, der betegnede eksperternes forslag som »et radikalt for ikke at sige revolutionært manifest«, en karakteristik, den franske delegerede dog i et senere indlæg ville have fortolket som et udtryk for »en vis beundring af eksperternes dristighed«. Også en række andre lande - bl. a. U. S. A., England og Sverige - erklærede det for urealistisk i øjeblikket foreslå oprettelse af en gavefond eller den af eksperterne Development Authority, idet den finansielle støtte hertil i så altovervejende grad måtte komme fra et enkelt land, at de ikke ville fortjene navn af internationale institutioner. Fra Den Internationale Banks side betegnedes det som en illusion at tro, at den i den nærmeste fremtid skulle kunne udvide sin långivning det omfang, eksperterne havde tænkt sig, men man pegede på, at medens banken i det første par år efter krigen væsentlig havde ydet lån til genopbygning af europæiske lande, var dens lån siden da så godt som udelukkende gået til underudviklede I 1947-48 havde disse lån udgjort 16 mill. $, i 1948-49 109 mill. $, i 1949-50 134 mill. $ og i 1950-51 297 mill. $.

15. Dokument E/2006.

Side 103

Rådets drøftelse endte med vedtagelse af en ny, meget lang resolution,¹⁶ som opfordrede Den Internationale Bank og andre eksisterende kreditinstituter til at udvide deres lånevirksomhed i de underudviklede lande og udtalte sympati for forslaget om det internationale finansinstitut til ydelse af lån til private virksomheder om det bidrag, et sådant institut kunne yde til »den almindelige om finansiel hjælp til de underudviklede lande, bad man Banken udtale sig inden næste rådssamling - hvorimod man »hverken ville godtage eller forkaste principet om oprettelse af en international fond« til ydelse af gaver eller så godt som rentefrie til ikke-udbyttegivende anlæg; på dette punkt indskrænkede sig til at opfordre F. N.'s generalsekretær til at »formulere gennemførlige metoder til behandling af problemet: hjælp i form af gaver«. løvrigt retter resolutionen en række henstillinger både kapitaleksporterende og kapitalimporterende lande om at fremme kapitalbevægelserne dem imellem, men ingen af disse almindeligt holdte anbefalinger bringer noget væsentligt

Trods den lange resolution må man derfor give rådets præsident, Hernan Santa Cruz ret, når han efter sommersamlingens temmelig skuffet udtalte, at den opgave, plenarforsamlingen havde stillet rådet: at skride til udformning af praktiske forslag til finansiering af økonomisk udvikling, ikke forekom ham at være »altogether fulfilled«.

Et begreb om finansieringsproblemets størrelsesorden får man, når man ser, at FAO i 1949 beregnede, at der ide nærmest kommendeår være brug for kapitalinvesteringer i de underudvikledelande mellem 15 og 20 milliarder $ om året, og skønnede, at mindst 4 milliarder heraf måtte skaffes fra udlandet. Under rådetsdrøftelse sommeren 1950 nævntes 2 milliarder $ årlig som et absolut minimum for den nødvendige kapitaltilførsel til de underudviklede lande, og nu har altså de fem eksperter foreslået, at alene Den Internationale Bank skulle bringe sine lån til disse lande op på 1 milliard $ om året. Når dette sammenlignes med

16. Vedtaget 22. august 1951. Dokument E/2107.

Side 104

de ovenfor gengivne oplysninger om bankens hidtidige udlån til
disse lande, begynder man at forstå, hvor stort problemet er.

De 20 millioner $, der hidtil er bevilget til Technical Assistance Fund, vedrører jo kun udgifterne til selve den tekniske bistand, ikke de kapitalinvesteringer, der bliver brug for, når man skal til at virkeliggøre de planer, den tekniske bistand gerne skulle munde ud i. Som alt sagt er jo forøvrigt også selve den tekniske bistandsydelse arbejde på langt sigt, der, som årene går, vil kræve stigende

I øjeblikket, hvor rustningsbyrden tvinger til begrænsning af de fredelige investeringer også i de udviklede lande, kan det måske være svært at se, hvor alle disse penge skal komme fra. På den anden har man bl. a. i USA fremhævet, at ophjælpning af de underudviklede må ses som et nødvendigt led i oprustningen.

