Ragnar Frisch: Noen trekk av konjunkturleren. Aschehoug & Co., Oslo 1947. 107 sider.

Bogen er i hovedsagen et optryk af 3 radioforedrag,
holdt i 1932, dog med tilføjelse
nogle nye afsnit.

I indledningen anvender forf. det billede, at en økonomisk bevægelse skal være »smitsom«, for at vi kan kalde den en konjunkturbevægelse, og han fremhæver som det karakteristiske for de alm. konjunkturer hele det økonomiske samfundslivs Dette konjunkturbegreb er noget bredere, end man i alm. er vant til, idet det rummer næsten alle generelle økonomiske bevægelser af større længde end sæsonvariationer. opregner bølger af omtrentlig 3—4, 8-10, 20-25 og 50-60 års varighed. Hans tesis er, at når f, eks. en priskurve opløses i sine forskellige komponenter, er regelmæssigheden i variationerne så stærk, at det nævnte kinesiske æske-system af konjunkturbevægelser næsten har karakter af naturlove, som virker ret uforstyrret krige o. a. konkrete historiske begivenheder. støtte for dette synspunkt bringes en lang række priskurver. Den skeptiske læser kan måske til tider synes, at der udkræves lovlig stor forhånds velvilje til at genfinde alle de nævnte konjunkturbølger nogenlunde übrudt; særlig 20—25 års cyklen kan være svær at skelne, og dens periodelængde varierer i de anførte eksempler 16 og 27 år. Også over for indføjelsen de store krigsinfiationer i konjunktursystemet USA. omkr. Napoleonskrigene, borgerkrigen 1860'erne og 1. Verdenskrig— altså faktisk med ca. 50 års mellemrum) stiller anmelderen skeptisk; således synes det smukke 50 års system at måtte skærammes noget ved, at næste inflationstoppunkt allerede indtræffer i 1940'erne — efter systemet synes den krig at være kommet for tidligt.

I nogle korte afsnit vises udmærket, ved diagrammer en række lande, hvorledes konjunkturbevægelserne tænkes her særlig på 3—4 års bølgen) forløber med et time-lag ml. en »fortrop« (aktiekurser m. m.), en »mellemtrop« beskæftigelse) og en »bagtrop« (lånerente).

Forf. gennemgår ganske kort forsk, konjunkturteorieri rækkefølge. Man savner dog en omtale af Hawtrey's rent monetære teori, og kortfattetheden gør til tider fremstillingenaf forsk, forfatteres teorier noget ufuldstændig;således

stændig;såledesnævnes underkonsumtionssynspunktetikke forbindelse med Marx, akcelerationsprincippetforklares nærmere under omtalen af Aftalion, og om Keynes' nyere teorier siges det — lidt flot — at deres store indflydelse»skyldes og fremst hans fremstillingsmåte«og tankerne I

Som mål for den økonomiske politik over for konjunkturbevægelser opstiller Frisch opnåelse opretholdelse af »det optimale fordelingsforhold« lønmodtagere og erhvervsvirksomheder og samtidig »det mest rasjonelle til fordringshaverne« — som giver både bedrifterne tilstrækkeligt afkast som incitament øget virksomhed og lønmodtagerne tilstrækkelig indtægt til at skabe den nødvendige færdigvareefterspørgsel. For at sikre dette bør der beregnes indekser for nationalindtægtens bevægelse og ændringerne i fordelingsandelene. Påvirkningen af disse indeks må derefter være det centrale for den økonomiske politik, således at hensynet til f. eks. prisniveauets stabilitet må underordnes dette. De moderne nationalindkomst og nationalbudgetberegninger arbejder f. s. v. netop på den linie. En anden sag er det så, om begrebet »optimalt fordelingsforhold« er praktisk anvendeligt uden en politisk dom. Det kan tænkes, at der findes et større interval, inden hvilket såvel bedrifternes produktionsincitament forbrugernes konsumtions-evne er tilstrækkelig stor til at hindre en kontraktion; omvendt er det et spørgsmål, om det under privatkapitalistiske på ethvert tidspunkt er muligt at opfylde begge disse betingelser — måske de i en given situation udelukke hinanden.

I et særligt afsnit om den »lange konjunkturbølge« omkr. 50 år udvikler Frisch en biologisk-psykologisk i hvilken krigene indgår som et regelmæssigt led: De indtræffer gerne i slutningen af en opgangsfase, hvori der er sket »en opphopning av fysisk kraft og økonomisk velstand men samtidig krav om mer«, hvilket får udløsning gennem krig. Efter krigen gribes menneskene en deflationspsykose, og en ny langtidsopgang først med en ny generations Teorien illustreres af nogle interessante over hvedepriser og krige i Frankrig 1300—1800. Overensstemmelsen er ret tydelig; men man føler sig ikke overbevist om, at dette ikke helt overvejende skyldes krigenes virkninger. Når pris-langtidskurvens vendepunkt som regel indtræffer år før udbruddet af en større krig, synes dette at ligge i det rent diagramtekniske forhold, at langtidsprisen tilsyneladende er bestemt et gennemsnit af de foregående og efterfølgende års faktiske priser.

I et interessant nyt tillæg om levestandard og prisindeks definerer Frisch leveomkostningsindeks det tal, der angiver det reciprokke forhold mellem en given udgiftssum og den udgiftssum, på et senere tidspunkt på billigste måde vil give vedkommende familie samme tilfredsstillelsesniveau, den givne udgiftssum oprindelig gav. I forh. til denne definition bliver det her i landet beregnede detailpristal lidt for høji, fordi det forudsætter uforandret forbrugssammensætning stedet for en stadig mængdetilpasning den billigst mulige kombination med samme samlede tilfredsstillelse. Omvendt finder Frisch en nedre grænse for sit leveomkostningsindeks et husholdningsbudget, der er mængdetilpasset på sluttidspunktet. For at undgå et stigende gab mellem resultaterne af de to sæt beregninger må man indfordre hyppige ; ellers bliver man nødt til — som i Danmark i 1942 — at »springe« fra en budgetsammensætning til en stærkt ændret uden at opnå en egentlig kontinuerlig sammenhæng indekstallene før og efter »springet«.

Ragnar Frisch's bog er skrevet i et levende og letforståeligt snrot? OP illnetrprpt urlmnprVpf mpil diagrammer. Som indvending kan måske fremføres, den lovlig stærkt bærer præg af, at dens forfatter er ekonometriker og ikke sociolog; samfundsstrukturens betydning for konjunkturbevægelserne derfor næsten ikke berørt. F. eks. nævnes der intet om, at den B—ll års konjunkturbevægelse i priser, produktion og beskæftigelse m. m., som har spillet en særlig indgribende rolle i det sidste århundrede, hænger sammen med den kapitalistiske produktionsform, at den første af den slags kriser 1825. Ligeledes kommenterer Frisch ikke sin oplysning om, at der ikke har været nogen antydning til korte konjunkturbølger i Sovjetunionen i modsætning til alle andre større lande. Kai Lemberg.