Joan Robinson: An Essay on Marxian Economics. London 1947 (1942), VII + 104 p. 6 sh. Paul M. Sweezy: The Theory of Capitalist Development; Principles of Marxian Political Economy. Dobson. London 1946 (New York 1942). XIV : 398. p. 18 sh. J. Grünbaum: »Kapitalismens Økonomi«. Forlaget »Tiden«. København 1947. 202 p. 6.50 Kr.

Det vil sikkert komme til at vare længe, før Interessen for at studere og tolke Marx hører op. Ligesom Søslangen fra Loch Ness dukker han op igen og igen. Sammenligningen med Søslangen er naturligvis ligeså uretfærdig, som den er fristende. Forskellen til Søslangen er jo bl. a. den væsentlige, at det ikke just er i Agurketiden, Marx plejer at få sine comebacks,men i Tider, hvor Samfundsudviklingenbliver op, og der er Højvandei revolutionære Bevægelser. At Interessenfor i ikke-akademiske Kredse på denne Måde er intimt forbundet med »RevolutionensEbbe Flod« er en selvklar Sag,

og det kan heller ikke undre, om en politisk foråarsagct ikke-akademisk Marx-Renaissance fremkalder en vis Reaktion i de akademiske Cirkler, om ikke andet så i hvert Fald den rent negative Reaktion, at man nok en Gang kaster Marx på Porten. Og synderlig vanskeligthar jo som oftest ikke været at mane Gespenstet i Jorden, thi hele det gængse Ceremoniel,som kræves overholdt ved Aflivningaf og de almindelige Fredningsbestemmelser, som anerkendes Akademikereimellem, gerne ikke været udstrakttil gælde Marx. Hans Retsstilling blandt akademiske Økonomer var længe den samme som Mussolinis hos Partisanerne: det var tilstrækkeligt at fastslå Identiteten!

Alt dette passer imidlertid temmelig dårligt på den voksende Interesse, som i det sidste Tiår er blevet Marx til Del fra engelske og amerikanske Akademikeres Side. Dels synes der ikke at have ligget nogen specifik politisk Udvikling bag (selv om det jo nok ikke er helt uden politisk Baggrund, at man støder på et Antal orientalske Navne i den pågældende dels er Grundindstillingen den afgjort positive, at der er mere at hente hos Marx, end man hidtil har villet anerkende, at Marx har været inde på Tankegange Problemstillinger, som de akademiske alt for længe har forsømt. Det er som bekendt Keynes' General Theory (i U.S.A. med Støtte i Veblen-Traditionen), hans egne Ord om, at Tanken om den svigtende hidtil har vegeteret i Marx's, Ilobsons og Geseils Underverden, og forskellige økonomers hurtigt Blik for Rigtigheden der har været den Kraft, som har rejst den nye Marx-Debat, og to af de mest stimulerende Indlæg i denne Debat er Joan Robinsons Essay, der udkom i 1942 og i 47 er blevet optrykt i en let korrigeret Udgave, Harward-Økonomen Paul M. Sweezy's Principles, der også første Gang kom ud i 1942.

Titlen på Robinsons Bog: An Essay on Marxian Economics, er f. s. v. temmelig vildledende, henved Halvdelen af Bogen udelukkende sig med, hvad Robinson kalder den »akademiske Økonomi«'s Utilstrækkelighed. med Bogen angives ganske vist at være »to rompare the economic analysis Marx' Capital with current academic teaching-, men man opdager hurtigt, at det centrale for Robinson — og dette er vel egentlig det eneste, som kan have større almen ved denne Form for exegetiske Øvelser — er, om Marx kan yde noget på de Punkter, hvor det forekommer åbenbart, at den akademiske Okonomi er gået mere eller mindre i Stå. Robinson sigter her navnlig til Teorien for Faktorernes Aflønning og for Indkomstfordelingen, efter hendes Mening i og med (hendes egen) moderne Monopolteori blevet reduceret til tom Formalisme. denne Oplægning er det forståligt, god Bid af Bogen går til at opridse visse Træk i den moderne Økonomi, og da også Marx' Teori fremstilles, der foretages Sammenligninger på Kryds og Tværs og begge Teorier kritiseres, og da Bogen endelig kun er på ca. 100 Sider, bliver det hele nærmest kun en Tankevækker, og man er ikke fri for at føle sig en lille Smule snydt, når Bogen er læst.

