Social sikring i sygdomstilfælde. En kritik det gældende system og nogle retningslinier den fremtidige udvikling. En redegørelse af arbejdsgruppen vedrørende og offentlig sundhedsforsorg. ved Socialministeriets foranstaltning. 1948. 246 sider -f 43 sider bilag.

I oktober 1944 trådte en gruppe bestående af nogle embedsmænd og nogle læger sammen for at gennemdrøfte den bestående lovgivning m.m. vedrørende sikring i sygdomstilfælde og for at

foreslå ændringer heri. Takket være de ganske særlige forhold efter regeringens tilbagetræden i 1943 måtte man nedsætte sådan en gruppe i stedet for en egentlig kommission. Imidlertid må man anse det for en anerkendelse af paterniteten,når betænkning nu udsendes af Socialministeriet og ganske i traditionel dansk betænkningsform.

Betænkningen er delt i fire dele, hvoraf den første og langt den korteste (11 sider) giver en oversigt over Den gældende lovgivning. Den er så kort, at den næppe giver mange af betænkningens meget nyt. Det gør derimod den næste del, der på sine 85 sider siges at ville give en Kritik af den gældende lovgivning. Det er imidlertid et spørgsmål om denne overskrift er rammende. Hvad der gives, er i virkeligheden en ganske fortræffelig fremstilling af lovgivning og praksis, men den gives under udfoldelse af al ønskelig polit-saglighed.

Dette afsnit må anses for meget værdifuldt. De kritiske konklusioner overlades det ganske til læseren at drage. Jeg tror ikke engang, at man kan påstå, at forfatteren eller forfatterne i særlig grad har udbredt sig om de afsnit, der i deres øjne er særlig forældede. Den tredie del kaldes Lægetjenestens organisation (beskrivelse og kritik). Den er på 51 sider og føjer sig naturligt til de to foregående afsnit. Også her drejer det sig særligt om deskription. Man har indtryk af, at man i dette afsnit står overfor en anden koncipist. I alt fald er sproget lidt mindre præcist og forfatterens egne synspunkter trænger men også nu og da på. For økonomer er denne del yderst interessant, fordi den nok i højere grad end de to foregående bringer nyt stof.

Det store skel i denne betænkning går på dette sted efter de tre første deskriptive dele og foran den sidste fjerde del, der giver Retningslinierne for den fremtidige udvikling (86 sider). De tre første dele har — måske netop på grund af den store nøgternhed, der præger dem — gjort det klart, at denne kommission ikke har nedsat sig selv uden skellig grund. Der trænges til reform. Ikke mindst den »tvang«, der indførtes med Socialreformen 1933, må føre til ændringer. For det tvungne medlemsskab blev kun klistret uden på vor gamle lovgivning, men blev slet ikke indarbejdet arbejdeti denne; dette store arbejde står tilbage. Denne kommissionsbetænkning afslører det. Man kommer her ind på kredsen af personer, der omfattes af sygesikringsordningen; de nuværende har ingen plads i et tvangssystem og foreslås da også fjernet. Det samme gælder aldersbetingelserne, der jo i virkeligheden samme baggrund som helbredsbetingelserne, ønsket om at holde de dårlige helbred uden for forsikringen. Endelig har man i nutiden de økonomiske betingelser; dem er det ikke sådan at slippe af med. Kommissionen utvivlsomt sympati for også at slette denne grænse, men er selvsagt klar over, at det ikke i samme grad som ved de to andre sæt af betingelser blot er at drage konsekvensen af tvangssystemets indførelse. Kommissionen arbejder en del med begreberne frivilligt, obligatorisk automatisk medlemsskab. Det sidste afviger fra det obligatoriske derved, at den pågældende ikke selv skal tage noget initiativ at blive medlem. Man kan sige, at del automatiske blot er at drage konsekvensen af det obligatoriske; men man kan også hævde, at er et medlemsskab først automatisk, er det tvivlsomt, der overhovedet er nogen grund til at opretholde fiktionen om et medlemsskab. Hvorfor ikke ganske simpelt på offentlig regning stille sundhedsydelserne til disposition ligesom de øvrige offentlige ydelser. Vi taler dog ikke om automatisk medlemsskab i vej forsynings - organisationer o. 1. Forskellen bliver da kun noget financielt. Det automatiske medlemsskab . ,2 _.:„i ----- _-•— - «..-.ir- ii <* .*i iilC* VADI JUIJI 0111 iltllLllil^t AUIIöCIiVCIIS IWIC Hi intet medlemsskab og almindelig skattefinanciering. forhindrer ikke, at det er meget sandsynligt, vi skal igennem det automatiske trin, ligesom vi nu i 16 år har levet på et halvtvangssystem.

Det vil være urimeligt her at komme ind på kommissionens mange forslag til ændringer m. h, t, medlemmers adgang til de forskellige formerfor sikringssystemets mange ydelser, lægetjenestens organisation og endelig vedrørendefinanciering administration. Hele vejen igennem er sagerne blevet tænkt ordentligt igennem; er karakteristisk at man ikke har samletsig noget enkelt forslag, men har søgt at påpege konsekvenserne af flere muligheder.

Mindst dristighed synes man at have vist i de sidste afsnit, hvor financiering og administrationdiskuteres. er sikkert områder, hvor der i allerhøjeste grad er brug for reformer, men sikkert også et felt, hvor sådanne er vanskelige at gennemføre, for institutioner er sejglivede. Man kan ikke frigøre sig fra tanken, at kommissionenbevidst undladt at drage helt de yderstekonsekvenser deres tanker for ikke at krænke traditionen så stærkt, at det hele arbejde blev lagt ned i skuffen med utopier. Det ville også have været synd.

Denne betænkning er et smukt eksempel på det høje stade, vore betænkninger er ved at få. Var det ikke en opgave for vort Statsministerium bringe lidt orden i det danske betænkningsvæsen. det ikke være praktisk, at de blev inddelt i serier, forsynede med nummer og først og fremmest, at der blev offentliggjort et katalog over betænkningerne. Hvad om man som i Sverige anvendte betænkningernes bagside at bringe en liste over det sidste års betænkninger 1. Kommissioners arbejde laves dog ikke blot for de privilegerede læsere i Den røde Bygning og på Christiansborg, men også for interesserede læsere landet over. De sidste har i alt fald meget vanskeligt ved at blive klar over, hvad der eksisterer af betænkninger o. 1. om et emne. Det er forresten mit indtryk, at end ikke de privilegerede altid er alt for velorienterede. Philip.