NATIONALINDKOMSTENS FORDELING MELLEM SAMFUNDSGRUPPER

ENTEN viser tallene den udvikling, man havde ventet. I så fald er man
tilbøjelig til at slå sig til ro. Eller tallene giver et andet billede, end
man havde ventet at få frem. Dette skaber en frugtbar uro i sindet, fordi
man i højere grad, end hvis tallene stemmer med forventningen, vil være
tilbøjelig til påny at efterprøve deres rigtighed; men især vil man være
mere opsat på at søge efter årsagerne til et overraskende talmæssigt resultat
til et, man havde ventet.

Sandheden i denne gans<ke jævne betragtning bekræftedes, da jeg i en dagblads-kronik (Politiken, 16. maj 1949) offentliggjorde nogle beregninger arbejderklassens andel i nationalindkomsten gennem det sidste trekvart århundrede. Beregningerne, der viste, at denne andel stort set havde været den samme gennem årene, vakte ikke ringe forbavselse og fremkaldte kommentarer og ønsker om en nærmere uddybning. Hvis tallene havde vist en stigende andel, måtte dette resultat, efter hvad der foreligger, karakteriseres endnu mere forbavsende. Men det havde været i overensstemmelse med de flestes forventning og havde næppe givet anledning til videre drøftelser.

Kendskabet til disse forhold hviler på den i de sidste 10^—15 år udbyggede teknik omkring beregningen af Nationalproduktet og Nationalindkomsten. er derigennem nået frem til at kunne give talmæssige udtryk for værdien af et samfunds produktive virksomhed i videste forstand, v. s. værdien af fremstillede varer (efter fradrag af medgåede råstoffer) og af tjenesteydelser af enhver art såvel offentlige som private. Og selve begrebs-apparatet støtter endvidere muligheden for at belyse de enkelte erhvervsgruppers og de enkelte produktionsfaktorers andel i det samlede nationalprodukts værdi.

Dette forudsætter naturligvis, at den til rådighed værende statistik har nået et højt udviklingstrin. Sammenligninger tilbage i tiden kan derfor kun foretages med stor tilnærmelse. Men med udgangspunkt i begreberne, således« som vi i dag har udformet dem, kan man dog, idet man tilstræber

---

1) Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 6. december 1949.

at indpasse tidligere tiders sparsomme oplysninger i de nugældende rammer,komme
resultater, der lader sig anvende til videregående betragtninger.Fremtiden
det lettere.

Til trods for disse åbenbare vanskeligheder har jeg søgt at belyse visse træk i den økonomis-ke udvikling her i landet siden året 1870. På dette tidspunkt begyndte fagforeningerne at vokse frem samtidig med, at den kapitalistiske produktionsmetode greb ind over det gamle håndværks markeder. tiden siden da har endvidere landbruget med en dygtighed, der med rette beundres højt såvel af alle andre som af det selv, mangedoblet sin produktion. Den opgave, jeg har sat mig, er da at tilvejebringe nogle talrækker, kunne vise produktionsudviklingen i dette trekvart århundrede, arbejderklassens vilkår under den voksende kapitalisme og samfundets ndrede

Når jeg kom ind på at gøre dette forsøg, var den nærmeste foranledning en udtalelse af Keynes om den farlige nationaløkonomi. Det skal jeg senere komme tilbage til, idet jeg anser det for det rigtigste at tage den mere besværlige først, nemlig redegørelsen for de foretagne beregninger.

Jeg begynder med en sammenligning af nationalproduktets værdi i nogle
udvalgte år.

Tallene for de sidste to år hviler på Det statistiske Departements offentliggjorte og giver ikke i denne forbindelse anledning til kommentarer. tallene for 1870 og 1905 skal jeg sige følgende. Ved lov ai 2. juli 1870 pålagdes en overordentlig indkomstskat, der for de to finansår 1870/71 og 1871/72 tilsammen udgjorde 2y₂ pct. af de efter loven til skat ansatte indkomster, altså I^4 pct. i hvert finansår. Skatten bragte statskassen indtægt på ca. 2 mill. rd. Underskudet på finanslovsforslaget¹) 1870/71 udgjorde 5 mill, rd., hvoraf de 2 mill, skulle dækkes af skatten og de resterende 3 mill, dækkes ved kapitalforbrug. Statsbudgettet balancerede derefter med 22 mill. rd. Disse tal har ikke nogen direkte forbindelse med de 500 mill. kr. i tabel 1, men anføres kun for at bidrage til at indstille sindet på, at vi her beskæftiger os med en tid, der regnede med små tal. Den direkte interesse, som loven har i den her foreliggende sammenhæng, er den, at der i forbindelse med dens gennemførelse fremkom oplysninger om indtægtsforholdene i landet.

