ØKONOMIENS OPGAVE OG METODE

Spørgsmaalet om den økonomiske Videnskabs Afgrænsning overfor andre Videnskaber hører ikke til de mest frugtbare Emner, Økonomer beskæftiger sig med, og vil heller ikke blive gjort til Genstand for en udførlig Behandling her. Det kan dog ikke undgaas, man drøfter Anvendeligheden af et bestemt Princip til Løsning af en Videnskabs Opgave, at give en Antydning af, hvilken man har med Hensyn til denne Videnskabs Opgave Maal. Man er ikke naaet til Enighed om, hvorledes Økonomien nærmere skal afgrænses overfor adskillige andre Nabovidenskaber, men derom hersker der næppe større Uenighed, at dens overvejende vigtigste Opgave er at forklare Bestemmelsen af de økonomiske Størrelser og Aarsagssammenhængen mellem disse. Og de vigtigste økonomiske Størrelser er Priser, producerede omsatte Varemængder samt de til Produktionen anvendte A4ængder af de produktive Ydelser. Hvorvidt en Definition af den økonomiske Videnskabs Opgave i Overensstemmelse hermed er udtømmende eller ej, vil ikke blive gjort til Genstand for nærmere her, men Anvendeligheden af de Metoder, der vil blive omtalt, bliver drøftet med Henblik paa de Resultater man kan vente at opnaa angaaende Løsning af denne Opgave, som i hvert Fald er den økonomiske Videnskabs vigtigste.

Ligesom Diskussionen om Afgrænsningen af den økonomiske Videnskabs Omraade har været lidet frugtbringende, kan det samme siges om den saakaldte »Metodestrid«. »Metodestriden« i snævrere Betydning udviklede sig som bekendt i Firserne af det

19. Aarhundrede, mellem den historiske Skole og »Østrigerne«,
men kan dog siges at bestaa den Dag i Dag.

Paa den ene Side har man de Forfattere, der forfægter Anvendelsen en apriorisk Metode. Ifølge denne gaar man ud fra visse valgte Præmisser, hvoraf man saa ad logisk Vej udleder visse Konklusioner. kan man blive i Stand til at forklare en virkelig hvis Præmisserne er fornuftigt valgte. Hvis de anvendte Begreber er saaledes definerede, at man kan efterprøve, hvorvidt de Præmisser, man gaar ud fra, stemmer overens Fakta, kan de ad denne Vej fundne Resultater faa empirisk Er de anvendte Begreber saaledes definerede, at Præmissernes Overensstemmelse med Virkeligheden ikke kan verificeres, deres Nytte naturligvis hverken bevises eller modbevises empirisk Vej. Konklusionerne bliver i saa Fald af en rent tautologisk Karakter, som Logikkens og Matematikkens Sætninger. Forfattere der mest standhaftigt forfægter denne Metode, f. Eks. Mises, mener at Nationaløkonomiens »Love« maa blive af denne Karakter.

Paa den anden Side har vi den empiriske Metode, hvor man lægger Hovedvægten paa at finde Aarsagssammenhængen i de økonomiske Fænomener ved Hjælp af objektive lagttagelser. Fremgangsmaaden herved kan være udelukkende induktiv, d. v. s. man indsamler historisk og statistisk Materiale, hvoraf man søger at udlede visse Sammenhænge eller Lovmæssigheder. Disse mener man at kunne betegne som almengyldige, hvis lagttagelsesmaterialet tilstrækkelig stort. Det var hovedsagelig denne Metode, den historiske Skoles Tilhængere anbefalede. Man kan dog ogsaa benytte den Fremgangsmaade, at man først deducerer udfra visse Præmisser, man anser for at være plausible. Derefter undersøger man saa ved lagttagelser hvorvidt de Resultater man ud fra sin Teori er kommet til, stemmer overens med Virkeligheden. Dette Synspunkt anlægges som bekendt af den moderne Økonometri.

Anlægger man det almindelig anerkendte Synspunkt, at en Sætningsvidenskabelige beror paa, at alle der er i Besiddelseaf nødvendige Kundskaber og Fornuft, kan overbevises derom, bliver det af særlig Vigtighed at de vundne Resultater kan

formuleres kvantitativt. Der kommer man til at lægge Vægt paa
saa vidt muligt at operere med objektivt maalelige Størrelser.

Her vil det ikke foreløbigt blive afgjort, hvilken af de to Metoder er den mest frugtbringende, men begge benytter sig af Maksimeringsprincippet, som det nærmest vil blive forklaret i det følgende. Da den empiriske Metode forekommer at have en langt større Tilslutning blandt Økonomer, bliver Maksimeringsprincippets dog især drøftet m. H. t. denne Metodes af dette Princip.

MAKSIMERINGSPRINCIPPETS UDFORMNING OG ANVENDELSE

Det burde i og for sig være unødvendigt at nævne Eksempler paa
hvilken Betydning der er blevet tillagt Maksimeringsprincippet i
den økonomiske Litteratur.

Saaledes siger f. Eks. Pigou (Economics of Stationary States S. 4) at Økonomiens Opgave er »to display the structure and working of the economic cosmos as an outgrowth of the maximum

Samuelson siger (Foundation of Economic Analysis S. 21) om Maksimeringsprincippet, at deter »a very general principle of economic method, which lies at the bottom of much of economic theory. In fact, aside from those parts of economic doctrine whose results are inconclusive - and the most ardent advocates of economic will admit that this includes a large part of accepted analysis - there is not much which cannot be brought under this heading«. Samuelson tilføjer, at herom kan enhver blive overbevist ved at gennemlæse en eller anden god Tekstbog i økonomisk Teori, f. Eks. Marshall.

Kenneth Boulding paapeger, at Maksimeringsprincipper er hele
Marginalanalysens Grundlag. (Reconstruction of Economic S. 34).

Stigier siger i sin Bog »Theory of Prices« S. 64: »The concept of a "maximising individual" is indispensable if economic phenomenaare be treated scientifically, that is, if economic generalizationsare be secured.« Lange identificeret Maksimeringsprincippetmed

cippetmedRationalitetspostulatet. »The possibility of interpreting decisions of households in a way similar to decisions of firms suggests the adoption of a general postulate of rationality. A unit of economic decision is said to act rationally when its objective is the maximisation of a magnitude« (The scope and method of economics, Review of Economic Studies 1945-46). Om RationalitetspostulatetsNytte Lange endvidere i samme Artikel: »The postulate of rationality is the assumption that all units of economic decision act rationally. This assumption provides us with a most powerful tool for simplification of the theoretical analysis. For if a unit of decision acts rationally, its decisions in any given situation can be predicted by mere application of the rules of logic (and of mathematics). In absence of rational action such prediction could be made only after painstaking empirical study of the uniformities in the decision pattern of a unit«.

