Fritz Baur: Økonomisk Nyorientering, 1945, Martins Forlag, 182 Sider.

Bogen, der er et Forsvar for Planøkonomien, deles i to Hovedafsnit. I det første, der omfatter Kapitlerne I—4,1_—4, gøres det privatkapitalistiske Mangler op; i det andet der omfatter Kapitlerne 5—7,5^—7, behandles Planøkonomiens Forudsætninger, Maal og Midler.

Gennem en Række historiske, politiske, sociologiske, og økonomiske Betragtninger Merkantilismen, den økonomiske Liberalisme og Monopolkapitalsmen som Genstand Forfatteren saaledes indledningsvis, det privatkapitalistiske System — karakteriseret af private Foretagenders størst mulige Profit som Maal for al økonomisk Virksomhed — i sig rummer en stadig Fare for Krig, medmindre Kapitalisterne vil affinde med stadige Kriser. Eller for at bruge Forfatterens Ord: »Kapitalismen har Valget mellem Krise og Krig«. Forfatteren understreger, at han ikke dermed har sagt, at en planøkonomisk Stat ikke kan have en Krig som Maal for sine Bestræbelser.

Videre konstateres det utvivlsomme Faktum, at Krig betyder fuld Udnyttelse af Produktionsfaktorerne, iberegnet, og at dette Resultat naas gennem Omlægning af Økonomien efter en Plan med det ene Maal for Øje: at vinde Krigen. Man er herved naaet til Fremstillingens Vendepunkt, idet Forfatteren stiller sig det Spørgsmaal, om samme Resultat vil kunne opnaas, saafremt Økonomien under Fredsforhold dirigeres med et bestemt Maal for Øje. Det paapeges i denne Forbindelse at fuld Beskæftigelse ikke er et Maal i sig selv, men et Middel paa Vejen mod andre Maal.

Spørgsmaalet besvares bekræftende. Som Støtte for Besvarelsen henviser Forfatteren til den sovjetrussiske Planøkonomi, der under anden Verdenskrig viste sin Effektivitet, gennemgaar — efter en Omtale af Tidens planøkonomiske Tendenser — de Midler kan bringe i Anvendelse for at naa Maalet, der er politisk bestemt.

Til Afslutning fremhæves en Række Diskussionspunkteri
om Planøkonomien.
Forfatteren naar til det Resultat, at »det

størst mulige Antals størst mulige Tilfredsstillelse«i kun kan naas ad planøkonomiskVej, Planøkonomien er i Stand til at kalkulere paa samme Maade som Kapitalismen,men ikke vil gøre det, idet den planøkonomiske Kalkulation er relativog af Maalet, at Statsmagten for at kunne gennemføre sin Plan maa kunne regne med stabile politiske, især partipolitiskeForhold sidst, men ikke mindst, at Planøkonomien ikke medfører større Afbræk i den enkeltes Frihed end Kapitalismen, blot er Planøkonomiens Tvang aabenlys, mens Kapitalismenforetrækker anonyme Tvang; saaledes sikres en af de vigtigste politiske Frihedsrettigheder, Retten til at eksistere, tit først gennem planøkonomiske Foranstaltninger.

Sammenfattende kan siges, at Bogen er et
interessant Bidrag til den planøkonomiske
Litteratur.