DE fleste regeringer har og har længe haft på deres program at bringe
orden i eller sanere pengevæsenet. Men talen om at sanere pengevæsenet
begrebet et sundt pengevæsen. Betydningen af dette
begreb er imidlertid alt andet end klar, og da man formentlig ikke kan
bringe noget i orden, uden man ved, hvad det er for en orden, man vil
bringe det i, eller sanere noget uden man har klart for sig, hvad en sund
tilstand er, må det være nødvendigt, inden videre foretages, at søge at
finde ud af, hvorledes man tænker sig, et sundt pengevæsen skal se ud.
Nu kunne det, selv om der ikke af de folk, der driver pengepolitik, findes
nogen klar udtalelse om, hvad der skal forstås ved et sundt pengevæsen,
tænkes, at begrebets betydning med tilstrækkelig tydelighed fremgik af
de programmer, de opstiller, og de handlinger, de foretager.

Imidlertid er dette langt fra at være tilfældet. Hvad programmerne angår, synes nogle at mene, at en stabilisering af priserne, nærmere bestemt et leveomkostnings-indeks, er ensbetydende med at bringe orden i pengevæsenet, selv om det sker ved maximalpriser eller ved tilskud til producenterne. Andre synes at have den opfattelse, at når der er balance mellem løbende indtægter og udgifter på de offentlige budgetter, og når seddelmængden og den centralbankkredit, som står til publikums og bankers i forhold til befolkningens størrelse, og prisniveauet er som på et vist tidligere tidspunkt, er pengevæsenet i orden. Atter andre synes at mene, at et sundt pengevæsen har man, når restriktionerne kan ophæves, folk kan købe og sælge, hvor de vil, og hvad de vil, og når de kan anvende deres arbejdskraft og andre ressourcer, hvor de finder det mest fordelagtigt.

Ingen kan lide restriktionerne, og alle siger, de vil ophæve dem, og ofte hører man, at de såkaldte pengesanerende foranstaltninger, som man foretager eller bringer i forslag, er en forudsætning for, at dette kan ske. Man kunne derfor fristes til at tro, at vi her har definitionen på et sundt

---

1) Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 26. januar 1949.

pengevæsen. Dette synes dog ikke at være tilfældet, thi blandt de betingelser,vi måttet gå med til for at få del i Marshail-hjælpen, er saneringenaf pengevæsen, men i den 4-års plan, vi har overgivet til OEEC, forudsættes det ikke, at restriktionerne skal afskaffes, tværtimod siges det udtrykkeligt, at de mål, man deri opstiller, skal gennemføres ved importregulering, investeringskontrol og rationering.

Hvad man i dette dokument synes at tilstræbe, og som altså ikke kan være i strid med, hvad man anser for et sundt pengevæsen, er, at betalingsforholdene udlandet er i balance. I parentes bemærket forekommer mig at være et overordentlig beskedent mål at sætte sig, da dette formentlig til enhver tid kan nås, når man ikke viger tilbage for at tvangsregulere hele udenrigshandelen, hvad man jo efter det fremsendte program ikke gør. Hertil kommer, at dette mål opfyldes ganske af sig selv, når man ikke længere kan opnå kredit i udlandet.

Ser man endelig på de foranstaltninger, man har kaldt pengesanerende, kan man heller ikke af dem uden, videre aflæse en definition af begrebet et sundt pengevæsen, thi deres virkninger har været mangeartede, men i det store og hele temmelig übetydelige med hensyn til relevante økonomiske

Det er derfor absolut nødvendigt, forinden man går videre med pengesanerende at man gør sig klart, hvad man mener, når man taler om et sundt pengevæsen, den metode, man hidtil har anvendt, blot at gå hen ad forskellige slags veje uden at vide, hvor man agter sig hen, er ufornuftig, man må hellere ofre lidt tid på at tænke sig om, inden man begiver sig på vej. Det kan også tænkes, at der ikke findes en sådan definition på et sundt pengevæsen, at der kan blive enighed om at ville derhen, men i så fald er det vel bedre at dette konstateres. Jeg skal derfor et forslag til en definition af et sundt pengevæsen.

Man siger i reglen, at et organ er sundt, når det fungerer efter sit formål. er pengenes funktion utvivlsomt at muliggøre den fra et økonomisk optimale arbejdsdeling. Idet man modtager penge, d. e. generel købeevne for sine ydelser, i stedet for de goder, man selv producerer skaffer sig for disse gennem naturaludbytte med andre, sættes man i stand til i konkurrence med andre at efterspørge, hvad man vil, man bidrager derved til, at produktionen indrettes i overensstemmelse med forbrugernes ønsker, således som disse udtrykkes gennem deres efterspørgsel markedet. På samme måde sætter brugen af penge folk i stand til at anvende deres produktionsmidler der, hvor de giver dem størst mulig indtægt, i stedet for at de ellers skulde spejde efter, om de for deres indsats kunne få de konkrete ting, som de har større eller mindre brug for.

En forudsætning for, at denne tilstand kan realiseres, er, at der foreliggeret
frit marked både for goder og for produktionsmidler.Deraf

ler.Deraffølger, at betingelsen for at en foranstaltning skal kunne betegnessom må være, at den virker i retning af etableringenaf frit marked. Men et frit marked er ikke tilstrækkeligt til at sikre et sundt pengevæsen, som senere nærmere skal påvises, kræves yderligere,at af pengeenheden har en vis stabilitet. Vil man sanere pengevæsenet, må man altså foruden at gøre markedet frit tilvejebringe en sådan stabilitet.

De pengepolitiske foranstaltninger, deres formål og deres effektivitet.

Ud fra den definition, jeg her har givet, skal jeg nu undersøge de foranstaltninger, man her i landet — og jeg kan sige en række andre lande — har gennemført under betegnelsen pengesanerende foranstaltninger, at se i hvilken grad, de svarer til deres navn. Inden jeg går i gang med denne analyse, skal jeg gøre et par bemærkninger om det stadig ikke klare begreb inflation, fordi man i reglen deri ser det egentlige onde, som man tilsigter at afværge eller dog kontrollere ved hjælp af de trufne eller foreslåede foranstaltninger.

Det er hensigtsmæssigt at sondre mellem to slags inflation, nemlig spontan
autonom inflation.

