Lawrence R. Klein : »The Keynesian Eevolution«. York, The Macmillan Company, 213 sider. $ 3.50.

Egentlig bringer denne bog ikke noget nyt i den forstand, at den afdækker hidtil komplet relationer. Den er for saa vidt en dogmehistorie — nemlig 30'ernes — hvorfor nye, bogen indeholder, er fremstillingsformen sammenstillingen paa en ny maade af paa forhaand kendte enkeltundersøgelser.

Bogen er inddelt i 7 kapitler efterfulgt af

et »Techinal Appendix«. Uden at kunne gaa
i detailler skal jeg referere bogens gang.

Kap. I giver en gennemgang af Keynes' værker og med »A Treatise on Money« fra 1930. Det er en fortrinlig dogmehistorisk gennemgang, paa een gang giver baggrunden for »General Theory ....« i Keynes' eget forfatterskab samtidig danner baggrunden for the Kcynesian revolution i økonomiens teori i almindelighed, idet »klassikerne« i »General Theory« jo som bekendt ogsaa omfatter Keynes før 1936. Det er godt, man nu — samlet paa eet sted — har en oversigt over Keynes' litterære produktion før »General Theory«.

Klein gaar ikke nu umiddelbart over til »General Theory«, men belyser i kap. II (»The Birth of the General Theory«) overgangen »Treatise« til »General Theory«. Denne gennemgang viser, hvorledes overgangen trods alt — er forholdsvis kontinuerlig. begyndelsen af 30'erne fremsatte Keynes hypoteser, som senere kom til at indgaa i »General Theory«. Der bliver dog stadig et skred i 1936, idet afklaringen af de forskellige — delvis modsigende — teorier først kom med »General Theory«. Desuden var det først med denne, man fik den første totale og generelle model, hvori de nye tanker indpasses — hvilket er meget vigtigt og ogsaa stærkt af forf. I kap. II omtales tillige n^gle ikke-Keynes'ske teorier før 1936. Forf. kommer her meget kort ind paa Stockholmskolen, som han dog ikke mener siges virkelig at have foregrebet noget væsentligt nyt i »General Theory« — jeg skal senere komme tilbage til dette. Ligeledes berøres som iøvrigt behandles indgaaende i kap. V. Forf. har en svaghed for denne skole. Naar han imidlertid mod Haberler's paastand om disse >;lave videnskabelig standard« indvender, at de dog »were nearer the truth than the socalled theories'! (p. 55), kan man vist bemærke — disse forskeres »videnskabelighed« ufortalt — at principielt kan man ikke bedømme en forskers »videnskabelighed« hans resultaters »sandhed« (opdaget en senere undersøgelse), idet dette jo kan bero paa held, intuition o. s. v., men maalestokken maa være den bevidste og konsekvent logiske og empiriske metode.

Kap. 11l (»The New and the Old«) er sammen kap. IV bogens bedste. Der gives her en fremstilling af det, forf. opfatter som the Keyncsian revolution. Dette kapitel (saavel det følgende) maa ikke alene fremhæves det er meget klart og velskrevet, men ogsaa fordi det f. ex. i meget stort omfang underbygges ved henvisning til empiriske undersøgelser. Den stadige empiriske af modelbygningen maa anses for uhyre væsentlig. Værre er det ganske vist, at forf. langt fra altid henviser præcist til vedkommende undersøgelse, men nøjes med at sige: »Statistical investigations reveal a very strong negative correlation ....« eller »Extensive calculations of econometric models by the author lead to the conclusion ....« o. s. v. Herved udelukkes man jo fra kontrol kritik.

