I.

\ LLEREDE under Slutningen af Krigen, da vi begyndte at JTjL forberede os paa den kommende Efterkrigstid, kom Spørgsmaalet en Rationalisering af dansk Industri til at indtage en fremskudt Plads i Diskussionen om Danmarks økonomiske Genopbygning. som Produktions- og Beskæftigelseforholdene indenfor vort Erhvervsliv har udviklet sig i de to Aar, der er gaaet siden Befrielsen, er det af den største Betydning, at Industrien at rationalisere sin Produktion.

Dansk Industri indtager en saa fremskudt Plads i vor Samfundsøkonomi, Genopbygningen af vort Lands Produktionsapparat og af vor Befolknings Levestandard i allerhøjeste Grad bliver afhængig at vor Industri løser sin produktionsmæssige Opgave paa den mest effektive Maade. Sammen med Haandværket ernærer som bekendt i Dag ca. Vs af den danske Befolkning, den bidrager i samme Forhold til Skabelsen af vor Nationalindkomst. ydermere Landbruget efter Krigen har mødt store Vanskeligheder ved Gennemførelsen af sin vigtige Eksport paa et rentabelt Grundlag, kommer der til at hvile et stadig større Ansvar paa Industrien med Hensyn til Opretholdelsen af Danmarks Eksport.

Ogsaa af den Grund gælder det for vor Industri om at bevare og udbygge den Effektivitet, som betinger Konkurrenceevnen over for Udlandet, ikke alene af Hensyn til Eksporten, men ogsaa for at Industrien kan overtage Fabrikationen af en Del af de Varer til Hjemmemarkedet, der tidligere importeredes.

Ser vi paa Udviklingen i Industriens Produktion og Beskæftigelsesiden
Ophør, og sammenligner vi de hidtidige Resultatermed

---

1) Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 17. Februar 1947.

sultatermedde Krav, som Genopbygningen stiller til vort Produktionsliv,maa erkende, at Udviklingen klart viser Nødvendighedenaf Rationalisering. Takket være Genoptagelsen af Importenaf Raastoffer og Halvfabrikata er Industriens totale Produktionsomfang i den senere Tid naaet op paa omtrent samme Niveau som i det sidste Par Aar før Krigen. Ved Konstateringenheraf mange vel umiddelbart mene, at det er et godt Resultat, at Industrien paa saa kort Tid har faaet genrejst sin Produktion til samme totale Omfang som før Krigen, men ved et nøjere Eftersyn vil man finde, at dette ikke er tilstrækkeligt.

Alene naar jeg minder om, at Befolkningen under og efter Krigen vokset med godt 1 °/o om Aaret, og at vi for Tiden her i Danmark underholder op imod 200.000 Flygtninge, som ikke tager Del i Produktionen, maa det staa klart, at den samlede Industriproduktion Dag bør være væsentlig større end før Krigen, for at Befolkningen kan faa sikret samme Forbrug af Industrivarer pr. Individ som den Gang. Og ikke nok hermed, men ogsaa Genrejsningen vore Varebeholdninger, af vort Produktions- og Transportapparat og af Befolkningens Forsyning med Boliger og andre varige Forbrugsgenstande stiller store Krav til Industriproduktionen. har set beregnet, at Danmarks Produktion i en Aarrække fremover skal være ea. 10 °/o større pr. Individ, end den var før Krigen, for at vort Produktionsapparat kan komme paa Fode og Befolkningen dermed faa Mulighed for varigt at fastholde ligesaa god Levestandard som den Gang, og jeg vil tro, at Industriens totale Produktion i de kommende Aar stort set skal være ca. 25 °/o større end før Krigen, hvis den skal opfylde Kravene om Genopbygning og uforandret Levefod. Dette Tal hviler naturligvis paa et meget groft Skøn, men det viser Størrelsesordenen den produktionsmæssige Opgave, som vor Industri har at løse i den kommende Tid.

Spørgsmaalet er saa, om det overhovedet er muligt for Industrienat sin Produktion saa meget indenfor et kortere Tidsrum.Der to vigtige Faktorer, som for Tiden stiller sig hindrende i Vejen for en yderligere Forøgelse af Industriens Produktion. Den ene er Mangel paa udenlandsk Valuta og Vanskeligheden ved at gennemføre den fornødne Forøgelse af Importen af Raavarer og Halvfabrikata. Den anden meget vigtige Faktor er den Knaphedpaa som er opstaaet inden for Industrien i Løbet af det sidste Aar. Saavel Valutaknapheden som Mangelen paa Arbejdskraft nødvendiggør en Rationalisering, der tager Sigte paa

at gøre vor Industri konkurrencedygtig paa Eksportmarkederne
og paa at forøge Produktionsresultatet pr. Arbejdstime baade i
Eksport- og Hjemmemarkedsindustrierne.

Nu forholder det sig iøvrigt saaledes med Valutamanglen og Knapheden paa Arbejdskraft, at disse to Problemer i et vist Omfang sammen, idet Knapheden paa Arbejdskraft til en vis Grad betinger Valutavanskelighederne. Thi naar der mangler Arbejdskraft i vore Eksporterhverv, bliver Valutaindtægterne for srnaa, saaledes at vi maa begrænse Importen, og naar vi begrænser Importen, maa vi anvende Arbejdskraft til Fremstilling af de Ting, vi tidligere har importeret, og dermed skærpes yderligere Mangelen paa Arbejdskraft.

Jeg nævnte før, at Industriens samlede Produktion i den sidste Tid er naaet op paa omtrent samme Omfang som før Krigen. Beskæftigelsesmæssigt set har Billedet imidlertid forandret sig paa afgørende Maade. Mens vi nemlig før Krigen havde en ret stor Arbejdsløshed inden for Industrien, saa er dette ikke Tilfældet idag til Trods for, at Produktionen nærmest er lidt mindre end dengang. Beskæftigelsessituationen paavirkes ogsaa af, at langt flere er beskæftiget ved uproduktivt Arbejde i offentlig og privat Virksomhed og optaget af Bevogtnings- og Militærtjeneste. For Tiden har vi, naar vi ser bort fra Sæsonarbejdsløsheden og Virkningen den øjeblikkelige Issituation, fuld Beskæftigelse, og indenfor Industrien har vi Mangel paa Arbejdskraft. I Efteraarsmaanederne Jernindustrien saaledes kun 1 °/o ledige, og den øvrige Industri knap 2 °/o.Vi anvender idag betydelig mere Arbejdskraft til Produktionen, end vi gjorde før Krigen. Produktionen knap saa stor som i 1939, men der anvendes med samme Arbejdstid pr. Arbejder efter Statistikken ca. 15'_—20 °/o flere Timer end i 1939. Produktiviteten er med andre Ord lavere end før Krigen.

