Det er ikke hensigten med denne artikel at komme ind på en redegørelse historisk art for forholdet mellem centralbankerne og staten op gennem tiderne. Det begrænsede formål er at give en belysning af den særlige udvikling på dette område, som har fundet i den senere tid, og at drage visse slutninger heraf med hensyn til samarbejdet mellem de statlige myndigheder og centralbankerne.

De tider, da guldmøntfoden herskede, og den næsten automatiske af valutaforholdene mellem landene fandt sted ved guldets bevægelse fra land til land, er forbi. Man kan vel sige, at denne liberale tidsalder ophørte under den første verdenskrig fra 1914-18. Ganske vist blev der gjort forsøg på at genoplive den tidligere tilstand i 20'erne og 30'erne, men det blev kun kortvarigt for de fleste europæiske lande, og den sidste verdenskrig har - i hvert fald som det ser ud i dag - helt gjort op med det gamle system.

Vi lever ikke længere under guldmøntfod, men under papirfod, og de krav, der stilles til pengepolitiken, må derfor ses under andre synspunkter end tidligere. Guldet er ikke længere det regulerende element i pengepolitiken, og centralbankernes guldbeholdning må i vore dage betragtes alene som en større eller mindre valutareserve.

I den danske lov af 1936 om Danmarks Nationalbank hedder det bl. a., at bankens opgave er »at opretholde et sikkert pengevæsenher landet«, og i almindelighed vil man finde noget lignendebestemmelser de regler, som gælder for andre centralbanker.Denne for centralbanker er ikke forandret

ved overgangen fra guldmøntfod til reguleret papirfod, men midlernemå
være andre.

Man kan vel sige, at prisniveauet er det afgørende for et sikkert pengevæsen, og det centrale i en seddelbanks virksomhed må derfor som før være at modvirke de tilstedeværende tendenser til ændringer i prisniveauet. Ved sin kreditpolitik må banken søge at påvirke købeevnen i den retning, der virker stabiliserende på prisniveauet. tendenser til prisstigning er der næppe grund til at tage noget forbehold, for tendenser til prisnedgang bør det fremhæves, sådanne tendenser kan være et led i en naturlig udvikling gennem bedre organiseret og billigere produktion, og sådanne tendenser naturligvis ikke modarbejdes. I hvilken grad prisnedgang en stærk højkonjunktur skal modarbejdes af centralbanken blive et konkret spørgsmål i det enkelte tilfælde, men hvis prisnedgangen er led i eller begyndelsen til en egentlig depression, centralbanken søge at modarbejde den.

I tidligere tider var prisudviklingen i et land ikke særlig påvirket statens økonomiske politik, men dette er nu i høj grad tilfældet alle lande. Med den udvikling af statens virksomhed på snart sagt alle økonomiske områder, som nu er almindelig, vil en isoleret politik fra centralbankers side ikke være tilstrækkelig. Ved sin udgiftspolitik, skattepolitik og udlånspolitik påvirker staten i høj grad købeevnen og prisudviklingen i et land, og bestræbelserne at holde et stabilt pengevæsen må derfor være en fælles opgave for staten og centralbanken.

I denne sammenhæng vil der være grund til at lægge vægt på den udvikling, som har fundet sted i forholdet mellem centralbankerne staten, ikke mindst i den seneste tid. Typen på en seddelbank i ældre tider var en privat bank med privilegier med hensyn til at udstede sedler. Efterhånden blev seddeludstedelsesretten reglen samlet i en centralbank, men denne havde private aktionærer, som skulle have udbytte af deres aktier, og som derfor havde ledelsen af banken eller i hvert fald hovedindflydelsen.

Udviklingen med h. t. statens stigende indflydelse på centralbankerne
fulgt to hovedlinier: i) udvidelse af statens ret til at udnævne
ledelse og 2) elimination af de private aktionærer.

Det måtte være en naturlig ting i den udvikling, der foregik, at staten efterhånden fik større indflydelse på, hvem der skulle styre centralbanken, og at de private aktionærers indflydelse på dette område blev trængt tilbage. På dette område foregik der i længere årrækker betydningsfulde ændringer med hensyn til centralbankernes Når der tillige blev fastsat regler med hensyn til aktieudbyttets størrelse, var der ikke megen indflydelse tilbage for aktionærerne, og selv de berømte »200 største aktionærer« i »Banque de France«, som ofte blev anklaget for at dirigere bankens efter deres egne interesser, havde næppe megen virkelig hvad bl. a. også Axel Nielsen har bemærket i sin »Bankpolitik.«

Selv om aktionærernes virksomhed i en centralbank efterhånden var begrænset til at hæve et på forhånd fastsat udbytte, kunde det dog tænkes, at bankens politik i nogen grad blev bestemt af hensynet at fremskaffe et sådant udbytte. Det er derfor forståeligt, at der i den seneste tid er lagt vægt på den anden hovedlinie i udviklingen, af de private aktionærrettigheder, hvor sådanne fandtes. Efter krigen har man i adskillige lande, således eks. i England, Frankrig og Norge »nationaliseret« centralbankerne, aktierne er overtaget af staten. I Danmark blev i 1936 de private aktionærer i Nationalbanken udløst, idet de efter overenskomst i stedet for de gamle aktier fik fast forrentede obligationer, efterhånden afvikles ved udtrækning. Samtidig blev der fastsat nærmere regler for rigsdagens og statens indflydelse på banken ved valget af dennes ledelse.