Meget klart opstilles forf.s opfattelse af
»revolutionens« centrale punkt: ».... Keynes
produce was to do away with the savingsinvestment
of interest and replace it
with a savings-investment theory of output.
When this had been done the revolution was
a fait accompli« (p. 76). At det saaledes var
udviklingen af »a theory of the determination
of the level of output«, som var »Keynes'
major contribution« gentages meget ofte (jfr.
saaledes p. 50 og p. 56). Der er vel næppe
heller nogen tvivl om, at man kan udtrykke
»revolutionens« centrale idé paa den maade
og maaske endog bedst udtrykke den saaledes.
Klein's fremstilling er saaledes helt parallel
til en af de nyeste fremstillinger paa dansk
af the Keynesian revolution, nemlig hos Jørgen
i »Pengeteori og Pengepolitik«
(1944).

Det er nu imidlertid et spørgsmaal, om det ikke er ret vilkaarligt (naturligvis med visse grænser), hvorledes man vil udtrykke det nye i »General Theory«. Det er nemlig vigtigt sledse at have for øje, at »General Theory« giver en generelt virkende og komplet model, som i et funktionssystem med lige antal ligningerog simultant bestemmer de variable størrelser. Naar man paatænker

dette — og det understreges saa godt hos Klein, ikke mindst i det matematiske appendix— man let ind paa den tanke, at man i og for sig lige saa godt i fremstillingenaf centrale dele af »General Theory« kan lade substitutionen af liquidity preference for den klassiske renteligning være udgangsepunktet(cfr. p. 104). Herfra føres man nemlig lige over i opsparings-investeringsfunktionernesom d. v. s., man er tilbage i den Klein'ske fremstilling.At er en mulig fremstillingsform,frerngaar ogsaa af et udmærket afsnithos hvor der bl. a. siges: »The Keynesian revolution rejected the classical theory of interest. It denied that the equation

need always have a positive solution for the interest rate, r, when (Y_w)₀ (income) is given at the full employment level«, (p. 84/85, jfr. fig. 4, p. 85). Fra dette føres Klein umiddelbart i, hvad han ellers kalder den helt afgørende Keynesian revolution: »the theory of output«.

Dette er egentlig ikke en uvæsentlig strid om ord, idet det bliver ret afgørende for bedømmelsen de økonomiske teorier før 1936. Klein anlægger det — vel frugtbare og rigtige — synspunkt, at man aldrig før »General Thcory« nar set den generelle (og vel efterhaanden anerkendte) model, men man har set tilløb i den forstand, at enkelte dele af »General Theory« er blevet fremstillet før. Der har været -- som fort. udtrykker det — »building blocks« til »General Theory«. Naar man nu helt eensidigt som Klein lægger vægten paa teorien om »the determination of the level of output«, bliver konsekvensen, at man næsten ene opfatter de forskellige anfægtere Say's lov, som »building blocks« — først og fremmest underkonsumptionsteoretikerne kap. V). Med det her anlagte synspunkt bliver der imidlertid — foruden naturligvis underkonsumptionsteoretikerne — ogsaa »building blocks« at finde hos en lang række andre forfattere, f. ex. Stockholmerne.

Man kunde have ønsket, at Klein havde understreget Den Kenes'ske model er i stand til at opvise ligevægt selv om der er underbeskæftigelse. Men den vil ogsaa kunne være i ligevægt ved fuld beskæftigelse, som maa opfattes som et specielt (omend attraaværdigt) Det nævnes lige i hel anden forbindelse senere (p. 154), men burde have været anderledes bemærket — hvor banalt maaske end kan forekomme.

I fremstillingen af spekulationsmotivet bemærker at forf. lader den efter dette motiv efterspurgte kasse være bestemt ikke alene af afvigelserne fra det forventede renteniveau, ogsaa af dettes absolutte størrelse. vilde have været paakrævet, om forf. var gaaet mere i detailler med dette spørgsmaal, om ikke andre steder saa i det matematiske appendix. Umiddelbart synes det nemlig, som om det kun kan være afvigelserne, kan være bestemmende for spekulationskassen. paa den anden side synes en overgang af et dynamisk funktionssystem spekulationskassen til et statisk ligningssystem for samme at vise, åt Klein's fremstilling er rigtig og mere generel end den almindelige.

