Carl S. Shoup: Principles of National Income Analysis. Houghton Mifflin& Co., New York. 1947. 405 sider. Pris: $ 5.25

Professor Carl S. Shoup fra Columbia universitetetfremhæver
forordet til sin bog,
at han har forfulgt forskellige formål. Han

har således, som allerede bogens titel antyder,villet en »principles«, men dette må siges kun delvis at være lykkedes, fordi velfærdsproblemer og det offentliges indpasningi har givet bogen en vis slagside.

Udgangspunktet for Shoups behandling af problemerne er Department of Commerce's talmateriale, offentliggjort i Survey of Current samt Kuznets arbejder, særlig »National Income and its Composition 1919_— 1938« og »National Product since 1869«.

Shoup har inddelt bogen i ialt 11 kapitler. I kapitel I gives en relativ kort, men udmærket for selve hovedbegreberne set fra varesiden og indkomstsiden. Dernæst er i kapitlerne lI—IV de forskellige sammenhænge ved hjælp af nogle skoleeksempler. V behandler nationalindkomsten fra factor-cost-siden, altså som aflønning af produktionsfaktorerne og i kapitel betragtes nationalindkomsten (nationalproduktet) fra et anvendelsessynspunkt, således at det bliver en »breakdown« på konsum, investering og udførselsoverskud m. v., som interesserer forfatteren. I kapitel VII tages den offentlige sektor op til nærmere behandling, væsentligt set ud fra de synspunkter, særlig Kuznets har forfægtet, og som jeg skal komme ind på i det følgende. De sidste kapitler er mindre interessante. I disse omtales dels opsparing og investering ud fra den traditionelle synsvinkel, dels indkomsten de enkelte erhverv og regionalt samt endelig den engelske behandling opstilling af nationalindkomsten.

Bogen berører altså alle væsentlige problemer, de behandles, som nævnt, meget indgående ja, næsten for indgående og ofte unødigt teknisk.

Shoup betragter nationalindkomsten ud fra et velfærdssynspunkt, hvilket medfører, at han dels interesserer sig stærkt for konsumandelen dels for en omregnig af nationalindkomsten faste priser, idet kun en sådan omregning muliggør at benytte nationalindkomsten et velfærdsmål, idet ændringerne i velstanden herigennem udtrykkes ved ndringerne mængden af varer og tjenesteydelser tid til anden.

Det kan derfor virke noget besynderligt, at han næsten intet gør ud af spørgsmålet om, hvorledes en omregning skal foretages, og om en sådan omregning virkelig har nogen fornuftig mening over længere perioder.

Ved en omregning af konsumet over længere vil et enkelt tal som udtryk for velstandsændringen have liden interesse. Kan man foretage en vis opdeling af konsumet de mere elementære behov og de mere luksusprægede, vil allerede noget være nået. De mere elementære behov kan nemlig muligvis over større tidsrum, enten ved at man omregner i faste priser eller for næringsmidlerne i kalorier, idet dog kvalitetsændringer tilgang af nye varer kan gøre sammenligningen ret problematisk.

For de luksusprægede behov synes derimod en sammenligning væsentlig mere håbløs. Mange behov, som nu eksisterer, fandtes ikke tidligere. De kan følgelig ikke være følt som behov, medens derimod de færre luksusbehov dengang formentlig har været vurderet særdeles Hvorledes kan eksempelvis »hver mand sin radio« eller »den ugentlige biograftur« overfor festerne ved de større højtider i gamle dage. Der findes vel slet ingen fælles målestok. Hvorledes måle et køleskabs eller en luksusbils, når man vil sammenligne 100 år tilbage. Det synes ret ugørligt at ville presse sådanne umålelige behov i en fælles form, og så tilmed at ville sammenligne et sådant fællesindtryk, der er fremgået af en sum af inkommensurable addenter på et tidspunkt med et andet fællesudtryk, også er en sum inkommensurable delvis andre addenter på et andet tidspunkt.

For kortere perioder vil der formentlig være mere grund til at foretage sammenligninger, også her gælder det, at fællesudtryk langt ringere værdi end specificerede Dette gælder selvfølgelig især, hvis der er sket store omvæltninger.

En sammenligning af konsumet før krigen og nu, taget under et, har formentlig kun en ringe interesse, medens en sammenligning af konsumet relativt stærkt specificeret vil kunne en del.

