VED Genopbygningsproblemet förstaas i det følgende den økonomiskpolitiske
at fremme en Forhøjelse af Produktiviteten og dermed
Befolkningens fremtidige samlede Realindkomst. For Fremstillingen er valgt
den Plan at gennemgaa de vigtigste Forhold, der har sænket Produktiviteten,
i denne Rækkefølge:

1. Formindskelsen af Udenrigsomsætningens relative Størrelse.
2. Forringelsen af Bytteforholdet i Samhandelen med Udlandet
3. Forsømmelsen af Realkapitaldannelsen og Opsparingen.
4. Formindskelsen af Arbejdsudbudet.
5. Restriktionerne.

Om Flertallet af de i nogle Afsnit diskuterede i Relation til Fonnaalet Genopbygning hensigtsmæssige Foranstaltninger gælder det antagelig, at de er politisk uigennemførlige. Diskussionen af disse Foranstaltninger maa derfor sin Berettigelse deri, at dels tjener den til yderligere Belysning af den økonomiske Situation i disse Aar, dels er den — forhaabentlig — af en vis selvstændig Interesse fra teoretisk-økonomisk Synspunkt.

Paa Tidspunktet for Artiklens Afslutning (Januar 1948) er Udfaldet saavel af de dansk-engelske Handelsforhandlinger som af Forhandlingerne mellem Arbejdsmarkedets Organisationer ukendt. Ukendt er ogsaa Marshall-Planens Skæbne.

1. Formindskelsen af Udenrigsomsætningens relative Størrelse.

I 1947 var Indførslen 21 pCt. af Bruttonationalproduktet og Udførslen 16 pCt. mod henholdsvis 24 og 23 pCt. i 1938. Indførslens relativt tilfredsstillende muliggjordes kun ved betydelig Forringelse af Kapitalbalancen Udlandet.

Det turde være overflødigt at argumentere for, at skal Produktiviteten sættes op, er en Forøgelse af Udenrigsomsætningens relative Omfang af største Vigtighed. At økonomisk Desorganisation i Udlandet er Skyld i Hovedparten af Udenrigshandelens Nedgang, er sandsynligt. Spørgsmaalet er imidlertid, om der ikke i disse Aar er sket og — hvis Forholdene ikke snarligt bedrer sig — fortsat vil ske saadanne Ændringer i dansk Økonomi, at interne Forholdvil

holdvilvanskeliggøre en Forøgelse af Handelen med Udlandet, naar Forholdenedér mere stiller sig hhidrende i Vejen herfor. Hvad der tænkes paa, er navnlig: a) Faren for at der opstaar Produktioner, som paa langt Sigt ikke er konkurrencedygtige, med deraf følgende Beskyttelseskrav; b) at høj Forbrugskvote og lille Opsparingskvote fortsat medfører Forsømmelse af Realkapitaldannelsen med den deraf følgende Nedholdelse af Produktionseffektivitetenog samt c) at den inflatoriske Forhøjelseaf fortsættes uden tilsvarende Forhøjelse af Valutakurserne.— man Lønniveauet her i Landet udover, hvad der svarer til Lønstigninger i Udlandet under Hensyntagen til Produktivitetsudviklingen her og i Udlandet, maa man enten affinde sig med en Eksportformindskelse, som nødvendiggør tilsvarende Importreduktion eller Gældstiftelse, eller man maa forhøje Valutakurserne i Takt med de Udlandsinflationen overskridende Lønforhøjelser. En Politik med sideløbende, betydelige Valutakurs- og Lønforhøjelserkan ventes gennemført over lange Tidsrum. Rent teknisk skulde det ganske vist nok være muligt ogsaa i det lange Løb at fortsætte en Inflation af tilsvarende Styrke som den sidste halve Snes Aars — ca. 8 pCt. pr. Aar i Gennemsnit — uden Risiko for økonomisk Sammenbrud, hvis et omfattende System af Restriktioner opretholdes. Men dels er maaske den sideløbende Forhøjelse af Lønninger og Valutakurser for aabenlyst inflatorisktil være akceptabel, dels vil det være forholdsvis lidt — og stadig mindre — Flertallet af Befolkningen kan opnaa ad denne Vej gennem Indkomstomfordeling,selv man tænker sig baade Laanerente og Huslejeniveaufastholdt. turde det være rimeligst at regne med, at Lønforhøjelseri Virkninger paa Udenrigsomsætningen ikke vil blive fuldt neutraliseret af Valutakursforhøjelser eller tilsvarende Foranstaltninger.

Som det er blevet paavist, ledsagedes Stigningen i Reallønnen i Perioden fra Aarhundredskiftet og indtil den sidste Krig af en betydelig Stigning i Arbejdsløshede ¹). Det er næppe tilfældigt, at denne Udvikling har været ledsaget af en Reduktion af Udenrigshandelens relative Omfang; se omstaaende Oversigt.

Forskellen mellem Importkvoten før og efter Valutacentralens Oprettelse er betydelig. Sammenhængen maa opfattes saaledes, at højere Realløn var Fællesaarsag til større Arbejdsløshed og mindre Udenrigsomsætning, medens Importbegrænsningen var afgørende for, i hvilket indbyrdes Forhold man fik Arbejdsløshed og formindsket Importkvote. Ved skærpet Importkontrol ledsaget af indenlandsk Ekspansionspolitik kunde man have opretholdt samme Beskæftigelsesniveau som tidligere ved endnu lavere Importkvote; omvendt ved lempeligere Importkontrol havde man haft baade større Arbejdsløshed større Importkvote.

Sammenligningen mellem 1920'erne og Tiden før 1914 er meget vanske

---

1) F. Zeuthen: Arbejdsløn og Arbejdsløshed. S. 382,

ligere og mere usikker. Importkvoten synes dog at have været højere før 1914 end i 1920'erne, hvilket stemmer med, at den summariske Toldsats var lavere før 1914. Da den historiske Sammenligning i dette Tilfælde giver et upaalideligt Resultat, kan man i Stedet nærme sig Problemet ved at spørge, om Importkvoten vilde have været større eller mindre end den faktiske ved højere Beskæftigelse i 1920'erne ledsaget af højere Valutakurser for at bevare Betalingsbalancens Stilling. For at besvare dette Spørgsmaal er ved multipel Korrelationsanalyse Koefficienterne søgt bestemt i en lineær Ligning, der udtrykker Importværdien som en Funktion af Nationalproduktet og Importpristallet(Aarene _{— 31} incl.). Efter denne Beregning skulde Importværdienvære svagt voksende Funktion af Importpristallet og højere Valutakurser altsaa medføre højere Importkvote. Ogsaa denne Beregning er imidlertid meget usikker, idet den simple Korrelation mellem Nationalproduktog er stor. Paa den anden Side kan man til Støtte for- Resultatet anføre, at det stemmer med, hvad man i Betragtning af Importens Sammensætning maatte vente.