I kap. 111 (og kap. IV: »A Polemical Digression«) iøvrigt ogsaa en verbal sammenligning den klassiske model. Der vises bl. a. her — som iøvrigt ogsaa i det matematiske — at selv om man erstatter Keynes'ske udbudskurve for arbejde den klassiske (som regner i realenheder), dette ikke nok til at føre tilbage til den klassiske model, d. v. s. det kan paa ingen maade (som nogle ellers har ment) være dette punkt, som er »revolutionært«. Endvidere vises det, hvorledes friktion af forskellig kan forklare en arbejdsløshed i en klassisk model, ja er den eneste mulige forklaring Keynes' model har derimod det fortrin, at den er i stand til at forklare en ligevægt med arbejdsløshed uden at gribe til saadanne ting som ufuldkommen tilpasning. Pudsigt nok har Keynes selv været inde paa, at hvis der var fuldkommen tilpasning, vilde hans model ikke kunde give nogen arbejdsløshed. as in the Treatise, Keynes did nok really understand what he has written, chose the wrong thing to publicize as his innovation« (p. 83).

I kap. IV faas en gennemgang af og polemikmod

mikmoden række anmeldelser af »General Theory« — hvilket sker i en lidt overlegen tone. Desuden diskuteres »The Wage Controversy«og Savings-Investment Controversy«(et særdeles fint afsnit). Kapitlet slutter med en renteteoridiskussion ved hvilken først og fremmest polemiseres mod Lerner.

Kap. V behandler »Anticipations of the General Som foran bemærket er det især underkonsumptionsteoretikerne, som forf. hér interesserer sig for. Der gives en interessant af Malthus og Marx, om hvilken sidste der gives følgende overordentlig bemærkning, som fortjener at citeres: »In general, we can say that Marx analyzed the reasons why the capitalist system not and could not function properly, while Keynes analyzed the reasons why the capitalist system did not but could function properly«. Indgaaende refereres endvidere Hobson, Foster, Catching m. fl. Det er morsomt høre om disse, men man kunde rigtignok sig at høre om en del andre, som her helt negligeres.

De to sidste kapitler behøver økonomer egentlig slet ikke at læse. De giver ikke paa nogen maade noget nyt. I kap. VI (»Depression findes en ganske elegant fremstilling af problemerne omkring »The Inflationary — der er dog ikke taget meget hensyn til det, som her med vor nuværende viden er det sværeste, nemlig de politiske vanskeligheder. Baade kap. VI og VII (»Keynes Social Reform«) vil kunne læses med udbytte af ikke-professionelle økonomer. En økonom vil derimod blive irriteret af den lidt journalistiske tone, som har sneget sig ind i disse afsnit (ex.: p. 181).

De nu gennemgaaede syv kapitler er alle meget let læselige. Enhver, som har givet sig lidt af med de herhen hørende problemer, vil ikke blive nødt til at stoppe op een gang af hensyn til forstaaelsen. Alt er meget simpelt og let. Dette gælder imidlertid ikke for det matematiske appendix, som jo netop ifølge sin natur maa være tungt og langsomt at arbejde igennem — hvilket dog paa ingen maade betyder, at det er uigennemtrængeligt for folk, som ellers ikke med lethed bevæger sig i den matematiske verden. Og det gælder her, at udbyttet er proportionalt med anstrengelsen. maa tilraades ikke at falde for den fristelse at springe disse 24 sider over. Der gives dels en model af »Treatise«, dels af »General Theory« og af en typisk klassisk model. Sluttelig faar man en langløbsligevægt opstillet. Ind imellem gives der en mere detailleret, udledning af relationerne i »General Theory«.

Som indledningsvis bemærket giver denne bog ikke egentlig nye opdagelser. Men den præsenterer gamle paa en god og let maade, samler, hvad der før var spredt og bidrager endelig til opklaring af punkter, som maaske for mange hidtil har været dunkle. De fire første kapitler giver — i fremstillingen af Keynes' og udviklingen af disse i modsætning andre — en saa gedigen og værdifuld at man i disse kapitler maatte synes at have faaet den ideelle lærebog om the Keynesian revolution.