Maurice Dobb : Sovjets Planøkonomi i Krig og Fred. Frit Forlag A/S. København 1946. 149 Sider. Pris 4,50 Kr.

Interessen for russisk Samfundsøkonomi synes følge en vis Rytme. Der kan allerede nu nævnes tre Toppe: Krigskommunismens første Aar omkring 1920, Femaarsplancns første omkring 1930, og nu paa ny efter den anden Verdenskrigs Afslutning. Indimellem har der været nogenlunde Stilhed om Emnet, og det er karakteristisk, at den teoretiske Debat om Prisdannelsen i et socialistisk Samfund, der førtes rundt om i Tidsskrifterne i 1930'erne, fortrinsvis bevægede sig i luftige Fantasiriger og kun i ringe Grad var inspireret af Erfaringerne fra Rusland.

Interessekulminationerne omkring 1920 og 1930 havde det tilfælles, at Sovjetøkonomien paa hvert af disse Tidspunkter forlod hævdvundneøkonomiske og begav sig ind i ikke tidligere prøvede Eksperimenter. Den Interessebølge, der nu er opstaaet, kan ikke paa samme Maade henføres til iøjnefaldendeNydannelser for den russiske Økonomi. Den hidrører fra den enkle Kendsgerning,at

gerning,atSovjetsamfundet under Krigen viste sig i Besiddelse af en saa forbavsende Styrke. Da den økonomiske Organisations Effektiviteti Grad er bestemmende for den militære Styrke, er det derfor forstaaeligt, at Verden paany er begyndt at interesserer sig for det økonomiske System i Rusland. Og det er i og for sig ogsaa meget forstaaeligt, at det denne Gang er Økonomerne, der skriver om Rusland, medens det tidligere mest var Journalisterne. Det drejer sig nu om at beskrive og forklare faktiske økonomiske Forhold, hvorimod de tidligere Perioders Skribenterkunde Fantasien nogenlunde frit Løb med Hensyn til det nye økonomiske Systemsvidunderlige simpelthenfordi Erfaringer og tørre Kendsgerninger endnu ikke forelaa.

Nationaløkonomisk Tidsskrift har tidligere bragt Anmeldelse af Alexander Baykovs og Prokopovicz's Bøger om den russiske Planøkonomi. Bog, som her skal omtales, er af betydeligt mindre Omfang, men den er ligesom disse skrevet af en Økonom. Forfatteren, er Lektor i Nationaløkonomi ved Universitetet i Cambridge, vil endnu være en Del af Tidsskriftets Læsere bekendt fra et Besøg i København i 1935, der bl. a. satte sig Spor i et meget bemærkelsesværdigt Foredrag, som er optrykt i Hæfte VI i den paagældende Aargang af Tidsskriftet.

Den danske Udgave af Dobb's Bog er et Sammendrag af to af Forfatterens Bøger om samme Emne, udkommet henholdsvis i 1941 og 1942. Den indeholder 6 Kapitler: Planøkonomiens og Metode; Fra Zarismen til den anden Verdenskrig; Penge- og Finansvæsen; kollektive Landbrug; Fagforeningernes Arbejds- og Lønforhold.

Kapitlet om Planøkonomiens Teknik Metode, der er Bogens mest omfattende er samtidig det Afsnit, som bringer mest nyt, dog tæt fulgt af Kapitlet om Penge- og Finansvæsen.

De centrale Planorganer har været omorganiseret paa Gang for at opnaa større Smidighed, bedre Koordination og klarere Kompetencedeling. Det samme gælder Organisationen for de enkelte Virksomheder. har her været den, at man efter naivt-kommunistiske Forsøg paa at lade alle være med til at bestemme alt muligt, nu efterhaanden er naaet frem til et personligt Ansvarlighedsprincip, hvor Ledelsen inden for de afstukne Planrammer træffer Afgørelserne paa eget Ansvar, men under fuld offentlig Kontrol.

