OM ÆNDRINGERNE AF VALUTAKURSERNE

DEN udvikling, der kulminerede i den britiske devaluering den 18, september,
af en lang række andre devalueringer, er velkendt og
skal ikke skildres her.

Det er sandsynligt, at devalueringsrygterne, der fik næring ved en lang række af amerikanske udtalelser, bidrog væsentligt til de seneste måneders fald i den britiske eksport og tab af guld- og dollar-reserver. Det turde derfor være berettiget at hævde, at forventningerne om britisk devaluering gjorde denne praktisk talt uundgåelig, og at yderligere udsættelse kun kunne svække den britiske betalingsbalance.

Muligt er det imidlertid, at et andet moment har haft en vis betydning for devalueringens tidspunkt, nemlig den omstændighed at den amerikanske konjunkturnedgang i løbet af eftersommeren syntes bragt til standsning. Prissystemet fungerer mindst effektivt under extreme — høje eller lave — konjunkturer. På et tidligt stadium af devalueringsdebatten, da der endnu i den internationale økonomi herskede inflationspræget højkonjunktur, anførtes som et argument mod devaluering, at i et seller's market har priserne ringe indflydelse på afsætningen (og at den europæiske eksport mere af inflationspres i Europa end af afsætningsvanskeligheder, stærk indenlandsk efterspørgsel fastholdt arbejdskraft og andre ressourcer i produktion for hjemmemarkedet). Ligeledes vil motiverne til devaluering svækkes under dyb international depression, fordi den europæiske er af en sådan beskaffenhed, at efterspørgslens priselasticitet antagelig er abnormt lille under sådanne forhold. Afbrydelsen af konjunkturnedgangen USA øgede derfor chancerne for et gunstigt resultat af vesteuropæisk

Måden, hvorpå devalueringerne er blevet gennemført, har ikke netop været præget af det internationale samarbejde, som der i disse år er lagt så mange planer for. Såfremt devalueringerne lykkes i den forstand, at de svag-valutalande,der devalueret, får deres betalingsbalance styrket, vil mulig hederne for frigørelse af den internationale handel øges. Devalueringerne vil imidlertid i bedste fald kun gradvis over en længere periode øge svag-valuta

landenes internationale likviditet; og det samme gælder for de forskellige foranstaltninger til fremme af sterling-områdets eksport, som den britiske regering under Washington-forhandlingerne i begyndelsen af september måned har opnået tilsagn om fra amerikansk side. Hvis større fremskridt i retning af handelsrestriktionernes ophævelse indenfor en nærmere fremtid skulle være muliggjort, måtte reguleringen af valutakurserne dels være sket i internationalt samarbejde, dels måtte den være ledsaget af omfattende kreditgivning fra USA til Storbritannien og andre svag-valuta-lande, som herved havde opnået en afgørende styrkelse af deres internationale likviditet. Hjælpen fra USA til Europa i henhold til European Recovery Program ydes ikke i sådanne former, at den kan fungere som generel likviditetsstøtte.

Deraf, at ophævelse af handelsrestriktionerne er blandt de vigtigste af de formål, regulering af valutakurserne kan være midlet til at søge realiseret, følger dog ikke, at valutakursregulering er formålsløs, hvis en sådan liberalisering opnås. Hvis statsregulering af udenrigshandelen ikke skal foregå blinde, og handelspolitiske afgørelser skal kunne træffes på rationel måde, må man som grundlag have et internationalt prissystem, der er mindre kaotisk og usammenhængende end hidtil i efterkrigstiden. Set ud fra dette synspunkt betegner de stedfundne devalueringer formentlig et fremskridt. Et fuldt sammenhængende internationalt prissystem forudsætter imidlertid fri international handel.