Hvad der kan sluttes af det her anførte, er kun, at Udenrigsomsætningens relative Omfang siden første Verdenskrig antagelig har været mindre end det optimale — men naturligvis ikke, at det fordelagtigste vilde have været at forevige nøjagtig den relative Udenrigsomsætning, man havde i en eller anden Udgangsperiode.

Videre kan det anses for sandsynliggjort, at der bestaar en Langtidstendens
til Nedsættelse af den relative Størrelse af Samhandelen med Udlandet.

i) Tallene for 1923—29 incl. er beregnet ud fra de paa Skattestatistikken byggende Nationalindkomsttal den mellem disse for 1930—39 incl. og Bruttonationalprodukttallene for samme Aar bestaaende meget nære Sammenhæng. De beregnede Tal er selvsagt særdeles usikre, jfr. ogsaa at Skattestatistikkens Nationalindkomsttal til og med 1929 er angivne i hele 100 Mill. Kr. Om Hovedresultatet, at Importprocenten var højere indtil Begyndelsen af 1930'erne end senere, kan der imidlertid ikke bestaa Tvivl.

2. Forringelsen af Bytteforholdet i Samhandelen med Udlandet.

Forholdet mellem Eksport- og Importpriser har som Helhed været meget ugunstigt efter Krigen, og den i Slutningen af 1947 stedfundne Forbedring kan ikke antages at være varig. Desuden modvirkedes som bekendt de prismæssige ved Forskydningen af Landbrugseksporten til de saakaldte Tredjelande af det forsyningsmæssige Minus, at Mulighederne for Import af vigtige Raavarer fra disse Lande var særlig smaa.

Den internationale Konjunkturudvikling vil spille en afgørende Rolle for Bytteforholdets Udvikling paa længere Sigt. En fortsat international Højkonjunktur skade dansk Økonomi, forsaavidt som den holder Priserne oppe paa Industriens Raavareimport¹). Paa den anden Side er en ret tidlig og kraftig Forøgelse af Verdensproduktionen af Landbrugsvarer sandsynlig. Der synes derfor Grund til at frygte, at Bytteforholdet over en længere Aarrække i Tiden vil ligge forholdsvis ugunstigt for Danmark. Her overfor kan dog anføres, at selv om den politiske Udvikling ikke skulde medføre, at Handelssamkvemmet mellem Landene indenfor den russiske Interessesfære den øvrige Verden i Fremtiden bliver minimalt, vil Industrialiseringen de russisk dominerede Lande og Rusland antagelig bevirke, at Eksporten Landbrugsprodukter fra disse Lande varigt bliver lille. For Vesteuropa Konsekvensen at blive højere Jordrente og lavere Realløn (dennes Fald forstærkes af Krigens Realkapitaltab) med usikker Nettovirkning Danmarks Vedkommende²). Det er imidlertid nok værd at erindre om, at efter første Verdenskrig hindrede den Omstændighed, at den russiske Korneksport ophørte, ikke en Afsætningskrise for Landbruget. En af de vigtigste af mindsket Samhandel mellem Øst og Vest vil være, at skal Vest-Tyskland økonomisk staa paa egne Ben, rnaa dets Industrieksport til Landene udenfor den russiske Interessesfære forceres. For Danmark indicerer en Erhvervsforskydning modsat den i 1930'erne stedfundne.

---

1) Dette er Hovedreglen, og der afstaas fra Forsøg paa at gaa ind paa Enkeltheder som, at Fald i Kulprisen er venteligt, at den relative Knaphed paa Træ ogsaa paa længere Sigt maa ventes at blive meget større end før Krigen etc.

2) Lad os tænke os, at den antydede Mulighed realiseres, at Reallønnen i Vesteuropa bliver lav og Jordrenten høj, idet denne Tendens ikke neutraliseres af rigeligere Tilgang af Landbrugsprodukter oversøiske Lande. Danmarks Position kan da blive relativt gunstig, idet høj Jordrente lav Realløn. Betyder nu dette, at Reallønnen for de egentlige Lønarbejdere her i Landet maa være lav? Aabenbart ikke, idet man ved passende økonomisk Politik kan fremkalde en indenlandsk Fordeling forskellig fra den, der uden Indgreb vilde følge af de i Udenrigshandelen Prisrelationer. Hvis Arbejdskraftens Mobilitet er stor (fuld Beskæftigelse), og Indgrebene sker over den funktionelle Fordeling (saaledes at Lønnen ogsaa qua Omkostning er høj) i Stedet for over den personelle Fordeling (Skatte- og Socialpolitik), vil imidlertid Landbrugseksporten og dermed den samlede Realindkomst blive holdt nede. Da Lønarbejderne er en stor Samfundsgruppe, kan det Punkt hurtigt naas, hvor Stigningen i deres Indkomstandel opvejes af Nedgang i Totalindkomsten.

3. Forsømmelsen af Realkapitaldannelsen og Opsparingen.

Opsparingens Andel af Nationalindkomsten har i 1946 og 1947 været unormalt — Endnu i 1942 var Forholdet mellem Forbrug og Bruttonationalprodukt med den i 1930'erne bestaaende Sammenhæng; i 1943 og 1944 var Forbruget extraordinært lille og Opsparingen tilsvarende større; i 1945 var Forholdet igen normalt, og i de to følgende Aar var Forbruget nævnt unormalt stort. — I Perioden 1930 til 1942 incl. bestaar en meget intim Korrelation mellem Bruttonationalprodukt¹) og Forbrug, idet Forbruget, C, med stor Nøjagtighed kan angives som en lineær Funktion af Bruttonationalproduktet, Y:

Idet vi ved et Aars Normalforbrug forstaar den Værdi af C, som findes ved
i Formlen at indsætte Værdien af vedkommende Aars Y, kan vi opstille følgende

Ud fra et samfundsmæssigt Synspunkt opvejer Meropsparingen i 1943 og 1944 selvsagt ikke Merforbruget i de to sidste Aar, idet Krigsaaren.es Opsparingkun meget ringe Omfang modsvares af produktive Investeringer, hvilketnetop en af Aarsagerne til Produktivitetsfaldet. Noget anderledes forholderdet set ud fra den enkeltes privatøkonomiske Synspunkt. Omend man naturligvis let kan tage for haandfast paa summariske Tal som ovenstaaende,er en nærliggende Slutning, at for de private er Krigstidens Meropsparing nu opspist ved Merforbrug, saaledes at en Forbrugsnedgang maa ventes²). Til Forklaring af, at Forbrugsnedgangen ikke er indtraadt tidligere,endskønt overstiger Meropsparingen betydeligt, synes det stort set tilstrækeligt at henvise til, at Tallene for det samlede Forbrug inkluderer det kollektive Konsum, og at Statens Finanspolitik i den første Efterkrigstid sammenlignet med de sidste Krigsaar var stærkt expansiv. For det private, individuelle Forbrug alene er der derfor næppe Tale om noget betydeligt Merforbrug for Perioden 1943^—1947 som Helhed. Disse Betragtningerforudsætter

---

1) D. v. s. Bruttonationalprodukt opgjort til Markedspris; jfr. Statistiske Efterretninger 1945, S. 401.

