STATSMAGTEN, ERHVERVSLIVET OG FORBRUGERNE 1)

I disse Dage kan Importrestriktionerne fejre 15 Aars Jubilæum.
Selve Begivenheden vil nok gaa stille af uden Blomster eller
andre Ovationer, men Stilhed har der ellers ikke været meget af
omkring disse Indgreb fra Statsmagten overfor Erhvervslivet. Og
intet Under; thi for Erhvervslivet har Restriktionerne afsat Grænserne
Omfanget, Retningen og Udbyttet af den økonomiske
Aktivitet, og for Forbrugerne har Restriktionerne afgrænset Behovsdækningens
og Art.

Naar Debatten om Restriktionerne som Hovedregel mere føres ved lidenskabelig Appel til Følelserne end ved fornuftsbestemt Argumentation, skyldes det imidlertid ikke alene de øjeblikkelige økonomiske Fordele eller Ulemper, som Restriktionerne medfører for Stridens Parter, men nok saa meget, at Spørgsmaalet om Statsmagtens til Erhvervslivet indtager en lignende central Plads i Dagens partipolitiske Kamp, som Striden om Folketingsparlamentarismen i Slutningen af forrige Aarhundrede.

De rollehavende i denne Strid er Liberalismen og Socialismen.

Gammelliberalismen, hvis Ideal er Natvægterstaten, der afholder fra ethvert direkte Indgreb overfor Erhvervslivet, og som alene kender Told- og Diskontopolitik som Midler i den økonomiske er ved at blive en Museumsgenstand. Rene Natvægtersynspunkter man idag kun finde hos visse Grossistsammenslutninger hos Erhvervenes Oplysningsraad. Selv i vore mest yderliggaaende liberalistiske Dagblade er den gammelliberalistiske ikke ren. Man vil saaledes forgæves have søgt i disse Blades Spalter efter den Opfattelse, at den nuværende Valutapukkel bør søges afviklet alene ved diskontopolitiske Midler.

---

1) Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 20. Januar 1947.

Den moderne Liberalisme — ogsaa kaldet Ny-Liberalismen — afviser ikke Statens Magtudøvelse over for Erhvervslivet, ja, giver endog Statsmagten et Hovedansvar for den økonomiske Udvikling. Ny-Liberalismen ønsker imidlertid i videst muligt Omfang at undgaa Statsindgreb overfor den enkelte Erhvervsdrivende og søger i Stedet at lægge de ydre Forhold saaledes til Rette, at den enkelte af egen fri Vilje gør det, Staten ønsker, han skal gøre, eller udtrykt med de Ord, »Economist« anvender i sin Nekrolog over Lord Keynes: Han ønskede, at Staten vel skulde regulere det økonomiske Vejrlig, men ikke at den i Detailler skulde bestemme hvem, der skulde have Paraplyer.

Socialismen tilsigter en Statsplanlægning, der omfatter Samfundets Aktivitet under eet, saaledes at hver enkelt Virksomheds Dispositioner indgaar som et Led i den totale Socialismen maa derfor tilstræbe et saadant Mindstemaal Statsindgreb, at Staten direkte behersker en saa stor og væsentlig Del af Produktionslivets Funktioner, at de tiloversblevne private Dispositioner ikke paa noget Tidspunkt vil have tilstrækkelig til at bringe Forstyrrelser i Statsplanernes Gennemførelse.

Hvordeles var nu de politiske Partiers og deres Presses Stilling til Krigstidens Restriktioner? Stort set var Stillingen den, at Erhvervslivets angreb Restriktionerne og deres Udøvelse, medens den socialistiske Presse i nogen Grad følte sig kaldet til at være Forsvarer. Hos begge Parter maatte man faa Indtrykket af, at Striden foruden Dagen og Vejen gjaldt Kampen om Planøkonomien.

Men er denne Problemstilling nu rigtig? I den senere Tid har socialistiske Skribenter været ivrige for at lægge Luft mellem den socialistiske Planøkonomi og Krigstidens Restriktioner. Og det er da ogsaa efter min Mening rigtigt, at der ikke er mange Lighedspunktermellem to Former for reguleret Økonomi. Med Hensyntil da har den socialistiske Planøkonomi en Maalsætning,der Korthed kan udtrykkes som Ønsket om en Maximering af Produktionen og en Indtægtsudjævning til særlig Fordel for Arbejderklassen. Restriktionerne kan siges at have haft mange Formaal: Opretholdelse af den danske Valuta, Strækning og Fordelingaf Forsyninger, Forbud mod at Krigskonjunkturerneprofitmæssigt o. s. v., men i en enkelt politisk Hovedtese kan disse Formaal ikke samles. Priskontrolraadets Formandhar i et Foredrag udtalt, at RestriktionsmyndighedernesArbejde

hedernesArbejdevar som Snekastning: hver Dag maatte man kaste Sneen, der hvor den nu tilfældig var faldet, for at søge at holde Vejene fri. En kraftigere Afstandtagen fra et politisk Enhedsmaalkan ikke tænkes, men selv om Restriktionerne ikke har haft et saadant Enhedsmaal, har de dog haft et bærende Principi Udformning, og det har været status quo Princippet: Handelen skulde følge de sædvanlige Kanaler, Importørerne skulde bindes til deres Importandel i 1931, Producenterne til deres Produktionsandel i 1939, den Nettofortj eneste, man havde pr. Vareenhedfør skulde være uforanderlig. Men ogsaa Midlerne er vidtforskellige for den socialistiske Planøkonomi og for Restriktionerne.Planøkonomien med Statens Indgreb i baade positivog Retning gennem en planlæggende Enhedsledelse. Restriktionerne under Krigen anvendte næsten undtagelsesfrit negative Midler, det forbydes at importere eller producere mere end saa og saa meget, det forbydes at sætte Varepriserne højere end fastsat, derimod paabyder man ikke Import, Produktion eller Salg. Selv om man gennem en Klausulering af Raavaretildelinger i Praksis kan naa noget i Retning af et Produktionspaabud, saa vil det dog altid staa den paagældende Erhvervsdrivende frit for i Stedet for at akceptere en saadan Klausul da at give Afkald paa de paagældende Raavarer og indskrænke eller midlertidigt ophøre med sin Produktionsvirksomhed.