Spontan inflation foreligger, når efterspørgselen efter arbejdskraft overstiger arbejdskapacitet, d. v. s. den arbejdskraft, der er til rådighed. Når dette sker, må arbejdslønnen naturnødvendigt stige, og dette må være tilfældet uanset de gældende tariffer, thi arbejdsgiverne vil søge at få fat på arbejdskraften, og det kan ikke ske på anden måde end ved at lokke dem til sig med gunstigere arbejdsvilkår. Bevægelsen behøver ikke at foregå med lavineagtig fart, for der kan foregå en vis tøven, men tendensen er klar nok, der er? her fænomenet »sortbørslønninger« ind.

Denne lønstigning har den egenskab, at den holder sig selv igang. Den spontane inflation har nemlig sit udspring i profitforventningerne, og da disse i et samfund, hvor der skal være fuld beskæftigelse og ligevægt på betalingsbalancen, ikke formindskes ved lønforhøjelse, forbliver overefterspørgselen arbejdskraft upåvirket af lønstigningen, ja, efterspørgselen til og med forstærkes under processen, idet forventningen om stadig prisstigning kan fremme investeringslysten, fordi foretagerne tjener på prisstigningen. Man vil derfor være inde i en uendelig lønstigning, der kun retarderes noget af foretagernes selv-rationering af arbejdskraften.

Man kan på samme måde tale om sponfan deflation, den foreligger, når efterspørgselen efter arbejdskraft er mindre end arbejdskapaciteten, men den er iøvrigt ikke symetrisk med den spontane inflation, idet der først efter et svært tryk finder lønfald sted. Resultatet bliver da arbejdsløshed.

Autonom inflation foreligger, når arbejderne gennem kollektiv aktion sætter lønnen op. Også denne lønstigning holder sig selv igang, hvis der skal være fuld beskæftigelse, thi når lønnen sættes op, kan priserne sættes i vejret, uden at afsætningen formindskes, idet købeevnen stiger i samme grad. Forholdet mellem løn og priser bliver da som før lønstigningen, og der er derfor samme grund til et fornyet lønkrav, som til det tidligere. Har man pristalsklausul i overenskomsterne, er processen automatisk.

En sådan autonom inflation kan have forskellig oprindelse. Den kan begrundes i en »knaphedsprisstigning«, som tilfældet var ved krigsudbrudet, den kan også fremkomme blot, fordi arbejderne føler sig stærke nok til at gennemføre en lønstigning, idet arbejdsmarkedet er blevet strammere, at der dog er mangel på arbejdskraft. Autonom deflation findes

Den overefterspørgsel efter arbejdskraft, der er tale om i forbindelse med den spontane inflation, kaldes ofte »det inflationistiske gab«. Der er ingen tvivl om, at hvad enten inflationen er af den spontane eller af den autonome type, betyder den uorden i pengevæsenet, idet pengeenhedens værdi bliver ustabil, og vil man opretholde et sundt pengevæsen, må man derfor bestræbe sig for at holde en sådan udvikling i tømme. Foranstaltninger, er effektive til dette formål, fortjener utvivlsomt betegnelsen pengesanerende foranstaltninger. Der er vel heller ingen tvivl om, at netop dette at hindre eller bekæmpe inflationen, har været det vigtigste ledemotiv alle de foranstaltninger, der er foretaget. Naturligvis er det ligeså vigtigt, at bekæmpe deflatoriske tendenser, men det har kun i ringe grad været aktuelt i denne periode.

I parentes bemærket forekommer det mig, som der i visse indflydelsesrige ikke hersker den samme frygt for deflation som for inflation, nø r\c\cf \z_or* Hor nonnTM» ynoro tyiyl QYl\ ilt dS" fCSTStC Sld^S UCrdCIl CT ISllilt mere ødelæggende for det økonomiske liv end den sidstnævnte. Erfaringen har med stor tydelighed vist, at en inflatorisk proces, når den holdes indenfor moderate grænser ikke virker stærkt ødelæggende for det økonomiske liv, mens deflationen selv i moderate doser fremkalder farlige lammelser.

De foranstaltninger, man har truffet, kan deles i 3 grupper:

1) Foranstaltninger, som retter sig imod, hvad man kalder pengemængden.

2) Foranstaltninger, som virker direkte på efterspørgselen efter varer og
tjenester.

3) Foranstaltninger, som sigter på en direkte regulering af priserne.

Jeg skal diskutere dem efter tur.

Regulering af pengemængden.

Selve begrebet pengemængden er temmelig uklart. Man siger f. ex. ofte, at staten sætter seddelpressen igang, når den financierer et underskud på budgettet ved at trække på sin konto i Nationalbanken. Dette er helt urigtigt, det er dog vist vigtigt at få udryddet en sådan forestilling. Det er ikke sikkert, at en sådan transaktion forøger seddelmængden det mindste. Det kan nemlig tænkes, at underskudet på statsbudgettet blot tjener til at opretholde den bestående indkomststrøm eller hæmme dens fald. Det er yderligere påkrævet at indskærpe, at bortset fra, at folk kan finde på at opsamle sedler for at føre skattevæsenet bag lyset, er seddelmængdens størrelse uden enhver økonomisk betydning.

Det lige nævnte budgetunderskud medfører imidlertid under alle omstændigheder stigning i bankernes tilgodehavender i Nationalbanken. I denne forstand sker der altså en forøgelse af pengemængden ved den omtalte transaktion, og det er vist i reglen sådanne tilgodehavender i Nationalbanken seddelmængden, eventuelt tillige publikums likvide banktilgodehavender, man tænker på, når man taler om pengemængden. Herfra gives dog undtagelser. I en artikel i Sparekassetidende for 15/6 1948 taler vicedirektør i. Nationalbanken Svend Nielsen f. ex. om, at Nationalbanken i finansåret 1945^—46 via statskassen måtte sætte nye penge i omløb lig med det daværende budgetunderskud på 600 mill, kr., skønt der ikke i denne periode forekom nogen forøgelse af foliokontoen, men derimod fra juli 1945 en ret stærk nedgang. Ikke desto mindre skal jeg i det følgende bruge ordet pengemængde i den mere gængse betydning: og likvide banktilgodehavender. Penge er således en beholdning må på regnskabet opføres i status som enhver anden formuegenstand.

