Eksporten af danske landbrugsprodukter kontrolleres af staten af to
forskellige årsager. Det ene formål er at føre kontrol med kvaliteten i
alle producenters og eksportørers interesse. Dette sker gennem en gruppe
indgreb, der for nogle varers vedkommende går tilbage til tiden før 1930.
Der kræves f. eks. autorisation af eksportørerne, men dette skyldes ikke
noget ønske om at kontrollere priser eller omsat mængde. Det er ikke
her meningen at behandle disse indgreb, hvis betimelighed formentlig
anerkendes af alle også i »normale tider«.

Ved den anden gruppe indgreb, der er mere »ekstraordinære«, har staten siden 1930 grebet direkte ind i markedsmekanismen. Der skal her gives en oversigt over denne eksportregulering, dens årsager, former og mulige konsekvenser, samt den debat, den har givet anledning

Den økonomiske baggrund.

Det, der gav anledning til det første indgreb (i maj 1930), var en belgisk kontingentering af kreaturimporten fra Danmark. Det var derfor nødvendigt fordele denne på de danske eksportører. I de følgende år kontingenterede og flere lande importen af flere og flere varer.

For Tysklands vedkommende begrænsedes importen i første omgang kun for så vidt angik den mængde, toldkontingentet, det kunne indføres til en lavere toldsats, hvorimod der var fri import til en højere sats. Men spørgsmålet var så, hvorledes eksportretten til den lave sats skulle fordeles.Det ikke muligt her i enkeltheder at redegøre for den handelspolitiskebaggrund, nødvendiggjorde den danske eksportregulering. Foruden de allerede nævnte træk kan nævnes, at nogle lande ikke nøjedesmed

---

1) Denne redegørelse er udarbejdet på Det handelsvidenskabelige Forskningsinstitut ved Handelshøjskolen i København. De fremførte oplysninger og synspunkter står alene for forfatterens regning. Artiklen er afsluttet ca. 1. februar. 1. marts blev loven forlænget indtil af marts 1950. Derefter skal de nye eksportorganisationer træde i kraft, men man har endnu ikke overblik over, hvilke modifikationer, der vil ske i disses vedtægter, lige som det ikke er helt klart, hvori en eventuel fortsat statslig regulering vil bestå.

desmedkontingentering, men gik over til en helt centraliseret import. Det skete med Hollands kødimport fra 16. juli 1933. Tyskland oprettede for hver vare et »Reichstelle«, det første for mejeriprodukter i 1934. Dette købte en stor del af smørret centralt. I maj 1936 ønskede det at overtage hele importen af smør, men tyskerne indvilgede dog i at fordele mindst 30 pct. af kontingentet på tyske importører. Derimod blev den tyske importaf helt centraliseret i 1936.

Kontingenteringspolitiken medførte naturligvis en masse vanskelige forhandlinger mellem landene. Importørlandene opdagede hurtigt, at de stod prispolitisk stærkere over for sælgerne, hvis det var deres administration, fordelte et kontingent blandt landets importører, end hvis det var eksportlandets administration, der fordelte licenser til kontingentet blandt sine eksportører af varen. Dette problem gav navnlig anledning til vanskeligheder for Danmarks vedkommende over for Frankrig og Belgien. Endvidere fandt importørlandene ud af, at kontingenterne var eftertragtede, at man ved at handle med dem kunne opnå fordele for sin egen eksport. Det begyndte med, at Frankrig i 1933 gjorde fordelingen af 75 pct. af kontingentet for hver vare afhængig af modydelser. Derfra var der kun kort til næste skridt: at samhandelen mellem en række lande blev fastlagt inden for rammerne af detaillerede vareudvekslingsaftaler efter forhandling mellem regeringerne. I mindre stil skete det samme i form af komp ens ationsforretninger mellem de enkelte firmaer.

I trediverne var det afsætningsvanskelighederne for vore landbrugsvarer, nødvendiggjorde en rationering af eksporten på de danske eksportører. krigen og efter har årsagen snarere været, at afsætningen måtte rationeres mellem køberiandene. Det handelspolitiske formål ved vareudvekslingsaftalerne blev nu at opnå import af knappe varer, mens det før var eksport af varer, som ingen ville have. Desuden nødvendiggjordes regulering, fordi prisforholdene i landene var så forskellige, og fordi en del lande havde centraliseret importen.

Lovhjemmelen for den foretagne regulering.

Lovhjemmel for reguleringen af landbrugseksporten findes i »lov om udførsel af landbrugsprodukter«. Denne blev første gang stadfæstet 23. december 1932. Dens hovedbestemmelse, § 1, lyder nu således (de tilføjelser, er sket siden 1932 er angivet med kursiv og i parantes er angivet, hvornår ændring er sket):

1. Ministeren for landbrug og fiskeri kan med tilslutning af (1938) Landbrugsrådet De samvirkende danske Husmandsforeninger (1939) påbyde, at udførsel her fra landet af landbrugsprodukter (1938) kun må finde sted under iagttagelse af de forskrifter, han måtte fastsætte, herunder opkrævning de i så henseende fornødne afgifter (1938), samt at udførelsen kun må foregå gennem dertil af ministeriet nedsatte udvalg (1939).

2. Ministeren kan med tilslutning af Landbrugsrådet og De samvirkende danske meddele tilladelse til, at de af ham til regulering af udførselen af de pågældende landbrugsprodukter nedsatte udvalg anvender gennem afgifter eller på anden måde tilvejebragte beløb til formål, der står i forbindelse med reguleringen af udførselen af de pågældende landbrugsprodukter, som skønnes at være til gavn for vedkommende produktionsgren eller til landbrugets fremme i almindelighed (1947).

3. For så vidt forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, f. eks. kødog måtte ske igennem private industrielle virksomheder, kan de i loven omhandlede foranstaltninger kun træffes efter forudgående forhandling med Industrirådet (1933).

Lovens § 2 indeholder nogle bødebestemmelser, der er uden økonomiskteoretisk Selve loven er altså ganske kortfattet. I rigsdagen er den da også blevet karakteriseret som den lille lov med den store virkning. Fornyelserne er sket hvert andet år, efter 1945 hvert år og i 1949 endda to gange. Det vil iøvrigt have juridisk interesse at bemærke, at man ikke har taget spørgsmålet om lovhjemmel helt så højtideligt, som man måske kunne vente. Før lovens stadfæstelse i december 1932 havde man allerede siden maj 1930 i en række tilfælde administrativt gjort eksporten af kreaturer og smør betinget af særlig tilladelse. Senere har man også i to perioder været uden lov, nemlig i 1942, da loven var udløbet ved nytår, og forlængelsen først blev stadfæstet 11. februar, og i 1948, da loven var bortfaldet ved udgangen af marts, men først blev fremsat påny 25. maj og stadfæstet 9. juni. I årene 1930_—32 har de udstedte forskrifter været helt uden lovhjemmel. de to sidste perioder har nogle af bestemmelserne været fastsat hjemmel i vareforsyningsloven, og dette gælder stadig for Landbrugsministeriets (bekendtgørelse af 4. februar 1949). I et par tilfælde synes man imidlertid at have været uden lovhjemmel til at foretage de indgreb, man faktisk foretog. Dette gælder i alle tilfælde afgifterne ved eksport af visse varer til visse lande, som man havde opkrævet 1932, men som man først fik udtrykkelig lovhjemmel for i 1938, efter at Østre Landsret ved en dom af 16. august 1938 havde erklæret hidtil opkrævne afgifter for grundlovsstridige. Endvidere fik man først i 1939 udtrykkelig lovhjemmel til at give eksportudvalgene eneret på eksporten, hvilket for kvæg havde været praktiseret siden 1934. Man har åbenbart antaget den almindelige bemyndigelse for at være tilstrækkelig I så fald skulle det dog ikke have været nødvendigt i 1939 ved en tilføjelse til stk. 1 at give udtrykkelig hjemmel til eneeksport. I det sidste års politiske debat har det ofte været fremført, at det man ønskede var at få slettet 1939-tilføjeisen om eksportret. Denne tilføjelse synes imidlertid kun at have haft formel betydning, selv om udvalgene naturligvis eksporterede i stærkt udvidet omfang efter 1939.