Vi ser, at baade Lange og Stigier anvender Maksimeringsprincippet et »apriorisk« Postulat, hvorudfra man ad logisk Vej kan udlede visse Udsagn om de økonomiske Subjekters Handlemaade. Lange drejer det sig om Forudsætningen om rationel Handlemaade, mens Stigier taler om »the maximising individual«. Hos begge Forfattere drejer det sig saaledes om et subjektivt Begreb, psykologisk Forudsætning. Hvorvidt denne Forudsætnings kan verificeres ad empirisk Vej, vil senere blive omtalt.

Ifølge Samuelson maa det derimod være den økonomiske Videnskabscentrale at opstille hvad han kalder »meaningfultheorems«. Begreb defineres saaledes af Samuelson selv: »By a meaningful theorem I mean simply a hypothesis about empiricaldata could conceivably be refuted, if only under ideal conditions« (Foundations of Econ. Analysis S. 4). I Modsætningtil der som ovenfor nævnt identificerer Maksimeringsprincippetmed hævder Samuelson at dette Princip ingenlunde forudsætter rationel Handlemaade. Maksimeringsprincippetbliver et objektivt Begreb, det der maksimeres er en objektiv maalelig Størrelse, saa at man i hvert Fald under ideelle Omstændigheder ad empirisk Vej kan bevise

eller modbevise Princippets Overensstemmelse med Fakta. Som ovenfor nævnt er det denne Afhandlings Hovedemne at drøfte Maksimeringsprincippets Anvendelighed udfra dette Synspunkt. Forudsætningen for Princippets Anvendelighed maa være den, at den Størrelse, der maksimeres er maalelig ved en objektiv Maalestok.Denne søges da forklaret som Funktion af andre givne Størrelser, saaledes at Opgaven bliver den at forklare Arten af den funktionelle Sammenhæng der bestaar herimellem. I Indledningentil ovennævnte Bog siger Samuelson saaledes, at to Typer af »very general hypothesis« ligger til Grund for hans Fremstilling, hvoraf den ene er »that the condition of equilibrium are equivalent to the maximization (minimization) af some magnitude«.En stor Del af Fremstillingen er ogsaa en matematiskUdredning Betingelserne for at Maksimum eller Minimumaf Funktion kan findes.

For at Maksimeringsprincippet saaledes kan lede til Resultater af empirisk Værdi, maa man for det første være klar over, hvad det er der maksimeres, for det andet maa det dreje sig om en maalelig Størrelse, og for det tredje maa det være muligt at finde en funktionel Sammenhæng mellem Maksimanden og visse objektive,givne De økonomiske Størrelser, saasom Priser, omsatteog Varemængder, samt de til Produktionen anvendteMængder produktive Ydelser, bestemmes ved Beslutninger,der taget af et eller andet økonomisk Subjekt, være sig en Foretager, en Konsument, en Fagforeningsleder eller en offentlig Repræsentant. For at finde frem til Bestemmelsen af disse Størrelser samt Aarsagssammenhængen imellem dem, maa man søge at vælge de fornuftige Forudsætninger om, hvilke Motivereller der bestemmer de økonomiske Subjekters Beslutninger, naar man gaar ud fra bestemte tekniske og naturlige Omgivelser. Man kan her enten vælge den Fremgangsmaade at gaa ud fra visse Motiver, hvor man gerne analogiserer udfra subjektivIntrospektion, at en Handlemaade i Overensstemmelsemed Motiver bliver et af Systemets Data. Bagefter kan man saa eventuelt prøve, hvorvidt de Resultater, man derved kommer til udfra sin Teori, stemmer overens med iagttagne Fakta.

Man kan ogsaa vælge en rent behavioristisk Fremgangsmaade, dvs. ud fra lagttagelser af Folks Opførsel søge at opstille visse Lovmæssighederom Reaktion overfor givne ydre Impulser. Denne Fremgangsmaade maa dog under alle Omstændigheder blive ret besværlig.

Det er netop for at undgaa denne Besværlighed, at man opstiller Generalisation om økonomisk Handlemaade, som Maksimeringsprincippet indebærer. Der skydes saaledes en Genvej Opnaaelse af plausible Resultater.

Men hvad er det der maksimeres? Svaret maa blive beroende paa, hvilke økonomiske Subjekter det drejer sig om. I det følgende disse blive delt i fire Grupper, Foretagerne, Husholdningerne Konsumenterne, de økonomiske Sammenslutninger og de offentlige Organer, og Maksimeringsprincippets Anvendelighed Forklaring af disse økonomiske Subjekters Handlemaade drøftes for hver Gruppe for sig. Som det vil blive nærmere forklaret det følgende, er Grænserne mellem de her opstillede Grupper flydende.

Det almindelige Svar paa det stillede Spørgsmaal har været, at Foretagerne søgte Maksimering af deres Gevinst; Konsumenterne af Nytten; de økonomiske Sammenslutninger af Gevinsten, forsaavidtdet sig om en Sammenslutning af Foretagere, eller Lønnen naar det drejede sig om Fagforeninger; og hvad de offentligeOrganer saa søgte disse Maksimering af den sociale Velfærd. Gaaende ud fra de økonomiske Subjekters Reaktion over for givne ydre Impulser i Overensstemmelse hermed, blev man i Stand til at opstille visse Ligevægtsbetingelser for det økonomiskeSystem, Forudsætning af bestemte naturlige, tekniskeOmgivelser. kendt Eksempel herpaa er Ligningssystemet å la Walras, Cassel og Zeuthen, hvor man opstiller et determineretSystem lige mange kendte og übekendte Ligninger, hvor de übekendte Størrelser (quæsitumparametre) er de ovenfor nævnte økonomiske Størrelser, Priser, o. s. v., mens de Størrelser eller Funktionsforhold (datumparametre) der forudsættes kendte, er de psykologiske Forudsætninger, samt de tekniske, naturlige og institutionelle Omgivelser, heri indbefattet Mængden af de produktiveYdelser,

duktiveYdelser,samt de økonomiske Subjekters tekniske og økonomiskeViden. Betragtningsmaade man herved anlægger er som Regel statisk, men Systemet kan dog udvides til at omfatte visse dynamiske Bevægelseslove, man mener at kunde opstille, saaledesat Parametre bliver dateret. Foruden et generelt Ligevægtssystem, der saaledes opstilles, kan man ogsaa opstille Modeller for partiel Ligevægt, f. Eks. for en Foretager, en Konsumento. v.

Vi skal nu ikke mere dvæle ved de generelle Problemer, men gaa over til at undersøge Maksimeringsprincippets Anvendelighed Forklaring af de enkelte ovenfor opstillede Gruppers økonomiske

FORETAGERNES GEVINSTMAKSIMERING

Maksimeringsprincippets Anvendelighed indenfor økonomisk Teori er sikkert mest uomtvistet hvad angaar Forklaring af Foretagernes Man gaar jo som Regel ud fra, at en Foretager at maksimere sin eller sit Foretagendes Gevinst. Det drejer sig her om en objektiv, maalelig Størrelse. Kender man Foretagerens Omkostnings- og Afsætningsforhold, Forventninger m. H. t. Priser o. s. v., kan Betingelserne for Gevinstmaksimering bestemmes ved Hjælp af kvantitativ Logik. Der kan være praktiske forbundet ved at prøve Teoriens empiriske Værdi. Især vil det blive vanskeligt ved objektive lagttagelser at bestemme, hvilke Forventninger Foretagerne har haft, da de traf deres Dispositioner, men det er dog i hvert Fald tænkeligt, at Teoriens Overensstemmelse med Data kan prøves.

