Samtidig Bekæmpelse af Arbejdsløshed og Inflation

Et aktuelt dansk Problem. Det er ikke Hensigten i denne Artikel komme ind paa den økonomiske Politiks helt store Problemer: det er vigtigst at bekæmpe Arbejdsløshed eller Inflation. man nu fordeler den Vægt, man vil lægge paa Prisernes og Indtægternes Stabilitet og paa Produktionens og Beskæftigelsens vil de fleste vist være enige om at søge saadanne Forhold fjernede, som betinger samtidig Arbejdermangel og Arbejdsløshed og derfor fører til, at Inflationstendenser opstaar Forøgelse af den samlede Efterspørgsel, allerede et godt Stykke, før man naar fuld Beskæftigelse.

Den historiske Baggrund er paa den ene Side 30'erne og paa den anden Side Efterkrigstiden i 40'erne. Derimellem ligger Krigsperioden, økonomiske Politik ogsaa i de demokratiske Lande var en Fortsættelse af Diktaturlandenes. Beskæftigelse og Produktion lykkedes det at bringe op paa hidtil ukendte Højder, og Stabiliseringspolitikken ogsaa i et vist Omfang, men Prisen var foruden den übehagelige Tvang - og foruden den af Staterne tilsigtede af Produktion og Forbrug i Krigsformaalenes Tjeneste - den Fordrejning af Produktion og Forbrug bort fra de billigste Fremstillingsmaader, mest produktive Investeringer og det af Befolkningen mest efterstræbte Forbrug, som var Følgen af en tilbageholdt eller i hvert Fald i høj Grad opbremset Inflation.

De stærke Argumenter, som kan tale for Prisstop, Lønstop og lignende Reguleringsmetoder, for at undgaa, at en, som man haaberforbigaaende, skal blive permanent, er ikke anvendeligi lange Løb. Vil man her regulere, maa det være en

stærkt differentieret og bevægelig Regulering, som søger at undgaaat utilsigtede Skævheder i Pris- og Indtægtsrelationer. Beveridge's Tro i 1944 paa, at det lader sig gøre under »fuld« Beskæftigelse ved frivillig Tilbageholdenhed fra Arbejdernes og Virksomhedernes Side at undgaa Pris- og Lønstigning, synes ikke bekræftet ved Efterkrigsaarenes Erfaringer. Noget større Ønske om straks at gaa til en almindelig Kontrol med Priser og Lønningerfindes i Danmark og vel heller ikke i andre vestlige Lande, men det er jo ikke udelukket, at man senere vil føle sig tvunget ind paa denne Vej. Foreløbig er saa vidtgaaende Planøkonominæppe og der findes ogsaa en anden Metode, som i alt Fald til en vis Grad kan hjælpe.

I Stedet for at slaa fast, at høj Beskæftigelse i Overensstemmelse en uforanderlig Naturlov fører til Stigning i Priser og Lønninger, hvis det ikke hindres ved Tvang, og at man under Hensyn hertil maa vælge, hvor langt man vil gaa i Beskæftigelsespolitikken, der god Grund til at undersøge, om det ikke er muligt at fjerne eller stærkt formindske Aarsagerne til, at Prisog opstaar allerede før fuld Beskæftigelse. Jeg skal i denne Artikel forbigaa et Par Hovedaarsager, den monopolistiske Prispolitik fra Virksomhedernes Side og den »autonome« (ogsaa monopolistiske) Lønpolitik fra Arbejdernes Side, som sætter ind ved en høj Beskæftigelse, selv om denne mangler en Del i 100 pCt. Om denne Lønpolitik og den direkte Statsregulering af Lønningerne dog nogle korte Bemærkninger i Slutningen af Artiklen. Aarsager, som skal behandles nærmere, er: begrænset faglig og lokal Bevægelighed, manglende Overensstemmelse mellem og Ydelsernes Værdi samt Sæsonsvingninger, hvortil kommer lidt om Nedsættelse af Arbejdseffektiviteten ved høj Beskæftigelsesgrad.

At Spørgsmaalet er betydningsfuldt her i Landet, fremgaar deraf, at vi siden 1945 har haft en gennemsnitlig Arbejdsløshedsprocentpaa 9 og samtidig væsentlige Klager over Arbejdermangelog af »Overbeskæftigelse«. Den nævnte »ikke barberede« Arbejdsløshedsprocent omfatter ogsaa de kortvarigeTilfælde Arbejdsløshed, men det er ikke urimeligt at

medtage disse, da de for stor Del har ramt Personer med mange mindre Arbejdsløshedsperioder, hvad der netop er Forklaringen paa, at de kan bidrage væsentligt til at bringe den samlede Arbejdsløshedi

