Albert G. Hart: Money, Debt and Economic Prentice-Hall. New York. 1948 558 sider. Pris: $ 6,65.

Titlen på denne bog er sikkert ret tilfældig. Den kunne lige så godt have heddet »Pengeteori pengepolitik«, for alle emner, der hører herunder, behandles i bogen. Af bogens oplægning det også at fremgå, at den er tænkt anvendt som lærebog ved undervisning i dette fag. Der er således ikke tale om, at den bringer nye videnskabelige landvindinger, men giver blot en a-jour føring af emnet. Men dette skulle også være tilstrækkelig begrundelse for dens fremkomst. Pengeteorien har jo været i meget særk udvikling i de sidste årtier, og pengeteoretiske teoretiskediskussioner har gået højt inden for økonomernes kreds, navnlig efter at Keynes havde fremsat sine teorier; og der trængtes netop til en samlet fremstilling og afrunding af disse diskussioner. Hart er egentlig hverken for eller imod Keynes. Man må snarest sige, at han søger at følge en mellemvej; og det er vel også et spørgsmål, om vi ikke snart kan holde op med vidtløftige diskussioner for eller imod Keynes. kan tage det af Keynes, man kan bruge, bygge videre på det og føre videnskaben længere frem.

Det er typisk for pengeteoriens udvikling, at det er vanskeligt for forfatteren at afgrænse sit emne. Ustandseligt kommer han ind på områder, måske snarere skulle henregnes til fin ans videnskaben, økonomisk historie o. s. v. Men sådan må det være; pengeteorien kan ikke længere analyseres for sig, men må ses i sammenhæng resten af økonomien. Når man sammenligner Harts nye bog med lærebøger i pengeteori, der er blot 20 år gamle, bliver man klar over de anselige forandringer, der er sket.

I de rent teoretiske afsnit behandler Hart de forskellige teorier og måder, hvorpå pengene kan analyseres, og viser, hvorledes de forskellige kan føre til nogenlunde samme Derimod forsøger forfatteren ikke at forene de forskellige teorier, og det er ligesom savner en konklusion efter gennemgangen de forskellige teorier.

Som det ofte er tilfældet i pengeteoretiske bøger,er om pengepolitikken de morsomste,fordi egne meninger her kommer tydeligst frem. Og da Hart's opfattelse på væsentlige punkter falder sammen med de tanker, som undertegnede selv har gjort sig, finder jeg naturligvis de pågældende afsnit fortrinlige.Hans er egentlig meget morsomt, idet han begynder med de forskellige pengeteoretiske »kættere« og andre, der har opfundetdiverse til at løse alle økonomiske problemer; og gennem en sympatiskanalyse disse forskellige »fantaster« kommerhan til mere holdbare opfattelser. Flere af disse universalplaner er gammelkendte, også herhjemme, f. eks. Silvio Geseils svindpenge,men viser sig, at også tiden omkring den 2. verdenskrig har været frugtbar for fremkomstenaf

komstenaf»patentplaner«, f. eks. Dahlbergplanen,hvorefter udstedes nye pengesedler hver måned med en ny farve, og således at sedlernegradvis i værdi. Eller en plan, fremsataf kendte økonomer, hvorefter voldsommeøkonomiske kan undgås, hvis bankerne skal holde 100% dækning for alle indskud.

Det centrale i Hart's egen oplægning er vanskeligheden at føre en pengepolitik, der kan lede til fuld beskæftigelse uden at priserne derved stiger inflationsagtigt. Dette er det store dilemma i moderne pengepolitik. Forfatteren citerer også Kenneth Bouldings snart klassiske rim:

»Divergcnt policies \ve seek
For markets strong and markets weak.
But hoping to avoid this crisis:
Too weak for jobs, too strong for prices.«

Hart foreslår selv, hvad han kalder et »gongand-whistle« Gongongen skal lyde, når arbejdsløsheden overstiger et bestemt minimum, og fløjten skal høres, når priserne stiger ud over et bestemt beløb. Sålænge hverken gongongen eller fløjten lyder er alt i orden, men sættes gongongen igang betyder det, at skatterne skal reduceres, offentlige arbejder sættes igang o. s. v. Mens fløjten betyder signalet til en kontraktiv politik: indskrænkning af bankkreditten og forøgelse skatterne. Endelig forudser Hart også det tilfælde, at gongongen og fløjten lyder på engang, i hvilket tilfælde nenaepolitikkpn hliwv vanskeligere. løvrigt diskuteres indgående alle faktorer, der kan bruges i pengepolitikkens tjeneste, men deter typisk, at renteforandringer omtales i forbigående.

Bogen er velskrevet og ofte morsom; navnlig i fodnoterne, der indeholder mange lune og satiriske bemærkninger. Selvom dette værk altså indeholder noget egentlig nyt, er det en yderst værdifuld oversigt over hele pengeteorien dens nuværende stade, og netop fordi fremstillingen er så neutral og søger at følge en mellemvej mellem konkurrerende teorier, kan den absolut anbefales for den, der søger at få et indblik i den moderne pengeteori.