Samuel Lurie: PRIVATE INVESTMENT IN A CONTROLLED ECONOMY; GERMANY 1933—1939. Columbia University Press, New York, 1947. Xl+ 243 Sider. Pris 3s.

Den nedenfor omhandlede Bog om de private Investeringers Stilling og Udvikling under den nazistiske Krigsøkonomis Svangerskabsperiode 1933^— 39 er skrevet af en belgisk Ingeniør og Økonom, som under Krigen har arbejdet for sin Regering i U. S. A. Venter man, udfra Forfatterens ingeniørmæssigeUddannelse, finde en nærmere Redegørelse for alle de mange specielle administrativt-tekniske Problemer, som nødvendigvis maa dukke op for Investeringskontrollen under en reguleret Økonomi, bliver man skuffet;direkte

fet;direkteadministrative Paabud og Forbud synes trods alt at have spillet en relativt underordnet Rolle i den tyske Investeringspolitik i denne Periode, idet Investeringernes Omfang og Retning i høj Grad blev dirigeret gennem at lede Indkomsterne og navnlig Opsparingen ind i saadanne Baner, som maatte give det ønskede Resultat: Forøgelse af Krigspotentiellet. I Overensstemmelsehermed Vægten i Fremstillingen lagt paa en Skildring af de Ændringer i Indkomstdannelsen og i Indkomstanvendelsen, som Nazistyrethidførte. første 6 Kapitler beskæftiger sig væsentligt med dette og med Betydningen heraf for Financieringen af Virksomheder, medens kun Kap. 7 er helliget den mere specielle Investeringskontrol.

En vis Underbalancering fra det offentliges Side maa altid finde et Modstykke en tilsvarende monetær Opsparing i den private Sektor. Udover en kraftig Underbalancering paa Statsregnskabet bestod nu paa dette Punkt Nazisternes Politik i at sørge for, at den hertil svarende Opsparing fandt Sted i Virksomhederne og ikke udenfor disse. Dette skete dels gennem det allerede i 1933 indførte og altid meget strikte gennemførte Lønstop, dels gennem en kraftig Udbyttebegrænsning, alt kombineret med Rationering af vigtigere Forbrugsvarer. Tanken, der laa bag, var den, at en tvangsmæssig af Konsumefterspørgselen i Forbindelse med en stærkt øget Opsparing skulde virke fremmende paa Investeringerne. Aarsagssammenhængen altsaa gaa fra stor Opsparing til stor Investering₁, og betænker man, at denne Politik blev startet i en Situation med meget stor Ledighed (der var altsaa ikke blot Tale om at skabe »Plads« til et stort Investeringsvolumen under fuld Beskæftigelse), kan Synspunktet maaske forekomme noget paradoksalt, ligesom man maaske ogsaa kan undre sig over, at denne Politik havde saa stor Fremgang, som den havde. Forklaringen imidlertid, som Forf. indgaaende skildrer, bl. a. i hele den institutionelle Ramme, hvori det tyske økonomiske Liv blev spændt ind. Paa mange forskellige Maader blev Kapitalisternes Incitament til at investere opsparede Midler i egen Virksomhed forstærket, dels gennem høje garanterede dels gennem særlige Skattebegunstigelser ved visse Former for Realinvestering, dels gennem en mere almindelig Begrænsning af andre (financielle) Anbringelsesmuligheder, o. s. v. Naar saa videre Prispolitiken fra det offentliges Side blev indrettet saaledes, at Avancerne blev fastsatte bl. a. under Hensyntagen til Virksomhedernes Behov for Udvidelser, ligesom Emmissioner i det aabne Marked blev stærkt begrænsede, er det forstaaeligt, at Opsparingen blev paa en helt anden Maade formaalsbestemt, det er sædvanligt at regne med: Virksomhederne opsparede for at blive i Stand til at realinvestere, og i det Omfang dette bliver Tilfældet kan en høj Opsparingskvote naturligvis ikke i sig selv betyde nogen Bremse paa Expansionen. — Dette er blot et af flere Eksempler paa, hvorledes Ændringer i den institutionelle Ramme ændrer de økonomiske Sammenhænge væsentlig Grad.