Som man vil forstaa af denne korte Oversigt, har Krigstidens Restriktioner udfra status quo-Princippet været konservative i dette Ords egentligste og oprindeligste Mening. Man kunde derfor have tænkt sig, at den politiske Stillingtagen havde været den modsatte af, hvad Tilfældet faktisk har været. Saaledes som Forholdene sig, har man set den Inkonsekvens, at konservative angreb Restriktioner, der sikrede den paagældende Erhvervsgren übehagelige Forandringer i Tildelinger og Indtjeningsevne, som de paagældende Erhvervsorganisationer ofte selv havde Hovedæren for, eller i hvert Fald altid havde haft en vis Indflydelse paa, medens omvendt den socialistiske Presse gav Udtryk for en vis Tilfredshed med, at en ny Restriktion havde udvidet Statsmagtens Indflydelse over Erhvervslivet, hvor Sandheden var den, at den paagældende Restriktion, baade hvad Maal og Midler angik, gik i stik modsat Retning af, hvad en socialistisk Planøkonomi vilde have tilstræbt.

Det er efter min Opfattelse vigtigt at slaa fast, at Krigstidens
Restriktioner ifølge en saadan Analyse intet har haft med socialistiskPlanøkonomi

istiskPlanøkonomiat gøre. Det er vigtigt, fordi man derigennem faar fremhævet, at der ikke med Rette kan opstilles en forudgiven partipolitisk Skillelinje med Hensyn til, hvorledes Partierne bør stille sig overfor en mulig Afvikling af det nuværende Restriktionssystem;saaledes der for Eksempel intet Grundlag for, at Socialdemokratiet af principielle partipolitiske Hensyn skulde modsætte sig Afviklingen af Varerestriktioner, der ikke længere er paakrævet af de foreliggende nationaløkonomiske Forhold.

Vi har nu gjort et Forsøg paa at afklæde Spørgsmaalet om Restriktionerne de mange Lag partipolitisk Klædebon, der efterhaanden hængt paa dette Emne. Lad os herefter søge at samle de Anker mod Restriktionerne, som alle saakaldt fornuftige Folk uden Hensyn til Partifarve i det store og hele vil kunne enes om.

Restriktionerne medfører Indskrænkninger i visse Frihedsgoder, som hele Refolkningen værdsætter højt. Til disse Frihedsgoder kan ikke henføres Erhvervsfriheden, hverken med Hensyn til Investeringer eller Driftsledelse, da der ikke er politisk Enighed om at betragte denne Frihed som et Gode. Derimod beklager alle Befolkningsgrupper de af Restriktionerne foraarsagede Indskrænkninger det frie Forbrugsvalg og det frie Beskæftigelsesvalg.

Det Argument, der gaar mest igen i Debatten om Restriktionerne, at de hæmmer det frie Initiativ. Argumenterne om det frie Initiativs Velsignelser er gaaet igen saa ofte og i saa lidet varierede Klicheer, at selve Ordet nu hos mange fremkalder lette Kvalmefornemmelser. Dette er imidlertid et uheldigt Forhold; thi vel er det private Initiativs Betydning i Samfundshusholdningen formindsket i Forhold til Statsmagten; men som den økonomiske Samfundsstruktur er i Øjeblikket, er Erhvervslivets Initiativ med Hensyn til Reinvesteringer og Nyinvesteringer dog stadig af afgørende for vor Økonomi. Det kan vel næppe betvivles, at i Princippet kan Prislovens Bestemmelser om uforandret Nettoavance Vareenhed medføre en utilsigtet Hæmning af Investeringslysten, overfor Rationaliserings-Foranstaltninger. Derimod det en Selvfølge, at Investeringskontrollens Bestemmelser om Byggetilladelse og Indførselsbevilling til Maskiner m. v. skal forhindre visse Erhvervsdrivende, der baade har Investeringslyst og -evne i at udføre deres Planer.

Naar man ser, at Statistisk Departement af et Nationalprodukt paa 13,4 Milliarder Kroner i 1946 kun regner med Investeringer paa 1,1 Milliarder Kroner, forekommer dette Tal lavt. Paa den anden Side tyder Mængden af de Begæringer, der efter Befrielsen

har været fremme om Import i Investerings-Øjemed, næppe paa
svigtende Investeringslyst.

Hvorledes det endelige Facit af disse Betragtninger kan gøres op, skal jeg lade være usagt, men min personlige Tro er, at Restriktionernes Følgevirkning paa dette Omraade ikke er udslaggivende, og at Reformforslag derfor kun vanskeligt kan fremsættes. Noget ganske andet er, at selvom Restriktionerne ikke medfører utilsigtede Begrænsninger i den samlede Investeringsmasse, de givetvis en Forskydning i Fordelingen af Investeringerne til Fordel for de bestaaende Firmaer og til Skade for Nyetableringer. Ethvert Stød, der kan rettes mod status quo Systemet, vil her være en Reform.