Landbrugsministeriet havde allerede i 1931 ønsket en lovhjemmel for den foretagne eksportregulering, men Landbrugsrådet havde anbefalet, at man som hidtil gjorde det administrativt, idet rådet mente, »at det ville kunne hjælpe os i en given situation at kunne hævde, at den danske regering havde lovmæssig¹ hjemmel til at begrænse udførselen«. I november udarbejdede ministeriet alligevel et lovforslag, hvori det hed, at eksportforskrifterne kun kunne fastsættes »med tilslutning af Landbrugsrådet«. dette udtryk blev ændret til »efter indstilling af«, gik Landbrugsrådet med. Loven blev enstemmigt vedtaget, lige som den gennem stadig blev forlænget med tilslutning af de fire store partier. 1938 erstattedes »indstilling« med det oprindelige forslags »tilslutning«. 1939 kom De samvirkende danske Husmandsforeninger med, efter at de var udtrådt af Landbrugsrådet. Industrirådet (det nuværende stk. 3) blev forhandlingsberettiget ved en særlig lov i 1933. Det vareområde, omfattedes af loven, blev lidt efter lidt udvidet. 1932-loven omfattede og svin samt produkter heraf, mejeriprodukter og æg. Ved tilføjelsen i 1933 kom heste også med, i 1934 fjerkræ. I 1938 erstattedes opregningen af varer med »landbrugsprodukter«, hvorved bl. a. også kartofler inddrages.

Eksportudvalgenes sammensætning.

Da lovens administration først og fremmest er sket gennem eksportudvalg
de enkelte varer^ vil det være af interesse at følge disses nedsættelse
sammensætning.

Allerede 23. april 1932 var »Landbrugsrådets Kvæg- og Kødeksportudvalg« dannet ved et møde. Efter lovens vedtagelse blev dette i januar til »Landbrugsministeriets Kvæg- og Kødeksportudvalg«. 19. februar blev udvalget sammenlagt med det reguleringsudvalg, der havde taget sig af den indenlandske kødordning. Navnet blev så. »L. M.s Kvæg- og Kødudvalg«.

L. M.s smøreks portudvalg blev oprettet 11. november 1932. Udvalget trådte i stedet for »Toldreguleringsudvalget«, der 25. februar var nedsat i anledning af det tyske toldkontingent, og »Smørkontingentudvalget«, der var nedsat i maj 1932 i anledning af belgisk kontingentering. I januar 1933 blev Smøreksportudvalget officielt i h. t. loven. Det samme skete med Baconudvalget, der var nedsat 16. november 1932. Kartoffeleksportudvalgetblev 16. februar 1933. Den oprindelige hjemmel hertil var givet i den særlige lov om udførsel af kartofler, og det oprindelige formål var ikke krisebetonet, men blot at påse, »at kartofler, der udføres her fra landet, fremtræder som en velbehandlet salgsvare«. 10. marts 1933 nedsattes Osteeksportudvalget, 20. marts 1933 Ægeksportudvalget,

25. april 1934 Fedteksportudvalget, i 1935 Fjerkræeksportudvalget, i april
1936 Hesteeksportudvalget, og endelig 8. oktober 1942 Halmudvalget.

Gennemgående synes udvalgene at være blevet lidt større i årenes løb, idet flere og flere organisationer har opnået repræsentation. Man har indtryk at sammensætningen i første omgang måske var lidt tilfældig, og at man først senere har opstillet principper, hvorefter sammensætningen skulle ske. I Landbrugsrådets beretning 1946, p. 26, hedder det, at man foretog sammensætningen, således at andelsforeninger og privathandel blev repræsenteret i forhold til deres part i totalomsætningen under normale Desuden indstillede rådet producentrepræsentanter til medlemsskab. er blevet flere efterhånden, hvilket må antages at have stillet den private handels repræsentanter svagere i tilfælde af meningsmodsætning, der er et vist interessefællesskab mellem producentorganisationerne andelseksportorganisationerne. Udviklingen i et par vigtige vil belyse dette:

I Kvæg- og kødudvalget var der i 1932 1 repræsentant fra Landbrugsrådet 1 for Andels-Kreatureksportforeningerne, 1 fra Eksportørernes Landsforening og 1 for udenstående privat-eksportører. Privathandelen havde altså 2 af 4 medlemmer. I 1933 udvidedes udvalget 2 producentrepræsentanter (henholdsvis Landbo- og Husmandsforeningerne) 2 andel seksportører. Privathandelen havde derefter 2 af 6 medlemmer. I 1935 udvidedes udvalget med yderligere 1 fra hver af de to nævnte producentorganisationer, 1 fra De samvirkende Andels-kreatureksportforeninger 2 fra Danske Landbrugeres Kødforsyning, som også er en andelseksportorganisation. Privathandelens repræsentanter udgjorde stadig de samme 2, men nu af 10 medlemmer, og i 1936 blev de kun 2 af 17, hvoraf den sidste dog ikke repræsenterede andels- eller producentforeninger, Landbrugsministeriet. Det nuværende udvalg er på 11 medlemmer.

Smøreksportudvalget bestod i 1932-33 af 2 repræsentanter for producenterne 2 for andelseksportørerne og 2 for privateksportørerne. 1949 var sidstnævnte repræsenteret ved 2 af 11 medlemmer, heraf dog 1 fra ministeriet.

Baconudvalget bestod oprindelig af 3 medlemmer fra andelsslagterierne og 2 fra privatslagterierne. I 1934 udvidedes det med 2 repræsentanter for andelsslagterierne og 1 for henholdsvis landbo- og husmandsforeninger.

Til formand for hvert udvalg indstillede Landbrugsrådet et af de medlemmeraf pågældende udvalg, der også var medlem af Landbrugsrådet.I kom det til et modsætningsforhold, fordi Landbrugsministerietselv bestemme, hvem der skulle være formand for Fjerkræeksportudvalget.Det herom i Landbrugsrådets årsberetning, 1935,

p. 156: »I alle de andre udvalg, der var nedsat i medfør af Lov om udførselaf var formanden også medlem af Landbrugsrådet,og var der skabt en i høj grad nødvendig kontakt mellem rådet og udvalgene. Denne kontakt ville let blive af en helt anden karakterend de øvrige udvalgs vedkommende, fordi formanden var embedsmandunder og ikke repræsentant for producenterne«.Rådets indstillede derfor, at dette forhold burde ændres, men dette gik ministeriet ikke med til.

Også den daglige ledelse af udvalgenes arbejde blev lagt i hænderne på andels- og producentorganisationerne. Princippet var, at sekretariatet for et udvalg blev lagt hos den pågældende producentforening, hvis andelsorganisationernes af omsætningen af den pågældende vare var meget stor, mens administrationen blev overdraget Landbrugsrådets sekretariat, hvis andelsorganisationernes andel var mindre. Sekretariaterne for Bacon og Fedteksportudvalgene blev derfor placeret hos De samvirkende Andels-Svineslagterier, for Smør- og Osteeksportudvalgene hos Mejeriforeningernes (i Aarhus) og for resten af udvalgene hos Landbrugsrådet. Om motiveringen herfor hedder det i Landbrugsrådets årsberetning 1946, p. 27: »Landbrugsministeriet tiltrådte rådets indstillinger anerkendte herved det, som var grundtanken, nemlig at organisationerne deres sekretariat skulle bistå ministerierne med den administration, der ville blive nødvendig, fordi Landbrugsministeriet som sådant ikke rådede over fornøden sagkundskab og medhjælp, og fordi de omtalte organisationssekretariater havde sagkundskaben og havde mulighed at supplere denne ved antagelse af almindelige kontorister til arbejdets De midler, som de forskellige eksportudvalg skulle arbejde skulle efter ministeriets bestemmelse fremskaffes, således at virksomhederne økonomisk hvilede i sig selv«.