Dertil kommer, at der jo er tale om et langtidsprogram strækkende over decennier. Og når man betænker, at opsparingen alene i USA udgør ca. 45 milliarder $ om året, er en amerikansk kapitaleksport på et par milliarder dollars ikke på lidt længere sigt noget, der ligger udenfor mulighedernes grænse.

Samtidig må det erindres, at den kraftige stigning i råvarepriserne Koreakrigens udbrud i de fleste underudviklede lande har givet en valutatilgang, som åbner muligheder for en økonomisk der overstiger, hvad man selv i gunstigste fald havde kunnet håbe at realisere på basis af amerikansk kapitaleksport, oprustningen ikke var kommet. Der består imidlertid en nærliggende fare for, at de store indtægter i eksporterhvervene i disse lande vil forstærke i forvejen forhåndenværende inflationstendenser således resultere i øget forbrug og inflationsprægede fejlinvesteringer snarere end i en på længere sigt sund økonomisk udvikling. Der er derfor netop i øjeblikket et påtrængende behov for teknisk bistand til afværgelse af denne fare.

Da de underudviklede lande under den anden verdenskrig oplevedeet gunstigt bytteforhold, opsamlede de som bekendtstore tilgodehavender, navnlig i London. De sørgelige erfaringer, man efter krigen gjorde med disse tilgodehavender,der lang tid var og delvis endnu er spærrede,

Side 105

gør det usandsynligt, at de underudviklede lande nu vil lade sig nøje med at yde industrilandene kredit. De vil utvivlsomt i stedet kræve kontant betaling i form af de maskiner og andre kapitalgoder,de til deres udviklingsprojekters gennemførelse. De kan jo nu financiere denne import ved hjælp af deres store eksportfortjenester i stedet for at være henvist til at bede om lån. U. S. A. og Vesteuropa vil derfor simpelt hen blive nødt til ved tilrettelægningen af de kommende års produktions- og eksportprogramat at gøre plads for betydelige leverancer af kapitalgenstandetil underudviklede lande.

Foruden finansieringsproblemet behandlede rådet endelig efter opfordring fra plenarforsamlingen i sommer to andre spørgsmål, der har nær tilknytning til planerne om ophjælpning af de underudviklede dels jordbesiddelsesforhold, dels indkomstniveau og indkomstfordeling i disse lande.¹⁷

Debatten endte med, at rådet anbefalede en meget lang række landboreformer såsom større sikkerhed for brugere af fremmed jord, lettere adgang til selveje, udstykning af store og sammenlægning altfor små brug, bedre kreditvilkår for landbruget, rimeligere skattefordeling, fremme af kooperation, faglig undervisning konsulentvirksomhed og bedring af landarbejdernes stilling. Ingen, der har blot det mindste kendskab til forholdene i underudviklede lande, vil være i tvivl om, at der her er rørt ved problemer af fundamental betydning for deres ophjælpning, men ligeså åbenbart er det, at reformer på disse felter støder på meget stærk modstand fra politisk indflydelsesrige kredse i de pågældende Vedrørende indtægtsniveau og indtægtsfordeling indskrænkede sig i det væsentlige til at anbefale fortsat indsamling statistisk materiale.

I præsident Trumans tiltrædelsestale hed det som nævnt, at
USA's indsats på dette område »i det omfang, det var gørligt«,
skulle ske gennem F. N. Men han regnede altså også med en direkteamerikansk

17. Som grundlag for denne drøftelse foreligger »Volume and Distribution of National Income in Under-developed Countries« (E/2041, 91 s.), udarbejdet af F. N.'s sekretariat.