Devalueringernes hovedformål er at reducere underskuddet på de devaluerende løbende betalingsbalancer, d. v. s. at øge eksporten og andre løbende indtægter i forhold til importen og andre løbende udgifter. Herved vil der åbenbart ske en reduktion i mængden af ressourcer, der står til rådighed indenlandsk forbrug og investering (omend strukturændringer i handel og produktion som følge af devaluering kan medføre kompenserende produktivitetsstigning). Da hovedparten af rådighedsbeløbet anvendes til forbrug, kan man sige, at formålet er en nedsættelse af levefoden. Men dette betyder selvsagt ikke, at man ved ikke at devaluere de europæiske valutaer kunne have valgt ikke at nedsætte levefoden i Europa; men at sænkningen af levestandarden måtte komme på anden måde. De vesteuropæiske lande måtte som følge af Marshall-hjælpens gradvise ophør og stigende afsætningsvanskeligheder deres eksport, i mangel af modforanstaltninger, regne med hastigt aftagende muligheder for import, specielt fra dollar-området. Det vigtigste alternativ til devaluering var skærpet importkontrol. Denne udvej vilde medføre lavere udenrigsomsætning og øget råvareknaphed. Følgen heraf måtte i betragtning af den økonomiske struktur i Vesteuropa, atter blive et stærkt fald i realindkomsten, og et fald i arbejdets grænseproduktivitet tenderende at skabe større indkomstulighed.

Som nævnt ovenfor syntes den internationale konjunktursituation at være
relativt gunstig for den britiske devaluerings succes. Det samme gælder imidlertidikke

lertidikkeden indre pengepolitiske situation i Storbritannien. I løbet af det sidste år er inflationspresset øget. Først og fremmest er ledigheden på arbejdsmarkedet helt übetydelig og endnu mindre end i 1948. Hovedårsagen til denne udvikling er antagelig afsvækkelsen af den kontraktive finanspolitikuden reduktion af den indenlandske investering, der har praktisktalt omfang som sidste år. — Da den britiske import er begrænsetved kontrol, og importen fra dollar-området nylig er blevet nedskåret stærkt, må devalueringen ventes hovedsagelig at få virkning på eksporten, som vil vise stigende tendens. Den intense indenlandske efterspørgselvil lægge en bremse på eksportforøgelsen, således at eksportmarkedernesekspansionsmuligheder delvis udnyttes. Samtidig vil devalueringen befordre en inflatorisk udvikling. For det første vil devalueringenmedføre priser på eksport- og importvarer på det britiske marked, og den således forårsagede stigning i leveomkostningerne vil fremkaldekrav lønstigninger. En af grundene til, at man besluttede sig for en forholdsvis stærk — 44 procents — forhøjelse af prisen på dollar, har sikkert været ønsket om at have en vis margin til indrømmelse af lønforhøjelseruden af devalueringens eksportstimulerende virkning. Dette forudsætter, at lønkravenes styrke ikke er væsentlig større ved stor end ved lille devaluering.¹) For det andet vil devalueringen ved at forskyde produktionfra til udenlandsk marked øge vareknapheden i indlandet, og hvis deficitet på betalingsbalancens løbende poster regnet i sterling, trods prisstigningerne i udenrigshandelen, mindskes, vil strømmen af indkomster i indlandet tendere mod at stige, hvorved det inflatoriske pres vokser. De økonomiske muligheder for at neutralisere dette (f. eks. reduktion af fødevare-subsidierne)forefindes; alle udveje kan være politisk blokerede.

At inflationspresset i Storbritannien vil begrænse stigningen i den samlede britiske eksport, betyder ikke en fuldt tilsvarende begrænsning i forøgelsen af eksporten til dollar-området. Thi da andre svag-valuta-lande også har devalueret, vil der uanset inflationspresset være en kraftig tilskyndelse til forøgelse af den del af den samlede eksport, der gaar til dollar-området. For de andre svag-valuta-lande medfører den britiske eksportdrejning formindskede for at erstatte import fra dollar-området med import fra Storbritannien.

Før den britiske eksport begyndte at svigte, var Storbritannien nær ved på sin løbende betalingsbalance at opnå totalligevægt, sammensat af et meget stort deficit i forhold til dollar-området og et noget mindre overskud overforandre Skal importen fra dollar-området opretholdes, må udligning af dollar-deficit ske ved større eksport til dollar-området eller til lande, der

---

1) Blandt de øvrige motiver til at vælge forholdsvis kraftig devaluering maa særlig nævnes undgåelsen af spekulation i yderligere devaluering og af stærkere devaluering i andre lande.

ved at substituere britisk import for import fra dollar-området sættes i stand til at indtjene et overskud i dollars. Sænkning af de britiske eksportpriser udtrykt i dollar var imidlertid forudsætningen for større eksport, og devalueringenvar til at sænke priserne. Da et tilsvarende fald i importprisernefra ikke kan ventes, således at bytteforholdet altså bliver ugunstigere for Storbritannien, og kompenserende forbedring af bytteforholdeti med lande udenfor dollar-området er usandsynlig, kan ligevægt overfor dollar-området uden forringet totalbalance kun opnås ved forøget eksportmængde i forhold til importmængde.

