ERHVERVELSE AF JORD TIL OPRETTELSE AF MINDRE LANDBRUG

I Slutningen af det 19. og i Begyndelsen af det 20. Aarhundrede
skabtes saavel herhjemme som i vore Nabolande en Lovgivning,
der havde til Formaal at fremme Oprettelsen af mindre Landbrug
gennem Støtte fra Statens Side. Denne Lovgivning gav Anledning
til adskillige Meningsforskelligheder, bl. a. om den hensigtsmæssige
af disse Brug og om Besiddelsesformen, d. v. s. om
Brugene skulde være Brugernes Ejendom eller Fæste i en eller
anden Form. Et Spørgsmaal, der efterhaanden fik stigende Betydning,
den Maade, hvorpaa den nødvendige Jord til de nye Brug
skulde erhverves.

I den første Tid var der alene Tale om Erhvervelse af Jord gennem Køb i det aabne Marked. Det kunde være Nybyggeren, der selv købte Jorden, men da Jorden paa denne Maade let blev for dyr og for daarlig, støttede Staterne Selskaber og Foreninger, der dannedes med det Formaal at købe større Ejendomme for at udparcellere i Smaabrug, saaledes de danske Udstykningsforeninger. Norge gav Staten Laan til Kommuner, der vilde foretage saadanne Køb og Udstykninger, og i Vestprøjsen og Posen foretog Staten selv Køb af store Ejendomme til Udstykning i mindre

Da man gjorde den Erfaring, at det kunde være vanskeligt paa den Maade at faa tilstrækkelig Jord til rimelige Priser, rejstes Spørgsmaalet om Erhvervelse af Jord gennem Expropriation. En Lov herom blev i 1908 vedtaget for Vestprøjsen og Posen, men denne Lov havde en særlig Karakter, idet dens Formaal var gennem af nye Brug at støtte Tyskernes Stilling overfor Polakkerne.

I Danmark blev Spørgsmaalet om Expropriation af Jord til Smaabrug rejst allerede i Begyndelsen af dette Aarhundrede, og da der i 1911 nedsattes en stor Landbokommission, fik denne bl. a. til Opgave at afgive Betænkning om mulige Ændringer i Expropriationslovgivningen. Kommissionen udarbejdede ogsaa Udkast til en Lov om Statens Erhvervelse af Jord til Oprettelse af mindre Landbrug, indeholdende en Bestemmelse om, at der kunde exproprieres Jord fra Landejendomme paa mere end 5 Tdr. Hartkorn eller med mere end 50 Tdr. Land. Expropriationen dog ikke omfatte mere end 10 pCt. af Ejendommens Tilliggende. Erstatningen for Afstaaelsen skulde udgøre det Beløb, Ejendommens Værdi blev forringet og være mindst saa stor som det afstaaede Areals Brugsværdi. Udkastet indeholdt ogsaa en Bestemmelse om Forkøbsret for Staten til Ejendomme, der blev stillet til Tvangsauktion.

Et Forslag om Expropriation af Jord til Oprettelse af Husmandsbrug fremsat af Begeringen i 1919, men ikke gennemført. skaffedes i dette Aar paa anden Maade betydelige Arealer Udstykning, nemlig gennem Loven om Afhændelse af Præstegaardsjorder og Lensafløsningsloven. Ved den sidste Lov opnaaede Staten (Jordfonden) en Kapital paa ca. 100 Millioner Kroner til Jorderhvervelse og Udlaan.

I 1929 fremsattes igen fra Regeringens Side et Forslag om Expropriation af Jord til Husmandsbrug. Efter Forslaget kunde der exproprieres Jord fra Ejendomme med mindst 40 ha. Fra Ejendomme under 100 ha kunde dog kun exproprieres en mindre Del af Jorden, f. Ex. kun 10 pCt. af Ejendomme mellem 40 og 50 ha, men fra Ejendomme med over 100 ha. Jord kunde exproprieres over 100 ha. Erstatningen for den exproprierede Jord skulde fastsættes paa Grundlag af Vurderingen til Grundskyld; dog kunde den forhøjes paa Grund af Jordens Kulturtilstand, og hvis der siden sidste Vurdering var sket en Ændring i Jordens Værdi.