Eksportudvalgenes opgaver.

Allerede i 1922 havde kreatureksport til Belgien været gjort afhængig af passérsedler, der var udstedt af Landbrugsministeriet, men som fordeltesgennem Da Belgien i maj 1930 igen begrænsede kreaturimporten, bad Landbrugsministeriet atter Landbrugsrådet om at forestå en lignende fordeling. Det var dog ministeriet selv, der endelig godkendte den fordeling af passérsedlerne, som rådet havde foresjået. Da rådet i april 1932 nedsatte sit kvæg- og kødeksportudvalg fik dette til opgaveat fordelingen. De andre nævnte udvalg nedsattes, efterhåndensom for de andre varer opstod spørgsmål vedrørende fordeling af eksportkontingenter eller andre spørgsmål vedrørende eksporten. Udvalgenevar kun rådgivende for ministeriet, der havde den endeligebesluttende Derimod forestod udvalgene den praktiske

fordeling af licenserne. Licenserne til smør- og ægeksporten udsendtes dog gennem Statskontrollen med Smør og Æg m. m. Efterhånden som der blev tale om opkrævning af eksportafgifter blev dette som regel også varetaget af eksportudvalgene. Udvalgene førte iøvrigt også forhandlingermed lande, f. eks. i 1936 med Tyskland og Belgien, om disse eksportafgifter. Tyskland opkrævede selv oprindeligt et lille »monopolgebyr«,senere større »forskelsafgift« af importen, idet denne på grund af begrænsningen kunne udbringes til en højere pris i Tyskland, selv efter at den danske eksportafgift var lagt på. Tyskerne var utilfredse med vor eksportafgift, idet de selv ønskede at opkræve hele prisdifferencensom hvilket ikke lykkedes dem i det første par år, idet den tyske afgift fastsattes månedligt, men den danske ugentligt, således at denne kunne tage hensyn til eventuelle prisstigninger på det tyske marked,indtil tyske afgift blev reguleret.

Det er allerede nævnt, at Kvæg- og Kødudvalget fra 1934 selv optrådte som eneeksportør til en række lande. Hesteeksportudvalget fik til opgave, det tyske opkøb centraliseredes i 1936, at godkende prisen ved hvert enkelt køb. Udvalgets sekretær deltog derfor i alle opkøb og udstedte Desuden stod udvalget i forskud med betalingen. Nogle udvalg førte ofte forhandlinger i udlandet for at få forhøjet de danske kontingenter, ligesom de herhjemme forhandlede for at finde importindrømmelser, eksport kunne »betales«. Siden 1934 har udvalgene det materiale, som Landbrugsrådet benyttede ved opstillingen eksportønsker, før regeringen skulle føre handelsforhandlinger. 1945 har opgaven i stedet bestået i at afgive periodiske sandsynlighedsberegninger over den kommende tids produktion, for at man kunne bedømme eksportmulighederne.

Efter denne korte oversigt skal der nu gives en mere detailleret gennemgang
nogle af de vigtigste opgaver, udvalgene har haft at arbejde
med.

Fordeling af eksportkontingenter.

Denne opgave var navnlig betydningsfuld i trediverne, da produktionsmuligheder eksportønsker langt oversteg de eksportkontingenter, vi fik tildelt af fremmede lande. Det er her af pladshensyn kun muligt at omtale nogle af de principper, man fulgte, og nogle af de interessemodsætninger, opstod. Om begge dele foreligger der kun sparsomt offentligt Reguleringen af baconeksporten, der reelt skete på producentstadiet svinekortordningen i h. t. særlig lov, omtales ikke.

Kontingentfordelingen vakte mest røre for kvæg og kød. Den første
fordeling vedtoges ved et møde i Landbrugsrådet 12. maj 1930. En ugentligeksport
400 kreaturer til Belgien blev fordelt mellem andelskreatureksportforeningerneog

tureksportforeningerneog6 private eksportører. Fordelingen gav imidlertidanledning utilfredshed ikke blot fra udenforstående firmaer, men også fra nogle af deltagerne. Landbrugsrådet mente, at grundlaget burde være hensyntagen til de eksportører, der havde været med til at oparbejde markedet i Belgien. 5. oktober 1930 trådte en ny fordeling i kraft, hvorefter 12 private eksportører fik andel i eksporten, Dette skete, efter at der havde været et nyt møde, dog uden enighed. Efter den nye ordning skulle eksporten endvidere ske i kommission, da man ville sikre producenterne andel i den merpris, der på grund af importreguleringen kunne opnås i Belgien. Eksportørerne skulle indsende fortegnelse over alle opkøb til Landbrugsrådet, for at dette kunne kontrollere, at eksportenskete kommission. I 1931 indkaldte Landbrugsrådet ikke til noget fordelingsmøde om kvæget til Antwerpen, da man anså det for givet, at det ville ende resultatløst. Landbrugsminister Bording gik efter to månedersforløb til Landbrugsrådets fordelingsforslag efter en mindre ndringtil for de private eksportører, der iøvrigt havde haft en konfliktmed som de anklagede for at være »interesseret part i sagen«. I den første uge deltog Eksportørernes Landsforening som protest ikke i eksporten, men derefter akcepterede de Landbrugsrådets betingelser. Ved fordelingen i 1931 fik andelseksportforeningerne 36 % mod 32 % i 1930. Eksportørernes Landsforening krævede fordeling i forhold til samlet eksport i 1929^—30. Landbrugsrådet kunne imidlertid »ikke trænge til bunds i fordelingen af totaleksporten 1929_—30« (årsberetningen1931, 61). Rådets principper var: 1) at belønne eksportforeningerog der havde gjort en indsats for markedets genåbning.2) tage hensyn til eksportører, der blev »eksportløse« i Tyskland.3) andet hovedhensyn har været og må fremdeles for Landbrugsrådetvære meget afgørende art, nemlig at tildele Andels-Kreatureksportforeningerne,som repræsenterer producenterne, en forholdsvisstor fordi dette giver den største sikkerhed for, at en eventuel fortjeneste ved eksporten af levende kvæg til Belgien kommer producenterne til gode, samt fordi Andelskreaturforeningerne har deres største udbredelse netop i de egne af landet, hvor det kvæg produceres, der er egnet til det belgiske marked« (årsberetning 1931, p. 57). Om fordelingens modtagelse siger rådet på side 60: »Som det måtte være at vente, hvordan fordelingen end havde fundet sted, vakte den gennemførte fordeling stor misfornøjelse i alle interesserede kredse«. I 1932 fortsatte man først med 1931-fordelingen, men derefter holdt man igen et møde. Landbrugsrådet indkaldte oplysninger fra samtlige 160 eksportører om deres eksport til Belgien i 1929_—31. Derefter foretog man påny en fordelingaf eksporten både af kvæg og kød, men der skete kun små ændringer herved.

Tyskland tildelte os i 1930—33 et årligt toldkontingent på 6000 kreaturer. problem klaredes imidlertid ved at lade Tyskland opkræve den høje told for hele eksporten. Differencen for toldkontingentet blev overdraget Toldkontingentfonden. I 1934 blev den høje told imidlertid prohibitiv. Eksportudvalget fordelte derfor toldkontingentet. Senere i 1934 og de følgende år traf udvalget imidlertid aftaler med det tyske Reichstelle, hvorved udvalget stod som sælger til faste priser af langt flere kreaturer. Opkøbet af disse fordeltes på de gamle eksportører. Landbrugsrådets beretninger meddeler intet om fordelingsgrundlaget i dette tilfælde. Se iøvrigt det senere afsnit om centraleksport.

Holland tildelte os et kødkontingent efter 1932. Landbrugsrådets Kvægog udarbejdede en fordeling på grundlag af eksport 1929^—31. 2. august 1934 ændrede udvalget, der som nævnt efter 1932-10ven blevet landbrugsministerielt, fordelingen, »i anledning af at kontingentet var blevet forhøjet« (Landbrugsrådets beretning 1934, p. 140^—41). I mellemtiden må der være sket endnu en ændring i fordelingen, der udviklede sig således:

Lige som ved kvægeksporten til Belgien ser man her en forskydning til
fordel for andelseksportforeningerne. Fordelingstal for senere år er ikke
offentliggjort.

