I.

T_T VIS man betragter udviklingen af statistiken f. eks. i de sidste halvt
AK hundrede år, vil man se, hvorledes forskellige områder har haft deres
højkonjunktur for derefter efterhånden ligesom at falde i lave.

Noget lignende gælder for hele det statistiske apparat, som man kort kan karakterisere ved nationalindkomsten. Det er utvivlsomt »the new look« på statistikens område, og nogle af de løvefødder og gesvejsning, som dette begrebsapparat er udstyret med i øjeblikket, vil sikkert falde væk, men tilbage vil stå en sund kærne, der ligesom megen anden statistik vil vise sig levedygtig.

Nationalindkomststatistiken og nationalindkomstteorien har haft en rivende i de sidste 10^—15 år. Det er ikke så forfærdelig længe siden, at man kun interesserede sig for nationalindkomsten som en helhed. Man mente heri at have fundet et velstandsmål. Strængt taget var det kun en del af nationalindkomsten, som skulle give udtryk for velstandsudviklingen, konsumet, men da dette udgjorde en meget betydelig del af nationalindkomsten, blev begreberne ud fra dette synspunkt let synonymer.

Man interesserede sig også for nationalindkomsten som et mål for produktiviteten. omregnet til faste priser sat i forhold til den produktive del af befolkningen, skulle give et udtryk for, hvorledes produktiviteten i samfundet udviklede sig. Man lukkede tilsyneladende øjnene den udvanding af produktivitetsbegrebet, der skete, når det overførtes de egentlige produktive erhverv til offentlige ydelser, huslejen, biografer teatres produktive indsats m. v.

Det var dog først, da nationalindkomsten gik ind som et led i konjunkturanalysen, den store interesse for begrebet viste sig. For ved konjunkturanalysen det ikke den totale indkomst, der interesserede, men nationalindkomstens på konsum og investering, der kom i første række.

Der er en sideløbende udvikling i den generelle økonomiske teori og nationalindkomstteorien. den økonomiske teori har Keynes og Stockholmskolen, bekendt, givet de totale kategorier: nettoindkomst, konsum, opsparing investering, en meget betydende plads, og i konsekvens heraf er nationalindkomstteorien blevet udviklet. Der foreligger dog endnu ikke fuldstændig afklarede begreber, så i fremtiden vil der også være et vidt virkefelt for økonomer og statistikere på dette område.

Ved således i stigende grad at interessere sig for opdelingerne er skridtet ikke langt til opstillingen af et egentlig nationalregnskab eller et økocirksystem, har man først dette lagt nogenlunde fast, vil de sidste skridt være nationalbudgettet, hvor man forsøger at løse den vanskeligste opgave, at sige noget om fremtiden.

II.

De opgørelser over nationalindkomsten, som er foretaget af Det statistiske Departement, er baseret på den såkaldte produktionsstatistiske metode, som i korthed går ud på for de enkelte erhverv at bestemme nationalindkomsten som produktions-(salgs-) værdien af de frembragte varer og tjenesteydelser efter fradrag af de medgåede rå- og hjælpestoffers værdi. Summen af de således beregnede indkomster for de enkelte erhverv, de enkelte erhvervs bidrag, har man kaldt bruttonationalproduktet. Man har først og fremmest ved dette ord villet fremholde, at den produktionsstatistiske metode siger noget om varernes og tjenesteydelsernes værdi, det er varesiden, man har interesseret sig for. Nu er det ikke det samlede nationalprodukt, der interesserer men som allerede nævnt særlig fordelingen på konsum, investering eksportoverskud m. v. Det nationalprodukt, der danner udgangspunktet Departementets opstillinger, er derfor nationalproduktet til markedspris, d. v. s. at i opgørelsen er medregnet de indirekte afgifter, medens derimod de forskellige pristilskud ikke indgår.