De danske Arbejdsløshedstal er meget høje sammenlignet med Sverige, Norge og Englands 1-3 pCt. i 1946-50. Noget af Forskellen sikkert paa, at Statistikken her i Landet er mere fuldstændig, navnlig fordi der her gives Understøttelse i betydeligt Perioder end andre Steder, hvad der dog er af større Betydning i Tider med stor Arbejdsløshed. En Beregning af, hvor meget af Forskellen, der skyldes ufuldstændig Statistik, er i høj Grad værd at forsøge. Det afgørende er imidlertid de høje Procenter, der faktisk forekommer i Danmark, at vi her samtidig med en Tilstand, der tillægges en stor Del af den fulde Beskæftigelses kan have en gennemsnitlig Arbejdsløshedsprocent 9, d. v. s. gennemsnitlig omkring 1 Maaned pr. Mand. At denne Arbejdsløshed er meget ulige fordelt, gør det ikke bedre. Formodningen om, at Arbejdsløsheden virkelig er en Del lavere i de andre Lande tyder sammen med en Række rimelige Forklaringer om Aarsagerne til vor store Arbejdsløshed ved »fuld Beskæftigelse« paa en højst ufuldkommen Organisation af det danske Arbejdsmarked, som der maa være Muligheder for at forbedre. f. Eks. ikke de andre Landes Forsikring stiller større Krav om faglig Bevægelighed?

Bevægeligheden paa Arbejdsmarkedet. Hovedaarsagen til samtidigForekomst Arbejdermangel og Arbejdsløshed er manglendeBevægelighed fagligt som lokalt. Danmark har vist nok mere end noget andet Land fastholdt de lavsmæssige Traditioner.Selv den grundige Oplæring betyder meget for Arbejdskvalitetenogsaa Eksporten, og virkelig er mere end traditionelnational er en mere smidig Tilpasning til TeknikkensUdvikling Arbejdsmarkedets Behov dog tiltrængt, Spørgsmaal, som ikke mindst Vedel-Petersen har været inde paa. Man kan bl. a. kritisere, at Drengene allerede fra 14-15 Aars Alderenbindes bestemte Fag, og at denne Tilgang sker ret planløst.Man

løst.Mankan ønske en kortere all-round Uddannelse for ufaglærteogsaa de unge, som vandrer til Byerne efter nogle Aars Arbejde ved Landbruget, kortere Kursus for ufaglærte Specialarbejdereog Uddannelse paa særlige Omraadet for allerede faglærte. Den nuværende Fagdeling er for stiv og ikke revideret i Overensstemmelse med den tekniske Udvikling.

Spørgsmaalet om faglig Bevægelighed er taget op i Rigsdagen, i Arbejdsmarkedskommissionen og mellem Hovedorganisationerne, det bemærkelsesværdige er den langt større Interesse for en positiv Løsning, som nu findes blandt Arbejderne, hvad der bl. a. kom til Udtryk paa en Rundbordskonference, som Dansk Smedeog holdt i Efteraaret 1950 i Fakse Ladeplads med Repræsentanter for de danske Skibsværfter. De vigtigste praktiske Hindringer mod Udligning af Arbejdsbehovet for Tiden paa Udelukkelsen af Arbejdsmændene med den forholdsvis store Arbejdsløshed fra en Række Arbejdsomraader mere eller mindre Arbejdermangel og ofte med Arbejde, som kan varetages eventuelt efter en kortere Optræning, navnlig af Folk, der længe har været knyttet til den paagældende Industri.

De hidtil begrænsede Foranstaltninger bestaar navnlig i Aabning Adgang for ufaglærte til visse »mindre fagligt betonede Arbejder«. Hertil kommer Ordninger, der muliggør en kortvarig Uddannelse af voksne Lærlinge samt Oplæring af et Antal faglærte stærkt efterspurgte Specialiteter. Hovedprincippet i disse Tilfælde er ikke Uddannelse af arbejdsløse, men højere Uddannelse de mest kvalificerede i de lavere Grader med efterfølgende For at faa kvalificeret Arbejdskraft til Skibsværfterne man ogsaa at faa den øvrige Jernindustri til at lade ufaglærte træde i Stedet for faglærte.

I Byggefagene, hvor Produktion og Billiggørelse jo i særlig Grad er hæmmet af de tre Grupper af monopolistiske Organisationer Raastofleverandører, Mesterorganisationer og Fagforeningerfor Række lavsprægede Fag - er Arbejdsmarkedsspørgsmaaleneogsaa Forhandling, bl. a. Vanskelighederne ved at realisere den Billiggørelse, som ny Byggemaader tillader. Men der maa muligvis her længere Tid til at overvinde Modstanden,

hvad der dels kan bero paa, at man er fri for udenlandsk Konkurrenceog et sikkert Marked - for saa vidt Byggestøtten ikke gøres betinget af Rationalisering - og dels at Byggefagene tidligere paa Grund af Efterspørgslens Uregelmæssighed virkelig har været »Kinder der Not« og har lært at værne sig ved monopolistiskOrganisation.

