P. Nyboe Andersen: Laanerenten. En teoretisk historisk Undersøgelse med særlig Henblik paa Renteudviklingen i Danmark. Med Bidrag af Bent Hansen, Sigurd Jensen og P. Sloth Carlsen. Udgivet af Nordisk Livsforsikrings-Aktieselskab 1897 og Nordisk Ulykkesforsikrings-Aktieselskab 1898. København 421 Sider.

Hvor ofte griber man sig ikke i at tænke, at de Summer, som private Firmaer ofrer paa Udgivelse af selvforherligende og som Regel kedsommelige Jubilæumsskrifter, kunde være anvendt paa en bedre Maade. Det virker velgørende, naar Firmajubilæer fejres, uden at Publikum skal velsignes med anmasende Jubilæumsskrifter, og dobbelt velgørende det, naar Traditionen brydes paa den Maade, at Pengene ofres paa Udgivelse en lødig Afhandling om et Emne indenfor det paagældende Firmas Interessefelt.

En saadan Undtagelse har ovennævnte to Forsikringsselskaber gjort ved i Anledning af deres 50-aarige Bestaaen at overdrage til Dr. oecon Poul Nyboe Andersen at udarbejde et Værk om Laanerenten. Lad det være sagt med det samme, at de to Selskaber ikke har Grund til at fortryde deres Initiativ. Værkets Redaktør og hans tre Medarbejdere har skilt sig fra Opgaven paa en Maade, der opfordrer andre jubilerende Selskaber indenfor og udenfor til at følge Eksemplet. Idéen aabner vide Perspektiver for økonomisk, historisk og teknisk Forskning.

N. A. stiller sig som Opgave at give en realistisk Formulering af Renteteorien, og hans Vej til dette Maal er en deduktiv Kritik de eksisterende Renteteorier parret med en empirisk Efterprøvning af disse paa Renteudviklingen i Danmark. Selv tager han sig af Fremstillingen og Kritikken af Renteteorierne, og Renteudviklingen i Landet fra 1914 til 1945 og Konklusionen Værkets sidste Afsnit, der er betitlet af en dansk Renteforklaring«. cand. mag. Sigurd Jensen skriver om Laanerenten i Danmark indtil 1914, cand. polit. Bent Hansen redegør for Forholdet melem kort og lang Rente, og Magister Sloth Carlsen behandler Statens Udlaansvirksomhed.

Udviklingen her i Landet viser, at Renteændringer af Svingninger i Valutareserven, det er N. A.'s Hovedtese, at denne Konklusion paa flere Punkter er uforenelig baade den klassiske Opsparingsteori Keynes' Likviditetsteori. Ændringer i Valutareservens Størrelse kan ganske vist være Resultat af Forandringer i Sparekvoten, da de ligesaa ofte fremkaldes Ændringer i Lønniveau, Monopolgrad, Produktivitet, Valutakurser Importregulering, er det efter N. A.'s Opfattelse vilkaarligt, naar man i Overensstemmelse med Klassikerne vil udpege som Rentens egentlige Det er dog efter Anmelderens Opfattelse tvivlsomt, om N. A. har Ret paa dette Punkt. Man kan ialtfald stille det Spørgsmaal, om ikke disse andre Forhold, som i deres Indflydelse paa Rentedannelsen af N. A. ligestilles med Sparekvoten, ved nærmere Eftertanke viser sig at influere paa Renten via Ændringer i Sparekvoten, saa denne i Overensstemmelse med Klassikerne alligevel danner Renteforklaringens generelle Udgangspunkt. Eksempelvis maa vel aftagende stigende Lønniveau og faldende Produktivitet antages at fremkalde Fald i den gennemsnitlige Sparekvote ad den Vej at forskyde Renteniveauet opadgaaende Retning. Mere overbevisende den Kritik af Keynes' Likviditetsteori, N. A. fremsætter gennem sin Konfrontation af Keynes med danske Erfaringer. ringer.Thi nok er N. A.'s Valutabetragtning og Likviditetsteoriens tekniske Side forenelige, som Ændringer i Valutareserven Renten via Likviditetens Forandringer. Keynes' egentlige Renteforklaring, en hvilkensomhelst Rente kan opretholdes, naar blot Publikum venter, at den vil blive opretholdt, herfra dog undtaget Rente, der ligger lavere end det Niveau, der sikrer fuld Beskæftigelse, strider de Erfaringer, Danmark gjorde under 1933^—35. Her satte Valutareservens Udvikling en Ulhdergrænse, som laa højere end det Renteniveau, der vilde have sikret fuld Beskæftigelse, og man kunde vel ogsaa henvise til Erfaringerne fra Efterkrigstidens og England i saa Henseende. atter her kan man, hvad N. A. imidlertid ikke gør, stille det Spørgsmaal, om disse Erfaringer saa ikke bekræfter den klassiske Thi Opsparingen har i Aarene 1933^—35 vel ikke været stor nok til at finansiere den Udvidelse af Investeringsvirksomheden, Rentefaldet fremkaldte, og som skulde have banet Vejen for fuld Beskæftigelse. fra Genopbygningens træge Forløb i Danmark og Vesteuropa i det hele taget efter den 2. Verdenskrig trænger sig paa i denne Forbindelse.