Vi har da følgende tal. De skattepligtiges samlede anslåede indtægt udgjorde240

---

1) Rigsdagstidende 1869—70, Folketinget, sp. 109 og 116.

gjorde240mill. kr. Dette beløb forhøjede den meget indsigtsfulde og meget grundige Will. Scharling¹) til 375 mill. kr. af hensyn til de under skattegrænsenværende indkomst. Utvivlsomt var de skatteansattes indtægt også dengang ansat for lavt. Men man var dog ved gennemførelsen af loven af 1870, den sids-te indkomstskattelov inden 1903, ikke uden erfaring.Indkomstskat staten var opkrævet i 1864 og 1867, og man satte i 1870 et betydeligt administrativt apparat op for at tilbejebringe det bedst mulige grundlag for ansættelsen. Endvidere er de 375 mill. kr. for lavt et tal til sammenligning med nutidens, fordi naturaløkonomien dengang var af større betydning end nu.

Et holdepunkt for, hvormeget de 375 mill, af de anførte grunde skal forhøjes, foreligger i beregningen af høstens værdi. En sådan beregning foretoges første gang for 1875 og gav til resultat 300 mill, kr.²) Under hensyn til prisstigningen i årene efter 1869 må tallet for høstværdien i 1870 nedsættes fra de 300 mill, til 250 mill. kr. Da der ikke dengang fandt indførsel foderemner sted, må dette beløb på det nærmeste kunne sidestilles hvad vi i dag kalder landbrugets nationalprodukt. Da oplysningerne skatteansættelserne for de 130000 landejendomme, der havde over td. hrtk., giver en ans-lået indtægt på ca. 185 mill, kr., skal de 375 mill, således forhøjes med 65 mill. kr. (250 s- 185). Foretager man for at tage hensyn til naturaløkonomiens betydning en forholdsvis lige så stor forhøjelse af indtægten for den øvrige landbefolkning, der indgår i de 375 mill. kr. med 50 mill, kr., får man en samlet forhøjelse for den hele landbrugsbefolkning med 80 mill. kr. Skatteindtægten for bybefolkningen indgår i de 375 mill, med 130 mill, kr., og forhøjes dette tal ligeledes med ca. en trediedel, hvilket nok er i overkanten, bliver den samlede forhøjelse 80 + 45 = 125 mill. kr. Jeg har derfor ment, at et tal for nationalproduktet i 1870 af en størrelsesorden på ca. 500 mill. kr. alt taget i betragtning kunne have sandsynligheden for sig.

Det i tabel 1 anførte ta! for nationalproduktet i 1905 er udregnet på grundlag af de officielle statistiske bearbejdelser af indkomstansættelserne for 1903 og 1908³). Med støtte ide der anførte tal for den samlede ansatte indkomst med tillæg for personer under skattegrænsen og betalte s-katter har jeg ment at kunne ansætte landets samlede indkomst til 1100 mill. kr. for 1905. Forhøjes disse 1100 mill. kr. med 25 pet. under hensyn til foreliggendeberegninger4) årene 1921^—31 af forskellen (15^—20 pct.)

---

1) V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks Statistik, København 1880—85, I, s. 780, og IV, s. 272, jfr. Statistiske Meddelelser, 11. bind, 1873.

2) Statistiske Meddelelser, 13. bind, 1877.

3) Statistisk Tabelværk VE, 4 og 7, jfr. note 1, s. 8 i sidstnævnte tabelværk.

3) H. C. Jørgensen: Hvor stor en del af indtægten unddrager skatteyderne det offentlige? København 1946.

mellem den samlede indkomst og nationalproduktet, og desuden under hensyntil, ansættelserne i disse første år nok var mindre pålidelige end senere, når jeg til tallet 1400 mill. kr. som udtryk for nationalproduktet i 1905.

I tabel 2 har jeg givet resultaterne af en beregning af det samlede antal
arbejdere, den gennemsnitlige årsløn for disse og den samlede lønsum
henført til de samme år, som beregningen af nationalproduktet i tabel 1.

