Johs. Laursen og Bjørn Svensson: »DEN RØDE BYGNING« (Statens Administration). Gyldendal. 169 Sider. Kr. 7,75.

Der findes Forfattere, der søger at brillere ved at lægge de Problemer, de behandler, op i saa højt et teoretisk Plan som muligt. De to Fædre til denne Bog gør det stik modsatte. Hele Spørgsmaalet om Indretningen af den omfattende og voksende danske Statsadministration behandles som et rent teknisk-praktisk Problem. Denne Synsmaade maa naturligvis ogsaa dække det væsentlige af Sagen — og kan oven i Købet virke velgørende, især paa Baggrund af den Tendens, der undertiden i lidt for høj Grad præger vore yngre, skrivende Økonomer, til fortrinsvis at kaste sig ud i en abstrakt Ræsonneren, hvis Resultater let bliver en »Fart pour l'art kun til Glæde for en snæver Kreds.

Alligevel undgaas det ikke, at den manglende Lyst til at se Problemerne som Led i en større Sammenhæng bliver en Svaghed ved denne Bog. Manglen sociologisk betonede Synspunkter begrænser Horizonten, og Forfatternes Ønske om at være upolitiske synes at have bevirket, at nogle af Standpunkterne falder lidt blege ud, hvis de ikke helt fortoner sig bort i det übestemte.

Bogen falder i to Halvdele. Først en ræsonnerende Del paa 87 Sider, der ruller Problemerne op. Derefter en beskrivende Afdeling, der i skematisk giver et Rids af hele Statsadministrationen i Fugleperspektiv. Det er i de Dele af det første Afsnit, der beskæftiger sig med principielle Forslag til Administrationens Reformering, at de ovennævnte Svagheder træder frem. Saaledes i Spørgsmaalene om Administrationens eventuelle Decentralisering og om Metoder til at opnaa en bedre Koordination af den økonomiske Politik.

I Decentraliseringsspørgsmaalet er der ingen Vaklen i Forfatternes Standpunkttagen.De klart og utvetydigt imod de Forslag i denne Retning, der i Sommeren 1943 vakte saa besynderlig stor Tilslutning i en Del af den københavnske Presse. Og det maa man vist være dem taknemlige for. Der opregnes en lang Række Argumenter mod en saadan Splittelse af AdministrationensFunktioner, vil gøre Afgørelserne uensartede, fordyre og sinke Forvaltningen og nedsætte Mulighederne for Anvendelse af Specialsagkyndige.Med Trafikmidler kan man i Danmark paa faa Timer naa til Landets Yderkanter, og derfor er det galt at overorganisere Administrationen ved at oprette en »rød Bygning« i hvert Amt. Een for hele Landet maa være tilstrækkeligt, og den bør til Gengæld indrettes rationelt.Danmark

tionelt.Danmarker for lille, og de lokale Forskelligheder for smaa til, at det betaler sig at dele Landet op i »selvforvaltende« Provinser. Selv om der, som Forfatterne selv gør opmærksom paa, kan findes specielle Omraader,hvor decentraliseret Forvaltning er hensigtsmæssig, er disse Synspunkter utvivlsomt rigtige i Princippet. At denne Tendens til Centraliseringi nøje falder i Traad med den tiltagende Tendens til statslig Dirigering af det økonomiske Liv, henleder Forfatterne derimod ikke Opmærksomheden paa. Ej heller omtales den politiske Betydning, Spørgsmaalet faar derigennem, at den lokale Administration i Amterne og Kommunerne kan være ledet af et andet politisk Flertal end Statens. Dette spiller i Praksis en betydelig Rolle.

Behandlingen af Koordinationsproblemet er temmelig overfladisk, idet Bogen indskrænker sig til at referere alle de hidtil fremsatte Forslag, lige fra Arbejderbevægelsens Erhvervsraads Forslag til Stauning i 1937 om Dannelsen af et nyt Erhvervsministerium med Handelsministeriet som Kerne, over Zeuthens Idé om et fint ministerielt Raad med en »braintrust« at tænke for sig, til den Løsning, der vil kunne opnaas ved en Udbygning af Regeringens Beskæftigelsesudvalg og det dertil knyttede Generalsekretariat ja endog Prof. Vinding Kruses Tanker om »Det kommende er med; de er bl. a. originale ved at tildele Ministerierne nye og romantiske Navne, hvilket naturligvis ogsaa er vigtigt. Forfatterne synes at nære et blegt Sværmeri for en Tanke i Retning af at gøre Statsministeren en Slags Overøkonomiminister med et særligt økonomisk Sekretariat til sin Raadighed. Da Spørgsmaalet vel er det mest aktuelle af alle de centrale Administrationsproblemer, er det et Savn, at en nærmere Argumentation ikke gives.