En meget væsentlig Ulempe ved Restriktionerne er den Frygt for Magtmisbrug og den af Frygten avlede Mistillid, som har sin Rod i Restriktionsmagtens Koncentration hos et forholdsvis ringe Antal Personer. Først og fremmest frygtes politisk Magtmisbrug fra Ministrenes Side, særlige Hensyn overfor den enkelte, hvad der med et grimt Ord kaldes »Nepotisme«, og særlige Hensyn overfor Samfundsgrupper, hvad der med et meget pænere Ord kaldes »politiske Hensyn«. Embedsmændene maa bære deres Del af Mistilliden. Frygt for Bestikkelighed hos Embedsmændene er heldigvis sjælden, og den jyske Vognmand, der mente, at det var bedst at indlægge en 100 Kr. Seddel i Ansøgningen om Autogummi til Varedirektoratet, er et enkeltstaaende Fænomen. Derimod er der en næsten lige saa farlig som vidtforgrenet Tro hos Menigmand at det »at have Forbindelser« spiller en væsentlig Rolle for Restriktions-Sagers Behandling. Det er uhyre almindeligt at høre Folk, der ikke mener noget ondt dermed, give Udtryk for Optimisme i Anledning af, at de »kender en Mand« i et Ministerium, at de »staar sig godt« med et Direktorat. De Paagældende som oftest slet ikke paa, at de med saadanne Talemaader med til at udbrede Mistilliden til, at der er andre end rent saglige Argumenter og Overvejelser, der kan faa afgørende Betydning ved en Sags Behandling.

Den største Mistillid, som Restriktionssystemet afstedkommer, findes imidlertid efter mine Erfaringer mellem de Erhvervsdrivendeindbyrdes. har Prisdirektoratet Besøg af »menige« Erhvervsdrivende,der et eller andet let gennemskueligt Paaskudkommer at faa Klarhed over, om deres Organisations Forhandlere nu ogsaa har fremført de Synspunkter, de har paalagtdem

lagtdemhjemme fra, og om der ikke er sket en Forskydning imod
de fraværendes Interesser.

Alle vil være enige om, at Krigstidens Indgreb i Erhvervsfriheden er Vejen til Liberalisme, og vi har tidligere taget Afstand at de skulde have noget med Socialisme at gøre. Hvad er.de da? Ja, de behøver jo ikke at have noget med nogen Isme at gøre, men for den, der har fulgt Restriktionerne gennem alle disse Aar paa nærmere Hold, vil det være utvivlsomt, at der i Restriktionerne og i visse af deres Følgeforeteelser er umiskendelige Tendenser i Retning af den korporative Statsdannelse.

Da alle politiske Partier herhjemme — ikke mindst for Tiden — bekender sig til det rene Demokrati, og da den demokratiske og den korporative Stat er modsatte Statsdannelser, maa det være berettiget at tage Tendensen til korporativ Statsdannelse ind under denne Gennemgang af Restriktionsulemper, som alle uanset politisk kan være enige om.

At de enkelte Erhvervsdrivende og Organisationerne selv i vældigt og med Held har søgt at udvide og bestyrke Erhvervsorganisationernes under Krigen, behøver vist ikke nærmere Forklaring. Derimod kan det forekomme mærkværdigt, at ogsaa Statsmagten har medvirket hertil. Dette er ikke desto mindre Tilfældet. er sket af arbejdsb es parende og af ansvar sf ordelende Grunde. Har en offentlig Myndighed forhandlet med en Brancheorganisation, har en overvejende Tilslutning blandt Branchens Udøvere, kan Anmodninger fra individuelle Erhvervsdrivende om Forhandlinger om generelle Spørgsmaal afvises med en Henvisning at alle Spørgsmaal af generel Interesse for Branchen er forhandlet med dennes Organisation, og en Indvending orn, at den paagældende ikke er Medlem og saaledes ikke har været repræsenteret, i Regelen — og med Rette — blive afvist med den Motivering, at det har Myndighederne ikke Tid til at tage sig af, og Afvisningen vil ofte være ledsaget af et faderligt Raad om hellere at melde sig ind i Organisationen og gennem denne opnaa den ønskede Orientering og Medbestemmelsesret. Har en Brancheorganisation en Ordning, behøver den paagældende Embedsmand i Regelen ikke at svare andet paa senere opstaaet Kritik fra Erhvervsside, end at Branchens egen Organisation har tiltraadt Ordningen, og naar Myndighederne og Brancheorganisationerne enige, er dette en saa mægtig Koalition, at de individuelle Røster som oftest forskræmt maa tie.

I Tidens Løb har Erhvervsorganisationerne løftet vældige administrativeArbejdsbyrder

ministrativeArbejdsbyrderfra det offentliges Skuldre og selv oprettetomfattende til Hjælp for Statsmagtens Indgrebi De største af disse Administrationsapparater ledes af Landbrugets Exportudvalg og Industriens Fordelingsudvalg,men disse findes talrige andre Brancheudvalg og Kontorer til Hjælp for Handels- og Landbrugsministeriet, Vare- og Prisdirektoratet. Mange af disse private eller halvoffentlige Organisationsapparaterfungerer være den anvendte Sagkundskabbedre et Statskontor vilde kunne have gjort, nogle fungererpaa af manglende forvaltningsretlig og forvaltningstekniskKunnen Aarsagerne til deres Oprettelse har — foruden Ønsket om at inddrage Sagkundskaben i Arbejdet — altid været de samme, at det stod som en i Øjeblikket uoverkommeligOpgave en overbebyrdet Statsadministration selv at oprettenye og finde egnede Ledere, og at Statsmagten følte sig garderet mod Kritik af Administrationen, naar denne var de paagældende Erhvervs egen.