Man må gå ud fra, at den her skitserede udvikling vil fortsættes, således at man i fremtiden kan regne med, at centralbankerne i deres pengepolitik vil være helt uafhængige af private interesser, og dette må betragtes som et betydeligt fremskridt. Et andet spørgsmål er, om staten vil benytte sin indflydelse på centralbankerne efterhånden helt at overtage disses ledelse og derved gøre bankerne alene til et redskab i regeringens hånd.

Selv om statens økonomiske politik i vore dage, som foran
nævnt, er så omfattende, at dens indflydelse på købeevnen i befolkningenog
på den pengepolitiske udvikling er en megetbetydningsfuld

getbetydningsfuldfaktor, må det anses for tvivlsomt, om den til enhver tid værende regering i et land alene kan være leder af pengepolitiken. De pengepolitiske opgaver er af en så speciel karakter,at næppe kan tænke dem varetaget på rette måde, medmindre der findes et særligt institut, som på en mere selvstændigmåde tage stilling til de problemer, der opstår. Dette spørgsmål vil blive nærmere berørt i det følgende, når de midler, der kan bringes til anvendelse i pengepolitiken, behandles.

VALUTAKURSERNES FASTSÆTTELSE

Det vil være praktisk først at omtale et meget betydningsfuldt spørgsmål i et lands pengepolitik, nemlig værdien af et lands valuta i forhold til andre landes valuta. Dette forhold fastsættes gennem valutakurserne. Medens disse kurser tidligere normalt bevægede sig lidt op og ned i det spillerum, som guldpunkterne gav, lever vi nu i en tidsalder med »faste« valutakurser, d.v. s. kurser, som fastsættes af myndighederne. Fastheden er dog i høj grad relativ, idet devalueringer og revalueringer (meget sjældne) forandrer forholdet mellem de forskellige valutaers værdi.

Hvis et lands prisniveau på grund af landets indre økonomiske politik er blevet så højt, at dets eksport på grund af priserne vanskeliggøres, importen øges, kommer spørgsmålet om devaluering landets valuta op. En lavere værdi af landets valuta vil gøre importen dyrere og derved tendere til at gøre denne mindre, og eksportvarer vil bedre kunne konkurrere i udlandet, når den fremmede valuta giver et større beløb i indenlandsk valuta. må dog være klar over, at en devaluering ikke på nogen måde skaber nye værdier for et land, den er et svaghedstegn, og skal den bidrage til at give ny balance, må man lade den tendens til prisstigning, som kommer, virke til nedsættelse af forbruget. Hvis man lader købeevnen i landet stige, så forbruget kan holdes uændret - og der vil være et stærkt pres fra mange sider i den retning - nytter devalueringen intet. Man opnår da kun efter kortere tid et endnu højere prisniveau og derfor de samme eller endnu større vanskeligheder.

Revaluering af et lands valuta kan foretages som et værn mod prisstigning udefra på de varer, som landet skal indføre. Når de udenlandske valutaers værdi er mindre i landets valuta, bliver den indenlandske pris lavere. En revaluering vil give eksporterhvervene priser og vil derfor normalt modarbejdes af disse erhverv, i særlige situationer kan revaluering være en nyttig foranstaltning.

Devaluering og revaluering af et lands valuta er et så stærkt indgreb i landets økonomiske liv, at beslutning herom kun kan træffes af landets højeste myndigheder, regeringen eventuelt rigsdagen. kan og bør vel være regeringens sagkyndige rådgiver, men kan ikke have beslutningsmyndighed. Derimod må det være centralbankens opgave gennem sin pengepolitik at medvirke at prisudviklingen efter en devaluering ikke ophæver det resultat, som det var tilsigtet at opnå.

Hvis et land devaluerer sin valuta, kan det kun give den tilsigtede for så vidt andre lande ikke devaluerer tilsvarende. 1930'erne havde man i Europa, hvad man næsten kan kalde en devalueringskrig mellem landene. Det gav naturligvis en udpræget almindelig økonomisk usikkerhed, og da verdens økonomiske skulle ordnes efter den sidste verdenskrig, blev spørgsmålet om en international institution til regulering af valutaforholdene taget op. Resultatet blev, at »Den internationale oprettedes med det formål at stabilisere valutaforholdene landene og regulere eventuelle ændringer. Fonden har sit sæde i Washington og begyndte sin virksomhed i 1946.

I »Den internationale Valutafond«s formålsparagraf hedder det bl. a., at formålet er »at fremme stabiliteten i vekselkurserne, opretholdeordnede på valutamarkederne og undgå konkurrerendevalutadeprecieringer«. kan gennem de af medlemmerne indbetalte kvoter give kortfristede »valutalån« til medlemmer, for at disse kan vinde tid til ved indenlandske foranstaltningerat den fornødne balance i valutaforholdene.Lånet på den måde, at det medlem, der ønsker et andet lands valuta, »køber« denne ved at indbetale beløbet i

sin egen valuta. Jo større købet er i forhold til medlemmets egen kvota, jo større afgift (rente) betales der, og renten er stigende med lånets varighed. Hensigten hermed er, at medlemsstaterne skal være interesserede i, at lånene tilbagebetales forholdsvis hurtigt.