Forslaget blev stærkt angrebet, dels med den Motivering at der ikke var nogen Trang til Expropriation, idet Staten kunde faa Jord nok til Købs, naar den vilde betale Handelsværdien, dels med den Motivering, at Fastsættelsen af Erstatningen var grundlovsstridig,idet kræver fuld Erstatning. Naar der skulde gives fuld Erstatning, maatte denne sættes til det Beløb, hvormed Ejendommens Værdi blev forringet, og denne Forringelsekunde blive større end Jordens Værdi, da Bygninger og

Inventar eventuelt ikke kunde udnyttes fuldt ud med det tilbageblevneAreal.

Heller ikke Forslaget af 1929 blev gennemført, og der er ikke siden paa Rigsdagen fremsat noget Forslag om Expropriation af Jord til Oprettelse af nye Brug. Der er dog senere gennemført et Par Lovbestemmelser, der skal fremme Statens Jorderhvervelse. Den ene er L. Nr. 121 af 9. April 1936 (Saneringsloven) § 9, hvorefter kan stilles som Betingelse for Ydelse af et Saneringslaan, at der afgives Jord til Oprettelse af nye Brug eller til Supplering af bestaaende Brugs Jordtilliggende. Der maa dog ikke kræves afstaaet saa megen Jord, at der bliver et Misforhold mellem Ejendommens og Bygninger. Den anden Bestemmelse findes i den sidste Lov om Oprettelse af mindre Landbrug, Bekg. Nr. 400 af 23. Sept. 1941, § 8. Efter denne skal Ejeren af en Landejendom i følgende Tilfælde, forinden Salg finder Sted, meddele Statens Jordlovsudvalg, at Ejendommen er til Salg,

1. Naar Ejendommens Bygninger er helt eller delvis nedbrændt,
og Ejendommens Grundværdi er over 12.000 Kr.

2. Naar et Dødsbo ønsker at afhænde en Landejendom med en
Grundværdi paa over 20.000 Kr. til en anden end en Arving.

3. Endvidere skal Auktionsrekvirenten, naar en Landejendom
med en Grundværdi paa over 20.000 Kr. stilles til Tvangsauktion,
Jordlovsudvalget en tilsvarende Meddelelse.

Jordlovsudvalgets Svar paa Meddelelsen skal foreligge inden
14 Dage fra dens Afsendelse, i hvilket Tidsrum eventuelt Salg er
ugyldigt.

Det er ikke klart udtrykt, hvad der er Meningen med denne Bestemmelse. Staten har i disse Tilfælde Krav paa at faa at vide, at Ejendommen er til Salg, men hvis Staten ikke vil betale den Pris for Ejendommen, som Ejeren forlanger, synes der ikke at være noget i Vejen for, at Ejeren senere kan sælge Ejendommen til andre for en lavere Pris uden igen at tilbyde den til Staten. Hvis dette var udelukket, burde Bestemmelsen være formuleret saaledes. at Staten havde en Forkøbsret, rnen en saadan nævnes ikke. Bestemmelsen gaar saaledes ikke udover det Omraade, der er kaldt Køb i det frie Marked.

Saavel den sidste Bestemmelse som Bestemmelsen i Saneringsloven
formentlig kun haft ringe Betydning.

I Sommeren 1944 er af Det radikale Venstres Rigsdagsgruppe
fremsat nogle saakaldte »Synspunkter for Efterkrigstidens \_a\styknings

styknings- og Boligpolitik«, hvori Spørgsmaalet om Erhvervelse af Jord til Oprettelse af mindre Landbrug paa anden Maade end gennem Køb i det frie Marked igen rejses. Spørgsmaalet rejses ikke som et Krav om en Expropriationslovgivning, men det foreslaas,at Jordlovsudvalg faar Forkøbsret til alle Ejendommemed 40.000 Kr.'s Grundværdi, naar disse Ejendomme er til Salg, og at der ved Ejendomme af denne Kategori, der overdragestil Svigerbørn og Søskende kan paalægges en Pligt til at afgive Jord til Udstykning efter en Skala, der er stigende i Forhold til Ejendommens Grundskyld. Dette Forslag omtales nærmere nedenfor, men forinden skal i Korthed gøres Rede for Lovgivningen paa dette Omraade i Tyskland og Norge, hvor Lovgivningenkort Afslutningen af forrige Krig indførte Forkøbsretog som Midler til Erhvervelse af Jord til Oprettelse af mindre Landbrug.