Tallene i tabellens Iste kolonne: antal arbejdere er taget fra de ved de anførte år nærmest liggende folketællinger. For tiden efter folketællingen 1901 arbejder folketællingstabelværkerne med delingen: hovedpersoner, funktionærer og arbejdere, og »husgerningstyendet« er så vidt gørligt skilt ud. De 3 tal i tabel 2 for årene 1905, 1930 og 1947 er da enten taget direkte fra folketællingstabelværkerne eller regnede frem fra den nærmest foregående For 1870 har opgaven været vanskeligere på grund af den dengang anvendte, indviklede erhvervsgruppering, hvis tal er anført i nedenstående tabel 3.

Tallet 363000 er for højt, fordi en del af de 70000 kvindelige tyende ved landbruget er husgerningstyende, og en del af aftægtsfolkene har ikke været arbejdsføre. På den anden side har utvivlsomt nogle af de 30000 kvinder, der i tabelværket er henført til gruppen tyende i byerne, været arbejdere i moderne betydning. Jeg har derfor antaget, at tallet 350000 for antallet af arbejdere i 1870 ville være s-å nær det rette, som de foreliggende oplysninger gør det muligt at komme.

Arbejdslønnen pr. arbejder i 1870 fremkommer som et gennemsnit af 300 kr. pengeløn plus et skønnet tillæg for naturalløn på 100 kr. for landbrugets og en samlet løn på 800 kr. for byarbejderne.¹) Da 100000 af arbejderne havde hjemme i byerne og de resterende 250000 på landet, bliver gennemsnittet 500 kr. På tilsvarende måde er gennemsnitslønnen for de senere år konstrueret.

Ser man nu først på den gennemsnitlige årsløn i tabel 2, vis<er tallene en stigning til det 10-dobbelte fra 1870 til 1947. En del af stigningen skyldes, der er betalt mere for de samme varer og tjenester, en anden — og den væsentligste del — at der er skabt mulighed for et øget forbrug med en dertil svarende fremgang i velstand.

En sammenligning mellem priserne på det samlede forbrug i 1870 og 1947 vans-keliggøres naturligvis ved, at en række af de varer og tjenester, der købes nu, ikke fandtes dengang. Men følgende betragtning er også tilstrækkelig. forbrug, der kunne købes for de 500 kr. i 1870, koster det nu det 3-dobbelte at forskaffe sig. Forskellen mellem disse 1500 kr. og de 5000 kr. dækker udgiften til de varer ud over de strengt nødvendige, som de 500 kr. i 1870 alene gav mulighed for.²)

Når jeg har ment at kunne sætte prisstigningen fra 1870 til nu til det 3-dobbelte, er det på følgende grundlag. Priserne lå i 1870 og i 1913 praktisk på samme niveau. Rugbrød og hvedemel kostede det samme. Smør, flæsk og æg lå højere, men sukker og petroleum kostede i 1913 kun en trediedel af, hvad det kostede i 1870, sæbe og soda det halve. De budgetter, Jørgen Pedersen arbejder med (I.e. s. 313) viser da også kun en übetydelig samlet udgiftsstigning mellem de to nævnte tidspunkter. Fra 1913 til nu er detailpristallet steget fra 100 til 300; dette er nok lidt for meget som udtryk for stigningen i 1870-budgettet, idet bl. a. skatterne er steget mere end de øvrige grupper. Men da der måske har været en lille stigning fra 1870 til 1913, kan det forsvares at regne med en 3-dobling for den hele periode.

Hvad enten man siger, at reallønnen er steget fra 1500 til 5000 kr., altså

---

1) Will. Scharling: Danmarks Statistik I, s. 756 og Jørgen Pedersen: Arbejdslønnen i Danmark, 1930, s. 313.

2) Will. Scharling: Den danske Arbejderstands økonomiske Vilkaar, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1874, s. 218.

til mere end det 3-dobbelte, eller at den gennemsnitlige løn muliggør et forbrug, der i vore dage er 3500 kr. større end det ville have været, hvis lønnen havde været den samme som i 1870, giver tallene udtryk for en stigning,som kan skaffe sig et indtryk af ved at forestille s>ig, at han imorgen havde en mere end 3 gange så stor indkomst med uforandrede priser på de varer og tjenester, han ville købe. Om de mange flere goder af forskellig art, der i dag står til rådighed, giver menneskene en tilsvarende større psykisk og fysiologis-k tilfredsstillelse, er et andet spørgsmål, som jeg ikke her skal gå ind på. Den stedfundne udvikling i behovene og følelsen af, at det er nødvendigt at få den dækket, lader sig ikke dreje tilbage til primitive forhold.