Ved valutafondens start blev der for de enkelte medlemmer fastsat såkaldte parikurser, som skulle godkendes af fonden, og denne kurs kan ikke ændres uden samtykke eller i hvert fald forhandling fonden. Det hedder i fondens statutter, at et medlem må stille forslag til fonden om ændringer i parikursen, hvis det sker for at »correct a fundamental disequilibrium«. Hvis forslaget om ændring ikke overstiger 10 %, kan fonden ikke forkaste overstiger forslaget derimod 10 %, kan fonden godkende forkaste forslaget.

Der blev stillet store forventninger til valutafondens muligheder at bidrage til stabile valutaforhold, men forventningerne er i hvert fald foreløbig ikke gået i opfyldelse, og man har vistnok til at tvivle på fremtiden. De valutasvage medlemmer i fonden optog så hurtigt, det lod sig gøre, deres lån, men tilbagebetalingerne ikke svaret til forventningen. Den engros-devaluering de fleste af de europæiske valutaer med sterling i spidsen, foregik i september 1949 med nedsættelser på 30,5 % for mange lande, viser også, at valutafonden ikke magter en vanskelig Englands devaluering var åbenbart en aftale med U. S. A. uden om fondens styrelse, og for de landes vedkommende, som i panik styrtede til med forslag om devaluering i samme forhold som England, havde fondens ledelse hverken tid eller midler til undersøgelse og forhandling, før tilslutning til devaluering givet.¹

---

1. Forfatteren af denne artikel deltog i valutafondens møde i Washington i 1949, umiddelbart før devalueringen fandt sted. Mødet sluttede den 16. september, og først samme aften ved midnatstid blev det bekendt, at England den 18. september ville devaluere med 30,5 %. Selv de lande, der havde medlemmer i fondens styrelse (undtagen U.S.A.), vidste intet før dette tidspunkt. Godkendelse »forslag« til devaluering blev automatisk foretaget i styrelsens møder lørdag den 17. og søndag den 18. september.

CENTRALBANKENS VIRKEMIDLER

Vi skal nu se på de midler, centralbanken kan anvende i sin pengepolitik imødegåelse af inflation eller depression. Centralbanken kan ikke ved sin pengepolitik direkte påvirke indkomster og købeevne derved efterspørgslen, den må virke gennem kreditpolitiken. kan derimod ved sin budgetpolitik, skattepolitik, eventuelt direkte påvirke efterspørgslen.

Gennem sin politik må centralbanken altså under inflation søge at begrænse sin kredit, under depression søge at udvide denne. Vi har levet så længe under inflation og inflationistiske tendenser gennem og efterkrigstidens år, at vi næsten er tilbøjelige til alene at se centralbankens opgave som en begrænsning af kreditten og denne tilstand vil måske vare længe endnu - men det er klart, at under andre forhold melder den modsatte opgave sig. Det må dog bemærkes, at centralbankens virkemidler som hovedregel egner sig bedre for kreditstramning end for kreditudvidelse.

Hvis en centralbank foretager direkte udlån til kunder, kan en kreditstramning udøves direkte over for sådanne kunder, men det må naturligvis være begrænset, hvor stærkt man kan gå frem over for en sådan i reglen begrænset del af bankkunder. I øvrigt går centralbankerne, selv i mindre lande, mere og mere bort fra direkte og en påvirkning må derfor udøves gennem de private pengeinstitutter eller over markedet for køb og salg af værdipapirer.

Det klassiske middel for centralbankerne til kreditstramning er diskontopolitiken. Ved en højere diskonto bliver pengene dyrere, og kreditten skal derigennem formindskes. Nu er det et spørgsmål,hvorledes sådan højere diskonto sætter sig igennem i det almindelige renteniveau, og i hvilket omfang en højere rente begrænserkravene kreditydelse. Disse spørgsmål diskuteres indgåendei teoretiske bankpolitik. Hvad det sidste spørgsmål angår, er det vel nok sådan, at under en stærk opgangsperiode med udsigt til stigende priser vil en højere rente i visse tilfælde ikke formindske tilbøjeligheden til at låne penge, men i almindelighed

må det antages, at en fordyrelse af lånte penge til opretholdelse af
lagre og til nye investeringer vil påvirke kravet om kredit.

Men hvorledes sætter diskontoforhøjelsen sig igennem? Ja, hvis de private banker har betydelige lån i centralbanken ved rediskontering veksler eller ved belåning af værdipapirer, bliver sådan umiddelbart dyrere, og bankerne må derfor sætte renten Der er imidlertid en stærk tendens overalt til, at de private banker gør sig uafhængige af centralbanken og skaffer sig udlånsmuligheder gennem deres indlån og den mulighed, som de har til at skabe kredit igennem deres udlån (ved check- og clearingsystemer). Der kan dog være et sådant samarbejde på pengepolitikens område mellem centralbanken og de private banker, disse er tilbøjelige til at følge centralbankens linie, selv om de ikke økonomisk er tvunget dertil, og der er ingen tvivl om, at et sådant samarbejde har udviklet sig i mange lande, hvad der naturligvis høj grad styrker centralbankens indflydelse.