2) Udviklingen i Detailomsætningen peger i Retning af en Forbrugsnedgang. Detailomsætning i Januar^—September 1947 var i Procent af Omsætningen i de samme Maaneder 1946: Jan. 125; Febr. 113; Marts 112; April 112; Maj 119; Juni 107; Juli 105; Aug. 99; Sept. 104. (Jfr. Værdi-Index i Stat. Efterretn. 1948, Nr. 1.) Ogsaa Oplysningerne om forskellige indirekte Afgifter tyder paa en vis Kontraktion.

ningerforudsætterimidlertid, at det fremdeles er berettiget at gaa ud fra den før Krigen gældende Forbrugsfunktion som den normale, hvilket antageligikke Tilfældet. Forskydningerne i Indkomst- og Prisstrukturen har været saa store, at det er urimeligt at vente, at man efter Krigen skulde vende tilbage til den tidligere gældende Relation mellem Bruttoprodukt og Forbrug. Snarere maa man regne med, at Inflationen har reduceret Befolkningens Opsparingsviljevarigt; paa Opsparingskvoten af PengeindkomstfordelingensForskydninger det vanskeligt at sige noget bestemt om; derimoder nærliggende at tro, at Ændringerne i Prisstrukturen (med mindst Prisstigning for Nødvendighedsvarer) giver mindre Opsparing. Mest sandsynligtturd« at Forbrugskvoten i de kommende Aar bliver højere end før Krigen, men lavere end i de to sidste Aar.

Hvis denne Prognose er korrekt, vil en Investeringsrate lig med eller større end Førkrigstidens uden Gældsættelse til Udlandet kræve særlige Foranstaltninger Nedpresning af Forbruget. Forbrugsreduktionen frigør produktive Ressourcer; Spørgsmaalet er imidlertid, om denne Mulighed for større Investering vil blive udnyttet, eller om Investeringen vil blive uforandret eller endog falde, saaledes at Resultatet blot bliver mindre samlet Aktivitet. Investeringslysten synes ganske vist stor for Tiden, bl. a. paa Grund af lav Rente, Krigstidens Forsømmelser samt Udsigten til yderligere Inflation. Men en Nedgang i Forbruget vil dæmpe Investeringslysten, idet Afsætningsmulighederne og det inflatoriske Pres mindskes. Endvidere vil antagelig navnlig det forholdsvis lidet materialekrævende Forbrug mindskes, saaledes at der frigøres forholdsvis flere Arbejdere end Raavarer. Raavarerne vil virke som limitativ Faktor, og ikke samtlige Arbejdere, der frigøres, vil kunne finde Beskæftigelse ved Investeringsproduktion. Hertil kommer, at ikke alle frigjorte vil besidde de fornødne faglige Kvalifikationer. Hovedmidlet til Nedpresning af Forbruget maa være Skatteforhøjelser — Mulighederne diskuteres nærmere nedenfor — der dels i Almindelighed kan virke investeringshemmende, kan tænkes at medføre et psykologisk Omsving i Forbindelse den almindelige Usikkerhed, der raader vedrørende Landets økonomiske Fremtid, jfr. Slutningen af Afsnit 2.

At en Mængde af den nuværende extraordinært store Forbrugsvareefterspørgselbetingede
bortfalder, er naturligvis i sin Orden
og ønsket. Men en Kontraktion herudover er meget vel mulig1). Drastiske

---

1) Selv Boligbyggeriet kan komme indenfor Fejlinvesteringens Farezone, ikke blot som Følge af Byggeomkostningernes Udvikling; men ogsaa hvis Beskæftigelsens Fordeling mellem Landbrug og Byerhverv forskydes til Landbruget. — Man skulde dog tro, at der indenfor de fleste Erhverv er talrige Muligheder for Rationalisering og Modernisering af Produktionsapparatet, uden at man indlader sig paa altfor risikable store Udvidelser af Produktionskapaciteten. Det vilde formentlig Rationalisering, at der var Udsigt til friere Samhandel med Udlandet med deraf følgende Konkurrence.

Skatteforhøjelser bør derfor ikke iværksættes iiber Nacht, men fordeles over en længere Periode. Selv om dette gøres, er det imidlertid sandsynligt, at saa længe den exceptionelle Raavareknaphed vedvarer, vil Forbrugsreduktion ikke ledsages af helt tilsvarende Forøgelse af den private Investering; og vil man undgaa betydelig Arbejdsløshed, kan en Forøgelse af de offentlige Investeringers Omfang derfor blive nødvendig — forudsat at der kan findes offentlige Arbejder, som baade er lidet materialekrævende og kan beskæftige den ikke af privat Investering opsugede Arbejdskraft¹).

Det synes umiddelbart urimeligt paa én Gang at reducere Forbruget ved store Skatteforhøjelser for derefter — naar den private Investering ikke øges fuldt tilsvarende — at iværksætte offentlige Arbejder for en Del af Beløbet; i Stedet for at begrænse Skatteforhøjelserne og dermed Forbrugsreduktionen, saaledes at offentlige Arbejder bliver overflødige. Men for det første kan de offentlige Investeringer ligesaa vel som de private være i sig selv ønskelige, og for det andet vil Begrænsning af Forbrugsreduktionen via Raavarerne begrænse Investeringens mulige Forøgelse. Kombinationen lille Forbrug + stor Investering + Arbejdsløshed kan meget vel være at foretrække for et højere Aktivitetsniveau med lille Investering, hvis man ikke betragter Situationen paa meget kort Sigt.

I den nuværende Situation tilsløres Arbejdskraftens og andre Ressourcers meget lave Grænseproduktivitet i den marginale Forbrugsproduktion af to Forhold: at Priskontrollen af administrationstekniske Grunde er effektivere overfor essentielle Varer end overfor inessentielle, hvis relative Priser derfor er abnormt høje, samt at den til det marginale Forbrug alternative Indkomstanvendelse, for de fleste er lidet tillokkende paa Grund af Inflationsforventningeme. Hvis Prisdannelsen blev givet fri, men Lønniveauet holdtes konstant, vilde aabenbart de essentielle Varers Priser stige stærkt i Forhold til de inessentielles, og Arbejdskraftens lave Grænseproduktivitet vilde vise sig i lav Realløn. Tænkes Virkningerne paa den personelle Fordeling ved Skatte- og Socialpolitik, vilde Forbrugsproduktionen forskydes over mod essentielle Varer (medens denne Virkning vilde være svag, hvis Prisstigningen uhindret førte til mere ulige Indkomstfordeling), og Investeringens Sammensætning vilde tilsvarende ændres.

