Arthur F. Burns and Wesley C. Mitchell. Measuring Business Cycles. National Bureau of Economic Research. New York 1946. 560 sider. Pris 5.00 $.

Indtil de sidste årtier har nationaløkonomiens været baseret på deduktive hvor kun spredte henvisninger til almindeligt iagttagne kendsgerninger dannede erfaringsmæssige grundlag. Men efterhånden så store mængder af statistisk materiale blevet stillet til rådighed for nationaløkonomien, empirisk forskning er blevet mulig inden for mange områder af denne videnskab. er der åbnet mulighed for, at nationaløkonomien kan komme til at hvile på et )angt sikrere grundlag af erfaringsmæssigt end tidligere, men som videnskab er den ikke blevet lettere — tværtimod, for selve spørgsmålet om bearbejdningen det tii rådighed stående materiale utallige statistiske og økonomiske problemer. Det er da også karakteristisk, at Burns og Mitchells store værk, der her skal omtales, i hovedsagen omhandler metodeproblemer, de fundne resultater i sig selv er af underordnet betydning.

Det er et kæmpemæssigt arbejde, der er lagt i den bog. Når Burns' og Mitchells navne står angivet på titelbladet skyldes det ikke, at de alene har skrevet bogen, men blot at de har været ledere af det grundlæggende arbejde, der har gået på igennem mange år, og hvor de til deres rådighed har haft et stort antal økonomer, statistikere og kontormedhjælpere samt penge. Der er tale om teamwork en målestok, som vi umuligt kan præstere Ikke mindre end 1277 tidsserier, omfattende månedlige data, er blevet behandlet. Hovedparten er amerikanske, der er dog flere gældende for England, eller Tyskland.

Til trods for at den foreliggende bog er et kæmpeværk på over 500 sider, gøres det flere gange udtrykkeligt opmærksom på, at den kun skal betragtes som indledningen til et langt større værk. Hele projektet er en af de største økonomiske undersøgelser, der nogensinde blevet påbegyndt. Mens det foreliggende omhandler metodeproblemer, er det tanken, at et kommende bind gennem en systematisk, statistisk behandling af økonomiske skal kunne finde frem til en konjunkturforklaring. Det ejendommeligste ved hele planen er, at forfatterne søger at nå frem uden hjælp af nogen form for konjunkturteori. er overbevist om, at det skal lykkes dem — uden udgangspunkt i nogen teori — objektivt at finde frem til den korrekte og derigennem samtidig at få afkræftet eller bekræftet eksi- korpimkiurtcorier.

Trods forfatternes tilsyneladende foragt for økonomiske teorier er de dog ofte nødt til at tage stilling til gældende teorier, fordi selve valget af metode mange gange indebærer en stillingtagen til teoretiske problemer. Dette gælder således et af de allervigtigste punkter, forkastelsen af den traditionelle statistiske fremgangsmåde ved behandling af konjunkturbevægelser. Den gængse metode består oftest deri, at man først eliminerer sæsonbevægelsen. Derpå udskilles trenden f. eks. ved mindste kvadraters metode eller ved en ret tilfældig valgt trend-kurve, og man når derved frem til den egentlige konjunkturbevægelse. opfattes denne igen som sammensat af flere sæt af bølger, der er lagt oven på hinanden, og det kan så forsøges at udrede disse bølger fra hinanden. Hele denne metode — bortset fra elimineringen af sæsonbevægelser forkastes af Mitchell og Bums.

For det første henviser de til den vilkårlighed, bestemmelsen af trenden indebærer. Hvad enten man bruger mindste kvadraters metode eller en anden formel, er det fuldkommen at udskille en bestemt del af bevægelsen som trend. Men dernæst må den tidligere metode hvile på den teori, at der er een gruppe af faktorer, der skaber den cykliske bevægelse, mens et andet sæt faktorer ansvarlige for trendens fremkomst. Men det er højst tvivlsomt, om man kan udskille sådanne forskellige rsagsforbindelser. Schumpeters konjunkturanalyse er det den samme gruppe af faktorer, som skaber trenden som bølgebevægelserne, og en dekomponering af tidsrækker er derfor uden økonomisk mening.