Som et middel for centralbanken til at få en diskontoforhøjelse til at påvirke renteniveauet kan den anvende salg af fonds i markedet market operations). Ved sådanne salg påvirkes fondsmarkedet, der fremkommer tendens til kursnedgang, altså til højere rente. Desuden påvirkes bankernes likviditet, idet de enten selv er købere på fondsmarkedet eller må se deres indskydere trække penge fra bankerne til køb af obligationer. Gennem den mindre likviditet må bankerne være mere tilbageholdende med udlån og derfor sætte udlånsrenten op. Den formindskede likviditet bankerne ved centralbankens salg på fondsmarkedet forudsætter at bankerne ikke ved rediskontering af veksler og belåning obligationer i centralbanken skaffer sig nye midler, som dækker formindskelsen. Centralbanken må derfor holde igen på disse områder, og den højere diskonto vil også gøre sådanne lån dyrere, så tilbøjeligheden til lån vil gå tilbage. I almindelighed vil centralbanken dog ikke helt kunne ophøre med långivning til bankerne, sådanne lån kan bidrage til en vis udligning mellem de mere og mindre likvide banker, så det forøgede pres virker mere på hele banksystemet. Ved sådanne udlån vil det dog være naturligt, centralbanken nedsætter lånegrænsen for værdipapirer, så

bankerne derved tvinges til at søge deres likviditet forbedret på
anden måde.

Som middel til at lægge pres på markedet vil centralbanken naturligvis kunne anvende salg af obligationer uden en forudgående samtidig diskontoforhøjelse, hvis man mener det mindre at sådan forhøjelse foretages. Open market operations forudsætter, at centralbanken er i besiddelse af tilstrækkelige mængder af salgbare obligationer. For de fleste centralbankers vedkommende er dette sikkert tilfældet i vore dage, da verdenskrigens har medført meget store beholdninger af statsobligationer.²

De private bankers udlånsmuligheder er begrænset af de regler, som gælder for deres pligt til at holde bestemte kassereserver. I de allerfleste lande findes der lovgivning, som fastsætter kassereserveregler. med disse reglers indførelse har været at tvinge bankerne til at holde en vis likviditet og derved give en større sikkerhed for bankernes indlån. Som een gang for alle fastlagte bestemmelser har disse kassereserveregler næppe pengepolitisk betydning, de skal derfor ikke omtales nærmere her, men hvis man gør reglerne bevægelige, kan de blive et betydningsfuldt led i pengepolitiken. I det amerikanske Federal Reserve System er man principielt gået ind for at anvende ændringer i bankernes kassereserver som pengepolitiske midler ved at give den ledende institution, Federal Reserve Board, ret til at foretage sådanne ndringer, eller nedsættelse, eftersom pengesituationen kræver det.

Oprindelig var de ved lov fastsatte kassereserver for indlån, ligesom det er tilfældet andre steder, kun tænkt som reserver for bankernes likviditet, men i 1933 blev der givet bemyndigelse for Federal Reserve Board til at sætte procentsatserne op til indtil det dobbelte beløb og til at reducere dem igen, dog ikke under de oprindelige satser. For at give et begreb om størrelsesforholdet skal de oprindelige satser nævnes: 3 % for indlån på opsigelse og

---

2. Dette er dog ikke tilfældet i Danmark. Statens gæld til Nationalbanken fra krigens tid er en kontogæld. Måske ville det være naturligt at overveje, om ikke en del af denne gæld burde omlægges til salgbare obligationer.

fra 7 til 13 % for folioindlån, idet der gøres forskel på bankerne i de mindre og større byer. Fordobling giver altså 6 % for opsigelsesindlånog % for folioindlån i de største byer. I 1948 blev de tilladte maksimumssatser forhøjet til henholdsvis 7V2 % og 30 %. Reserverne skal holdes i en Federal Reserve Bank. Inden for det spillerum, som er givet, har Federal Reserve System altså mulighedfor begrænse bankernes udlånsmulighed ved at sætte reservekraveneop, det er klart, at dette kan benyttes til en ret kraftig kreditstramning. Det er dog kun sjældent, at man er gået helt op til maksimum i reservekravet.

Under inflationsperioder kan man naturligvis ved særlig ny lovgivning kravene til bankernes kassereserver, og det har man også gjort i forskellige lande i de senere tider. I Danmark blev der under besættelsen indført strengere regler om kassereserver at binde bankernes og sparekassernes penge. Denne lovgivning begyndte i 1943, men afvikledes efter befrielsen og ophørte helt i 1949. Det særlige ved U. S. A.-systemet er, at det er stadig gældende lovgivning, som giver Federal Reserve varige muligheder for at arbejde med systemet i opgangs- og nedgangsperioder. Sverige indførte man i 1949 lovgivning efter lignende principper som i U. S. A., idet regeringen bemyndigedes til efter indstilling fra Riksbanken at indføre nye kassereservekrav. Denne bemyndigelse benyttedes i 1950. Men her er det altså regeringen, der har den egentlige afgørelse, ikke centralbanken.