Om den stigning i lønnen, der har fundet sled, iøvrigt er stor eiier lille beror naturligvis på et subjektivt skøn. Der tiltrænges derfor et fastere grundlag for sammenligningen, og et sådant mente jeg kunne fåes ved at sætte lønsummen på de forskellige tidspunkter i forhold til de tilsvarende års nationalindkomst. Gør man det (jfr. tabellerne 1 og 2), viser et blik på tallene, at lønsummen uforandret har været lidt over en trediedel af nationalindkomsten i alle fire år. Så skønsmæssig som beregningen er, tør jeg ikke tillægge nogle få procents ændring fra år til år nogen betydning.

Denne uforanderlighed er for en umiddelbar betragtning forbavsende og må derfor give anledning til at efterspore en forklaring. Det er nærliggende at undersøge, om der fra andre landes statistik foreligger lignende og om resultaterne heraf er i overensstemmelse med dem, man selv er nået til, eller de ikke er det. Er de overensstemmende, må man kunne se bort fra en mulig fejlagtig talbehandling som årsag til det uventede

Så vidt, jeg har kunnet bringe i erfaring, er tilsvarende beregninger kun foretaget i Norge, England, U. S. A. og Australia. For Norge er Jahn¹) kommet det resultat, at reallønnen imellem 1910 og 1930 er steget med 43 pct., medens nationalindtægten samtidig kun er steget 35 pct. Den lidt stærkere stigning for reallønnen skyldes dog måske, at lønoplysningerne er mere sikre end skatteoplysningerne, og at dette kan være af betydning i en i henseende til pris- og indtægts-forskydninger så urolig periode som 1910_—30. For England, U. S. A. og Australia viser de foreliggende oplysninger samme forhold, som dem, jeg er nået til for Danmark. Jeg skal anføre nogle tal til belysning heraf.

Det vil ses, at lønandelens stabilitet i tid er den samme i de 4 lande;
og hvad der er mere påfaldende, lønandelen ligger på ganske samme niveau,
lidt over en trediedel.

---

1) Gunnar Jahn: Arbeidernes økonomiske kår før og nå, trykt i ..Arbeidsfredens problemer-, 1956 og optrykt i hans bog -Litt af- hvert , Oslo 19-19.

Den enes-te forklaring, jeg har set fremsat om denne stabilitet i lønandelen tiden (Kalecki og følgende ham Barna) går ud på, at i samme takt som arbejderne har tiltvunget sig højere løn, i samme takt er foretagendernes monopolstilling som helhed steget. De producerende virksomheder derfor været i stand til gennem prisforhøjelser at vælte arbejdslønstigningen på forbrugerne, hvis der ikke samtidig har været en nedgang i råvarepriserne, der har tilladt foretagerne at undlade en prisforhøjelse.

Jeg må erkende, at jeg ikke er i stand til at knytte nogen klar forestilling det begreb om »den gennemsnitlige monopolgrad«, de pågældende forfattere arbejder med. Det synes desuden svært at forestille sig, at der virkelig har været en sådan parallel bevægelse mellem virksomhedernes stigende monopolstilling og arbejdernes- lønfremskridt.

Jeg har derfor ikke følt mig tilfredsstillet af denne forklaring ud over
den del af den, der går ud på, at en overvæltning af arbejdslønstigningen
på priserne er medvirkende til, at arbejdernes forholdsmæssige andel i det

samlede nationalprodukt ikke stiger i samme omfang som nominallønnen. Det er vel her, som så ofte, at en økonomisk tilstand er bestemt af flere forskellige faktorer. Jeg har derfor forsøgt at finde andre forklaringer på lønandelens tidsmæssige stabilitet end lønstigningens overvågning på priserne.