Som tidligere omtalt var der allerede fra 1908 hjemlet en Expropriationsret Vestprøjsen og Posen, men denne var kun benyttet faa Tilfælde. Efter forrige Krig blev vedtaget en Lov for hele Riget om Erhvervelse af Jord til Oprettelse af nye Brug og Tillægsjord til bestaaende Smaabrug, Reichssiedlungsgesetz af 11. August 1919, der hjemlede saavel en Forkøbsret som en Expropriationsret den »indre Kolonisations« Tjeneste.

Erhvervelsen af Jord udførtes navnlig af almennyttige Udstykningsselskaber offentlig Tilsyn og med Støtte fra Statens Side. Selskaberne skulde i første Række erhverve Jord ved almindeligt eller fra Statsdomænerne, men hvis denne Erhvervelsesmaade slog til, kunde den nødvendige Jord skaffes ved Udøvelse af Forkøbsret og Expropriation efter følgende Regler:

Der dannedes i de Provinser (eller Distrikter), hvor Ejendomme paa over 100 ha Landbrugsjord i Aaret 1907 laa inde med mere end 10 pCt. af det samlede Landbrugsareal, tvungne Sammenslutningeraf med mere end 100 ha Jord, de saakaldte Jordafgivelsesforbund.Naar manglede den nødvendige Jord, kunde de forlange, at Jordafgivelsesforbundene stillede Jord til Raadighed til passende Pris. For at Jordafgivelsesforbundenekunde denne Forpligtelse, fik de en Forkøbsrettil Ejendomme, naar disse ønskedes solgt til andre end Ejerens Familie. Kunde den nødvendige Jord ikke skaffes ved Køb eller Forkøb, havde Jordafgivelsesforbundet en Ret til at expropriere Jord fra Medlemmerne. Expropriationsretten var vidtgaaende, naar der var Tale om Mose jord og udyrket Jord,

men ellers maatte Retten kun bruges i Nødsfald, og der skulde tages forskellige Hensyn. Fra »Mønstergaarde« maatte ikke exproprieresJord, Forbundet skulde fortrinsvis expropriere Jord fra Gaarde, som under Krigen var købt af Ikke-Landmænd, eller i de sidste 20 Aar gentagne Gange var solgt eller var særlig daarlig drevne eller hørte til store Godser eller ikke blev drevet af Ejerenselv endelig Bondejord, som i den sidste Menneskealder var erhvervet af Storgodsbesiddere. Jordafgivelsesforbundets Forpligtelseophørte, Medlemmernes Andel i Landbrugsjorden i Distriktetvar til 10 pCt. og det samlede Areal og desuden, naar lk af det Areal, som de havde i 1907, var afgivet til Udstykning(uanset den tilbageværende Del var over 10 pCt. af det samlede Areal).

Ved denne Ordning blev der paalagt de store Ejendomsbesiddere kollektiv Pligt til Afgivelse af Jord, men samtidig givet dem en Medbestemmelsesret, der kunde bidrage til Gennemførelsen en lempelig Maade. Betingelsen for Dannelse af Jordafgivelsesforbund navnlig i de østlige Provinser af Prøjsen, Provinserne Sachsen og Slesvig-Holsten. Ordningen har ført til betydelige Resultater, idet Forbundene til Aaret 1936 har afgivet pCt. af den Jord, som de kan tilpligtes at stille til Raadighed.

