UNIVERSITETETS SOCIALØKONOMISKE INSTITUTT I OSLO.

Den raske udvikling, som har fundet sted indenfor den økonomiske videnskab i de seneste årtier, har i stigende grad nødvendiggjort en omlægning av de former, forskningsarbejdet foregår. Der stilles stadig større krav om beherskelse et kompliceret matematisk apparat og av moderne statistisk teknik, 1 „i?i. l_o J„„ 1 1 ¦ „,t 1 1_ „„„„ , ,3 „„1,„l4.„ £n „r*1_r ***. „«. „ „»„ Xi av soiii citei iianucii vaiiSKCiigt Kan liuiioreres av ucn euiceite lorsicer, og som derfor gør en vis arbejdsdeling nødvendig. En række universiteter har da også oprettet økonomiske forskningsinstitutter, som kan danne en organisatorisk ramme et sådant team-work, og som kan stille det fornødne tekniske apparat til rådighed for forskerne (beregnings- og skrivehjælp m. m.).

Det kan måske interessere danske økonomer at høre lidt om det økonomiske
forskningsinstitut ved Universitetet i Oslo, hvorledes det er opbygget og hvilken
problemkreds det arbejder med.

Universitetets Socialøkonomiske Institutt i Oslo blev oprettet i 1932 på tiltag av professor Wedervang og professor Ragnar Frisch. Den økonomiske basis blev tilvejebragt ved støtte fra Norsk Varekrigsforsikrings Fond (en institution, hvis grundkapital udgøres av de midler, som var til rest, da man avviklede krigsforsikringenfor efter den første verdenskrig) og fra The Rockefeller Foundation.Om

tion.Omnogen økonomisk støtte fra det offentlige til Instituttets oprettelse var der ikke tale, og først fra 1945_—46 er der blevet ydet ordinære bidrag til driften over Universitetets budget (bortset fra at Universitetet lige fra starten har stillet lokaler til rådighed gratis), men Instituttet har siden oprettelsen fungeret ganske som et almindeligt universitetslaboratorium. Instituttets annuum på Universitetsbudgettetudgør tiden 67.500 kr., hvortil kommer en løbende 3-årig bevilling fra Rockefeller på 10.000 dollars årligt, tilsyneladende et meget betydeligt rådighedsbeløb,men må erindres, at alle lønninger til Instituttets folk skal betales herav, idet Instituttet som sådant ikke har nogen faste, normerede stillinger.

Instituttet ledes av professor Frisch, som under sig har en talrig stab av videnskabelige og teknisk personale. Den tekniske stab består for tiden av henved 10 beregnere og maskinskriversker under ledelse av en kontorchef, som også varetager Instituttets daglige administration. Antallet av videnskabelige medarbejdere stærkt svingende, men ligger i regelen mellem 5 og 10. De bærer efter amerikansk mønster titelen »associater«; man har herved villet markere, at de ikke skal arbejde som almindelige undervisningsassistenter, men hovedsagelig skal gå ind i et regelmæssigt forskningsarbejde på Instituttet. I et vist omfang medvirker associaterne dog ved undervisningen ved at udarbejde forelæsningsreferater, kollokviegrupper blandt studenterne o. lign., men de tar iøvrigt del i det team-work, som foregår på Instituttet, og det forudsættes, at de selv driver videregående studier i matematik og teoretisk statistik med henblik på disse discipliners i økonomien. En av associaterne er iøvrigt aktuar og fungerer som matematisk-statistisk konsulent, en virksomhed som Instituttet lægger megen vægt på. Associaterne udtages blandt de mest kvalificerede yngre kandidater (som oftest lige fra eksamensbordet) og i et vist omfang blandt 2.dels studenter, de ansættes for 6 måneder ad gangen. I den første tid blir associatens arbejde lagt i nokså faste rammer, men efterhånden som han blir fortrolig med Instituttets problemkreds og arbejdsmetoder, får hans arbejde en mere selvstændig karakter. De associater, der viser sig bedst egnede, kan efter 4 års tjenestetid som »juniorassociater« op som »seniorassociater«, disses arbejde har en friere karakter, de er således helt fri for at deltage i undervisningen, for at de fuldt ud kan hellige sig det videnskabelige team-work, som foregår på Instituttet. Lønnen for junior- og seniorassociater er henholdsvis fra 600 til 700 kr. og fra 900 til 1200 kr. månedlig, alt efter anciennitet.