---

1) Opgaven at finde den rette tidslige Placering af saadanne offentlige Arbejder er ikke let. Paa den ene Side maa den private Investering have Tid til at expandere og ikke hemmes heri af en ved offentlige Arbejder skabt Mangel paa Arbejdskraft. Paa den anden Side maa Risikoen for en kumulativ Kontraktion tages i Betragtning. Til Illustration af, hvorledes det i ugunstige Tilfælde kan tænkes at gaa, skal anføres, at hvis i 1947 a) yderligere Gældsættelse til Udlandet ikke havde fundet Sted, b) Lagre og Besætninger hverken var forøget eller formindsket, c) den øvrige Bruttoinvestering havde andraget — uændret — 1375 Mill. Kr., og d) den i Aarene 1930^—42 herskende Sammenhæng mellem Bruttonationalprodukt og Forbrug havde været gældende, vilde Bruttonationalproduktet have beløbet sig til mindre end 10.000 Mill. Kr. mod faktisk 14.600 Mill. Kr.

Skal ikke blot Investeringens Sammensætning ændres, men dens samlede Beløb øges, maa Forbrugskvoten sænkes. Skal høj Forbrugskvote ikke medføre inflatorisk Pres, maa Renten holdes oppe for at begrænse Investeringen Opsparingens Beløb ved stabil Nominalindkomst ved fuld Beskæftigelse. omvendt Forbrugskvoten lav, kan ogsaa Renten være lav. Da høj Rente betyder lav Nutidsvurdering af fremtidig Indkomst, er man i Almindelighed til at hævde, at høj Forbrugskvote i Forbindelse med høj Rente er kortsynet Politik. ¦_— Renteforhøjelse som isoleret Foranstaltning forekommer derfor utilfredsstillende, medmindre man er tilfreds med at dæmpe det inflatoriske Pres og ikke lægger Vægt paa Forøgelse af Investeringen. kan man ræsonnere, at mindskes det inflatoriske Pres, bliver Opsparingsviljen større. Forskydes altsaa Forbrugsfunktionen i Retning af lavere Forbrug, kan Renten senere sænkes, og Investeringen forøges op over sit oprindelige Niveau uden Genskabelse af det oprindelige Inflationspres. mod Metoden er, a) at den er meget tabvoldende, idet den medfører midlertidig Formindskelse af ogsaa de ønskede Investeringer, b) at den er ineffektiv i det Omfang, der foreligger en sammenlignet Førkrigtiden ikke blot midlertidigt af Inflation betinget, men en varig Sænkning af Opsparingstilbøjeligheden,

En speciel Motivering for en vis, moderat Renteforhøjelse har været fremfør ¹). Renten skal vel holdes lav for at befordre Genopbygningen; men den bør paa den anden Side holdes forholdsvis høj for at forskyde Investeringens Sammensætning i Retning af korte Investeringer, der hurtigt bidrager til en Forøgelse af Realindkomsten. Programmet kan maaske fortolkes saaledes, at den korte Rente skal holdes lav i Forhold til den lange, hvilket den vil være, naar den lange Rente ligger under sit forventede fremtidige Niveau. Kritikken af dette Program — bortset fra den Indvending, at det synes en blot Beskrivelse af den faktiske Tilstand paa Kapitalmarkedet -_— er, a) at selv om den korte Rente sænkes i Forhold til den lange, er det langtfra sikkert, Ekspansionen af de korte Investeringer bliver stærkest, naar hele Renteniveauet er lavt, samt b) at den vigtigste Sondring i den nuværende Situation ikke er mellem korte og lange Investeringer, men mellem ønskede og uønskede korte Investeringer. Manipulation af Forholdet mellem kort og lang Rente hjælper derfor ikke. Derimod vilde forbrugsbegrænsende Beskatning fjerne Grundlaget for de af det marginale Forbrug betingede —• Hvad Programmet: lav, men dog relativt høj Rente, tilsigter, er formentlig, at Boligbyggeriet trænges tilbage til Fordel for industrielle lignende kortere Investeringer. Denne Forskydning vilde aabenbart Resultatet af fri Prisdannelse, fordi Boligbyggeriets Elasticitet med Hensvn til Omkostningerne er større end de industrielle Investeringers.

---

1) J. R. Hicks: World Recovery after War. Economic Journal 1947.

Ved Planlæggelsen af forbrugsbegrænsende Finanspolitik er det ikke tilstrækkeligt at tage Forbrugskvotens spontane Variationer og Omfanget af den ønskede og mulige indenlandske Investering i Betragtning. Hensyn maa videre tages til Betalingsbalancens Udvikling. I 1946 og 1947 har en betydelig Del af den indenlandske Efterspørgsel faaet Afløb til Udlandet gennem Deficit paa Betalingsbalancens løbende Poster. Fortsættelse heraf i de kommende Aar kan muliggøres af Marshall-Planen. Hvis man imidlertid skulde anse det for mere passende, at Landet økonomisk klarede sig selv¹), maalfce tilnærmelsesvis Overensstemmelse mellem Betlingsbalancens løbende Indtægter og Udgifter tilvejebringes, og en større Del af den samlede Udgiftsstrøm vende sig mod indenlandsk Produktion med forstærket inflatorisk til Følge. To Forbehold bør dog anføres: Forbrug af Lagre kan opsuge en Del af Indkomststrømmen, og akut Mangel paa Raavarer kombineret Forventningen om bedre fremtidig Forsyning kan reducere Aktiviteten. er derfor usandsynligt, at hele Udgiftsformindskelsen til Køb af udenlandske Varer vil modsvares af Merudgift til Køb af indenlandske Varer og Ydelser. Med denne Reservation i Erindring, kan det siges, at hvis Forbrugspriserne spontant reduceres, vil Forbedring af Betalingsbalancens Stilling nødvendiggøre kontraktiv Finanspolitik, saafremt øget inflatorisk Pres skal undgaas, selv om den indenlandske Investering ikke øges.

