Knut Getz Wold: Levestandardens Økonomi. Johan Grundt. Tanum. Oslo. 1949. 255 sider. Pris 19.20 n. kr.

Der foreligger her en grundig og oplysende gennemgang dels af en række af de i nyere tid væsentligt fra andre videnskabsgrene fremkomne til såvel bolig- som ernærings og tøjforsyningen, dels af forskellige foranstaltninger, der kan tjene til at honorere krav. Disse foranstaltninger viser sig dels at være fordelingsmæssige indgreb, såsom mindsteløn, familieløn, skattefri fradrag, og lignende, dels en række diskriminerende foranstaltninger, såsom prisog Til slut gennemgås økonomiske virkninger af alle disse foranstaltninger, der sammenfattes under betegnelsen «.

Værket kan betragtes både som en praktisk
socialpolitisk indsats og som et bidrag til
den teoretiske socialpolitiks bygning.

Forfatterens praktiske socialpolitiske bestræbelser på den forudsætning, at fattigdom dårligt helbred er onder, der kan rejse krav også overfor andre end de, der lider under dem, og at det er muligt ved kollektive bestræbelser at reducere disse onder i omfang og intensitet. Til den ende har han samlet, sammenlignet og kritiseret nævnte standardkrav og får derved række kriterier på forbrugsforhold, der kan karakteriseres som fattigdom og tilstande, undergraver helbredet. — Uden de rigtige kriterier kan man ikke være sikker at modforanstaltninger sætter rigtig ind. — Og desuden har forfatteren samlet, sammenlignet og kritiseret den række midler til reduktion af de nævnte onder, der blev opremset i indledningen. — Det er klart, at uden de rigtige midler kan en effektiv bekæmpelse finde sted. — Det udførte arbejde også betragtes ud fra den anden synsvinkel, altså som en samling af materiale rialetil den teoretiske socialpolitiks bygning, og her vil arbejdet utvivlsomt vinde hurtig anerkendelse og blive benyttet af alle interesserede, stifter bekendtskab med det. Som praktisk socialpolitisk bestræbelse kan man ikke spå værke samme hurtige og almindelige omend enkeltheder kan få begrænset Uden at man vil stempie forfatterens forudsætning, at fattigdom og forhold, der undergraver helbredet, i væsentlig kan bekæmpes ved kollektive indgreb, som urealistisk, er man dog tvunget til, hvis man ikke vil være überettiget optimistisk, gentage Stuart Mills udsagn, at det går beklageligt langsomt, og at en lang række generationer vil bukke under, mens breschen skydes, men før erobringen fuldbyrdes. må da trøste sig med Mills tilføjelse: »Yet every mind sufficientliy intelligent generous to bear a part in the endeavor, draw a noble enjoyment from the contest itself, which he would not for any bribe in the form of selfish indulgence consent to be without« (Utilitarianism).

Nu nærer forfatteren ingen illusioner i retning at den målsætning, hvis problemer, han drøfter, er objektiv. Men det skulle være mærkeligt, om han ikke — at dømme efter det store arbejde, der er præsteret — har ment, at målsætningen kunne blive relevant, v. s. interessere tilstrækkelig mange af de politisk betydende grupper. Og formodningen så henseende kan også finde støtte

i betragtningen af forskellige principielle, metodiske som forfatteren fremkommer i kapitel 11. Det pågældende afsnit indeholder en udmærket mål-middel analyse, hvor særligt Webers og Myrdals herhenhørende refereres og kommenteres. gør Woid bl. a. den kloge betragtning gældende, at også midler, der ikke i øjeblikket er politisk relevante bør analyseres, man har formodning om, at den manglende interesse skyldes, at midlernes virkning ikke foreligger gennemanalyseret og sammenlignet med andre midler. En lignende betragtnig kan naurligvis anlægges på målene vil her som der være et forsvar for at behandle de forbrugsmsessige forhold, som bogen handler om, uanset at de ikke i øjeblikket indgår i praktisk politik.

1 slutningen af det paagældende afsnit bemærker at dette at undersøge de politiske relevante værdipræmissers muligheder et omfattende og stadigt fortsat socialpsykologisk arbejde. »Men sosialøkonomer bare sjelden sitte inne med de specielle arbeidet med sosialpsykologiske krever«. Det er da mest praktisk, at skomagerne bliver ved deres læst, selv om det er givet, at sen viktig utviklingslinie nye landvinninger innen økonomien ligger i å trekke inn problemstillinger grenseområdene« (s. 42— 43). — Det ville her være lige så rigtigt at erstatte ordene »å trekke inn problemstillinger med »at stille problemer, der ønskes belyst til«. Her savner man noget i forfatterens fyldestgørende fremstilling. Thi uden at være socialpsykolog kan man råt formulere spørgsmål, der bør besvares, for at få belyst de opstillede værdipræmissers praktiske muligheder for at klare sig i kapløbet menneskenes interesse for de værdier, de søger realiseret. Forfatteren understreger selv flere gange i bogen, at de standardkrav til forbruget, som benyttes som værdipræmisser, ikke fuld ud svarer til de værdier, folk tillægger goderne, at dømme efter de eksisterende forbrugspræferencer. Men så må det også være af interesse at få belyst spørgsmålet om, hvorvidt de behov, som standardkravene bygger på, forefindes i kim eller kan indplantes i individernes psykologi og i bekræftende fald, hvorvidt de har en chance for at fortrænge de eksisterende f. eks. hvis disse hviler i mindre fast forankrede konsumvaner. I hvert fald under forhold, hvor der må tages hensyn til befolkningens faktisk eksisterende konsumtilbøjeligheder, kommer disse psykologiske til at høre til dem, der influerer den politiske relevans.

Anskuelsen, at en socialpolitik byggende på princippet om minimumsforbrug efter videnskabeligestandardkrav blive politisk relevanti nærmeste fremtid, hænger måske sammen med, at forfatteren anskuer den faktiskesocialpolitiske som gående i den retning. Han mener at kunne konstatere en ny udviklingslinie, således at den ny socialpolitikikke som den gamle tager

gældende, thi dette problem er ikke nyt og
ikke midlertidigt.

Med det forbehold m. h. t. slagkraften i målsætningen og dermed i den forventede betydning levestandardens økonomi, der her er gjort, være forfatterens meget læseværdige arbejde iøvrigt anbefalet.