Arbejdernes og deres Organisationers Stilling til Bevægeligheden Arbejdsmarkedet synes baade her i Landet og andre Steder være i væsentlig Grad ændret med den gode Beskæftigelse i Aarene efter Krigen. Hersker der Arbejdsløshed overalt, betyder Overflytning af Arbejdskraft gerne Fortrængning af de hidtidigt beskæftigede og øget Konkurrence og selv ved forbigaaende Knaphed Risiko for senere at blive skudt ud til Fordel for nye og yngre Kræfter. Hvor man i de senere Aar har haft »Flaskehalse«, Eks. i Jernindustrien, kan en Tilgang af de savnede Specialarbejdere medføre en væsentlig Forøgelse af den samlede Beskæftigelse og Produktion.

Ofrene ved at gaa fra en solidarisk Lønpolitik til en solidarisk Beskæftigelsespolitik er nu betydelig mindre. De allerede beskæftigede paa den enkelte Arbejdsplads, som er nærmest til at føle Konkurrencen og den øgede Arbejdsløshedsrisiko, er dog foreløbig mindre villige end den centrale Ledelse, for hvem Hensynet til den samlede Beskæftigelse og Produktion og de politiske spiller en større Rolle. ?vlan kræver, at nytilkomne skal gaa først ved eventuel Arbejdsindskrænkning, et Krav, der dog formentlig kun kan gælde for et begrænset Antal Aar.

For saa vidt angaar Arbejdernes Stilling baade til faglig og lokal Bevægelighed og til Rationalisering af Arbejdsmetoder og Lønsystemer, er det af afgørende Betydning, at der skabes en fornuftigog Forventning om, at der i Fremtiden vil blive opretholdt en høj Beskæftigelsesgrad. At dette vil gælde i en i alt Fald ikke helt kort Periode er ogsaa en Forudsætning for, at det kan betale sig for Virksomhederne og Staten at betale Overgangsudgifterved og ny Oplæring. - Hvor, som i Vesttyskland,Inflationsfrygten levende, synes det paa den anden Side at være en Betingelse for at naa en høj Beskæftigelsesgrad uden

Inflation, at der skabes en Tro paa, at Pengeværdien vil blive opretholdt,saaledes partielle Prisstigninger ikke straks resulterer i Panik og Hamstring, jfr. den interessante Beretning »Die Problematikder fra Verein fiir Sozialpolitik og Gesellschaft fiir Wirtschafts- und Sozialwissenschaftens Møde i Fjor (Duncker & Humblot. 1951).

Tanken om større Anvendelse af Industriforbund eller lignende Organisationsformer støttes nu med Henvisning til, at større Bevægelighed for den enkelte Industri kan hjælpe til Forøgelse Beskæftigelse og Produktion. Paa den anden Side findes der under den nuværende Organisationsform en betydelig Bevægelighed de forskellige Kategorier af ufaglærte inden for Arbejdsmandsforbundets omkring 14 Mill, store Medlemsbestand, som er mest ramt af Arbejdsløsheden, men til Gengæld nu er afskaaret de faglærtes gode Beskæftigelsesmuligheder.

Under de nuværende Boligvanskeligheder vil den faglige Bevægelighed blive begrænset af den lokale Übevægelighed. I visse Tilfælde kan der være Brug for ved offentlig Foranstaltning at hjælpe med midlertidigt at skaffe Bolig til Byggearbejdere eller i særlig Grad at interessere sig for Boligbyggeriet, hvor store nye Virksomheder startes. løvrigt synes der med England som Forbillede være foregaaet en Principforandring med Hensyn til Modvirkning af den lokale Übevægelighed. I Stedet som før at søge at flytte Arbejderne væk fra »depressed areas« i Midtengland, der stødte paa Vanskeligheder, fordi Familiemedlemmer havde Arbejde paa Stedet, eller Arbejderen havde eget Hus eller i alt Fald en Lejlighed, er Planen nu at flytte nye Virksomheder »development areas«, hvor der er rigelig ledig Arbejdskraft, Ledningsnet, kommunale Bygninger o. s. v.

Landsplanlægning for Industriens Udvikling, som af adskillige Grunde er oppe i Tiden, har i Sverige været drevet af Industriens Utredningsinstitut og Arbetsmarknadskommissionen som en fællesRaadgivning Placeringen af et meget stort Antal nye Virksomheder. Gennemførelse af en saadan Raadgivning uden for meget Dobbeltarbejde, Papir og Forhaling kræver naturligvis bebetydeligtTalent.

betydeligtTalent.Det var dog nok tænkeligt, at man kunde finde en bedre Vejledning for Kommunerne, som jo kan øve en Del Indflydelse med Hensyn til Tilflytning af store nye Virksomhederog interesserede i de befolkningsmæssige, økonomiske og financielle Virkninger, end den Vejledning, de lokale Erhvervsraadog nu giver.