Han skal lede længe efter en Pen så klar som Robinsons. Fremstillingen af Marx's teoretiskeSystem i al sin Knaphed lysende, og der peges på en Del Punkter, som Robinsonformentlig den første, der har gjort opmærksom på Rækkevidden af (forudsat at hendes Tolkninger er rigtigt, hvad der næppe altid er Tilfældet). Det gælder således Marx's noget vaklende Behandling af den effektive Efterspørgsel, hans Beskæftigelsesteori, der ofte synes at lade Beskæftigelsen være en Funktion af Kapitalmængden (her er der vist noget galt med Tolkningen af Marx's Kapitalbegreb),hans fuldstændige Negligering af Substitutionsproblemet, Reallønnens Bestemmelse,o. På den anden Side synes Robinson i nogen Grad at skyde over Målet i sin Kritik af både Marx og den moderne Teori, idet hun på visse Punkter lader den væsentlige Indvending mod teoretiske Resultatervære, det hele blot er simple Følger af de gjorte Forudsætninger. Dette kommer særlig tydeligt frem ved Behandlingen af Marx's Teori om den faldende Profitrate (jfr. også Kritiken af den moderne Trylleformular -^e- ), hvor ganske vist også den logiske Vej e — 1

fra Forudsætninger til Resultat er meget kort. Men uanset hvor mange eller få Slutninger, som ligger mellem Forudsætning og Resultat, kan dette vel aldrig i sig selv accepteres som en Indvending mod en Teori. Dette Standpunktindebærer Virkeligheden en Afvisning af al Teori, thi i denne Forstand er jo al Teori tom og indholdsløs. Dette er næppe hellerRobinsons men nægtes kan det ikke, at hendes Kritik både af Marx og af den moderne Teori af denne Grund hist og her kommer til at virke en Smule billig. I det store og hele er Kritikken dog meget grundig" og berettiget. Dette gælder også, trods den ovenfor anførte Svaghed, Kritiken af Teorien om den faldende Profitrate, en Teori, som vel også efterhånden de fleste, hvad de så iøvrigt mener om Marx, er enige om, er temmelig haabløs.

Det Slutresultat, Robinson når frem til m. H. t. Marx's Givtighed i Henseende til Forklaringen Indkomstfordelingen er det negative, Marx ikke fører videre frem end den moderne »borgerlige« Teori er kommet. Det centrale for Marx er ganske vist Opdelingen af Nationalproduktet mellem Arbejdsindkomst og arbejdsfri Indkomst, men »as soon as the rigid subsistence-level theory [of wages] is abandoned, it provides no definite answer to the central quesion — what determines the division of the total product between capital and labour? The rate of exploitation, the division of the working day between paid and unpaid time, the division of real output into wage-goods and other goods — these are all merely alternative ways of formulating the problem of distribution. None provides any clue to finding the answer« (p. 34). Ilvis man virkelig, som Marx gør det, må starte med at gøre en Forudsætning om Indkomstfordelingen at kunne tumle Problemet, kan man naturligvis ligesågodt gøre denne Forudsætning indenfor den moderne økonomis som indenfor Marx's.

Formålet med Poul M. Sweezy's Bog er et helt andet end Robinsons. Sweezy har sat sig til Opgave at give en almindelig grundig Fremstilling af Marx's økonomiske Teoribygning, det hele til at hænge sammen så der ikke forekommer Mangler i Systemet, samt at [øre dette så vidt frem, at det bliver praktisk anvendeligt på det kapitalistiske Samfunds Udviklingstendenser af i Dag. Skønt Sweezy synes at være overbevist Marxist, ja han synes til og med at være en vaskeægte Stalinist, fremhæver han på en velgørende Måde det marx'ske Systems begrænsede Anvendelighed. Hvad Marx sigtede til, var at finde den økonomiske for det kapitalistiske Samfunds Udvikling, og som Sweezy gør opmærksom på i en meget belysende Paragraf (»Why not start with price calculation? p. 128 f.), der faktisk giver hele Svagheden i Arbejdsværdiloven, kan man ikke vente, at en Teori af denne Karakter være til nogen Hjælp overfor de Korttidsproblemer, den moderne Økonomi vanlig med. Det er da også karakteristisk, at det nok så meget er Schumpeter som Keynes, trækker frem, når han knytter Tråden til moderne Økonomi. Og det er vel også heri, Svaret ligger på, hvorfor Robinson kom til det negative Resultat, som ovenfor er nævnt, men at hun på den anden Side kan slutte sin Bog med at sige, at »if there is any hope of progress in economies at all, it must be in using academic methods to solve the problems posed by Marx.« Trods den tilsyneladende i Oplægning er Overensstemmelsen mellem Robinsons og Sweezys Standpunkter nok ganske stor. Derimod man sig en ikke helt ringe Uoverensstemmelse i Tolkningen af Marx mellem to Forfattere.