Vi skal nu se, om nogen af de foranstaltninger, som er truffet til regulering pengemængden eller andre formuestørrelser, kan have haft nogen sanerende indflydelse på pengevæsenet. Problemet har jo hovedsagelig at forhindre eller bremse den spontane inflation, d. v. s. har de nævnte foranstaltninger virket, må det være via efterspørgselen efter arbejdskraft.

Lad os først se på de såkaldte pengebindings- eller pengeopsugningsforanstaltninger, blev indført i sommeren 1942, og som siden er blevet opretholdt eller udvidet: Reglerne om ekstraordinær forøgelse af pengeinstitutternes og om salg til publikum og banker af forskellig statsforskrivninger.

Tanken bag disse foranstaltninger var, så vidt jeg kan se, fra først af,
at bankernes kreditgivning var afhængig af deres disponible kassebeholdninger,og
private folks efterspørgsel efter forbrugsgoder eller produktionsfaktorerberoede

tionsfaktorerberoedepå deres beholdning af likvide banktilgodehavender, thi i professorudvalgets betænkning af 1943 var der ikke tale om, at de skulle tjene til at holde rentefoden oppe, tværtimod var det udvalget magtpåliggendeat foranstaltningerne en sådan form, at de ikke fik denne virkning. I udvalgets betænkning af 1945 har man imidlertid ændret opfattelse,nu de pengeopsugende foranstaltninger næsten udelukkendesom til at regulere rentefoden, hvilket formentlig er en fuldstændigrigtig

Når jeg alligevel her fremdrager den tidligere betragtning, er det fordi denne stadig synes at herske både indenfor de politiske partier og navnlig Nationalbankens ledelse. Det synes mig at fremgå af striden om lempelse kassebindingsreglerne og om regeringens lånepolitik. For mig står det, som om man tillægger »de ledige penge«, som man taler om, en særlig og således at mængden af ledige penge, altså bortset fra virkningen via rentefoden, tænkes at have betydning for spørgsmålet om inflation eller ikke inflation. Begrebet ledige penge har heller aldrig stået mig helt klart. I den førnævnte artikel af Svend Nielsen gives to definitioner det beløb, der står på statens reguleringskonto i Nationalbanken, 2) summen af seddelmassen og bankernes indestående på foliokonto Nationalbanken samt indestående på særlige konti, der forfalder inden for en kortere periode minus størrelsen af de samme beløb før krigen. Med andre ord; når statens mellemværende med banken er opført passivsiden af bankens balance, er det efter denne tankegang ledige som betyder en inflationstrusel; når det samme beløb derimod på aktivsiden, er såvel de ledige penge som deres inflationistiske forsvundet. Man har sagt mig, at der bag dette skulle ligge en slags fin politisk taktik; det skulle øve indflydelse på statens fremtidige dispositioner, om den formelt set har et tilgodehavende i Nationalbanken ikke. Jeg indrøniiiici gwue, al jeg ikke har nogen forstand politisk taktik, men jeg synes, det ser sort ud for muligheden af at føre en nogenlunde rationel økonomisk politik her i landet, hvis den er afhængig af den slags tricks.

løvrigt synes den opmærksomhed, man både nationalt og internationalt har oparbejdet omkring denne reguleringskonto, mig besynderlig. Man glæder sig over, at det er lykkedes at reducere den noget, og tager det som et udtryk for, hvor langt pengesaneringen er fremskredet her i landet, og dog kan der formentlig ikke tænkes noget mere ligegyldigt end, hvorledes konto ser ud. Hvad det alene kommer an på med hensyn til pengevæsenets sundhed, må vel være forholdene på markedet.

Nu skal det ingenlunde benægtes, at man både gennem kassebindingsreglerog
opkrævning af skatter eller optagelse af lån til reduktionaf
kan fremkalde en likviditetskrise og dermed

arbejdsløshed. Dette kan dog ikke kaldes en pengesanerende foranstaltning,men
tværtimod anses for en yderligere ødelæggelse af pengevæsenet.

Lad mig konkludere på følgende måde:

Regulering af rentefoden er et brugbart — og vel til og med et nødvendigt middel til oprettelse og opretholdelse af et sundt pengevæsen. Rentefoden påvirker nemlig efterspørgselen efter arbejdskraft og kan derfor eller standse en inflationsproces, hvis den er af den spontane type, derimod kan den intet udrette overfor inflation af den autonome type, benyttes den i dette øjemed, får man deflation.

Skal der føres en rationel politik, må det være regeringen, der bestemmer højde. Dette foregår lettest og mest rationelt på den måde, at staten — vel naturligst med Nationalbanken som agent — regulerer ved køb og salg.

Regler om bankernes kassebeholdninger, som ikke er dikteret af hensyn indlånenes sikkerhed, er af det onde, og bør ophæves. Det er bankernes mod fyldestgørende sikkerhed at yde den kredit, som forretningsfolk det gældende renteniveau ønsker. Hindrer Nationalbanken deri på grund af særlige krav om kasse, skabes der deflation, og man får arbejdsløshed.

De såkaldte pengebindings- eller pengeopsugningsforanstaltninger, incl. eengangsskatten, som vi har gennemført her og i mange andre lande, har ikke haft nogen nævneværdig virkning på pengevæsenet — måske med undtagelse af en tilsløring af det virkelige problem. De har vel virket på rentefoden, men denne har hverken under eller efter krigen haft nogen nævneværdig virkning på det økonomiske liv, idet man har neutraliseret dens virkninger på anden måde, men under en fri økonomi, som et sundt pengevæsen jo indebærer, vil den genvinde sin betydning som en af de strategiske faktorer til regulering af pengevæsenet.

Foranstaltninger, som sigter direkte på efterspørgselen.

Det drejer sig om sådanne ting som »bunden opsparing«, salg af spareobligationer, hvor man appelerer til folks spillelyst, og først og fremmest om den almindelige finanspolitik. De førstnævnte foranstaltninger er det vist ikke værd at spilde megen tid på. Intet menneske kunne sige noget om, hvorvidt de har haft nogen virkning på efterspørgselsforholdene, og knap i hvad retning den er gået, det eneste, man med nogenlunde sikkerhed kan sige, er vel, at deres virkning i hvert fald har været meget ringe. Fred være med dem.

Det vigtige spørgsmål er: Hvilken værdi har finanspolitikken som middeltil
oprette og opretholde et sundt pengevæsen? Mens man for nogle

år siden næsten udelukkende satte sin lid til kreditpolitikken som middel
til regulering af pengevæsenet, har, der i den sidste tid været flere og flere,
som i finanspolitikken ser noget i retning af et universalmiddel.