Foruden Kravet overfor Jordafgivelsesforbundene blev der givet Udstykningsforeningerne en direkte Forkøbsret til Ejendomme fra 25 ha til 100 ha. Forkøbsretten gjaldt ved alle Slags Afhændelser, saavel frivillig som tvungen, og gjaldt overfor Trediemand, uden at den behøvede at blive indført i Tingbogen. Undtaget var dog, ligesom ved Ejendomme over 100 ha, Familieoverdragelser ikke alene til Ægtefælle og Afkom, men ogsaa til Søskende, Slægtninge i opadstigende Linje ,^Svoger, Onkel, Nevø og andre, og endvidere undtoges Overdragelser til det Offentlige.

Nogen Expropriationsret tilkom derimod ikke Udstykningsselskaberne,
der kunde ikke exproprieres Jord fra Ejendomme
under 100 ha.

Prisen for Ejendommen ved Udøvelsen af Forkøbsretten var den Pris, som Ejeren var tilbudt fra anden Side. Ved et Supplement til Loven af 4. Januar 1935 er det dog bestemt, at urimelig høje Priser af Udstykningsmyndighederne (der fører Tilsyn med Udstykningsselskaberne) nedsættes til en passende Pris.

I Norge har allerede en Lov af 23. Juli 1915 om Smaabrug og
Boliglaan under visse Betingelser givet Herredskommunen en Forkøbsrettil

købsrettilfast Ejendom paa Landet, som sælges til fremmede Statsborgere og Aktieselskaber, naar denne egner sig til at udstykkesi eller Byggegrunde. Denne ret beskedne Forkøbsretudvidedes ved Lov om Erhvervelse af dyrket Mark af 10. December 1920. Ifølge denne skal ogsaa norske Statsborgerei Tilfælde have Tilladelse til Køb af dyrket Mark (med eller uden Bygninger). Er Køberen udenbygdsboende, skal han have Tilladelse, naar Arealet af den dyrkede Mark udgør over 4 ha. Aktieselskaber og andre Selskaber med begrænset Ansvar skal i alle Tilfælde have Tilladelse til Køb af dyrket Mark.

Er Køberen indenbygdsboende, d. v. s. at han i de sidste to Aar har været bosat i det Herred, hvor Ejendommen er beliggende, skal han kun have Tilladelse, naar det købte Areal, alene eller sammen med dyrket Mark, som Køberen tidligere ejer i samme Herred, udgør mere end 30 ha i de saakaldte Jordbrugsamter og mere end 15 ha i de øvrige Amter. Disse Arealgrænser kan dog nedsættes i de enkelte Herreder efter Andragende fra Herredsstyret. med indenbygdsboende regnes den, som til Sorenskriveren Erklæring om, at han inden et Aar efter Afslutningen Købekontrakten vil overtage og bosætte sig paa Ejendommen selv at drive den som Gaardbrug paa forsvarlig Maade i 5 Aar.

Til disse Bestemmelser slutter sig den Regel (Lovens § 28), at i de Tilfælde, hvor der kræves Koncession, har den Herredskommune, Ejendommen ligger, Forkøbsret til denne i alle Tilfælde, den vil benytte Ejendommen til Smaabrug, Byggegrunde særlige kommunale Formaal. Benytter Kommunen sig af sin Forkøbsret, skal den yde en mindre Erstatning til Koncessionssøgeren Erstatningen er sat til 2 pCt. af de første 50.000 Kr. af Købesummen og 1 pCt. af det overskydende Beløb indtil 5000 Kr.

Fra disse Regler gælder dog den Undtagelse (Lovens § 6), at for norske Statsborgere er Koncession ikke i noget Tilfælde nødvendigtil gennem Arv, Ægteskab eller Odelsløsning eller gennem Overdragelse, naar Erhververen er nærmere odelsberettigettil end Overdrageren eller er dennes Ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med Overdrageren i op- eller nedadstigendeLinje i første eller anden Sidelinje. Loven midtager saaledes Familieoverdragelser i stor Udstrækning, idet den strækkersig langt som til Søskendebørn og disse Afkom. Ved Odelsløsningforstaas

løsningforstaasGenerhvervelse af en Slægtsej endom, som inden
for de sidste 3 Aar er gaaet ud af Slægtens Besiddelse.