Fra dette begreb kan man derefter komme til flere andre relevante begreber,
forskellige fradrag eller tillæg, således som det er vist i følgende

Jeg skal kommentere de forskellige begreber. Konsumet omfatter både
det egentlige varekonsum og forskellige tjenesteydelser. Også det offentliges
ydelser vedrørende undervisning, den sociale administra-

tion, justits- og militærvæsen m. v. er opfattet som konsum. Ved realinvestering forstået de fysiske investeringer, der sker inden for landets grænser, ved eksportoverskuddet forstås endelig forskellen mellem betalingsbalancens indtægter og udgifter, når bortses fra renter og dividender.

Hvis man fra nationalproduktet til markedspris fradrager de indirekte skatter og lægger de forskellige pristilskud til, fås det, man kalder faktorindkomsten. svarer til aflønningen af produktionsfaktorerne. Regner indkomsten brutto, indgår afskrivningerne i beløbet; regner man indkomsten netto, er afskrivningerne fradraget. Af denne indkomst må afgives til udlandet, i form af renter og dividender, medens der omvendt udlandet modtages renter og dividender. Hvis man derfor til faktorindkomsten lægger finansindtægten (nettorenter og -dividender), fås det, man kan kalde nationalindkomsten til faktorpris.

Under mere normale forhold vil dette begreb svare til samfundets (borgernes det offentliges) indkomst, men i det øjeblik gaveydelser o. 1. kommer at spille en afgørende rolle, må disse indgå i billedet, således at gaver, modtaget fra udlandet, må forøge den disponible indkomst, medens gaver, afgivet til udlandet, vil formindske den. Man må derfor, når man befinder sig i en epoke med UNNRA- og Marshallhjælp, til nationalindkomsten udlands transfereringerne, d. v. s. nettogaverne fra udlandet. Hvis man dertil føjer de indirekte skatter og fradrager de forskellige pristilskud, som blev fradraget nationalproduktet til markedspris, kommer man derved endelig til det, som man kan kalde den disponible indkomst, det beløb, man efter engelsk og svensk terminologi er tilbøjelig til at kalde nationaludgiften. Ved at se på skemaet kan man herefter klargøre sig, hvorledes dette beløb må fordeles efter anvendelse. Det må for det første omfatte konsum, realinvestering udførselsoverskud, de poster, der indgik i nationalproduktet til markedspris, men hertil er yderligere kommet finansindkomsten og transfereringerne. sidstnævnte tre poster: udførselsoverskud, nettofinansindtægt transfereringen, kaldes under eet finansinvesteringen. I øjeblikket er den for Danmarks vedkommende negativ og angiver udlandets bidrag til financiering af realinvesteringen.

Når man således ved afgange og tilgange kan operere med forskellige indkomstbegreber, bliver det næste skridt, at man ønsker begrebsapparatet udvidet til en belysning af samspillet mellem de forskellige sektorer i samfundet, man er da ovre i nationalregnskabet eller i økocirk-systemet.

III.

Nationalregnskabet er en talmæssig opstilling, der belyser hovedposterne
i det økonomiske kredsløb.

Det drejer sig i modsætning til nationalbudgettet om en analyse af, hvad
der er sket — en ex-post-analyse.

Den tekniske opstilling er det dobbelte bogholderis, således at enhver
konto optræder som en indtægtspost på en sektor og en udgiftspost på en
anden.

For 1947 foreligger i Statistiske Efterretninger nr. 25, 1948, en opstilling,
som er anført på den følgende side.

Som det ses, findes der i opstillingen i alt 5 sektorer, hvoraf den første
er en slags samlesektor — medens de følgende fire er specialsektorer.

En ganske kort gennemgang af systemet vil vise, hvad man kan se af et
sådant regnskab.

