1.

LIGEVÆGTSRENTEBEGREBET med sine teoretiske Konstrukå omkring den »naturlige« Rente o. s. v. er blevet betragtet en af den klassiske, den gængse Renteteoris mest værdifulde Landvindinger. Man naaede paa Grundlag heraf frem til forskellige pengepolitiske Normer, f, Ex= den, at Pengene skulde være »neutrale« — d. v. s. at Pengene ikke maatte øve nogen Indflydelse paa de reelle økonomiske Foreteelser, der skulde forme sig som i et rent Tusksamfund, hvor Pengene endnu ikke var blevet kendt¹) — hvilket kun kunde tilsikres ved, at een ganske Ligevægtsrente blev opretholdt. Den nærmere Bestemmelse hvad der skal forstaas ved Ligevægtsrenten, er ikke altid lige klar. Begrebet stammer fra Wicksell, der som bekendt anvender Række forskellige Definitioner paa Ligevægtsrenten, hvoraf de væsentligste refererer sig til:

a) Grænserentabiliteten for en infinitesimal Tilvækst i Kapitalstokken.
er den saakaldte »reale« Rente.

b) Den Rente, der bringer Overensstemmelse mellem Udbudet
af Laanekapital og Efterspørgselen efter Laanekapital (Kredit, om
man vil). Dette er den saakaldte »normale« Rente.

c) ündelig den Kentefod, der medfører et konstant Prisniveau
for Færdigvarerne, eller — som Lindahl har formuleret det — den

---

1) Jfr. f. Ex. Koopmanns: Zum Problem des »Neutralen Geldes« i Beiträge zur Geldtheorie, p. 228.

Rente, der faar Forventningerne til at gaa i Opfyldelse. Dette er
den »neutrale« Rente.

Naar man paa denne Maade kan opstille hele tre Definitioner paa Ligevægtsrenten, er det naturligvis af Betydning, om disse tre Definitioner vil bestemme een og samme Rentefod. Dette Spørgsmaal været diskuteret af forskellige Forfattere, som igen er kommet til forskellige Resultater. Myrdal¹) mener at have bevist, at medens de to første Definitioner altid maa være opfyldt samtidig, behøver den Rentefod, som disse to Definitioner bestemmer, altid at være lig den Rentefod, som opfylder den tredje Definitions Betingelser. Dette vil altsaa sige, at efter Myrdal skulde »real« Rente ~ »normal« Rente ø /^neutral« Rente. Brems²) har imidlertid lige modsat paavist, at medens den anden og tredje Definition (i hvert Fald ud fra hans Forudsætninger) altid vil bestemme Rentefod, saa behøver den af den første Definition bestemte Rentefod ikke altid at falde sammen hermed; d. v. s. at »real« Rente 4§ »normal« Rente = »neutral« Rente. Brems har endvidere paavist det fejlagtige i Myrdals Argumentation, og da Myrdal tilmed iet senere Skrift³) har forladt sit oprindelige Standpunkt, vi her gaa ud fra den Oplægning, Brems giver af Problemet, vi dog i det væsentlige skal indskrænke os til kun at betragte, dels om man overhovedet kan opstille et Ligevægtsrentebegreb Betydningen »normal« eller »real« Rente under de keyneske dels Spørgsmaalet om Overensstemmelsen mellem den »reale« og den »normale« Rente henholdsvis i den gængse Teori (som Brems vel paa dette Punkt maa siges at repræsentere?) under de keyneske Forudsætninger; derimod skal der ikke gaas nærmere ind paa at klare, hvorvidt »normal« og »neutral« Rente nødvendigvis altid falder sammen.

2.

For det første kan man altsaa spørge, om det har nogen Værdi
at opstille et »normalt« resp. »neutralt« Rentebegreb under de
keyneske Forudsætninger, eller bedre: kan man overhovedet under

---

1) Myrdal: Der Gleichgewichtsbegriff als Instrument der geldtheoretischen Analyse, i Beiträge zur Geldtheorie.

2) Brems: Wickseils tre Definitioner af Ligevægtsrenten, i Nationaløkonomisk 1941.

3) Myrdal: Monetary Equilibrium, som er en omarbejdet Udgave af den nævnte Afhandling fra Beiträge zur Geldtheorie.

disse Forudsætninger give nogen Definition paa den »normale«
(resp. den »neutrale«) Rente, som eentydigt bestemmer een bestemtLigevægtsrente

Mange Overvejelser er ikke nødvendige for at vise, at det kan man ikke. Det er en kendt Sag, hvorledes det, der navnlig adskiller Teori fra den gængse, er Forudsætningen om manglende Beskæftigelse og følgelig variabel Realindkomst, saaledes Realindkomsten altid dels vil tilpasse sig selv, dels vil indvirke paa Opsparing og Investering, at Opsparing og Investering kan blive lige store. Der er her ikke Tale om ex post Identiteten mellem Opsparing og Investering, men derimod om følgende: er paa Grund af en Ændring i Rentefoden Opsparing og Investering ex ante i een Periode forskellige, saa vil ex post Ligheden ved en Ændring i Totalrealindkomsten, saaledes samtidig næste Periodes ex ante Opsparing og ex ante Investering bliver lige store (dette er jo Indholdet af Multiplierteorien). hvilken Rentefod man end fastsætter ved en Periodes Begyndelse, saa vil der altid blive Ligevægt gennem en saapas Ændring i Realindkomsten, at næste Periodes Opsparing og Investering ex ante bliver lige store, saaledes at der herefter er Ligevægt, og Forløbet kan saa fortsætte uændret i de følgende Perioder. Det er derfor hos Keynes meningsløst at tale om een bestemt Rentefod som den eneste, ved hvilken der skulde blive Ligevægt mellem Udbud af og Efterspørgsel efter Laanekapital — Kredit. En saadan Ligevægt kan fremkomme ved en hvilkensomhelst