Nu er det vel muligt gradvis at forøge Tilgangen af Arbejdskraft til Industriproduktionen. Imidlertid er dette en Proces, som i bedste Fald tager Tid, og som skønsmæssigt ikke kan komme til at betyde saa meget, at vi kan opnaa den nødvendige og tilstrækkeligeProduktionsforøgelse den Vej. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade dette Problem ligge, men vi bør tværtimod udfolde de mest energiske Bestræbelser for at faa ført mere Arbejdskraftind Produktionen fra uproduktiv Beskæftigelse. Det maa her understreges, at Beskæftigelsen ikke kan være et Maal i sig selv, men maa være det Middel, hvormed vi forøger Produktionen.Inden

tionen.Indenfor Industrien hilser vi det derfor med Tilfredshed, at Regeringen har Opmærksomheden henvendt paa Nødvendighedenaf faa Arbejdskraften overført fra uproduktivt til produktivtArbejde. hvad der er særlig vigtigt at fremhæve i denne Sammenhæng, er efter min Opfattelse, at de største Resultatermed til Tilvejebringelse af Arbejdskraft til den nødvendige Produktionsforøgelse inden for Industrien kan qpnaasved Rationalisering at højne Produktionen pr. Arbejdstime.Hvis kan nedsætte Forbruget af Arbejdskraft pr. produceret Vareenhed med de 15^—20 °/o, hvormed det efter Statistikkener siden Krigen, saa betyder det, at vi kan faa frigjort en Arbejdsstyrke paa omkring 30.000 Mand til Forøgelse af Produktionen. Og dette er jo et meget betydeligt Tal i Betragtningaf, den egentlige Industri, hvori Haandværket ikke er medregnet,beskæftiger 200.000 Mand.

Hermed har jeg i store Træk paavist Betydningen af en Rationalisering med, at jeg har søgt at klarlægge, hvad jeg mener med Rationalisering. Ved Rationalisering forstaar jeg Tilrettelæggelse Gennemførelse af Produktionen paa den mest hensigtsmæssige Maade, saaledes at vi opnaa et givet Produktionsresultat de mindst mulige Anstrengelser. Det er en almindelig Lov for al økonomisk Virksomhed, at man søger at gennemføre en given Opgave med mindst mulig Indsats, og det er dette Princip, overført paa Produktionslivet benævnes Rationalisering.

Vi maa fastslaa, at en Rationalisering, som tager Sigte paa at reducere Arbejdsforbruget er nødvendigt, for at Industrien kan forøge sin Produktion i den kommende Tid og derved yde sit Bidrag til Genopbygningen. Medens den Produktionsforøgelse paa op imod 30 °A>, som dansk Industri præsterede i det sidste Tiaar før Krigen, hovedsagelig fandt Sted, ved at arbejdsløse kom i Arbejde, saa kan en Produktionsforøgelse i en Situation med fuld Beskæftigelse kun gennemføres ved en Rationalisering, der for- Øger Produktionen pr. beskæftiget Person. Og her er der iøvrigt ikke Tale om en Situation, som er særegen for Danmark. I snart sagt alle Industrilande stiller Genopbygningen saa store Krav til den Arbejdskraft, som er til Raadighed, at Genopbygningen vil blive væsentligt forsinket, dersom man ikke letter Produktionsvilkaarene en Rationalisering.

Det er karakteristisk at se, hvorledes den engelske Arbejderregeringi
senere Tid Gang paa Gang har fremhævet overfor
den engelske Befolkning, at det er gennem en Forøgelse af Proauktionen,at

auktionen,atEngland skal kunne fuldbyrde den Genopbygning, som det har paabegydt med en saa beundringsværdig Energi og Resignation. Overalt i de krigsramte Industrilande vises der efter Krigen en stigende Forstaaelse af Rationaliseringens Nødvendighed.Genopbygningen ikke blot, at den til Raadighed værendeArbejdskraft fuldt ud, men ogsaa at Arbejdskraftenbeskæftiges den efter Omstændighederne mest effektiveog mest produktive Maade.

Mens Talen er om Forholdene i Udlandet vil jeg gerne fremhæve Nødvendighed ud fra et konkurrencemæssigt Ved givene Valutakurser er vor Industris Konkurrenceevne overfor Udlandet under Forudsætning af, at vi kan faa Materialerne til Verdensmarkedets Priser i Hovedsagen bestemt af vore Lønningers Højde i Forhold til Udlandets Lønniveau. det er vel at mærke ikke Lønsatserne pr. Time, der er bestemmende for Konkurrenceevnen, men det er Arbejdslønnen produceret Vareenhed.

Om Lønningernes Indflydelse paa Produktionsprisen skal jeg oplyse, jeg ved Analyse af Udgifterne til Materiale og Lønninger for forskellige industrielle Produkter har fundet, at samtlige Lønninger til de paa Tegnestuer, i Værksteder, ved Transport og Administration Personer ved Fremstilling af en større Dampmaskine Dieselmotor i en af vore store Maskinfabriker med egne Støberier og Storsmedie udgør ca. 80 % af Fremstillingsprisen, kun 20 % medgaar til Brændsel og Raamaterialer. Tilsvarende udgør Lønningerne ved Fremstilling af mindre Maskiner Støvsugere og Motorcykler ca. 75 °/o af Fremstillingsprisen, samtlige Lønninger baade i selve Hovedvirksomheden og hos de forskellige Underleverandører medregnes. I Textilindustrien samtlige Lønninger i Spinderier og Væverier eksempelvis Fremstilling af Bomuldsstoffer omkring 70 °/o af Produktionsprisen, og i Konfektionsindustrien sker der gennem den videre Forarbejdning af Stoffet til Beklædningsgendstande en yderligere Fordobling af Varens Værdi.