Ved Lov om Ændring af visse Jordspørgsmaal af 22. Juni 1928, kaldet Jordloven, paalægges det Herredskommunen, hvor det kan ske uden uforholdsmæssig Risiko, at stille Jord til Raadighed for Bygdefolk, som mangler Jord til Jordbrug eller til nødvendig Udvidelse for smaa Jordbrug. Hvis dette ikke kan ske ved Køb eller Forkøb, maa Kommunen benytte den Adgang, som Loven giver til tvungen Afstaaelse (Lovens § 11).

Loven indfører saaledes en Ret for Herredskommunen til Expropriation Jord til Oprettelse af nye Smaabrug og til Tillægsjord bestaaende Smaabrug; dog kræves i hvert Tilfælde Kongens Adgangen til Expropriationen er ret vidtgaaende, naar der er Tale om Expropriation fra Selskaber, udenbygdsboende v. (Lovens § 15). Med Hensyn til udenbygdsboende gøres dog en Undtagelse, hvor Ejeren har Odelsret, og Bruget ikke er Led i en Jordopsamling. Ejeren kan da beholde Bruget, eller hvis han ejer flere, et af dem, naar dette er eller bliver drevet

Adgangen til Expropriation fra indenbygdsboende er derimod
mere begrænset (Lovens § 17), navnlig naar der er Tale om dyrket
Expropriation kan i saa Fald kun ske,

a) naar Ejendommen er Led i en Jordopsamling,

b) naar Ejeren ejer flere Jordbrug i Herredet, uden at det skønnes eller hensigtsmæssigt at drive dem sammen. Dog kan Ejeren forlange foruden det Brug, som han selv vil drive, at beholde et Brug til, naar han eller hans Ægtefælle eller Barn har Odelsret til det, og det er eller bliver drevet forsvarligt,

c) naar Ejendommen er et større Brug, og det gælder Jord, som ligger adskilt fra den dyrkede Mark og egner sig bedst til eget Brug eller som Tillæg til andet Brug for at gøre dette mere skikket som eget Brug.

Fra et større Brug kan ogsaa ellers kræves afstaaet Arealer udover
der maa henregnes ti et almindeligt Gaardsbrug, dersom
ikke driver det paa forsvarlig Maade.

løvrigt gælder følgende Regler: 1) Jord, som falder under § 15,
skal kræves afstået før Jord efter § 17, 2) udyrket Jord før dyrket
3) daarligt eller mindre godt brugt Jord før godt brugt.

Bemærkelsesværdigt for de norske Regler er det, at der tages
særlig Hensyn til Odelsjorden (Slægtsjendommen) saavel naar der
er Tale om Expropriation, som naar der er Tale om Forkøbsret.

Om Erstatningen ved Expropriation siger Lovens § 24 kun, at
denne fastsættes ved Skøn. Ejeren har Krav paa fuld Erstatning
for den Skade, han lider ved Afstaaelsen.

Det er mig ikke bekendt, i hvilket Omfang Forkøbsretten er benyttet
Kommunerne. Expropriationsretten har vistnok ikke haft
nogen stor Betydning.

Efter denne Oversigt over Reglerne i tysk og norsk Ret skal nærmere omtales det tidligere nævnte Forslag fra Det radikale Venstres Rigsdagsgruppe af Juni 1944. Det siges til Indledning om Erhvervelse af Jord ved Expropriation:

»Under de hidtidige Drøftelser af denne Opgave har Spørgsmaalet om Anvendelsen af Expropriation ofte affødt lidenskabelige Diskussioner delt Vandene stærkt ogsaa inden for Kredse, der saa med Forstaaelse Interesse paa en ændret Jordfordeling. Uanset hvilken Anskuelse nu maatte have om Expropriationens Betimelighed, maa man utvivlsomt erkende, at en fortsat Kamp ad de hidtidige Linjer sandsynligvis vil kunne virke splittende overfor Bestræbelserne for at samle alle Udstykningssagens Venner om en stor og betydningsfuld Jordreform«.