En fordeling af smøreksporten blev første gang aktuel i 1932. Tyskr land indførte et toldkontingent også for smør, men dette problem løstes ved, at et toldreguleringsudvalg hver uge beregnede en »enhedstoldsats«. Belgien indførte derimod et varekontingent fra 1. maj. Andelseksportforeningerneønskede fordelt i forhold til hidtidig eksport til Belgien, mens de private eksportører krævede fordeling blandt alle eksportøreri til samlet opkøb fra mejerierne i 1931, uanset om man før havde eksporteret til Belgien, idet man frygtede, at en eksportør kunne blive dårligere stillet i konkurrencen om mejerierne og dermed i eksporten i det hele taget, hvis man ikke blev eksportør til Belgien. De, der tilfældigvis tidligere havde sendt smørret til Belgien, ville derfor få et privilegium. Privateksportørernes standpunkt sejrede. En anden modsætningopstod hvem der skulle forestå administrationen af fordelingsordningen.Andelsfolkene at det skulle ske gennem et eksportudvalg,mens foreslog Statskontrollen med Smør og Æg m. m. Ministeriet fulgte igen privateksportørerne, der havde 50^—

60 % af eksporten. Proprietær S. Overgaard sagde herom, at det var »en stilling vi kun kan opfatte som en hån mod det danske landbrug«. Smørkontingentudvalgetsforeløbige blev derfor blot at beregne den ugentlige eksportafgift, der skulle udjævne merprisen i Belgien.

I 1933 erstattede man toldudjævningen med en fordeling af det tyske toldkontingent. Samtidig begyndte Smøreksportudvalget at fastsætte en afgift svarende til forskellen mellem Englands- og Tysklandsprisen. Denne opkrævedes som betaling for licens. I modsætning til det princip, der var fulgt ved det belgiske kontingent, fordeltes det tyske i forhold til eksporten Tyskland i 1929—31. Dette grundlag gjaldt i 1933—34. Men i 1935 forespurgte ministeriet udvalget, om det ikke kunne tænke sig at anvende opkøb hos mejerierne 1933_—34 i stedet, altså »det belgiske princip«. foreslog i stedet eksport til Tyskland 1933^—34, hvilket ministeriet godkendte. Beregningen og fordeling lå iøvrigt fortsat hos statskontrollen. I 1936 fordeltes på grundlag af eksport i 1934^—35, men der skete dog nu en å jour-_føring under hensyn til de forskydninger, der var sket siden 1929_—31 i eksportørernes leverancer direkte fra mejerierne. 1937 anvendtes samme grundlag med den ændring, at man gik over fra mængde- til et værdikontingent, fordi dette var sket i aftalen med Tyskland. Fra 1. februar 1939 anvendtes 1937^—38 som basisår.

Da man påbegyndte fordeling af ægkontingenter i 1934 gav dette også anledning til nogen uenighed. Ægeksportudvalget indstillede, at man ikke fordelte et kontingent i forhold til eksportørernes tidligere eksport til vedkommende men i stedet i forhold til deres samlede opkøb fra producenter samlere. Landbrugsministeriet tiltrådte dette. geksportørfo af 1934 ønskede imidlertid, at eksporten skulle fordeles efter, hvor æggene var nu, og ikke efter hvor mange man havde modtaget to-tre år tilbage. Både ministeriet og udvalget gik imod, idet de fleste af de misfornøjede medlemmer af den ny organisation hidtil blot havde været samlere, men nu havde de også fået autorisation som eksportører af kvalitetskontrollen. løvrigt ændredes kontingentfordelingen årlig, således at den stadig var bestemt af opkøb i de to foregående år.

Osfeeksporten til Tyskland fordeltes i 1933_—34 alene på grundlag af tidligere eksport til Tyskland. Da eksporten til andre lande derefter vanskeliggjordes, man også andre eksportører få andel i det tyske marked. gav dog anledning til nogle vanskeligheder mellem osteeksportudvalget ministeriet, idet udvalget kun modvilligt gik med til at forhøje andelen til eksportører, der tidligere kun havde eksporteret til andre lande end Tyskland.

Landbrugsrådet indstillede i 1933, at der nedsattes et mæ/Areeksportudvalgtil
af kontingenter af mælkekonserves. Ministeriet overdrogdog
stedet fordelingen til Statskontrollen med Smør og Æg m. m.

I 1935 overgik fordelingen til Industrirådet, der også fordelte en række
andre industrikontingenter.

Endelig kan det nævnes, at eksporten af svinefedt til Tyskland fordeltes slagterierne i forhold til slagtninger i foregående måned. Spækeksporten Tyskland i 1933—34 i forhold til eksporten i 1932. I 1935 ændredes fordelingen under hensyntagen til virkeligt effektueret salg, da der havde været handel med kontingentbeviserne. Af fjerkræeksporten fordeltes 50 % i forhold til slagtningerne på fjerkræslagterierne, 50 % i forhold til samlet eksport.

Reguleringen af eksportpriserne.

Det er allerede nævnt, at der i visse tilfælde er blevet opkrævet eksportafgifter til de merfortjenester, der i disse tilfælde kunne opnås. Disse fastsattes i nogle tilfælde, f. eks. for smør til Belgien i 1932 bagud, men i andre forud, f. eks. uge for uge på Tysklandseksporten. For helt at udligne smørprisforskellen på Tyskland fastsattes der efter 4. juni 1936 yderligere en »afgift 2« bagud. Denne kunne eventuelt være negativ. var også afgift på ost til Tyskland.

Udvalgene førte dog også i nogle tilfælde prispolitik på anden måde allerede i trediverne. I juli 1932 ønskede Belgien selv at overtage fordelingsretten smørkontingentet for at undgå at betale overpris i forhold til andre lande. For at afbøde dette, forbød ministeriet eksportørerne at tage højere pris end den, der hver uge fastsattes af Smørkontingentudvalget. november 1932 overtog Belgien alligevel fordelingsretten. De belgiske importører, der fik importlicenser var nu i den stærke stilling. Denne blev i 1935 groft udnyttet af en belgisk importorganisation, hvorfor til denne blev betinget både af en mindstepris og en eksportafgift.

I 1933 fastsatte Smøreksportudvalget ugentlig en »retningspris« for eksport Tyskland. Formålet var antagelig, at sikre den størst mulige overpris. Man ophørte hermed, efter at tyske firmaer havde klaget over overprisen.

Al eksport af kvæg og kød blev efter 17. februar 1933 gjort betinget af, at udvalgets notering for eksport til det pågældende marked var overholdt. Denne fastsattes på grundlag af Andelskreatureksportforeningernes priser, at den kun levnede normalt kommissionssalær til sælgerne. Årsagen var bl. a., at Belgien havde overtaget fordelingen af sit kontingent, nu delvis blev opkøbt her i landet af Belgierne selv. En lignende indførtes som nævnt i 1936 for hesteeksporten til Tyskland, tyskerne havde centraliseret opkøbet. Her skulle prisen godkendes hvert enkelt køb af eksportudvalgets tilstedeværende repræsentant.

Fordelingen af eksportpuljerne.

Allerede i trediverne var der en del debat om »puljerne«, første gang i 1930, da man skulle disponere over den tyske toldrefusion for kreaturtoldkontingentet. foreslog et fællesudvalg af Landbrugsrådet og Husmandsforeningerne, hvorimod Landbrugsrådet selv mente at repræsentere interesserede parter. Ministeriet foretog så selv fordelingen, indhentede godkendelse hos de to parter. Pengene gik til kvægavlsforskning, i udlandet m. m.