Her i Landet antages den vigtigste Del af Spørgsmaalet at angaa saakaldte »Arbejdsløshedsøer« i jyske Byer og Sogne, som under Krigen samlede et stort Antal Arbejdere ved Brændselsproduktion tysk Fæstningsarbejde m. m., Folk, der paa Grund af øget Alder og Familiedannelse nu er blevet mindre mobile. Det er atter her de ufaglærte, det drejer sig om. Metoden maa vel i en vis Udstrækning være at søge at faa dertil egnede Virksomheder til de omtalte »Øer«. Et ikke uvigtigt Spørgsmaal om Beskæftigelse Udnyttelse af Arbejdskraft foreligger paa Steder med Virksomheder, som ensidigt beskæftiger mandlig Arbejdskraft - saasom Staalværket i Frederiksværk -, der begyndte med mange unge ugifte Mænd, som senere hen kan ventes at faa et stort Antal arbejdssøgende Hustruer og Døtre.

Fjernelse af organisatoriske Skranker og Hjælp til ny Uddannelse Lettelse af Flytning til andre Steder i Landet er ikke tilstrækkeligt til at føre til virkelige Bevægelser paa Arbejdsmarkedet. kræves yderligere et Motiv hos Arbejderen: højere Løn, mere tilfredsstillende Arbejde eller Arbejdsvilkaar, sikrere Beskæftigelse - eller i det hele Beskæftigelse for forud arbejdsløse. Er et tilstrækkeligt stærkt Motiv ikke til Stede, sker der intet uden Tvang. Ved Indretningen af Understøttelsesregler og Tilskudsregler Byggeri m. m., kan Staten dog fremskynde Bevægelse uden Tvang mod de enkelte.

De for Tiden mest aktuelle Tilfælde af faglige Bevægelser, har Karakter af Oprykning til højere lønnede Grupper. Hvor Arbejdettidligere været udført af højere lønnede, vil disse for at undgaa Konkurrence være interesseret i, at de ny faar samme Løn, hvad der ogsaa forøger Udsigten til, at de maa gaa først i Tilfælde af Arbejdsindskrænkning. Drejer det sig ved Overgangen til ny Byggemaader om mindre kvalificeret Arbejde, som udskilles fra

Fagenes Omraader, er det dog af væsentlig Betydning ogsaa for det samlede Arbejdes Omfang ikke at modvirke en Billiggørelse. Den Omstændighed, at Overførsel til andet Arbejde normalt sker ved Hjælp af højere Løn, vil med skiftende Efterspørgsels- og Udbudsforhold inden for de forskellige Arbejdsomraader give en Tendens til stigende Pengeløn, men betyder dog kun stigende Prisniveau, f. s. v. Lønforhøjelserne overstiger Produktionsforøgelsen.

Hvor der hersker betydelig Arbejdsløshed, er Muligheden for at faa Arbejde det afgørende Motiv til Overflytning. Er Arbejdsløsheden saa stor, at der blandt de arbejdsløse findes tilstrækkeligt som er egnede til de nye Stillinger, kan Omflytningsmekanismen Vanskeligheder ikke mindst, hvor der maa ske en Oprykning gennem eet eller flere Led. Skal ekspanderende Virksomheder undgaa Arbejdsmangel, maa nogle andre Virksomheder god Beskæftigelse finde sig i at miste Folk, ved at der sker Overbud overfor hidtil beskæftigede Arbejdere.

De Interessemodsætninger, som opstaar inden for henholdsvis Arbejdernes og Virksomhedernes Kreds, stiller store Krav til Arbejdsmarkedspolitikken, a. fordi de nye Omraader med Tilgang behøver at være de i Længden eller fra Statsmagtens Synspunkt mest produktive, men f. Eks. kan være »Askebægerindustrier«, er profitable paa Grund af midlertidige Vanskeligheder som Følge af den øvrige økonomiske Politiks Ufuldkommenheder. De Midler, Staten kan anvende, er bl. a. Arbejdsanvisningen, Paavirkning gennem Støtte til ny Oplæring, Opstilling af Betingelser Støtte til Byggeri og Indgreb i Tilfælde af tydelig monopolistisk Hæmning af Tilgang fra Fagforeningernes Side paa visse lokale eller faglige Omraader eller hensynsløs Afskedigelseseller fra Virksomhedernes Side.

Under fri Konkurrence kan Bevægelighed naas ved Hjælp af Lønforhøjelser, der som Helhed opvejedes af Muligheden for Lønfald. Vil man paa et organiseret Arbejdsmarked opretholde en høj Beskæftigelsesgrad og hindre for stærke Svingninger i Pengelønnen,bliver niere kompliceret. Anvendes for Alvor

Tvang, kan man formentlig naa større og hurtigere Bevægelighed end helt uden Intervention. Hvor stor Bevægelighed man kan opnaai Samfund, som ikke anvender Arbejdstvang og lignende haardhændede Midler, men kun de i forrige Stykke nævnte Midlerog dertil svarende, er ikke godt at sige. Overvindelse af Særinteresser og nedarvede Vaner hos specielle Grupper af Arbejdereog maa sikkert til, hvis man skal naa høj Grad af Effektivitet. I et Samfund med Arbejdsløshedsforsikring og Organisationernes Modstand mod saavel opad- som nedadgaaendeLøntilpasning nye og kraftige Midler blive nødvendigefor sikre Bevægeligheden. Alene ud fra et snævert financieltSynspunkt det betale sig at give betydelige Beløb ud til Oplæring, Flytning og Tilvænning til nyt Arbejde.

