Kjeld Philip: Staten og Fattigdommen. Fem Kapitler af dansk Kulturpolitik. Jul. Gjellerups Forlag. 1947. 191 S. Kr. 12,50.

Philip siger i Forordet, at Bogen nærmest maa betragtes som et Stykke Fritidsarbejde, han har skrevet for sin Fornøjelse, og fordi han gerne vil have et Overblik over visse Emner. Læsningen kan foregaa som Fritidsbeskæftigelse samtidig være til Nytte. Man faar paa en let og underholdende Maade en Del interessante Oplysninger om Fortiden, og samtidig sættes Tankerne i Gang med Problemer stor Betydning for Nutid og Fremtid. Række Vignetter (hvoraf den første signeret Høyrup) giver malende og charmerende fra Fortidens Almisseuddeling, og Sygehus. Men ogsaa Forfatteren en Del Guldkorn baade om gammelt nyt. Besværligt Stof, herunder navnlig forstyrrer ikke Læsningen, savnes af den, som faar Lyst til yderligere Viden eller eventuelt Dokumentation adskillige, langt fra kedelige og selvfølgelige

Det første og største Kapitel behandler den
danske sociale Forsørgelses og Forsikrings
Historie. Derefter behandles Skolen, Sundhedsplejen
hedsplejenog Kirken. Som Ramme findes en
Introduktion og en Morale.

Det er ikke saa meget tekniske Enkeltheder som de brede Linier i Udviklingen, der interesserer og han opstiller som et videnskabeligt Maal: af Fortidens Erfaringer uddrage Love og Regler, hvoraf man kan forsøge at drage Konklusioner med Hensyn Fremtidens Tilstand. Selv om det er rigtigt, at yderliggaaende, ensidige Foranstaltninger ventes at føre til Reaktion, d. v. s. Tilbagesving mod en tidligere Tilstand ofte forholdsvis snart — skal man dog sikkert være forsigtig med uden detailleret at tro for fast paa Forfatterens Teorier om »Oppositionscykler« og regelmæssige Bølger. Svingningerne fra Naturalydelse Kontant og det vist nok allerede stærkt modererede Tilbagesving mod Naturalydelser i alt Fald ogsaa i høj Grad ses i Forbindelse med en Udvikling af de økonomiske og politiske Betingelser, som ikke blot er en Svingning frem og tilbage.

Skærpelsen af Betingelserne for offentlig Hjælp i det 19. Aarhundrede sættes ligesom hos Harald Jørgensen i Forbindelse med fremtrædende Skatteyderinteresser i Demokratiets »Liberalismen er en udpræget Paavirkningen fra de klassiske liberale Forfattere var baade sen og svag. Selv om saaledes Liberalismen med den ene eller anden Motivering medførte en Skærpelse af Fattigvæsenets Strenghed ovenpaa og Velstanden omkring Aar 1800, er det dog for meget at sige, at »Liberalismen den rene Forsorg og som Reaktion derimod den rene Forsikring«. Begge Linier inden for den sociale Sikring, baade den almisseprægede Forsørgelse og Forsikringen, bl. a. i Lav og Gilder, gaar jo længere tilbage og har vel ogsaa i mange Tilfælde været ret »rene« allerede før Liberalismen.

Af Sammenslutningen af de to Linier i Nutidengiver et udmærket Billede i SkemaetS. hvor 9 Par af Egenskaber henholdsvisved »rene« (d. v. s. private) Forsikringog »rene« Forsørgelse (d. v. s. det gammeldags Fattigvæsen) stilles op mod hinanden.Man vel i denne Forbindelse sige, at en Forsikring, som Staten i væsentlig Grad

støtter og regulerer ud fra forsørgelsesmæssigeFormaal, den private Forsikrings mest centrale Kendemærke: Ækvivalensen mellem Ydelse og Modydelse, og Præmien bliver tilbage uden Prisens økonomiske Funktionsom Skat med særligt Navn. Og paa tilsvarende Maade, at en Forsørgelsesordning, der giver Rettigheder ud over det nødtørftigehar en af Forsikringens væsentligsteEgenskaber.

Fattigvæsenet tog sig af »de trængende«. De sidste Aars Tendenser gaar i Retning af at tage hele Befolkningen med. Det kan i den Anledning være rigtigt at tale om »Forsørgelsesvæsenets eller »Selvfølgeliggørelse« til Udviklingen med Hensyn Skoler Hospitalsvæsen og Domstole. Om man kan sige, at Sikringens sociale Præg herved forsvinder, er mere tvivlsomt, for selv om man tager sig af eventuelt forarmede fra alle sociale Lag, redder man dog de eventuelt fra Deklassering, og Risikoen for Trang til Hjælp er heller ikke den samme inden for alle Lag. Hertil kommer saa, at Financiering af Sikringen ligesom af Domstole s. v. kan betyde en social Omfordeling.

Set paa Baggrund af de sidste Par Aarhundreders maa Begivenhederne i vor egen Tid svinde ind. Man kan dog synes, at Forfatteren med mere end nødvendig Voldsomhed kaster sig over de store Lovændringer, har faaet det meget store Navn Socialreformen. Inden for det omfattende betydningsfulde Lovomraade, som var Steinckes Speciale, og som samledes i Loven om offentlig Forsorg, skete der dog blandt meget andet det, at den egentlige Fattighjælp med dertil hørende Virkninger ikke blot formelt, ogsaa reelt blev skaaret meget stærkt ned. (Trods det har vi dog navnlig efter 1942 mere af denne Art end andre Lande). Inden for Forsikringen blev bl. a. foretaget en begrænset Udligning af de uensartede om Ydelsernes Størrelse. Gaar man tilbage til Steinckes Program i »Fremtidens vil man finde endnu mere ud over de juridiske Formaliteter bl. a. almindeligt Børnebidrag. At der i »Folkeforsikringsloven« meningsløse Rester af den private Forsikrings Principper — Helbredsbetingelser bredsbetingelserog andre Begrænsninger af Sparsommelighedshensyn til Trods for, at Pengene — fornuftigvis — alligevel betales af en anden offenlig Kasse, samt den højst mærkværdige Sygekassebetingelse med Hensyn Adgangen til Aldersrenten, har Philip derimod efter min Mening ganske Ret i (jfr. iøvrigt dette Tidsskrift 1921, S. 391). Ser man Tingene i Historiens Perspektiv, kan man ikke med Rimelighed forlange, at det, der virkelig var Socialreformen i 1933, ogsaa skal være det i samme Grad i 1948, eller naar Aarhundredernes Maalestok anvendes.