Mange Erhvervsorganisationer varetager saaledes idag paa een Gang privatøkonomiske Interesser og offentlig Administration. Men hertil kommer, at Erhvervsorganisationerne er medbestemmende Ledelsen af al offentlig Administration paa Erhvervsindgrebenes Landbrugsministeriets talrige Eksportudvalg er rent korperativt sammensat. Det samme gælder alle Krigstidens under Handelsministerium, Landbrugsministerium og Varedirektoratsorterende Vort højeste Raad indenfor dette Administrationsomraade, er helt korporativt sammensat, selv Priskontrolraadets Pladser er for Halvdelens Vedkommende af Korporationerne.

At de Mennesker, som Statsmagtens Indgreb skal gaa ud over, raadspørges, forinden Indgrebet gennemføres, det kræver ikke alene Hensynet til Sagkundskaben, men almindelig Sømmelighed og de elementæreste politiske Hensyn i et demokratisk Samfund. Hvad der derimod maa volde Betænkelighed er, at ErhvervsorganisationernesMænd, med at de ifølge selve deres Mandat skal varetage en Erhvervsgruppes privatøkonomiske Interesser, kaldes til indflydelsesrig Medbestemmelse i Statens besluttende og udøvende Myndighed, naar det gælder ved Indgreb i Erhvervsfrihedenat Forbrugerne. Ikke alene fra Forbrugernes Synspunktmaa forekomme betænkeligt, men ogsaa ud fra en ren demokratisk Indstilling. Det kan ikke benægtes, at vi her i Landet i Statsmagtens Indgriben i Erhvervsfriheden er ude for en Dualisme.Statsmagtens

lisme.StatsmagtensBeslutninger om Beskatning, Afgifter, Toldsatserm. afgøres paa Rigsdagen mellem de politiske Partier, men Beslutninger om Import-, Eksport-, Investerings- og Prisrestriktioneraf lige saa betydningsfuldt Indhold træffes i stort Omfang af en korporativ Instans i Forbindelse med Embedsmændene.Denne Instans — Korporationsrigsdag om man vil — har en i de enkelte Sager varierende Sammensætning, men det er stort set de samme Mænd, der gaar igen, dens Mødested varierer mellem Slotsholmen, Vognmagergade, Nørregade m. v., men fælles for dens Møder og Beslutninger er, at de sker under fortrolige Former og uden lagttagelse af de ydre Forskrifter, som paa Demokratiets Rigsdag sikrer Offentlighedens Kontrol med, hvad der foregaar.

Kritik af denne Art plejer fra Erhvervslivets Presse at blive skarpt imødegaaet med Bemærkninger om, at det er en utilbørlig Insinuation over for de Mænd, der uden Vederlag anvender en meget stor Del af deres Arbejdskraft i Statens Tjeneste, at antyde, at de lader sig lede af andre Hensyn end rent samfundsmæssige. Hermed er Sagen saa drejet ind paa menneskelige og moralske Kvalifikationer, og fornuftsbestemt Argumentation bliver umuliggjort.Dette da ogsaa en lige saa urigtig som ufrugtbar Problemstilling.Gennem Aar har jeg krydset Klinge med ErhvervsorganisationernesMænd; har været fair og loyale Modstandere, der holdt sig til Spillets Regler, og om vore Fægtninger har jeg stort set baade sportsligt og menneskeligt kun gode Erindringer. Det er ikke her, Problemet ligger. Problemet er de uundgaaelige Interessekonflikter mellem de korporative og de offentlige Tillidshverv.Erhvervsorganisationernes er af deres Medlemmer valgt blandt andet med den Opgave at forsvare det paagældende Erhvervs økonomiske Interesser mod Statsmagtens Indgriben. Drejer Sagen sig om en Prisforhandling, er Opgaven at faa den efter Omstændighederne bedst mulige Pris med hjem og helst en Pris saaledes, at selv de dyrest arbejdende Medlemmer stadig kan drive deres Virksomhed med Fortjeneste. Drejer Sagen sig om Nedskæring i Importen, gælder det om at overbevise Myndighederneom, netop deres Branche af samfundsmæssige Hensyn bør skæres mindst muligt ned. Og saaledes kunde man blive ved. Faar Organisationernes Medlemmer Mistanke om, at Mændene med de gyldne Kæder ikke varetager disse Opgaver med yderste Nidkærhed, bliver de udskiftet. Ingen kan gøre sig helt fri af sin egen, sin Branches eller sin Omgangskreds økonomiske Interesser

eller hævdvundne Synspunkter, og i Særdeleshed kan ingen frigøresig sit personlige Erfaringsomraade, hvor de Indgreb, der rammer en selv, maa faa tungere Vægt, end de, der rammer Naboen.

Efter at have gennemgaaet den Række af Ulemper, der knytter sig til det nuværende Restriktionssystem, er det næste Spørgsmaal, om det er muligt at afhjælpe nogle af dem. Hertil vil der fra visse Sider straks blive sagt, ja, afskaf Restriktionerne, saa forsvinder af sig selv. Men det er der ikke nogen af denne Forsamling, der vil sige; thi vi har den 28. Marts ifjor hørt et Foredrag af Professor Carl Iversen, hvori han paa vanlig klar Vis gjorde Rede for de Betingelser, der kræves opfyldt for, at Restriktionerne afvikles. Betingelserne blev opstillet i 10 Punkter, og hvis ikke alle tilstedeværende har dem præsent, vil jeg henvise til vort Tidsskrift¹). Jeg vil kun minde om, at Punkt 1 var »Hvor hurtigt udefra atter bliver normale, saaledes at Varemangelen Om dette Spørgsmaal ved vi idag, at Underskuddet vor Handelsbalance i 1946 var ca. 1175 Mill. Kr., til Trods for at Importen i Mængde kun var 80 % af 1938'5, at yderligere til England ikke maa finde Sted, at Importen som Følge heraf for indeværende Aar skal skæres ned med ca. 500 Mill. Kr., og at Import-, Investerings- og Prisrestriktioner som en logisk Følge heraf ikke kan afvikles, men muligvis maa udvides Saa langt det menneskelige Øje idag kan se frem, vil Statsmagtens Indgreb i Erhvervsfriheden paa disse Omraader altsaa ikke kunne mindskes, hverken i Omfang eller Styrke.