Da de to midler ligner hinanden deri, at de begge er efterspørgselspåvirkende er det klart, at deres anvendelighed og dens begrænsning mangt og meget vil blive den samme. Forskellen er den, at finanspolitikken mere direkte, og at den virker på forbrugerefterspørgselen, kreditpolitikken virker på investeringsefterspørgselen. Om man vil bruge det ene eller det andet af disse to midler, må da først og fremmest på, om man i det tilfælde, hvor det gælder at bekæmpe spontan inflation, ønsker at begrænse forbruget eller investeringen. For begge gælder det, at de ikke kan gøre noget ved en inflation af den autonome type.

Som jeg før sagde, har der i den senere tid udviklet sig en del overtro på finanspolitiken. Nogle tror f. eks., at når der blot er balance på de offentlige budgetter, er den hellige grav vel forvaret, så er kilden til inflation den side i hvert fald stoppet. Dette er ikke rigtigt, det beror i høj grad på, hvorledes denne balance er tilvejebragt. Skatternes forbrugsbegrænsende aftager utvivlsomt med den beskattede indkomsts størrelse. Det offentliges udgifter derimod forøger i mange tilfælde forbruget 100 % af deres beløb. Enhver udgiftsforøgelse fra det offentliges vil derfor have en inflatorisk tendens, med mindre den modsvares opkrævning af et betydelig større skattebeløb. Den ikke ualmindelige at tilskud for at holde prisen for visse goder nede ikke virker inflatorisk, når man blot finansierer dem ved skatter, er derfor ikke rigtig, med mindre man anvender skatter, der særlig rammer de lavere indkomstgrupper.

Ligesom der findes en del mennesker, der mener, at man kan bringe balance i landets økonomi, således at restriktionerne kan ophæves, blot ved en tilstrækkelig kreditindskrænkning, er der folk, der mener, at det samme kan nås ved beskatning. Det er rigtigt, at de to midler også i denne henseende virker ganske ens, og derfor bliver den nævnte opfattelse lige forkert i begge tilfælde. Man kan således ikke altid få et underskud på betalingsbalancen ud af verden ved nogen af de to midler, medmindre man er villig til at tage arbejdsløshed. Dette har vi rigelig erfaring for, idet kreditindskrænkning har været det klassiske middel til at regulere forholdet til udlandet og med arbejdsløshed som resultat. Men ganske det samme vil være tilfældet med finanspolitikken. Kun for det tilfælde, at underskuddet på betalingsbalancens løbende poster udelukkende skyldes overefterspørgsel efter arbejdskraft, kan de to midler bruges. I andre tilfældevil kræves en forhøjelse af vekselkurserne. Det bør dog understreges,at ikke er under alle forhold, at en vekselkursforhøjelse kan

bringe ligevægt på betalingsbalancen. Er der ved fuld beskæftigelse underskud på betalingsbalancen, og søger men at bringe dette ud af verden ved forhøjelse af vekselkurserne, bliver resultatet kun, at der opstårspontan thi forhøjelsen af vekselkurserne, der jo betyder en relativ forhøjelse af alle udlandsbestemte priser, fører til en forøget efterspørgsel efter indenlandske ydelser, hvorved disse priser bydes op. Ligevægt på betalingsbalancen kan derfor i dette tilfælde kun nås, hvis man samtidig med vekselkursernes forhøjelse ved kreditindskrænkning eller skatteopkrævning skaber plads til den forøgelse i efterspørgselen efter arbejdskraft, som vekselkursforhøjelsen fremkalder. Vekselkursforhøjelse er altså ikke noget universalmiddel, når det gælder at regulere forholdet til udlandet.

Der er også folk, der mener, at al intern rationering, uanset hvor lavt man holder priserne på de enkelte goder, kan bringes til ophør ved gennem at fratage befolkningen købekraft. Dette er naturligvis heller rigtigt. En beskatning af en sådan størrelse, at man kunne ophæve eller bolignøden, vilde utvivlsomt betyde meget stor arbejdsløshed, jfr. iøvrigt Jørgen Geltings artikel i Finanstidende for 15. december 1948.

Vi ser altså, at finanspolitiken ligesom rentepolitiken er et virksomt middel overfor en spontan inflation eller deflation, men at den intet formår inflation af den autonome type, og heller ikke kan overflødiggøre når man holder priserne nede ved maksimalpriser.

Når man derefter spørger, om den finanspolitik, der er ført her i landet, bidraget til at bremse inflationen, må svaret blive, at for såvidt inflationen har været af den spontane type, har dette været tilfældet. En sådan tilstand har utvivlsomt været tilstede i de sidste 2 år, og den førte finanspolitik har til en vis grad virket dæmpende på den spontane inflation, næppe særlig stærkt, da den fiskale struktur har en stærkt inflatorisk

Direkte indgreb overfor priserne.

De foranstaltninger, som er truffet for at påvirke priserne direkte, har været af forskellig art og forskelligt motiveret. Ved krigens begyndelse foretog man en nedsættelse af sterlingkursen. Da der var stærk valutaafgang,og man iøvrigt fra Nationalbankens side drev en voldsom kreditindskrænkning,kan formentlig kun være begrundet i ønsket om at holde priserne nede. Det viste sig dog nødvendigt at yde eksportpræmier for at holde eksporten oppe. Efter krigen foretog man atter en nedsættelseaf som heller ikke var begrundet i betalingsforholdene overfor udlandet, men som kun kan forklares ud fra ønsket om at bidrage til at holde priserne nede. Sverige, Canada og New Zealand har senere

foretaget lignende skridt med den udtrykkelige motivering at hindre prisstigning.Det imidlertid klart, at et sådant skridt må nødvendiggøre rationering af indførte varer og eventuelt tilskud til eksporten for at holde produktionen oppe.

Endvidere gav man ved krigens begyndelse regeringen bemyndigelse til en almindelig prisregulering, som blev praktiseret dels ved avancebegrænsning, ved fastsættelse af maksimalpriser. Formålet med denne foranstaltning såvidt jeg kan forstå, at hindre en stigning i forretningsfolks indkomster, idet man ræsonnerede, at en sådan indkomsstigning vilde betyde forøget efterspørgsel på markedet og derigennem yderligere tendens prisstigning. Den tankegang har formentlig også spillet en rolle, at inflationen fandt sit udtryk i selve prisstigningen, og at man derfor kunne holde den i tømme ved direkte kontrol med priserne, idet man dog indså nødvendigheden af, at forøgelsen i de direkte omkostninger, såsom f. eks, forøgelse af importprisen gav sig udtryk i prisstigning.