Denne organisationsform er noget av et experiment, og det er vel for tidligt at fælde nogen dom over associatordningen (som først er blevet indført efter krigen). Der kan imidlertid ikke være tvivl om det heldige i, at en række kvalificerede unge økonomiske kandidater får lejlighed til i et par år at avrunde og supplere deres uddannelse ved deltagelse i et videnskabeligt team-work. De får en videnskabelig som de ikke kunne ha erhvervet sig, hvis de straks efter eksamen var gået ind i administrationen og derfor havde været henvist til at drive deres fortsatte studier i fritiden som en hobby, og det er indlysende, at ordningen gir Universitetet et langt bedre grundlag end ellers, når der skal udvælges folk til en videnskabelig karriere. Det kan heller ikke undgå at være til fordel for administrationen, nogle av de bedste blandt de yngre økonomer har gennemgået denne særlige skoling, inden de sættes til udrednings- og planlægningsarbejde i ministerierne ikke mindst fordi Instituttet i mange år har arbejdet med opgaver, som har udmiddelbar betydning for tilrettelæggelsen og administrationen av Norges økonomiske politik, f. eks. nationalbudgetarbejdet og decisionsmodellen.

Ved siden av de regulære medarbejdere har mange udenlandske videnskabsmændopholdt
på Instituttet og deltaget i forskningsarbejdet; blandt de mest

kendte kan nævnes professor Erich Schneider, dr. Tjalling Koopmans og dr. LawrenceR. — Efter krigen har flere danskere arbejdet på Instituttet som kontaktstipendiater (cand. oecon. P. Nørregaard Rasmussen, cand. act. Gustav Leunbach og undertegnede).

I de 18 år, instituttet har eksisteret, har det udsendt et stort antal publikationer indenfor såvel økonomi som matematisk statistik, og et endnu større utrykt materiale i dets arkiv. En blot nogenlunde udtømmende opregning av de problemer, i tidens løb har beskæftiget sig med, ville føre for vidt, og jeg skal indskrænke mig til at nævne nogle få hovedpunkter.

Indtil 1941 var Instituttet delt i 2 avdelinger. Den ene, som blev ledet av professor arbejdede med en omfattende undersøgelse av bevægelserne i priser og lønninger i 1800- og 1900-tallet — et stort materiale hertil blev indsamlet bearbejdet, men er aldrig blevet publiceret — og foretog en række driftsøkonomiske av omsætnings- og omkostningsforhold indenfor enkelte handelsbrancher. Professor Frisch's avdeling koncentrerede sig i højere grad om økonomisk-teoretiske problemer og om udviklingen av statistiske metoder til brug ved økonometriske undersøgelser. En fremtrædende plads indtager her de tidsrække og konjunkturstudier, som i trediverne blev drevet av Frisch og hans medarbejdere, navnlig undersøgelserne over dynamikken i svingende økonomiske systemer (jfr. Frisch's artikel »Propagation Problems and Impulse Problems in Dynamic Economics« i Cassel-festskriftet 1933); i denne forbindelse må også nævnes Johan Einarsens kendte arbejde »Reinvestment Cycles«, som blev til på Instituttet. Ved siden av disse studier foretog man en række efterspørgsels- og konsumtionsundersøgeher til bestemmelse av efterspørgselskurver og -lasticiteter. Instituttets vigtigste innsats indenfor den teoretiske statistik var udviklingen av konfluensanalysen (Frisch, Reiersøl), som har fundet udstrakt anvendelse ved Instituttets senere arbejder.

En kreds av interesserede havde i trediverne planer om at lave en »Økonomisk strukturoversigt for Norge«, en stort anlagt analyse av den norske økonomi, en slags økonomisk kortlægning av landet. Dette arbejde kom ikke som helhed til at opfylde de forventninger, man havde stillet til det, men den del av det, som kom til at foregå på Instituttet — undersøgelsen var organiseret i 4 avdelinger, hvoraf den ene blev ledet av professor Frisch — fik betydning som grundlag for arbejdet med at opstille et nationalregnskab, et område, hvor Socialøkonomisk Institutt har udført et overmåde betydningsfuldt pionerarbejde ved at undersøge det teoretiske for nationalregnskabet og definere de begreber, som indgår heri. Kendt er her ikke mindst Frisch's arbejde med at opstille et standardiseret makroøkonomisk og symbolsystem (»Økosirk-systemet«)l). Da finansdepartementet krigen tog arbejdet op med at opstille et nationalbudget for Norge, var det teoretiske grundlag således allerede lagt, og en trænet arbejdsstab stod parat.

Arbejdet med nationalregnskabet og økosirksystemet var imidlertid kun et skridt på vejen henimod opstillingen av en makromodel for den norske økonomi. Økosirksystemeter sig selv ingen økonomisk model, men kun et system av bogholderimæssigerelationer ; til en model kræves yderligere et antal strukturligninger (tekniske sammenhænge og adfærdsrelationer). I 1947 begyndte man da — med støtte fra Rockefeller — et stort anlagt arbejde på at skabe en fuldstændig »decisionsmodel« for den norske økonomi, d. v. s. en model, som skal bruges til at sammenligne virkningerne av forskellige kombinationer av

---

1) Jfr. f. eks. Frisch's artikel i »Ekonomisk Tidsskrift« 1943.