I denne Fremtid af øgede Indgreb i Erhvervsfriheden maa man først og fremmest ønske, at Statsmagten maa vide, hvad den vil. ikke blot idag, men ogsaa imorgen, at den maa lære af Erfaringerne igaar, og at den maa være villig til at bære sit Ansvar, selvom den ikke har andre at dele det med.

Det Forhold, at Statsmagten ved, hvad den vil, har to Sider. Dels at den ved, hvad den vil, ikke blot overfor Øjeblikkets Problemer,men for et rimeligt Tidsrum fremover, og dels at Statsuhyrets mange Hoveder vil det samme. Eller med andre Ord, Planlægning og Koordination. Planlængning har intet med socialistiskPlanøkonomi gøre; Statsmagtens Planlægning er som al anden Planlægning kun et Middel og har intet politisk Indhold i sig selv, men faar det først ved de skiftende Regeringers politiske

---

1) Jfr. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1946, S. 58.

Maalsætning. Planlægning for en vis rimelig Fremtid ligger da heller ikke den nuværende ny-liberalistiske Finansminister fjernt, men de skiftende socialdemokratiske, konservative og Venstre Erhvervsministreunder og indtil nu har ikke vist meget Planlægningsinitiativ paa Restriktionernes Omraade. Man har hyldetSnekastningsteorien: Dag har nok i sine Vanskeligheder, og hvor og hvornaar Sneen falder, er det ikke almindelige dødeligebeskaaret vide.

Det er sagt, at Staten er et mangehovedet Uhyre, og paa næppe noget Omraade er dette mere sandt end for Indgrebene i Erhvervsfriheden.Restriktionerne og administreres i Handelsministerietog og i de yderst talrige Udvalg og Nævn, der er knyttet til disse to Ministerier, desuden i Varedirektoratet,Prisdirektoratet, Indenrigsministerietog Et mere eller mindre udbygget planlæggendeArbejde disse Omraader foretages i Varedirektoratet,Nationalbanken Statistisk Departement og paa beslægtede Omraader i Generalsekretariatet for Regeringens Beskæftigelsesudvalg,Finansministeriet Socialministeriet. Noget fælles Organ for alle disse Ministerier, Institutioner m. v. findes — bortset fra selve Regeringen — ikke. Ej heller Konjunkturforskningsinstituttet er endnu blevet til Virkelighed. Det er derfor uundgaaeligt, at der af og til træffes modstridende Dispositioner. Eksempler herpaa er lette at finde. Lad os tage et helt aktuelt. Den 8. November f. A. forhøjede Landbrugsministeriets Osteeksportudvalg, under hvem Eksportpriserne sorterer, Afregningspriserne for Eksportost til Mejerierne, saaledes at Prisen for f. Eks. fuldfed Ost steg med 32 Øre pr. kg over Hj emmemarkedspriserne. Priskontrolraadet, der har Ansvaret for disse, fastholdt Maksimalpriserne uforandret. Resultatet af denne Uoverensstemmelse blev det selvfølgelige, at ingen Hjemmemarkedsgrossist kunde købe Ost, og at disse blev stillet over for Valget mellem at se deres Forretning ødelagt eller overtræde Prisrestriktionerne. Denne Tilstand, hvorunder to Restriktionsorganersdybtgaaende har foraarsageten uholdbar Stilling for en lille Erhvervsgruppe, har nu varet i72 Dage, og Spørgsmaalet er stadig uløst¹). Der er næppe noget Forhold, der er saa egnet til at bringe Statsmagten i Vanry, som manglende Koordination eller aaben Uoverensstemmelsemellem

---

1) Striden sluttede med Priskontrolraadets Nederlag den 28. Marts d. A. efter at have varet 140 Dage.

melsemellemdens forskellige Organer, og medfører saadanne interneStridigheder, Grupper af Borgere, hvadenten det er Erhversvdrivendeeller fristes eller presses til strafbare Lovovertrædelser, da slaas der Skaar i Statsmagtens Pristige, der kun vanskeligt heles.

I Debatten om disse Forhold har der flere Gange været Tanker fremme om et varigt Koordinationsorgan i Form af et Økonomieller Det maa beklages, at et saadant Skridt ikke er taget; men paa den anden Side bør det fremhæves, at Koordinationen af Restriktionspolitikken ikke übetinget er knyttet til et saadant Organ. Regeringen er uanset den øvrige Organisationsform den øverste Instans, der har Pligt til dels med største Hast at rydde konkrete Uoverensstemmelser mellem dens Administrationsgrene ud af Verden og dels at sørge for, at Koordinationsaanden Overtag over Resorthævdelsen.