Den anvendte Maalestok bliver naturligvis Pengene. i\lan har to Kriterier for Gevinstens Størrelse: Det almindeligt anvendte er Forskellen mellem Totalomkostninger og Totalindtægt, men man kan ogsaa se paa Nettoformuens Forøgelse. Hvis Vurderingenaf Aktiver ikke ændres, kommer det ud paa eet, hvilken Metode man anvender; men i Tilfælde af ændrede Vurderingskoefficienter for Aktiverne bliver Spørgsmaalet mere kompliceret (jfr. Kenneth Boulding: A Reconstruction of EconomicsS.

nomicsS.99-101). Dette skulde dog i og for sig ikke ændre nogetom
Anvendelighed til Forklaring af
Foretagerenes Dispositioner.

Som lige omtalt tilfredsstilles i dette Tilfælde det ovenfor opstillede for »meaningful theorem«, idet det i hvert Fald er tænkeligt, at Holdbarheden af Teorien om Gevinstmaksimering kan prøves ad empirisk Vej. Hvis de praktiske Muligheder herfor paa den anden Side maa anses for uoverstigelige, bliver det dog et Spørgsmaal, om en saadan Teori er meget mere værd end de »aprioriske«. Da de vundne Resultaters empiriske Værdi i hvert Fald maa være stærkt afhængige af de praktiske Muligheder for Teoriens Verification ved objektive lagttagelser, er det Umagen værd nærmere at drøfte de Vanskeligheder, der her rejser sig.

I sin Bog »The significance and basic postulates of economic theory«, kritiserer Hutchison Maksimeringsprincippet paa det Grundlag, at man ved dets Anvendelse maa gaa ud fra hvad han kalder »perfect expectation«, eller fuldkomment Kendskab til den fremtidige Udvikling af de Data, der er Grundlag for de maksimerendeIndividers Nu skulde der i og for sig ikke være noget i Vejen for, at en Foretager f. Eks. søger at maksimere sin Gevinst, selv om han ikke er i Stand til at bedømme den fremtidigeUdvikling, intet dødeligt Menneske kan under nogen Omstændigheder. En anden Sag er, at den Usikkerhed m. H t. den fremtidige Udvikling, der altid maa være til Stede, som Regel vil umuliggøre det i Praksis at verificere Maksimeringsprincippets Relevans. Man kan sjældent vide, hvilke Forventninger Foretagerenhar i det Øjeblik han traf sine Dispositioner, og desuden er det meget tvivlsomt, hvorvidt man kan tale om, at Foretagernehar præcise Forventninger om den fremtidige Udvikling.Som drejer det sig sikkert om mere eller mindre vage Skøn eller Gisninger om, hvilken Udvikling der er den sandsynligste.Selv det nu var saadan, at Foretagerne regnede med en Sandsynlighed for, at Udviklingen vilde blive den og den, vilde almindelige Sandsynlighedsberegninger næppe give Udtryk for deres Vurderinger, thi hertil kommer Kaleckis' »principle of increasingrisk« K. Bouldings ovenfor omtalte Værk S. 126-127,og

127,ogKjeld Philip: Psykologi i Økonomien, Festskrift for JørgenPedersen, 153). Hertil kan føjes, at det sjældent er klart, hvor langt Foretagernes »blickfålt« er, d. v. s. hvilket Tidsrum de tager i Betragtning ved deres Stræben efter Gevinstmaksimeringen(jfr. ovenfor citerede Artikel, S. 154).

Den største Vanskelighed ligger dog sikkert deri, at de Data, Foretagerne gaar udfra, naar de træffer deres Dispositioner, ikke alene er givne, objektive Data, men derimod mere eller mindre subjektive Forestillinger om disses Beskaffenhed. En Reder, der træffer Bestemmelse om, hvorvidt han skal købe en Trawler eller et Par Kuttere, har som Regel ikke nøjagtige Oplysninger om Omkostningsforholdene indenfor Driften i Enkeltheder, heller ikke Priserne paa fremstillede Produkter o. s. v. Det der bliver det afgørende for hans Beslutninger, er ikke de faktiske Priser, Mængder, s. v. i det Øjeblik han tog sin Beslutning, men de Forestillinger har haft om de relevante Forhold (jfr. F. K. Hayek: The facts of the social sciences og flere Artikler i hans Bog: Individualism economic order). Den Kendsgerning, at de økomiske ikke træffer deres Beslutninger paa Grundlag af objektive Fakta men deres subjektive Forestillinger om disses Beskaffenhed, i de fleste Tilfælde umuliggøre en empirisk Verification Maksimeringsprincippet, hvorom mere senere.

Vi er hidtil gaaet ud fra, at den Størrelse, der maksimeres, er Gevinsten maalt i Penge. Det Spørgsmaal har dog været stillet om dette er en fornuftig Hypotese. Dette vedrører i og for sig ikke Maksimeringsprincippets Anvendelighed naar dette tages i sin videste Betydning, thi i den Henseende er det, som Stigier siger, hvorvidt det der maksimeres er Penge eller f, Eks. religiøs Pietitet. Vil man verificere Princippet, maa Maksimanden dog selvfølgelig være en objektiv maalbar Størrelse.

Der har været peget paa, at andre Motiver end Opnaaelse af den størst mulige Pengegevinst kan spille en Rolle ved ForetagerensDispositioner. til det offentliges eller Publikums »Goodwill« kan ofte bevirke, at Mulighederne for Opnaaelse af den størst mulige Gevinst ikke udnyttes. Ogsaa Stræben efter Magt, politiske Hensyn m. m. kan spille en Rolle. Det kan i denne

Henseende paapeges, at Grænserne mellem de fire ovenfor opstilledeGrupper flydende. Foretageren er jo personlig ogsaa en Konsument, maaske Tilhænger af et politisk Parti og een eller flere Organisationer. Hans Dispositioner qva Foretager kan næppe afgrænses overfor hans Dispositioner qva Konsument, Partitilhængero. v. Da han jo i sin Egenskab af Konsument, Partitilhænger, maaske Medlem af Kommunalbestyrelsen, o. s. v. forfølger andre Maal end Maksimeringen af Gevinsten, kan det næppe undgaas, at disse Maal, der forfølges af een og samme Person, mere eller mindre maa gribe ind i hverandre. Selv om vi imidlertid gaar ud fra en »economic man« Type, der alene ledes af økonomiske Motiver,d. s. udelukkende tilstræber Maksimering af de Værdier, der kan maales i Penge, kan Anvendelsen af Pengene som Maalestokdog volde Vanskeligheder.