N. A.'s kraftige Understregning af Valutareservensstrategiske i dansk Rentepolitiker værdifuld og lærerig, og det er Værkets store Fortjeneste. Men det er ogsaa Værkets Svaghed, forsaavidt som N. A. paa denne lagttagelse vil bygge en Renteforklaring, som repræsenterer at være en Teori. I sin Søgen efter en realistisk Renteteorigraver A. sig billedlig talt langs med Overfladen, hvorved han støder paa nogle overordentlig karakteristiske Foreteelser, hvorigennemde Kræfter manifesterersig, han har samtidig arbejdet sig bort fra de dybereliggende og generelt virkendeKræfter, maa udgøre en RenteforklaringsIndhold, den da skal være en Teori. Hos os er det Valutareservens Svingninger, der klarest registrerer de rentedannendeKræfters men i andre Lande, hvor Udenrigshandelen spiller en mindre Rolle, er det Ændringer i de offentlige Budgettereller lignende Overfladeforeteelser,som

ser,somannoncerer, at en Renteændring er paa Vej, eller at der maa ske Ændringer i Rentepolitikken. Valutareserven er Seismografen,men! Jordskælvet dybt under Overfladen. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Svingningerne i Valutareserven under danskeForhold en paalidelig Vejviser baade for den, der søger en Renteteori, og for den, der fører Rentepoliiik, og det faar man ingen andre Steder dokumenteret saa letfatteligt og saa velunderbygget som i N. A.'s Værk. Valget af Ordet Renteforklaring lader iøvrigt ane, at N. A. er klar over sine Resultaters begrænsede Rækkevidde, men det kan ikke helt fritage ham for Ansvaret for at have søgt en Renteteori.

Mens N. A.'s Konklusion, der iøvrigt kun fylder en Snes Sider, saaledes ikke helt indfrier Forventninger, han selv gør sig i Indledningen, er der et rigt Udbytte at hente paa Værkets øvrige 400 Sider. N. A.'s to store Afsnit »Fra klassisk til moderne Renteteori« og om »Rentepolitik og Renteudvikling efter 1914« er intet mindre end en Guldgrube for enhver, han være sig med eller uden Forudsætninger, som vil udforske Renteteori Rentepolitik. Det er den lettest fattelige Fremstilling paa et skandinavisk Sprog af den moderne Renteteori og af Renteteoriernes Udvikling til Dato, og det er udbytterig Læsning om økonomisk Historie og økonomisk Politik i den 1. Verdenskrigs, Mellemkrigstidens den 2. Verdenskrigs Danmark. gætter næppe forkert ved at forudse, disse Afsnit i N. A.'s Værk om Laanerenten blive flittigt anvendt paa Universiteter andre højere Læreanstalter, for den Sags Skyld ogsaa i andre Skoler og i Studiekrese, der doceres Økonomi og økonomisk Herved vederfares Værket den Ære og Anvendelse, som det fortjener, saasandt N. A. heri paany afslører sig som en fremragende Pædagog og en Mester i Brugen Økonomiens Værktøj.

Specialafhandlingerne er alle tre særdeles velskrevne og instruktive, og de føjer sig udmærket i Helhedsbilledet af Laanerentens Udvikling og Rentestrukturen her i Landet. Men ogsaa om disse Afsnit gælder det, at deres Værdi mindre ligger i at danne Ouverturen N. A.'s konkluderende Afsnit end i de selvstændige Bidrag, de yder til Beskrivelsen Renten i Fortidens og Nutidens Danmark.