Ordningen af Arbejdsløshedsforsikringen maa antages at spille en Rolle, og en Tilpasning af den danske Forsikrings Regler, som navnlig er udbygget i Tider med stor og langvarig Arbejdsløshed, Programmet høj Beskæftigelse synes ikke urimelig. Maksimum for Understøttelse 4/s af Fagets eller Faggruppens gennemsnitlige er meget højt sammenlignet med de fleste andre sociale Ydelser, og kan faa Betydning for lavtlønnede med stor Familie. Hvis man som i England afløser Arbejdsløshedsforsikringens med almindelige Børnebidrag, vil det være muligt uden at forringe Stillingen for saadanne Forsørgere at give ogsaa dem en væsentlig økonomisk Tilskyndelse til at søge anvist Arbejde. Adgangen til at faa Understøttelse fra Arbejdsløshedskasse, og ekstra Understøttelse fra denne, d. v. s. Understøttelse næsten hele Aaret, svarer heller ikke til en aktiv Produktionspolitik ved høj Beskæftigelsesgrad, jfr. Afskaffelsen Arbejdsløshedsunderstøttelse i Rusland i 1930. Endelig kan der ved fremtidige Revisioner af Arbejdsløshedsloven være Grund til at overveje en Overgang til en Statsforsikring omfattende Fag i Overensstemmelse med den Tendens, som gør sig gældende i andre Lande. Herved vil man faa den nærmeste Kontakt Arbejdsanvisningen og den øvrige Arbejdsmarkedspolitik.

Lønrelationerne. Den anden Hindring mod samtidig at naa en høj Beskæftigelsesgrad og undgaa et opadgaaende Pres paa Pengeløn og Priser, er Relationer mellem Lønhøjden for forskellige Kvaliteter Arbejde, der ikke svarer til Arbejdets Værdi i Produktionen. Lønnen ganske vist kun er et af de Forhold, som paavirker Udbud og efterspurgt Mængde af Arbejde, er den dog en ret afgørende Faktor. En Lønforhøjelse vil modvirke Arbejdermangel ved at begrænse Efterspørgslen efter paagældende Arbejde og i iUmindelighed ogsaa ved at stimulere Udbudet. En Lønsænkning for bestemte Arter af Arbejde maa ventes at have de modsatte Virkninger og altsaa virke til at bringe Overensstemmelse mellem Udbud og Efterspørgsel, hvor der hersker 81. a. fordi en hurtig Regulering af Udbudet antagelig i Reglen vilde kræve forholdsvis store Lønbevægelser, som det senere kan være svært at komme bort fra, og Lønsænkning Reglen er praktisk udelukket, synes andre Midler til at fremme Bevægeligheden mere praktiske i det korte Løb. Udfra en Velfærdsbetragtning kommer man iøvrigt (med de sædvanlige Reservationer m. H. t. Kompensationsmuligheder mellem Særinteresserne) at det er fordelagtigt, at der ikke er Mangel paa særlig efterspurgte Arter af Arbejde, men at Lønnen er saa høj, at de reserveres for de stærkest efterspurgte Anvendelser, og paa den anden Side, at Lønhøjden ikke hindrer fuld Anvendelse af de svagere efterspurgte Arter af Arbejde.

En Skævhed i Lønrelationerne kan bero paa ensartet Timeløn for alle Arbejdere i et Fag, uanset hvor meget og hvor godt Arbejde præsterer. Presses Efterspørgslen op, saa der bliver Arbejde til de daarligste, kommer Varepriserne til at svare til Betalingen for disses smaa Præstationer. Virksomhederne faar da en Fristelse til at give Sortbørslønnniger til de mere kvalificerede. Og resulterer dette i en almindelig Lønstigning, maa den samlede Pengeefterspørgsel sættes op for stadig at holde de mindst kvalificerede Arbejde. Større Anvendelse af Akkord vil bidrage til bedre Overensstemmelse mellem Lønnen og Arbejdets Værdi. Det vil ogsaa her være af stor Betydning overalt at inddrage Dyrtidstillæggene Akkordsatserne.

Noget tilsvarende kan siges m. H. t. de forskellige Fag. Lønrelationerne disse er jo gennem en lang Aarrække kun blevet ufuldkomment tilpasset, da Afgørelserne i saa stort Omfang udskydes til generelle Overenskomster eller offentlige Kendelser, begge med ringe Tid og Mulighed for nøje Tilpasning af Relationerne. Lønrelationerne ikke til Efterspørgslen, skaber man Arbejdsmangel i de øvrige Fag, naar man ved Hjælp af udifferentieret Penge- og Finanspolitik vil sætte de svageste Fag i Gang.