Problemet blev økonomisk set større, da de første eksportafgifter i 1932 indgik i Smørkontingentfondet. Ministeriet, producenterne og eksportørerne straks enige om, at de skulle komme »det samlede mejeribrug« til gode, og ikke blot de mejerier, hvis smør tilfældigvis blev udført til den høje pris. Dette gav dog anledning til nogen fortolkning, idet Industrirådet 1935 mente, at de mejerier, der leverede mælk til mælkekonserveringsindustrien, burde have andel i udbetalingerne fra fonden. Mejeriernes Fællesorganisation fandt dog ingen motivering »for at yde mælkekonserveringsindustrien støtte på smørproduktionens bekostning«, og heri samtykkede Landbrugsministeriet. Landbrugsminister Bording var dog principielt modstander af afslaget, men han udtalte i 1936 i Folketinget, der ved afgørelsen havde været størst tilslutning til at fordele smørfonden på smørproduktionen, ostefonden på osteproduktionen o. s. v. Dispositionsretten over de to fonds lå hos Mejeriernes Fællesorganisation, som dog i hvert tilfælde skulle have tilslutning fra Landbrugsministeriet. Fællesorganisationen havde i 1932 for smørfondens vedkommende »hævdet selvfølgelige opfattelse, at disse penge var mejeribrugets ejendom, og at fællesorganisationen derfor måtte kunne disponere over dem uden indblanding fra ministeriets side«. Ministeriet fastholdt imidlertid, at fællesorganisationen ikke repræsenterede fællesmejerierne og dermed ikke det samlede mejeribrug. Da fondet yderligere var tilvejebragt ved ministeriets måtte dets tilslutning kræves til alle dispositioner.

Efter krigsudbrudet voksede puljerne hurtigere, fordi de forskellige nHvnltf rm qplv plr«r>nrtprpHp til fnrskplliffp nrispr T,nndhniffsministpript offentliggjorde 26. november 1948 en opgørelse, der viste, at der ialt var opsamlet 106 mill. kr. Heraf var alene smørpuljen på 53,3 mill. kr., hvoraf hovedparten var fremkommet ved, at man i efterkrigstiden i lange perioder havde holdt noteringen konstant ud fra et ønske om fortsat at kunne holde en konstant notering længst mulig, selv om eksportprisen begyndte at falde. Endvidere var der stadig 2 mill. kr. i smørkontingentfonden trediverne (i finansåret 1934^—35 havde denne en indtægt på 8.8 mill. kr.), 25 mill. kr. i kvægafgiftsfonden, 9 mill. kr. i baconfonden, 4.9 mill. kr. i ostekontingentfonden, 6 mill. kr. i hestepuljen og 7,5 mill. kr. i kartoffelpuljen.

Puljerne havde nok tidligere været underkastet kontrol af ministeriet og et hovedrevisorat, men først ved tillægsbevillingsloven i foråret 1949 blev de optaget på statsregnskabet med tekstanmærkning om, at de »tilhører Over de nævnte midler kan der kun disponeres med tilslutning af landbrugsministeren«.

Der havde i efteråret 1948 været noget røre i anledning af, at ministeren egen hånd havde disponeret over penge fra kornfonden, der dog ikke sorterer under noget eksportudvalg, til billiggørelse af frø. Derfor ønskede landbruget at få fastslået, at puljerne tilhører landbruget. Ved lovtilføjelsen i 1947 var det iøvrigt bestemt, at puljerne kunne bruges til »landbrugets fremme i almindelighed«, hvilket betød et brud med det omtalte fra trediverne. Nu kan f. eks. hestepuljen bruges til tilskud til husmandsforeningerne, uanset at husmændenes deltagelse i hesteeksporten yderst ringe.

Centraliseringen af eksporten.

Det første tilløb til centraliseret eksport skete i 1933, da Andelskreatureksportforeningerne, Landsforening og 2 store firmaer dannede der skulle arbejde med eksport af kvæg og kød til nye markeder. Dette skete i forståelse med Kvæg- og Kødeksportudvalget, lovede ikke at give passérsedler til andre, såfremt kompagniet udvalgets forskrifter. Det drejede sig i første omgang om Marokko andre mindre, fjerne markeder. I 1933 solgte udvalget også selv frosset kød til den belgiske hær, hvis licitationer udvalget deltog i næsten hvert år derefter. Omkring 1. juni 1934 likvideredes Eksportkompagniet, idet udvalget nu selv havde påbegyndt statsopkøb i stor stil. I 1935 var udvalget selv eneeksportør af kød og kvæg til Tyskland, Holland, Belgien og Italien og i 1937 til praktisk talt alle lande. Opkøbene til Tyskland blev i 1935 overdraget de tre eksportører, der sad i udvalget. De fik herfor kr. pr. kreatur, men de skulle dog selv bære en vis risiko ved kreaturer, der ikke kom i 1. klasse. De tre skulle som medhjælp antage andre, der tidligere havde deltaget i eksporten. Til nogle andre lande blev opkøbene (til faste priser) af udvalget fordelt i forhold til tidligere eksport til vedkommende land. Til at påse, at opkøbspriserne overholdtes udnævnte udvalget markedskontrollører, der var indstillet af Landbo- og Husmandsforeningerne. Denne kontrol bortfaldt dog i 1938 på de pladser, kun andelseksportorganisationerne fremstillede til salg. I visse tilfælde lod udvalget opkøbene foretage som støtteopkøb alene på de markeder, der var fare for stærkt prisfald.

Udvalgets opkøb gennem de tre eksportører gav anledning til en udbredtmisfornøjelse
producenterne. Denne gav sig bl. a. udtryk i
nogle grove beskyldninger, som folketingsmand Valdemar Thomsen fremsattemod

sattemodudvalget, hvilket i 1934_—36 gav anledning til en stor retssag. Dommen (aftrykt i Landbrugsrådets Meddelelser 1936, p. 693—760) har stor interesse, fordi den vist nok indeholder den eneste større samlede »beretning« om et eksportudvalgs virksomhed. Retten fandt, at »det ville have været et særsyn, om der ikke fandtes et enkelt sted, hvor der var fejlet, og de nys nævnte uregelmæssigheder er for retten et bevis for, at der i det store og hele ikke kan rettes bebrejdelser mod udvalget eller dets medlemmer, specielt heller ikke mod eksportørerne, i anledning af udvalgets virksomhed«. Det nævnes videre i dommen, »at Landbrugsministeriethar sig tilfreds med hele udvalgets virksomhed«. ValdemarThomsens straf bortfaldt dog, da der forelå formildende omstændigheder, og han fritoges for omkostningerne, da undersøgelsen havde været i offentlighedens interesse.

Der foreligger ikke konkrete oplysninger om, at andre udvalg end Kvæg- og Kødudvalget før krigen har centraliseret eksporten. Men overvejelser fandt dog sted angående smør til Belgien, idet der opstod en uheldig indbyrdes konkurrence mellem de danske eksportvirksomheder om at komme til at handle med de belgiere, der havde importlicenser. Man nøjedes dog med fra 4. december 1938 at genindføre en mindre eksportafgift.

Krigsudbrudet gjorde imidlertid centralsalg nødvendig i stor udstrækning, lovændringen gav eksportudvalgene eneret til selv at handle. I efteråret 1941 foretog regeringen dog visse begrænsninger i udvalgenes kompetence, idet alle ønsker om prisforhøjelser skulle godkendes af regeringen, forhandlinger blev optaget med de tyske myndigheder. Eksporten så vidt muligt stadig privat, f. eks. af smør og ost. I 1940

—42 udførte eksportudvalget således kun knap en trediedel af osten til Tyskland. Dette var den del af kontingentet, der i 1940 var tildelt de firmaer, da blev afskåret fra deres oversøiske markeder, men som man ville give en mulighed for at beholde forbindelsen med deres producenter. Man ville dog ikke lade dem træde i kontakt med de tyske firmaer direkte for ikke at skabe »uro på markedet«, men de fik lov at forestå afsendelsen udvalgets instruktion. Centraliseret eksport synes i det hele taget at være foregået på den måde, at de tidligere eksportører har opkøbt på hjemmemarkedet og afsendt efter det pågældende udvalgs instruktion. Udvalgenes har været at afslutte kontrakterne med de udenlandske aftagere og at overtage ansvaret for opfyldelsen af dem.

