I en Artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1946 S. 30 ff. diskuterer
Hansen Spørgsmaalet om, hvad man mest hensigtsmæssigt
forstaa ved Kasse eller Pengemængde, naar
man vil undersøge dennes Virkning paa Rentefoden. Jeg har
foreslaaet, at man definerer Begrebet som Bankernes Nettotilgodehavender
Centralbanken, mens B. H. principielt mener, at det
giver samme Resultat, naar man definerer Kassen som Publikums
Banktilgodehavender, men han finder dog den sidstnævnte
mest hensigtsmæssig og fremsætter derefter
en Række Betragtninger, som skal vise dette. Jeg tror ikke, disse
Betragtninger er rigtige, og skal derfor gøre et Par Bemærkninger
Spørgsmaalet.

At de to Definitioner giver samme Resultat er forsaavidt rigtigt, Rentefoden altid maa tilpasse sig saaledes, at Folk og Banker vil ligge med de Fordringer af forskellig Slags, som findes, hvis der er en Sammenhæng mellem den Mængde, en eller anden vil ligge med af en bestemt Slags Fordringer, og Rentefoden, kan man af denne Funktion aflede, hvor meget der maa skabes af disse Fordringer for at Rentefoden skal have en given Højde.

Men naar jeg har sagt, at min Definition er den eneste, der er Mening i, er det, fordi enhver Fordring paa en Person eller en Bank er en Fordring paa Centralbankbetalingsmidler, d. e. Sedler eller Tilgodehavender i Centralbanken, hvorved denne Institution bliver den eneste Kilde til Likviditet. Naar en Person sælger en Fordring til en anden eller til en Bank, bliver han likvid, men Køberen blever illikvid i samme Grad; thi han maa være rede til i givet Fald at afgive Centralbankbetalingsmidler.

B. H. benægter dette; han hævder S. 42, at en Bank, der forøger Balance ved at yde en Mand et Laan, der samtidig gennem anden Kunde som dennes Indskud indgaar i Banken, skaber Jeg mener, at det er Kassen, det kommer an paa, og dens absolutte Størrelse forandres ikke af denne Grund. Naar en Bank faar et Indlaan fra en Kunde uden et samtidigt Udlaan, føler den sig mere likvid, netop fordi den kan regne med, at Manden ikke trækker hele Beløbet, uden at Banken derved det ind igen paa en anden Konto; men hvis Manden ikke har faaet Beløbet ved at sælge et Aktiv til Nationalbanken, maa en anden jo have trukket paa denne eller en anden Bank for at kunne give ham det, og Likviditeten for Banksystemet som Helhed er da ikke forøget ved Indskudet.

B. H. gør opmærksom paa, at med min Definition paa Betalingsmidler Konsekvensen, at for den enkelte skulde allehaanden selv ikke-negotiable, være Betalingsmidler, og at en Mand, der hverken har Aktiver eller Passiver, skulde være lige saa likvid som en Mand, der har et 6-Mdrs. Banklaan og et ligesaa stort Indlaan i Banken, idet ogsaa hans Nettoformue 0, og han mener, at jeg vil vige tilbage for at tage denne Konsekvens.

Det gør jeg imidlertid ikke. Selv det ikke kursnoterede Værdipapir en Værdi. Ejeren er likvid til dette Beløb, og Skyldneren illikvid til samme Beløb, idet han samtidig kan indfri Gælden med dette Beløb; og den, der hverken har Aktiver eller Passiver, er lige saa likvid, som den, der har den ovennævnte Gæld eller Tilgodehavende, hvis han er samme Slags Mand; thi han vil da selv kunne lave en saadan Transaktion, hvad man dog ikke kan se at noget Menneske kan have Interesse af uden rent midlertidigt.

Det fremgaar ogsaa af min udførlige Analyse i Pengeteori S. 88 ff., at en Nettoændring i Udbud og Efterspørgsel efter Fordringer, vel ogsaa efter B. H.s Opfattelse umiddelbart bestemmer kun kan ske, hvis Centralbanken køber eller sælger Fordringer, eller hvis Publikum formindsker eller forøger sin Seddelbeholdning.

Da nu Bankerne er de Institutioner, som holder Centralbanktilgodehavender,maa nødvendigvis blive deres Reaktion overforMængden disse, der bliver afgørende for Rentefoden, og de Vilkaar, paa hvilke Publikum vil holde de forskellige Slags Fordringer,faar Betydning for Rentefoden i det Omfang, denne

paavirker Bankernes Holdning. Dette fremgaar formentlig af
nedenstaaende Figur:

Lad Kurven l_t (r) angive den Kasse, Bankerne vil ligge med til varierende Rentefod, og 121₂ (r) den Kasse (likvide Banktilgodehavender) vil ligge med; lad Rentefoden i Udgangspunktet rO.r₀. Bankernes Kasse (Nettotilgodehavender i Centralbanken) vil være Mlo,M₁o, og Publikums Kasse vil være M₂o, idet Bankerne maa have ydet Laan til eller købt Obligationer af Publikum til dette Beløb. Lad nu Centralbanken ønske at gennemføre r_x. Hvor meget Centralbanken skal købe af Obligationer for at naa dette Maal, beror udelukkende paa Kurven (r), i dette Tilfælde bliver det t Kr. Men da Publikum for at akceptere denne Rentefod vil forøge deres Kasse med p Kr., maa Bankerne afkøbe det Obligationer til dette Beløb. Vi ser af Figuren, at selvom Publikum havde været mindre baisistisk, f. Eks. som angivet ved den punkterede Kurve, vilde Resultatet være blevet det samme for saa vidt angaar Omfanget af den Aktion, maa iværksætte for at opnaa r_x.