Pengemaalestokken er mest paalidelig, naar det drejer sig om en »liberal« Økonomi, d. v. s. en Økonomi, hvor der ikke anvendes Rationering, o. s. v. Bliver Pengemekanismen derimod mere eller mindre sat ud af Funktion, - hvad Folk i de fleste Lande jo har i frisk Minde for Tiden under og efter den sidste Verdenskrig, - saaledes at de omsatte Varer og Tjenester i større eller mindre Grad faar en »troubleprice«, bliver Pengemaalestokkens jo naturligvis mere problematisk. Dette Problem fremtræder i sin Yderlighed, hvis man f. Eks. tænker at alting er rationeret, saa at Pengene alene faktisk ikke har nogen Nytte.

Vi kommer saaledes foreløbig til det Resultat, at hvad angaar Maksimeringsprincippets Anvendelighed til Forklaring af Foretagendernes maa denne blive ret begrænset, hvis man lægger Vægten paa at faa dette verificeret ad empirisk Vej. Til Spørgsmaalet om, hvilken Anvendelighed Princippet har som ensbetydende med Rationalitetspostulatet, kommer vi senere tilbage.

KONSUMENTERNES NYTTEMAKSIMERING

Ligesom Foretagerens Dispositioner bestemmes af det Maal at maksimere Gevinsten, skal Konsumentens Dispositioner ifølge den gængse Teori gaa ud paa at maksimere den saakaldte »Nytte« eller den subjektive Tilfredsstillelse af Behovene. Da Nytten saaledes er en subjektiv Størrelse, kan den næppe blive underkastet objektiv Nyttemaksimeringspostulatet bliver saaledes en Hypothese, er naaet til ved subjektiv Introspektion, saaledes at dens Gyldighed næppe kan bevises ved »intersubjektive tests«.

Der mangler ganske vist ikke Spekulationer over hvorledes man kunde blive i Stand til at maale Nytten ad objektiv Vej, og der er blevet gjort konkrete Undersøgelser i den Retning, men med al Respekt for Økonometrikernes ihærdige Arbejde for at verificere økonomiske Hypoteser, kan man næppe paa Videnskabens Stade i hvert Fald vente et større Udbytte heraf. Det kan dog næsten forundre, at adskillige Økonomer af Rang forekommer at have Tro paa, at behavioristiske Undersøgelser af Konsumenternes Reaktioner overfor visse Stimuli i denne Henseende blive frugtbringende. Som Eksempel paa en naiv Tilslutning dette Synspunkt kan anføres følgende Citat fra den kendte Økonometriker Harold Davis Bog »The Theory of Econometrics«: direct measurement of utility, however, is admittedly very difficult matter. There is some indication, nevertheless, further development in the field of biochemistry may throw considerable light on the matter, since new progress has been made in recent years in correlating emotional responsis of various kinds with changes in certain glandular secretions of the body.« Alan kan godt forstaa, at Udgiverne af det norske økonomiske »Stimulator« refererer ovenstaaende Citat som en Vittighed.

Et i Grunden lignende behavioristisk Synspunkt fremkommer hos Hutchison i hans ovenfor nævnte Bog »The significance and basic postulates of economic theory« S. 145: »Taking the concepts»expectation« »utility« first, we have no hesitation in defining these concepts legitimately according to our criterion.

That is, propositiones such as »A gets utility from a good« or »A expects a rise in prices« can quite conceivably be tested empirically,and can indicate what must be the case if they are true. We could test such proposition by exposing A to certain stimuli, asking certain questions under certain conditions and observinghis

Nu har Hutchison rigtignok ret deri, at man naturligvis kan definere »Nytten« saaledes, at den kan maales ved fysiologiske Sekretioner, eller lignende maalbare Reaktioner. Men saa har man helt forladt Økonomien og er gaaet over til psykologiske og fysiologiske Andre Forfattere, som f. Eks. Frisch, har opstillet det mere beskedne Maal, ikke at maale den absolutte Nytte, men f. Eks. Forholdet mellem Pengenes Grænsenytte ved forskellig Indkomst. Den Fremgangsmaade Frisch anbefaler, saasom Benyttelsen en Maale vare hvis Nytte forudsættes konstant, forekommer ret tvivlsom, saaledes at Resultatets Værdi maa blive ret diskutabelt og kun gyldigt under specielle Forudsætninger, der kun i begrænset Omfang kan antages at stemme overens med Virkeligheden Zeuthen: Økonomisk Teori og Metode S. 108). Disse og andre Forsøg paa at maale Pengenes Grænsenytte (f. Eks. Morgensterns og Neumans i deres »Theory of games and economic skal dog ikke gøres til Genstand for nærmere Omtale her, da de kun indirekte vedrører det her behandlede Flovedemne. Man kommer saaledes uvægerligt til det Resultat, at alle Forsøg paa at verificere Hypothesen om Konsumenternes Nyttemaksimering i hvert Fald paa Videnskabens nuværende Stade maa vise sig at være ufrugtbare.

I den nyere Tid har den Anskuelse som bekendt vundet frem, at man i Stedet for at benytte Postulatet om Nyttemaksimering til Forklaring af Konsumenternes Opførsel, søger at forklare denneudfra saakaldte Valghandlingsteori. Dennes kvantitative Formulering ved Hjælp af de saakaldte Indifferenskurver forudsætteskendt, vil derfor ikke blive gjort til Genstand for Beskrivelseher. et videnskabeligt Synspunkt har Valghandlingsteorienden at den ikke, som Nyttemaksimeringsteorien gør det, forudsætter en subjektiv Maalestok for Nytten, men kun,

at Individet er klart over hvorvidt det foretrækker den ene Kombinationfremfor anden, eller - som engelsk talende Økonomerplejer udtrykke det, - saa forudsættes kun en »ordinal« Maalelighed, men ikke en »cardinal«.

Udtrykt i den valghandlingsteoretiske Sprogbrug, maa Maksimeringsprincippet til at lyde saaledes, at Konsumenten kommer til at vælge den mest ønskværdige Kombination af Goder og Tjenester, indenfor de Valg muligheder han har, men disse begrænses af hans Indkomst. Eller udtrykt paa en anden Maade: to Goders Prisrelation maa være den samme som disse Goders marginale Substitutionsforhold. Kan man nu ad empirisk Vej verificere Maksimeringsprincippet saaledes formuleret? Er Indifferenskurverne en Realitet? Adskillige Økonomer synes at mene, at Indifferenskurvesystemet har den Fordel fremfor Nytteteorien, det egner sig bedre til empirisk Verification. To Fremgangsmaader mulige ved Forsøg paa en empirisk Verification Maksimeringsprincippet saaledes formuleret. Den ene er Interviewmetoden, den anden bestaar deri, at man studerer Folks Opførsel under forskellige Situationer, og paa den iVlaade søger saa vidt muligt at danne sig et Billede af deres Indifferenskurver.