Hvor man har tilbageholdt Inflation paa Arbejdsmarkedet, d. v. s. tilstrækkelig samlet Efterspørgsel til at give næsten fuld Beskæftigelse, og Lønstop, opstaar der »skæve« Lønrelationer, hvad der betyder, at Arbejdet ikke sættes ind, hvor Borgerne i højest Grad ønsker det, og at den samlede Nationalindtægt forringes, man ved Beregningen vurderer de enkelte Varer i Forhold til de (relative) Priser, Folk vilde give for dem. Skæve Lønrelationer med deraf følgende skæve Varepriser kan iøvrigt paa et organiseret Arbejdsmarked bestaa saa vel ved høj som ved lav almindelig Beskæftigelsesgrad. De umiddelbare, maaske ikke særlig iøjnefaldende Følger er ulige Grad af Arbejdermangel med dertil hørende Løn- og Prisspændinger eller ulige Arbejdsløshed forskellige Omraader.

Da der med Nutidens Organisationsforhold ikke er store Muligheder at nedsætte Pengelønnen inden for noget væsentligt Omraade, maa en Tilpasning af Lønrelationerne som Overgangsfænomen medføre Forøgelse af den samlede Pengeløn, men bliver den fremtidige Tilpasning bedre, fjernes en varig Kilde til Stigning i Lønninger og Priser. Det er iøvrigt svært at sige, hvor stor en Tendens til stadige Prisstigninger en fortsat opadgaaende af Lønrelationerne vil medføre, og i hvilket Omfang den kan opvejes af stigende Produktivitet.

Paa samme Maade som med Hensyn til Bevægeligheden vil Tillidtil af en varig høj Beskæftigelse svække ArbejdernesGrunde at gaa imod Tilpasning af Lønrelationerne. Aftalerom af nogle Lønninger, uden at alle andre derefterforlanger samme Forhøjelser, kan da lettere indgaas. Arbejdernevil

bejdernevili saa Tilfælde heller ikke have Grund til at frygte, at Overgang til Akkord eller anden Belønning for højere Præstation skal skabe Arbejdsløshed. Naar Arbejderorganisationernes Ledelse opdager, at Pengelønstigning uden tilsvarende Forøgelse af Produktionenkun den samlede Arbejderklasse begrænset Fordel,vil indse, at baade Løn efter Præstation og Fjernelse af skæve Lønrelationer mellem Fagene kan være i alle Parters Interesse.Men og til Gennemførelsen er sikkert et langt Skridt paa Grund af indre Interessemodsætninger og Modstand hos de Grupper, Tilpasningen maa gaa ud over. En særlig Vanskelighedligger at en Tilpasning af Lønrelationerne mellem faglærteog i Overensstemmelse med den relative Knaphed vil gaa imod den hidtil praktiserende »solidariske Lønpolitik«.Til vil den passe bedre til en »solidarisk Beskæftigelsespolitik«.Ogsaa Arbejdsgiverne vil en Tilpasningstøde Interessemodsætninger, idet nogle har haft deres Arbejdskraft til relativt billig Pris. Navnlig synes der at være en organisationsmæssig Ængstelighed mod, at Produktionspræmier o. lign. skal føre til en almindelig Forhøjelse af Niveauet. En anden væsentlig Vanskelighed opstaar, hvor Konkurrence med Udlandet har bidraget til at holde Lønnen lavere i Import- og Eksportfag end i Hjemmemarkedsfag.

Vil man ikke gaa til en detailleret Regulering, kan Staten næppe gøre meget andet for at bringe Harmoni i Lønrelationerne end at skabe en solid Forventning om en varig høj Beskæftigelse, vejlede sætte et Pres ind, hvor Forsikringslovgivning, Støtte til Byggeri og andre Statsforanstaltninger giver Lejlighed hertil, samt ved Indgriben i Konflikttilfælde, hvor dette er muligt, ogsaa lade sine egne Synspunkter paavirke Afgørelserne.

Sæsonudligning. Det tredie Middel - Sæsonudligningen - adskiller fra de to foregaaende, ved at Arbejdsløsheden og Arbejdermanglen er samtidig. Men de ligger saa nær hinanden, at en Udligning er mulig. En væsentlig Del af Danmarks høje Arbejdsløshedsprocent - som altsaa er reel - beror paa stor Svingning Sæsonbeskæftigelse i Byggeri og Landbrug.

Da man, som det med Rette har været fremhævet adskillige Gange overfor Byggehaandværkernes Mistro m. H. t. Vinterbyggeri, kan bygge i Malmø og Helsingborg paa Aarstider, hvor man her i Landet holder sig tilbage, er det ikke Vejrforholdene, som nødvendiggør stor Vinterarbejdsløshed i det danske Byggeri. Forklaringen ligger vel foruden i lavsmæssig Tradition i, at man under foregaaende Perioder med utilstrækkelig Beskæftigelse i Forhold til Arbejdertallet har vænnet sig til at henlægge Arbejdet den gode Aarstid. Paa et Omraade, hvor Staten yder saa stor Støtte, maa der dog være de bedste Muligheder for en Rationalisering, jo ogsaa er i Gang. En Betingelse for Helaarsarbejde ikke mindst være jævn Beskæftigelse Aar efter Aar.