Af særlig interessante Sager i Sweezys Bog — der nok er den bedste moderne Marx- Fremstilling på Markedet — må fremhæves Behandlingen af en af Bortkiewitsch foreslået Forbedring af Teorien om Profitratens Udligning, det fyldige Referat af den indenfor kontinentale socialistiske Kredse efter Marx's Død løbende Diskussion af det såkaldte Realisalionsproblem effektive Efterspørgsel). Derimod stiller man sig noget skeptisk overfor Forsøg på at anvende den fremstillede på Fascismen og andre nyere Foreteelser. Bogen er behængt med et fortrinligt Appendix af Dr. Shigeto Tsuru om Quesnay's, Marx's og Keynes' Kredsløbsmodeller.

Medens de to hidtil omtalte Værker ene synes udsprunget af en almindelig videnskabelig er den tredje Bog — I. Grunbaums: Kapitalismens Økonomi — som her skal omtales, tydeligt båret frem og inspireret en speciel politisk Udvikling, og da den vel egentlig er beregnet som en Begynderbog, det måske forekomme lidt urimeligt at anmelde den i samme Åndedræt som de to andre Bøger. Da Forfatteren imidlertid gået så pretentiøst til Værks, at han ikke blot har ment at måtte udstyre Bogen med et særligt Afsnit beregnet for »den nationaløkonomisk Læser« for at lette denne Forståelsen af den sande Lære, men også med en rask Håndbevægelse fejer den såkaldte »borgerlige Økonomi« i Papirkurven, dette til Trods for at hans egen Marx-Fortolkning Virkeligheden er Udtryk for en udpræget hvor marx'sk Økonomi og moderne »borgerlig« Økonomi er sat sammen en Komposition, der udadtil optræder som værende ren Marxisme, er det nok alligevel at tage Bogen op til Grandskning denne Sammenhæng.

Grunbaums Opfattelse af Arbejdsværdilæren som Værditeori er efter Fremstillingen at dømme en anden end Robinsons og Sweezys. Medens det for disse er åbenbart, at dette blot var et Spørgsmål om at definere hensigtsmæssigt, for Grunbaum Værditeorien at være noget andet og mere. På den ene Side skal den, i Modsætning til »den borgerlige Nationaløkonomi, [der] starter med selve det overfladiske Skin af Virkelighed, og standser også der,« (p. 54) føre os ned til den mere dybtliggende, rigtige, virkelige Virkelighed i det kapitalistiske Samfund. At der herved ikke bare er Tale om det (ganske legitime) Synspunkt, de marx'ske Langtidsproblemer skulde være af større Vigtighed at få besvaret end den »borgerlige« Økonomis Korttids- og evt. Langtidsproblemer, fremgår af, at Grunbaum mener, at ved Behandlingen af Korttidsproblemer er Arbejdsværdilæren overlegen. så Meningen med dette »Skin af Virkelighed« o. s. v. kan være, får man ikke noget nærmere at vide om; man forledes næsten til at tro, at Grunbaum med Arbejdsværdilæren Hånden er på Jagt efter det økonomiske nomiskeLivs Ding an sich. Det er svært at indse, hvorfor de Priser og Mængder, den »borgerlige« Økonomi i første Række interesserer for, skulde være mindre virkelige end Marx's Udgangspunkt: at der findes Arbejdere og Kapitalister, og at ikke hele Nationalindkomsten Arbejderne.

På den anden Side skinner hist og her igennem (jfr. f. Ex. p. 19 om Kapitalisternes arbejdsværdiskabende Evne, samt p. 73 om Bestemmelsen af den optimale Teknik), at Arbejdsværdilæren også skulde være Udtryk for rationel, samfundsmæssig Kalkule i det socialistiske Samfund. Grunbaum er meget uklar på dette vigtige Punkt, men de anførte Steder, der er de eneste, der siger noget konkret kan vanskeligt forstås anderledes. — Hvorfor nu netop Teorien for den rationelle Kalkule i det socialistiske Samfund samtidig skulde være den Teori, der giver den »virkelig Forklaring på både Langtidsudviklingstendenser Korttidsfænomener i det kapitalistiske Samfund, får stå hen; i hvert Fald er Arbejdsværdilæren næppe anvendelig på Prisdannelsen i Sovjetunionen, hvor det tværtimod er den »overfladiske« »borgerlige« Teori, der er i Stand til at levere en god Begrundelse Fænomener som dette, at Statsbankerne Rente af de Lån, der ydes Virksomhederne, samt at Renteomkostningerne indkalkuleres i Priserne. Thi det er jo klart, at hvis det socialistiske Samfund ikke er i den Grad avanceret, at der ikke længere findes nogen Knaphed på Arbejdskraft, kan det ikke være ligegyldigt, om en Arbejdstime, der sættes i Dag, giver Resultat straks eller først om ti År. Opfatter man Arbejdsværdilæren på denne Måde, var det rimeligt, om man, inden man adderer alle mulige Arbejdstimer, gjorde dem samfundsmæssig set kommensurable at henføre dem til samme Tidspunkt en almindelig Diskonteringsproces og man vilde da få frem en smuk marshalliansk real-cost Teori!