Kun hvis der er en Afhængighed mellem \ og 12,1₂, bliver PublikumsReaktion Betydning. En saadan Afhængighed postulererB. idet han hævder (S. 37), at Bankernes Transaktionskasseer med deres Anfordringsgæld til Publikum. Dette kan dog ikke være rigtigt; thi er jo netop Udtrykfor selvstændige Vurdering, og de behøver da ikke at ligge med Kasse til Imødegaaelse af de Udtræk, der

maatte komme, naar Publikum atter ønsker at anbringe i Obligationer;thi kan da overlade dem disse Obligationer uden Kurstab. Anderledes hvis Bankerne lader sig lede af Publikum, saaledes at de overhovedet ikke vil ændre deres Obligationsbeholdning;i Fald bliver Publikums Holdning naturligvis afgørende.B. synes dog ikke at mene, at det forholder sig saaledes;han snarere, at Bankerne lader sig lede af Centralbanken,saaledes de køber eller sælger Obligationer, naar Centralbankenf. gennem Diskontoændringer tilkendegiver, at den ønsker Rentefoden ændret i den ene eller den anden Reting.Dette dog rimeligvis kun være Tilfældet, naar Rentefoden bevæger sig indenfor et ret snævert Spillerum, da en saadan Politikellers være for risikabel.

Men uanset, hvad der bestemmer Bankernes Opfattelse af til hvilken Kurs, de vil holde Obligationer, maa det under alle Omstændigheder at det er Bankerne, der skal holde Centralbanktilgodehavenderne, at Centralbanken derfor, naar den vil opnaa en bestemt Rentefod, maa skabe den Kasse, som Bankerne, eventuelt paavirket af Publikums Reaktioner, kræver til denne Rentefod, derimod har man ikke nogen Garanti for, at Publikums Reaktioner har nogen Indflydelse, idet Bankerne jo kan skabe al den Kasse for dette, som det ønsker og derved hindre dets Luner i at give sig Udslag i Renteændringer.

Naar B. H. S. 36 bemærker, at Bankernes Politik er ganske ligegyldig, vi skal afgøre, hvor meget en given Ændring i Pengemængden defineret som Centralbankbetalingsmidler udenfor plus Indlaan paa Folio indvirker paa Rentefoden, er dette vel rigtigt, men ogsaa irrelevant, eftersom det jo er Centralbanken, skal føre Rentepolitik, og hvor meget den skal sælge eller købe for at naa en given Virkning, beror udelukkende paa Bankernes Holdning.

Dette indrømmer B. H. ogsaa straks efter, men erklærer, at saalænge kun ønsker, som han siger, Keynes gør, at etablere en Sammenhæng mellem den totale Pengemængde og Rentefoden, kan vi uden videre se bort fra de private Bankers Reaktioner. Men Meningen med at etablere en saadan Sammenhæng maa dog vel være, at den skal tjene som Vejledning for den Institution, der skal regulere Rentefoden, hvorfor netop den af mig foreslaaede maa anses for at være hensigtsmæssig.

B. H.s Argumentation S. 40, hvor han siger, at efter min Definitionmaa
naar den skal skønne om Størrelsen af

den Ændring i Mængden af Centralbankbetalingsmidler, den skal skabe for at naa en given Rentevirkning, kende saavel Bankernes som Publikums Reaktion, kan jeg altsaa ikke akceptere; som jeg ovenfor har paavist er det tilstrækkeligt, at den kender Bankernes Reaktion.

Derimod er det rigtigt, at man næppe har nogen Mulighed for nøjagtigt at sondre mellem den Del af Kassebeholdningen, der holdes for Transaktionsformaal, og den Del, der holdes for Spekulationsformaal, Kritik gælder dog i lige Grad Bankernes Publikums Kassebeholdninger. Men derfra og saa til at slutte, at Henvisning til Spekulationsmotivet som Forklaring af Relationen mellem Mængden af Betalingsmidler og Rentefoden er lige saa intetsigende, som at henvise til Omløbshastighedens Vekslen som Forklaring af manglende Proportionalitet mellem Pengemængder og Priser, er et lagt Skridt.

Thi mens Omløbshastigheden paa ingen Maade kan findes selvstændig, kun som en Kvotient mellem den samlede Omsætning hvad man vælger at kalde Pengemængden, kan Transaktionskassen hvert Fald principielt findes selvstændigt; man kan f. Eks. spørge hver enkelt, hvor stort et Beløb han finder det passende at holde af Hensyn til de daglige Betalingstransaktioner, og naar en Mand eller en Institution har en bestemt Formodning om Obligationskursens Udvikling kan man yderligere regne ud, om det betaler sig for ham at holde sin Formue i Kasse eller i Værdipapirer. Vi kan ogsaa ved Destinktionen mellem Transaktionsmotivet Spekulationsmotivet forklare det, vi ser i Virkeligheden, vi kan intet forklare ved Hjælp af Begrebet Omløbshastighed.

Meddelelse.

Fra 1. Januar 1947 er Professor Carl Iversen fratraadt og Kontorchef Prisdirektoratet S. Gammelgaard Jacobsen tiltraadt som Redaktør af Nationaløkonomisk Tidsskrift og Sekretær i Nationaløkonomisk Redaktionens og Sekretariatets Adresse er nu: Nørregade 49⁴, København K, Tlf. C. 1908.