Den første kolonne belyser i et vist omfang de indkomstbegreber, som foran gennemgået. Man kan dog f. eks. ikke af indtægtssiden alene udlede nationalproduktet, fordi nationalregnskabsopstillingen kræver, at man ikke indfører nettotal, f. eks. eksportoverskud, forskel mellem indirekte skatter og subsidier m. v. Dette er et minus ved opstillingen, hvilket Departementet søgt at råde bod på ved at indføre de væsentligste indkomstbegreber i opstillingen. Disse fremgår som en differens. F. eks. fremkommer som en forskel mellem de indtægter, der er opnået ved salg af varer til konsum, realinvesteringen og udførselen og udgiften til indførselen. Bruttonationalproduktet kan også beregnes som en sum af aflønningen af produktionsfaktorerne (løn, rente og overskud) plus afskrivninger og vedligeholdelse plus indirekte skatter m. v. og med fradrag af subsidierne. Af kontoen for nationalproduktet og nationalindkomsten af indtægtssiden ses bruttonationalproduktets anvendelse, når som nævnt indførselen af varer og tjenester opfattes som en negativ indtægt, udgiftssiden viser indkomstudbetalingerne og forholdet mellem og nationalindkomst samt mellem brutto og nettobegrebeme, ligeledes at subsidierne og renter og dividender fra udlandet betragtes som negative udgifter .

Den første af undersektorerne, den private sektor, belyser bl. a. den
disponible indkomst indenfor denne sektor. Denne fremgår for 1947 af
følgende opstilling:

Denne indkomst anvendes enten til konsum eller opsparing. Konsumet er bestemt direkte og andrager 13.148 mill, kr., hvorefter den private opsparing andrage H- 225 mill. kr. Betydningen af, at den private opsparing bestemmes som en differens, skal omtales nærmere i det følgende.

Ved opstillingen ovenfor er renten af den indenlandske gæld opfattet som en transferering. Det er muligvis mere rimeligt at behandle denne som en finansindtægt i lighed med renter og dividender i forhold til udlandet, idet det drejer sig om betaling for en modydelse, således at transfereringsbegrebet til sociale understøttelser, skatter o. 1. samt gaver.

Indenfor den offentlige sektor er udgiftssiden særlig interessant, idet den
belyser dels de realøkonomiske størrelser: konsum og opsparing, dels
finansindtægten og transfereringer.

Sektoren udlandets løbende mellemværende med Danmark er en sammentrængt hvor overskuddet på den løbende betalingsbalance 437 mill. kr. er det, der foran er kaldt finansinvesteringen svarer til summen af udførselsoverskud (-f- 387 mill kr.), nettofinansindtægt 70 mill, kr.) og transfereringer i forhold til udlandet (regnet = 0). Denne negative finansinvestering giver udtryk for de lån, vi har modtaget for at opretholde investeringsvirksomheden.

Endelig er der sektoren opsparing og investering, hvor nettorealinvesteringens særlig påkalder interesse. Denne fremgår af indtægtssiden viser, at investeringen dels er financieret gennem opsparingen (henholdsvis det offentliges, selskabernes og den private opsparing), dels af underskuddet på betalingsbalancen, den negative finansinvestering¹).

Et nationalregnskab som det skitserede har utvivlsomt mange fordele:

1. Det giver et godt overblik over de forskellige delstørrelser i den økonomiske men i sig selv ikke nogen årsagsforklaring. Den må lægges ind i kommentarerne til tallene. Opstillingen vil ofte også gøre det lettere at få placeret de forskellige størrelser rigtigt i den økonomiske sammenhæng.

2. Systemet har utvivlsomt også visse pædagogiske fordele, som skyldes
det under 1. nævnte.

3. Systemet vil ofte afdække eventuelle forglemmelser i tidligere opstillinger.
tvinger en til, så vidt gørligt at få alle poster med.

4. Da systemet både har en indtægts- og en udgiftsside, vil »huller« i
statistiken kunne udfyldes gennem restberegninger.

---

1) Som det omtales i det følgende, er det en fordel at regne med bruttoinvesteringerne fremfor med nettoinvesteringerne, idet bruttoinvesteringerne kan bestemmes væsentligt mere nøjagtigt end nettoinvesteringerne, fordi en bestemmelse af afskrivningernes størrelse er meget usikker og problematisk. Dette medfører, at man sikkert i højere grad også burde beskæftige sig med begrebet bruttoopsparingen i stedet for (netto)opsparingen, selvom »bruttoopsparingen« synes at have vundet hævd i teorien.