Man maa altsaa ønske, at Statsmagten gennemfører de nødvendigeRestriktioner Tide, med Tilsidesættelse af underordnede Hensyn og som Led i en sammenhængende Helhed. Men samtidig maa man under Hensyn til Restriktionernes uomtvistelige uheldigeFølgeforeteelser at der ikke indføres flere Restriktioner end nødvendigt, at Restriktionerne tilrettelægges saaledes, at den friest mulige Konkurrence bevares, og at Restriktionerne afvikles, saa snart Nødvendigheden for deres Opretholdelse ikke længere foreligger. Disse Ønsker, hvis Formulering er saa almindelig, at den tangerer det banale, er imidlertid yderst vanskelige at faa opfyldt.Thi har — bortset fra Forbrugerne — ikke mange sande Venner. Industrien har, siden den industrielle Revolution endte med Haandværkets Nederlag, og Industriens Mænd skulde til at konkurrere indbyrdes, aldrig været rigtig konkurrencebegejstret,hvad mange Prisaftaler allerede før Krigen taler deres tydelige Sprog om. Landbrugets übetingede Frihandelsindstillingfik Knæk i Trediverne, og selv indenfor Handelen er Konkurrencebegejstringen ofte af en noget platonisk Karakter, der fortoner sig under Hensyn til »the vested interests«, naar Sagen kommer til at dreje sig om de nedarvede Importtal. Baade Varedirektoratetog har mange Gange under Krigen under fortrolige Former faaet det Venneraad af Branchernes Mænd, at en paatænkt Regulering aldrig kunde gennemføres, hvis man ikke gennem en Autorisation af »de gamle og ansete Firmaer«holdt ude fra det paagældende Erhvervsomraade.Ogsaa det drejer sig om Tilrettelæggelsen af Restriktionerne,saaledes

tionerne,saaledesat Konkurrencen faar den største Mulighed for at gøre sig gældende indenfor disse, kan dette Resultat være grumme vanskeligt at opnaa. Der har fra flere Sider, saaledes fra Holger Koed og Esther Boserup, været fremsat Planer om større Bevægelighed i Import- og Produktionstildelingerne. Disse Planers Realisationsmuligheder kan maaske omtvistes, men af alle uvildigeSagkyndige det anerkendt, at paa de statsrationerede VarersOmraade Import- og Produktionstilladelserne lægges om til at følge Rationeringsmærkerne i Stedet for at være naglet fast til Kalenderaarene 1931, 1939 eller et andet Aar. Man maa højlig beundre Brancheorganisationernes Evne til at faa Laugsinteresser skudt frem for Samfundsinteresser, naar man ved, at endnu er Princippet om, at Varerne skal følge Mærkerne, ikke gennemført for saa vigtige Vareomraader som Kaffe, The, Kakao, Sæbe og Margarine¹). Statsmagten har derfor Pligt til at være den fri KonkurrencesVogter det Omfang, Mulighederne taler derfor, og dette anerkendes utvivlsomt ogsaa af alle dens ledende Instanser. Derimod er det forstaaeligt, at det for en underordnet Embedsmand,som i hele sin Embedskarriere kun har beskæftiget sig med Administrationen af en enkelt Restriktion, maa staa som Verdens Undergang, hvis denne Restriktion afskaffes.

Under Gennemgangen af Restriktionernes uomtvistelige Ulemperblev lagt Vægt paa Tilløbene til korporativ Statsdannelse. For Forbrugerne og for Samfundet maa det være af den største Betydning at undersøge, hvad der kan gøres for at modarbejde disse Tendenser, thi den korporative Statsdannelse rummer i sig baade det liberalistiske og det socialistiske Systems Ulemper uden at medføre nogen af de to Systemers Fordele. Det vilde være urimeligti Forbindelse at fremkomme med Ønsker overfor Erhvervsorganisationerne, thi at disse til enhver Tid kæmper for deres Interesser og for den størst mulige Indflydelse vilde det være farisæisk at bebrejde dem. Opgaven maa alene tilkomme Statsmagten.Men saa Henseende synes der at forekomme Tendenser i stik modsat Retning. Naar Varedirektoratet saaledes, efter hvad der har været fremme i Dagspressen om den nye Metervareordning,paatænker alene at lade denne administrere af en af Brancheorganisationerne nedsat Tilbudskontrol, men ogsaa at lade Klager over denne Tilbudskontrols Afgørelse bedømme af et af

---

1) Systemet blev indført for Margarine den 1. Juni og for Sæbe den 1. Oktober.

de samme Organisationer nedsat Ankeudvalg, er vi kommet saare
langt i Retning af korporativ Statsadministration.

Naar man skal bekæmpe Korporationsaanden, kan der opstilles en Række Ønsker om skærpede Krav til Embedsmændene. Saadanne er Tid efter anden fremkommet vedrørende Embedsmændenes Sagkundskab, Karakteregenskaber m. v. Jeg kan godt stemme i med her og ønske, at man »fra oven«, naar man bestemmer den enkeltes Karriere, vilde lægge mindre Vægt paa Embedsmændenes »Smidighed« og Evne til at komme godt ud af det med Klienterne, d. v. s. Erhvervsorganisationerne, og mere paa Karakterfasthed, at Embedsmændenes Udvælgelse og Uddannelse noget anderledes end nu, og at Staten i noget større Omfang hidtil betalte, hvad det kostede at knytte Sagkundskaben direkte til sig, fremfor at laane en i Regelen ikke uvildig Sagkundskab Organisationerne. Disse Ønsker er velbegrundede, men maaske lidt ufrugtbare, fordi Statsmagten, som alle andre under en Spidsbelastning, i nogen Grad er tvunget til at arbejde efter de forhaandenværende Søms Princip.

Det radikale Middel baade mod korporative Tendenser og mod den tidligere omtalte Mistillid er det samme som mod Møllarver, nemlig Lys og Luft. Eller med andre Ord Offentlighed i Administrationen, at der intet Hemmelighedskræmmeri findes, hvori Mistænksomheden kan gro, og saaledes at Forbrugerne og dermed den hele Offentlighed kan danne sig en klar Opfattelse af, hvorledes Interesserne brydes i disse Sager, og hvorledes Forbrugernes varetages.