Den første betragtning, jeg i denne forbindelse er standset ved, går ud på følgende. Under den af den stigende teknik betingede produktions-fremgang vokser foretagernes indkomst. Men denne forøgelse, der övergångsvis får lønandelen til at synke, vil igennem en udvidet investering og et større forbrug omsættes i stigende arbejdsløn og vil derfor medvirke til, at lønandelen går op. Det er med nogen bekymring, jeg anfører denne tendens harmoni i det økonomiske liv som forklaring. Thi s-elv om den bygger hvad Keynes har lært os om investeringens og forbrugets beskæftigelsesfremmende dermed indtægtsskabende virkning, bringer den anvendt denne forbindelse den skinbarlige Bastiat i erindring. Og hvad man skal mene om Bas-tiat og hans »økonomiske harmonier« kan man f. ex. se i Marx's forord til 2den udgave af »Das Kapital«, hvor det hedder: »Nogle samlede sig om Bastiat, den fladeste og derfor mest beundrede forsvarer af vulgærøkonomien«. Eller endnu klarere hos Lasalle i hans stridsskrift¹) mod Schultze-Delitzsh, hvor han taler om »Bastiats« småbørns-abe, ved hvilken han har tilsneget sig en agtet stilling mellem liberale økonomer« (s. 24), eller kalder ham »den kedsommeligste af alle snakkehoveder« (s. 156) og »den løgnagtigste af økonomiske forfattere før Schultze« (s. 137 og 246).

Et så voldsomt sprog imod den, der hævdede en fælles-interesse mellem arbejdere og foretagere, forklares naturligvis ved₅ at det for de to andre gjaldt om at skabe den dybest mulige modsætning. Men i de snart 100 år_T der siden da er forløbet, har det tekniske fremskridt og den dermed følgende fremgang for arbejderne givet Bastiat mere ret end Marx og Lassalle, uanset disses uvisnelige betydning for arbejdernes organisering.

En anden forklaring på lønandelens stabilitet ligger utvivlsomt i det forhold,Milhøj2) fremdraget ien afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift1948, dette, at der finder en udligning sted indenfor gruppen. De lavest lønnede faglærte arbejderes løn er steget stærkere end de højere lønnedes. Og en tilsvarende tendens er der for de ufaglærtes løn og for kvindelønnen til at bevæge sig stærkere opad end de faglærtes løn. Stigningeni for hele arbejderklassen bliver således sinket af, at de bedst lønnede følger langsommere med. Indenfor statens lønningsloveog

---

1) F. Lassalles Reden und Schriften, Rerlin 1893, Rd. 111.

2) P. E. Milhøj: Nogle træk af forholdet mellem de industrielle lønninger i Danmark siden 1914 (N. T., 1948, s. 111).

loveogde kommunale og private lønregulativer, der har fulgt tilsvarende retningslinier som s-taten, kendes lignende bevægelser. Lønningerne for de enlige tjenestemænd, de såkaldte ikke-forsøgere, er gået langsommere op end for de gifte og forhen gifte, tit med det urimelige resultat, at en ung fraskilt sidder med en højere løn end en ældre ugift med stor forsørgerbyrde.At også har hævet de unge sekretærers løn og ladet departementchef&lønnenvære det nærmeste uændret, skal kun nævnes for at fuldstændiggøre billedet.

Men endelig tror jeg, at man til forklaring af stabiliteten i arbejdernes lønandel kan anføre strukturændringen i befolkningens fordeling mellem beskæftigelsesarter. Til illustration af, hvad jeg her tænker på, har jeg udarbejdet tallene i tabel 5. Før jeg omtaler tabellens indhold, må jeg gøre nogle bemærkninger om dens tilblivelse. Den første og den vigtigste bemærkning at en s-ådan tabel overhovedet ikke kan opstilles. Medens det nemlig til nød lod sig gøre på grundlag af folketællingerne at udskille en i store træk ensartet gruppe omfattende arbejderne og ved hjælp af oplysninger arbejdslønnen at beregne gruppens indtægt, er en ensartet deling af den øvrige befolkning fra tid til tid og en opgørelse af indtægten i de grupper, man derved nåer til, ikke mulig. Folketællingernes erhvervsfordeling 1870, 1901 og 1940 har ikke nogen indbyrdes forbindelse, og skattestatistikens erhvervsfordeling svarer ikke til folketællingernes. Jeg har derfor måttet flytte med undergrupperne i folketællingen, som jeg

skønnede det rimeligt, og prøvet på at finde de nærmeste grupper i skattestatistiken.Da havde givet mig den aktive befolkning, betragtede jeg forskellen i hver af grupperne mellem disse tal og skattestatistikenssom af personer under skattegrænsen, og der måtte tilregnes disse en gennemsnitlig indkomst. Endelig måtte der for at nå op på den samlede nationalindkomst for alle grupper foretages en opregningfor

ningforat afbøde vrkningerne af for lave ansættelser eller af selvangiverneshukommelsestab.