Systemet har dog også visse ulemper:

1. Mange af de mest interessante tal fremgår ikke direkte af opstillingen,
hvilket som nævnt Departementet har søgt at afhjælpe ved at indføre de
væsentligste indkomstbegreber direkte i systemet.

2. Overskueligheden kan mistes, hvis man presser alt for meget ind i opstillingen. Det kan man dog råde bod på ved indførelse af hjælpetabeller særopstillinger for de enkelte sektorer, idet nationalregnskabet kun i ringe omfang er eller bør være et stivnet skema.

3. Under 4. foran er omtalt restberegningerne. Flere poster kan ikke direkte bestemmes, men fremkommer som forskelle mellem visse indtægtsog Det er en gammelkendt sag, at de fejl, som de enkelte poster, der benyttes ved beregning af resterne, er behæftet med, overføres på resterne, og da resterne er mindre, vokser usikkerheden. For eksempel beregnes den private opsparing som en rest, idet den fremgår af følgende sammenhæng: Bruttoinvesteringer -f- afskrivninger = nettoinvestering = opsparing. Indenfor opsparingen kan det offentliges opsparing og selskabernes bestemmes. Forskellen mellem den samlede opsparing og summen af den offentlige opsparing og selskabernes opsparing giver den private opsparing. Denne private opsparing er usikker, både fordi beregningen afskrivningerne er usikker — den samlede opsparing bliver følgelig behæftet med en vis fejl — og fordi beregningen af selskabernes opsparing også er usikker. Begge de nævnte usikkerhedsmomenter påvirker tallene for den private opsparing.

IV.

Foruden gennem nationalregnskabet kan den økonomiske sammenhæng
belyses gennem økocirk-systemet1).

Frisch angiver de økonomiske strømme ved buede linier, således som det
vil fremgå af følgende stærkt forenklede model, der er anført til belysning
af teknikken.

Strømmene har samme værdi på linierne mellem to punkter. For de reale strømme (vare- eller tjenestestrømme) har man fastsat, at bevægelsesretningen den samme som urviserens. Værdien af de strømme, der bevæger sig til et punkt, er af samme størrelse som værdien af de strømme, der forlader punktet. Dette fremgår af figuren.

Man ser, hvorledes strømmen på 10 fra d til a deles i punktet a i to
strømme, hver på 5. Dernæst deles den ene strøm på 5 fra a til b yderligere
punkt b i to strømme på 3 og 2.

---

1) I foråret 1948 blev der fra Oslo Universitets økonomiske institut offentliggjort en redegørelse engelsk omhandlende økocirksystemet. Redegørelsen er udarbejdet af Ragnar Friscb, Odd Aukrust og Petter Jakob Bjerve og foreligger i en stencilleret udgave.

Den anden strøm pa 5 moder nu strømmen på 3 i punkt c og forlader punktet som en samlet strøm på 8, der endelig i punkt d møder strømmen på 2, således at man er vendt tilbage til udgangspunktet, en samlet strøm på 10, der går fra punkt d til a.

I stedet for at se på strømme efter urviserens bevægelse, kunne man se på strømmene den modsatte vej. Ud fra dette synspunkt bliver strømmene de finansstrømme, der modsvarer de reale strømme. 1 tilfælde af, at de reale strømme er udtryk for gaver, er det nødvendigt at indføre en forudsætning en modstrøm af samme størrelse som gavens værdi.

Ved anvendelse af de således nævnte principper er udarbejdet den følgende
fremstilling over de økonomiske strømme i det danske
samfund i 1947.

De strømme, der ikke vedrører udlandet, er i den grafiske fremstilling fuldt optrukket, medens strømme, der har tilknytning til udlandet, er »punkterede«. Lagerforøgelse, kapitalforøgelse o. lign. (set fra varesiden) er angivet ved en cirkel. Og som modpart er anført en anden cirkel, der angiver det pengebeløb, der har finansieret lager- eller kapitalforøgelserne.

Venstre side belyser, set fra neden og opefter, og tjenestestrømmene og herunder forholdet til udlandet, forholdet mellem konsum investering og endelig opsparingen og dens forhold til udlandet og investeringerne her i landet.