Et af de vanskeligste Spørgsmaal for den russiske Planøkonomi har været Spørgsmaalet om selve Planernes Karakter: Om de skulde være ufravigelige Retsregler, som de underordnede (Brancheorganisationerne og Bedrifterne) skulde efterkomme, eller om de blot skulde være Raad og Henstillinger, der kunde tilsidesættes, naar de underordnede Organer det formaalstjenligt. Disse to Ydermuligheder har vist sig begge at føre til uholdbare Tilstande. Den første, der kunde karakteriseres som en egentlig Kommandoøkonomi, stiv Bureaukratisme og alt for snævre Grænser for Underleddenes Initiativ Bevægelsesfrihed. Og den anden fører til Kaos. Man synes nu at have arbejdet sig frem til en Mellemform, idet der gennem Aarenes Erfaringer er udviklet et ret fintmærkende Apparat til lagttagelse af og Kontrol med de økonomiske Processer, saaledes Planerne løbende kan tilpasses efter de Impulser, der udgaar fra Bedrifterne og Brancheorganisationerne samt fra Forbrugernes Selve den oprindelige Plan opstaar ligeledes ved et Sammenspil mellem de centrale Planmyndigheder og Underorganerne. Først udarbejdes der et summarisk Planudkast i de øverste Planorganer. Udkastet sendes derefter Udtalelse hos Brancheorganisationerne Bedrifterne, saaledes at disses Kommentarer Forslag til den mere detaillerede Udformning kan indgaa i Overvejelserne ved den endelige Planlægning; — altsaa en Procedure, i meget ligner den, som paa begrænsede har udviklet sig herhjemme under Krigs- og Krisetidens Restriktioner. Selve Planen minder i sin Opbygning om de Nationalbudgetter, som flere vesteuropæiske Lande har udformet efter Krigens Afslutning.

I Kapitlet om Penge- og Finansvæsenredegøres for, hvordan den indirekteBeskatning, er kommettil indtage en dominerende Rolle. Mellem6 ^—75 pCt. af Statens Indtægter kommer fra denne Skat. Forfatteren nævner det sædvanligekommunistiske

vanligekommunistiskeForsvar herfor: at den indirekte Beskatnings usociale Karakter formindskesi Omfang, som Indkomstulighelernenivelleres, i samme Grad, som Skatten differentieres efter Varens Karakteraf Men Hovedforklaringen lægges dog paa det rent praktisk-politiske Hensyn, at Beskatningen maa indrettes saaledes, at den i mindst muligt Omfang hæmmer Befolkningensproduktive Da Femaarsplanernebegyndte, Investeringsraten bragtes op til 1/4 af Nationalindkomsten, blev det nødvendigtat Bro mellem Vareudbud og Efterspørgsel gennem en stærkt øget Beskatning.Skulde vældige Overskudskøbekraft inddrages i Form af Indkomstbeskatning, vilde Befolkningns Arbejdsvilje let svækkes. Denne Fare mentes ikke at foreligge i samme Grad ved Anvendelsen af indirekte Skatter, og derforvalgtes Vej. At Omsætningsskatten desuden bekvemt kunde indpasses i VirksomhedernesPrispolitik et yderligere Motiv. Omsætningsskatten er i det korte Løb den Faktor,der Detailpriserne med BefolkningensKøbekraft Efterspørgselsstrukturen.I lange Løb etableres Ligevægten ved Produtionstilpasning, medmindre det drejersig et Forbrug, som Myndighederne ønsker at hæmme eller fremme uden Hensyn til Rentabilitetsovervej eiser.

Den Side af russisk Samfundsøkonomi, som har vakt største Opmærksomhed udadtil og voldt de største Vanskeligheder indadtil er utvivlsomt Landbrugets Socialisering. Denne Forvandlingsproces belyses i Kapitlet om det kollekti \j,e Landbrug.