Derimod havde man fra begyndelsen af ikke øje for betydningen af forhøjelse lønningerne. Den overenskomst, der allerede i efteråret 1939 sluttedes mellem arbejdsmarkedets organisationer om regulering af lønnen pristal, mødte således tilslutning fra alle sider. Da den imidlertid straks gav anledning til en betydelig lønforhøjelse, som det naturligvis var nødvendigt at indkalkulere i priserne, således at der i foråret 1940 kunne forudses en ny lønstigning i henhold til overenskomsternes pristalsklausul, det op for flere og flere, at man her havde en kilde til inflation.

Dette søgte regeringen i sommeren 1940 at imødegå ved at sætte den mellem organisationerne afsluttede overenskomst om pristalsregulering ud af kraft. Samtidig vedtog man loven om arbejdsforhold, hvorefter det blev muligt at føre en vis kontrol med lønudviklingen. Ingen af disse foranstaltninger dog særlig effektive. Hvad loven om arbejdsforhold angik, Iråule lønreguleringen kun i krafi i det iiifæide, hvor parterne ikke kunne blive enige om lønforhøjelser, derved kunne lovens lønregulerende foranstaltninger set blive sat fuldstændig ud af spillet, nemlig hvis parterne blev enige. I praksis viste dette sig imidlertid sjældent at være tilfældet, og loven blev således til en vis grad effektiv til begrænsning af lønstigningerne, idet dog den myndighed, som skulle fastsætte lønnen, hvor enighed ikke kunne opnås, stadigvæk søgte at nå til et kompromis, således at lønstigninger faktisk alligevel i et vist omfang fandt sted, men der kan ikke være tvivl om, at denne ordning dog betød en hæmning af lønstigningen, og således medvirkede til at hæmme den autonome inflation, disse lønstigninger var udtryk for.

Værre var det, at regeringen ved ophævelsen af pristalsreguleringsklausulengjorde
betinget af, at leveomkostningerne ikke steg. Dette
gjorde det nemlig nødvendigt med alle midler, deriblandt tilskud til producenterneat

ducenterneatholde leveomkostningerne nede. Det nødvendiggjorde ligeledesden foranstaltning, som det var, for enhver pris at holde huslejen nede på før-krigs-niveauet. Det er klart, at når man såledesfra side havde anerkendt, at der burde være en forbindelse mellem lønhøjden og leveomkostningerne, havde man i meget høj grad svækket betydningen af den formelle ophævelse af pristalsreguleringsklausulen.Det vel også denne erkendelse, der bevirkede, at arbejds- og forligsnævnets formandskab stadig fandt anledning til at gøre visse indrømmelseroverfor krav om kompensation for prisstigningen. Resultatet blev, at den af krigen forvoldte forstyrrelse af vor økonomi og den deraf følgende formindskelse af produktionen i 1941 havde givet sig udslag i, at industriarbejderne gennemsnitlig for deres timeløn kun kunne købe ca. 87 % af, hvad de kunne før krigen. For landarbejdernes vedkommendevar i lønnens købeevne kun ca. halvt så stort på dette tidspunkt.

Trods den indførte lønkontrol vedblev lønnen i industrien dog at stige og med stigende hastighed, og da leveomkostningerne ved de nævnte midler konstant, øgedes løntagernes købeevne overfor pristalsbudgettet mere og mere, indtil de ved krigens ophør for deres timeløn kunne købe samme budget som før krigen. Samtidig var lønstigningen i landbruget langt stærkere, allerede i 1942 oversteg den stigningen i pristallet og var i 1945 steget ca. 60 % mere end pristallet. Denne stærkere stigning i lønningerne landbruget var blot et udtryk for den lønudligning, som var forårsaget af arbejdsløshedens forsvinden, og den må antages at blive bestående, sålænge der er nogenlunde fuld beskæftigelse.

Ved siden af de her nævnte grupper af lønarbejdere, findes der et betydeligt offentlige og private funktionærer, hvis løn ikke var steget så stærkt som prisen på det budget, de plejede at købe, men det måtte naturligvis anses for kun at være et tidsspørgsmål, hvornår lønstigning for denne gruppe førtes å jour.

Situationen ved krigens afslutning var da den, at hvis man skulle give befolkningen lov til at disponere frit over dens indtægt og under forudsætningaf opsparingskvote, måtte den årlige produktion pr. mand ligge vel mindst 12^—15 % over før-krigs-niveauet, mens den faktiskvar hel del lavere end før krigen. At skabe realitet bag det krav om en sådan forbrugsforøgelse, som den stedfundne udvikling havde skabt, var med det udseende, verden havde efter krigen, en så kæmpemæssig opgave, at man vel kunne tvivle om dens løsning. I hvert fald burde opgavensstorhed været tilstrækkelig til, at man havde truffet foranstaltningertil standse den hidtidige udvikling. Dette skete imidlertid ikke. Lønnen i industrien steg yderligere, dens stigning beregnes nu til at være ca. 16 % større end stigningen i pristallet, og lønnen i landbruget er steget

endnu mere i forhold til pristallet. Sætter vi skønsmæssigt real-lønstigningen indenfor landbruget til 80 % og lader denne veje %, får vi, at befolkningen med samme opsparingskvote som før krigen ville købe rundt regnet 30 % mere end før krigen. Dette betyder, at vil man frigive forbruget og dog fastholde priserne, må produktionen pr. time ligge henimod 30 % højere end før krigen¹).

Det er berettiget at spørge, hvorledes sådan en tilstand i det hele taget er mulig, hvorledes kan befolkningen have en realindtægt, der er 30 % højere end før krigen, når produktionen er væsentligt lavere. Svaret herpå er, at dette naturligvis heller ikke er tilfældet, der er ikke tale om en reallønstigning dette omfang, men om, at folk efter at have købt deres tidligere hvis dette kunne fås, ville have en betydelig del af deres indtægt tilovers.