Foruden de nævnte midler til almindelig begrænsning af kreditydelsehar Reserve Board i U. S. A. beføjelse til at give særlige regler for ydelse af kredit til visse formål. Således kan der fastsættes maksimum for den procent af værdipapirers kurs, som kan belånes i bankerne. Disse regler anvendes for at begrænse spekulation i værdipapirer. Begrænsningen udtrykkes i den såkaldtemarginprocent, v. s. den procentdel, som ikke kan belånes.I før verdenskrigen var marginprocenten ca. 40, men under krigen steg den, og i 1946 var den 100 %. Det vil sige, at papirer overhovedet ikke kunne belånes. Senere er marginprocentenatter Ligeledes kan Federal Reserve Board fastsætte regler for størrelsen af den kontante indbetaling ved køb på afbetalingaf

betalingafvarige goder (automobiler, køleskabe o. s. v.), og der kan også fastsættes regler for af betalingstidens varighed. Køb på afbetaling skaber en nutidig købekraft på grundlag af fremtidig indtægt og bidrager altså til at øge den aktuelle efterspørgsel på et givet tidspunkt. Hvis dette må anses for skadeligt pengepolitisk eller af andre grunde, kan man altså begrænse virkningerne ved de nævnte regler. Ingen af de her nævnte begrænsninger i kreditydelsehar formål at begrænse den samlede kreditydelse, men som led i et system af pengepolitiske foranstaltninger kan de sikkertanvendes fordel under vanskelige situationer.

Det fremgår af den foregående beskrivelse, at centralbanksystemet U. S. A. har flere og videregående beføjelser med hensyn til pengepolitiske foranstaltninger end centralbankerne i de fleste andre Det ville sikkert være nyttigt, om man i andre lande studerede disse virkemidlers betydning og eventuelt søgte at indføre som led i centralbankernes pengepolitik.

STATENS VIRKEMIDLER

Det er fremhævet foran, at pengepolitiken ikke alene påvirkes
af centralbankens foranstaltninger, men at staten i sin finanspolitik
øver en betydelig indflydelse på disse områder.

Lad os som det mest aktuelle antage, at et samfund er inde i en inflatorisk udvikling med for stor almindelig købeevne, stigende og vanskeligheder med valutabalancen. Ved at anvende forannævnte virkemidler i det omfang, som menes forsvarligt, centralbanken begrænse kreditydelse og derigennem søge at dæmme op imod inflationen. Ved en tilsvarende finanspolitik staten understøtte og udfylde den pengepolitiske linie.

Først og fremmest må staten i en sådan situation ikke bidrage til øget inflation ved et underskudsbudget, der spreder ny købeevne.Finanspolitiken være kontraktiv, ved nedsættelse af udgifterneog forhøjelse af indtægterne. Ud fra almindelige finanspolitiske synspunkter vil man ved et balanceret budget oftestkun med dækning af egentlige driftsudgifter, medens udgifter til nyanlæg og investeringer kan dækkes ved ny tilført

kapital. Ved et balanceret budget i pengepolitisk forstand må man dog kræve, at også anlæg og nye investeringer dækkes af løbende indtægter. Vil man yderligere tilsigte en finanspolitisk begrænsningaf for stor almindelig købeevne, må der ud over balance frembringes et budgetoverskud, som må steriliseres, så det ikke frembringer ny købeevne og ny efterspørgsel. For så vidt staten har lån i centralbanken, vil tilbagebetaling af sådanne lån være en naturlig fremgangsmåde, enten lånet findes som overtræk på statens konto i centralbanken eller som statsobligationer i bankens beholdning. Tilbagebetaling af statslån til det private marked, hvor tiltalende end sådan konsolidering kan være, vil ikke virke pengepolitisk i den givne situation, idet man derved forøger kreditmulighedernei private marked. Har staten ikke lån at tilbagebetaletil må budgetoverskudet indbetales som en positiv konto for staten for derved at steriliseres.

Formålet med et overbalanceret budget er at nedsætte forbruget gennem den steriliserede købeevne. De to sider af budgettet er udgifter og indtægter, og skal man overbalancere budgettet, sker det ved at nedsætte udgifter og forhøje indtægter. De almindelige løbende udgifter på et statsbudget lader sig næppe stærkt begrænse kort sigt. Derimod er investerings- og anlægsbudgettet mere elastisk. Hvis staten har større udgifter til subsidier for nedsættelse priser på almindelige varer i forbruget, kan hel eller delvis ophævelse af sådanne subsidier give væsentlig nedgang i udgifterne og tillige nedsættelse i forbruget, måske ikke af selve subsidievarerne, men så af andet forbrug, fordi den samlede købeevne ved subsidiers ophævelse. Hvis staten har underskud på sine driftsvirksomheder, transport, fabrikation o. s. v., virker dette som subsidier til nedsættelse af priser på tjenesteydelser og varer, og forhøjelse af takster og priser vil da virke som ophævelse af subsidier.