Restriktionsmyndighederne har baade lovgivende, dømmende og udøvende Magt, men er ikke bundet af Formforskrifter for Behandlingenog af disse Sager. Det staar Myndighederne frit, om de ved en Sags Behandling vil nøjes med Sagens Akter, eller de ogsaa vil indkalde til mundtlig Drøftelse, og i saa Fald om de vil indkalde begge Sagens Parter eller kun den ene. Det staar ligeledes Myndighederne frit, om de vil motivere deres Afgørelsereller Under Krigstidens mægtige Arbejdspres maatte Myndighederne føle sig tvunget til saa vidt muligt at undgaa alt, hvad der i Øjeblikket saa ud som overflødigt Besvær. Der var ikke Tid til at formulere en Motivering, der kunde give den Erhvervsdrivendeen paa et Afslag og dermed en Vejledning med Hensyn til de ændrede Omstændigheder, hvorunder en fornyetAnsøgning vilde kunne imødekommes, eller den paagældendeMyndighed næret Betænkelighed ved at binde sig

til en Motivering, hvis Konsekvenser man ikke ganske kunde overse, saaledes at man foretrækker den større Dispositionsfrihed for Fremtiden, som den umotiverede Kendelse giver. Selv har jeg altid i Pricippet bekendt mig til de motiverede Afgørelser — og i Praksis kun haft Kraft til at gennemføre dem i beskedent Omfang— jeg tror paa, at de motiverede Afgørelser kan faa en Del af Troen paa »de særlige Hensyn« og »Tællen paa Knapperne«til forsvinde, og at Statsmagtens Prestige derfor vil vinde derved, og samtidig tror jeg paa, at det i Længden ikke vil være usundt for Restriktionsadministrationen at blive spændt i den Spændetrøje, som en Samling af foregaaende aabent tilkendegivne Motiveringer giver.

Det blev før sagt, at Restriktionsmyndighederne ikke behøver at kalde begge en Sags Parter til en Forhandling. Sker nu dette i Praksis? Er baade Erhvervslivet og Forbrugerne repræsenteret ved disse Forhandlinger? Baade ja og nej. Forbrugernes Repræsentanter med i Vareforsyningsraadet, i Priskontrolraadet og til alle større Programforhandlinger, men til de forudgaaende og efterfølgende detaillerede Realitetsforhandlinger, hvor Sagerne bygges op og ofte i Realiteten afgøres, der er Forbrugerrepræsentanterne yderst sjældent med, der er kun den ene Part repræsenteret. Forhold bevirker, at Forbrugerorganisationerne, i Forvejen i Reglen vil være de mindst sagkyndige, mister Muligheden for at trænge til Bunds i Sagerne og dermed for at rette deres Kritik mod de ømme Punkter — hvis der da er nogle. For den Forbrugerrepræsentant, der kun kender en Restriktionssag fra Offentliggørelsen af den endelige Redaktion under »Overordentlige Foranstaltninger«, vil Chancen for frugtbar ikke være stor. Den Embedsmand, der har ført de paagældende behøver ikke at nære megen Ængstelse for et saa slet forberedt Angreb. Ganske anderledes Hensyn maa der tages til en forventet Kritik fra Erhvervsside. De paagældende kender Sagen ud og ind, de kender hver lille Sprække i Embedsmandens Rustning og hans lønligste Tvivl — de kender ogsaa hans overordnedes Mishag, hvis der kommer for meget offentlig Kritik eller andet Bryderi med hans Klintel.

Ifølge Sagens Natur kan der ikke godt indrettes Presseloger i Vognmagergades og Nørregades Mødesale. Men der kan alligevelgøres for at skabe Offentlighed i disse AdministrationsgrenesVirksomhed. omgærdes de fleste af disse Møders Forhandlingermed

handlingermedabsolut Tavshedspligt. Dette gælder saaledes Vareforsyningsraadets og Priskontrolraadets Forhandlinger. Det maa erkendes, at en Del af de behandlede Emner, som f. Eks. Handelsforhandlinger med Udlandet, forventede Forsyningsmulighederog Erhvervsvirksomheders Forretningshemmeligheder,kræver og fortrolige Forhandlinger, men i mange Sager —¦ og i Særdeleshed saadanne der afstedkommer principiel Strid mellem Erhvervs- og Forbrugerrepræsentanter — er der ikke tilstrækkeligt tungtvejende Hensyn, der taler imod at lade Offentligheden blive informeret af de Mænd, hvis Førstehaandsvidener Garanti for Informationernes Indhold. I Særdeleshed maa det forekomme uheldigt, hvis Myndighederne søger, ogsaa efter at en Sag er endelig afgjort, gennem Henvisninger til ForhandlingernesFortrolighed ved Misbrug af Begrebet Loyalitet,at at Sagen og dens Gang gennem Myndighederne kommer til Offentlighedens Kundskab.

Et yderst vigtigt og meget aktuelt Spørgsmaal i denne Forbindelseer Ytringsfrihed. Det var absolut stridendemod gamle Kancelliaand, at Embedsmænd udtalte sig offentligt om deres Sager. Men Embedsmændenes Stilling var dengang en ganske anden end nu. Dengang var de anonyme og dækkede bag en Minister. Nu ved alle, hvilket tungtvejende, selvstændigtAnsvar hviler paa Tjenestemændene, og selv de skiftende Regeringspartiers Presse tager ikke i Betænkning at rette Skytset direkte mod Embedsinstitutioner eller navngive Embedsmænd.For i Administrationen vil det være af vidtrækkende Betydning, hvis Tjenestemændenes Ytringsfrihedblev anerkendt af overordnede Embedsinstanser, af Ministrene, af Sagernes Parter og af Offentligheden selv. Heri mangler der meget, saaledes har vi fornylig oplevet, at et københavnskDagblad en Leder ønskede at Varedirektoratets Chef blev udskiftet, fordi han i et Interview havde udtalt, at han ikke mente, at vi nogensinde vendte tilbage til gammelliberalistiske Tilstande, saaledes at Varedirektoratet kunde undværes. Et saadantKrav i denne Forbindelse virke meget uheldigt, ikke mindst fra Pressens eget Synspunkt. Paa den anden Side virkededen Finansministers Ord fornylig stærkt opmuntrende,naar for Embedsmænds Ytringsfrihed kun satte de tre Grænser, at der ikke maatte røbes egentlige Tjenestehemmeligheder,at skulde være korrekte, og at de ikke maatte bære Præget af at være Udtryk for Regeringens Mening,

naar de kun var den paagældende Embedsmands private Opfattelse.Der med disse Ord fra den højeste Tjenestemandesmyndighedangivet virkeligt liberalt og fordomsfrit Syn paa denne Sag, som forhaabentlig vil sætte sig Spor i Praksis.