Som følge af Shoups, på sin vis noget verdensfjerneindstilling,
han sig ikke
for nationalindkomsten som led i konjunkturanalysen.Dette

analysen.Detteforklarer, hvorfor Shoup næstenudelukkende sig med nettonationalindkomstenog med bruttonationalindkomsten.Ved konjunkturanalyse vil man være interesseret i, hvad der som helhed lægges beslag på af varer i det givne øjeblik, og der må det være bruttoinvesteringerne som er relevante ikke nettoinvesteringer. Shoup benytter i denne forbindelse en særlig argumentationmod af bruttoinvesteringerne,idet henviser til, at under ekstraordinæreforhold, reparations- og vedligeholdelsesudgifterne svulmer op, fås detteikke idet disse ikke indgår under investeringerne i amerikansk statistik, men opfattes som et råstoffradrag. Derfor kan man efter Shoup følgelig lige så godt regne med nettoinvesteringer. Shoup drager altsfi ikke den konsekvens af sine bemærkninger, således som vi har gjort det her i landet, at dette kunne tale for, at man medtog reparations og vedligeholdelsesudgifterne som investeringer.

I forbindelse med spørgsmålet om nationalindkomsten mål for produktiviteten omtaler hvorledes Hicks skelner mellem to nationalindkomstbegreber, et der skal være mål for samfundets velfærd og et set ud fra et produktivitetssynspunkt. Hicks anfører som forskel, at nationalindkomsten set fra et velfærdssynspunkt omfatte foruden indirekte skatter, også monopolgevinster, medens nationalindkomsten fra et produktivitetssynspunkt det første ikke skal omfatte indirekte hvilket synes rimeligt, men heller monopolgevinser. At foretage en særlig af monopolgevinsternes størrelse må vel anses for statistisk uløseligt.

MnA )ionnm til ranrffimSUl nm Aal <-,ff«i-.*_ liges andel i nationalindkomsten følger Shoup de af Kuznets forfægtede synspunkter, som først og fremmest medfører, at man for de offentlige ydelser skelner mellem »intermedial products« og »final products«. Den tankegang, der ligger bag ved at dele de offentlige ydelser i to grupper og kun lade »final products« indgå i nationalindkomsten, er følgende:

Tænker man sig f. eks., at samfundet overtager af visse veje, som erhvervslivet selv har vedligeholdt, skal disse udgifter ikke indgå i nationalindkomsten. komsten.De ma opfattes som en omkostning, idet de blev opfattet sådan af de erhvervsdrivende, de afholdt nævne omkostninger. er vel teoretisk rigtigt, men en rationel deling af de offentlige ydelser nævnte kriterier vil være ugørlig. På tilsvarende måde mener Shoup, at de egentlige kollektive tjenesteydelser skal behandles. et land har et omfattende justitsvæsen en offentlig ydelse), fordi menneskene i dette land gennemgående er større lovbrydere end i andre, må dette forhold føre til, at dette land får en større nationalindkomst end det andet. Følgelig skal egentlige kollektive ydelser ikke medtages i nationalindkomsten. Tankegangen er måske i visse tilfælde ikke urigtig, men det synes, som om Shoup glemmer, at man kan stille spørgsmålet helt omvendt: hvis et land har mange lovbryder, kan det måske skyldes, at der ikke er ofret nok på justitsvæsenet. Hvis man ofrede mere, ville man få mere hånd i hanke med lovbryderne, er det da ikke en fordel at forøge udgifterne til justitsvæsenet; en fordel, som bør indgå i nationalindkomsten.

Lignende betragtninger kan med samme ret anføres med hensyn til militærudgifterne, og deres størrelse og den »rette« løsning vil formentlig være politisk bestemt. I det hele taget vil en sondring mellem nyttige og mindre udgifter (indkomster) være ret håbløs og kan let føre ud i visse quasifilosofiske

Disse forhold har bl. a. medført, at man i dansk statistik har opgivet en deling af offentlige på 1) egentlig offentlig konsum, produktionsfremmende tjenesteydelser 3) egentlige kollektive tjenesteydelser. De tre kategorier behandles under et og omkostningerne at frembringe dem opfattes som offentlig konsum. Kjeld Bjerke.