Nogle betragtninger over velfærdsteori og international handel

I. Den nyere velfærdsteori har klargjort en række forhold mellemden teori og velfærdsøkonomiske betragtninger, især siden Bergsons banebrydende artikel.¹ Disse bidrag har i det store og hele beskæftiget sig med problemerne inden for en lukket økonomi.Velfærdsteorien imidlertid også anvendes direkte på den internationale handels teori og politik, og vi vil her hovedsageligbeskæftige med disse sidste spørgsmål.² Formålet med undersøgelsen er først og fremmest at besvare følgende problem: Hvilke slutninger kan vi drage med udgangspunkt i den nyere velfærdsteori vedrørende forbindelsen mellem handelsrestriktionerog samlede velfærd? Det ligger i sagens natur, at en udtømmende besvarelse ikke kan gives i en kort artikel. Det skulde imidlertid være muligt for det første at anføre nogle principiellebetragtninger emnet, og for det andet at formulere og undersøge nogle af hovedargumenterne for restriktioner. Det

---

1. Literaturen på dette område er meget omfattende. Her skal kun henvises til nogle få af hovedbidragene: A. Bergson, »A Reformulation of Certain Aspects of Welfare Economics«, Quarterly Journal of Economics, LII (1938), s. 310-334; A. Samuelson, Foundations of Economic Analysis, Ch. VIII, Cambridge, Mass., 1947; I. M. D. Little, A Critique of Welfare Economics, Oxford, 1950.

2. For visse sider af dette spørgsmål kan der her især henvises til P. A. Samuelson, »The Gains from International Trade«, Canadian Journal of Economics and Political Science, V (1939), s. 195-205, nu genoptrykt i Readings in the Theory of International Trade; T. de Scitovszky, »A Reconsideration of the Theory of Tariffs«, Review of Economic Studies, IX (1942), s. 89-110, nu genoptrykt i Readings in the Theory of International Trade; og G. Haberler, »Some Problems in the Pure Theory of International Trade«, The Economic Journal, LX (1950), s. 223-240.

er især på det sidste område, at behandlingen vil blive ufuldstændig.På af emnets omfattende karakter er det udelukket at give det en indgående behandling, og vi må her nøjes med visse antydninger. Formålet bør være at nå frem til en systematisk opstillingaf argumenter for restriktioner, suppleret med kortere bemærkninger, især i de tilfælde, hvor den tidligere litteratursynes

11. Indledningsvis er det nødvendigt kort at skitsere nogle af de væsentlige træk af den nyere udvikling inden for velfærdsteorien, med specielt henblik på Bergsons og Samuelsons formulering af den såkaldte velfærdsfunktion. Hvis vi betegner samfundets samlede med W, kan vi skrive velfærdsfunktionen i dens mest generelle form som

hvor x'erne er alle de variabler, der påvirker det økonomiske velfærd. men ikke nødvendigvis alle af disse variabler er af »økonomisk« karakter, f. ex. de varemængder, som forbruges af de forskellige individer, og de arbejdsydelser de præsterer. Vi skal senere også introducere priser og monetære variabler. Den nærmere af W vil naturligvis afhænge af iagttagerens valg af normer og værdipræmisser, og der er ingen grund til at antage, at f. ex. forskellige økonomer skulle opnå almindelig enighed hvorledes W skal defineres. Som vi straks skal se, er det muligt at skelne imellem en række forskellige varianter. Imidlertid må der opstilles visse formelle krav til definitionen af W, hvad den nu end er. For det første må funktionen være transitiv, d. v. s. hvis kombination A foretrækkes for kombination B, og B foretrækkes C, foretrækkes A for C. På den anden side er det ikke nødvendigt at forudsætte målelige nytteenheder, det er tilstrækkeligt kunne sige, at samfundet foretrækker kombination A frem for kombination B eller er indifferent.

Som regel vil der nu findes visse sammenhæng mellem x'erne.
Udtrykt på en anden måde er de ikke alle uafhængige variabler,
men der findes visse bånd imellem dem, som begrænser systemets

frihedsgrad. Visse af disse bånd er af teknisk natur, men det er også muligt at institutionelle forhold begrænser valgfrihedens område.Matematisk disse sammenhæng skrives som et sæt af implicit givne funktioner

Når W er blevet defineret og sidebetingelserne fastlagt, består
det matematiske problem i at maksimere W, med samtidig tilfredsstillelse
sideligningerne.