Side 106

rekteamerikanskindsats på basis af bilaterale aftaler mellem USA
og underudviklede lande i fortsættelse af den tekniske bistandsydelse,USA
har praktiseret navnlig i det latinske Amerika.

Den praktiske gennemførelse af »point four« programmet i USA blev indledet i juni 1949, da præsidenten forelagde to lovforslag kongressen. Ifølge det ene skulle der bevilges 45 mill. $ til teknisk bistand til økonomisk udvikling, medens det andet gik ud på at bemyndige Export-Import Bank til at yde visse garantier for private lån til underudviklede lande. Disse garantier skulle ikke sikre selve udbyttet af investeringerne, men dække de særlige der kunne knytte sig til kapitalanbringelse i underudviklede lande, såsom faren for indefrysning af renter og afdrag eller for nationalisering af de skabte anlæg. Desuden tog man fra amerikansk side skridt til at få afsluttet traktater med underudviklede lande om ydelse af visse garantier for fremmede investeringer i disse lande.

Det første af de nævnte forslag blev vedtaget i sommeren 1950, idet bevillingen for perioden 1. juli 1950- 30. juni 1951 dog blev sat ned til 35 mill. $.^1S Af dette beløb ydedes som tidligere omtalt ca. 12 mill. $ som bidrag til F. N.'s Technical Assistance Fund, medens resten skulle gå til direkte amerikansk bistandsydelse.¹⁹

Der var i kongressen delte meninger om, hvor meget man skulle lade gå gennem F. N. Nogle hævdede, at da USA også ville komme at dække broderparten af udgifterne ved F. N.'s arbejde på dette felt, burde man hellere gå direkte til værks for at sikre sig fuld bestemmelsesret over pengenes anvendelse og undgå en unødig og besværlig forlængelse af »the pipe lines« mellem yder og nyder. Andre pegede på, at man ved at indskyde et neutralt internationalt organ kunne skaffe sig større »goodwill per dollar

Loven gentager iøvrigt i sin indledning de grundtanker, der

18. Public law 535, title IV: Act for International Development.

19. Medregnes, hvad der er ydet af teknisk og økonomisk bistand til underudviklede under ECA programmet og gennem Institute of Inter-American Affairs, kommer man op på et samlet beløb på ca. 280 mill. $ i det nævnte finansår.

Side 107

kom til udtryk i præsident Trumans tiltrædelsestale, og præciserernærmere politik på dette område og de betingelser, hvorunder hjælp skal kunne ydes. Den opregner de beføjelser, præsidenten skal have i så henseende.

Ledelsen af arbejdet er samlet i en særlig »Technical Cooperation indenfor udenrigsministeriet. Til bistand for denne er der skabt to rådgivende organer, dels et »International Advisory Council on Technical Cooperation« med repræsentanter for de administrationsgrene, der skulle deltage i arbejdet, dels et »International Development Advisory Board« bestående af forretningsfolk, arbejdere, læger og skolefolk.

Allerede i marts if jor havde præsident Truman anmodet Gordon om at udarbejde en udførlig betænkning om »the foreign economic policies and procedures of the U.S. government«. bad præsidenten det nye International Development Advisory Board om i lyset af Gray-rapporten, som lagde stor vægt netop på USA's forhold til de underudviklede lande, at udforme planer til gennemførelse af point four programmet størst mulig hurtighed og effektivitet. Herom afgav udvalget i marts iåren betænkning,²⁰ der som baggrund for sine forslag giver en almindelig skildring af hele problemet om ophjælpning de tilbagestående lande, og som desuden diskuterer dette problems sammenhæng med oprustningen. Konklusionen på dette punkt er som alt antydet, at styrkelse af de underudviklede områders økonomi og højnelse af deres levefod må betragtes som et vitalt led i det amerikanske oprustningsprogram."¹

Betænkningen anbefaler for det første forslaget om at bemyndige
Bank til at yde de tidligere nævnte garantier
for private lån til underudviklede lande.