Der findes to Slags Landbrugsbedrifter: Statsbrugene, der ejes af Staten og drives en Fabrik, hvor Arbejderne beskæftiges Løn ligesom Industriarbejderne, og Kollektivbruget, der er selvejende Institutioner paa Andelsbasis. Kollektivbrugene efter Udbredelse langt den vigtigste Deres gennemsnitlige Størrelse er ca. 400 ha, medens Statsbrugenes Størrelse er 2000 ha eller mere. Naar en Bonde tilslutter sig et Kollektivbrug, bliver hans Jord og Driftskapital evt. Husdyr lagt til den almindelige Ejendom. Dog tillades det ham at beholde et vist Antal Malkekvæg, Faar og Geder, Svin og Fjerkræ, og han har Lov til selv at dyrke en Jordlod paa op mod en Hektar. Jordlodder er hovedsagelig bestemt til Havebrug. Hvis han paa noget Tidspunkt ønsker at forlade Kollektivet, har han Adkomst et Stykke Jord af samme Størrelse som det, hvormed han oprindelig bidrog til Fællesskabet. Hvordan dette nærmere praktiseres dog uklart, da det i Vedtægterne for Kolkhoserne er bestemt, at den Jord, der drives en Kolkhos, ikke maa afhændes til Medlemmer, ønsker at trække sig ud af Fællesskabet.

Kollektivbrugets Nettoudbytte udbetales ved Aarets Slutning som en Dividende paa Basis af det Antal Arbejdsdage, de enkelte Medlemmer bidraget til det fælles Arbejde paa Bruget. Arbejde af forskellig Art og Kvalitet omregnes efter en fastsat Skala.

Socialiseringen af russisk Landbrug har ikke alene været drevet frem af ideologiske Hensyn og Ønsket om at ophjælpe Produktiviteten og indføre moderne Teknik i et tilbagestaaende Erhverv. Alene Vanskelighederne ved under en reguleret Økonomi at skaffe Varerne frem til Byerne fra de mange Millioner selvstændige Brug var i sig selv nok til at begrunde en Landbrugsreform. Varerne kommer under den nye Bedriftsform frem ad 3 forskellige Kanaler. det første afsluttes der i Almindelighed med de lokale statsejede Maskinstationer, Stationerne lønnes for det Arbejde, de udfører, med en Andel af Afgrøden, med henved 20 pCt. For det andet er en Kolhos forpligtet til aarligt til Staten at levere en vis Andel af Produktionen til forud fastsatte Priser. Resten kommer frem som frivillige Leverancer til fri Prisdannelse. Pligtleverancerne udgør 15—20 pCt. af Bruttoproduktionen. fastsattes oprindeligt efter den Retning, som Produktionen faktisk tog paa de enkelte Bedrifter, men nu fastsættes de paa Forhaand stærkt specificeret efter Art (Korn, Kvæg, Mejeriprodukter o. s. v.), hvorved ledes i den Retning, som Myndighederne ønsker, altsaa i Princippet en Ordning som den danske Kornordning.

Dobb nævner, at Kollektivbondens Indkomst er lavere end Byarbejderens, men han mener, at der i de senere Aar har været en mærkbar Stigning, og at den er væsentlig højere end

før Revolutionen. I Rusland som i de privatkapitalistiskeLande
Landbruget haft Højkonjunkturunder

De to sidste Kapitler handler om Arbejdsforholdene Industrien. Lønfastsættelsen som et Led i den samlede Plan, og Fagforeningernes Medvirken ved Fastsættelsen af det almindelige Lønniveau og Forholdet mellem Lønningerne i de forskellige Fag er udelukkende konsultativ. Derimod har de afgørende Indflydelse paa Udformningen af Detailbestemmelserne inden for Bedrifterne: Uddannelsesforhold, Arbejderbeskyttelse og andre Foranstaltninger, Overarbejdets Omfang og Vederlag, Betingelserne for Ansættelse Afskedigelse, Udarbejdelse af Akkordsatserne s. v.