Vil man derfor opretholde Marx's Formuleringaf er der næppe andet for end at afstå fra dens Gyldighed som rationel Kalkule i det socialistiske Samfund (dette er også Sweezy's Synspunkt). Herved opnår man videre at undgå det Element af

politisk Vurdering, som i Grunbaums Fremstillinger
ind i selve Værditeorien.

En almindelig Svaghed ved Arbejdsværdilæren med moderne Økonomi fremgår også af Grunbaums Fremstilling. Der optræder nemlig på et vist Punkt (uden nærmere et Par Begreber ved Navn Udbud og Efterspørgsel. Uden disse kan Arbejdsværdilæren få udlignet Profitraten, så fra et vist Punkt må man faktisk tage hele den moderne Teori, der jo i sidste Ende ikke er andet end een stor Analyse af Udbuds- og Efterspørgselsforhold, i Brug for at komme videre med Arbejdsværdilæren. Da omvendt Arbejdsværdilæren, inden den tager Efterspørgsel Udbud i Anvendelse, ikke yder eet eneste Resultat, som man ikke ligesågodt ved passende Valg af Forudsætninger kan komme frem til ved »borgerlig« Analyse, er det svært at se, hvad man overhovedet skal med Arbejdsværdilæren.

Blandt Bogens Kapitler har Anmelderen navnlig hæftet sig ved de Afsnit, som beskæftiger med Penge, Priser, Rente og andre monetære Fænomener. Disse Afsnit er meget svage, hvad der formentlig hænger sammen med, at Marx aldrig har udarbejdet nogen videre Pengeteori, bortset fra en Forkastelse af Kvantitetsteorien og en Påvisning af Sammenhængen Produktionsomkostningerne Guldproduktionen og Prisniveauet. Det sidste får hos Griinbaum en besynderlig Udformning, han mener, at »tager vi et Gennemsnit Konjunkturen, så er det Guldets Værdi i Forhold til Varernes Værdi, der er bestemmende for Prisniveauei;« (p. 64), idet »Prisniveauet ... i Konjunktur opgangen efterhånden ligge over det »normale« Prisniveau, som dette er bestemt af Forholdet Guldets og Varernes Værdi«, og »omvendt under Konjunkturnedgangen, hvor Efterspørgselen ligger lavt og Prisniveauet det »normale« Prisniveau« (p. 63 og 64). Substituerer vi her Produktionspris for Værdi (jfr. p. 67), siger dette altså blot, at det er Guldets Produktionsomkostninger incl. normal Profit i Forhold til Varernes ditto, som er afgørende for Prisniveauet, og Bevægelsesmekanismen må så være den, at der indenfor den enkelte Konjunktur finder en sådan Overgang til og fra Guldproduktionen Sted, at den gennemsnitlige Profitrate tenderer blive den samme i og udenfor Guldproduktionen. hvis ikke total Vareefterspørgsel -udbud (som efter Griinbaum er det, der fra Dag til Dag bestemmer Prisniveauet) denne Måde blev bestemt af Svingninger i Guldproduktionen, var der jo ingen Anledning til at tro, at det »normale« Prisniveau på den ene Side defineret som Gennemsnit Konjunkturen og på den anden Side defineret ved Forholdet mellem Varernes og Guldets Produktionspriser skulde falde sammen. Der er jo nemlig her ikke Tale om Korttidstilpasning af Grænseomkostningerne i Guldproduktionen (i hvilket Tilfælde også Teorien blive intetsigende, jfr. Wicksells Kritik af Produktionsomkostningsteorierne, incl. Marx's), thi følgende Marx regner Griinbaum igennem med konstante Omkostninger i Landbruget.