økonomisk politik. Den første etape i dette arbejde har været opstillingen av en matematisk model1) med 64 variable (herunder pris- og lønnivå, skattesatser og andre »politiske parametre«) og 50 ligninger (hvorav de fleste er definitionsmæssigerelationer). i denne model er da, at hvis man vælger størrelsenpå av de variable, som indgår i modellen, så er hele systemet dermed bestemt(modelien jo 64^—50 = 14 frihedsgrader), således at størrelsen av de øvrige 50 variable kan regnes ud; man kan da f. eks. beregne nationalindtægtens størrelse, dens fordeling på samfundsklasserne, beskæftigelsen o. s. v. under forskelligealternative af løn-, pris-, finans- og pengepolitik; disse forskelligetyper økonomisk politik er udtrykt i valget av »aktionsparametre« blandt modellens variable — ialt må der vælges 14 — og i de størrelser, man vælger at tillægge disse aktionsparametre. Eller man kan gå den modsatte vej og fastlægge 14 »målsætningsparametre« (f. eks. fastlægge et bestemt beskæftigelsesnivå,et prisnivå o. s. v.) og derpå regne ud, hvilke størrelser de politiske parametre (skattesatser etc.) da må antage, d. v. s. hvilke økonomisk-politiske indgrebder til for at nå det fastsatte mål. Fordelen ved hele denne analysemåde er, at man kan undersøge virkningerne av de forskellige økonomisk-politiske indgrebkvantitativt simultant.

I den nærmeste fremtid vil Instituttet fortsætte arbejdet med at udbygge modellen gøre den mere realistisk; f. eks. vil man foretage omfattende undersøgelser over sammenhængen mellem produktionsomfang og beskæftigelse. Efterhånden som analyseapparatet således blir forfinet, øges dets praktiske anvendelighed, og det endelige mål med hele modelarbejdet er da også at skabe en teknik, som gør det muligt med en acceptabel sikkerhedsgrad at regne ud, med hvilke indgreb man mest effektivt kan gennemføre et givet sæt av sociale og økonomiske mål. Hvis resultatet av arbejdet kommer til at svare til forventningerne, kan der ikke være tvivl om, at det vil få en praktisk betydning, som meget vel kan stå mål med den, arbejdet med nationalregnskabet og nationalbudgettet har fået i Norge og andre lande.

Instituttet har for tiden 3 serier av publikationer løbende. De fleste av Instituttets arbejder er kommet i serien »Publikasjoner fra Universitetets Socialøkonomiske der indtil nu omfatter ca. 30 større og mindre arbejder; nogle herav har været særtryk av artikler i forskellige tidsskrifter, men sådanne artikler av Instituttets folk vil fremtidig udkomme i en særlig »Særtrykserie«. Endelig udsender man siden 1947 de kendte »Stensilmemoer«, duplikerede mindre et område hvor Frisch har rig lejlighed til at udfolde sin velkendte produktivitet.

Memoerne blir mangfoldiggjort på Instituttets eget stencil-trykkeri, som tillige trykker forelæsningsreferater og andet lærestof; en væsentlig del av økonomernes pensumstof foreligger i denne form, et praktisk og smidigt system, når det gælder om at avhjælpe mangelen på lærebøger.

Med dette håber jeg at ha givet et vist indtryk av den virksomhed, der udfoldes ved Socialøkonomisk Institutt, en virksomhed som desværre er alt for lidt kendt i Danmark i betragtning av den prestige, Instituttet ellers nyder i udlandet som et centrum for økonomisk forskning. En udenlandsk gæst kan ikke undgå at blive imponeret over den videnskabelige alvor og stringens, der præger Instituttets arbejde. Karakteristisk for dette arbejde er den sjældne kombination av en ofte

---

1) Beskrevet i et memorandum for FN (UN Document E/CN. l/Sub.2/13) og iet matematisk appendix hertil, der er udsendt som stencil-memorandum, samt i et stort antal andre stencilmemoer Instituttet.

meget abstrakt teoretisk tænkning og en udpræget interesse for aktuelle økonomiskespørgsmål; av Instituttets arbejde i disse år går ud på at skabe et analytisk værktøj, som umiddelbart kan bruges til at løse presserende økonomiskeproblemer. frugtbare indstilling præger hele det miljø, som er skabt omkring Instituttet med Frisch som den drivende kraft. Ikke mindst skabelsen av dette miljø er årsag til den høje videnskabelige standard, som præger norsk økonomisk forskning idag. Vi har meget at lære i Oslo, og man må håbe på en forøget udveksling i fremtiden av økonomiske kandidater og studenter mellem Norge og Danmark. Sven Danø.