Denne tankekonstruktion vil måske forekomme læseren så temmeligfantastisk. må indrømmes, at hvis vi standsede med disse rene formaliteter, ville formuleringen af en velfærdsfunktionikke af større interesse. Den egentlige betydning af metodener, den tvinger os til nøje at præcisere, hvilke forudsætningervi med, og hvilken definition af W vi vælger. I stedet for at fortsætte med disse almindelige betragtninger, skal vi nu konkretisere problemet. Lad os som udgangspunkt tage et lukket samfund, der besidder visse produktionsfaktorer, som kan udnyttes mere eller mindre. Vi antager yderligere, at vi ved hvor mange af produktionsfaktorerne hvert individ ejer, samt deres præferencer for de forskellige varer. Endelig forudsætter vi kendskabtil tekniske forhold, som de er udtrykt i produktionsfunktionerne.Vi nu på grundlag af visse svage velfærdsantagelser(normer hypoteser) aflede betingelser som er nødvendigefor maksimering. Blandt disse kan nævnes, at vi kun regner med de enkelte individers præferencer, og at disse afhængeraf varemængder som hvert individ forbruger, men er uafhængigeaf individers forbrug. Det antages også, at en givenproduktionsydelse indifferent med hensyn til området, hvor den anvendes. På dette grundlag kan vi nu aflede visse produktions og byttebetingelser, hvis tilfredsstillelse er nødvendig for maksimering af samfundets velfærd. Disse såkaldte grænsebetingelserkan på en række forskellige måder. Måske den mest præcise og koncentrerede formulering er Samuelsons: »(i) We must have a common marginal rate of indifference betweenany goods for every individual; this common indifferenceratio

ferenceratiomust, moreover, be equal to the ratio at which one of these goods can be transformed into the other in a production sense, the transformation to come about as the result of transferringany from one good's production to the other's. (2) We must have for all individuals a common ratio of indifferencebetween more of any factor of production and enjoying more consumption of a given good; this common ratio must be equal to the rate at which supplying more of that factor results in greater production of the good in question.«³

To bemærkninger er påkrævede her. For det første er det naturligvis at undersøge den 2 den differentialkvotients fortegn, d. v. s. konstatere om indifferens- og transformationsfladerne de rette hældninger. For det andet må vi, som påpeget af Hicks, tilføje de såkaldte totale betingelser. En del af velfærdsproblemet at bestemme om en vare i det hele taget skal produceres. er her utilstrækkelige, og vi må undersøge, deter muligt at øge samfundets velfærd ved at producere vare, som ikke tidligere fandtes på markedet.

111. De ovennævnte grænsebetingelser kan anvendes umiddelbartpå internationale handels område. Hvis problemet opfattessom optimale anvendelse af produktionsfaktorer, der ikke har nogen international mobilitet, er det uden videre klart, at de marginale produktions- og byttebetingelser må opfyldes. Hvad produktionen angår, må transformationsforholdene være de sammei lande, når de producerer de samme varer. Hvis internationalhandel til fuldstændig specialisering, må denne lighederstattes en ulighed. Det eneste nye ved den åbne økonomier, hvert land har to transformationsmuligheder: den ene er udtrykt i den nationale transformationsfunktion, som afspejler forsyningen med produktionsfaktorer og teknisk viden; den anden,som kan kalde den udenlandske transformationsfunktion, afspejler forholdet hvori hjemmelandets varer kan ombyttes med udlandets. Når der er ligevægt, må hvert land befinde sig på de

---

3. Foundation of Economic Analysis, s. 238-239.

punkter på de to transformationskurver (flader), hvor hældningener samme. Kun i tilfælde af fuldstændig international specialisering er blot een af de to funktioner relevant. Transformationsforholdetmellem vilkårlige varer må yderligere være lig med indifferensforholdet for ethvert individ i ethvert land. Endelig er det nødvendigt, at det marginale substitutionsforhold mellem produktionsydelser og forbruget af varer er det samme for alle individer, og samtidig også lig med forholdet mellem produktionsydelserneog grænseproduktivitet.

Grænsebetingelserne kan udtrykkes på en noget simplere måde, som imidlertid er knap så oplysende: 1) de relative varepriser skal være de samme i alle lande og for alle forbrugere og også lig med grænseomkostningerne; 2) for produktionsfaktorerne skal prisen være den samme i enhver anvendelse og lig med værdien af grænseproduktet i hvert enkelt land. Den første af disse betingelser i reglen ikke være opfyldt uden fri internationale varebevægelser. Hvad den anden betingelse angår, er det fristende at antage, at den på tilsvarende måde forudsætter, at produktionsfaktorerne bevæge sig frit mellem landene. En sådan konklusion dog ikke altid tilladelig. Som vi ved fra Heckschers, Ohlins Samuelsons arbejder, kan man betragte varebevægelser som et substitut for produktionsfaktorernes mobilitet; og når visse betingelser er opfyldt, som vi ikke her skal komme nærmere ind på, kan frie varebevægelser føre til en fuldstændig international udjævning af produktionsydelsernes priser.⁴ På den anden side, hvis prisforskelle stadig existerer, når handel finder sted, er det et udtryk for en afvigelse fra den optimale fordeling af verdensproduktionen.