Nogen. Tilkendegivelse af i hvor høj Grad disse Problemer er forbundet med, at Administrationens Funktioner ændres som Følge af den almindelige økonomisk-politiske Udvikling, kommer ikke frem. I jo højere Grad Liberalismens Mekanik eller Privatmonopolismens autonome Dirigering det økonomiske Liv erstattes med en centraliseret planmæssig Ledelse — i des højere Grad maa den gamle, overvejende juridisk prægede komme til kort. Embedsmændenes Hovedopgave bliver ikke længere alene at fortolke Lovene og behandle de Sager, der bliver indanket til Ministeriernes Afgørelse. Administrationen maa desuden tage sig af økonomiske Planlægningsopgaver og tage Initiativ — alt sammen Ministrenes og Rigsdagens Kontrol. Dette nødvendiggør dels en Ændring af selve den ministerielle Omraadeinddeling, dels kræver det en ny Mennesketype i Administrationen. Herved tænkes ikke blot paa, at der behøves flere Mennesker med en økonomisk Uddannelse, men ogsaa paa, at der kræves en ændret Indstilling. Evne til Overblik, økonomiskpolitisk og Lyst til at arbejde med omfattende Planer og Reformer blive de Krav, der stilles til Fremtidens Embedsmænd. Den juridiske Lovfortolkers Personlighed spillede mindre Rolle paa hans Vej gennem den daglige Dynge »Sager«.

Maaske hænger det sammen med Forfatternes før nævnte Ønske om at være upolitiske, at Problemet om Administrationens Demokratisering næstenikke Det kunde f. Eks. have været interessant, om Lejligheden var blevet benyttet til at samle et Materiale om de højeste Embedsmænds

sociale Afstamning. Embedsmændenes samfundsmæssige Indstilling og deres Evne til at følge Ministrene i deres politiske Hensigter vil utvivlsomt faa stigende Betydning, hvis den social-reformatoriske Linie, der prægede dansk Politik i Trediverne, skal fortsættes, eventuelt skærpes. Tanken om at opnaa dels en Styrkelse af det politiske Element i Administrationen (der bl. a. synes ønskelig i Forhandlingerne med Erhvervsorganisationerne, hvis Indflydelse især under Krigen har været i Færd med at tage Overhaand), dels en bedre Kontakt med Rigsdagen og endelig en Aflastning af Ministerenved af politisk udnævnte Statssekretærer, behandles kun gennem et Citat fra en Aviskronik af undertegnede. At Forfatterne er klare over Problemets Betydning fremgaar dog af deres Omtale af det ønskelige i, at Rigsdagen fik større Indsigt med, hvad der gennemføres i Læ af den voksende Fuldmagtslovgivning.

Man skal dog ikke tro, at Bogen bestaar af lutter Svagheder. Tværtimod er en lang Række af de nyeste Problemer behandlet med overordentlig Fornuft og Grundighed. Forfatterparrets Hovedsynspunkt er at »adskillige af de Klagepunkter, der er fremført i den offentlige Debat, har savnet Grundlag og blot røber, at der i vide Kredse hersker en beklagelig Mangel paa Kendskab til Administrationen, dens Forudsætninger og Arbejdsvilkaar«. om en Række Reformforslag omtales, og de fredeligste af dem anbefales, bevirker dette Synspunkt dog, at Bogen overvejende er et Forsvar den bestaaende Administration. Det virker i nogle Tilfælde skuffende. I andre er det som Balsam for Sjælen, i hvert Fald for den, der som Anmelderen, har sit daglige Virke i Statens Kontorer. Der gives saaledes Fremstilling af en Sags Gang gennem et Ministerium i et Normaltilfælde, de fleste maa vist indrømme, at Foretagendet ikke kan lægges synderligt mere rationelt til Rette. Dog kritiseres det, at egentlig kontoruddannet gennemgaaende mangler. Forfatterne mener, at man burde nedsætte et snævert Udvalg af sagkyndige, der kunde give Anvisning tekniske Reformer. Der foreslaas ogsaa ansat en teknisk Revisor, som skulde have Ansvar for, at Statens Kontorapparat altid er paa Højde med de sidste Fremskridt. Overhovedet er Forfatterne meget rundhaandede at nedsætte Raad, Udvalg og Kontrolorganer.