Efter krigen har ordningen været således: Landbrugsministeriet har i bekendtgørelser fastsat, hvilke varer der var udførselsforbudte, og hvilke myndigheder, der udstedte indførselstilladelser. Ved den nugældende bekendtgørelseaf februar 1949 bortfaldt eksportforbudet for en række mindre vigtige varer, der var med på den foregående liste af 15. oktober

1946. Det var imidlertid ikke nok at have en udførselsattest for at effektuerehandelen. havde yderligere i efteråret 1945 bestemt, at tilbud til udlandet for en række varer kun måtte afgives i forståelse med de pågældende eksportudvalg. løvrigt har man gradvist søgt at begrænse den centraliserede eksport ved at meddele private eksportører eksporttilladelsefor varer til visse lande. Landbrugsministeriets skrivelse af 9. november 1949 til folketingsudvalget vedrørende vareforsyningsloven redegør for den indtil da foretagne frigørelse, der synes at gælde de fleste af de tilfælde, hvor der ikke i importlandet er tale om centraliseret import. Med hensyn til hvem, der bevilger eksporttilladelse, har det interesse at bemærke, at det ikke altid er de pågældende eksportudvalg. For smør og æg er det som nævnt Statskontrollen med Mejeriprodukter og Æg m. m., og for fedt er det Direktoratet for Vareforsyning. Udvalgenes opgave i disse tilfælde er da indskrænket til at rådgive ved handelsaftaler og at foretage centraliseret eksport, hvis denne er bibeholdt for varen.

Konkurrencens betydning for det indenlandske opkøb og den udenlandske afsætning.

Problemerne i forbindelse med landbrugseksporten kan teoretisk deles i to grupper: de, der vedrører opkøbet i Danmark, og de, der vedrører afsætningen udlandet. Det er ikke på forhånd givet, at den organisation af handelen, der — ud fra en bestemt målsætning — løser det ene problem, fører til den ønskede løsning af det andet problem. Problemstillingen navnlig været diskuteret i forbindelse med de sidste års statshandel, men den dukkede op allerede i 1931, da man drøftede forde^ lingen af det belgiske kvægkontingent. I Landbrugsrådets beretning 1931, p. 59, hedder det: »Medens konkurrence om opkøb på de danske markeder rådets opfattelse er af det gode, mener Landbrugsrådet, at det hidtil har været af meget stor betydning for en rolig og stabil afsætning på det belgiske marked, at de fra Danmark kommende kreaturer er blevet af ganske enkelte firmaer dernede. Jo færre forhandlere af det danske kvæg, der er på det belgiske marked, desto mindre uro vil der blive, og desto mindre opmærksomhed vil denne handel tiltrække sig«. Som nævnt frygtede man også »uro på markedet«, hvis man i 1940 havde sluppet flere ind på det tyske ostemarked. Den nærliggende konsekvens heraf er, at der kun skal være een sælger, således at man undgår at trykke prisen gennem indbyrdes konkurrence, eller at en offentlig myndighed i hvert enkelt tilfælde skal afgøre, om der ved handelen opnås »en akceptabel i en akceptabel valuta«, således som det siden 1945 har været krævet i mange af de tilfælde, hvor handelen ikke længere var centraliseret

Denne tankegang har været hovedforsvaret for efterkrigsordningen, og

eksportudvalgene har som illustration fremlagt nogle eksempler på skadeligeunderbud,
et par af de stærkeste skal citeres:

1) Et navngivet dansk firma tilbød i Belgien hestekød til 1,50 kr. pr. kg på et tidspunkt, da Hesteeksportudvalget solgte samme vare i samme land for 2,25 kr. Firmaet havde ikke forinden forelagt tilbudet for udvalget, vidste derfor ikke, om handelen ville blive godkendt.

2) Da Osteeksportudvalget frigav kvarg, søgte 6—76^—7 firmaer ved fælles optræden at opnå den leverance på 2000 tons, der var aftalt i handelsaftalen Vesttyskland, og for hvilken man under forhandlingerne havde været indforstået med at ville betale 30 cents pr. kg ekscl. emballage. bristede imidlertid, hvorfor der ialt blev tilbudt 12.000 tons, og der blev sluttet kontrakt med et firma om en pris på 27 cents incl. emballage. Prisfaldet beløb sig til 400.000 kr. på en handel på 2—32_—3 mill. kr.

Den private handel afviser ikke helt, at der i begyndelsen kan forekomme som de nævnte, men man mener, at de pågældende eksportører »brænde fingrene« så eftertrykkeligt ved disse »lufttilbud«, så det ikke senere vil få nogen praktisk betydning, da de jo må have en eksportpris, der gør opkøbet herhjemme rentabelt. Videre hævder man om nogle »underbud«, at disse alligevel kun havde givet en god og stor forretning, mens udvalgenes for høje pris begrænsede salgsmulighederne, løvrigt er handelens talsmænd også i offensiven, idet de hævder, at man ikke kan regne med, at eksportudvalgene som eneeksportører finder frem til de bedste afsætningsmuligheder. Hvis der derimod er flere om et eksportmarked, der større chancer for at finde frem til de bedste købere, og de eksportører, der gør dette, vil komme til at varetage eksporten i det lange løb, fordi de vil kunne byde mest for varen hos producenterne. Som eksempler for denne anskuelse kan tages et par fra Folketinget 1947: 1) Et mejeri fik ikke lov af eksportudvalget til at sælge steril fløde til Sverige til en pris, der svarede til en smørpris på 15,86 kr. 2) En eksportør, solgte spegepølser i Ægypten for 6 kr. pr. kg, blev frataget tilladelsen, udvalget ville sælge dem i England for 3 kr. pr. kg.

Begge de refererede anskuelser motiveres med en masse eksempler af de typer, hvorpå der her er givet stikprøver. En udenforstående bliver desværre ikke meget klogere heraf, da man dels ikke kan trænge til bunds i de nærmere omstændigheder, der eventuelt kan forklare tilfældene, dels ikke kan skønne over, hvad der har økonomisk størst betydning: ved underbud eller de forspildte chancer for større priser. er altså afskåret fra at bevise, hvad der er bedst. Den enkeltes valg mellem de to løsninger: centraliseret eller fri eksport bliver derfor alene truffet ud fra almindelig politisk indstilling eller økonomiske interesser.

Der kan dog fremføres endnu et par teoretiske synspunkter, der kan være medbestemmende. På et »sellers' market« vil der være de største muligheder for at opnå en monopolgevinst for en enesælger. Til gengæld er der fare for, at handelen også vil blive centraliseret på købersiden, men selv i dette tilfælde vil en centralisering på sælgersiden kunne være fordelagtig den markedssituation, der herskede de første år efter krigen, hvor en køber-monopolist stod svagt. Under landbrugskrisen først i trediverne en enekøber omvendt stærkest. Landbrugsrådet udtalte da også allerede 8. maj 1931, at det var »en ret farlig sag«, at kvægeksporten til Belgien fremdeles kontingenteredes blandt eksportørerne, idet andre lande derved også kunne finde på at fastsætte et kontingent for import fra Danmark.

Forsvarerne af centraliseret eksport hævder, at den er nødvendig i tilfælde, importen er centraliseret. Privathandelen hævder imidlertid, at nogle af importlandene hellere end gerne vil af med centraliseringen, og at de kun opreholder den i selvforsvar. Der skulle derfor være en mulighed samtidig frigørelse på begge sider efter aftale. Et selvstændigt dansk initiativ kunne måske tages på den måde, at man over for de udenlandske sagde: Vi har ikke længere myndighed til at handle centralt. I må købe hos vore private: eksportører, der vil få tilladelse übegrænset eksport til en minimalpris, som aftales mellem den danske regering og den fremmede importcentral. — Dette system, der måtte suppleres med eksportafgifter så længe prisforskelle findes, ville indebære en sikkerhed for, at den fremmede importcentral ikke kunne trykke de danske eksportørers priser i kraft af sin monopolstilling, men omvendt kunne den blive nødt til at gå op over minimalprisen for at sikre sig den ønskede mængde. Provinshandelskammeret har hævdet, at det næppe havde været muligt at påtvinge os pris- og mængdebindinger, som de samme lande aldrig har villet påtage sig for deres eksportvarer, hvis vore eksportudvalg ikke havde så vidtgående beføjelser. Eventuelt kunne eksporten ske i henhold til standarkontrakter. Sådanne kontrakter, der også fastsætter priser, har Kartoffeleksportudvalget udarbejdet for læggekartofler Belgien og Frankrig. — At privateksportører godt kan handle med statsorganer fremgår endelig af, at størstedelen af den tyske smørimport trediverne købtes af et Reichstelle.