Det andet alvorlige Sæsonomraade er Landbruget paa Grund af de store Svingninger i den vegetabliske Produktion og den store Anvendelse af ikke-fast Arbejdskraft. Landdistrikterne er desuden ramt paa Grund af meget Jordarbejde og Smaabyggeri. Udgangen af Januar og Februar i Aar var af 100.000 arbejdsløse, de 50.000 i Landkommunerne. Vi savner her i Landet den Lejlighed til Skovarbejde om Vinteren, som findes i Norge og Sverige. Det har været forsøgt at sende danske paa Skovarbejde disse Lande, men paa Grund af de store Krav, dette Arbejde stiller til Begyndere, er denne Udvej næppe af stor Betydning. Aarsansættelse bliver muligvis mere almindelig under Mekanisering, men ved Siden af maa man regne med, at navnlig de større Gaarde vil være interesseret i Anvendelse af mange Sæsonarbejdere, som vanskeligt har andre Muligheder uden for Sæsonerne end at gaa paa Understøttelse eller vandre til Byerne, disses Rigelighed paa ufaglærte forøges, samtidig med at Landbruget kommer til at savne Folk næste Sommer. I gamle Dage var Landbruget nødt til at sørge for de fleste af sine Folk ogsaa om Vinteren og derfor ogsaa interesseret i at udnytte deres Arbejdskraft bedst muligt Aaret rundt.

Da Eksistensen af Arbejdsløshedsunderstøttelse har ændret Forudsætningerne,kan ikke vente, at en rimelig Tilstand kan opstaa uden yderligere Foranstaltninger fra Statens Side; men det er ikke let at sige, hvad der er mest praktisk at foretage. Det skal

blot nævnes, at alene Muligheden for at spare Understøttelse vil give Staten (og Arbejdsløshedskasserne) en Interesse i at sætte Vinterarbejde i Gang med et mindre Tilskud. Der kunde ogsaa være Tale om gennem særlige Forsikringsbidrag (eventuelt Afgiftpaa eller Tvang eller Tilskyndelse til at slutte Helaarskontrakter at lade Landbruget betale for at holde en stor übenyttet Reserve om Vinteren. Undervisning, Landbrugernes Militærtjeneste og offentligt eller offentligt støttet Arbejde paa Landet bør desuden i størst mulig Udstrækning foregaa paa de mindre travle Aarstider, og navnlig maa der være Mulighed for at frigive Arbejdere i de korte, særlig travle Sæsoner. Det maa

- ogsaa indenfor andre Erhverv - synes i alle Parters Interesse i
størst mulig Udstrækning at tilpasse Regler om Arbejdstid og
Betaling til de skiftende Arbejdsbehov.

Arbejdsdisciplin m. m. Foruden de foran nævnte Aarsager til Fordyrelse af Arbejdet ved høj Beskæftigelsesgrad, herunder navnlig at Übevægelighed skaber Flaskehalse, og at manglende Tilpasning af relative Lønninger efter Arbejdernes Kvalitet medfører, de mindst effektive bliver afgørende for Prisdannelsen, samt Arbejdsspildet ved Sæsonarbejde, nævner man paa Grundlag af Efterkrigsaarenes Erfaringer manglende Disciplin, Absenteisme, daarlig Udnyttelse af Arbejdstiden og »Flakkeri«. Det indrømmes dog, at andre Aarsager end den høje Beskæftigelse her har været medvirkende, jfr. Arne Lunds Fremstillinger i Industriberetningerne Efterkrigsaarene og i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Hidtil har Frygten for ikke at faa Arbejde efter en Afskedigelsevirket. beskæftigelsesmæssige Forudsætninger kræver nye Metoder til Fremme af Arbejdseffektiviteten. Som før nævnt kan man paa den anden Side vente, at Arbejdernes Modstand mod Løndifferentiering og arbejdsbesparende Rationalisering vil indskrænkesstærkt, Frygten for, at større Produktion skal skabe Arbejdsløshed, forsvinder. Hvis Beskæftigelsen som Helhed er sikker, og Arbejderne derved kollektivt bliver interesseret i at sætte Produktionen op, bliver de ogsaa snarere interesseret i at gaa med til, at der holdes Justits over for Forsømmelser og Forstyrrelserpaa

styrrelserpaaArbejdspladsen. Samarbejde mellem Parterne og
Arbejdernes Indflydelse paa Arbejdsforholdene kan - heldigt gennemført
virke i samme Retning.