Jeg har efter Krigen ofte hørt den Anskuelse gjort gældende at den Omstændighed, at Timelønningerne i vor Industri under Krigen var steget mere end i de Industrilande, vi særlig skal konkurreremed, kommer til at svække vor Konkurrenceevne i Fredstid, fordi Udlandet i Efterkrigsaarene har faaet en saa stor Lønstigning, at der snart atter blive Balance mellem Lønningerne her i Landet og i Udlandet. Man maa imidlertid ved en saadan

Sammenligning tage Effektivitetens Betydning for Konkurrencen i Betragtning. Naar Timelønningerne her i Landet siden Krigens Begyndelse og til Dato er steget ca. 70 %> indenfor Industrien, samtidig med at Produktionen pr. Arbejdstime efter de statistiskeOplysninger 15^—20 % under Førkrigsniveauet, saa svarer dette til, at Lønnen pr. Vareenhed er steget omkring 100 °/o, og det er det Tal, vi i Dag maa regne med, naar vor Eksportindustriskal paa udenlandske Markeder, eller vor Hjemmemarkedindustri skal konkurrere med importerede Varer.

Hvorledes det er gaaet med Effektiviteten indenfor Industrien i Lande som England, U. S. A. og Belgien eller i de andre skandinaviske kan ikke siges med Bestemthed. Mine personlige Erfaringer fra Rejser i Udlandet, og de Oplysninger jeg haa faaet, tyder paa, at Produktiviteten ogsaa er gaaet en Del tilbage i disse Industrilande efter Krigen, men der gøres overalt en stor Indsats for at søge Produktiviteten forbedret.

Medens det i Danmark vel særlig er Følgerne af Besættelsen, som har bevirket Nedgangen i Effektiviteten, er det i de krigsførende Trætheden efter Krigens umaadelige Anstrengelser, gør sig gældende. Overalt mærker man en Skuffelse over, at de Forventninger, man havde stillet til bedre Kaar efter Krigen, straks kan opfyldes, men der er en stigende Forstaaelse af, at længere Tid maa hengaa, før Virkningerne af Krigens Ødelæggelser ophørt, og at dette kun kan ske gennem Arbejdsindsats forøget Produktion.

Endnu staar vor Eksportindustri overfor et udpræget Sælgermarked, Omfanget af vor Eksport afhænger af vor Leveringsevne. kan være noget farligt, fordi det kan virke som en Sovepude og medføre, at vi lukker Øjnene for Nødvendigheden en mere effektiv Produktion. Men vi kan være sikre paa, at Priskonkurrencen kommer tilbage baade i Eksporten og paa Hjemmemarkedet, naar Omstillingen og Genopbygningen er afsluttet i Verden. Saa er det for sent, hvis vi i Mellemtiden har forsømt at effektivisere vor Industriproduktion. Herhjemme gør den Opfattelse sig ofte gældende, at vi i Danmark skulde være i Stand til at eksportere, fordi vi er særlig fremragende og fremstiller af særlig høj Kvalitet, for hvilke vi ude i Verden kan opnaa højere Priser end andre Lande.

Jeg vil gerne ud fra min Erfaring gøre opmærksom paa, at
dette er en alvorlig Fejltagelse. Vel er vi paa mange Omraader
dygtige i Danmark og fremstiller gode Varer, men vi maa huske,

at de ogsaa i andre Lande er dygtike og kan fremstille ligesaa
gode Varer.

Erfaringen fra en udpræget Eksportindustri som Skibsbygningen at det ikke er nok, at vi herhjemme kan bygge velkonstruerede gode Skibe, for det kan man ogsaa i de andre Lande, der konkurrerer med os paa Verdensmarkedet, som f. Eks. England Sverige, men det er en absolut Betingelse, for at vi kan faa Ordrer i Udlandet, at vi kan levere Skibene til fuldt ud konkurrencedygtige Det samme gælder paa de fleste andre industrielle Omraader. Det er vel muligt, at enkelte Varer f. Eks. paa det kunstindustrielle Omraade kan sælges alene paa Kvalitet, dette er Undtagelsen. Som almindelig Regel gælder, at vi skal kunne levere vore Varer til fuldt konkurrencedygtige Priser at kunne sælge dem paa Verdensmarkedet.

Konkurrencedygtige er vi kun hvis vi ved de herskende Arbejdslønninger de gældende Priser paa de øvrige Produktionsmidler holde Omkostningerne pr. produceret Vareenhed paa Minimum. Og det er det Maal, vi skal sætte os gennem en Rationalisering.

løvrigt er det mit Indtryk, at Priserne paa danske Industriprodukter nu paa flere Omraader ligger højere end Udlandets paa tilsvarende Varer. Medvirkende hertil er ogsaa, at vi for mange indførte Materialer og Halvfabrikata i Dag maa betale højere Priser end i Produktionslandene, en meget farlig Udvikling, som vi maa gøre os de yderste Anstrengelser for at dæmme op imod af Hensyn til vor Industris Fremtidsmuligheder. En særlig Fare for Industriens Konkurrenceevne ligger i vore høje Brændselsudgifter, Ai medens vi før Krigen herhjemme kunde købe engelske Kul ligesaa billigt som i London, er vore Kulpriser i Dag dobbelt saa høje som i England.

II.

Efter disse Bemærkninger om Formaalet med og Nødvendighedenaf Rationalisering indenfor dansk Industri skal jeg gaa over til at omtale paa hvilke Omraader det vil være nødvendigt at sætte ind med en Rationalisering. Rationalisering er efter den Definition, jeg har opstillet, et meget vidt Begreb, og det forekommermig praktisk at sondre mellem paa den ene Side intern Rationalisering og paa den anden Side strukturmæssig Rationalisering. Med intern Rationalisering tænker jeg paa Tilrettelæggelsenaf indenfor den enkelte Virksomhed,

medens jeg ved strukturmæssig Rationalisering tænker paa Fordelingaf imellem de forskellige Virksomheder indenforen mellem de forskellige industrielle Brancher og mellem Industrien paa den ene Side og andre Erhverv samt Stat og Kommune paa den anden Side.