En Forudsætning for, at Offentligheden skal tillægge sagkyndige Embedsmænds Udtalelser en særlig Vægt er det dog, at de ikke fremsættes i partipolitisk Øjemed. Efter min Mening er det i det hele taget det heldigste, hvis de højere Restriktionsembedsmænd ikke er partipolitisk bundne. Ingen vil kunne se skævt til, at de er Medlemmer af et Parti og af og til offentligt fremsætter partipolitiske men hvis de naar saa langt politisk, at de maa anses for at føle sig bundet af Partidisciplinen eller Løfter til Vælgerne, vil dette Forhold kunne gaa ud over Tilliden til, at der træffes uhildede Afgørelser paa et Omraade, der saa politisk præget som Statsmagtens Indgreb i Erhvervsfriheden.

For Offentlighedsprincippet i Administrationen vil Pressens Behandlingaf være af afgørende Betydning.Den og Spalteplads, som Pressen gennem Aarene har ofret paa disse Sager, lader intet tilbage at ønske. Derimod kunde man nok føle sig fristet til nogle beskedne Ønsker vedrørendeden og Indsigt, der paa disse Omraader er lagt for Dagen. Det er tidligere i Foredraget nævnet, at efter min Mening er betydende Dele af Pressen gaaet til Angreb paa eller Forsvar for Restriktionerne ud fra en fejlagtig politisk Indstilling.Det endvidere utvivlsomt, at den Del af Pressen, for hvem Politik kun kommer i anden Række, men Sensationen i første, har gjort en ikke übetydelig Skade paa disse Omraader. Som et typisk Eksempel herpaa kan man nævne visse københavnske Eftermiddagsbladesaldrig Interesse for at komme Varemangelen i Forkøbet og f. Eks. ved nye Maximalprisers Ikrafttræden at udbasunere for alle Forbrugerne, at nu forsvandt den paagældendeVare snart fra Omsætningen, og saaledes medvirke i væsentlig Grad til, at Profetien virkelig gik i Opfyldelse. En anden, maaske mindre skadelig, men ej heller frugtbar Sport, har det i visse Blade været omtrent daglig at afmale Restriktionsembedsmændenesom indskrænkede Kontoriusser. Et Eksempelpaa af denne Art er den tilsyneladende uafliveligeSkrøne Varedirektoratets Forveksling: nuts — Nødder med nuts — Møtrikker. Ogsaa Angreb paa Erhvervslivet kan antageganske Former. Lag mig som Eksempel blot nævne Kritikken i 1945 af Importen af den udmærkede og billige

Marmelade, der blev revet bort af Forbrugerne. I det hele har Angrebene paa Importørerne ofte været ganske usaglige. Af en Importør kan man kræve, at han kan sit Fag, og at han køber ind til fornuftige Priser under Hensyn til Kvalitet og Markedsforhold.Det derimod urimeligt at bebrejde en Importør manglendeSamfundssind, han f. Eks. i Overensstemmelse med sine Forretningsinteresser lægger mere Vægt paa Import af Luksusvarerend Nødvendighedsvarer. Paa Omraader, hvor Statsmagtenikke fundet det nødvendigt at lægge Importplaner, er det absurd at kræve af den enkelte Importør, at han indenfor sit beskedne Omraade skal drive Planøkonomi paa Statsmagtens Vegne.

At den Del af Pressen, der er særlig knyttet til Erhvervslivet, bringer ensidige Erhvervssynspunkter, kan ingen bebrejde den; det er dens Funktion, og dens Læsere ved paa Forhaand, at dette er Tilfældet. Man maa blot ønske, at den Gengivelse af Sagens Data, der gives, saa vidt muligt bliver efterprøvet.

Overfor den store Del af Pressen, der gerne til enhver Tid søger et skønsomt Balancepunkt mellem Erhvervsinteresser og Forbrugerhensyn, imidlertid Statsmagten et stort Ansvar. Ensidige Forsvarsindlæg fra Embedsmænd er i Reglen ikke af det gode, men ved offentlige Betænkninger og Redegørelser, ved officielle og fortrolige Kommentarer til Bekendtgørelser, ved personlige Udtalelser fra Embedsmænd, ja i det hele taget ved en vis Service Pressen, bør der skabes det Grundlag, uden hvilket Pressens Mænd staar hjælpeløse i deres Forsøg paa en uhildet Bedømmelse af Partsindlæg fra Statsmagtens Modstandere.

Naar jeg nu slutter dette Foredrag, er det ikke i den Tro, at der her er sagt noget Nyt — dertil er Emnet for gennemdrøftet af 15 Aars Diskussion -_— men alene i Haabet om, at denne Oversigt mine testamentariske Ønsker maa kunne være til lidt Nytte for dem, der fortsætter den standende Debat paa et alsidigt Grundlag — og det vil jo i første Omgang blive Deltagerne i den kommende Diskussion her i Aften.