I hvilken betydning kan man nu sige, at situationen under frihandeler end situationen i den lukkede økonomi? Problemetmelder fordi handel medfører prisvariationer og tilsvarendeændringer produktion og forbrug. Det er således ikke uden videre indlysende, at ethvert individ i det åbne samfund har

---

4. P. A. Samuelson, »International Trade and the Equalization of Factor Prices, The Economic Journal, LVIII (1948), s. 163-184, og »International Factor-Price Equalization Once Again«, The Economic Journal, LIX (1949), s. 181-197.

forbedret sin stilling sammenlignet med forholdene i den lukkede økonomi. Det kunne derfor synes, at udsagn om virkningerne af handel er udelukket, medmindre vi er villige til at sammenligne de enkelte individers gevinster og tab, d. v. s. medmindre vi er villige til at foretage interpersonelle sammenligninger. En sådan konklusion kan dog ikke drages. Den moderne pristalsteori har udviklet et argument, som kan finde anvendelse på dette område. Kort udtrykt stiller man to spørgsmål: i) med anvendelse af prisernefør som vægte spørger man om værdien af den hjemligeproduktion handel er større end før handel; og 2) med anvendelse af priserne efter handel som vægte stiller man samme spørgsmål. Hvis vi yderligere er villige til at antage, at forbrugernesbehovstilfredsstillelse afhænger af varemængder og ikke af relative priser, følger det, at hvis svaret på de to spørgsmåler er der mulighed for, at situationen under frihandelkan en højere samlet velfærd.

Siden den klassiske og nyklassiske handelsteori netop beviser, at frihandel skaber muligheden for en sådan situation, har man ofte ment heri at finde et bevis for, at frihandel repræsenterer den bedste Hertil må for det første bemærkes, at denne slutning er baseret på en række simplificerende forudsætninger, og hvis disse ikke er opfyldt, er konklusionen ikke nødvendigvis gyldig, jvfr. nedenfor. Hertil kan nu tilføjes, at med de svage værdipræmisser, hidtil har anvendt, kan man ikke drage nogen bestemte slutninger vedrørende den økonomiske politik. Vi har allerede set, at ophævelsen af handelsrestriktioner påvirker forskellige grupper af individer på forskellig måde. Uden et sammenligningsgrundlag er det derfor umuligt at sige, at den gruppe som vinder skal kompensere tabende gruppe. Et sådant udsagn ville indebære, at status quo ante er ønskelig for den tabende gruppe, et udsagn som ifølge den snævre velfærdsteori er uden mening. Tilsvarende kan det heller ikke hævdes, at den tabende gruppe ikke skal kompenseres. yderligere værdipræmisser er det kun muligt at sige, at frihandel skaber muligheden for at øge ethvert individs velfærd.

IV. Vi er hermed nået frem til det springende punkt i velfærdsanalysen: om interpersonelle sammenligninger. Det ovenstående ræsonnement har vist, at de totale og marginale betingelser er utilstrækkelige til at bestemme en entydig løsning. Med andre ord, produktions- og byttebetingelserne er nødvendige men ikke tilstrækkelige for løsningen af maksimeringsproblemet. De bestemmer et uendeligt antal optima, der ikke kan sammenlignes medmindre vi er villige til at foretage interpersonelle Først da kan vi finde et entydigt maximum

Den hidtidige diskussion kan klargøres ved anvendelsen af et simpelt diagram. Lad os antage, at der er to individer i samfundet, Si og S₂, med givne præferencer, som kan udtrykkes i indexerne Si og s₂. (For at simplificere fremstillingen begrænser vi antallet til to; det påvirker på ingen måde argumentet). Den givne tekniske i forbindelse med mængden af produktionsfaktorer bestemmer de forskellige mængder af varer, der kan fremstilles. Vi kan nu benytte et system af skatter eller subsidier til at fastlægge af s_x på et vilkårligt niveau, s, og derefter spørge hvad den maximale værdi af s2s₂ er, som svarer til den fastlagte værdi for Si. Gentages denne fremgangsmåde for alternative værdier S], kan vi finde en kurve, der beskriver de maximale muligheder. vedføjede diagram giver en illustration.