Højre side belyser, set fra neden og opefter (a'tså mod afviserens bevægelsesretning), forholdet indkomstdannelsen indenfor den private og den offentlige sektor og indkomstoverførslerne den private til den offentlige

sektor og de tilbageførsler, der finder sted. Altså i det hele taget finans
strømme.

En nærmere gennemgang af systemets anvendelse på danske forhold kan
vel ikke anses for nødvendig efter den omtale, som nationalregnskabet har
fået i det foregående.

V.

I målsætningen for den økonomiske politik har man gennemløbet forskelligefaser 30erne og under verdenskrig 11, og man har vel i øjeblikket det mål for øje at ville skabe en vis samfundsmæssig balance mellem henholdsvisudbud efterspørgsel af konsum- og investeringsgoder og på længere sigt bl. a. gennem Marshallhjælpen at foretage den meget påkrævede opbygning,som ødelæggelser har nødvendiggjort. Det er nærliggende; når man opstiller det første mål, at man vil benytte nationalregnskabsopstillingentil anlyse af, i hvilket omfang der fremover findes en sådan

balance, eller om der måtte findes et »inflationsgab«, købekraftoverskud,
eller hvad man nu måtte kalde det. Dette fører over i, at man ønsker nationalregnskabsopstillingenanvendt
fremtiden. Man opstiller derfor et

nationalbudget. Et nationalbudget bliver herefter et overslag over hoved
posterne i det forventede økonomiske kredsløb.

Det begrebsmæssige indhold er betinget af de formål, man forfølger. Man
kan da også skelne mellem tre forskellige overslag, nemlig 1) planbudgettet,
prognosebudgettet og 3) programbudgettet.

Ved planbudgettet ønskes en vurdering af det forventede udbuds- og efterspørgselsomfang de slutproducerede varer med særligt henblik på opdelingen konsum og investering. Det, der interesserer, er den formodede forskel i vurderingen fra efterspørgslens og udbuddets side.

Problemet har været stærkt diskuteret i Sverige, hvor de sidste års økonomiskeudvikling,

nomiskeudvikling,ligesom her hjemme, har været karakteriseret af et
misforhold, idet den totale forventede efterspørgsel overstiger det totale forventedeudbud,
at der er fremkommet et »inflationsgab«.

Det, som må have interesse ved opstillingen af planbudgettet, er at studere inflatoriske pres' formodede størrelse og udviklingstendenser. I Sverige har man søgt en talmæssig belysning af problemet, idet der i Konjunkturinstitutets over de økonomiske forhold i 1948¹) gives en talmæssig bedømmelse af de formodede forskydninger i »gabet« fra 1947 til 1948.

De forskellige hinanden modvirkende faktorer gennemgås og vurderes
statistisk, og man kommer herefter til følgende opstilling.

»Inflationsgabet« synes herefter forøget med ca. 1 milliard kr., men det
understreges kraftigt, at usikkerheden på tallene er meget betydelig.

Med udgangspunktet i denne opstilling har professor Erik Lundberg taget
spørgsmålet om inflationsanalyse og økonomisk teori op til nærmere behandlin
2).

Han fremhæver, som også foran nævnt, at de forskellige identiteter, man
kan opstille over samlet udbud og samlet efterspørgsel og over opsparing

---

1) Denne oversigt er udarbejdet af det af statsråd Karin Kock ledede nationalbudgetudvalg.

2) Inflationsanalys och ekonomisk teori, Ekonomisk tidskrift nr. 3, september 1948.

og investering ved hjælp af nationalregnskabet m. v., i og for sig ikke forklarernoget årsagssammenhængen. Han henviser derfor til, at man i højere grad bør indføre det Keyneske tankeskema i sine betragtninger, idet man derigennem kan komme efter årsagsforklaringer og rsagssammenhænge.Lundberg ganske kort do »s. k. fundamentale ekvationer« fra »Treatise on Money« og påpeger, at det originale i opbygningen ligger i, at nettoindkomsten hos Keynes opdeles i en del, der svarer til de normaleproduktionsomkostninger med tillæg af normale gevinster m. v. og resten som giver sig udtryk i de unormale, ikke forventede gevinster eller tab. Man får derfor bl. a. følgende ligninger.

