Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 88 (1950)

Foreign Economic Policy for the United States, edited by Seymour E. Harris. Harvard University Press, 1948. 483 sider. Pris: $ 6.

P. Nørregård Rasmussen.

Side 174

Dette er en blandet drik, som dog afgjort
er læskende, d. v. s. belærende. Enten man nu
kan lide det eller ej, er U. S. A. efterhånden

Side 175

kommet til at spille en altdominerende rolle i international økonomisk politik. Det er i denne situation nødvendigt (at forsøge) at skrabe nogen viden til sig om De Forenede Stater og dette lands stilling. Og et bidrag hertil gives uden tvivl i ovennævnte bog.

Største parten af værket kan læses med udbytte uden at kendskabet til moderne økonomisk er et sine qua non. Det er værd at notere.

Bogen er delt op i fem dele. Første del — »Policy and Administration« — er skrevet af Harris, Thomas C. Blaisdell, jr. og Eugene M. Braderman. De to sidste redegør ganske kort for den administrative ramme, hvorigennem U. S. A. udøver sin udenrigspolitik. Harris — bogens udgiver — giver disposition og summerer op.

Anden del er en god idé. Der gives en gennemgang forskellige lande (områder), som indtager en central stilling i de problemer, som existerer for U. S. A.'s udenrigspolitik. Netop fordi U. S. A. er centrum, bliver det en gennemgang af de brændende problemer i verdensøkonomien. Den økonomiske situation i England, Tyskland, Japan, Kina, Kanada, Sydamerika og Rusland omtales, om ikke udførligt, dog orienterende.

Tredje del behandler »International Economic Udgiveren indleder — som i de to første og også i de to sidste dele — men der er mere kød på de enkelte specialartikler, for dette afsnits vedkommende behandler Fondet (International Monetary Fund), Banken (International Bank for Reconstruction Development), GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) og ITO (International Trade Organization).

I fjerde del orienteres man ora ERP
(European Recovery Program).

At bogen handler om U. S. A.'s politik glemmer ikke under læsningen. Når f. ex. Sidney S. Alexander (Consultant on ERP, Department of State) skriver om »Europe's Needs and Prospects« er dette i sandhed set fra Washington, hvilket blot gør bogen mere interessant. Et par citater fra denne artikel vil illustrere: Efter at have fastslået, at »We need European prosperity for political rather than for economic reasons« (p. 351) — nemlig at undgå et kommunistisk Europa —

bedømmes ERP ud fra dette synspunkt (iøvrigt som Edward S. Mason's artikel »The New Approach to the Role of the United States in European Economic Stabilization« 291—297). Det hedder nu videre (p. 355), at »Our government may . . . give aid directly for political and military uses. In such countries [nemlig »politisk ustabile« lande] problem is primarily political: how to obtain a government worthy of our support«. kursiv]. Forf. nævner Grækenland synspunktet må jo nok for en europæer lidt stærkt. Vi ville vel sige, at problemet er hvordan Grækenland får en regering, grækerne kan føle sig tilfredse med. — Men det er her. Washington, som taler.

Disse fire første dele er kun orientering. Men mere kan heller ikke med rimelighed forlanges. Og de anlagte synspunkter er ikke kedelige at blive præsenteret for.

For en økonom er femte del rosinen i pølseenden »Problems of International Equilibrium«. skriver Alvin H. Hansen om »Fundamental Disequilibrium«, Haberler om devaluering og Fondet, Samuelson om efterkrigstidens og Triffin om kvantativ (en — synes det mig — særdeles afhandling). Haberler og Balogh slutter afsnittet med artiklerne »Dollar Shortage?« (spørgsmålstegnet er — naturligvis Haberlers) og »The United States and International Economic Equilibrium«.

Ovenstående referat vil forhåbentlig give i det mindste et indtryk af bogens spændvidde. Det vil føre alt for vidt at gå i detailler og referere hvert enkelt bidrag. Et forsøg herpå ville gøre denne anmeldelse til en fortsat roman, hvori helten (U. S. A.) ville komme til at gå så grusom meget igennem, at ingen læser ville kunne udholde at følge med. Og det ganske særlig da slutningen (Balogh) gør den opofrende giver i OEEC til en skurk. Man må derfor indskrænke sig til at konstatere, som omslaget fortæller, at »Here is America's foreign economic policy explained and commented for the general reader by twenty-five scholars and experts, many of whom played an importing part in evolving the policies described«.