Diskussionen om de hidtidige eksportudvalg.

Diskussionen mellem politikerne og erhvervsrepræsentanter har ikke alene drejet sig om centraliseret eller fri import, men måske nok så meget om, hvem der skulle foretage den regulering, som man eventuelt anså for nødvendig. Fra privathandelens side har man hyppigt udtalt mistillid til de hidtidige udvalg. Man hævder, at udvalgene favoriserer producentogandelseksportinteresser.

ogandelseksportinteresser.Deres »indstilling over for den private handelog organisationer synes almindeligvis og bortset fra ganske enkelteundtagelser have været alt andet end venlig« (direktør H. C. Christiansen, Provinshandelskammeret, i »Handelsnyt«, 1949, p. 139). Man hævder, at udvalgene, navnlig for ost samt kvæg og kød, i de tilfælde,hvor er åbnet for privat eksport, har krævet langt videregående oplysninger om forretningsforbindelser end almindelig kontrolnødvendiggør, man frygter, at andelseksportfolkene i udvalgene skal misbruge disse forretningshemmeligheder. Grosserer-Societetets komitéog har i en skrivelse til folketingsudvalget i foråret 1949 hævdet, at udvalgene »har afvist forskellige eksportforslag og selv overtaget eksporten til lavere priser«.

Det er umuligt for en udenforstående at afgøre, om mistilliden er berettiget. man kan godt forstå, at frygten har kunnet opstå, når man erindrer, at udvalgenes administration er henlagt til henholdsvis andelsorganisationerne Landbrugsrådet. Nogle stridigheder vedrørende fordeling administration af kontingenter er allerede omtalt. Endvidere kan citeres følgende udtalelse fra Landbrugsrådets beretning 1931, p. 28 (i anledning eventuel fransk kontingentering): »Rådet ønskede så vidt muligt undgå kontingentering, men var dette ikke muligt, , gjaldt det om, at andelsselskabernes interesser varetoges bedst muligt ved fordelingen eventuelle kontingenter«.

Den anklage, at udvalgene ensidigt er afhængige af Landbrugsrådet fandt udtryk i den radikale Aage Foghs udtalelse i Folketinget 19. januar 1949: »Jeg har personligt været medlem af et par af udvalgene, og jeg har det indtryk, at det i virkeligheden er Landbrugsrådet, der råder suverænt over udvalgene, tildels også over udvalgenes økonomi, og jeg har også det indtryk, at en væsentlig del af de penge, der omsættes gennem udvalgene, opkræves af udvalgene, af Landbrugsrådet anvendes til andre formål«.

Den anden hovedanklage mod udvalgene, efter beskyldningen for partiskhed, i, at de ikke har været i stand til at skabe tilstrækkelig individuel på eksportmarkederne, hvorimod privateksportørerne fra gammel tid har goodwill og personlige forbindelser, der ikke bliver udnyttet nu. Også dette synspunkt har fået tilslutning af Aage Fogh i Folketinget 30. marts 1949: » jeg er ikke tilbøjelig til at tro, at de udvalg, der sidder nu, og som har siddet gennem 15 år — de fornyes overhovedet ved dødsfald —, har de rette folk til at finde nye markeder i den trange tid, vi kan gå imøde. Derfor tror jeg, der skal en ændring til «.

Et tredie kritikpunkt kan illustreres ved en udtalelse af Socialdemokratietsordfører,
Petersen, i Folketinget 8. marts 1947: »Der er ingen

tvivl om, at der udmærket godt kan være en vis konkurrence også inden for den centraliserede handel, når blot det gribes an på deri rigtige måde, f. eks. derved, at man giver større adgang for nye eksportører til at deltageog være med slavisk at fastholde, at kvoteringen skal ske på grundlag af den omsætning, den enkelte eksportør havde i 1938^—39. Resultatetaf sådan politik må nemlig blive, at der, hvis man fortsætter på samme måde, ikke udfoldes det initiativ, som er gavnligt«. I denne forbindelse nævnte Carl Petersen eksporten af kvæg og kød, hvor »enkelte tjener en hel del penge uden praktisk talt gøre noget arbejde eller have nogen risiko«, og kartofler, »hvor man har en følelse af, at der sidderet der meget omhyggeligt passer på, at ingen nye kommer til at eksportere«.

Det er altså alvorlige anklager, der er rettet mod udvalgene, og offentligheden kun beklage, at der ikke er foretaget undersøgelser, så man kunne tage stilling til kritikken. Men man synes ikke endnu at have fået tid til det. Den konservative ordfører, Peder Jakobsen, sagde 30. marts 1949 i Folketinget, at »enten måtte udvalgene rense sig, eller også måtte loven laves om. Jeg skal ærligt indrømme, at udvalgene ikke har haft den fornødne tid til at rense sig«. Aage Fogh sagde samme dag om den kritik, privathandelens deputation havde fremført i udvalget: »Vi må jo også konstatere, at der desværre ikke har været tid til at få klagerne imødegået, mit bestemte indtryk er, at det ikke er urigtigt alt det, der er fremført, og mit bestemte indtryk er også, at de folk, der mødte, var respektable der i nogle tilfælde havde været ude for en urimelig behandling. er det nødvendigt, at vi får gennemført andre forhold«. Efter lovens forlængelse i november 1949 skulle Folketingsudvalget arbejde med den påny rejste kritik. Allerede i foråret 1946 havde Provinshandelskammeret sendt ministeriet en kritisk henvendelse, der gik videre til udvalgene, men kun to af disse synes at have afgivet udtalelse i den anledning.

Landbrugets stilling til eksportudvalgene.

De samvirkende danske Landboforeninger udtalte 30. januar 1947, at statshandelen nu burde ophøre. I stedet skulle der gælde en midlertidig lov om retningslinier for handelen, så længe der kunne opnås forskellige priser i forskellige lande. Samme forår udtalte Landbrugsrådet til ministeriet,at ønskede at vende tilbage til frie handelsforhold, så snart som muligt, men »under de nuværende forhold« så man gerne loven forlænget.Lignende fremsatte de enkelte udvalg i efteråret 1948. Landbrugsrådets præsident, H. Hauch, sagde 17. december 1948: »For landbrugets skyld skal man ikke opretholde eksportudvalgene. Vi må blot have krav på, at der bliver givet os en rimelig frist, så vi kan tilrettelægge

vort arbejde med henblik på de forandringer, som udvalgenes ophævelse vil nødvendiggøre«. I tråd hermed udtalte formanden for de jyske landboforeninger,folketingsmand Pinstrup, ved delegeretmødet i oktober 1949: »Der gives ingen fremtid for landbrugserhvervet placeret som afhængigtministerielt Udvalgenes optagelse på statsregnskabet og underlagt hovedrevisoratet dokumenterer denne afhængighed« »Erhvervetmå at skabe sin egen fremtid« »Udbudet må afpasses efter købsønsker, landmændene må stå sammen og lade omsætningen foregå gennem landbrugets egne eksportudvalg, sådan at udlandet hurtigt lærer, at det er disse udvalg, der råder over varerne og kan levere dem«. På mejeriernes årsmøde i september gik man derimod ind for de landbrugsministerielleudvalgs bevarelse. Om afsætningsforholdene på langt sigt var formanden, proprietær S. Overgaard, derimod enig med Pinstrup: »Vi har imidlertid gennem eksportudvalgenes virksomhed lært, hvilken betydelig slagkraft den centraliserede afsætningsform kan besidde, og disse erfaringer må vi udnytte, når vi til sin tid, efter eksportudvalgenesophævelse, kan varetage vore afsætningsmæssige interesser på egen hånd«.