Det er ret selvfølgeligt, at kurven må have den angivne hældning: s_x øges, må s2s₂ aftage i værdi, og omvendt. Lad os antage, O repræsenterer den faktiske situation i det lukkede samfund kurven de forskellige muligheder, der foreligger når alle restriktioner er blevet hævet, og de forskellige grænsebetingelser er tilfredsstillet. Kan man nu slutte, at begge individerne vil foretrække af handelsristriktionerne, som bringer os nærmere kurven? En undersøgelse af diagrammet viser, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Begge parter vil nyde fordel af frihandelspolitikken, den fører dem til et punkt på kurven mellem P og Q. Det behøver imidlertid ikke at være tilfældet, og hvis de ender på kurven enten til venstre for P eller til højre for Q, kan vi ikke drage nogen konklusion uden interpersonelle sammenligninger, den enes gevinst må sættes over for den andens tab. Alt, hvad vi kan sige, er, at så længe vi ikke er på kurven, er der punkter som er bedre for begge parter, men det følger ikke deraf, at ethvert punkt på kurven er bedre end alle punkter under den. For exempel er R bedre for S2S₂ end noget punkt på kurven til venstre for Q. En sammenligning af Q med sådanne punkter er kun mulig, hvis vi er villige til at sammenligne de to individers præferenser.

Man vil måske nu indvende, at en afvigelse fra kurven er udtryk parternes irrationelle opførsel. Det er for så vidt rigtigt. Selv i det tilfælde at enstemmig beslutning kræves for frihandelens indførsel, og den ene part ville tabe, vil det altid være muligt for den anden part at købe den førstes stemme, således at begge forbedrer stilling. Hvis en sådan ordning ikke finder sted, kan det kun skyldes sådanne momenter som friktion eller »fear of upsetting the apple cart«.

V. Før vi afslutter den almindelige diskussion om forholdet mellem velfærdsteori og international handel, er det nødvendigt at tilføje nogle bemærkninger, som vil være af betydning i det følgende. For det første kan der være grund til at gentage, at formuleringen af en velfærdsfunktion og det tilsvarende sæt af sidebetingelser indebærer en vis vilkårlighed. For exempel rejser

det spørgsmål sig, om man i den økonomiske politik skal betragte den existerende tekniske transformationskurve som given eller tværtimod søge at kontrollere den, f. ex. gennem handelsrestriktioner,jfr. Tilsvarende ræsonnementer kan anføres i forbindelse med valutakurser eller monopolelementer. Principielt burde enhver diskussion af en bestemt økonomisk foranstaltning altid indeholde en sammenligning imellem alternativer, f. ex. toldbeskyttelsemed o. s. v. Generelt kan man således sige, at når velfærdsfunktionen W er defineret, består den økonomiske politiks hovedopgave i fra alle de mulige grupper af institutionelle forhold at udvælge den specielle undergruppe som maksimerer W. Af indlysende grunde må vi dog i det følgende indskrænke os til behandlingen af handelsrestriktioner.

For det andet har vore betragtninger hidtil været begrænsede til statiske problemer. Det er vigtigt at holde sig denne afgrænsning af gyldighedsområdet klart; således er nøjere analyse nødvendig, før man kan anvende den statiske betragtningsmåde på et system, som er i stadig bevægelse. Hvorledes påvirkes formuleringen af velfærdsfunktionen nu, hvis man udvider analysen til at omfatte dynamiske processer? I statikkens verden er det vel enklest at opfatte som et udtryk for løbende forbrug. I dynamikkens verden denne definition ikke længere tilladelig. Forholdet mellem løbende og fremtidigt forbrug, og det dermed forbundne problem vedrørende investeringer, rykker ind i undersøgelsens centrum. Den dynamiske betragtningsmåde nødvendiggør også en explicit behandling af penge i systemet. I de følgende meget ufuldstændige bemærkninger skal vi især berøre dette sidste spørgsmål. For igen at henvise til velfærdsfunktionen vil et forsøg blive gjort på at lade den indbefatte penge, d. v. s. international likviditet, såvel som varer og produktive ydelser.

VI. Analysen af forholdet mellem handelsrestriktioner og samfundetsvelfærd foretages på forskellige niveauer. I det følgendevil tage vort udgangspunkt i den »rene« teori, hvor monetære problemer er skudt i baggrunden, idet vi for enkelthedensskyld antager rigtigheden af Says lov. Det følger

heraf, at produktionsfaktorerne til stadighed er fuldt beskæftigede, og at betalingsbalancen er i ligevægt. Hvad det første punkt angår,kræver ikke nogen nærmere dokumentation. Når vi akceptererSays er beviset for betalingsbalancens ligevægt meget enkelt. Hvis p, d og q repræsenterer henholdsvis priser, efterspurgtemængder producerede mængder i et samfund, følger det fra antagelsen om, at udbudet skaber sin egen efterspørgsel at

Vi kan også skrive ligningen i følgende form:

d. v. s. værdien af den samlede export er lig med værdien af den
samlede import.