Hvad der sker er i grove træk følgende

1) Da alle de vigtige ting er rationeret, vender den overskydende købeevnesig de urationerede områder, herunder tjensteydelser, da disse tillige er de områder, hvor priskontrollen er mindst effektiv, opstår der i disse en uhyre profit, den giver sig to udslag: a) tiltrækning af arbejdskraftfra vigtige og derfor stærkt kontrollerede områder (landbruget har afgivet 17 % af sin arbejdsstyrke under krigen) og b) en uhyre fortjeneste,der går til skatter, dels opspares, i begge tilfælde tilintetgøres købeevne. 2) Den stærke forbrugsefterspørgsel fører til en uhyre investeringsefterspørgsel;dette naturligvis særlig tilfældet, når man holder prisennede goder, der kræver mange års investering, og som til og med vanskeligt lader sig rationere, såsom boliger. Man får således en sammenlagtforbrugs og investeringsefterspørgsel, der er større end arbejdskapaciteten,m. o. idet man ved prisreguleringen har villet bekæmpe den autonome inflation, havner man i spontan inflation. 3) Denne kan man nu bekæmpe ved hjælp af overbalancering af de offentlige budgetter. Direkteskatter, rammer den brede befolkning, kan man kun i ringe grad benytte, da de indgår i pristallet og skaber autonom inflation, og skatter på de store indkomster berører kun i ringe grad forbruget. Indirekteskatter det sekundære forbrug, særlig vanemæssige stimuleringsmidlersom og spiritus, er derimod brugbare, thi de indtager i en sådan situation en langt større plads i det virkelige forbrug end i pristalsbudgettet,og absorberer dermed den jævne mands købeevne. 4) Det

---

1) Det blev under diskussionen af dette foredrag bebrejdet mig, at jeg både her og ved anden lejlighed tager for håndfast på sådanne tal. Jeg skal hertil sige, at det forekommer mig, at det snarere er læsere og tilhørere, der tager for håndfast på dem; de er naturligvis af meget tvivlsom betydning og skal fra min side kun tjene til at give et groft overblik over, hvad det drejer sig om.

er umuligt at opnå ligevægt på betalingsbalancen på anden måde end ved importregulering og eksporttvang, idet den indenlandske forbrugstilbøjeligheder stor, at den bestandig søger afløb udenfor landets grænser, samtidig med at den stjæler produktionsfaktorer fra eksporterhvervene. Hvis det er muligt, vil der' blive gjort gæld i udlandet, hvilket selvfølgelig aflaster presset på markedet for indenlandske produktionsfaktorer. 5) Markedsmekanismens erstatning med tvangsmæssig fordeling og tildeling eller tilfældig besiddelse af produktionsmidler og konsumgoder, f .eks. boliger, fører til en dårlig økonomi med disse, hvilket enten fører til prisstigningog inflation eller kræver øgede tilskud for at hindre prisstigning, og fremkalder dermed spontan inflation, i reglen får man vel noget af begge dele¹).

Konklusionen bliver, at det man har anset for at være et af de vigtigste midler til at hindre inflation og den fare, der truer pengevæsenet fra denne kant, nemlig direkte indgreb overfor priserne, har vel til en vis grad været effektivt til at hindre inflation af den autonome type, samtidig har midlet imidlertid i sig selv været en ødelæggelse af pengevæsenet, som er betydelig hæmmende for god økonomi end inflationen, sålænge denne ikke har nået det galopperende stadium. Dertil kommer yderligere, at metoden vel har hæmmet den autonome inflation, men samtidig fremmet den spontane inflation, således at man risikerer at få begge former for pengevæsenets på een gang, nemlig både inflation og rationering. Kort kan det siges således ,at for at hindre en form for pengevæsenets ødelæggelse, nemlig inflation, har man anvendt en anden, der måske er værre, nemlig restriktionsøkonomi.

---

1) Professor Winding Pedersen sagde under diskussionen, at man ikke har lov at regne med det officielle pristal, når man, vil bedømme reallønstigningen. Dette har har ret i, og ovenstående skulle bidrage til at korrigere det noget. Mon man iM:e kan sige det på følgende måde: Det beregnede prisindeks viser bevægelsen i værdien af det budget, hvorpå det er bygget. budget svarer ret godt til, hvad en arbejderfamilie købte for krigen. Han får nu en betydelig del af sin løn tilovers efter at have købt dette budget. Da de goder, der indgår i dette budget, for en stor del er rationeret, bruger han en del af sin indtægt til køb af ting, som ikke er rationeret, og hvis pris er steget langt mere end pristallet. Hans reallønstigning derfor ikke nær så stor, som den traditionelle reallønsberegning viser; den måles faktisk af den betydning disse ekstrakøb har for ham, og den er måske ofte ret ringe. Men det er også klart, at man ikke, sålænge denne situation varer, kan ophæve rationeringen de mere ønskelige ting, idet køberne vil vende sig mod disse, når der er mulighed for at få dem. Det kan også indvendes, at man i hvert faldj ikke kan lægge pristallet til grund ved betragtning de højere indkomstgruppers indtægter, idet deres budget omfatter en langt større del af de goder, som er steget særlig stærkt. Denne indvending er sikkert berettiget, og dette forhold har vel også bidraget til at begrænse spændingen noget.

Jeg kan nu sammenfatte, hvad jeg hidtil har sagt, derhen, at der ikke her i landet — og jeg kan sige i de øvrige vesteuropæiske lande, måske med undtagelse af Belgien — efter krigen er gjort noget effektivt for at sanere pengevæsenet. De mangeartede foranstaltninger, man i denne henseende truffet, har ikke været hensigtsmæssige; nogle har været virkningsløse, skadelige og atter andre har virket i den rigtige retning, men i det store og hele gælder det, at pengevæsenet ikke er blevet mere, men derimod stadig mindre sundt.

Hvorledes kan man sanere pengevæsenet?

Lad os endnu engang gøre os helt klart, hvad det er for et problem,
det drejer sig om at løse.