Herefter mener jeg med ren samvittighed at kunne redegøre for tabellens indhold. Det, den i første række illustrerer, er væksten i antallet af ikkeproducerende Mod 24000 tjenestemænd og funktionærer i 1870 og 90000 i 1905 er antallet for 1947 anført med 375000. Det er væksten transportmidler, i forsikringsvæsen, pengeinstituter, statens og kommunernes i hospitalsvæsen og i alle befolkningsgruppers opbygning sammenslutninger med lønnede funktionærer — for blot at nævne et par exempler — der har skabt denne stigning i gruppens antal og indkomst. På tilsvarende måde som jeg før antog, at en stigende indkomst foretagerne gennem forøget investering og forbrug havde en tendens til at bringe lønandelen op fra dens midlertidige nedgang, på samme måde tænker jeg mig, at en stigende indtægt hos arbejderne gennem forøget forbrug af alle de tjenester, som det er tjenestemands- og funktionærgruppens at stille til rådighed, bringer lønandelen til atter at synke.

De forskellige faktorer, jeg her har anført, som hver for sig medvirkende til at stabilisere den samlede lønsums andel i nationalindkomsten, hindrer naturligvis ikke, at der under overfladen kan foregå mindre forskydninger. Således tyder f. ex. de for en længere årrække foreliggende tal for U. S. A. (Kusnetz, 1. c. I, s. 358) og Australia (Brown, 1. c, tabel IV) på, at under krisen i begyndelsen af 1930erne gik først foretagernes indkomster ned, hvorefter lønsummen efterhånden påvirkedes af den i krisens spor følgende arbejdsløshed og mulige lønnedsættelser. Når man engang kommer til at råde over mere detaillerede beregninger over en længere årrække, er det vel muligt, at man kan komme årsagerne til lønandelens stabilitet nærmere ind på livet, end i hvert fald jeg har været i stand til.

Ser man nu videre på tallene i tabel 5, kan det naturligvis anføres, at til arbejderklassens lønsum skal lægges værdien af de sociale foranstaltninger. Der er dog ikke her tale om et beløb, der væsentligt forrykker det billede, der foreligger. De beregninger, Kampmann og Bjørn Olsen har foretaget (Socialt Tidsskrift, 1948) for det sidste år før krigen, giver som resultat en samlet overflytning til indkomstgruppen under 3000 kr. på 244 mill. kr. Heri er dog alders- og invaliderente indbefattet med 142 mill, kr., der må fradrages i denne forbindelse, hvor der er tale om den aktive befolkning. Tilbage bliver således en overflytning på ca. 100 mill. kr.

Hvis man nu turde stole på tallene i tabel 5, vilde det være overmåde
nærliggende at foretage den procentfordeling af de fire befolkningsgruppers
samlede indtægt, som vises i tabel 6.

Herefter skulle arbejdernes andel i nationalindkomsten være den samme,
medens foretagernes andel er formindsket til fordel for tjenestemænd,
funktionærer og liberale erhverv. Tager man endvidere hensyn til den før

nævnte overflytning og anslår den skønsmæssigt til 200 mill. kr. i 1947, og desuden til, at opsparingen skal fradrages nationalindkomsten, før man når til de forskellige gruppers forbrug, ville jeg tro, at tallene ville vise en lille stigning i arbejderklassens andel i nationens samlede forbrug gennemtiden. stor vægt skal man næppe lægge herpå. Idet opsparingen føres ind i beregningen, forøges usikkerheden yderligere.