Selv efter at vi således midlertidigt har elimineret disse problemer, der stadig visse muligheder for restriktioner som velfærdsfremmende Følgende opstilling viser nogle af de vigtigste af disse:

i) bytteforholdet overfor udlandet,

2) produktionsfaktorernes ufuldstændige mobilitet indenfor
samfundet,

3) produktionsfaktorernes pristræghed,

4) monopolistiske elementer i varemarkederne,

5) opdragelsesteorien,

6) »external economies«,

7) beskyttelse af specielle grupper.

Denne summariske opstilling er ikke fuldstændig, men den indeholdernogle de vigtigste argumenter for restriktioner, som kan opstilles inden for den rene teoris rammer.⁵ Hvad disse argumenter synes at have tilfælles er, at prismekanismen ikke fungerer tilfredsstillende,d. s. ikke fører til en optimal anvendelse af produktionsfaktorerne.Dette

---

5. I Haberlers ovenfor nævnte artikel (se fodnote 2) behandles tilfældene 2), 3), 5) og 6). Jeg er i det store og hele enig i Haberlers fremstilling med en enkelt undtagelse, jfr. nedenfor.

tionsfaktorerne.Dettekan opfattes på to måder: enten at prismekanismenikke på grund af friktion, monopoldannelser,manglende og lignende ufuldstændigheder, eller også fordi den medfører resultater, som ikke er ønskelige.

Hvis vi nu forkaster Says Lov, når vi, som nævnt, frem til to andre mulige argumenter for restriktioner. For det første har den moderne indkomstanalyse som bekendt stærkt fremhævet muligheden produktionsfaktorernes ledighed. Foruden at undersøge den optimale anvendelse af givne produktionsydelser, må vi også undersøge det tilfælde, hvor ejerne af produktionsfaktorerne ikke er i stand til at sælge deres ydelser til de løbende priser. Foranstaltninger øger den effektive efterspørgsel og dermed produktionen, forventes at virke velfærdsfremmende, i alle tilfælde det korte løb. Om det samme også gælder i det længere løb kræver en nærmere undersøgelse. Det er i alle tilfælde muligt, at den økonomiske politik, som forøger produktionsfaktorernes beskæftigelsesgrad, fører til en afvigelse fra den optimale anvendelse fremtiden.

Det andet argument vedrører betalingsbalancen. Her igen kan der være grund til at fremhæve, at vanskeligheder kun kan opstå, enten fordi prismekanismen ikke er i stand til at genoprette ligevægten, fordi man ikke er villig til at akceptere konsekvenserne tilpasningen. Hvad nu end grunden er, kommer landets internationale likviditet til at spille en strategisk rolle i dets økonomiske

VII. Vi skal i det følgende benytte den ovenstående klassificering, iøvrigt behandle de enkelte punkter på en meget uensartet måde. Nogle af disse emner har allerede været behandlet i litteraturen, og nogle faa antydninger er tilstrækkelige at knytte disse tilfælde til de ovenstående velfærdsteoretiske På et par områder er de existerende fremstillinger utilstrækkelige, og et forsøg skal her gøres på i alle tilfælde at udpege vanskelighederne.

1. Bytteforholdet overfor udlandet. At et land som besidder
en vis monopolmagt kan udnytte denne til at forbedre sine »terms

of tråde« er ofte nok blevet fremhævet. Der er blevet opstillet formler, som viser størrelsen af den »optimale« told udtrykt i udbuds og efterspørgselselasticitieter.⁶ Siden disse formelle sider er fuldt klarlagt, kan vi her indskrænke os til nogle velfærdsteoretiskebetragtninger. ligger i sagens natur, at et land, som indskrænkerimporten at forbedre prisforholdet med udlandet, ikke samtidig kan nyde fuld fordel af de lavere importpriser. De marginale byttebetingelser er med andre ord ikke opfyldte, idet de relative priser ikke længere er de samme for forbrugerne i de forskellige lande. Det samme gælder følgelig også de marginale produktionsbetingelser.

Den »optimale« toldanvendelse vil naturligvis medføre indkomstforskydninger,både for det beskyttede land og imellemlandene. den interne forskydning angår kan vi anvende et tidligere ræsonnement til at vise, at selv om visse personer skulle tabe, er kompensation mulig, således at alle forbedrer deres stilling.Den verdens velfærd er samtidig blevet forringet på grund af restriktionerne. Om verdenssamfundets velfærd er blevet øget eller forringet kan naturligvis kun afgøres, hvis vi er villige til at foretage sammenligninger landene imellem. Det springende punkt i argumentationen vedrører muligheden for repressalier. Kahns formel forudsætter, at de ikke finder sted; hvis vi nu antager,at tages modforanstaltninger, er det let at vise, at den »optimale« tolds højde stiger i hvert enkelt land. Konsekvensen bliver en gradvis formindskelse af verdenshandelen og en tilsvarendeforringelse nationernes velfærd. Hvilke forudsætninger skal man nu vælge? Det er naturligvis et empirisk spørgsmål, som ikke kan afgøres på grundlag af teoretiske betragtninger, men dette vigtige problem er ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt i litteraturen.En er Scitovsky, som imidlertid kun behandleret tilfælde og måske ikke det vigtigste. Han sammenlignerverdenshandelen monopolistisk konkurrence inden for det lukkede samfund. Det afgørende punkt bliver derfor, at det