Produktionen pr. Arbejdstime er bestemt, dels af det tekniske Apparat og den organisationsmæssige Ledelse, som staar til Virksomhedens dels af den enkeltes Dygtighed og Arbejdslyst. bekendt har Spørgsmaalet om, hvorvidt der under og efter Krigen er sket et Tilbageskridt i den personlige Effektivitet, været Genstand for livlig Diskussion. I særlig Grad har man hævdet, vi har et ringere Arbejdstempo nu end før Krigen. Vi kan vel alle være enige om, at Arbejdstempoet blev formindsket under Krigen, som et Led i vor Modstand mod Besættelsesmagten, og der maatte naturligvis gaa nogen Tid efter Krigen, før vi kunde vænne os til et normalt Arbejdstempo. Saavel mine personlige Erfaringer som Undersøgelser indenfor flere Virksomheder viser imidlertid, at Arbejdstempoet er blevet forbedret gennem det sidste Aar, og at vi paa flere Omraader er godt paa Vej mod Tilstanden Krigen. Noget andet er, at den Generation af nye Arbejdere, er kommet frem under Krigen ikke har kunnet faa fuldt saa god en Oplæring som de vilde have faaet under Fredsforhold, at vi ved Overgangen fra Arbejdsløshed til fuld Beskæftigelse faar en Del mindre kvalificeret Arbejdskraft i Produktionen.

Alt dette kan have bevirket, at Dygtigheden taget som et Gennemsnit er knapt saa god, som den var før Krigen. Imidlertid det vigtigt for at opnaa en forøget Effektivitet, at eventuelle søges afhjulpet ved den anden vigtige Faktor, som bestemmer Produktiviteten, nemlig det Produktionsapparat og den Organisation, som vi arbejder med.

III.

Herefter skal jeg gaa over til Spørgsmaalet om den interne
Rationalisering. Problemet er her, hvorledes og paa hvilke Punkter,
bør sætte ind i den kommende Tid.

Naar vi skal begynde et Rationaliseringsarbejde indenfor vore Virksomheder, maa vi først og fremmest undersøge Graden af den Økonomi, hvormed vi gennemføre Produktionen. Dette er nødvendigt,for vi kan finde frem til de Punkter indenfor Virksomhederne,hvor

somhederne,hvorArbejdet ikke udføres paa tilstrækkelig økonomiskMaade.

Hvad selve den kommercielle og administrative Ledelse angaar, er et moderne tilrettelagt Driftsbogholderi et vigtigt Hjælpemiddel. er træffende blevet sagt, at Rationaliseringen skal begynde Direktørens Skrivebord, og det betyder, at Direktøren og hans Medarbejdere gennem et vel tilrettelagt Bogholderi nøje skal kunne følge og kontrollere de enkelte Afdelinger og Produktioner Virksomheden. Ved Hjælp af Driftbogholderiet bliver Ledelsen i Stand til at faa det fornødne Overblik over Resultatet for de forskellige Afdelinger og Produkter, saaledes at den kan rette Fejlene, d. v. s. rationalisere paa de Punkter, hvor der foregaar af Materialer og Arbejdskraft.

Men man maa ogsaa kunne følge den rent tekniske Side af Produktionen, altsaa Graden af den Økonomi, der opnaas med Hensyn til Forbruget af Arbejdskraft under Fabrikationen. Ligesom i Løbet af den sidste Snes Aar er sket en stor Udvikling af Kalkulationsmetoderne, saaledes er der samtidig udviklet videnskabeligt underbyggede Metoder til Maaling af Arbejdsindsatsen. tænker jeg paa den Arbejdsstudieteknik, der oprindelig 80'erne er udviklet af Taylor i U. S. A. og senere overført til Europa. Det vilde kræve et Foredrag for sig at gøre nærmere Rede for Fremgangsmaaden ved Arbejdsstudier. Her skal jeg blot indskrænke mig til at slaa fast, at Arbejdsstudiet dels bestaar i en Analyse af selve Fabrikationsgangen og Fabrikationsmetoderne at særlig uddannede Teknikere nøje følger et Produkts Passage gennem Virksomheden, dels bestaar i en Bestemmelse Tiden for de enkelte Operationer, og Arbejdspræstationer, saakaldte Tidsstudium, herunder Spildtidsstudium.

Herhjemme er der mange Virksomheder, som i de sene Aar har søgt at udvikle deres Effektivitet gennem Arbejdsstudier. Indførelsenaf Studier er imidlertid i mange Tilfælde stødt paa Modstandfra Side, hvad der i mange Tilfælde kan henførestil af Stopuret, idet Arbejderne har ment, at man derigennem vilde forcere Produktionen frem ved at kræve større Anstrengelser af den enkelte Mand. Dette er dog ikke Meningenmed af Stopuret. Hensigten er tværtimod at naa frem til talmæssige Resultater, der kan motivere Gennemførelsen af Forbedringer i Arbejdsmetoden, og den Opfattelse bør efterhaandenblive at et Stopur er et lige saa naturligt Maaleinstrument til Bestemmelse af Tiden for en Arbejdspræstationsom

tionsomen Tommestok er til Kontrol af Maalene for et Arbejdsstykke.Tidsstudiet samtidig et sagligt og retfærdigt Grundlagfor af Akkorder, som derefter fastsættes paa almindeligMaade Aftale mellem Parterne. En Del af Modstandenmod kan ogsaa skyldes, at de Ingeniører, som har skullet gennemføre Studierne, ikke har forstaaet at vinde Arbejdernes Tillid og skabe Forstaaelse af Sagens Betydning, som først og fremmest er, at man ønsker at finde frem til, hvorledes Maskiner og Arbejdsmetoder kan forbedres og Produktionen fremmes uden yderligere Anstrengelser for Arbejderne. Endelig kan der være Grund til at gøre opmærksom paa, at man paa ingen Maade sætter Arbejderne i en Klasse for sig, fordi man maaler Tiden for Arbejdspræstationerne, men at ogsaa Virksomhedens Ledelse og andre Medarbejderes Indsats kontrolleres gennem Tidsstudierne og Driftbogholderiet.