Nettonationalindkomsten (N) = Normal indkomst (E) + unormale, ikke
forventede gevinster eller tab (Q).

Investeringerne (I) = Nettoopsparingen (S) -f Q

De faktiske realiserede gevinster giver derfor udtryk for mangelen på ligevægt,
denne henføres til spændingen mellem investeringer og opsparing.

Nu vil det Keynske skema i dets forenklede form dog ikke strække til, hvorfor man på forskellig måde må udbygge det. Tænker man sig en sådan udbygning af skemaet, således som det nærmere omtales i Lundbergs artikel, tænker man sig samtidig at ville anvende det til en kvantitativ analyse, gør Lundberg opmærksom på, at dette kan være meget farligt, idet de koefficienter, der går ind i det ligningssystem, man vil benytte, er usikre, bl. a. fordi de førkrigserfaringer, man har, ikke kan og bør benyttes på efterkrigstiden. Man kan derfor meget let komme til at drage konklusioner, der bliver væsentlig mere usikre og fejlagtige, end hvis man anvender en sædvanlig »litterær« common-sense-bedømmelse. Hertil kommer, at i mange tilfælde har man ikke engang tidligere statistiske data at drage nytte af. Han siger da også herom, synes det, meget træffende:

»I flertalet fall (betråffande vinsternas, utrikeshandelns, investeringarnas, de offentliga utgifternas, lonenivåns sammanhang med nationalinkomst och andra faktorer) saknar vi helt enkelt tillråcklig historisk och statistisk erfarenhet for att konstruera anvåndbara samband. Detta betyder givetvis icke, att vi uppger forestallningen om kausala sammanhang i den ekonomiska utvecklingen, utan endast att vi inte anse oss ha tillråckligt många fall av »ungefår« samme ekonomiska som i dag for att bilda oss en statistiskt preciserbar uppfattning ifrågavarande sammanhang. Våra erfarenheter hanfora sig mest till mer »normala« situationer, men åven i fråga om dessa år det erfarenhetsbeståmda otillråckligt eller ofullståndigt analyserat — såsom de amerikanske synas visa. Dåremot råcker nog våra erfarenheter i allmånhet till for den blygsammare uppgiften, att med stod av systematiskt tånkande efter modeller av Keynesiansk typ ge en kvalitativ karakteristik av utvecklingstendenserna.«

Nu skal det på ingen måde forstås således,, at han bryder staven over
den kvantitative analyse. Herom siger han bl. a. følgende:

»Harmed vill jag givetvis inte ha sast alt Keynesiansk analys på grundval av nationalriikenskap borde undvikas. Tvårtom maste man bcteckna den overallt snabbt framviixar.de nationalinkomststatistiken, vilket skett i huvudsak under de senaste 10 åren, som en epokegorande hiindelse for ekonomisk forskning. Ett omsesidigt sammanhang har dårvid utspelats mellan den ekonomiska utvecklingen under 30-talets depression och krigsårens och efterkrigstidens teoribildningen av den Keyneska typen, den allmånna ekonomisk-politiska om central planering och kontroll samt framvåxten nytt statistiskt material av nationalriikenskapskaraktar. I den begripliga bland politiker och ekonomer infor »the new outlook« glommer man emellertid latt de begrånsningar i mojligheterna att forstå sammanhangen i den ekonomiska utvecklingen, som nationalråkenskapsanalys maste innebara. Man overskattar liitt vardet av den kunskap om det ekonomiska lagets natur, som manupulationer med nationalråkenskapens siffror ger oss. De påtagliga misstagen i bedomningen av utvecklingstendenserna och dårav foljande misstag i den ekonomiska som efterkrigstiden erbjudit exempel på i ett flertal lander, sammanhånger nog nåra med overskattningen av kunskapsinnehållet hos ifrågavarande av analys«.