Benyttes Interviewmetoden, er det en Betingelse for Verification, man bagefter ved lagttagelser kan konstatere, om Folk faktisk opfører sig i Overensstemmelse med hvad de har sagt. Herved bliver man dog næppe i Stand til at konstatere andet og mere end det, hvorvidt Folk fortæller Sandheden eller ej (jfr. I. M. D. Little: A critique of welfare economics, S. 23). Selvom Folk nu i Almindelighed skulde opføre sig i Overensstemmelse med hvad de har fortalt ved de foretagne Interviews, siger det i og for sig ikke noget om, hvorvidt de søger Maksimering af et eller andet. Maksimeringshypothesen bliver saaledes stadig übevist.

Gaar man derimod frem paa den Maade at studere Folks Opførsel bliver man derved i Stand til at konstatere, hvorvidt opfører sig konsekvent eller ej. Maksimerino'spostulatet bliver saaledes kun en Rationalisering af, hvad man faktisk gør.

I denne Forbindelse har enkelte Forfattere (jfr. Littles ovenfor
nævnte Bog) rejst det mere subtile Spørgsmaal, om en »valget«

Position betyder den Position der giver den største Tilfredsstillelse.At
om dette Spørgsmaal kan dog næppe blive frugtbringende.

Det kan ogsaa paapeges, at Indifferenskurveanalysen kompliceres, man gaar udfra andre Restriktioner m. H. t. Valgmulighederne, dem, der følger af den begrænsede Indkomst, f. Eks. Rationering, Varemangel o. s. v. Ifald der sker Ændringer m. H. t. disse Restriktioner, der kommer f. Eks. en Vare paa Markedet, man ikke hidtil har kunnet faa, eller en anden forsvinder, de Resultater, man kan vente af de ovenfor nævnte empiriske Undersøgelser, hvad enten man har benyttet Interviewmetoden den »behavioristiske«, endnu mere tvivlsomme end hvis man gaar ud fra Forudsætningen om et »frit Marked« i Betydning at alene Indtægten sætter Grænse for, hvad man kan købe. De Spørgsmaal, der rejser sig i denne forbindelse, bliver dog ikke nærmere uddybet her. Det Resultat vi saaledes er kommet m. H. t. Muligheden af at verificere Maksimeringsprincippets til Forklaring af Konsumenternes Opførsel, er saaledes i det væsentligste negativt.

MAKSIMERINGSPRINCIPPETS ANVENDELIGHED TIL FORKLARING AF DE ØKONOMISKE SAMMENSLUTNINGERS DISPOSITIONER

Ved »økonomiske Sammenslutninger« forstaas her samtlige Organisationer, Fagforeninger o. s. v. som drives med økonomiske for Øje, d. v. s. det Formaal at forbedre Medlemmernes eller Kaar. løvrigt er disse Sammenslutninger af ret heterogen Karakter, vi har Aktieselskaber, Karteller, Andelsselskaber, o. s. v. Disse Sammenslutninger har som bekendt haft en voksende Betydning i Nutidens Samfundsliv, men den Politik de fører paa det økonomiske Omraade, hører i mange Henseender til Økonomiens mindst udforskede Emner.

Drejer det sig om en økonomisk Sammenslutning, der alene
drives i erhvervsmæssigt Øjemed, d. v. s. først og fremmest med
det Formaal for Øje at skaffe Medlemmerne det størst mulige

pengemæssige Udbytte, kan der i Hovedsagen henvises til hvad der er blevet sagt om Foretagerne. Som Regel bliver Forholdene dog mere komplicerede, naar det drejer sig om en Sammenslutning,f. et Aktieselskab, end hvor det drejer sig om et Enkeltmandsforetagende.Aktieselskabets kan jo have forskelligeInteresser, denne Interessemodsætning kan bevirke, at SelskabetsBestyrelse Direktion ikke altid behøver at være interessereti Gevinstmaksimering, i hvert Fald ikke i det korte Løb. Man kan ogsaa gaa ud fra, at Bestyrelsen eller Direktionen for et Selskab har et andet »blickfålt« - enten længere eller kortere end et Enkeltmandsforetagende. I mange tilfælde spiller andre Forhold end de udelukkende økonomiske, f. Eks. politiske Forhold, en større Rolle for de Dispositioner der træffes paa et Aktieselskabs Vegne, end hvor det drejer sig om et Enkeltmandsforetagende(jfr. ovenfor citerede Artikel i Festskriftet til Jørgen Pedersen).

Drejer det sig om en Sammenslutning, der ved Siden af det erhvervsmæssige forfølger andre, f. Eks. sociale Formaal, maa de Dispositioner, der bliver truffet paa disse Sammenslutningers i hvert Fald delvis forklares ud fra helt andre Synspunkter Gevinstmaksimeringsprincippet. Vi kan i denne Forbindelse Forsikringsselskaber, Kreditforeninger, Sparekasser, o. s. v. Det der kendetegner disse Sammenslutninger med et Enkeltmandsforetagende er bl. a. i de fleste Tilfælde et længere »blickfalt«, samt en helt anden Indstilling til Risikoproblemet, saaledes at en forholdsvis stor Vægt lægges paa Konsolidering og Sikkerhed. Maksimeringsprincippets Anvendelighed til Forklaring af de Dispositioner der foretages paa disse Sammenslutningers Vegne, maa blive ret begrænset, idet det i de færreste Tilfælde er klart, om der overhovedet søges en Maksimering af noget som helst.

Hvad Fagforeningerne angaar, saa maa Maksimeringsprincippetogsaablive ret begrænset Værdi som Metode til Forklaring af disses Politik. Trods den store Rolle Fagforeningerne i Nutidenspillerfor økonomiske Samfundsliv, forekommer den økonomiske Teori hvad angaar deres Politik endnu at være ret