Burns og Mitchell er ikke de første, der går imod den almindelige metode. Der synes statistikere at være en voksende modstand mod den gængse fremgangsmåde til dekomponering af tidsrækker. Her kan f. eks. henvises til Edwin Frickey »Economic Fluctuations in the United States» (1942) og «Production in the United States» (1947).

Burns og Mitchells store indsats består derimod at de har udfundet en helt ny statistisk ved analyse af økonomiske tidsrækker. fremgangsmåde er meget særpræget, det varer længe, inden man bliver med den. I visse henseender forekommer meget kluntet og indviklet, i andre henseender nærmest genial.

Hovedprincippet i denne nye metode er, at der opstilles to forskellige slags »cykler», reference og specific cycles. En reference er baseret på en eller anden form for konjunkturindeks og er derfor at opfatte som en modelcycle eller gennemsnitscycle, giver en almindelig karakteristik al konjunkturbevægelsen som sådan. Men dette begreb tillægges ikke særlig stor vægt i sig selv, idet det understreges, at hver enkelt proces har sin særlige bevægelse, der må derfor opstilles cycler for hver enkelt af de mange tidsrækker. Disse kaldes specific cycles, og det er dem, der optager delen af bogen. Kun for 3 pct. af tidsrækkerne lykkedes det ikke at konstatere bølgebevægelse.

Som tidligere nævnt er Burns og Mitchell principielt imod en eliminering af trenden, thi hvis man gør det, er det umuligt at sige, hvilke væsentlige årsagsfaktorer, der derved fjernes, og hvilke der bliver tilbage i tidsserierne. foretages en vis trendeliminering, der sondres mellem en «intercyclical som elimineres og en «intracyclical der ikke fjernes. Dette er i god overensstemmelse med deres hele procedure; ønsker ikke at fjerne den trend, der gør sig gældende inden for en enkelt bølgebevægelse, men derimod gerne den niveauforskel, er mellem to på hinanden følgende cycler. Derved bevarer hver enkelt cycle sin oprindelige form, men dens hele niveau kan forandres.

Det næste skridt er det helt nye i Burns og Mitchells teknik. Hvis cyclerne havde værethelt og derfor af samme tidslængde,kunne umiddelbart lægge dem sammen, foretage sammenligninger og beregneforskellige til at karakterisere cyclen. Men cyclerne er imidlertid ikke rent periodiske,og alligevel at kunne foretage sådannesammenligninger beregninger, sammenpresseseller de forskellige cycler, således at de alle bliver af samme længde. Dette gælder ikke alene for cyclen som helhed,men for de enkelte faser, idet tilsvarendefaser forskellige cycler sammenpresseseller således at de bliver umiddelbart sammenlignelige. Dette foregår ved, at hver periode inddeles i 9 underperioder,og forskellige cycler er af uensartetlængde, de alle deles op i disse 9 perioder, der kan sammenlignes fra cycle til cycle. Kort sagt man erstatter den virkelige bevægelse med en stiliseret konjunkturcycle, der — bortset fra periodens længde — stadig bibeholder bevægelsens karakteristiske træk.