Størrelsen af den til Genopbygning paakrævede finanspolitiske Kontraktion bl. a. afhænge af, over hvor lang en Periode man vil sprede Forøgelsen Investeringen og Opsparingen, samt af Forbrugskvotens spontane Udvikling. Til Orientering om Størrelsesordenen af Kontraktionen kan anføres, Forbruget i 1947, hvis det skulde have udgjort samme Procent af Bruttoproduktet som i 1939, rnaatte være nedbragt med næsten 1200 Mill. Kr. Regner man f. Eks. med et fremtidigt spontant Fald i Forbrugskvoten svarende Halvdelen af denne Difference, bliver den paakrævede Kontraktion ad finanspolitisk Vej ca. 600 Mill. Kr., og endnu større, hvis man vil sænke Forbruget under dets Andel i 1939. Videre maa man tage i Betragtning, at hver 100 Mill. Kr. Skatteforhøjelser næppe vil medføre 100 Mill. Kr. Forbrugsnedgang, f. Eks. kun 90 Mill. Kr. — Valget af Skatteform er naturligvis Der skal kun gives en kort og summarisk Oversigt over de finanspolitiske Muligheder:

1) Paa kort Sigt er de vigtige Muligheder for Udgiftsreduktioner Militærudgifterneog For rationerede Varer kan man frit bestemme, i hvilket Omfang man vil lade Forbrugerne og Producenterne bære Byrden ved Subsidiernes Ophævelse. Denne Frihed er dog af rent administrationsteknisk Art, idet Hensyn maa tages til Virkningerne paa Produkticnsomfanget.Heraf

---

1) Det er iøvrigt næppe fordelagtigt for Danmark at stifte Dollarsgæld for at importere Korn og Foderstoffer, hvis den saaledes mulige Mereksport ikke betales i Dollars — og betales Mereksporten Dollars, er Laan eller Gaver aabenbart upaakrævede.

dukticnsomfanget.Heraffølger imidlertid ikke, at Hensynet til Produktionenog om Udjævning af Indkomstfordelingen kun kan forenes ved Subsidier. Det vilde være mere rationelt at ansætte Hjemmemarkedspriserneoverensstemmende Eksportpriserne (korrigerede for Valutakurs og udenlandske Prisanomalier) og honorere de indkomstfordelingsmæssigeØnsker Kontanttilskud til børnerige, mindrebemidlede Familier. (Men man vilde da aabenbart ikke opnaa nogen stor Udgiftsreduktion).

2) Det maa anses for praktisk uigennemførligt at ramme det marginale Luksusforbrug ved specielle Skatter paa de paagældende Varer og Ydelser. Det er ogsaa overflødigt, forsaavidt som dette Forbrug dog vil bortfalde ved generel Kontraktion. — En fast aarlig Skat paa enhver Erhvervsvirksomhed vilde diskriminere mod de mange Smaavirksomheder.

3) Skatter paa særlig knappe Varer og Ydelser er nærliggende, idet saadanne gennem Begrænsning af Efterspørgslen vil simplificere — eventuelt hel løse — VarefordelingsproblemeS;. En Bolig- eller Huslejeskat er det vigtigste Eksempel. Andre vigtige Muligheder er Telefonskat og Forhøjelse Benzinafgiften og Vægtafgiften af Motorkøretøjer. — Paa Grund af Huslejens relative Fald opnaar Lejerne en meget betydelig Konsumentrente. man Huslejen stige, kunde man samtidig hos Ejerne konfiskere en Inflationsgevinst. Der er ligeledes Mulighed for Konfiskation af Inflationsgevinst Landbrugets Jord og Bygninger¹).

4) Blandt Mulighederne for mere generelle Skatter er Detailomsætningsskatten af de vigtigste. Skatten kan for de mindre Indkomsters vedkommende ret stærkt progressiv ved Fritagelse af f. Eks. de vigtigste Levnedsmidler alle rationerede Forbrugsvarer. Administrationen af Skatten vanskelig; men Detailomsætningsskatten er dog i denne Henseende næppe værre end Indkomstskatten paa selvstændige næringsdrivende med mellemstore Indkomster.

5) Forudsætningen for en væsentlig Forhøjelse af den direkte Indkomstbeskatninger Rationalisering af hele Systemet af direkte Skatter, særlig Afskaffelse af Skattefradragsreglen og Formindskelse af Kommunernes Andelaf ²). Forslaget om en direkte Skat paa det selvangivneForbrug i den seneste Tid været fremført paany. Der knytter sig imidlertid saa store tekniske Vanskeligheder til denne Skatteform, at man til at begynde med maatte forsøge sig frem med en lille Gruppe af

---

1) Om Fordelingsproblemerne i Forbindelse med Inflationen og Lønudligningen mellem Landbrug og Byerhverv henvises til Jørgen Pedersen: Fuld Beskæftigelse og økonomisk Tryghed, 11, 111.

2) Et konkret Forslag er skitseret i Finanstidende 1. Juni 1944. Skattefradragsreglens eneste- Dyd er, at den reducerer Forskellen i samlet Skattetryk mellem forskellige Kommuner. Denne Fordel kunde bevares ved at tillade alene Kommuneskatten fradraget. I denne Form benyttes, Fradragsreglen i nogle fremmede Lande.

Skatteydere — Indkomster over 30.000 Kr. har været nævnt — og meget lave Skattesatser; og Skatlen kan derfor ikke faa nævneværdig Betydning foreløbig. Hvad man tilstræber med den direkte Forbrugsskat kan desuden indenfor det danske Skattesystem i det væsentlige opnaas ved at kombinere Forhøjelse af Indkomstskat og Arveafgift med Nedsættelse af den ordinæreFormueskat.

For at konkretisere det anførte skal gives nogle Skøn over Provenuer, alle holdt
i Underkanten:

Hertil kommer Mulighederne for Forhøjelse af Indkomstbeskatningen, Grundskylden
Staten etc.

Ved en Finanspolitik af den angivne Art vilde det mindst vigtige Forbrug bortfalde. Samtidig med, at der blev Ressourcer fri til større Investering, vilde ogsaa Investeringens Sammensætning blive ændret. De forskellige mere eller mindre i Blinde udarbejdede Produktionsordninger og Materialefordelingsregler da helt eller delvis afskaffes.

4. Formindskelsen af Arbejdsudbudet.

I den allerførste Efterkrigstid taltes meget om, at Arbejdsintensitet og -udbud var nedsat som Følge af en saakaldt Efterkrigsmentalitet Nu synes det at være mere almindeligt at forklare Nedsætteisen af Intensitet og Udbud, iøvrigt ingenlunde er veldokumenteret, med Beskatningens udbudshemmende — Skatteydermentaliteten har bredt sig stærkt. En bedre Forklaring turde være, at som Følge af Subsidier, Pris- og Huslejekontrol Prissystemet en Struktur, der virker paa samme Maade som stærkt progressiv Beskatning. Ejendommeligt nok kan Situationen bedres netop ved Forhøjelse af Beskatningen¹). Thi ved højere Beskatning vil det Forbrug bortfalde, hvor Priserne er unormalt høj i Relation til Prisniveauet for Nødvendighedsvarer. Det vedføjede Diagram giver et stærkt skematiseret Billede af Sammenhængen.