svævende, og Resultaterne af den Forskning, der har fundet Sted, er omtvistede. Nogle af de Forfattere, der særlig har studeret Fagforeningsproblemer, som f. Eks. Dunlop, gaar udfra, at de som Regel forfølger det Maal at maksimere Medlemmernes samledeLønsum.Andre som f. Eks. Kenneth Boulding (jfr. Reconstruction of Economics S. 35-38) nævner det derimod som Maksimeringsprincippets Svaghed, at man ikke kan være i Stand til ved Hjælp af dette Princip at forklare Fagforeningernes Politik. Der er sikkert heller ingen Tvivl om, at den Teori, at Fagforeningerne i sin Politik tilstræber Maksimering af MedlemmernessamledeLøn, en Rationalisering af disses Opførsel, som næppe stemmer overens med Virkeligheden. Mange andre mere eller mindre rationelle Motiver spiller ind ved Siden af, og kan tidt faa afgørende Betydning. Det kan i denne Forbindelse f. Eks. paapeges, at foruden det, at Fagforeningerne er Kamporganisationerudadtil, føres der jævnlig indenfor disse en mere eller mindre haard Kamp om deres Ledelse. Som bekendt er RivaliseringerneindenforFagforeningerne for Tiden af mere eller mindrepartipolitiskArt de fleste nord- og vestevropæiske Lande. Denne politiske Kamp om Ledelsen kan ikke undgaa i større eller mindre Grad ogsaa at paavirke disses Lønpolitik. Fagforeningsledelsens»blickfålt«bliver meget kort, saaledes at dettes Længde kommer til at bestemmes af det Tidsrum, der gaar indtil det næste Bestyrelsesvalg skal finde Sted. Hensynet til LønsummensforventedeMaksimering sikkert en stor Rolle ved Siden af andre Formaal, men kun forsaavidt det forenes med det overordnede Formaal, at maksimere Antallet af Ledelsens Tilhængereveddet Bestyrelsesvalg. Selvom man alligevel gaar udfra, at Fagforeningslederne tilstræber et rationelt økonomisk Formaal, som f. Eks. Lønsummens Maksimering, saa er deres Kendskab til de økonomiske Love som Regel meget ringe, saaledesatde Dispositioner gerne er daarligt egnede Midler til Opnaaelse af Maalet. Man kan f. Eks. som Regel regne med, at Fagforeningslederne gaar udfra, at Efterspørgselen efter Arbejdskrafterhelt Skønt de maaske selv har Begreb om, at dette sjældent er Tilfældet, saa benytter de sig ikke af en saadanKundskab,hvis

danKundskab,hvisde ikke tror sig i Stand til at overbevise de menige Medlemmer derom. Det der sætter Grænser for hvor høje Lønkrav de anser det for opportunt at stille, er for det første Frygten for Arbejdsstandsning med deraf følgende Indtægtstab, hvis Lønkravene bliver for store, og for det andet, især i Tilfælde af Arbejdsløshed, Frygten for at Foreningernes Disciplin vil briste,idetde da kommer til til at underbyde paa Arbejdsmarkedet.Hvoraktuelt sidste Spørgsmaal er, beror dog paa Arbejdslovgivning, organisatoriske Forhold m. m. i de forskellige Lande.

Hvor Partipolitik spiller ind, hvad den som Regel gør i de udviklede kommer denne til at øve stor Indflydelse paa Fagforeningernes Denne bliver jo gerne en helt anden, naar Fagforeningsledelsen støtter den siddende Regering, end naar det modsatte er Tilfældet. Der er ikke Tvivl om, at en sociologisk-økonomisk af Fagforeningernes Opførsel og antagelige Motiver i høj Grad vilde kunne blive frugtbringende for den økonomiske Videnskab, men de Problemer vil ikke blive nærmere uddybet her. For denne Afhandlings Formaal er det nok at fastslaa, at en Maksimeringshypothese, som man ad empirisk Vej vil søge at verificere, maa forekomme en saare lidt frugtbringende naar det gælder at finde en Forklaring af disse Forhold.

MAKSIMERINGSPRINCIPPET OG DE OFFENTLIGE ORGANER DE SOCIALE VELFÆRDSTEORIER

Ved offentlige Organer forstaas her saadanne, der træffer økonomiskeDispositioner det offentliges Vegne. Disse Organer kan repræsentere Staten, Kommunerne, offentlige Banker, public utilities, o. s. v. Vi skal nu gaa over til at undersøge MaksimeringsprincippetsAnvendelighed Forklaring af de Dispositioner, disse Organer træffer. Inden vi gaar videre, bør der gøres opmærksom paa den forskellige Indstilling den økonomiske Forskning i det store og hele har haft ved Studiet af disse økonomiske Subjekters

Opførsel paa den ene Side og de ovenfor omtalte økonomiske Subjekters (Foretagernes, Konsumenternes o. s. v.) paa den anden Side. Naar man studerer en Foretagers, en Konsuments eller en Fagforenings Opførsel, saa er det gerne et »naturvidenskabeligt« Synspunkt, man anlægger, idet man ved at studere disse Subjektersøkonomiske udefra søger at danne sig en Mening om, hvilke Maal der tilstræbes, for derefter at være i Stand til at forklare Sammenhængen mellem det objektive Grundlag for Dispositionerneog selv, som Midler til Opnaaelse af de konstateredeMaal. være dog ingenlunde sagt, at denne »naturvidenskabelige«Metode den eneste der anvendes, og den skal ingenlunde anbefales som den mest frugtbringende af nærværendeForfatter, vi kommer tilbage. Men dens Anvendelse er i Overensstemmelse med de empiriske Retningers Synspunkter indenfor Økonomien).

Naar man imidlertid gaar over til at forklare de økonomiske Dispositioner der træffes paa det offentliges Vegne, vælger man gerne den Fremgangsmaade at gaa ud fra, at det offentliges Repræsentanter bestemte Maal, og Undersøgelsen gaar saa ud paa at gøre Rede for, hvorledes man mest rationelt kan opnaa disse Maal. De Maal, der saaledes vælges som Udgangspunkt, kan enten vælges i Overensstemmelse med den Opfattelse, de paagældende selv har angaaende den mest ønskværdige Politik fra det offentliges Side, eller man gaar udfra de Maal, man mener at være de mest populære.

Indstillingen overfor disse Problemer bliver saaledes »raadgivende«eller for ikke at vælge Udtrykket »normativ«, hvad adskillige Forfattere sikkert vilde gøre. Det Maal, man som Regel gaar ud fra, at det offentliges Repræsentanter tilstræber, er Maksimering af den sociale Velfærd. Der har i længere Tid ikke været Uenighed om, at en objektiv Maaling af det man kalder»social ikke er mulig. Dertil vilde kræves en Sammenligningaf Personers Følelser, men en saadan Sammenligninger mulig, hvis Resultaterne skal tilfredsstille det ovenfor omtalte Kriterium for disses videnskabelige Gyldighed. Man kan i dette Tilfælde end ikke benytte sig af den subjektive

Introspektion, som man dog kan benytte sig af naar det drejer
sig om Nyttebetragtninger vedrørende det enkelte Individ.

For en 15-20 Aar siden synes den Opfattelse at have været herskende indenfor den økonomiske Videnskab, at alle de saakaldte og disses Resultater maatte bygges paa interpersonelle Sammenligninger, som ikke kunde træffes paa et videnskabeligt Grundlag. At man søgte en Redning ved at opstille Forudsætninger om forskellige Individers Følsomhed overfor Nyttepaavirkninger, hvoraf den mest almindelige turde være den, at denne Følsomhed var den samme for alle, saaledes at Pengenes Grænsenytte var den samme for Folk i samme Indtægtsklasse, stod i omvendt Forhold til Indtægtshøjden, gjorde det ikke stort bedre, idet disse Forudsætningers Overensstemmelse med Fakta maatte blive ganske übevislig.