Vender vi os dernæst til Spørgsmaalet om, paa hvilke Punkter
indenfor de enkelte Virksomheder en Rationalisering vil være
hensigtsmæssig, vil jeg gerne først pege paa Behovet for

1) en (j)get Mekanisering af Fabrikationen og den interne Transport. er under Krigen slidt stærkt paa vort Maskineri, uden at vi har kunnet foretage Vedligeholdelser og Fornyelser i tilstrækkeligt og vi har været udelukket fra at følge med i de tekniske Nyskabelser ude i Verden, som iøvrigt overvejende er sket paa Krigsproduktionens Omraade. Knapheden paa Materialer Arbejdskraft i de store Industrilande, Standsningen af Importen fra Tyskland og vore egne Valutabesværligheder, har imidlertid bevirket, at det hidtil er gaaet langsomt at faa fornyet vort Maskineri. Det er imidlertid af den største Betydning, at vi søger at reservere en Del af den knappe Valuta til Import af Maskiner Værktøj paa de Omraader, hvor vi ikke selv kan dække Forbruget, og faar vi det Dollarslaan, som søges hos Verdensbanken, en rimelig Del heraf forbeholdes Import af Maskiner.

2) Vi bør ogsaa fortsætte vore Bestræbelser for at forbedre de almindelige Arbejdsforhold i vore Fabriker. Det hører til god Økonomi, at Arbejdet udføres under gode Forhold med Hensyn til Lokalernes Indretning, Opvarmning og Ventilation, og man bør ved Maskinernes Opstilling og Indretning i videst mulig Omfang søge at lette Arbejdets Udførelse for derved at formindske Træthedsfølelsen.

3) For det tredie vil jeg gerne pege paa de Muligheder, der
ligger i en forøget Specialisering indenfor den enkelte Virksomhedog

hedogmellem de forskellige Virksomheder. En Specialist kan udføre Arbejdet bedre og paa kortere Tid, og det lønner sig derforat Arbejdet indenfor Virksomheden saaledes, at de personlige Evner og Kundskaber kommer mere til deres Ret. Det samme Synspunkt gælder iøvrigt, naar det drejer sig om Fordeling af Produktionen mellem de forskellige Virksomheder. Paa den sidstnævnte Maade opnaar man den Fordel, at Fabrikationsseriernebliver paa de enkelte Fabriker, hvorved Specialværktøj bedre kan udnyttes og Produktionen billiggøres. Ved Specialisering bliver man ogsaa bedre i Stand til at anvende ufaglærte Arbejdere til bestemte Arbejder, hvorved Mangelen paa faglærte Arbejdere afhjælpes og Konkurrenceevnen forøges. Indenfor den amerikanske Industri er man som bekendt ad denne Vej kommet langt frem.

4) Et fjerde Punkt er Mulighederne for yderligere Standardisering teknisk Henseende af Produkterne. Ved at begrænse Antallet Produkter til et Faatal af gode Standardtyper kan der opnaas større Økonomi, baade for den enkelte Virksomhed og for Branchen som Helhed.

5) Endelig vil jeg pege paa de Fordele, der kan opnaas, hvis de enkelte Virksomheder bestræber sig for at udjævne Sæsonsvingninger Fabrikationen, saaledes at de undgaar tabvoldende Tomgang for Maskiner og Arbejdskraft. Det kan først og fremmest ske ved et snævert Samarbejde mellem Indkøbs- og Salgsafdelingen den ene Side, og Fabrikationen paa den anden Side, og det kan ske ved, at man henlægger Produktionen af de mere standardiserede Halvfabrikata, som skal anvendes ved Monteringen af de færdige Produkter, til Tiden udenfor Sæsonen.

6) Endvidere vil jeg fremhæve Fordelen ved, at ensartede Virksomheder
Eksportindustrien arbejder sammen og opretter
effektiv fælles Salgsorganisation i Udlandet.

Jeg har her kun i Korthed kunnet pege paa de vigtigste Opgaver den interne Rationalisering i vore Virksomheder, men der kunde ogsaa nævnes andre Omraader, hvor den kan sættes ind i den kommende Tid. Hvad det gælder om er, at alle i Virksomhederne, Direktøren til Læredrengen anspores til den størst mulige Økonomi. Den interne Rationalisering gaar ikke ud paa at gennemføre enkelte spredte Foranstaltninger for at forbedre Virksomhedens men den er en systematisk Gennemgang af hele Virksomhedens Organisation og Produktionsmetoder med- Henblik paa Opnaaelsen af optimal Økonomi.

Bestræbelserne herfor maa stadig fortsættes. Hvad der er hensigtsmæssigt Dag, er det maaske ikke i Morgen. Saaledes kan f. Eks. en Ændring i Lønniveauet gøre yderligere Mekanisering rentabel, og Ændringer i Prisforholdet mellem Raamaterialer medføre til Anvendelse af andre Materialer og Arbejdsmetoder. de i Dag gældende Priser paa Kul og Olie er det eksempelvis en betydelig økonomisk Fordel for Industrien at gaa over fra Kul til Oliefyring.

IV.

Rationalisering er ikke noget nyt, selv om det er blevet et Slagord efter Krigen. Det er og har altid været naturligt for enhver initiativrig Industrileder, at søge at effektivisere sin Produktion, og i normale Tider skal den frie Konkurrence nok sørge for at ramme den, der arbejder med daarlig Økonomi. Den Omstændighed, Konkurrencemomentet i de sidste 6—76_—7 Aar har været trængt i Baggrunden, og at Genopbygningen stiller store Krav om en Produktionsforøgelse, bevirker imidlertid, at vi maa lægge særlig paa Rationalisering i disse Aar. Skal vi fremme Rationaliseringen Almindelighed indenfor vor Industri, maa der derfor et Oplysningsarbejde, og der maa tilvejebringes et Samarbejde Sagen mellem Arbejdere og Arbejdsgivere.

