Erling Petersen : Pengene våre. H. Aschehoug Co. Oslo. 1945. 229 Sider. Johan Vogt: Pengerikelighet og Rentepolitik. Aschehoug & Co. Oslo 1947. 62 Sider.

Professor Petersen har skrevet en populær Fremstilling af Pengelæren. Den er nok populær, saa vidt som den ikke gaar i Dybden med Problemer som Pengenes Værdi og Købekraftsparitetsteorien, den er opbygget efter en gammeldags akademisk Tradition, hvorefter man først skal have flere Sider om Pengene som Byttemiddel, Værdimaaler og Opbevaringsmiddel og en Række Definitioner, tilmed udbygget med historiske Afsnit, forinden kommer til de interessante Problemer Pengeværdien, Valutakurserne — og de moderne Pengesystemer, der dels er valutabundet dels maa virke under et bundet Prisniveau. Mon ikke den almindelige Læser bliver træt ved disse lange og efter mit Skøn ganske overflødige Forberedelser, hvor der tilmed Sætninger som denne (Side 81): »Alle de regler som gjælder for utstedelsen av penger av forskjellige typer, danner tilsammen hva vi kan kalle et pengesystem«.

De sidste to Trediedele af Bogen er mere interessevækkende. Forklaringen af Guldfod og Papirfod samt Inflation tydeliggøres med historiske Til Trods for, at Fremstillingen her er bred, faar man dog for lidt at vide om Pengesystemernes Virkemaade. Rentepolitik og Obligationskøb og -salg nævnes uden nogen særlig Forklaring af Virkningerne af disse Operationer, og blandt de mange historiske der flettes ind i Fremstillingen, er det besynderligt, at Pengekrisen omkring 1931 kan affærdiges med 3 Linier. Afsnittene om Pengeværdien er gode. Forklaringen bygges paa Omsætningsligningen samtidig med, at man forstaar, at Indkomstens Dannelse og dens Anvendelse har Betydning for Prisudviklingen. lingen.Det samme gælder Afsnittene om Inflation, og Péngesystemer under et bundet Prissystem. I Forbindelse med det sidste den »sorte Børs« i Litteraturen et nødvendigt Resultat af Pengerigelighed en ikke fuldt gennemført Rationering.

Johan Vogts lille Bog henvender sig ogsaa til Ikke-Socialøkonomer. Den handler om et Afsnit af Pengepolitikken, som kun har faaet en meget lille Plads i Erling Petersens Fremstilling gaar lige ud i den aktuelle Debat om den fremtidige Rentefods Højde. Den eneste til at nævne de to Bøger i Forbindelse hinanden er, at det kunde bidrage til at belyse Spørgsmaalet om, hvorledes man skal lægge de økonomiske Problemer op for Ikke-Fagfolk for at vække Interesse og Forstaaelse dem. I begge Henseender tror jeg, at man vinder mere Land ved at gaa lige til Sagen som Johan Vogt end gennem en langsommelig som i Erling Petersens Bog, hvor man først i et følgende Bind kan vente de aktuelle Problemer diskuteret.

Vogt hævder, at Bank- og Forsikringsfolk er blevet hængende i den ortodokse Renteteori,hvorefter Højde beror paa Sammenhængen mellem Omfanget af den løbendeOpsparing Kapitalefterspørgslen og derfor tror, at den nugældende relativt lave Rente er et forbigaaende Fænomen. Heroverforpræsenterer den moderne k eyn s k e Renteteori, hvorefter Rentefoden er en bestemmendeFaktor den løbende Totalindkornst i Samfundet, og dens Betydning for Opsparingenførst fremmest maa betragtes i Sammenhængmed Totalindtægt. Det konstateres,at moderne Renteteori er udformetforskelligt de tre nordiske Lande. Det skyldes institutionelle og historiske Forhold samt Økonomernes Grad af »radikalitet«. Dette

er imidlertid ikke afgørende i Forhold til moderneRenteteoris fra den klassiske. Den moderne Teori fører til, at Seddelbanken gennem sin Indflydelse paa de private Banker og Publikums Likviditet de facto kommer til at bestemme Rentefodens Højde. Den rigeligeLikviditet, Besættelsen har skabt i Norge, muliggør i Virkeligheden en lavere Rentefod end den nuværende, og med en Fastholdelseaf Reguleringssystem kan man kun forvente Likviditeten opretholdt, saaledesat paa lang Sigt i Arbejder og Bondes Interesse bliver lav. Vogt opfatter det saaledes, at »Pengemonopolet« paa denne Maade er brudt, men indrømmer, at de nuværendeRestriktioner bevares eller afløsesaf hvis den lave Rentefod skal opretholdes uden Inflation.

Over for dette Diskussionsindlæg — for andet giver Forfatteren det ikke ud for — har man Lyst til at stille to Spørgsmaal. Er den norske Prisregulering helt vandtæt, saa man er sikker paa, at den brede Befolkning ikke taber lige saa meget ved den moderate Inflation, som den vinder ved den lave Rente? Erling Petersens af den sorte Børs i Pengelæren ikke derpaa. Hvis Reguleringerne skal gøres endnu mere effektive, medfører de saa ikke endnu flere Ulemper ogsaa for dem, af Hensyn til hvilke man opretholder den lave Rente? — Om Konklusionen kan man have forskellig Mening, men der vil sikkert være Enighed om, at Vogts lille Bog er et frisk og velskrevet Indlæg i Debatten om Rentepolitikken, er lige saa aktuelt her i Landet som i Norge.