I den senere Tid er Interessen for Velfærdsteorierne vaagnet op paa ny, og man har søgt at rehabilitere disse paa et videnskabeligtGrundlag. Stedet for at den ældre Velfærdsteori baseredes paa en Sammenligning af forskellige Personers Følelser, saaledes at det søgte Optimum bestemtes af den maksimale samfundsmæssigeNytte, man adderede samtlige Individers Nytte, søger den saakaldte nye Velfærdsteori, hvis Grundlægger kan siges at være Pareto, at komme uden om Vanskeligheden ved den interpersonelleSammenligning. gøres paa den Maade, at Optimumdefineres en Tilstand, hvor man ikke kan foretage saadanneÆndringer, een eller flere bliver bedre stillet, uden at nogen kommer til at have det værre. Denne Definition, der blev opstillet af Pareto, er blevet kritiseret paa det Grundlag, at saa maatte Forudsætningen være den, at man gik ud fra den bestaaendeIndkomstfordeling retfærdig, saaledes at der ikke var Grund til at gribe ind i den. Denne Kritik har saa ført til den Forbedring af Teorien ved Kaldor o. fl., at man har opstillet det saakaldte Kompensationsprincip, der gaar ud paa, at man bevæger sig mod Optimum, saalænge der er Muligheder for Indgreb af den Art, at det gør de Personer eller Grupper, der tjener derved, saa meget bedre stillede, at disse kan yde dem, der bliver daarligerestillet, Kompensation og dog beholde nogen af de

Fordele, de har opnaaet ved Indgrebet. Man interesserer sig kun
for, hvorvidt en saadan Kompensation er mulig, men lader det
politiske Spørgsmaal, hvorvidt den bør ydes, staa aabent.

Den Indvending er blevet gjort overfor den nye Velfærdsteori (jfr. F. Zeuthen: Betrachtungsweisen und Masståbe in der Økonomie, fur Okonometrie, Juni 1950, og Velfærd og Videnskab Festskriftet til Jørgen Pedersen), at den alligevel ikke er fri for en Norm af ikke-videnskabelig Karakter, idet selve Valget af Udgangspunkt maa bero paa en saadan politisk Norm. Man kunde jo ogsaa give sig til at undersøge, hvilke Indgreb der netop gavner 63 % af Befolkningen og skader de andre 37 % eller omvendt ovenfor citerede Artikel i Festskriftet til Jørgen Pedersen S. 185). Det er jo ogsaa rigtigt, at alle videnskabelige Undersøgelser for saa vidt er af normativ Karakter, at selve Emnevalget maa bero paa en ikke-videnskabelig valgt Norm. At man vælger det ovenfor omtalte Udgangspunkt fremfor andre tænkelige, kan dog forklares derved, at man mener at det valgte Maal har en større politisk Tilslutning end andre tænkelige, men dette ændrer naturligvis ikke noget deri, at et subjektivt Skøn maa blive afgørende for det saaledes trufne Valg.

Spørgsmaalet bliver nu, om man kan være i Stand til at formulere for det saaledes opstillede »sociale Optimum« paa en saadan Maade, at det i hvert Fald er tænkeligt ved empiriske at realisere, hvorvidt de er opfyldt eller ej. Samuelson i denne Forbindelse (Foundations of Economic Analysis VIII) den saakaldte Velfærdsfunktion, der udtrykkes saledes: W=W (z\ z², z3z³ ), hvor z betyder de Data eller Velfærdsindikatorer, man mener er bestemmende for den samlede sociale Velfærd. Man staar saa frit m. H. t. Valget af disse Velfærdsindikatorer, som Samuelson gør opmærksom paa, kan være af ikke-økonomisk Karakter.

Velfærdsfunktionen maa dog blive af temmelig formel Karakter,saaledes den kun indebærer en Opremsning af de Forhold, man mener indvirker paa den sociale Velfærd. En Bestemmelse af de enkelte Indikatorers Betydning ad empirisk Vej maa derimodanses ganske udelukket. Da ogsaa selve den Størrelse,

der søges maksimeret, nemlig den sociale Velfærd, ikke er og ikke kan være maalelig, maa Maksimeringsteorien anvendt paa dette Omraade blive übevislig ved erfaringsmæssige Kriterier. Da den nye Velfærdsteori som lige omtalt ogsaa selv afskærer sig fra interpersonelle Sammenligninger, kan man naturligvis ikke sige noget om, hvorvidt det af den opstillede »Optimum« er optimalt i den Betydning, at det ikke skulde være muligt at forøge den sociale Velfærd ved at foretage Indgreb i Indkomstfordelingen.

Umuligheden af at finde en objektiv Maalestok for den sociale Velfærd, saaledes at Betragtninger herved kunde gøres paa et objektivt har bevirket, at man har set sig om efter andre Maal, som det kunde være fornuftigt at opstille for det offentliges økonomiske Politik, f. Eks. Maksimering af Nationalproduktet beregnet et eller andet Indekstal, eller Maksimering af Beskæftigelsen. det sidste Maal, at maksimere Beskæftigelsen, har blandt Økonomer nydt e nstor Popularitet, derom vidner det sidste Par Aartiers righoldige Litteratur om Beskæftigelses- og Konjunkturproblemerne. af et saadant Maal, som den maksimale Beskæftigelse, ogsaa den Fordel fra den empiriske Metodes Synspunkt, her drejer det sig om en maalelig Størrelse, der kan afledes en Funktion af visse andre ogsaa objektivt maalelige Størrelser. er forsaavidt udmærkede Muligheder for at naa Resultater, tilfredsstiller det ovenfor opstillede Kriterium for videnskabelig Paa Beskæftigelsesteoriens Omraade er der ogsaa udmærkede Betingelser for Anvendelse af Matematik og økonometrisk Det her opstillede Maal er ogsaa relevant i den Betydning, at det har en stor politisk Tilslutning.

Alligevel forekommer det nærværende Forfatter at være tvivlsomt,om »moderne« Økonomis Læggen-vægt-paa Beskæftigelsesproblemeter Forbedring fra de ældre Synspunkter, hvor den sociale Velfærd var det centrale Problem, - selv med al Anerkendelseaf erfaringsmæssige Vanskeligheder der er forbundet ved at naa frem til Resultater af videnskabelig Gyldighed, naar Velfærdssynspunktetanlægges. et stringent videnskabeligt Synspunktkan naturligvis ligesaa godt opstille den maksimale Beskæftigelsesom som et hvilket som helst andet, og dette er

for saa vidt fristende, idet man her kan formulere sine Forudsætningerog i Matematikkens smukke, eksakte Sprog. Men fra et almindeligt Fornuftsstandpunkt rejser der sig uvægerligen mod at opstille Maksimering af Beskæftigelsen som et overordnet Maal, thi har Stigier ikke Ret naar han siger, at en forøget Beskæftigelse ikke kan være noget fornuftigt Maal i sig selv, undtagen f orsaavidt den viser sig i et større Nationalprodukt eller en mere ønskværdig Fordeling. Ved at opstille den størst mulige Beskæftigelse som et Maal i sig selv har man i Grunden forladt Økonomien og er gaaet over til tekniske Kriterier angaaendeMaalet den økonomiske Virksomhed. Alan kan trods alt ikke komme uden om, at den sociale Velfærd - med al Anerkendelseaf Begrebs Uklarhed - stadig maa blive det overordnedeMaal det offentliges Virksomhed. Dette indebærer ingenlunde, at Maalet altid behøver at være en Maksimering af den sociale Velfærd, et Spørgsmaal vi snart kommer til at berøre nærmere.