I Sverige har man allerede fra 1918 og i Norge fra 1928 indenforde Landes industrielle Hovedorganisationer haft Rationaliseringskontorer, der bistaar Virksomhederne med Arbejdsstudier,og Raad og Vejledning ved Tilrettelæggelsen af Rationaliseringsforanstaltningerne. Her i Landet er Rationaliseringenfortrinsvis paa privat Initiativ indenfor den enkelte Virksomhed, og desuden har vi flere raadgivende Specialingeniørerog s firmaer, der har gjort sig til Speciale at vejlede de enkelte Virksomheder i Rationaliseringsspørgsmaal. Vi har indenfor Industriråddet ment det rigtigst stadig at lade det private Initiativ være fremherskende, saaledes at Indsatsen fortrinsvisgøres Virksomhederne enkelt- eller gruppevis, eventuelt under Medvirkning af raadgivende Eksperter efter Virksomhederneseget For et Aarstid siden har Industriraadet dog oprettetsærlige i Rationaliseringsteknik for Industriens Driftsledere,dels at fremme den almindelige Forstaaelse af denne vigtige Sag, dels for at supplere den Oplysning og Undervisning, der gives ved vore tekniske Læreanstalter og ved vore Universiteterog samt af de private Rationaliseringsfirmaer.Vore

maer.VoreKursus holdes dels i København, dels skiftevis i de
større Provinsbyer.

Da Landbruget, Handelen, Byggeriet og mange andre Erhverv samt Stat og Kommune nu ogsaa arbejder med Rationaliseringsspørgsmaalet, der paa Initiativ af Industrien fornylig her i Landet en »Nationalkomité for rationel Organisation«, som har til Formaal at koordinere de Bestræbelser, der udfoldes paa dette Omraade. Staten, de mange forskellige Erhverv, Undervisningsanstalter, Foreninger og den tekniske og økonomiske Videnskab, som interesserer sig for Problemet, er repræsenteret i Komitéen, der tillige har til Formaal at have Kontakt med tilsvarende i andre Lande, og at repræsentere Danmark i »The International Committee of Scientific Management«.

Et tillidsfuldt og aabent Samarbejde mellem Arbejdere og Arbejdsgivere en af de vigtigste Forudsætninger, for at vi kan faa gennemført en Rationalisering, og det er mit bestemte Indtryk, at der er en voksende Forstaaelse heraf, baade hos Arbejdsgivere og Arbejdere. At Arbejdsgiverne interesserer sig for Sagen er eller burde ialtfald være ret ligetil, men den Oplysningsvirksomhed, som Arbejdernes Organisationer har været inde paa nu efter Krigen, gennem Kursusvirksomhed, dels gennem Udgivelsen af Piecer, er et glædeligt Udtryk for, at der ogsaa hos Arbejderne er en positiv Interesse for Rationaliseringens Nødvendighed og Betydning. er vigtigt, naar der indenfor en Virksomhed skal rationaliseres, at der finder Samarbejde Sted mellem Virksomhedens Funktionærer og Arbejdere, og Formaalet med og Resultatet af Arbejdsstudierne skal lægges aabent frem for alle Parter. I den hidtidige Diskussion om Arbejdernes og Arbejdsgivernes til Rationalisering, har man ofte stærkt fremhævet Spørgsmaalet om Delingen af de økonomiske Fordele, den enkelte Virksomhed opnaar gennem Rationalisering. Det er efter min Opfattelse en forkert Betragtning. De Fordele, som opnaas Industriens Rationalisering i Fremtiden, bør ikke alene fordeles mellem Arbejdsgivere og Arbejdere i de enkelte Virksomheder og derved kun komme en enkelt lille Gruppe tilgode. skal forbedres og gøres mere konkurrencedygtig, at hele Samfundet kan faa bedre og billigere Varer, og vore Eksport- og Beskæftigelsesmuligheder øges.

Rationalisering indenfor den enkelte Virksomhed kan naturligvisoverdrives, man maa huske, at der er betydelige Udgifter forbundet med en systematisk Rationalisering af en Virksomheds Drift. Baade i Udlandet og herhjemme er der set Eksepler paa,

hvad jeg vil kalde Fejlrationering. Det finder Sted, naar en Virksomhedbliver gennem udstrakt Anvendelse af Formularer og anden Form for Kontrol, der ender i Bureaukrati og forøger Driftsudgifterne uden at give tilsvarende Økonomi.

Man maa derfor huske paa, at Rationalisering ikke skal gennemføres, fordi det er moderne, altsaa for Rationaliseringens egen Skyld. Det er Graden af Økonomi, som bestemmer, hvorvidt en Rationalisering er nødvendig, og det lønner sig derfor at foretage grundig Kalkulation, før man tager fat paa en Rationalisering.

V.

De Erfaringer, vi har gjort herhjemme vedrørende Produktions og Beskæftigelsesforholdene efter Krigen, rejser det Spørgsmaal, om Rationaliseringen bør standses ved den enkelte Virksomhed, eller der er Brug for en videregaaende strukturmæssig Rationalisering. Fordeling af Produktion og Beskæftigelse mellem Industriens og Virksomheder, som er opstaaet efter Krigen, mig ud fra et Effektivitets Synspunkt paa flere Omraader ikke at være fuldt hensigtsmæssig. Ligesom det for den enkelte Virksomhed er et sundt Princip at organisere Produktionen en saadan Maade, at Virksomheden opnaar det størst mulige pr. Arbejdstime, saaledes hører det til god Økonomi for hele Samfundet, at Arbejdskraft og Materialer anvendes paa de Omraader, hvor de yder det bedste produktionsmæssige

Fra forskellige Sider er der blevet fremført Kritik af den Erhvervspolitik,som ført herhjemme i Krigsaarene, og som gik ud paa saa vidt muligt at bevare den Erhvervsstruktur, vi havde før Krigen. Man henviser til, at rnens de store krigsførende Lande under Krigen har gennemført en vidtgaaende Rationaliseringaf Industrier gennem Bedriftskoncentration, Standardiseringog saa er vi i Danmark tilbage i saa Henseende.Jeg dog gerne her fremføre, at den Rationalisering, som i Udlandet udførtes i Krigens Tjeneste, paa mange Punkter ikke vil komme Fredstiden til Gode. At det forholder sig saaledes, ser vi i Dag i U.S.A. og England, som er i Gang med en kostbar Omstilling af deres Arbejdskraft og Produktionsapparat fra Krigs= til Fredsformaal. For det andet havde vi her i Danmark en fremmedBesættelsesmagt Landets Grænser, og i en saadan Situation vilde det have været en letsindig Politik, om vi havde forsøgt at omlægge vort Produktionsliv efter de Retningslinier,

man fulgte i de krigsførende Lande. Besættelsesmagten kunde dervedi
Grad have grebet ind og ført Udviklingen ind i Baner,der
med tyske og ikke med danske Interesser.