De øvrige vesteuropæiske lande, der har devalueret, vil ligesom Storbritannien deres bytteforhold i udenrigshandelen forringet. Et simpelt eksempel belyser betydningen heraf. Er importpriserne uændrede (i dollars), og falder eksportpriserne med 25 pct., skal eksportmængden øges med mere end 33 pct. for at kunne finansiere større eksportmængde. Det synes almindeligvis og maa være en forudsætning for devalueringerne, at disse vil resultere i en saa meget større eksport, at de samlede eksportindtægter kan finansiere en større importmængde. Her skal blot bemærkes, dels at man paa grund af strukturelle og konjunkturelle forskelligheder ikke kan anvende resultaterne af undersøgelser over mellemkrigstiden paa efterkrigstiden, dels at man ikke af den kommende tids udvikling af eksporten fra de lande, der har devalueret, vil kunne drage paalidelige slutninger om devalueringernes effektivitet, eftersom sammenligningsgrundlaget er den hypotetiske udvikling, der vilde have fundet sted uden devalueringer, men under »iøvrigt de samme forhold«.

De lande, der har devalueret, har herved skaffet sig en gunstigere stilling i konkurrencen med USA. Imidlertid spiller også andre forhold end priserne en rolle for konkurrenceevnen. Af nærliggende grunde må man vente, at den større europæiske eksnart til dp Innrlp. dpr ikltp har Hpvaliipret, mindre vU rette sig mod USA end mod andre lande, hvis import fra Vesteuropa vil vokse i forhold til importen fra USA. Der vil altså være en tendens til formindskelse af USA's andel i den internationale handel.

Medens det kan antages, at devalueringerne vil styrke Vesteuropas dollarbalance(eller: den gunstigere end den vilde have været ved uændrede valutakurser), vil det ydre sterling-områdes stilling antagelig blive forringet. Det ydre sterling-områdes vigtigste eksportvarer er råvarer, hvis afsætning ikke kan ventes stærkt øget som følge af prisreduktioner. Udtrykt i dollars vil eksportpriserne falde, uden at eksportmængderne stiger tilsvarende, såledesat samlede eksportprovenu i dollars vil mindskes. Et fuldt kompenserendefald importpriserne (i dollars) er usandsynligt. Den omstændighed,at amerikanske marked udgør en meget betydelig del af det internationaleråvaremarked, imidlertid begrænse eksportvarernes prisfald i

USA, og hertil kommer som et mere specielt moment de amerikanske, strå
tegiske opkøb.

Stærkt forenklende kan man betragte de stedfundne devalueringer som ækvivalente med en forrøjelse alene af dollar's internationale værdi. Ser man på den amerikanske udenrigshandels art og sammensætning, kommer man til, at kursændringens virkning vil være en forholdsvis svag stigning i importen en relativ stærk nedgang i eksporten. Dette stemmer vel med det tidligere anførte, at der vil være en tendens til reduktion af USA's andel i den internationale handel. Men umiddelbart synes det ikke foreneligt med antagelsen, hovedvirkningen paa Vesteuropas betalingsbalance vil være større eksport. Resultaterne er dog forenelige: USA's eksport vil på ikke-europæiske markeder blive trængt tilbage af europæisk eksport.

Devalueringerne vil fremkalde prisstigninger (priserne udtrykt i de devaluerede i landene, der har devalueret, og prisfald i USA. Endvidere: hvis svag-valuta-landene gør fremskridt i retning af dollar-problemets løsning mindsker deficitet på deres betalingsbalance, mindskes samtidig overskuddet på USA's betalingsbalance. I svag-valuta-landene vil indkomststrømmen mod at stige; i USA vil tendensen være nedad. Både inflationstendenserne Europa og deflationstendenserne i USA vil styrkes. Om devalueringernes formal opnås, vil være afhængigt af, om pengepolitikken kan holde disse tendenser i tømme.