David Me Cord Wright; Democracy and Proflress. Co. New York 1948. 220 + XVII sider. Pris $ 3.50.

I Økonometriens Tidsalder vil en Bogtitel som den ovenstaaende virke ret frastødende paa mange Fagøkonomer. Den Opfattelse kan jo siges at være en hel Del paa Mode at nye Landvindinger for den økonomiske Videnskab kan ventes paa det Omraade, hvor man søger en mere forfinet kvantitativ Behandling de økonomiske Fænomener. En Aspirant til at gøre saadanne Landvindinger skulde da se at lære at tumle med Lagrange multipliers, Hessianer og Hermetiske Matrikser at blive i Stand til at udtrykke de økonomiske Lovmæssigheder i dette for Gennemsnitshjernerne tilgængelige Sprog.

At tumle med saadanne Begreber som Demokrati, og Fremskridt maa derimod ifølge disse Anskuelser betragtes som en Beskæftigelse kun passer til anden eller tredie Hjerner, Folk der maaske har journalistiske eller demagogiske Evner, men under alle Omstændigheder en Videnskabsmand

Man kan vistnok strides om, hvilke Krav man skal stille til et Begrebs Eksakthed osv. for at dette Begreb kan blive et anvendeligt Værktøj for Videnskaben, og hvilke Krav man skal stille angaaende et Postulats Gyldighed at dette kan anses at være af videnskabelig Selv den mest filosofisk og sociologisk indstillede Fløj af Økonomer kan vanskeligt benægte, at de ovennævnte Begreber Demokrati, Frihed og Fremskridt — er ret tvetydige, eller rigtigere, mangetydige. Og netop grundet Uoverensstemmelsen om

Begrebernes Definition, maa det blive saare vanskeligt at give et saadant Svar paa det Spørgsmaal, hvorledes man bedst befordrer Demokrati, Frihed og Fremskridt, at alle fornuftige kan blive enige om, at det kan siges at have videnskabelig Gyldighed.

Det er derfor en i høj Grad vanskelig Opgave, til den her foreliggende Bog har sat sig. Alligevel kan de her stillede Problemer være uden Interesse, selv for dem der kun anerkender kvantitativ maalbare videnskabelige Gyldighed. F. Eks. et Spørgsmaal som det, hvorvidt den økonomiske Udvikling uvægerligt fører mod Samfundstilstande, hvor der ikke mere bliver Mulighed for en objektiv videnskabelig Forskning, dog ogsaa — og maaske ikke mindst — interessere dem, der stiller de største til videnskabelig Stringens.

Wrights Bog er et Forsvar for den privatkapitalistiske og selv om Argumentationens Resultater vistnok ikke ad matematisk Vej kan bevises, vil dens Læsning undgaa at gøre et stærkt Indtryk paa enhver tænksom Læser. Efter min Mening staar den fuldt paa Højde med det bedste, der i de sidste Aar er skrevet i samme Hensigt, i. Eks. Hayeks: Road to serfdom og Jewkes: Ordeal by planning.

Det Budskab, Wright har at bringe, kan
maaske kortfattet karakteriseres ved følgende
fra Bogen (S. 81):

From freedom and science came rapid
growth and change.

From rapid growth and change came insecurity.

From insecurity came demands which
ended growth and change.

Ending growth and change ended science
and freedom.

Wright hævder bestemt den Anskuelse, at den decentraliserede, privat-kapitalistiske Samfundsorden den, der skaber de demokratiske langt de gunstigste Betingelser, at der er meget ringe Chancer for, at disse kan bestaa under en anden tænkelig Han mener dog ikke — i Modsætning til Mises, Hayek o. fl. af disse Forfatteres Tilhængere — at Demokrati og en centralt dirigeret Økonomi ligefrem logisk giskset er uforenelige, og opstiller Betingelserne at disse to Ting kan forenes. De fleste vil dog sikkert give ham Ret i, at det er meget usandsynligt, at disse Betingelser nogensinde vil være opfyldt i Virkeligheden.