Teoretiske Slutbemærkninger. Ved Bekæmpelse af Arbejdsløshed den Størrelse, man havde i 30'erne, eller af gallopperende Inflation er den almindelige Pengepolitik utvivlsomt helt afgørende, en Teori, der nøjes med udifferentierede »totale Kategorier«, her i høj Grad vejledende. Inden for Omraadet 3-5 op til 10-15 % gennemsnitlig Arbejdsløshed er der derimod en Fare for, at udifferentierede Teorier kan virke som Lygtemænd, der lokker Folk i den ene eller den anden Grøft. Vil man bremse opadgaaende Tendenser i Priser og Indtægter, laver man Arbejdsløshed; søger man ensidigt at fremme Beskæftigelsen, forstærker nævnte Stigningstendenser. Forholdet kan anskueliggøres ved en Figur, hvad jeg dog skal undlade ved denne Lejlighed, saa meget mere som Læsere, der har fulgt, hvad der foran er sagt om manglende Bevægelighed, skæve Lønrelationer og sæsonmæssigt samt Antydningerne om Monpolismen paa Vare- og Arbejdsmarkedet, vil forstaa, hvorledes Modstanden og dermed Omkostningerne ved stigende Efterspørgsel vokser stærkere stærkere, efterhaanden som man nærmer sig den fulde Beskæftigelse. Uden for det omtalte Beskæftigelsesinterval er Bevægelsen ensidig: alene Stigning i Produktion og Beskæftigelse ved de store Arbejdsløshedsprocenter og alene Stigning i Priser og Pengeindtægter ved den nærved fulde Beskæftigelse. Inden for Intervallet bliver imidlertid Arbejdsmarkedets Struktur samt Monopolgraden Arbejds- og Varemarked afgørende for, i hvilket øget total Efterspørgsel giver Forøgelse i Beskæftigelses og Produktionsretningen eller i Priser og Lønninger. En samtidig Bekæmpelse af Tendenserne til Arbejdsløshed og Inflation derfor her naas ved at ændre Arbejdsmarkedets Struktur, v. s. ved at formindske Omkostningskurvens Stigning ved de højere Beskæftigelsesgrader.

Hvad der er behandlet i denne Artikel, hører til de »smaa Midler«i
og Stabiliseringspolitikken og til den Del af

disse, der vedrører Arbejdsmarkedet. Ved Anvendelsen af Hovedmidlerne,Finans og Kreditpolitik, maa det gælde om at sætte en saadan Købekraft ind, at Detailreguleringens Ulemper kan reducerestil mindst mulige. Andre større Midler er Modvirken af monopolistisk Politik baade paa Varemarkedet og paa Arbejdsmarkedet.Det drejer sig om de »autonome« Forhøjelser af Pengelønnen, som gennemføres, selv om der bestaar eller derved opstaar en mere end minimal Arbejdsløshed. Dette Spørgsmaal er betydningsfuldt og vanskeligere og mere klasse-ideologisk betonet end de foran behandlede Spørgsmaal, ikke mindst her i Landet, hvor de afgørende Spørgsmaal om autonome Lønforhøjelser angaarsamtlige under eet. Ved Afgørelsen af de i denne Artikel omtalte Spørgsmaal om at udligne Arbejdsløshed paa et Omraade med Arbejdermangel paa et andet er der derimod saavelArbejder som Arbejdsgiverinteresser paa begge Sider. Behandlingenkan faa en mere fredelig og teknisk Karakter.

Hvis Finans- og Kreditpolitikken bliver differentieret, bliver der Mulighed for at indskrænke Anvendelsen af de foran behandledeMidler Forhindring af samtidig Arbejdsløshed og Arbejdermangel.Imod vidtgaaende eller varig Differentiering m. H. t. Stimuleringen af de forskellige Erhvervsomraader kan dog anføres, at en Tilpasning af Produktionen til Produktionskræfternesøjeblikkelige i Stedet for til Efterspørgslens Fordeling er i Strid med almindelig anerkendte økonomiske Velfærdsprincipper.Metoden dog anvendes som midlertidig Udvej,navnlig Overflytning af Produktionskræfter ikke bremsesfor Man kan da, som man har været inde paa i den svenske Diskussion, gaa frem i to Tempi (jfr. Artikler af Gosta Rehn, Rudolf Meidner, Erik Lundberg og Bent Hansen m. fl. i »Tiden«, 1948 og »Ekonomisk Tidskrift«, 1950 samt LandsorganisationernesSamling Artikler »Lonepolitiken under debat«, 1950). Man kan enten gøre det almindelige Efterspørgselspres svagere og derefter paa de Omraader, hvor der bliver væsentlig Arbejdsløshed tilbage, sætte ind med Tilskud, offentlige Arbejder eller andre Foranstaltninger af en ekstraordinær 0% relativt gammeldagsKarakter, som ikke maa modvirke en

tiltrængt Flytning. Eller man kan omvendt i Almindelighed føre en ekspansionistisk Politik, men samtidig søge midlertidigt at bremse ved Særbeskatning o. lign. paa Omraader med Arbejdermangel.

Af stor Betydning er det i alt Fald, at de forskellige politiske Maal og Midler samordnes, saa de ønskede Resultater naas uden overflødig Regulering og Modregulering, og at de forskellige Administrationsgrene virker for hver sit Formaal imod hinanden.