---

6. Se især R. F. Kahn, »Tariffs and the Terms of Trade«, Review of Economic Studies, XV, no. 37.

enkelte land i sin toldpolitik udelukker betragtninger angående repressalier. Det følger umiddelbart, at frihandelens existens er højst problematisk. Ifølge Scitovszky er der kun to muligheder for at forhindre nedgang i verdenshandelen eller dens ophør: bilateralevarebytter toldoverenskomster.

Det skal ikke benægtes, at dele af verdensmarkedet kan karakteriseres denne måde. Imidlertid synes den dominerende markedsform være oligopolistisk, d. v. s. et fåtal af store konkurrenter. gælder ikke blot på sælgernes men også på købernes side. Selv hvor markedsformen i de enkelte lande præges af atomistisk kan staterne, gennem intervention ved landegrænserne, en sådan situation. Fra teorien for denne markedsform vi nu, at i den enkelte konkurrents overvejelser og handlemåde spiller sandsynligheden for reaktioner fra de andre parters side en afgørende rolle. Vi ved også fra denne teori, at en række forskellige forløb er mulige, alt efter de forudsætninger, man arbejder med i de enkelte modeller. For blot at nævne nogle få muligheder kunne det resultere i en handelskrig. På den anden side kan en overenskomst om toldsatser ligesåvel blive resultatet, eller de enkelte nationer kan afholde sig fra at benytte tolden som et våben af frygt for repressalier. En nærmere analyse af hele dette problem er i høj grad tiltrængt.

VIII. De følgende argumenter for restriktioner skal behandles
meget kort, og hvad de tekniske detaljer angår, kan læseren som
regel henvises til Haberlers fremstilling.

2. Produktionsfaktorernes ufuldstændige mobilitet inden for samfundet. Der er tilstrækkeligt her at betragte et tilfælde, hvor to varer produceres. Hvis vi nu sammenligner to situationer, en hypotetisk, hvor faktorerne er fuldt mobile, med den faktiske, hvor faktorerne er immobile, ved vi, at i det sidstnævnte tilfælde ligger transformationskurven inden for den, der svarer til det ideelle (hypotetiske) tilfælde. Lad os yderligere antage, at priserneer bevægelige, således at produktionsfaktorerne ikke bliver ledige, før deres aflønning falder til nul. Haberler konkluderernu, i dette tilfælde er frihandel stadig den bedste politik.

Hans konklusion er uden tvivl korrekt, hvis vi er villige til at akceptereden immobilitet som uforanderlig. Hvis vi derimodindrømmer af at kunne påvirke produktionsfaktorernesmobilitet, sagen noget anderledes. Dette kan illustreres i et simpelt exempel. Et samfund har to erhverv, landbrugog og med de givne prisforhold i verdensmarkedet er det i landets interesse at udvide industrien og indskrænke landbruget.Overflytningen faktorer er imidlertid træg, og en uligevægtbestår produktivitet og aflønning i de to erhverv. Ved nu at beskytte industrien og således øge forskellen mellem erhvervene, er det muligt, at man kan akcellerere tilpasningsprocessen.Ganske forværres landbrugets stilling i det korte løb, men denne forværring kan måske bidrage til en langtidsløsning for begge erhverv.

3. Produktionsfaktorernes pristræghed. Som Haberler har vist, er det muligt, at en kombination af pristræghed og übevægelighed for produktionsfaktorerne vil forringe samfundets velfærd under frihandel. Partiel arbejdsløshed vil opstå, og restriktioner der fører os tilbage til status quo ante kan være at foretrække fra et velfærdsøkonomisk

4. Monopolistiske elementer i varemarkederne. Problemerne vedrørende ufuldstændig konkurrence og velfærdsteori er endnu ikke fuldt opklarede, for slet ikke at tale om deres anvendelse på den internationale handels område. Følgende exempel, som langt fra er udtømmende, bygger på en analogi fra det lukkede samfund. Lad os antage, at vi kan inddele alle varer i et land i to grupper, hjemmemarkedsvarer og varer der købes og sælges på det internationale marked. Vi antager nu, at monopolgraden er den samme for alle varer i den første gruppe, medens for de internationalevarers priserne er givne udefra. Produktionsfaktorernespriser fuldt bevægelige, og der er ingen hindringerfor bevægelighed. En af grænsebetingelserne kan nu udtrykkes på den måde, at substitutionsforholdet mellem et hvilket som helst par af varer må være det samme som det marginaletransformationsforhold. af importvarer for exportvarer udgør naturligvis en transformation, og det synes

derfor at følge, at maksimering af samfundets velfærd kræver, at exporten og importen underkastes sådanne restriktioner, at de bringes i overensstemmelse med monopolgraden for hjemmemarkedsvarerne.