I almindelighed vil besparelser ikke frembringe et tilstrækkeligt overskud på budgettet, og staten må derfor gå til at forøge indtægternegennem De skattetekniske problemer og skatternesøkonomiske er et stort område inden for den teoretiskenationaløkonomi. skal blot peges på nogle af de pengepolitiskevirkninger

politiskevirkningeraf de forskellige arter af skatter, idet man må gå ud fra, at staten vælger skatterne efter de virkninger, man ønsker at fremkalde. Valget af forbrugsskatter må afhænge af, hvilke befolkningsgrupper man vil påvirke med hensyn til forbruget.Som må man sige, at forbrugsskatter begrænser det aktuelle forbrug mest i de lavere indtægtsklasser, idet de højere indtægtsklasser kan undlade at begrænse deres forbrug gennem mindre opsparing. Direkte skatter på indkomst og formue kan gradueres på de forskellige indkomstgrupper, så man ved, hvem der kommer til at betale dem, men også her må der regnes med, at de højere indkomstgrupper ikke lader den formindskede købeevne virke på forbruget, men snarere lader det gå ud over opsparingen. Gennem den mindre opsparing kommer høje skattei på store indtægter dog til at virke indirekte begrænsede på investeringerne, idet kreditmulighederne begrænses. Selv om der ikke foreligger en økonomisk nødvendighed for begrænsning af forbruget i de højere indtægtsklasser ved øget beskatning, kan man dog regne med, at de psykologiske virkninger af de højere skatter i nogen grad fører til begrænsning af forbruget. Bunden opsparing eller tvangslån vil i pengepolitisk henseende i det store og hele virke som direkte skatter, forudsat at staten ikke anvender provenuet til dækning af udgifter, men at beløbet - ligesom det er forudsat ved de indvundne skattebeløb - steriliseres som købekraft.Anvender de indvundne midler til nye udgifter, virkerforanstaltningerne inflatorisk, selv om befolkningens købeevne formindskes tilsvarende, idet en del af den hos befolkningenværende ikke anvendes umiddelbart til forbrug. Selv om den således ikke anvendte købekraft gennem opsparing kan give kreditmuligheder for ny investering, er dette en langsomproces, ikke giver så stort aktuelt forbrug, som når staten straks anvender midlerne.

Det er gennem sin almindelige finanspolitik, staten har sine store muligheder for at virke pengepoiitisk under en inflationsperiode.Hvis på andre måder har indflydelse på vigtige økonomiske faktorer, f. eks. gennem lønpolitik, avancepolitik o. s. v., må der også her anvendes pengepolitiske synspunkter.

Hvis der anvendes automatiske reguleringer af lønninger og andreindkomster, det være en forudsætning for en rationel pengepolitik, at skatter og andre byrder, som pålægges med pengepolitiskeformål, medregnes i de udgiftsbudgetter, der er bestemmendefor automatiske regulering.

Der er her givet en redegørelse for de væsentligste virkemidler, staten kan anvende i en anti-inflatorisk politik. I praksis må der naturligvis ved valget af virkemidler og deres omfang i høj grad tages socialpolitiske hensyn. Men der må også i den praktiske handles ud fra det synspunkt, at vedvarende inflation har meget uheldige socialpolitiske følger.

I samme grad, som staten ved sine virkemidler modvirker inflation, samme grad kan de foranstaltninger fra centralbankens side, som må være mere eller mindre uønskede af økonomiske eller sociale grunde, begrænses. Tænker man sig enten statens eller centralbankens virkemidler alene taget i brug, vil ulemperne blive større end ved en samlet overvejelse af, hvilke midler der fra begge sider skal sættes ind. Det må være formålet for samarbejdet, at der ved gunstig kombination anvendes så få af de midler, som står til rådighed for stat og centralbank.

DEPRESSION

Kommer man til spørgsmålet om de pengepolitiske foranstaltninger, må anvendes for at overvinde en depression, vil man stort set kunne sige, at det må være de modsatte af dem, man anvender at bekæmpe en inflation.

Centralbanken må nedsætte sin diskonto for at gøre udlån billigere.Den ved open market operations forøge sin beholdning af værdipapirer, så den letter markedet og får kurserne til at stige. Den må nedsætte kravene til de private bankers kassereserver, så deres udlånsmuligheder øges, og hvis der er fastsat hindrende begrænsningerfor på afbetaling, må disse ophæves eller i hvert fald mildnes. Hvis centralbanken arbejder med direkte udlån, kan den foruden den billigere rente give lettelser med hensyn til sikkerhedskravene,og for de private banker kan rediskonteringspolitikog

ringspolitikogbelåning af værdipapirer gøres lettere. Under forudsætningaf, Centralbanken ikke har private aktionærer, der har ret til udbytte af deres aktier, kan den føre en sådan politik temmelig langt, idet den ikke behøver at tage videre hensyn til, om dens virksomhed under en depression giver normale indtægter.

Der er dog den svaghed ved en centralbanks politik under en depression, at den kun kan give lettere muligheder for udlån, dels direkte, dels indirekte, men den kan ikke fremkalde udlån, hvis næringslivet ikke ønsker at benytte sig af de lettere muligheder. der er afsætningsvanskeligheder for varer, hvis man venter prisfald, vil der ikke være trang til investering og udvidelse i næringslivet, og mulighederne for at skaffe sig forøget købekraft vil ikke blive udnyttet, hvis der ikke er købevilje. Under inflationsperioder, man venter stigende priser, vil købeviljen oftest med købekraften, men ikke under depressionsperioder. Trods lavere rente kommer der ikke tilstrækkelig gang i udlånsvirksomheden. penge, som centralbanken sender ud i markedet ved opkøb af værdipapirer, opsamles i bankerne eller vender tilbage centralbanken.