Det er Forfatterens Hovedtese, at Nazisternes »Styring« af Investeringerne væsentlig foregik ved at spille paa Profitmotivet. For at øge Investeringerne i al Almindelighed blev hele Profitniveauet holdt højt og sikkert, og for at fremkalde Forskydninger i Investeringernes Retning anvendtes Differentieringaf Højde. Som en logisk Følge heraf bliver Statens og Industriens Interesser ganske vanskelige at skille ud fra hverandre. Billedet

forstærkes af Tvangskartelliseringerne, Afskaffelsen af »usund« Konkurrenceog private Erhvervsorganisationers Overtagelse af afgørende Dele af Administrationen af Kontrollen. I Modsætning hertil staar FagbevægelsensLikvidation. understreger paa udmærket Maade Betydningenfor Forløb af den voldsomme Diskriminering, som Organisationerne i retlig Henseende blev udsat for, og søger ogsaa at paavise, hvorledes Arbejdernes Stilling som Følge heraf forringedes. Paa dette Punkt synes han dog at være paa gyngende Grund. For at bevise, at Arbejdslønnen som Resultat af den overfor Arbejderne førte Politik relativt var for nedadgaaende, anføres nogle Tal for Lønudgifternes Andel af Bruttosalgssummeni Rent bortset fra, at den anførte Nedgang er saa ringe, at man har svært ved uden videre at acceptere den som significant, maa man vel spørge, om det samme Fænomen ikke nemt vilde kunne fremkommei ikke-reguleret Økonomi, hvor en gennemmonopoliseret Industri forøger Produktionen fra et meget lavt Niveau. Ogsaa her kan de gennemsnitligevariable godt være faldende, samtidig med at Salgsprisener eller stigende.

I det hele taget faar man det Indtryk, at det er meget vanskeligt at naa frem til en holdbar Vurdering af Nazistyrets Fordelagtighed og Ufordelagtighed (saa vidt denne skal maales i økonomiske Størrelser) for de forskellige Samfundsgrupper, netop fordi det volder Besvær at skille det ud, som er at henføre til selve det Faktum, at der fandt en stærk Expansion Sted. Man maatte vel egentlig ind paa at sammenligne faktiske Forløb med et Standardexpansionsforløb uden Nazisme, men vil det mon være muligt at ændre en Faktor af denne Karakter og holde alt andet lige? Bliver der overhovedet noget tilbage, som vil være »lige«? Og endelig: hvis een af de Ting, der holdes lige, er, at det er et arbejderfjendsk Parti, der sidder ved Statsroret, er det saa muligt at tænke sig en statslig Expansion forløbe helt frem til fuld Beskæftigelse naas og opretholdes, uden at samme Regering, som en højst sandsynlig Konsekvens af selve Expansionspolitiken, vil gribe til akkurat de samme Midler, som Nazisterne benyttede sig af, f. Eks. Lønstop, der for at blive virkeligt effektivt en mer eller mindre stærk Kastration af Fagbevægelsen?

Ved Læsningen af Luries Bog kan man kun vanskeligt lade være med at gøre sig en Mængde politiske Reflektioner af denne Art, selv om Lurie selv ikke indlader sig herpaa. Bogen er overordentlig stimulerende, ogsaa i denne Henseende, og efter endt Læsning stiller man sig uvilkaarligt det Spørgsmaal, om ikke denne klare og grundige Undersøgelse af denne Side af Nazisternes Politik faktisk — tilsigtet eller utilsigtet — staar som et stærkt Memento til de Økonomer, hvis universelle Bodemiddel mod denne Verdens Plager er Underbalancering og Lønstop. Erfaringerne fra Tyskland, vel ogsaa fra andre Lande end Tyskland, peger stærkt hen paa, at en økonomisk Politik af denne Art i de rette Omgivelser let vil indebære übehagelige Følger, som ganske vist i nogen Grad falder udenfor Økonomernes Tankeskemaer og Arbejdsomraade, men som derfor ikke er mindre betydningsfulde.