NOGLE EJENDOMMELIGHEDER I DANSK INDKOMSTBESKATNING

Det var først ved Skattereformen af 1903, at der her i Landet gennemførtes en ordinær Indkomstskat til Staten. Denne Indkomstskat var kun i meget ringe Grad progressiv. Saaledes begyndte Skatteskalaen med 1,3 % for skattepligtige Indkomster under 2000 Kr. og endte med 2,5 % for Indkomster paa 100.000 Kr. eller derover. Senere hen er der foregaaet betydelige Ændringer i Skatteskalaen, idet ikke alene Skatten paa en given Indkomst er blevet større, men ogsaa Progressionen er tiltaget i væsentlig Grad. Til Belysning af disse Ændringer opstilles Tabel.

Indkomsten i Tabellens Forspalte er den Indkomst, hvoraf Skat beregnes, d.v.s. Indkomsten efter Fradrag for Forsikringspræmier, betalte Skatter, Eksistensminimum,Børnefradrag Fradrag for Hustrus Selverhverv. Det fremgaar af Tabellen, at der siden 1903 har fundet en overordentlig stærk Udvikling Sted i Progressionen, og dette gælder navnlig de større Indkomster. Statsskatten af en skattepligtig Indkomst paa 10.000 Kr. er f. Eks. i 1946 godt 6 Gange saa stor som i 1903, medens Skatten af en Indkomst paa 100.000 Kr. i det nævnte Tidsrum er blevet godt 14 Gange større. For de mindre Indkomster steg Beskatningen ikke saa stærkt indtil 1940; men i dette Aar blev Skatten af de mindre Indtægter ogsaa væsentlig forhøjet. Fra 1937 til 1940 er Skatten af en Indkomst paa 2.000 Kr. saaledes blevet ca. 2V₂ Gange større og for Indkomster paa 5.000 Kr. ligeledes ca. 2% Gange større. Af de personlige Indkomstskatter er foruden Statsindkomstskatten ogsaa Indkomstskatteni samt Indkomstskatten til den fælleskommunale Udligningsfondaf Karakter. For at sammenligne de Skalaer, hvorefter disse Skatter udskrives, anvendes nedenstaaende Figur, der i pCt. af Indkomsten

angiver de Beløb, der af Indkomster paa indtil 400.000 Kr. aarlig skal svares ' henholdsvis Statsskat, Kommuneskat i Københavns Kommune, fælleskommunalSkat for Forsørgere) samt disse tre Skatter ialt. Indkomsten er den Indkomst, hvoraf Skat beregnes, jfr. ovenfor.

Det fremgaar af Figuren, at Progressionen i Statsskatten er større end Progressionen Københavns Kommuneskat, og at Progressionen i den fælleskommunale er ret ringe. Endvidere ses det, at den stærkeste Progression findes i den nederste Del af Skalaen. Betragter vi Indkomstintervallerne 0—200.0000_—200.000 Kr. og 200.000—400.000 Kr. fremgaar det, at den samlede Skat i det første Interval

stiger til 67 pCt. af en skattepligtig Indkomst paa 200.000 Kr. og i det andet Interval til 76 pCt. af en skattepligtig Indkomst paa 400.000 Kr., altsaa en væsentlig ringere Progression i det sidste Interval. Af en skattepligtig Indkomst paa 1.000.000 Kr. vilde den samlede Skat udgøre 86 pCt.

Ved Opgørelsen af sin skattepligtige Indkomst har Skatteyderen Ret til at fradrage Skattebeløb, han har erlagt i Aarets Løb. For at belyse Virkningerne af denne Regel er i Tabellen øverst paa næste Side beregnet Skatten af forskellige Indtægter før og efter Skattefradraget er foretaget.

I Kol. 1 er anført den skattepligtige Indkomst efter Fradrag for Forsikringer og betalte Skatter og i Kol. 2 de Beløb, der i 1947^—48 skulde svares i Statsskat, Kommuneskat til Københavns Kommune og fælleskommunal Skat. Skatten er beregnet for en Familieforsørger uden Børn. Der er ikke foretaget Fradrag for Eksistensminimum, og endvidere forudsættes det, at Hustruen ikke har noget Selverhverv. I Kol. 3 er derefter anført Indkomsten uden Skattefradrag, idet der regnes med en konstant Indtægt i de nærmest foregaaende Aar, saaledes at Skattebeløbetfor enkelt Indkomstgruppe er uændret i de nærmest foregaaende Aar. Kol. 3 bliver da lig med Kol. 1 plus Kol. 2. I Kol. 4 er beregnet de Beløb, der skal svares i Skat, saafremt de gældende Skalaer anvendes paa den fulde Indtægt i Kol. 3. Oversigten viser klart, at Fradragsreglen er af størst Betydning for de store Indkomster, saaledes at Fradraget formindsker Progressionen meget

stærkt. Ud fra Formaalet at udligne Indkomstfordelingen mellem Klasserne maa Reglen derfor siges at være højst uhensigtsmæssig. Saafremt Indkomsterne er lige store i de forskellige Aar, begrænser den faktisk Skatteudskrivningen til maksimalt 50 pCt. af Indkomsten uden Fradrag.