Nu vil det naturligvis være urigtigt at mene, at der overhovedet kommer nogen virkning af de nævnte foranstaltninger fra centralbankens side. De vil medføre en tendens til udvidelse af den økonomiske virksomhed, men det kan gå mere eller mindre langsomt efter den økonomiske psykologi, som råder under depressioner. bliver derfor, om de virkemidler, som staten sætte ind, ikke hurtigere fører mod bedring af den økonomiske og spørgsmålet må sikkert besvares bekræftende.

Medens der ved bekæmpelse af inflation krævedes overbalanceringaf må der her blive tale om underbalancering.Det sige, at staten giver flere penge ud, end den tager ind gennem skatter eller ved lån i markedet. Det manglende må da komme fra centralbanken. Har staten et tilgodehavende hos banken, må den trække på dette, og ellers må der tillades overtrækpå konto. Underbalancering af statsbudgetter er ikke nogen vanskelig finanspolitisk kunst, men det må dog undersøges,

hvilke måder der vil være mest formålstjenlige. Nedsættelse af skatter vil have en ret hurtig virkning, idet den private købekraft derved øges, forbruget udvides, og efterspørgslen efter varer vil stige. Det samme vil ske ved indførelse af subsidier, der nedsætter priserne for særlige varer, idet man da kan købe mere af disse varer eller af andre varer, fordi der bliver købekraft tilovers. Subsidierhører hjemme under depressionsperioder, medens de under inflationsperioder kun kan bidrage til at stimulere inflationen.Hvilke der skal nedsættes, og hvilke varer der skal have nedsættelse i pris gennem subsidier må afgøres efter de foreliggendeomstændigheder. kan dog siges, at en procentmæssig nedsættelse af indkomstskatter vil være af god psykologisk virkningpå befolkningen, og psykologien spiller en ikke ringe rolle ved overvindelse af en depression.

A4edens nedsættelse af skatter og indførelse af subsidier vil have en forholdsvis hurtig virkning, men også medføre finanspolitiske betænkeligheder, vil igangsættelse af arbejder for statens regning, selv om de måske virker langsommere, have stor social betydning ved at mindske arbejdsløsheden, og man må vel også regne med, at der derigennem tilføres samfundet varige værdier. Har man i tide forberedt sådanne arbejder, vil virkningerne både socialt og pengepolitisk kunne ventes forholdsvis hurtigt. Gennem multipliervirkningerne den øgede købekraft, som skabes hos arbejderne ved igangsættelse af arbejder for statens regning, sprede ny købekraft i andre kredse og derved yderligere fremme efterspørgslen. ved nedsættelse af skatter og indførelse af subsidier vil der jo fremkomme multiplier-virkninger.

Udlån fra statens side til private til produktiv investering kan vel også komme på tale under en depression. Men da kapitalmarkedet være rigeligt og renten lav, vil der næppe være synderligt for statskrediter. Tilskud til privat investering kan derimod at være opmuntrende, men det er ikke noget ufarligt system at komme ind på.

Hovedlinien i bekæmpelsen af en depression må være, at der
stilles ny købekraft til rådighed, og ved samarbejde mellem centralbankenog
vil de bedste måder og den rette begrænsningkunne

ningkunnefindes. Det må være klart for begge parter, at det kan
være en farlig politik, der kan føre ud på et skråplan, så man ikke
kan standse i rette tid.3

SAMARBEJDE MELLEM STATEN OG CENTRALBANKEN

Det er forudsat i de foregående beskrivelser, at der er fuldt samarbejde stat og centralbank med hensyn til den linie, der skal følges under inflations- og depressionsperioder. Derved vil indsatsen fra hver af de to myndigheder kunne afpasses efter hinanden, de bedste resultater opnås med de mindste ulemper. Man må regne med, at forholdsregler mod inflation oftest vil betragtes ulemper af befolkningen og derfor modtages med uvilje. Forholdsregler imod depression vil næppe af befolkningen føles som ulemper, men her ligger faren i, at man kommer for langt ud, så finans- og pengepolitiken som helhed kompromiteres for længere tid.

Det er dog i høj grad tvivlsomt, om et sådant samarbejde mellemstat centralbank kan forudsættes. Ser man på den udvikling,som fundet sted efter verdenskrigens afslutning, kan man vel snarere tale om en modsætning med hensyn til mål og midler. Ingen vil vel benægte, at vi har levet under en stigende inflation, men tendensen fra staternes side har mest været at modsættesig midlers anvendelse for at dæmme op imod inflationen. I stedet for har man ment, at inflationen kunne bekæmpesved restriktioner af forskellig art, rationering,priskontrol s. v. Nu må det være klart, at forholdene i de fleste lande efter verdenskrigens ophør var således, at man ikke kunne komme uden om rationering af varer og en ret detailleret

---

3. Det vil ses, at hovedlinierne i den politik, der her beskrives som middel mod depression, falder sammen med de synspunkter, som Keynes fremhæver i sin »General Theory« fra 1936. Keynes teori kan vel betegnes som en underkonsumtionsteori, fremsættelsen fandt sted på en tid, da der næredes begrundet frygt for de sociale følger af en betydelig arbejdsløshed. Selv om Keynes anså sin teori for at have almindelig gyldighed, må man vel nu kunne sige, at den væsentlig er begrænset til at gælde under depressionsperioder.

priskontrol, ledsaget af en række andre restriktioner. De pengepolitiskemidler ikke have været i stand til at løse de vanskeligeproblemer, nødvendigheden af at anvende andre midler medførte tendenser til helt at se bort fra den betydning, som pengepolitiske midler har i inflationstider.