---

1) Meningen hermed er ingenlunde at bagatellisere Beskatningens muligt initiativhemmende Virkninger. Ikke mindst er der Grund til at fremhæve den unødigt initiativhemmende Form, Skattefradragsreglen giver vor Indkomstbeskatning.

Foruden ved Beskatningsforhøjelse kunde selvsagt Arbejdsudbudet stimuleres
fri Prisdannelse.

5. Restriktionerne.

Restriktionerne medfører paa flere Maader, at den samlede Realindkomst
bliver væsentligt mindre, end den kunde være. En fuldstændig Opregning
skal ikke forsøges, men kun nogle vigtigere Tilfælde fremdrages.

Der er i det foregaaende allerede peget paa, at Importreguleringen i Forbindelse lave Valutakurser og høje Pengelønninger siden Begyndelsen af 1930'erne har medført uøkonomisk Anvendelse af de produktive Ressourcer, Udenrigsomsætningen har været mindre end den optimale. Hertil kommer, at man ved den valgte Form for Begrænsningen af Importen har sat Prissystemet delvis ud af Funktion, saaledes at Importens Sammensætning maattet bestemmes mere eller mindre i Blinde. En rationel Tilrettelæggelse Importen har efter Krigen været endnu vanskeligere end i 1930'erne. Men ogsaa dengang stod man overfor en uløselig Opgave. Thi skulde man have kunnet give Importen den optimale Sammensætning, maatte man have haft Kendskab til samtlige for Samkvemmet med Udlandet relevante Faren for groft uøkonomiske Dispositioner bliver selvsagt større, jo længere Reguleringssystemet har bestaaet, og jo større Forskydninger der er foregaaet i dansk og udenlandsk Økonomis Struktur. Det gør Situationen end mere absurd, at en væsentlig Del af de danske strukturelle Ændringer er foraarsaget af Handelspolitikken¹).

Ligeledes er det i det foregaaende omtalt, at Priskontrollen i Praksis medfører
inoptimal Sammensætning af Produktionen og Formindskelse af Arbejdsudbudet.

At den kunstige Nedholdelse af Huslejeniveauet fører til uøkonomisk Udnyttelseaf tilstedeværende Boligmasse, er almindeligt bekendt. Frigivelse af Huslejen vilde ikke blot afhjælpe dette Forhold, men tillige dæmpe det inflatoriske Pres, som Forbrugsefterspørgslen udøver paa andre Omraader. Thi naar Huslejen stiger, bliver der af den samlede Strøm af Forbrugsudgiftermindre til Køb af andre Forbrugsgoder, Det er ingen gyldig Invending herimod, at Husværterne faar større Indkomster og derfor efterspørger,hvad nu ikke kan rette deres Efterspørgsel imod. Den til Husværternes Indkomststigning svarende Indkomstnedgang finder man hos Driftsherrerne indenfor Produktionen iøvrigt. Den samlede Strøm af Forbrugsudgifter(incl. af Boligbenyttelse) afhænger ikke af Huslejen, men

---

1) Disse Mangler er de principielt uundgaaelige. Hertil kommer den Fare for systematiske Fejldispositioner, som følger af privatøkonomiske Sammenslutningers stigende Indflydelse paa Handelspolitikken — jfr. Ebbe Groes' Artikel i dette Tidsskrift 1947 (S. 1). Det er formentlig berettiget heroverfor som en korrigerende Faktor at anføre Administrationen af Importbegrænsningen, denne varetages af kvalificerede Embedsmænd, der har Mulighed for at skaffe sig et vist Overblik over den samlede økonomiske Situation og er uden personlig økonomisk Interesse i egne Afgørelser — og slet ikke som Organisationernes Funktionærer betales for at varetage Særinteresser.

af Investering etc. og Forbrugskvote. Dog kan der naturligvis komme Virkningerpaa Størrelse. Men disse vil snarest gaa i Retning af lavere Forbrugskvote. —¦ Da det afgørende er den relative Forhøjelse af Huslejen,kan Deflation af andre Priser og Lønningerne udvirke samme Resultatsom Dette gælder dog naturligvis ikke Virkningernepaa som i alle Tilfælde vil være meget betydelige.Den Virkning af en Lejeforhøjelse vil selvsagt blive særlig stærk, hvis den kombineres med en Boligskat eller Skat til Konfiskation af Inflationsgevinst under en eller anden Form²). — Modsat hvad man umiddelbartkunde vilde en Lejeforhøjelse for den bestaaende Boligmasse — ogsaa bortset fra eventuelt ledsagende Beskatning — mindske Tilskyndelsentil idet den af Lejeforhøjelsen resulterende mere økonomiske Udnyttelse vilde virke paa lignende Maade som en Udbudsforøgelse.

Produktionsordninger, der rationerer de forskellige Vareproduktioners Raavareforbrug, paa ganske lignende Maade som den direkte Importbegrænsning Irrationalitet. Ikke Forbrugernes Præferencer, men mere eller mindre vilkaarlige Skøn over de forskellige Produktioners Vigtighed det for Raavarernes Distribution afgørende.

Teleionmanglen er af omtrent samme Karakter som Bolignøden, forsaavidt Manglen for en væsentlig Del kan hævdes at bero paa, at Taksterne i Forhold til andre Priser er sænket voldsomt. Takstforhøjelser eller en Telefonskat aabenbart overflødiggøre et Telefonnævn til Granskning af Ansøgninger Oprettelse af nye Telefoner. — Tilsvarende kan man øjensynlig Forhøjelse af Benzinskat og Vægtafgift af Motorkøretøjer opnaa enhver Indskrænkning af Kørslen og Benzinforbruget uden at tage sin Tilflugt hverken til Rationering eller sindrigt udtænkte Kørselsbegrænsninger.

Formaalet med de ovenanførte Eksempler har været fortrinsvis at paapege Tilfælde, hvor Restriktioner har ført til en Sammensætning af Vareforsyningen en Fordeling af Varerne til de endelige Forbrugere, der afviger fra den, som fri Prisdannelse vilde resultere i. Som Hovedregel gælder, at under Forudsætning af en ad finans- og socialpolitisk Vej etableret akceptabel Indkomstfordeling diskriminerende Indgreb i Markedsmekanismen Nedsættelse af den samlede Behovstilfredsstillelse. Hertil kommer det administrative ved Restriktionerne, ikke blot for Myndighederne, men tillige for Borgerne.

Restriktioner kan endelig paa det rent produktionstekniske Plan virke produktivitetssænkende.Saaledes
man i den offentlige Debat paapeget, at

---

2) Man opnaar saaledes paa en Gang Kontraktion og Korrektion af Fordelingen; jfr. iøvrigt Jørgen Pedersen: Inflation og Fordelingen i »Fuld Beskæftigelse og økonomisk Tryghed« 1945.

