Hal Koch og Alf Ross: Nordisk Demokrati. Westermann, København, Halvorsen & Larsen, Natur och Kultur, Stockholm 1949. 480 sider. Pris: 37,50 kr.

To vidt forskellige personligheder, det »levende folkelige forkynder Hal Koch og den stringente videnskabs talerør Alf Ross, har slået sig sammen til at udgive et digert kollektivværk om det nordiske demokrati. Man har lov til en formodning om, at den temperamenternes og synspunkternes forskellighed, repræsenterer, har gavnet bogen m. h. t. både udvælgelsen af medarbejdere hver enkelt medarbejders spillerum.

Bogen henvender sig i hele sin form til et bredt, politisk vågent publikum, og det skader ikke denne hensigt, at enkelte afsnit stiller nok så strenge krav til læserens udholdenhed. er taknemmelig for hverken at finde et panegyrikus for vore politiske leveformer institutioner eller en patentopskrift for »det sande demokratis« gennemførelse, men saglige fremstillinger af det nordiske demokratis foreteelser, krydret med adskillig kritik. Det er netop det, der gør bogen særlig i politisk-pædagogisk henseende — og værd at læse også for fagmanden.

Af værkets to dele er den første, historiske vistnok den i alle henseender mest vellykkede. I. Anderssons fortrinlige forspil om Ældre Demokratisk Tradition i Norden får de tre nordiske hovedlande ordet til tre emner, nemlig Demokratiets Teknik, De Politiske og Folkerørelserne, hvert land ved hvert emne repræsenteret gennem een forfatter. Som særlig belærende kan blandt disse ni bidrag fremhæves J. Westerståhls fremstilling af det svenske partivæsen og G. Heckschers af Organisationerne i svensk folkestyre. kapitlerne om Demokratiets Teknik er Sven Clausens om Danmarks Vej til Folkestyret unægtelig det 'mest velskrevne —, men det svageste i indholdsmæssig henseende. skyldes nok mest en vis skødesløshed begrebsdannelsen der identificerer demokratiet som sådant med dets individualistisk-liberale men ignorerer den rousseausk-kollektivistiske.

Den anden, systematiske del, indledes med Alf Ross' bidrag Hvad er Demokrati?, hvis grundtanker er kendte fra forfatterens store bog om demokrati af 1946. Yderligere 18 kapitlerskal belyse demokratiets problematikfra sider. Her forekommerudvalget medarbejdere og emner mig noget tilfældigt, og bidragenes lødighed tildels mangelfuld. Ingemar Hedenius, det bedste filosofiske hovede, vi for tiden har i Skandinavien,viser

navien,visersig i behandlingen af FilosofiskaSkäl Demokratien ikke på sin sædvanligehøjde. er overmåde fristende, og bidraget indeholder adskillige tilløb til analyser af stor principiel rækkevidde, men det er, som om Hedenius ikke har magtet på begrænset plads at koncentrere, hvad han åbenbart har at sige. — Blandt medarbejderne savner man den altid originale Nordmand JohanVogt, »Tanker om Politik« (1947) vidner om, at han i en diskussion om demokratietkunne fremsat et indlæg, det havde været værd at høre på.

Der er emner, man savner i denne bogens anden del. Demokratisk kulturpolitik fx. er ikke udtømt med skolen (H. Arvidson), ungdomsopdragelsen Koch) og religionen (Hal Koch). Der kunne i dag være adskillig anledning til — netop overfor et bredt publikum at fremhæve demokratiets forhold til den videnskabelige forskning og forskningsfrihedens for demokratiet. Det ellers indgående sagregister indeholder ikke stikordene forskning, videnskab, universitet, engang almindelig kulturpolitik. Mellem kirke, skole og ungdomsopdragelse på den ene — forskningen på den anden side ligger der noget for demokratiet aldeles afgørende, den (desværre kun så kaldte) borgerlige oplysning, og dette emne dækkes kun ufuldstændigt gennem H. Tingstens — fortræffelige — afhandling om den demokratiske M. h. t. pressens rolle i demokratiet der iøvrigt have været anledning et supplerende afsnit om den i mellemtiden kraft satte, i sin art enestående svenske presselov. Demokratiets forhold til planøkonomien er temperamentfuldt, men altfor behandlet af W. Keilhau, og det lille afsnit om dirigeret økonomi i M. Bonows forudgående artikkel Demokrati och Ekonomi er ikke noget tilstrækkeligt supplement dertil, da det begrænser sig til synspunktet »fuld beskæftigelse«. Emnet planøkonomi er for tiden — og vil gennem nogen tid fremefter være af så central betydning i demokratisk at det nok havde fortjent en bredere og mere alsidig behandling. — Endelig man ganske en fremstilling af socialpolitikken. Også her kan der henvises

til registret, hvor dette stikord optræder een eneste gang, og når man slår det pågældende sted, s. 432 op, læser man dér under en omtale skatteprogression og indkomstudjævning sætninger: »Härmed försvaras även den oformliga understödspolitiken. Man tar oproportionerliga belopp från fåtalet och ger åt de många utan att begära noget annat til gengäld än deras röster«. Det er alt, bogen at sige om socialpolitikken, som almindeligvis for at være en af nordisk demokratis mest karakteristiske foreteelser. Kunne man ikke have bedt F. Zeuthen, Kj. Philip eller Jørgen Dich om en lødig behandling socialpolitikken i de nordiske lande? — Forfatteren til det her citerede bidrag om Sjukdom och Hälsa inom Demokratien er Johan bogens svenske forlægger. Har det, må man spørge, været bydende nødvendigt lade ham komme til orde som medarbejder et så uigennemtænkt og dilettantisk der ligger langt under værkets niveau iøvrigt? Også omkring retsstatsideologien hvis man ønskede den repæsenteret måtte det have været muligt at finde en mere habil pen.

Tyngden af de her fremførte indvendinger opvejes mangfoldigt af bogens gode sider. En række bidrag er fortrinlige — foruden de allerede vil jeg fremhæve E. Lindgrens om administrationen og det ganske korte men indholdstunge af Chr. A. R. Christensen om Det kompliserte Samfunn og Demokratiet. For at sikre bogens planlagte engelske udgave repræsentative virkning, den tilsigter, det være så meget mere ønskeligt i denne engelske udgave at undgå de nævnte svagheder.

Typografisk og illustratorisk er værket en
præstation, som vi kan være bekendt.