Et af de mest typiske eksempler herpå har været principet om en lav og uforanderlig rentefod. Der kan anføres mange gode grunde for den lave rentes princip, ikke mindst i en periode hvor genopbygning efter en verdenskrigs ødelæggelser er det betydningsfuldeste men hvis den lave rente kun kan holdes ved en alt for stor pengerigelighed, må det føre til en kraftig inflation. For at holde den lave rente har centralbankerne i mange lande måttet anvende betydelige pengemidler til opkøb i markedet, af statsobligationer. Staternes interesse i at holde disse obligationer i parikurs til en lav rente er umiddelbart indlysende, når man tænker på den mægtige statsgæld, som krigen har medført. må efterhånden fornyes, og hvis dette kun kan ske til en højere rente, vokser den finansielle byrde af statsgælden stærkt. Hensynet til långiverne, ejerne af obligationerne, spiller også en rolle. En statsobligations værdi må være fast, den må ikke kunne forringes i markedet til skade for de institutioner og private, under krigen moralsk og måske også på anden måde er presset til at købe statens obligationer. Sådanne synspunkter har bl. a. været stærkt fremme i England og U. S. A. Hvor planøkonomiske har været stærkt rådende, vil disse i reglen også knyttet til principet om den lave og uforanderlige rentefod.

Alan kan vel ikke sige, at det er udelukket at føre en pengepolitikmed fastlåset lav rente, men det må i så fald være staten,som denne pengepolitik, idet centralbankens indflydelse vil være i hovedsagen elimineret. Man kan se dette som en konsekvensaf voksende indflydelse på centralbankens ledelse, men der behøver ikke nødvendigvis at være en sådan konsekvens. Selv om staten (regering og rigsdag) udnævner hele ledelsen i centralbanken, kan man give denne en vis selvstændig stilling med hensyn til pengepolitiske opgaver. Selvfølgelig kan der derved opstå spændinger, for så vidt centralbanken vil føre en politik,

som staten ikke billiger, men forskellige synspunkter på aktuelle
pengepolitiske problemer kan ofte føre til, at nogenlunde rigtige
resultater opnås.

Spørgsmålet er vel, om det ikke vil være nødvendigt at indføre systemer, der muliggør et nærmere reguleret samarbejde mellem stat og centralbanker. Man kan f. eks. tænke sig, at centralbanken vel har dispositionsret med hensyn til diskontopolitiken, men inden grænser, som er fastsat ved lov. Det må være naturligt, at det er banken, som her tager initiativ. For at gøre bevægelserne så små som muligt skal ændringer helst foretages på et tidligt tidspunkt, regeringen skal ikke kunne mistænkes for at handle eller undlade at handle af aktuelle politiske hensyn. Også på andre områder kan centralbankens dispositioner begrænses ved særlige lovregler, således som man f. eks. har det i U. S. A. med hensyn til privatbankernes kassereserver.

Det må også tages under overvejelse, om der ikke bør skabes et selvstændigt pengepolitisk organ, sammensat af repræsentanter staten og centralbanken samt særlige pengepolitiske eksperter. Det bør være et lovfæstet organ, ikke for talrigt, og det skal have ret og pligt til at udtale sig om pengepolitiske problemer. Man må gå ud fra, at der overalt føres forhandlinger mellem regering og centralbank om pengepolitiske problemer, men det vil oftest være i bestemte situationer om konkrete spørgsmål. der her tænkes på er ikke behandlingen af specielle problemer, men almindelige pengepolitiske problemer på længere sigt. Den økonomiske udvikling skal følges, og statens økonomiske politik som helhed såvel som centralbankens politik skal kunne vurderes ud fra pengepolitiske synspunkter. Et sådant pengepolitisk skal ikke kunne tage beslutninger om gennemførelse af bestemte foranstaltninger, dets opgave må være rådgivende for de organer, der skal træffe beslutningerne, regering, parlament og centralbank. Det må derfor ikke være et politisk regeringsorgan, men et organ med selvstændigt teknisk-økonomisk ansvar.

SLUTNING

Den delvis automatiske regulering af et lands pengeforhold under hører fortiden til. Pengepolitiken er nu blevet en langt mere kompliceret opgave, som stiller store krav både til centralbank og stat. Vi har siden verdenskrigens ophør set stærke tendenser til at skyde pengepolitiken i baggrunden, og resultaterne været ukontrolleret pengerigelighed og inflation i de fleste lande. En pengepolitik kan ikke undværes i et frit økonomisk og der er mange tegn, der tyder på, at synspunkterne ved at vende. Dogmet om den lave faste rentefod er i de senere tider forladt i de fleste lande, og centralbankernes indflydelse atter i vækst. Vi kan dog ikke vende tilbage til den tilstand, at det er centralbankerne, som alene regulerer pengeforholdene. må være med, ikke alene ved sin indflydelse på centralbankernes ledelse, men også ved i sin egen økonomiske virksomhed at tage pengepolitiske hensyn. Opgaven vil være at finde de rette former for et organisk samarbejde mellem stat og centralbank på de pengepolitiske områder.