20. Partners in Progress, 1951, 120 s.

21. »Peace, free institutions and human well-being can be assured only within the frame of an expanding world economy. The production of the free world today is not sufficient to meet both the human and the defence need of its people. The very fact that we must now put so much of our resources into weapons to police the peace emphasizes the necessity for stepping up economic productivity both at home and abroad. No one nation can do the job alone. Only by working together in our common interest can we produce the in- creased volume of food, raw materials and manufactures that is needed. To achieve lasting peace, security, and well-being in the world we must join forces in an economic offensixe to root out hunger, poverty, illiteracy, and disease«. Op, cit. s. 4.

Side 108

Dernæst foreslår den i overensstemmelse med Gray-rapporten, at der for det kommende finansår bevilges 500 mill. $ til teknisk og økonomisk bistandsydelse i underudviklede lande.²² Heraf skal altså en del gå til F. N. og en del til teknisk hjælp ydet af USA på bilateral basis, men en væsentlig del af pengene tænkes anvendt som tilskud til realisation af de projekter, der skulle resultere af den tekniske bistandsydelse. Intet projekt skal dog kunne gennemføres ved hjælp af tilskud, men man anerkender på den anden side, at ting som veje, jernbaner og havne ikke helt lader sig finansiere på sædvanlig lånebasis.

Da man også i de sidstnævnte tilfælde anser det for heldigst, at finansieringen sker gennem et internationalt organ, foreslås der oprettet en ny »International Development Authority« i nært samarbejde med Den Internationale Bank. Den nye institutions begyndelseskapital sættes til højst 500 mill. $, der tænkes sammenskudt deres egen valuta af de lande, der er medlemmer af Banken, samme skala som indskudene i denne. Det anbefales, at USA yder et bidrag på 200 mill. $.23.²³ Det er altså herfra, F. N. eksperternes omtalte forslag stammer.

Betænkningen slutter sig endvidere til Gray-rapportens forslag om, at Den Internationale Bank og Export-Import Bank skal bringe deres lån til økonomisk udvikling op på 600-800 mill. $ årlig. Herudover vil man - ligeledes i nær tilknytning til Den Internationale Bank - have oprettet en »International Finance Corporation«, som skal kunne yde ikke statsgaranterede lån til private virksomheder i underudviklede lande eller foretage direkte investeringer i disse lande. Her sættes aktiekapitalen til 400 mill. $,

22. For finansåret 1951-52 er der som led i U.S.A.'s samlede militære og økonomiske til udlandet på 7.328 mill. $ bevilget 160 mill. $ som teknisk og økonomisk bistand til den nære orient, 327 mill. $ til stillehavsområdet og 21 mill. $ som »almindelig point four hjælp« til tilbagestående områder.

23. Hvad der måtte blive brug for af dette beløb i det kommende finansår tænktes taget af bevillingen på de 500 mill. $.

Side 109

hvoraf 150 mill. $ foreslås tegnet af USA. Også dette forslag genfindessom
nævnt i F. N. eksperternes betænkning.

Sluttelig foreslår betænkningen, at man snarest muligt centraliserer væsentlige grene af den amerikanske regerings økonomiske i udlandet i et enkelt organ med direkte referat til præsidenten og i nært samarbejde med F. N.'s Technical Assistance Regionale instituter svarende til Institute of Inter-American Affairs tænkes etableret i det mellemste Østen, Sydøstasien og Afrika.²⁴

Selv om man jo nok fra USA's side hidtil i første række har vendt blikket mod det latinske Amerika, omfatter det amerikanske »point four« program dog som alt omtalt også i høj grad de underudviklede i Asien og Afrika. Derimod tager det britiske Commonwealths såkaldte Colomboplan alene sigte på Syd- og Sydøstasien. I første omgang omfatter den endda kun de områder i denne region, som hører ind under Commonwealth, men det er meningen efterhånden at udstrække hjælpen også til de andre lande i området, altså til Indonesien, Thailand, Burma og Viet-Nam.