Pengevæsenet er i uorden; 1) når de økonomiske dispositioner bliver afhængige af svingninger i regneenhedens værdi. Det er denne slags uorden, betegner med ordene inflation og deflation. Svingningen i regneenhedens kan dog ikke måles med priserne, det kan tænkes, at priserne er stabile, men at der samtidig er en del mennesker, som ikke kan sælge deres arbejdskraft til den normale løn. Dette betyder, at den, pågældende arbejdskraft ikke anbringes der, hvor den giver størst udbytte. 2) Når der foreligger rationering taget i videste forstand, d. v. s. når man har berøvet pengene deres centrale egenskab, nemlig at være generel købekraft, betyder det, at pengevæsenet sættes ud af spillet i samme grad som rationeringens omfang. I det grænsetilfælde, hvor rationeringen alt omfattende, er pengevæsenet sat helt ud af spillet, Opgaven må altså være den at stabilisere regneenhedens værdi og at gøre rationeringen

Et af uc cciiliale mtuiieiiler i uen uorden, vi har rodei os ind i, er, at vi har ladet arbejdslønnen stige og samtidig hindret priserne i at stige svarende til den derved fremkaldte omkostnings- og efterspørgselsstigning. Det er sket dels ved tilskud til producenterne, dels gennem priskontrol. Resultatet er blevet, at befolkningen har fået en købeevne overfor goder og tjenstydelser, som ikke kan tilfredsstilles af den hjemlige produktion. Hvis denne købeevne ikke på den ene eller anden måde sættes ud af spillet, der sig en spontan inflation, der hastigt vil antage faretruende Man har søgt at forhindre dette ved offentlig og privat i alle former, men af tekniske og andre grunde er den blevet meget uensartet på de forskellige områder, og nogle steder f. ex. med hensyn til arbejdskraft er den slet ikke søgt gennemført her i landet. kan derfor ikke hindre den spontane inflation på denne måde.

Som supplerende middel har man anvendt opkrævning af skatter. Det

er åbenbart vanskeligt at gøre dette middel effektivt, idet folk naturligvis ikke vil finde sig i, at man gennem skatterne neutraliserer pristalsreguleringspolitiken.En af spændingen er det dog alligevel lykkedes at fjerne på denne måde, idet man har forhøjet skatterne voldsomt på de af budgettetsposter, kun spiller en ringe rolle på budgettet, når man kan anvende sine penge, som man vil, og hvorhenimod rationeringen har drevetforbruget. bruger disse poster som sugerør overfor befolkningens indtægter, men samtidig er man nødt til at give befolkningen et forøget forbrug af disse ting, hvorved man på en gang undergraver deres helbredog produktivkræfterne væk fra de ting, befolkningen ville bruge, hvis de kunne bruge deres penge, som de ville.

Men selv om man gennem beskatningen kan fjerne den spontane inflation, man dog ikke derigennem skabe et sundt pengevæsen, sålænge man insisterer på, at priserne skal holdes under markedsprisen for de vigtige goders vedkommende, og man tvinges derfor til at opretholde importregulering rationering med den dårlige økonomi, som deraf følger.

Det første man må gøre, hvis man vil bringe orden i pengevæsenet, er derfor at ophøre at bilde befolkningen ind, at en 6-årig verdenskrig og de derefter følgende revolutioner i store dele er verden giver mulighed for en stærkt forøget levefod, d. v. s. man må lade priserne stige til det af omkostningerne og efterspørgselen betingede niveau. Herved støder man imidlertid på et såre vanskeligt problem, thi da man har sammenkoblet og lønninger og derved lovet at sikre befolkningen levefod, den har, og som ligger langt over, hvad der kan produceres landet, kan man ikke røre ved priserne uden at sætte en inflation af den autonome type igang. Derfor er det heller ingen løsning, når man i en række lande har fået en aftale istand mellem arbejderne og regeringen at afstå fra lønkrav under forudsætning af, at leveomkostningerne også holdes konstant. Dette ville være en løsning, hvis spillerummet mellem og leveomkostninger ikke var større end, at det indenfor en rimelig kunne tænkes udfyldt af en stigning i arbejdets produktivitet. Spillerummet er imidlertid alle steder, også her i landet, så stort, at der ikke er nogen mulighed herfor.

Pengevæsenet kan derfor ikke saneres, medmindre det er muligt at ophæve
sammenkobling mellem løn og leveomkostninger.

Her kunne Marshall-planen, hvis man havde benyttet den dertil, have frembudt en enestående chance. Havde man nemlig ved denne plans ikrafttrædenfjernet og ladet priserne stige til et sådant niveau, som man med rimelighed kunne vente at opretholde uden rationering, når der efterhånden kom orden i vor økonomi, så kunne den amerikanske hjælp have tjent til at udfylde hullet i mellemtiden, således at man, når hjælpen ophørte, havde balance, og kunne undvære restriktionerne. Dette

har dog tilsyneladende hverken amerikanerne eller politikerne i de modtagendelande for øje. I stedet bliver denne hjælp nu benyttet til at forøge forbruget noget, samt til, hvad man kalder, investering, d. v. s. maskinerog til industri og landbrug uden hensyn til, om den fremtidigeudvikling sig således, at disse ting bliver økonomiske, og om de pågældende erhvervsdrivende vil løbe den risiko at købe dem, hvis de selv skal betale og afdrage dem, endvidere til boligbyggeri i et sådant omfang, at der ikke er nogen sandsynlighed for, at det ville finde sted, hvis de, der skal bo i husene, skulle betale en husleje, som svarer til, hvad det koster at opføre dem.

Der er ikke megen sandsynlighed for, at disse investeringer vil forøge nationalindkomsten synderligt, og resultatet kan derfor let blive, at problemerne, denne periode er gået, i det væsentlige er de samme som idag. Det ses jo også af langtidsplanen, at der ikke er nogen, der venter, at vi til den tid skal komme af med restriktionerne.

Men selv om det skulle lykkes at ophæve forbindelsen mellem løn- og leveomkostninger, hvad jeg ikke tror på, er dette kun en — omend en meget fundamental — betingelse for et ordnet pengevæsen opfyldt. Da alle jo har bundet sig til fuld beskæftigelse, og da man heller ikke kan tale om et sundt pengevæsen, med mindre dette program gennemføres med størst mulig tilnærmelse, vil det stadig være et vanskeligt problem at undgå autonom inflation, for når der altid er rigelig med efterspørgsel efter arbejdskraft, vil krav om lønforhøjelse efter alle tidligere erfaringer stadig opstå, og da arbejdsgiverne i en sådan situation ikke har nogen klar interesse i at modsætte sig dem, må man vente, at disse krav, hvis myndighederne ikke griber ind, uden særlige vanskeligheder vil opfyldes. Jeg har behandlet dette spørgsmål udførligt andetsteds og skal ikke komme ind på det her.