Som Følge heraf har man søgt at finde nye Veje til Fremskaffelse den fornødne Jord til Udstykning. Disse nye, mere moderate bestaar i følgende: Det offentlige skal gaa i Spidsen ved at stille den Jord til Raadighed, som er i offentlig Besiddelse, herunder ogsaa Jord tilhørende offentlige Stiftelser. Der gives Statens en Forkøbsret til alle Landejendomme, Jord og Bygninger, med over 40.000 Kr.'s Grundværdi, naar disse Ejendomme til Salg. Denne Forkøbsret skal dog kun gælde for Ejendomme i fri Handel. Ejendomme, der bliver i Slægtens Eje, d. v. s. overdrages til Søskende, Børn eller Svigerbørn, falder ikke ind under Forkøbsretten, men kan i Stedet tilpligtes at afgive Jord ved Ejerskifte efter Regler, der omtales nedenfor.

Det er ikke klart, om Opregningen af Slægtninge skal være udtømmendeeller kun skal betragtes som Eksempler paa Familieoverdragelser.Da mellem de nævnte med Søskendefør er usædvanlig, er antagelig det sidste Meningen. Det vilde ogsaa være mærkeligt, om i hvert Fald Overdragelser til Søskendes Børn ikke skulde regnes for Familieoverdragelser, men det bliver da et aabent Spøgsmaal, hvor Grænsen skal drages.

Som det fremgaar af det foranstaaende, medtages i Norge og Tysklandogsaa
Slægtninge.

Ved Familieoverdragelser kan paalægges en Pligt til at afgive
Jord, som er egnet til Udstykning, efter følgende Regler:

Det omtales ikke, hvorvidt disse Regler ogsaa skal gælde ved
Arv, f. Ex. hvor Ejendommen ved Testamente er tillagt en af Arvingerne.

Om Betalingen for den afstaaede Ejendom eller Jord gives følgende

»De Landbrugsejendomme, som Staten erhverver ved Forkøbsret, betales en Pris, der under Hensyn til Jordens Kulturtilstand og Ejendommens Afkastningsevne svarer til dens almindelige Handelsværdi.

Det samme gælder Jorden, der afgives fra Ejendomme ved Familiesalg. Enighed ikke opnaas om Prisen, indankes Sagen for en Vurderingskommission, af: 1 Højesteretsdommer som Formand, 2 vurderingskyndige Mænd valgt af Statens Ligningsraad samt 1 udpeget Ejeren og 1 valgt af Jordlovsudvalget. Denne Kommissions Afgørelse endelig«.

Disse Regler giver Anledning til Tvivl. Naar Betalingen skal svare til Handelsværdien, maa man spørge om Meningen med, at der særligt nævnes Jordens Kulturtilstand og Ejendommens Afkastningsevne, ogsaa andre Momenter, f. Ex. Ejendommens Beliggenhed og Bygningerne virker beskæmmende paa Handelsværdien. siges tidligere i Piecen, at naar en Landmand ikke længere vil beholde sin Ejendom, kan ingen med Rette indvende noget mod, at Staten køber den. Dette er rigtigt, hvis Ejeren faar samme Købesum af Staten, som han kan faa fra anden Side, men hvis Købesummen skal fastsættes af den nævnte Vurderingskommission Hensyn til Jordens Kulturtilstand og Ejendommens kan der nok blive Strid om, hvorvidt dette er Tilfældet.

Endnu vanskeligere bliver Forholdet dog, naar der er Tale om
Afgivelse af Jord ved Familieoverdragelser. Naar en Del af Jordenskal

denskalafgives til Handelsværdien, kan der efter Omstændighederneblive om et betydeligt Tab, der ikke erstattes, nemlig den Forringelse af Ejendommen, som er en Følge af, at Bygninger og Inventar ikke kan udnyttes fuldt ud med det tilbageblevne Areal. Hvis ikke dette Tab skal erstattes, bliver det farligt at investereny i Bygninger og Inventar, og denne Usikkerhed kan virke uheldigt paa Driften af de truede Ejendomme. De Udtryk,der kan næppe forstaas paa anden Maade end at der kun skal tages Hensyn til Værdien af den afstaaedc Jord som Salgsobjekt, men ikke til den Værdiforringelse, som Ejendommen yderligere undergaar ved Fraskillelsen.