Tanken om en fælles indsats fra de mere udviklede Commonwealthlandes til økonomisk ophjælpning af Syd- og Sydøstasien været fremme tidligere, men blev først for alvor drøftet en konference mellem Commonwealthlandenes udenrigsministre Colombo i januar 1950. Her nedsatte man en Commonwealth Committee, som på to møder i Sydney i maj og i London i september udformede »The Colombo Plan for Cooperative Economic Development in South and South-East Asia«.²⁵

Planen omfatter en 6 års periode, begyndende 1. juli i år. Den tilsigter ligesom F. N.'s og USA's planer 2 ting: at yde teknisk bistand og skaffe kapital til investering bl. a. i overrislingsanlæg, vandkraftstationer, jernbaner og veje.

24. Samtidig med vedtagelsen af det militære og økonomiske hjælpeprogram for 1951-52 udnævntes der en særlig Director of the Economic Cooperation Ad-

25. Cmd. 8080, 1950.

Side I IO

Til organisering af den tekniske hjælp har man oprettet et Council for Technical Cooperation med sæde i Colombo. Til dette formål har Commonwealthregeringerne allerede bevilget 8 mill. £ eller ca. 25 mill. $ for de første 3 år. Det er meningen at etablere en »pulje« af tekniske eksperter. Man regner med at få brug for mellem 500 og 750 eksperter pr. år. Desuden vil man sende unge fra området til uddannelse i de mere udviklede Commonwealthlande. Indien regner med at sende over 3000 studenter ud i de næste 6 år.

Investeringsplanen omfatter offentlige investeringer på godt 2 milliarder £ eller 6]/₂ milliard $ i de 6 år. Af dette beløb regner man med, at de pågældende områder selv skal skaffe knap halvdelen. skal ske i form af offentlig opsparing, altså ved etablering overskud på de pågældende landes statsregnskaber. Den anden halvdel af kapitalen må — mener man — hentes udefra. Merimporten kapitalgoder til de planlagte investeringer er ganske vist kun beregnet til godt 400 mill. £, men man går med rette ud fra, at udviklingsprogrammet også indirekte vil belaste betalingsbalancen.

Af den samlede kapitalimport på knap 1,1 milliard £, man således med, har England lovet at stille ca. 250 mill. £ til rådighed gennem frigivelse af de pågældende landes sterlingtilgodehavender London. Dermed vil disse i 1957 være bragt ned på, hvad der er nødvendigt som valutareserve. Dernæst regner man med bidrag fra de andre udviklede Commonwealthlande. Canada har allerede lovet 25 mill. $ for det første år. Også fra Australien og New Zealand ventes betydelige beløb dels som lån, dels som gave. For det tredie håber man på velvillig interesse for planen hos Den Internationale Bank, som allerede har ydet lån både til Indien og Pakistan. For det fjerde regner man med, at de syd- og sydøstasiatiske lande i de kommende år skulle kunne emittere betydelige statslån på Londons kapitalmarked.

Men alt dette vil dog næppe forslå, og man sætter derfor i sidste instans sin lid til USA og håber, at enten den amerikanske stat eller Export-Importbanken vil yde lån. I den amerikanske tekniske og økonomiske hjælp til fremmede lande i 1951-52 er der dog ikke

Side 111

afsat noget beløb til disse Commonwealthlande, medens derimod
Burma, Thailand og Viet-Nam modtager hjælp under ECA.

Pladsen tillader ikke her at gå ind på de store økonomiske problemer, rejser sig i forbindelse med virkeliggørelsen af det i det foregående omtalte hjælpearbejde.²⁰ Her skal blot endnu antydes om den modtagelse, planerne har fået rundt om i verden, på grundlag af de taler, der under F. N. planernes behandling er blevet holdt under generaldebatterne såvel i det økonomiske og sociale råd som i plenarforsamlingen.