5. Opdragelsesteorien. Dette er et af de klareste argumenter for beskyttelse. Med anvendelse af den ovenstående terminologi kan vi sige, at uden beskyttelse er samfundets velfærd begrænset af de existerende tekniske transformationsforhold. Hvis en industri beskyttes midlertidigt, og det fører til en varig forbedring af produktionsforholdene, er det muligt at samfundets velfærd i det lange løb øges, idet transformationskurven flyttes udad.

6. External economies. Igen kan der henvises til Haberlers fremstilling. Det afgørende punkt er her, at forholdet mellem de private industriers priser og grænseomkostninger ikke nødvendigvis til omkostningerne fra samfundets synspunkt. Hvis sådanne afvigelser findes, foreligger der en mulighed for at øge samfundets velfærd ved at beskytte de industrier, hvor de sociale omkostninger er lavere end de private. En stor del af diskussionen om industrialisering af uudviklede lande hænger naturligvis sammen dette argument.

7. Beskyttelse af specielle grupper. De hidtidigt behandlede argumenter har alle vedrørt samfundets totale velfærd. For fuldstændighedens må vi nævne, at beskyttelse naturligvis også kan og historisk i stor udstrækning har været benyttet til at tjene særinteresser. Argumenter af denne art er selvfølgelig ikke at opfatte en kritik af frihandelslæren. Et specielt problem må nævnes i denne forbindelse: produktionsfaktorernes relative og absolutte aflønning. Mens der i almindelighed har været enighed om, at en faktors relative andel i nationalindkomsten kan øges ved protektionisme, har der været nogen tvivl om det samme gjaldt faktorens totale aflønning. Dette spørgsmål har nu fået et definitivt svar i en afhandling af Stolper og Samuelson.⁷

---

7. W. F. Stolper og P. A. Samuelson, »Protection and Real Wages«, Review of Economic Studies, IX (1942), s. 89-1_10, nu genoptrykt i Readings in the Theory of International Trade.

IX. Vi emu nået frem til det punkt i diskussionen, hvor det er nødvendigt at tage forholdet mellem restriktioner og arbejdsløshed selv om behandlingen nødvendigvis må blive meget kortfattet. En speciel side af spørgsmålet er blevet undersøgt indgående de senere år: restriktioner som direkte arbejdsfremmende foranstaltninger. Ved hjælp af multiplieranalysen viser man, hvorledes af restriktioner kan øge beskæftigelsen ved at tvinge efterspørgselen ind i nye baner. Om virkningen i det længere er gavnlig afhænger naturligvis af, hvorledes udlandet reagerer, og deter ligeledes klart, at man opgiver visse af de fordele er forbundet med den internationale arbejdsdeling. Det er imidlertid teoretisk muligt, at denne ulempe bliver mere end opvejet af den større beskæftigelse, d. v. s. at samfundets vedfærd øges.

En anden sammenhæng mellem restriktion og arbejdsløshed er måske dog mere aktuel idag. Lad os antage, at alle lande i verden fører en fuld beskæftigelsespolitik gennem foranstaltninger, som fremmer det offentliges eller privates investeringer. Lad os yderligereantage, betalingsbalancens tilpasningsmekanisme er sat ud af funktion, derved at priser, rentefod og valutakurser ikke varierer. Svingninger i beskæftigelsesgraden kan heller ikke, ifølge vore forudsætninger, medvirke til tilpasningen. Det er nu uden videre klart, at kun i undtagelsestilfælde kan samtidig ligevægt tilvejebringespå indre kapitalmarked såvel som på markedet for fremmed valuta. Hvad det første marked angår, er det usandsynligt,at planlagte opsparing netop skulle være lig med den nye kapitaldannelse med den existerende rentefod. Bankvæsenets interventionvil andre ord blive påkrævet. Der er heller ikke grund til at antage, at det enkelte lands betalingsbalance er i ligevægti forstand, at guldbevægelser eller ændringer i valutabeholdningenikke sted. For verden som helhed gælder det, at den faktiske opsparing er lig med den faktiske kapitaldannelse, men for de enkelte lande stiller det sig som regel således, at de enten har et »overskud« eller et »underskud« af opsparing, og disse vil være lig med henholdsvis overskudet eller underskudet

på betalingsbalancens løbende poster. Disse differencer kan siges at måle uligevægten på markederne for kapital og fremmed valuta.Dette forudsætter, at nationale forskelle i rentefodenikke til internationale kapitalbevægelser. Hvis disse faktisk finder sted, og hvis renten reguleres for at tiltrække kapital,med opretholdelse af fuld beskæftigelse, er bankernesintervention for financieringen af den nye kapitaldannelse (undtagen i overgangsperioden); ligeledes ville lande med utilstrækkelig opsparing undgå at miste guld eller fremmedvaluta.