Og hvad angaar Beskæftigelsesteoriens Egnethed til at blive udtrykt matematiske Formler, saa maa man - med al Anerkendelse Hensigtsmæssigheden ved Benyttelse af Matematik indenfor - ikke glemme, at den anvendte Teknik - hvor fuldkommen den end er - bør være Tænkningens Tjener, men ikke dens Herre.

Til sidst kan vi i denne Forbindelse stille det Spørgsmaal, hvorvidtdet en fornuftig Hypothese - bortset fra alle Vanskelighederved maale den sociale Velfærd - at gaa ud fra, at det offentliges Repræsentanter faktisk forfølger et saadant Maal. I denne Forbindelse kan der henvises til, hvad der allerede er blevet sagt om Fagforeningernes Politik. Hvad der blev sagt om den, gælder maaske i højere Grad om det offentliges Politik. I en demokratiskStat jo den Politik, der er ført paa det offentligesVegne normale Tider, i en alt overskyggende Grad af partipolitiske Hensyn. Forsaavidt de politiske Ledere overhovedet bevidst tilstræber Maksimering af noget, saa er det sikkert først og fremmest Antallet af deres Partis Vælgere til næste Valg. Mener de, at der bestaar en Konflikt mellem dette overordnede Maal og

Hensynet til Maksimering af den sociale Velfærd, saa ofres sikkertdet
nævnte.

De ovenfor anførte Synspunkter kan nok indordnes i Velfærdsfunktionen. kan lade z'erne i Samuelsons Velfærdsfunktion betyde Individer, og sige at den sociale Velfærd er en Funktion af samtlige Individers Velfærd, (hvad der naturligvis ikke behøver implicere, at denne adderes). Ved sine Foranstaltninger foretager det offentliges Repræsentanter en Vurdering af, hvilken man skal tillægge de forskellige Individers og Samfundsgruppers saaledes at denne vurderes højere, naar det drejer sig om Grupper og Individer, der menes at støtte den siddende Regering, end hvor dette ikke er Tilfældet.

Men ved at opstille Problemet paa den Maade kommer man netop efter min Mening til Sagens Kærne, som er den, at den sociale Velfærd, forsaavidt Hensynet til denne har nogen Betydning de Afgørelser der træffes af det offentliges Repræsentanter, er noget objektivt, haandgribeligt, men derimod disse Repræsentanters subjektive Vurdering af, hvorvidt og i hvilken Grad det anses for ønskeligt at tage Hensyn til de forskellige Individers Samfundsgruppers mente Velfærd.

KONKLUSION

Naar vi drøftede Maksimeringsprincippets Udformning foran, gjorde vi opmærksom paa, at den Hypothese, dette indebærer, kan anvendes paa to Maader. Enten kan vi som Lange identificere Maksimeringsprincippet med Rationalitetspostulatet, eller vi kan formulere det saadan, at det der bliver bestemmende for de økonomiskeSubjekters er deres Stræben efter at maksimereen anden Størrelse, hvilken Hypothese man saa ved objektive lagttagelser søger enten at bevise elier modbevise. Forudsætningenherfor at Maksimanden enten er direkte eller indirektemaalbar kan bestemmes som en Funktion af andre, konstaterbare Data. Det er hovedsagelig den sidstnævnte Formuleringaf vi har haft for Øje, naar vi har drøftet dets Anvendelighed. Det Resultat, vi hidtil er kommet til, er i det

væsentligste negativt. I nogle Tilfælde er det uklart hvad det er der maksimeres, hvis det overhovedet er noget som helst; i andreTilfælde det sig om en ikke maalbar Størrelse; og i Tilfælde hvor de principielle Betingelser for en empirisk Verificationaf er til Stede, er de praktiske Vanskelighederved foretage en saadan Undersøgelse gerne uoverkommelige.Hovedvanskeligheden bestaar deri, at de Kendsgerninger, paa Grundlag af hvilke de økonomiske Dispositionertræffes, Regel ikke er objektive Data, men de disponerendesForestillinger disses Beskaffenhed (jfr. Hayeks ovenforciterede The Facts of the Social Sciences).

Gaar vi derimod over til at anvende Langes Definition af Maksimeringsprincippet, identificerer dette med Rationalitetspostulatet, bliver det stadig efter min Mening et overmaade nyttigt Begreb for den økonomiske Forskning, ja maaske den vigtigste Betingelse for, at man kan drive økonomisk Videnskab. Den behavioristiske hvorved man studerer Menneskenes Opførsel paa samme Maade som en Naturforsker undersøger Myrernes Liv, eller en Marsbeboer vilde studere vores Opførsel, maa blive dømt til at forblive ret ufrugtbar. De Sammenhænge eller Love man eventuelt med stor Møje mener ad den Vej at have opdaget, har kun historisk Gyldighed, og bliver uden praktisk efter at der er indtruffet væsentlige Ændringer i de underliggende Data. Der behøver ikke at ske en Ændring i de objektive Data for at der kan ske en væsentlig Ændring i Folks Reaktionsmaade overfor deres ydre Omgivelser. Som Eksempel herpaa kan nævnes den Ændring i Folks Opførsel, som indtræffer, en, maaske helt übegrundet, Krigspsykose griber om sig.

Derimod maa det altid blive af uvurderlig Hjælp ved Forstaaelsenaf økonomiske som andre sociale Fænomener at træffe en Analogi udfra ens egen subjektive Indstilling overfor disse. Naar man ser en Mand købe et kg Sukker, en Rejsebillet o. s. v., saa forstaar man hans Opførsel derudfra, at man antager at han forfølgerlignende som en selv og bliver derved i Stand til at forudsige hans Opførsel i givne Situationer. Helt anderledes forholderdet derimod naar det drejer sig om at »forklare« et

galt Menneskes Opførsel. Selv om man har gjort det ihærdigste Arbejde ved at studere dets Opførsel i forskellige Situationer, bliver man aldrig i Stand til at forudsige dets mulige Reaktioner, thi man kender jo ikke dets Maal.

Hvorvidt man derimod kan sige, at de Resultater, man saaledes er kommet til ved at analogisere udfra subjektiv Introspektion, har videnskabelig Gyldighed eller ikke, bliver en Strid om Definitioner Ord. Man kan naturligvis definere »videnskabelig Gyldighed« saaledes, at man kun kan tale om denne, naar det drejer sig om Resultater, man er naaet til ved naturvidenskabelige Forskningsmetoder. Men saa er jeg bange for, at de Sætninger indenfor Nationaløkonomien, man kommer til at indrømme »videnskabelig bliver faa og lidet sigende.