genstrukturelforandring i konjunkturbevægelsenskarakter det undersøgte tidsrum (1870—1930), selvom det synes, at udsvingene er af større størrelsesorden efter 1914 end før dette år. Dette er et interessant resultat, der strider mod ens umiddelbare fornemmelser.Dette muligvis sammen med, at det man normalt hæfter sig ved i svingningernei økonomiske aktivitet i mellemkrigstiden,er uregelmæssighed i forholdtil tiders mere rent periodiske svingninger. Men Burns og Mitchells metodertager ikke hensyn til periodens størrelse. Disse betragtninger peger i retningaf, de økonomiske bevægelser har mistetden periodicitet, der tidligerevar karakteristisk, men at der kun er sket små ændringer i selve bevægelsernes natur. 2) Det foreliggende materiale synes ikke at kunne bekræfte den almindelige opfattelse,at øvre vendepunkt i en konjunkturbevægelseer skarpt end det nedre vendepunkt. Der nævnes flere eksemplerpå, en højkonjunktur langsomt ebberud, at der er helt uregelmæssige svingninger på toppen af en højkonjunktur, inden den endelig vender. 3) Burns og Mitchellsanalyse ingen støtte til den opfattelse,der er udformet af Schumpeter,hvorefter økonomiske bevægelser beståraf sæt cykliske bevægelser lagt oven på hinanden. (Kondratieff-, Juglar- og Kitchmcycler.) 4) Forfatterne stiller sig tvivlendeover eksistensen af lange cycler. Som generel regel er de ikke i stand til at påvise dem, men enkelte af tidsserierne giver resultater, der antyder muligheden af lange cycler. Burns og Mitchell tør derfor ikke helt afvise muligheden af, at lange cycler eksisterer,men spørgsmålet stå åbent.

Burns og Mitchells bog er et af de mest yderliggående eksempler på måling uden teori. En kritisk indstilling over for gængs økonomis kteori går igen bogen igennem, og navnlig kritiserer de de fleste konjunkturteorier at gå ud fra «the dreamland of equilibrium». om meget af denne kritik synes rigtig, spørger man sig selv, om deter så meget bedre at erstatte ligevægtsbegrebet med at opstille en mønster-cycle (the referencecycle). ikke også det begreb hjemme i drømmeverdenen? At de to forfattere med deres redskaber kan få nye synspunkter frem, er en anden sag, men det kan jo blot komplettere, erstatte tidligere analyser. Netop overfor begrebet, the reference cycle, kan man fremkomme med det spørgsmål, om konjunkturcycler eksisterer mere. Lærebøgernes mønstercycler hører vel i alle tilfælde til i tiden før 1914. Riglig nok iagttager vi stadig økonomiske fluktuationer, men uden den regelmæssige periodicitet, som vel må kræves for at kalde dem konjunkturcycler. er i høj grad et spørgsmål, om ikke nutidens uregelmæssige bevægelser i alle tilfælde delvis kræver en helt ny analyseteknik, ved deduktive som induktive metoder. så henseende frembyder Burns og Mitchells metode visse muligheder. Deres analyseteknik kan fuldt så vel anvendes over for regelmæssigt tilbagevendende bevægelser som over for helt uensartede fluktuationer, og kan derigennem bane vej for et nyt konjunkturbegreb, ikke indeholder kravet om periodicitet. den anden side indebærer deres den fare, at man kommer til at se bort fra periodiciteten og derigennem kan fortsætte med at analysere økonomiske bevægelser den tro, at man stadig harmed de gode gammeldags konjunkturbevægelser at gøre, selvom der måske i virkeligheden er tale om bevægelser af en helt ny type.

Det er muligt, at de økonomiske fluktuationer, iagtiages nu, og som måske også vil iagttages i fremtiden, kræver en analyseteknik, er af ganske anden karakter end den af Bums og Mitchell anvendte. Skulle dette virkelig være tilfældet, er de? jo lidt trist, at den nye metode, der nu er dannet, er kommet 30 år efter, at de fænomener, den kan anvendes på, er ophørt med at eksistere. Man sidder derfor tilbage med en uhyggelig fornemmelse af, at Burns og Mitchells og deres mange medarbejderes kæmpearbejde er spildt. Så galt er det dog forhåbentlig ikke. Den mulighed må endnu stå åben, at deres metode vil vise sig frugtbar i fremtiden, og i alle tilfælde betyder det store materiale, der er indsamlet og bearbejdet, en væsentlig forøgelse vor viden.