Forinden Skatten beregnes, reducerer Myndighederne Indkomsten (uanset dennes Størrelse) med et Beløb, hvis Størrelse er afhængig af det Antal Børn under 15 Aar, Skatteyderen har, det saakaldte Børnefradrag. Hensigten med dette er at give visse Skattelettelser for Forsørgere med Børn. For Hovedstadens Vedkommende Børnefradraget for Skatteaaret 1947_—48 følgende Beløb:

For 1 Barn 500 Kr. — For 2 Børn 1100 Kr. — For 3 Børn 1800 Kr. og yderligere
Kr. for hvert Barn udover 3.

For at undersøge Fradragets Betydning er foretaget nedenstaaende Beregning.
I Forspalten er anført Indkomsten, som den opgøres af Skatteyderen selv, d.v.s.
med Fradrag for betalte Skatter og Forsikringspræmier, men uden Børnefradrag

og Fradrag for Eksistensminimum. I de flg. seks Kolonner er anført de Beløb,
der i Skatteaaret 1947—48 skal svares i Indkomstskat til Staten, Udligningsfondenog
Kommune, naar Skatteyderen har henh. ingen Børn,

1 Barn, 2, 3, 4 og 5 Børn. I Kol. 7—ll7_—11 er derefter beregnet den Skattenedsættelse, som Tilkomsten af henh. det 1., 2., 3., 4. og 5. Barn bevirker for de forskellige Indkomststørrelser. Betragter vi her hver Kolonne for sig, vil det ses, at Skattelettelsenbliver jo større Indkomten er. F. Eks. betyder Tilkomsten af det 3. Barn for en skattepligtig Indkomst paa 1500 Kr en Skattelettelse paa 11 Kr. aarlig og for en skattepligtig Indkomst paa 100.000 Kr. en Skattelettelse paa 480 Kr. aarlig.

Læser vi vandret i Tabellen, vil det ses, at de største Skattelettelser for de smaa Indkomster indtræder ved et ringe Børneantal. For de største Indkomster paa 15.000 Kr. og derover er Skattenedsættelserne ved Tilkomsten af det 3., 4. og 5. Barn omtrent lige store, medens langt den største Skattelettelse for Mellemindtægterne 3.000—10.000 Kr. indtræder ved det 3. Barn. (I Kol. 7—ll7_—11 er det største Tal i hver vandret Linie kursiveret.

Denne Virkning af Børnefradraget er selvsagt højst uheldig. Det synes urimeligt, at en Familie med en Indtægt paa 3.000 Kr. naar den faar sit 3. Barn kun faar en Skattelettelse paa 120 Kr., medens Familien med 10.000 Kr. i Indtægt ved det 3. Barn faar en Skattelettelse paa 227 Kr. Forholdet burde snarere være det omvendte. Ligeledes synes det urimeligt, at det hos de daarligst stillede er de første Børn, der bringer den største Skattenedgang og hos de bedst stillede de sidste. Det er jo ikke hos de velstillede, at de store Børneflokke skaber et socialt Problem.

Disse uheldige Virkninger af Børnefradragene kommer frem paa Grund af, at vor Indkomstbeskatning er progressiv. Jo større Indkomsten er, desto større er den Sats, der anvendes ved Beskatningen, og desto mere vil et givet Fradrag i Indkomsten da formindske Skatten. Ligeledes er det en Følge af Progressionen, at jo flere Børn man har, eller jo flere Fradrag der er foretaget i Indkomsten, desto mindre skulde man betale i Skat ved det sidste Fradrag, saaledes at Skattenedgangen naar Børneflokken vokser.

Forklaringen paa at de ovenfor paapegede Urimeligheder er opstaaet, maa formentlig søges deri, at Fradragsreglerne er indført paa et Tidspunkt, hvor Indkomstskatten i ringe Grad var progressiv, og hvor de derfor virkede paa en mere rimelig Maade. Ved den forstærkede Progressivitet er Tiden løbet fra dem, og man kan vel derfor gaa ud fra, at den Skattereform, der igennem længere Tid har været forberedt i Skattekommissionen, vil raade Bod paa de opstaaede Urimeligheder. J. Johs. Madsen.