Ud af alt dette mener jeg nu at kunne drage det resultat, at i løbet af de sidste 75 år er arbejdernes gennemsnitlige realløn her i landet 3 å 4-doblet, deres antal 3-doblet og deres andel i den samlede nationalindkomst uforandret; måske — hvis det kan husvale nogen — er andelen i det samlede forbrug en übetydelighed forøget. Da det falder mig naturligt at prøve at forestille mig de økonomiske foreteelser i tal, kom jeg -_— som antydet i begyndelsen af foredraget — ind på disse beregninger, da jeg engang faldt i tanker over, at Keynes til Malthus' betragtninger over det forkastelige i, at kommunerne yder hjælp til bygning af arbejderboliger kun havde den kommentar: Nationaløkonomi er en meget farlig videnskab.¹) Som begrundelse sin opfattelse hævder Malthus, at »så stærk er tilbøjeligheden til tidligt ægteskab, at når denne tilbøjelighed opmuntres ved, at der er boliger nok, tvivler jeg lidet om, at befolkningstilvæksten vil blive forstærket, og at der følgelig til sin tid vil komme et så stort udbud af arbejdskraft, at arbejdernes derved bliver fuldkommen håbløs«. Fra denne betragtning fører efter min opfattelse en lige linie over Ricardos helt tilsvarende arbejdslønteori Marx' merværdi og Lassalles jernhårde lønningslov. Og når man på grundlag af disse teorier opbygger en økonomisk politik, der hævder, at kun ved statens overtagelse af produktionen kan der sikres en sådan fordeling nationalproduktet mellem arbejdere og kapital, at arbejderne kan opnå en økonomisk fremgang, så synes dette mig uomtvisteligt modsagt af den udvikling, der netop har præget tiden siden 1870. Der var da al grund til at tale om den farlige nationaløkonomi og grund til at belyse denne udvikling godt, det kunne lade sig gøre.

---

1) J. M. Keynes: Essays in Biography, London 1933, s. 128.

Selv om tallene i tabel 5 er i forskelligt prisniveau, viser de uden videre klart, at det antal arbejdere, der fandtes i 1905, med den indkomst de havde, ikke under nogen omstændighed havde kunnet eksistere indenfor rammerne af det nationalprodukt, der frembragtes i 1870. Og på tilsvarende måde ville fremgangen fra 1905 til 1947 have været udelukket, hvis ikke nationalproduktet steget. Arbejdernes såvel som alle andre borgeres velstand er uadskilleligt forbundet med nationalproduktets størrelse. Et samfund kan arbejde sig til velstand, ikke fordele sig til den. Og hvis arbejderklassens andel i nationalindkomsten fortsat viser sig at være nogenlunde uforandret, som alle de foran meddelte tal tyder på den hidtil har været, så er det en yderligere bestyrkelse af, at en følelig fremgang også for dem er knyttet til stigningen i nationalproduktet.

Det samme resultat nåer man til ved at foretage det tankeeksperiment, at alle indtægter over 10000 kr. gennem skattepolitiken nivelleredes ned til dette beløb, hvilket efter den sidste forbrugsundersøgelse er den gennemsnitlige, indtægt for en arbejderfamilie her i landet. Det beløb, der derefter bliver til fordeling mellem indtægterne under 10000 kr., er dog ikke væsentligt større end de nivelleredes samlede skatter og opsparing, og forbruget dem under 10000 kr. kan altså ikke forøges ad den vej.

Tilbage bliver da spørgsmålet, om det er muligt at forøge nationalproduktet at forlade den nuværende privatkapitalistiske produktionsform og gå over til statskapitalisme. Nogle mener, det er muligt; jeg for min del bestrider det. Men påstand står mod påstand, vi har ikke nogen iagttagelse, der kan sandsynliggøre eller afkræfte den ene eller den anden opfattelse. Hvad vi ved er, at trods arbejderklassens økonomiske og politiske magtstilling i landet såvel som i de andre nordiske lande har man ikke hidtil lagt afgørende vægt på dette spørgsmål. Fagforeningerne har gennem deres lønpolitik vågent fulgt udviklingen og sikret deres medlemmer al den forbedring, kunne opnåes, når krigsomkostningerne ikke skulle overstige, hvad der kunne vindes. Og de socialdemokratiske partier har som regeringsmagt i opposition opnået en stadig bedre udbygget sociallovgivning, der har givet den brede befolkning stigende tryghed. Statsmagtens indgreb i erhvervslivet har været ledet af hensigtsmæssighedshensyn, ikke af principper, har næsten uden undtagelse fundet tilslutning hos alle. Denne rolige demokratiske udvikling har måske været mest udpræget her i landet, i Staunings Danmark, som Christmas Møller plejede at sige. Jeg håber — også for vor politiske og menneskelige friheds skyld — at denne udvikling kan fortsættes.