Priskontrollen kan mindske Tilskyndelsen til Rationalisering af Produktionsmetoderneved mindske Chancen for Opnaaelse af en Differentialgevinst. Det hyppigst fremdragne Eksempel turde »det konservative Princip« eller »Status-quo-Princippet« — at Handel og Produktion skal følge de sædvanligeKanaler være. Princippet beskytter ineffektivt arbejdende Virksomhedermod Som endnu et Eksempel kan anføres, at man under Kornordningen fordeler Foderkorn efter Retningslinier, der nærmest maa karakteriseressom og ikke efter, hvor den største Produktionseffekt opnaas.

Det er blevet almindeligt at besvare Krav om Restriktionernes Afskaffelse eller Lempelse med en almindeligt holdt Henvisning til de herskende, raadende bestaaende Forhold — paa lignende Maade som offentlige Myndiheder og da »efter Omstændighederne« resolverer et eller andet, naar bedre Grunde ikke kan findes.

Vel er et Fald i Produktiviteten højst beklageligt; men Produktivitetsnedgangen før Krigen kan dog næppe betegnes som katastrofalt stor — særlig ikke, hvis der i Fremtiden føres en produktivitetshævende økonomisk Politik. De Oplysninger, der foreligger om det samlede Forbrug pr. Indbygger, da ogsaa paa, at den almindelige økonomiske Situation er gunstigere, man almindeligt forestiller sig. Det maa imidlertid erindres, at dels dækker en summarisk Opgørelse af det samlede Forbrug over store Forskydninger Forbrugets Sammensætning, dels er Forbrugets Andel af Nationalindkomsten i Forhold til Førkrigstiden.

Paa den anden Side skyldes — som det er søgt paavist i det foregaaende — en Del af Produktivitetsnedgangen den økonomiske Politik og ikke ydre Forhold. Og hvis man i 1938 ved uændrede Vilkaar for og Tilrettelæggelse af Udenrigshandelen gennem indenlandsk Ekspansionspolitik havde tilvejebragt opretholdt en tilsvarende stor Efterspørgsel og Beskæftigelse som i det sidste Par Aar, vilde Befolkningen ogsaa dengang have haft et stærkt Indtryk af Varemangel og økonomiske Vanskeligheder. De summariske Tal for Forbruget pr. Indbygger dækker ikke blot over Forskydningerne i Forbrugets de viser heller ikke Ændringerne i Indkomstfordelingen: Indkomstandel var før Krigen mindre end nu, og en betydelig Del af Arbejderne var uden Beskæftigelse; saa meget gunstigere var den øvrige Befolkning stillet.

At en almindelig Henvisning til de vanskelige Tider ikke er tilstrækkelig Begrundelse for Restriktionerne fremgaar alene deraf, at en saadan Motiveringintet om Antallet og Omfanget af Restriktioner. Det er ikke vanskeligtat nye og hidtil uprøvede Restriktioner, som kan hindre Borgernei foretage sig, hvad de selv finder mest fordelagtigt. Paa den anden Side vil dog vel ingen hævde, at det for Befolkningens Velfærd er en tvingendeNødvendighed, f. Eks. Telefontaksterne holdes nede, saaledes at et

Telefonnævn maa oprettes for at granske Trangen til Telefoner. Generelle Paastande om, at Restriktionerne ikke kan afskaffes eller lempes er aabenbarturimelige. for de extraordinære Restriktioner er dels, at de totale Udgifter, Befolkningen ønsker at afholde, er saa store, at der herved lægges et inflatorisk Pres paa det økonomiske Liv, dels at for en Række Varer vilde Efterspørgslen i Mangel af Restriktioner langt overstige Udbudet ved den Pris, som man af Hensyn til Indkomstfordelingen ønsker at fastholde. Restriktionerne kan derfor som Hovedregel overflødiggøres for det første ved Reduktion af den samlede Udgiftsstrøm gennem Beskatning, for det andetved realisere Maalene med Hensyn til Indkomstfordelingen gennem Omfordelingaf dels ved generel Beskatning, dels ved Særskatterpaa Varer, eventuelt kombineret med Kontantydelser til den mindrebemidlede Del af Befolkningen. Principielt kan enhver Restriktion overflødiggøres paa denne Maade; men i ganske faa Tilfælde — hvor Udbudetaf Livsfornødenheder er exceptionelt ringe og ikke kan øges nævneværdigt — er en Rationering antagelig den enkleste Fordelingsmetode.

Sagt helt i Almindelighed er Metoden til Afskaffelse af Restriktionerne den, at man erstatter Restriktionernes direkte Begrænsning af Efterspørgslen med en Efterspørgselsbegrænsning via Pengevæsenet. Rækkefølgen maa naturligvis den, at man iværksætter den finansielle Kontraktion, før man lemper eller afskaffer Restriktionerne. En kontraktiv Finanspolitik kombineret Forhøjelse af Valutakurserne vilde gennem sine Virkninger paa Efterspørgsel og Udbud af udenlandsk Valuta i Løbet af kort Tid muliggøre omfattende Indskrænkning af den nuværende Tvangsregulering af Samhandelen Udlandet. Hvor langt man kan gaa paa dette Omraade afhænger ikke blot af Forholdene her i Landet, og en fuldstændig Afskaffelse Handelsrestriktionerne vil næppe være mulig, saa længe Verdensmarkedet spaltet op i kun meget ufuldkomment forbundne nationale Markeder¹). Thi den rent tekniske Mulighed at operere med efter Samhandelslandet Prisbelastninger og -aflastninger af Import og Eksport støder an mod gældende internationale Aftaler.

De fleste Restriktioner vilde adskilligt lettere end Reguleringen af Udenrigshandelen eller delvis kunne erstattes af finanspolitiske Foranstaltninger. Valg af Skatteformer og ved Kombination med socialpolitiske Forholdsregler kunde uønskede Forskydninger i Indkomstfordelingen undgaas. er omtalt, at kontraktiv Finanspolitik tillige er et hensigtsmæssigt til Forøgelse af Investeringens Andel af Nationalindkomsten.

---

1) Hvis der i en overskuelig Fremtid hverken er Udsigt til frie Forhold eller Stabilitet paa Verdensmarkedet, giver et Statsmonopol paa Udenrigshandelen de bedste tekniske Muligheder for rationel Tilrettelæggelse af Samhandelen med Udlandet. Det er imidlertid ikke netop utænkeligt, at Retningslinierne for et saadant Monopols Virksomhed vil blive fastlagt ikke efter økonomisk-rationelle, men derimod magtpolitiske Synspunkter.

Eftersom man altsaa har andre og med en Markedsøkonomis Virkemaade bedre harmonerende Foranstaltninger end Restriktionerne til sin Raadighed, synes den udstrakte Anvendelse af Restriktioner at udkræve en særlig Forklaring. Forhold kan tænkes at spille ind.