Der synes at være en meningsforskel mellem landboforeningerne og andelsorganisationerne hvornår de ministerielle udvalg skal ophøre, men man er enig om, at når det sker, skal man være klar til at tage sagen i sin egen hånd, idet man hævder, at lige som »industrien sælger sine egne varer, således må landbruget også selv afhænde sine produkter, uden at der for hver driftsgren er et ministerielt udvalg med deri. Så må iøvrigt producenterne, landbruget, selv bestemme, hvem eller hvor mange af handelens man vil sælge til eller bruge i omsæteingen« (formanden for Hesteeksportudvalget, Jørgen Gram, i Folketinget 30. marts 1949).

Offentlig eller privat regulering af eksporten?

Loven blev i marts 1949 forlænget indtil 15. november 1949, men Venstre, og Radikale tilkendegav, at de ikke ønskede, at udvalgene have den i 1939 indsatte eksportbeføjelse derudover. I de følgende fremkom der efterhånden meddelelser om, at landbruget havde forberedt sine egne eksportudvalg, således at disse kunne træde i kraft, når loven, eller i alle tilfælde eksportbeføjelsen, bortfaldt. Imidlertid devalueringen; en, vis uklarhed, hvorfor loven alligevel blev forlænget til 1. marts 1950 uden at nogen stemte imod. 14 undlod dog at stemme.

Der vides endnu intet om, hvorvidt loven fortsættes under en eller anden form. Hvis den virkelig bortfalder, vil en vis udførselsregulering stadig kunne ske i henhold til vareforsyningsloven. Fra landbrugsside har man dog ofte hørt, at man meget nødig vil »ind under Handelsministeriet«. Det

er politisk interessant at bemærke, at handelen omvendt er skeptisk indstilletover Landbrugsministeriet. Provinshandelskammeret har foreslået,at omformes således, at de sammensættes af lige mange repræsentanter for eksporthandelen og landbruget samt en repræsentant for Landbrugsministeriet som formand. Men for at bevare »ligevægten« skulle der yderligere være en repræsentant for Handelsministeriet!

Hvis loven skulle bortfalde helt, ser det ud til, at »landbrugets egne eksportudvalg« søge at videreføre den regulering, der hidtil er sket gennem landbrugsministerielle udvalg, hvis magt byggede på ministerielle bemyndigelser. Teknisk set maa de nye organisationer betegnes som eksklusiv-kartelaftaler producenter samt andels- og privateksportører, idet de tilsluttede producenter forpligter sig til kun at sælge deres eksportvarer de tilsluttede eksportører, der til gengæld kun må købe hos tilsluttede De offentliggjorte vedtægter viser, at de nye kartelbestyrelser videreføre centralhandel, kontingentering mellem medlemmerne fastsættelse af eksportafgifter (eventuelt avancer, priser eller andre forretningsbetingelser) ganske som hidtil, men naturligvis med den ændring, at kartelbestyrelsen nu bliver endeligt besluttende om indgreb i eksporten i stedet for landbrugsministeren. Den magt, kartelbestyrelsen får over den enkelte vare, vil naturligvis afhænge af, hvor stor en del af producenterne, der binder sig til organisationen. For bacon, ost og smør vil det blive næsten 100 %. Hvis et andelsmejeri f. eks. ikke ønskede at være med, ville konsekvensen være udelukkelse af Mejeriernes Fællesorganisation. hævdes at komme til at råde over 75 % af eksporten. Svagere vil hesteeksportkartellet antagelig komme til at stå, fordi dette ikke som smørkartellet vil få økonomiske magtmidler over for de enkelte producenter. Det vil være svært at hindre, at den enkelte landmand en hest til en udenforstående hesteopkøber. I dette og lignende vil man kun kunne påvirke på denne måde: »Jeg vil derfor henstille til landbrugerne: vær opmærksom på, hvem I sælger Jeres produkter er det til eksportører, som står uden for den nye organisation, da ved I, at Jeres varer skal bruges til at trykke prisen i udlandet til skade både for Jer selv og Jeres kolleger«. (Formanden for de jyske husmandsforeninger, Nielsen, på delegeretmødet 27. september 1949).

Den magt, de nye karteller vil opnå over producenterne, vil være bestemmendefor, mange eksportører, kartellet vil kunne binde til sig. De nye organisationers talsmænd afviser beskyldninger om, at organisationernevil monopoler med en henvisning til, at enhver, der af kvalitetskontrollenbliver som eksportør, gratis kan optages som medlem. Når eksportørerne alligevel kan tænkes at være tøvende, skyldes det naturligvis, at de ved at tilslutte sig giver kartelbestyrelsen myndighed til at pris- og mængderegulere deres eksport. Men hvis de reelt udelukkes fra

at kunne opkøbe hos producenterne, hvis de står udenfor, har de naturligvisintet Ved de private osteeksportørers generalforsamling stemte 23 for, men 16 imod indmeldelse i »Mejeribrugets osteeksportudvalg« (»Børsen« 11. november 1949), og deres formand, Knud W. Jensen, skrev i »Børsen« (13. november), »at handelen kun ved at gå ind i et positivt samarbejde med producenterne kan undgå organisering af salget på andelsbasis«. Offentligheden ved aldrig, hvilke forhandlinger der kan være gået forud for en kartelaftale, men bagefter er man jo altid enig udadtil. Grosserer Knud W. Jensen giver i den citerede artikel udtryk for, at det er »indlysende og rimeligt«, at landbrugerne beskytter sig mod, at deres produkter udbydes til vilkårlige priser, på samme måde som industrien gennem prisordninger har sikret sig ensartede udsalgspriser.

De nye kartelbestyrelser er stort set sammensat på ganske samme måde som de hidtidige eksportudvalg. I enkelte tilfælde synes der at ske en lille magtforskydning til andelssiden, der også fortsat skal varetage formandsskab daglig administration, hvilket antagelig betyder, at de nuværende og sekretærer fortsætter. De nuværende eksportpuljer, ejes af producentorganisationerne, indskydes af disse som driftskapital i de nye organisationer, der også overtager lagerbygninger o. lign. Hvis organisationerne opløses, overgår kapitalen igen til indskyderne.

Der er nu redegjort for de planlagte kartellers opbygning og for nogle problemer i forbindelse med den del af eksportomsætningen, de vil kunne overtage. Den endelige dom vil naturligvis komme til at afhænge af, hvorledes vil bruge deres magt. Det er muligt, at de vil afvikle gradvist, således at de reelt kommer til at betyde en elastisk og derfor heldig afvikling af den hidtidige regulering. Den anden yderlighed er, at man ønsker at opbygge og bruge en varig magtstilling, i hvilket tilfælde Priskontrolrådet naturligvis må følge udviklingen. særligt vigtigt punkt bliver så, om organisationerne eventuelt vil begynde også at regulere omsætningen på hjemmemarkedet. Efter de foreløbige vedtægter skal organisationerne kun organisere og regulere eksporten. må heraf slutte, at såvel producenter som eksportører har fuld frihed til salg og opkøb til indenlandsk forbrug. De indenlandske forbrugerpriser må derfor ventes at komme til at svare til de gennemsnitlige som eksportorganisationerne opnår. Hvis en eksportorganisation sig en mængdebinding over for et fremmed land, kunne dette tænkes at medføre knaphed på varen på hjemmemarkedet, hvorved hjemmemarkedsprisen kunne blive højere end eksportprisen. Dette ville dog forudsætte, at organisationen kunne pålægge producenterne at aflevere varen til eksport i stedet for at sælge den på hjemmemarkedet, og dette synes der ikke at være hjemmel for i de foreløbige vedtægter.