At der findes en sådan Tendens til Udjævning Svingninger i Prisniveauet, gennem at Guldmineindustrien expanderer under faldende og kontraherer under stigende er alle enige om, men siden Wicksell er vel også alle enige om, at denne Tendens er i den Grad langsomtvirkende, at man ligesågodt kan se bort fra den i den almindelige De dristigste monetære vover til Nød at knytte dette sammen med de lange Bølger, mens f. Ex. en Forfatter som Alvin Hansen mener, at Langtidstilpasningen endog er så langsom, at den heller ikke kan anvendes her. Griinbaum har åbenbart overset, at hans Guldog (der desværre er et absolut Led i hans Synspunkt på Bestemmelsen Faktoraflønningerne) i Virkeligheden en rent monetær Konjunkturforklaring den mest hårdkogte Type, hvor for det første Reaktionshastigheden ved Ændring i Teknik og Aabning af nye Miner, og for det andet Guldmineindustriens kvantitative i Verdensøkonomien (målt efter indkomstskabende Betydning; Kvantitetsteorien jo) fuldstændig overdimensioneres.

Kapitlet om Kapitalrenten læser man med
nogen Undren. Først får man at vide, (med

Småtryk), at man fra »borgerlig Side« har to Renteteorier, hvoraf den ene siger, at Kapitalrentener paa Kapitalens Ydelser« (p. 94), og den anden, at Kapitalrenten er »Prisen på Penge« (p. 96), og bestemt ved Udbudaf Efterspørgsel herefter. Begge Teoriernedlægges større Besvær; den sidste ved Hjælp af Grunbaums Postulat, at Pengeudbudetaltid uendelig elastisk (måske bortsetfra gennem Konjunkturen. Dernæst kommer (med store Typer, kursiveret)den Teori, som siger, at »Lånerentener på Lånekapital, og dens Højde bestemmes af Udbud og Efterspørgsel efter Lånekapital.« (p. 97). — Begynderen, som læser dette, får bestemt det Indtryk, at denne Renteteori er ganske ukendt for »borgerlige« Økonomer, hvortil så kommer det kedelige, at Udbud - af-og-Efterspørgsel - efter-Lånekapital- Teorien ikke godt lader sig forene med Grunbaumsegen om det elastiske Pengeudbud.Er fuldstændig elastisk, må nødvendigvis også Udbudskurven for Kredit(Lånekapital) vandret, i hvilket TilfældeEfterspørgselen Lånekapital ikke er nogen medbestemmende Faktor ved Fastsættelsenaf der da rent arbitrært fastsættes af de pengeskabende Myndigheder (og/eller Institutioner).

løvrigt var Pengeudbudet jo ingenlunde elastisk i Guldfodstiden. Et Blik på Diskontoens gennem Konjunkturerne viser dette klart. Og i Nutiden, hvor i flere Tilfælde Politik har gjort det rimeligt at arbejde med en Forudsætning om et elastisk Pengeudbud, er Pengeudbudet kun elastisk, sålænge Centralbanken vil det. At opstille normal Regel i en Konjunktur- og Kreditteori, at Pengeudbudet er elastisk, fører næppe til noget godt.

Det kunde være fristende at gå ind på andre af Bogens Afsnit, navnlig dem, som al'handler Lønnens Rolle i den økonomiske Sammenhæng, det ovenstående får række. Selv om man under Læsningen lidt vel ofte må stejle over de fremsatte Synspunkter, har Bogen dog sin Værdi for »den nationaløkonomisk Læser« deri, at de marx'ske Langtidsproblemer hermed har fået en Fremstilling dansk. Disse Problemer har alt for længe været forsømt, selv om Økonomerne nok vil være tilbøjelige til at melde Hus forbi og henvise til Sociologien og Statsvidenskaben, og man kunde ønske, at Grunbaum havde været opmærksom på det store Arbejde, som især i U. S. A. i de senere År er udført indenfor Dicipliner, netop på Linje med de marx'ske Tankegange.

Den læge Læser vil derimod næppe — bortset som nævnt, et ganske vrangvendt Indtryk moderne Økonomi og Samfundsvidenskab få så meget ud af Bogen; dertil er den ikke bred og populær nok. Det må også i denne Forbindelse være tilladt at spørge, hvorfor egentlig Arbejderbevægelsen stadig skal plages med den 100 År gamle Studenterjargon Universiteterne i Bonn og Berlin, som marxistiske Skribenter øjensynlig ikke kan lade være at tumle sig i. Det hindrer jo i høj Grad det åndelige Samkvem mellem de Mennesker, der læres op i den, og Folk, som benytter sig af almindelig moderne Sprog og Tankegang. Joan Robinsons Fremstilling viser, at det hele kan siges langt mindre snørklet, og uden at den agitatoriske Kraft, som ligger i den marx'ske Teoribygning, og som Arbejderbevægelsen naturligt må benytte sig af, behøver at gå tabt.