Fagenes Placering i Lønskalaen udnyttes bevidst at regulere Arbejdskraftens Fordeling mellem de forskellige Produktioner. Det nævnes at Kulindustrien, som ved Femaarsplanernes i 1928 stod som Nr. 13 i Lønskalaen, ved Udgangen af den anden Plan i 1937 var steget til Nr. 2. Den svære Metalindustri var rykket op fra Nr. 9 til Nr. 5 og Olieindustrien fra Nr. 8 til Nr. 1. Ca. 75 pCt. af alt Arbejde udføres i Akkord med stærkt udviklede Lønforskellene herigennem blevet langt større end kendt i den gamle Verden. Det nævnes saaledes, Gennemsnitsfortjenesten inden for de højst betalte Arbejdergrupper ligger 5—6 Gange Fortjenesten i de laveste Grupper. Præmie-Akkordsystemet medfører endvidere at Produktionsnormerne maa forhøjes, efterhaanden den tekniske Produktivitet forbedres, Arbejdsomkostninger pr. Enhed ellers vilde vise fortsat Stigning. Vanskelighederne at ændre hidtidige Normer synes ikke mindre i Rusland end andetsteds. Stakhanov-Arbejderne af deres mindre energiske mindre dygtige Kolleger for Morakkere. selv maatte paa sin Arbejdsplads Haan og Chikaneri »paa Grund af sine nymodens Idéer.«

Industriarbejderen har som herhjemme 2 Ugers betalt Ferie, men kun hvis han har arbejdet 11 Maaneder i samme Virksomhed. Klausul blev indført i 1937 for at modvirke det Kontor- og Fabriksflakkeri, der udviklede sig som en Følge af Femaarsplanernes Beskæftigelsessituation. Samme indførtes Arbejdsbøger af samme Art som Arbejdskortene herhjemme under Krigen, og Socialforsikringssatserne gradueredes efter Anciennitet i Virksomheden. Trods alt maa Forholdene Industrien dog forekomme Befolkningen tillokkende. Siden Femaarsplanernes er næsten hele Befolkningstilvæksten til Industrien. Antallet af Industriarbejdere fra 12 Mill, i 1928 til 27,5 Mill, i 1939.

Til Belysning af Produktionsudviklingen anføres, Indexet for den totale Industriproduktion i 1928-Rubler, naar 1928 sættes til 100, ved Udgangen af 1940 var steget til 700. Kapitalgodeproduktionen alene var steget til 1040, Konsumgodeproduktionen »kun« til 535. Det nævnes, at Indexberegningerne har været kritiseret af den engelske Statistiker Colin Clark. Landbrugsproduktionens i Løbet af de to første Femaarsplaner _—37 er bl. a. af Baykov beregnet ca. 30 pCt., hvoraf ca. 20 pCt. hidrører Væksten i Udbytte pr. Arealenhed.

Man faar gennem Dobbs Bog et udmærket Indtryk af den russiske Økonomis Teknik og af de Resultater, der er naaet. Det er tydeligt, at Forfatteren er sympatisk indstillet over for Emnet, men han er dog saa meget Videnskabsmand, det saglige hele Tiden faar Lov at dominere. Hans Bog udfylder et stort Hul i den meget sparsomme Litteratur af saglig Art om det nye Rusland, som findes herhjemme.

For en dansk Læser er det interessant at bemærke, at de tekniske Vanskeligheder, som dansk økonomisk Administration har haft at løse i Aarene siden Verdenskrisen — hvor vi begyndte med en modificeret »Planøkonomi« —men især i Krigsaarene, i meget ligner de russiske. Det er nok værd at lægge Mærke til, at selv i det gennemsocialiserede Rusland kenderman som Pengerigelighed; betingetSalg Køb; Kontor- og Fabriksflakker; blaa Mandage; Feriementalitet; Arbejdskort; Sortbørslønninger (foraarsaget af de statslige eller kooperative Virksomheders Konkurrence om den knappe Arbejdskraft); ulovlige Vareforringelser(for Virksomhederne saa meget lettere kan opfylde Plantallenes Produktionsmængderog

duktionsmængderogopvise det størst mulige Overskud); Rivalisering og Kompetencestridighedermellem offentlige Myndigheder; ja, at det selv i Rusland, hvor Modsætningen mellem Stat og Erhvervsliv efter Teorien skulde være ophævet, er et Problem for de planlæggende og kontrollerende Myndigheder at faa paalidelige og udtømmende Oplysningerfrem Virksomhederne.