Fra så godt som alle sider gav man udtryk for sin sympati for tanken om at fremme den økonomiske udvikling i de tilbagestående og mange priste det initiativ, præsident Truman havde taget i denne sag. Også Sovjetunionen gav tanken sin principielle men fremhævede samtidig, at man for at kunne opstille et sundt program på dette område måtte forstå årsagerne til, at visse lande og områder var uudviklede. Blandt disse årsager var efter Sovjetunionens mening kolonimagternes udbytningspolitik vigtigste. Man måtte derfor skelne skarpt mellem F. N.'s nye program og det særlige amerikanske »point four« program, der trods alle smukke talemåder ikke var andet end den gammelkendte Under debatten i det økonomiske og sociale råds sommersamling 1951 udtaltes det dog fra czeckisk side, at F. N.'s udvidede tekniske hjælpeprogram i sin praktiske udførelse havde vist sig at ligge helt på linie med USA's imperialistiske point four program. Og i debatten om finansiel bistand til økonomisk hævdede både Czeckoslovakiet, Polen og Sovjetunionen, der ikke ville være noget større behov for kapitaltilførsel hvis blot den del af deres nationalindkomst, der nu i form af exorbitante profiter gik i udenlandske monopolkapitalisters blev i de pågældende lande. At øge kapitalstrømmen disse lande under de nu herskende forhold ville blot bidrage at holde dem nede på et lavt økonomisk niveau og forvandle til en art amerikanske kolonier.

26. Nogle af disse problemer vil blive omtalt i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift i nær fremtid.

Side 112

De underudviklede lande selv gav ikke udtryk for en tilsvarende for udbytning, men derimod for skuffelse over programmets omfang og over, at man i første omgang så ensidigt havde begrænset sig til teknisk bistand i stedet for samtidig sørge også for finansiel bistand. Man pegede på, at den amerikanske bevilling til dette formål ikke engang svarede til i % af et års Marshallhjælp. Det var måske nok rigtigt, som USA fremhævede, hovedparten af den nødvendige kapital på længere sigt måtte komme fra de uudviklede lande selv, men i første omgang der her ganske som til den europæiske genopbygning brug for en betydelig kapitalindsprøjtning.

Denne analogi med Marshallhjælpen halter dog på flere punkter. man fra amerikansk side ville begrænse F. N.'s særlige budget for udvidet teknisk hjælp til 15-25 mill. $> i det første par år, var det naturligvis ikke, fordi dette beløb var det højeste, som USA og de andre udviklede lande kunne afse til dette formål. Nej, »flaskehalsen« findes på et helt andet punkt: Det er som allerede begrænset, hvor mange kvalificerede eksperter der på kort sigt kan fremskaffes, og derfor er det også begrænset, hvor mange penge der kan gives fornuftigt ud i de første år. Desuden fremhævede amerikanerne, at det i Marshalllandene gjaldt om at få et allerede eksisterende produktionsapparat slået i gang igen, men at der i de underudviklede lande i en helt anden grad end i Marshall-landene omfattende undersøgelser og planlægning, før man kaster sig ud i omfattende investeringer. Her er det derfor første omgang teknisk bistand til dette arbejde, som er påkrævet. når man for alvor skal til at realisere udviklingsprojekterne, der naturligvis som allerede fremhævet også brug for meget store kapitaler. Ved teknisk bistand til de underudviklede vil man skabe en stor effektiv efterspørgsel efter kapital. næste skridt må blive at skabe sådanne institutioner og en sådan atmosfære, at der overfor denne efterspørgsel kommer til at stå et tilsvarende stort udbud af kapital. Desværre kan drn seneste tids begivenheder i Persien og andetsteds jo ikke netop siges at have fremmet etableringen af denne atmosfære af gensidig og forståelse.

Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 89 tillæg (1951) Axel Nielsen til minde

De sidste års internationale bestræbelser for at ophjælpe mindre udviklede lande