I det ovenstående exempel har vi kort undersøgt følgerne af en fuld beskæftigelsespolitik. Lignende betragtninger kan anvendes på de uudviklede landes forsøg på at industrialisere eller på anden måde forbedre udnyttelsen af deres resources. Også her er det med de valgte forudsætninger at forvente, at spændinger vil opstå. Hvad enten vi behandler det ene eller det andet tilfælde, gælder det naturligvis, at de valgte forudsætninger er extreme. De er imidlertid ikke så verdensf jerne, at exemplet mister enhver betydning. kan det siges, at tendensen i de sidste årtier så afgjort er gået i retning af at fastlåse større dele af prismekanismen. følger umiddelbart heraf, at med mindre landenes internationale er omfattende, er restriktioner nødvendige. Ikke blot sikrer de, at landenes import får den »rette« sammenhæng; de tjener også under vore forudsætninger til at beskytte de internationale Dette sidste spørgsmål skal vi tage op til slut.

X. Velfærdsfunktionen defineres som regel på en sådan måde, at den kun indbefatter »virkelige« størrelser som varemængder og produktive ydelser. Nu er der imidlertid ingen tvivl om, at denne definition er for snæver, idet regeringen tillægger internationale en selvstændig betydning. Vi skal ikke her gå nærmere ind på spørgsmålet om definitionen af disse reserver, men vil i stedet for diskutere den principielle sammenhæng mellem og reserver, uafhængig af hvorledes de er defineret.

Det første punkt som må nævnes er, at sålænge definitionen af W ikke omfatter penge eller international likviditet, kan vi se bort fra priser i systemet. Hvis vi nu inddrager dem i undersøgelsen, vi samtidig nødt til at medtage priser på en explicit måde. Dette følger af, at det beløb af internationale reserver en regering ønsker at holde afhænger af reservernes »arbejde«, som bl. a. er bestemt af betalingsbalancens absolutte størrelse, dens variationer med konjunkturen og lignende. Mens denne betragtning på løbende priser, kan vi også i analogi med den Keynske likviditetsteori sætte reservernes størrelse i forbindelse med forventninger vedrørende den fremtidige prisudvikling. Disse punkter kan ikke uddybes her; men det ville være interessant at undersøge nærmere, i hvor høj grad analogien holder stik.

Et lands internationale reserver har naturligvis kun en indirekte nytte. Grænsebetragtninger kan dog anlægges, som i alle tilfælde delvis svarer til de optimale betingelser, vi tidligere har omtalt. Fordelene ved at holde en international reserve må således sammenlignes den import man går glip af, og et ligevægtspunkt kan principielt findes. Hvis dette punkt ikke er nået, er ndringer restriktionerne nødvendige. Ligeledes kan man sige, at hvis betalingsbalancens tilpasningsmekanisme ikke virker tilfredsstillende, restriktioner også nødvendige for at forhindre afvigelser fra en opnået ligevægt.

XI. Formålet med denne undersøgelse har i første række været at belyse forholdet mellem den nyere velfærdsteori og restriktionerpå internationale handels område. Man vil måske få det indtryk ved gennemgangen af den lange liste af tilfælde, hvor restriktioner kan virke velfærdsøgende, at formålet har været et forsvar for restriktioner. Noget sådant var ikke nødvendigvis tiltænkt.Som nævnt bør det altid undersøges om alternativeforanstaltninger ville give et bedre resultat. I visse, men ikke alle af disse tilfælde gælder det også, at en restriktion der fremmer et lands velfærd, kun gør det på bekostning af en anden nation. Fra verdensøkonomiens synspunkt er mange restriktioner direkte skadelige. Nogle af de væsentligste men samtidig også vanskeligsteproblemer

skeligsteproblemerpå det internationale økonomiske samarbejdes område er direkte forårsaget af de forskellige ufuldstændigheder i prissystemet, som vi har behandlet i denne artikel. Med mindre disse ufuldstændigheder kan elimineres eller i alle tilfælde reduceresi vil det ikke være muligt at skabe betingelserne for et virkeligt multilateralt system.