Jeg tror derfor, vi har Grund til at være tilfredse med, at vi lagde Principerne for vor Kontrol med Varefordelingen og med Priserne og ikke mindst Kontrollen med de tyske Arbejder saaledes Rette, at disse saavidt muligt begrænsedes, og at vi undgik i større Udstrækning at ændre paa den Fordeling af Produktionen mellem de forskellige Erhverv og Virksomheder, som vi havde før Krigen.

I den Tid, der er forløbet siden Krigen har der i stigende Omfang sig Tegn paa, at vi er tilbøjelige til at beskæftige Arbejdskraften mindre rationel Maade baade indenfor Industrien og i Samfundet som Helhed. Krigen har efterladt en ret stor Pengerigelighed, der er i Efterkrigstiden blevet skabt rigelige Pengeindkomster, fordi Staten har maattet afholde store uproduktive dels fordi der overalt er sket en Stigning i Lønningerne. vi samtidig ved Hjælp af Maksimalpriser og anden Priskontrol og gennem Rationering holder saavel Priserne som Forbruget af Nødvendighedsvarer nede, opstaar der en Pengerigelighed, sammen med Vareknapheden fremkalder en Tilbøjelighed at Arbejdskraften beskæftiges paa en mindre økonomisk mindre produktiv Maade.

Indenfor Industrien har vi særlig mærket denne Udvikling i Løbet af det sidste Aars Tid ved, at Arbejdskraften forsvinder fra vore gamle godt indarbejdede Virksomheder for at blive beskæftiget mindre, nyetablerede Foretagender, som i Dag relativt let kan skaffe sig Kapital, og som i Kraft af de rigelige Pengeindkomster faa deres Varer afsat uden Hensyn til Produktionsomkostningerne. maa af praktiske Grunde særlig koncentrere Bestræbelser om gennem Maksimalpriser og Priskontrol begrænse Prisstigningen paa de gængse Forbrugsvarer, medens mere luksusbetonede Varer, der netop ofte er særligt arbejdskrævende, kan kontrolleres.

For at give et enkelt Eksempel, saa er Forholdet det, at medens Fremstillingen af det daglige Skotøj er grundigt prisreguleret, saa er dette ikke Tilfældet med luksusbetonede Lædervarer¹). Under de givne Forhold med Pengerigelighed er Resultatet blevet, at Antallet af Virksomheder, der fremstiller Lædervarer, er steget

---

1) En saadan Prisordning blev fastsat af Priskontrolraadet den 15. Februar til Ikrafttrædelse den 15. Marts.

fra 121 i 1938 til 334 i 1946, og af de nytilkomne Virksomhederer etableret i Tiden efter Krigens Afslutning og beskæftiget med luksusbetonet Produktion. Det er derfor ikke mærkeligt, at Skotøjsindustrien mangler Arbejdskraft og har svært ved at tilfredsstille Efterspørgslen efter Fodtøj. m

I meget høj Grad gælder dette ogsaa indenfor Jernindustriens store gamle Virksomheder. Saaledes har Jernskibsværfterne i Dag omtrent 20 pCt. færre Arbejdere end før Krigen, og derigennem forsinkes Genopbygningen af den danske Handelsflaade, som under nugældende Fragtkonjunkturer er særlig valutaskabende, samtidig med at Værfternes Stilling overfor deres Kunder i Udlandet

En Udvikling af denne Art, som der kunde nævnes mange Eksempler er overordentlig farlig fra et samfundsmæssigt Synspunkt. betyder, at Arbejdskraften ved Lønoverbud trækkes fra de Produktioner, som vi har stor samfundsmæssig Interesse i at opretholde og efterhaanden drages over i mindre effektive Produktioner. er meget vigtigt, at vi har Opmærksomheden henvendt saadanne, under de nuværende Forhold, for Helheden uheldige Nyetableringer. Ellers havner vi en skønne Dag i en Situation, hvor vi paa Grund af en urationel Fordeling af Arbejdskraften faaet en dyr og daarlig Produktion og dermed en ringere

Vi har efter denne Krig heldigvis undgaaet den Gullaschperiode, som vi kom ind i efter den forrige Verdenskrig. Aarsagen hertil er vel i første Linie, at Forholdene ligger anderledes end dengang, men ogsaa, at vi gennem vore Erfaringer fra den Tid har kunnet modvirke en uheldig Virkning, men det kræver en stadig Agtpaagivenhed, vi skal undgaa en Gentagelse, som omkring 1920.

For Industriens Vedkommende er der iøvrigt særlig to Faktorer, som medfører en alvorlig Fare for at Arbejdskraften forsvinder fra de Brancher og Virksomheder, hvor den gør størst Nytte, og som ogsaa har de bedste Muligheder fremover, naar Konkurrencen atter sætter ind.

Den ene Faktor er den Omstændighed, at Importen af tyske Færdigvarer foreløbig er standset, hvilket har givet Anledning til at starte nye Produktioner paa de Omraader, hvor Tyskland tidligeredækkede og de herskende Penge- og Prisforhold begunstiger naturligvis en saadan Udvikling. Der er her Tale om en Udvikling, som vi fra Industriens Side maa have vor Opmærksomhedhenvendt dels fordi vor normale Industri derigennem

berøves Arbejdskraft, dels fordi der let kan blive Tale om Fejlinvesteringer.Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være Produktioner af denne Art, som kan have Muligheder for Konkurrencedygtighedfremover, som det kan være rigtigt at støtte.

Den anden Faktor, som kan komme til at virke skadeligt paa vor Industris samlede Effektivitet, er den Spareplan, som vi nu, tvunget af Forholdene, er nødsaget til at gennemføre med Hensyn til vor Udenrigshandel. Vi er klar over, at Spareplanen er absolut nødvendig i den nuværende Situation, og vi har derfor ogsaa støttet fra Industriens Side, men til Gengæld maa vi ogsaa passe paa, at den ikke kommer til at virke skadeligt overfor en Rationalisering. vi i vidt Omfang begynder at starte nye Produktioner Erstatning for den Vareimport, som lukkes ude, eller hvis vi kritikløst og kunstigt søger at fremelske nye Eksportproduktioner, ikke har nogen Fremtid for sig under normale Forhold, hæmmer vi den gradvise Overførsel af Arbejdskraft til de effektivt arbejdende Industrier, baade paa Eksport- og Hjemmemarkedet, i det lange Løb skal løse vort Valutaproblem.