For det første, medens Folk — belært af Erfaringerne — som Regel anser Skatteforhøjelser for permanente, lever der antagelig endnu store Krese af Befolkningen en Tro paa, at Restriktionerne er midlertidige, betingede af en Overgangsperiodes særlige Forhold.

For det andet synes for de Befolkningsgrupper, der ønsker en Udjævning af Fordelingen, Restriktionspolitikken at være den mindste Modstands Vej. For en Del kan dette bero paa, at medens man ved Skatteforhøjelser maa gaa frem over en bred Front, er der ved Indførelsen af Restriktioner store Muligheder for at dele Modstanden ved Aktioner paa skiftende Omraader. Og da den politiske Interesse koncentrerer sig om Kampen om Fordelingen, overses det gerne, at Følgen af Indgrebene kan blive, at der er mindre samlet at dele. — Her i Landet som i Udlandet har man erfaret, at Erhvervslivets Stillingtagen til Restriktionerne er bestemt mere af opportunistiske principielle Synspunkter. En Afskaffelse af Importreguleringen ikke vække samme Begejstring indenfor Industrien som blandt Grossisterne Importbrancherne, og blandt disse sidste turde Glæden variere omvendt med de hidtidige Tildelingers Størrelse. Endvidere bestaar der en aabenbar Interessemodsætning mellem Erhvervsorganisationernes Ledere og Funktionærer paa den ene Side og de menige Medlemmer paa den anden Side, thi Ledernes og Funktionærernes Magt og Indflydelse beror i meget væsentlig Grad netop paa Restriktionspolitikken.

Som en tredje — og rnaaske den vigtigste — Forklaring paa Forkærlighedenfor kan man anføre, at ved en umiddelbar — lad være lidt overfladisk — Betragtning synes den direkte Aktion med Forbudog saa langt enklere og naturligere end den indirekte Paavirkningaf økonomiske Liv via Pengevæsenet. Hvis man ønsker Indførslenbegrænset, skulde man da ikke direkte ved Importkontroludelukke Import? Skal Forbruget af en Vare begrænses,hvad da enklere end at rationere det paagældende Forbrug? At begrænse Forbruget ved Prisforhøjelse anses tilmed for udemokratisk, idet Varen herved forbeholdes de velhavende. Konsekvent anvendt fører dette Synspunkt til en egaliseret Naturaløkonomi, hvor Pengeindkomstfordelingen er betydningsløs. — Forestillinger af magisk Karakter spiller maaske ogsaa en vis Rolle. Fra en svunden Tid har man Erindringer om, at Varerigelighed medfører lave Priser; man forveksler Aarsager og Virkninger og vil fremtryllehøj ved at holde Priserne nede. I og for sig er dette ikke forbløffende, idet Restriktionspolitikken kan opfattes som et Oprør mod og Negationen af Ideen om økonomiske Lovmæssigheder. Udviklingen i den

sidste Generation har belært Befolkningen om Muligheden af Indgreb, som man før i Tiden ansaa for udelukkede eller i al Fald — ikke mindst fra Nationaløkonomernes Side — betragtede med stor Skepsis. Vigtigt er tillige, at store Befolkningsgrupper, der allerede tidligt indtog en fjendtlig Holdning overfor det saakaldte privatkapitalistiske Samfundssystem, som mange fremdelesmener leve under, gennem den politiske Udvikling har opnaaet stor Indflydelse paa den økonomiske Politik.

Erfaringerne med Restriktionspolitikken og Statens Indgreb i det økonomiske i det Hele taget faar betydningsfulde Konsekvenser ikke blot paa det økonomiske, men ogsaa paa det politiske Plan. Udøvelsen af politisk Pres for at fremkalde Statsindgreb kommer til at staa som det sikreste og mest nærliggende Middel til Forsvar og Forbedring af de forskellige Samfundsgruppers Position. Uheldigvis er det kun ud fra gruppeegoistiske saaledes, at Statstilskud, Beskyttelse mod Konkurrence andre lignende Indgreb kan erstatte de Fordele, der vilde følge af produktionstekniske og -organisatoriske Fremskridt. At det politiske Liv faar en anden Karakter end i Natvægterstaten, naar Opnaaelsen af politisk Magt er et Hovedmiddel til Opnaaelse af økonomisk Vinding, siger sig selv.

Væksten i Restriktionernes Omfang har været ledsaget af — og medvirket til —• en tiltagende Monopolisering af den privatøkonomiske Sektor. En blot Afskaffelse af Restriktionerne vilde ingenlunde sikre Tilvejebringelse af frie Forhold, men maatte ledsages af en aktivt antimonopolistisk Politik. Men netop dette afslører Situationens fra liberalistisk Synspunkt vanskelige — for ikke at sige haabløse — Karakter: thi antimonopolistiske Foranstaltninger maatte i vidt Omfang have Karakter af Restriktionspolitik. Saaledes er det ofte hævdet, at skal høj Beskæftigelse opretholdes, og Inflation samtidig undgaas, Lønkontrol eller statslig Fastsættelse af Lønningerne nødvendig. Ogsaa Kontrol med Profitniveauet gennem Priskontrol overfor store Dele af Produktionen kan anses for paakrævet.

Til dette, at Finans-, Rente- og Valutapolitik maa suppleres med visse restriktive Indgreb, kommer — særlig for de finanspolitiske Indgrebs Vedkommende _• at selv om denne Form for Indgreb i Almindelighed er Restriktionsmetodenoverlegen, den er afpasset efter Markedsmekanismen, hvorved større Smidighed opnaas, og detailleret Indgriben overfor Borgernes konkrete Dispositioner undgaas, samtidig med at man i Størrelsen af Afgifter og Subsidier har et Maal for Paavirkningen af Prisdannelsen, medens Myndighederneved maa disponere mere eller mindre i Blinde — saa kan paa den anden Side Finanspolitikken medføre Ulemper af lignende Karakter som Restriktionspolitikken. Jo mere indviklede Skattereglerneer, større Administrationsomkostninger og Besvær medfører de for baade Myndigheder og private Borgere. Og med Skattetrykkets Højde vokser Skattemodstanden og det nødvendige Kontrolapparats Omfang. Endelig—

lig—ikke mindst vigtigt — kan Finanspolitikken ved at diskriminere mellemde Anvendelser af den Indkomst og de Ressourcer, der staar til Borgernes Raadighed, ligesom Restriktionerne gribe ind overfor det frie Forbrugs og Beskæftigelsesvalg og saaledes reducere den samlede Behovstilfredsstillelse.Det derfor vigtigt at give den økonomiske Politik en saa vidt mulig generel og ikke-diskriminerende Karakter.