Wright er dog paa den anden Side klar over, at det kapitalistiske Samfundssystem næppe vil kunne bestaa, medmindre der kan træffes Foranstaltninger mod Systemets føleligste dets Konjunkturfølsomhed, saaledes der kan gives en minimal Garanti for at der ikke igen kommer Depressioner, som den, der gik over den kapitalistiske Verden 1929—33. Han argumenterer dog for det Synspunkt, at det i Grunden ikke er den kapitalistiske Samfundsorden som saadan, der er ansvarlig for Konjunkturbevægelserne, men derimod de dynamiske Kræfter, som Fremskridtet, Ændringerne i Teknik, Smag m. m. maa udløse i ethvert Samfund, hvor der overhovedet er Betingelser for, at disse Ændringer kan finde Sted. Den »Stabilitet« en centralt dirigeret Økonomi saaledes kan rose sig af, er en Følge ikke af Planøkonomien af den tekniske og kulturelle Stagnation, et saadant Samfundssystem med overvældende stor Sandsynlighed vil føre til. Kravet om Sikkerhed er derfor i Grunden en Protest mod de Forstyrrelser, Fremskridtet uvægerligt maa forvolde.

Paa samme Maade er Klagerne over den Misdirigering af Produktivkræfter, den frie Markedsprisdannelse medfører, i Grunden Klager over det økonomiske Demokrati, som følger af det frie Forbrugsvalg.

Wright drøfter Privatkapitalismens Monopolproblem kommer til det Resultat, at Monopolernes reelle Betydning samt den Misdirigering Produktivkræfter disse medfører, stærkt overdrevne i den gængse økonomiske

Han indrømmer Ønskværdigheden af, at den økonomiske Ulighed, især hvad angaar de ulige Startmuligheder, udlignes, men kritiserer progressive Indkomstbeskatning som egnet Middel til at fremme dette Maal, da en saadan Beskatning i alt for høj Grad virker hæmmende paa Fremskridtet.

Det er Bogens Grundtanke, at der best aar
en Konflikt mellem Ønsket om økonomisk

Sikkerhed og Stabilitet paa den ene Side og Ønsket om individuel Frihed, Fremskridt og Bevarelse af de demokratiske Institutioner paa den anden Side. Det er vor Tids største samfundsmæssige Problem at finde et Kompromisherimellem, at et Mindstemaalaf mod Arbejdsløshed sikres, uden at de demokratiske Værdier udsættes for en altfor stor Fare.

Det Synspunkt, at det privatkapitalistiske System er en Grundbetingelse for personlig Frihed og fortsat Fremskridt, er som bekendt i de sidste Aar blevet forfægtet af en Række fremragende Økonomer. Men som Regel forekommer Forfattere at se ret pessimistisk Mulighederne for Systemets fortsatte Jeg nævner som Eksempel de Anskuelser, der er fremsat i Jørgen Pedersens lille Skrift: Om Aarsagerne til det liberale Samfundssystems Sammenbrud. kunde man i denne Forbindelse de køndte liberale Forfattere Mises og Hayek.

Wright tillader sig derimod et forholdsvis optimistisk Syn paa disse Ting. Bogens to sidste Kapitler (der er tolv ialt) omhandler alternative Planer for at sikre Bevarelsen af den privatkapitalistiske Samfundsorden. Han drøfter to Slags Planer som de liiuiii mest diskuterede, paa den ene Side en »konservativ« som han — sikkert med Henblik amerikanske Forhold — især anser for at komme til kort ved sin Uvilje mod Budgetdeficit, Tolerance overfor Monopoler og Protektionisme; og paa den anden Side en »ultra-liberal« Retning, som Repræsentanter hvilken nævnes Henry Wallace og Lord Beveridge, men desuden bør sikkert de fleste af Keynes mere uforbeholdne Tilhængere Wright henføres under denne Rubrik. man som Regel forbinder Udtrykket med laissez-faire, forekommer Sprogbrug lidt usædvanlig). Selv föreslåar Wright en Mellemvej mellem disse to Retninger, hvor svære økonomiske Kriser forebygges ved Igangsættelse af offentlige Toldtariffer reduceres, og der gribes eventuelt ind mod Monopoler, indbefattet Særlig Vægt lægges paa Amerikas Rolle paa det internationale Oraraade, af Reduktion af de amerikanske Tariffer, samt store amerikanske Investeringer udenlands, for at muliggøre en hurtig Udvikling af andre Landes Produktionsapparat.

Fra den stringente Videnskabs Synspunkt kan man vistnok næppe sige, at det er lykkedes at bevise det ene eller andet angaaende de Problemer, hans Bog omhandler, hvert Fald paa Videnskabens nuværende maa dette siges at ligge i Tingenes Natur.

Men det er dog lykkedes ham at skrive en tankevækkende Bog om vor Tids største Samfundsproblemer, Bog, som næppe nogen Læser, der overhovedet interesserer sig for disse Sager, vil fortryde at have læst.