Det er muligt, at Lundberg ser noget for pessimistisk på problemerne, men enhver, der beskæftiger sig med nationalbudgettering, bør sikkert være lydhør overfor de betragtninger, som Lundberg har anført, i den omtalte artikel.

Ved prognosebudgettet begrænser man sin opgave til at sige noget om det forventede forløb i den økonomiske udvikling. Det drejer sig altså om en ekstrapolation på givne data. Det skal indskydes, at i den dirigerede økonomi, vi befinder os under, vil en del af de data (balanceplan, finanslov m. v.) man går ud fra, være betinget af den målsætning, man hidtil har stillet sig, og i den forstand er følgelig prognosebudgettet samtidig et programbudget. ekstrapolation, der skal foretages, vil naturligvis være usikker, idel ingen endeligt kan sige nogel sikkert om, hvorleaes den øKonomiske vil blive. Dette medfører, at man må stille det krav til dem, der opstiller et prognosebudget, at de nøje præciserer de forudsætninger, arbejdes med, og at de i gørligt omfang betoner usikkerheden på analysen.

Dernæst kunne man yderligere tænke sig, at der i budgettet diskuteredes
alternative udviklingsmuligheder, således at man derigennem yderligere betonede
betingede i sådanne budgetopstillinger.

Endelig vil det være rimeligt, at man i gørligt omfang fører budgetterne å jour i årets løb, således at man stadig har tilstrækkelig føling med de ændringer, der måtte være sket og som har ændret de forudsætninger, man har arbejdet med ved den oprindelige budgetlægning.

I prognosebudgettet må udbud og efterspørgsel stemme overens. Her
bliver ikke plads til »gab«, idet dette må være udfyldt gennem forventede
prisstigninger m. v. Den svenske nationaløkonom Ingvar Ohlsson har udtryktdenne

tryktdennetankegang på en elegant og paradoksal made ved at sige »En
sådan prognos kan något tillspetset kailas for en ex-ante-beråkning av expostsituationen«.

Statsmagten må være interesseret i sådanne prognoser, men det er ikke givet, at statsmagten vil ønske den udvikling, som en sådan prognose måtte vise. Statsmagten vil under en dirigeret økonomi i et betydeligt omfang føle et medansvar og vil derfor, såfremt den forventede udvikling ikke svarer til den ønskelige udvikling, skitsere et program for, hvorledes visse ønskemål blive opfyldt. Fra et prognosebudget er man herigennem kommet over i programbudgettet. Det program, der opstilles, vil være betinget af mange forskellige forhold, dels af den økonomiske situation, man befinder sig i, dels af den siddende regerings økonomisk-politiske anskuelser.

Havde man eksempelvis i begyndelsen af 30erne opstillet et programbudget, målsætningen vel først og fremmest have været en begrænsning af arbejdsløsheden. Senere i 30erne ville denne målsætning have forskudt sig i retning af at opretholde så stor beskæftigelse som muligt, idet man ville have undersøgt, ved hvilke midler man ville kunne have søgt den »permanente« struktur-arbejdsløshed afskaffet. Det er derfor så naturligt, at de nationalbudgetter, der er udarbejdet efter krigen, har drejet sig om genopbygningen.

Målsætningen vil som nævnt også være betinget af, hvilken regering man har siddende, og af om denne er politisk stærk nok til at gennemføre sin målsætning. Man har jo eksempler på, hvorledes målsætningen kan forskydes væsentligt, hvis den siddende regering mener — forud for et valg — at den eventuelt står over for at miste sit flertal. Den ideologiske målsætning vil da blive skudt i baggrunden til fordel for en målsætning af en væsentlig mere almen, men ogsaa ofte mere udvandet karakter.

Uanset hvorledes målsætningen bliver, må man, forekommer det mig, hilse med glæde, at man gennem nationalbudgettet søger at gøre sig visse talmæssige forestillinger om den fremtidige økonomiske udvikling. Men man skal dog sikkert ikke presse mere ud af denne analyse, end den kan bære, således som det er betonet af Erik Lundberg.