Forholdet er saaledes dette, at den foreslaaede Ordning kan blive langt mere byrdefuld for den Ejer, som vil bevare Ejendommen Slægten, end for den, der vil afsætte den for bedste Bud. For den sidste er i hvert Fald kun Tale om at opnaa en større eller mindre Pris, altsaa i værste Fald om et øjeblikkeligt Pengetab, medens Afstaaelsen af Jord fra en Ejendom, der ønskes bevaret i Slægten, uden at der betales fuld Erstatning, let kan undergrave Evnen til at bevare Ejendommen, især hvis der opstaar betydeligt Misforhold mellem Arealet og Bygningernes Størrelse.

Dette sidste Punkt af Forslaget vil sikkert vække stærk Opposition de tidligere Forslag om Expropriation og ikke uden Grund. Naar det ses, hvorledes der i tysk og norsk Ret tages vidtgaaende Hensyn ved Overdragelser indenfor Familien, vilde det være mærkeligt, om dansk Ret skulde stille Familieoverdragelser end almindelige Salg. Det vilde ogsaa være inkonsekvent, da vor Lovgivning, bl. a. ved Arvereglerne for Landbruget, har søgt at støtte Ejendommens Bevarelse i Familien.

Det har sikkert heller ikke været Forslagsstillernes Tanke at stille Familieoverdragelserne særlig ugunstigt, man har snarere ment, at man ved Forslaget stillede Familieoverdragelser og andre Overdragelser lige, men i saa Fald er Forslaget formentlig et Fejlgreb, desuden er det ikke urimeligt at forlange, at der ligesom i tysk og norsk Ret gives Familieoverdragelserne en bedre Stilling end almindelige Salg.

Det kan da vistnok heller ikke være nødvendigt at medtage Familieoverdragelsernefor faa den nødvendige Jord til Oprettelse af nye Landbrug. Familieoverdragelserne andrager gennemsnitligikke end ca. 25 pCt. af samtlige Overdragelser, og naar Staten hidtil har klaret sig med Køb i det aabne Marked, skulde

man tro, at det var nok, naar Staten fik Forkøbsret ved andre Overdragelser. I hvert Fald ligger det nær, at man nøjes hermed, indtil der har vist sig at være Trang til niere, hvilket maaske liggerlangt i Fremtiden.

Det er dog Overvejelse værd, om Forslaget ikke kan være paa sin Plads paa et begrænset Omraade, nemlig, naar der er Tale om Erhvervelse af Tillægsjord til Husmænd, der ikke kan skaffe denne ved almindeligt Køb, de saakaldt »indeklemte« Husmænd. Da det stillede Forslag ikke omfatter Expropriation af nogen Art, mangler dette Middel til at komme de nævnte Husmænd til Hjælp. Gennem Forkøbsretten vil der ofte være Mulighed for at skaffe Tillægsparceller til Brug, der er for smaa, men da der ikke altid er nogen tilgrænsende Ejendom med mere end 40.000 Kr. Grundskyld, Forslaget den særlige Regel, at Staten i sådanne Tilfælde kan anmelde en Forkøbsret til Ejendomme med under 40.000 Kr. Grundskyld. I Analogi hermed kunde man tænke sig en Regel, der gik ud paa, at Staten kunde anmelde en Ret til at kræve afstaaet Jord til Tillægsparceller ved Familieoverdragelser, naar Jorden ikke vel kunde skaffes paa anden Maade. Da der i disse Tilfælde kun vil blive Tale om Afstaaelse af mindre x\reaier, kunde Afstaaelsespligten begrænses f. Ex. til 10 pCt. af en Ejendoms Der burde i saa Fald gives fuld Erstatning for Forringelsen Hovedejendommen, men naar der er Tale om saa forholdsvis smaa Arealer, behøver Erstatningen ikke at blive væsentlig end Parcellens Handelsværdi.

Den nævnte Afstaaelsespligt ved Familioverdragelser vil næppe heller være populær, men en Sammenligning med tysk og norsk Ret giver til Resultat, at den ikke kan anses for særlig byrdefuld. I disse Lande findes vel ikke nogen lignende Regel, men til Gengæld Expropriationsret, som ogsaa omfatter Ejendomme, der ønskes bevaret i Familien.