Produktionen bliver for dyr, Eksport- og Produktionsforøgelsen
udebliver, og vi kommer permanent til at nøjes med en mindre
Udenrigshandel til Skade for vor Levestandard.

Det er vanskeligt at angive, hvilke Veje, man skal gaa for at undgaa at skærpe Knapheden paa Arbejdskraft, ved en saadan urationel Fordeling af Produktionen. Et Middel vil nok være, at man fortsætter Bestræbelserne for, paa en saa bred Front som muligt, at formindske Pengerigeligheden. Et andet, at man ved Fordelingen af de knappe Raastoffer under Medvirkning fra sagkyndige søger at lede Udviklingen i Retning af den for Landet mest rationelle Produktion. Jeg vil advare imod, at vi kommer ind i et uoverkommeligt statsligt Kontrolsystem, hvor man ikke alene skal kontrollere Prisdannelse og Udenrigshandel, men ogsaa skal foretage Tvangsindgreb i Erhvervslivets Investeringer i Arbejdernes frie Valg af Beskæftigelse.

Naar jeg har omtalt Spørgsmaalet om den rette Fordeling af Arbejdskraften mellem Virksomhederne, maa man ikke heraf drage den Slutning, at jeg generelt ønsker at fremhæve de store Virksomheder paa de smaas Bekostning. Det har paa mange Maaderværet konkurrencemæssig Styrke for vor Industri, at Produktionenovervejende i mellemstore Virksomheder, ofte med blandet Produktion. Det bevirker nemlig, at teknisk og forretningsmæssigDygtighed er forenet under samme Leder, og

det bevirker, at Virksomhederne har en bedre Evne til hurtigt at kunne omstille deres Produktion efter Ændringerne i Forholdene paa Hjemmemarkedet og i Eksporten. Stordrift og Masseproduktionhar naturlige Begrænsning i et Land som Danmark, og det gælder derfor om, at vi ikke kritikløst importerer Udlandets Metoder. Vi maa afpasse Rationaliseringen efter danske Forhold.

Til Slut vil jeg gerne bemærke, at det ikke er nok at Industrien rationaliserer og sanerer indenfor sine egne Virksomheder og sine egne Rækker. Samfundsøkonomisk nytter dette nemlig ikke meget, hvis det øvrige Erhvervsliv eller det Offentlige undlader at rationalisere, Industrien kommer til at lide under manglende Effektivitet de andre Omraader.

Det er sikkert muligt gennem Rationalisering af vort Byggeri at opnaa billigere og bedre Boliger, og sagkyndige Udvalg arbejder med denne Sag. Man tager her særlig Sigte paa Standardisering, Mekanisering og Sæsonudjævning. Indenfor vort Landbrug er der en kraftig Rationaliseringsbevægelse i Gang, i Retning af Mekanisering Landbruget, og Koncentrering og Forbedring af Landbrugets som Mejerier o. lign.

Ogsaa Handelen og Transporterhvervet, som skal sørge for Varernes maa kunne nedbringe deres Omkostninger ved en Rationalisering. Jeg hørte fornylig under en Rejse i Amerika, at Fordelingsomkostningerne fra Fabrik over Grossist og Detaillist almindelige Forbrugsvarer i U.S.A. udgør op imod 60 pCt. af Detailprisen, og hvis de er lige saa høje herhjemme, hvad nogle paastaar, maa der kunne indvindes meget gennem en Rationalisering Varefordelingen. For Transporterhvervenes Vedkommende vil det være en Fordel, om Transporterne med Baner, Biler og Skibe kan blive saaledes afstemt indbyrdes, at vi undgaar Spild af Kræfter.

Endelig er der Behov af en Rationalisering indenfor vor offentligeAdministration, der nu paa Finansministerens Initiativ er nedsat en Kommission til at undersøge, hvorledes Stat og Kommunerkan Arbejdskraft. Det er et glædeligt Tegn, at Staten er rned i saa Henseende, og Erfaringerne fra den svenske Stats Rationaliseringsorgan tyder paa, at der ogsaa herhjemme vil kunne opnaas store Besparelser ved en Rationalisering af Administrationen.Det ikke blot det omfattende Personale, som er direkte beskæftigeti og Kommunernes Administration, som maa kunne formindskes, men vi maa ogsaa kunne reducere det store Personale, som det private Erhvervsliv maa beskæftige for at tilfredsstilleStatens

fredsstilleStatensog Kommunernes omfattende Krav om Ansøgningerog
Herved frigøres der Arbejdskraft, som kan
overføres til Produktionslivet.

Hvad Statens og Kommunernes offentlige Arbejder angaar, er det af Betydning, at der sørges for en passende Konjunkturudjævning lignende Maade, som naar der iværksættes Sæsonudjævning den enkelte Virksomhed. Det vil være god Økonomi, at det offentlige udvider sine Arbejder i daarlige Tider med Arbejdsløshed indskrænker dem mest muligt i de Perioder, hvor Erhvervslivet savner Arbejdskraft. Herved opnaas den mest mulige med Samfundets Arbejdskraft.

VI.

Naar Regeringen i Samraad med Erhvervsorganisationerne har maattet gennemføre en Spareplan, som tager Sigte paa at formindske Forbrug af udenlandske Varer eller af Varer, der egner sig til Eksport, saa er denne Spareplan desværre Udtryk for, at vi ikke er i Stand til at gennemføre Genopbygningen alene ved en Produktionsforøgelse. Det har været min Hensigt med Foredraget at søge at paavise, at saadanne Spareplaner forhaabentlig Tiden skulde kunne overflødiggøres, hvis vi forøger Produktionen pr. Individ gennem en Rationalisering. Jeg tror, at Industrien og dens Arbejdere er beredt til at gaa ind for en yderligere Rationalisering, og flere af de andre Erhverv og det Offentlige viser betydelig Interesse for Sagen. Kan vi løse denne Opgave i Samarbejde og i gensidig Tillid, har vi de bedste Muligheder fremover at genrejse Landets Økonomi og vor Befolknings