Spørgsmaalet om Expeditionstempoet behandles indgaaende. Forfatterne er skeptisk indstillet over for Kategorien »Hastesager« og mener, at Administrationenbør »netop saa stort et Omfang, at Sagerne kan faa en forsvarlig Behandling inden- for en rimelig Tid«. Den Formulering vil alle kunne give sin Tilslutning — om den er særlig vejledende er saa et andet Spørgsmaal. Forfatterne er imidlertid fuldstændig klare over, at det ofte er noget andet end Expeditionstiden, der faar Publikum til at fare i Harnisk over Administrationen. Nemlig de Tilfælde, hvor Borgeren har ønsket et Ja, men har faaet et Nej. Særlig slemt bliver det, naar Afgørelsen ikke alene er übehagelig, men ogsaa uforstaaelig for Modtageren. Her gør Forfatternerigtigt paa, hvor svært det undertiden kan være at begrunde en Afgørelse. Modtageren har ofte svært ved at forstaa, at et Ja til ham, vil nødvenddiggøre samme Ja til titusinde andre. Afslaget kan ogsaa skyldes Grunde, der ligger uden for Ansøgerens naturlige Tankefelt, f. Eks. Nødvendigheden af, at Administrationen faar et brugbart Kriterium at arbejde med, saa det hele ikke drukner i Vilkaarligheder; Bevæggrundenkan

denkanogsaa være af hemmelig handelspolitisk Natur. Overhovedet er det svært at udforme Motiveringen saa fuldendt, at Modtagerens højt betalteSagfører kan finde en Sprække, hvor der kan bores en Knivspidsind, en juridisk Korrespondance startes. Det er sikkert helt rigtigt,naar fremhæver, at mundtlige Drøftelser maa foretrækkes. løvrigtmaa haabe, at Forfatterne har Ret i, at de svært forstaaelige Afgørelsersom »ved nærmere Eftersyn viser sig velbegrundede nok«.

Om Pressen antydes det, at en af Aarsagerne til, at Administrationen i disse Aar i saa høj Grad er blevet indfanget af Pressekritikkens Søgelys, ligger i, at saa mange andre Emner ikke har kunnet diskuteres, samt at mange Angreb er slet underbyggede og saa ensidige, at de stadige Presserumlerier give Indtryk af, at Embedsmændene er ganske og aldeles umulige, og at f. Eks. det private Erhvervslivs Folk er af en helt anden Støbning. Sandheden turde være, at det er let og taknemligt at slaa løs paa Administrationen, medens det er vanskeligere at kritisere private Forretningers Forfatterne slaar med Rette til Lyd for større Samarbejde Administrationen og Pressen. Embedsmændene bør vejlede svare, hvor Avisernes Fremstilling har været gal. Noget saadant er da ogsaa under Udvikling, bl. a. gennem Ministeriernes Pressesekretariat. Valutacentralen gik i sin Tid i Spidsen paa dette Omraade ved at ansætte dygtig Journalist som Pressesekretær. Disse Synspunkter kan man helt tilslutte sig. Offentlig Kritik er simpelthen en Livsbetingelse for Demokratiet, den maa være saglig.

Sværere er det at tilslutte sig Bogens ivrige Forsvar for Embedsmændenes som menes at give Embedsmændene mere Alsidighed at lette Kontakten mellem Institutionerne indbyrdes. Begge disse Formaal maa dog kunne løses effektivere paa anden Maade. Det første som Forfatterne selv omtaler — ved at et eller flere Aars Beskæftigelse en Underinstitution gøres obligatorisk før Ansættelse i Centraladministrationen. andet ved at et Antal Embedsmænd specialiseres paa Opgaven som »Forbindelsesofficerer«. Det, der i Realiteten ligger bag Formiddagsstillingerne, er jo noget helt andet, nemlig Nødvendigheden af at skaffe Embedsmændene en Extraindtægt. »Fordelen« ved at gøre det paa denne Maade, er at sparsommelige Rigsdagsmænd fortsat kan glæde sig over de normerede Lønningers lave Beløb. Spørgsmaaiet er imidlertid, om Systemet er holdbart i det lange Løb. Det er mere kinesisk end rationelt og er det ikke ogsaa en Smule uværdigt for begge Parter?

Stilen i Bogen er frisk og journalistisk, f. Eks. saadan: »Hvis De tror, at Ministeren derefter selv udarbejder Lovforslaget i et Par Aftentimer, naar Konen er gaaet i Seng, tager de fejl!« Og Sproget er et klart og smukt Dansk.

Det er ikke før forsøgt at give nogen samlet Fremstilling af disse Problemer dansk. Indvendingerne til Trods fortjener Forfatterne derfor Tak for deres Indsats. Endelig er det med Interesse man konstaterer, at det er to unge cand. polit.'er fra to af Statens yngste og mest moderne Institutioner, Beskæftigelsescentralen og Vareforsyningsdirektoratet, der har taget Opgaven op.