Har man løst forbindelsen mellem løn og leveomkostninger og ladet priserne sig omkostnings- og efterspørgselsforholdene, og er man blevet herre over tendenserne til autonom inflation, står endnu tilbage spørgsmålet om den spontane inflation. Dettes løsning tror jeg dog ikke vil volde særlig store vanskeligheder. Det drejer sig jo om at drage omsorg at summen af efterspørgselen efter arbejdskraft til forbrug og til investering ikke overstiger den mængde arbejdskraft, der er til rådighed. kan gøres ved generelt virkende midler som rentepolitik eller finanspolitik. Den førstnævnte må man anvende, når man vil tilpasse via investeringen, den anden når man vil indskrænke forbruget, eller man kan bruge en kombination af begge. Vil man gennemføre en sådan politik til stor fuldkommenhed, kan der opstå ret vanskelige problemer, som jeg ligeledes har behandlet andetsteds.

Noget vanskeligere bliver det nok at hindre deflation, hvis tendens hertilskulle

tilskulleopstå. Jeg er bange for, at det vil vise sig, at en bekæmpelse af denne sygdom overvejende ved offentlige arbejder vil føre til urimeligheder,og det i mange henseender mere tilfredsstillende middel at opretholdeforbruget en nedgang i beskæftigeisen på specielle områder også vil volde betydelige vanskeligheder i praksis, dette vil i endnu højere grad være tilfældet, hvis man vil forsøge at fremkalde en stigning i forbrugettil af en midlertidig nedgang i investeringen. Jeg tror dog, problemet kan løses på nogenlunde tilfredsstillende måde.

En sanering af pengevæsenet indebærer også, at kronen er generel købeevne udenlandske varer. Danske myndigheder kan imidlertid ikke forhindre, at andre lande regulerer deres udenrigshandel og således bestemmer, de vil importere fra os, og hvad de til gengæld vil levere os. Vor regering kan imidlertid nægte at slutte overenskomst med dem og overlade til private erhvervsdrivende at købe i og sælge til disse lande, samtidig med at man overlader det til Nationalbanken til enhver tid at fastsætte omregningskursen på det pågældende lands valuta, således at der ikke opstår en større saldo i mellemværende, end man finder passende. imidlertid flere af disse lande regulerer deres økonomi på en sådan måde, at de kan sælge varer til hvilkesomhelst priser, kan man risikere prissvingninger af et sådant omfang, at de vil virke stærkt forstyrrende vor økonomi, og en sådan ordning ville derfor næppe være hensigtsmæssig. Dette ville imidlertid ikke nødvendiggøre offentlig eller privat rationering i indlandet. Det kunne undgås derved, at staten overtog på disse lande, således at staten opkøbte varerne til eksport ganske som en hver anden eksportør, mens folk købte de importerede varer af staten i stedet for direkte i de pågældende lande. Staten kunne da fastsætte sådanne priser på disse varer, at der blev ligevægt på markedet.

Med hensyn til udenrigshandelen iøvrigt, da måtte man naturligvis indrette således, at der blev ligevægt på betalingsbalancens løbende poster, hvorved kronen blev internationalt betalingsmiddel. Noget sådant kan ikke gøres, så længe den nævnte uholdbare spænding mellem løn og leveomkostninger er tilstede, hvorimod det let kan gøres, når den nævnte spænding er fjernet. Heraf ses det, hvor central denne foranstaltning Den megen tale om, at det ikke er muligt for Europa at fjerne dollarunderskudet er helt urimelig. De europæiske lande kan selvfølgelig indrette deres økonomi således, at der uden importregulering kan opnås ligevægt også overfor dollarområdet, det vil ske ganske af sig selv, når fri prisdannelse er etableret, og det vil vise sig, at det kan ske med et langt bedre økonomisk resultat, end når denne tilpasning skal fremtvinges ved hjælp af importregulering.

Slutning.

Jeg har nu redegjort for de foranstaltninger, som er nødvendige for at genindsætte pengevæsenet i dets funktioner og høste de produktionsmæssige som deraf flyder. Jeg gør mig ingen illusioner med hensyn til de politiske muligheder for at gennemføre dem, men jeg er overbevist om, at det er vigtigt, at man er klar over, hvorom det drejer sig. Navnlig er jeg klar over, at det under fuld beskæftigelse og fri prisdannelse vil være uhyre svært at undgå inflation af den autonome type, jeg tror dog, at det fra et produktionssynspunkt vil være betydelig bedre at tolerere en del inflation fremfor at søge den hindret ved hjælp af de metoder, der nu anvendes. Det har vist sig, at en moderat inflation ikke virker særlig ødelæggende på det økonomiske liv.

Der er imidlertid en række vanskelige fordelingsmæssige spørgsmål, som danner en stærk hindring for gennemførelsen af effektive saneringsforanstaltninger. stærke forøgelse af realindtægten, som lønarbejderne har opnået, er tilvejebragt derved, at man ved prisregulering har holdt prisen på eksisterende varige goders ydelser nede, det drejer sig i første række om huslejereguleringen, men i iøvrigt om forsøget på at hindre en stigning foretagendernes nettogevinst i det hele taget. Forbrugerne har derved en fordel på bekostning af indtægten af de materielle produktionsmidler, er først og fremmest gået ud over ejerne af pengefordringer, realindkomst er reduceret med måske omkring 40 %. Lader man nu priserne tilpasse sig til markedsforholdene, bliver det ikke dem, der bliver rehabiliteret; fordelen flyttes blot fra forbrugerne til ejerne af de materielle produktionsmidler, hvis indtægter jo stiger nogenlunde svarende lønstigningen, mens fordringshaverne bliver endnu dårligere stillet følge af prisstigningen. Det forekommer mig derfor helt utænkeligt, en sanerine af nenøpvaespnpt k«n fnrpts»g*»s₇ uden at der ssmtidig træffes foranstaltninger til en vis udligning. Rent teknisk vil det være vanskeligt at tilvejebringe blot en nogenlunde tilfredsstillende ordning af dette spørgsmål, og de politiske vanskeligheder vil naturligvis være langt større. Også af denne grund må man være meget skeptisk med hensyn til, om der overhovedet bliver tale om forsøg på en sanering af pengevæsenet. Men i så fald må man være klar over, at restriktionsøkonomien må udvides og mere med alle de økonomiske ulemper, dette medfører, og de ikke mindre vanskelige politiske og sociale problemer, det rejser.