Dette Forhold gør Keynes selv opmærksom paa, idet han kritiserer egen tidligere Opfattelse, ifølge hvilken der skulde være een bestemt »natural« Rentefod, hvor Opsparing og Investering blev lige store (Keynes »natural« Rente svarer ganske til Wicksells »normale« Rente): »I had .... overlooked the faet that in any given society there is, on this definition, a different natural rate of interest for each hypothetical level of employment.«¹)

Der er dog visse Grænser, udenfor hvilken Rentefoden ikke kan siges at være »normal«. Ved en vis lav Rente kan der i det keyneskeSystem at blive fuld Beskæftigelse. Sænkes Rentefodenunder Niveau, vil der ikke opstaa nogen ny Ligevægtstilstand,idet jo saa ikke kan øges yderligere. Resultatet af en saaden Rentesænkning vil ganske overensstemmendemed

---

!) General Theory, p. 242.

mendemeddet wicksellske Synspunkt blive en kumulativ Prisstigningsproces.Den ved hvilken der hos Keynes netop bliver Ligevægt med fuld Beskæftigelse, kan derfor paa en Maade siges at svare til den wicksellske »normale« Rente¹); Forskellen er saa blot, at hos Keynes vil alle Rentesatser, som ligger over dette Niveau, ogsaa være »normale« i den Forstand, at der ved alle disse Rentesatser kan blive Ligevægt mellem Udbud af og Efterspørgsel efter Kredit.

Det samme maa gælde for den »neutrale« Rente. Ligegyldigt hvilken Laanerente, der fastsættes, vil der via Totalrealindkomsten skabt Ligevægt, saaledes at Forløbet kan fortsætte med uforandrede Priser og Produktionsbetingelser.

3.

For at kunne konfrontere den »reale« og den »normale« Rente anvender Brems den dynamiske Model, som blev opstillet af Wicksell Geldzins und Güterpreise; det bliver nu nok desværre nødvendigt at komme videre kort at repetere, hvad denne Models Forudsætninger er, og hvorledes Modellen virker overfor ndringer Data.

Periodelængden er et Aar. Der findes kun cirkulerende Kapital, og Produktionsperiodens Længde (med forudsat given teknisk Viden) ogsaa netop lig et Aar. Produktionen tænkes at starte ved Aarets Begyndelse, og ved Aarets Slut er saa Produktionen afsluttet, hele Aarsproduktet, som helt og holdent bestaar af Konsumgoder, til Salg. — Der findes tre Grupper af Personer: Driftsherrerne, som leder Produktionen, der udelukkende foregaar med laant Kapital, som atter igen er laant i »Idealbanken«; Kapitalisterne, som udover at være Ejere af Laanekapital (naar Laanekapitalen er i Pengeform indsættes den i Idealbanken) ogsaa er Detailhandlere. De køber ved Aarets Slut Driftsherrernes Produktionsresultat, som de dels selv konsumerer i Løbet af det følgende Aar, dels sælger videre ved næste Aars Begyndelse til 3) de originære Faktorers Ejere (Arbejdere og Jordejere). Det er endvidere en væsentlig Forudsætning, at Driftsherrerne og Kapitalisterne regner med, at de Priser, som de sidst har realiseret være sig Færdigvarepriser eller Faktorpriser), ogsaa vil holde sig uændrede i al Fremtid. Alle Betalingstransaktioner sker med Checks, og der er ingen Kontanter i Omløb.

---

O General Theory, p. 243.

I Ligevægt (hvor Laanerente = »real« Rente = »normal« Rente)
virker Modellen saaledes:

»Ved Aarets Begyndelse laaner Driftsherrerne hos Idealbanken Summen K. K er en Pengesum, der er lig Værdien af den Mængde Konsumgoder, der sidste Aar produceredes, og som Kapitalisterne ikke selv tilbageholder til egen Konsumtion. Den er altsaa Opsparingen, Opsparingen maa jo være lig Laanekapitalen. Dette følger af, at Laanerenten skal være lig den »normale« Rente. Over deres Laan disponerer Driftsherrerne nu paa den Maade, at de straks køber originære Faktorers Tjenester (Arbejds- og Jordydelser). Faktorers Ejere kommer saaledes straks ved Aarets Begyndelse i Besiddelse af Summen K, og denne anvender de til hos Kapitalisterne at købe den Del af sidste Åars Produktionsresultat, Kapitalisterne ikke ønsker at tilbageholde til egen Konsumtion. stationære Forhold ønsker Kapitalisterne netop at konsumere deres Nettoindkomst, og da denne bestaar af Renten paa deres Kapital, har den Værdien Ki, idet i er Laanerenten. Den totale Konsumtion er altsaa K 4- Ki = K (1 4- i). Denne Størrelse er atter lig sidste Åars Produktionsresultat. Naar de originære Faktorers Ejere køber Varer hos Kapitalisterne for deres Aflønning stiger Kapitalisternes Banktilgodehavende med denne Sum. Og dette Banktilgodehavende bliver Kapitalisterne liggende med Aaret ud.

Ved Aarets Slutning køber Kapitalisterne for deres Banktilgodehavender paaløbne Renter (ialt K (1 4- i)) Aarets Produktionsresultat Driftsherrerne. Dettes totale Værdi er nu ved Aarets Slutning lig K (1 4- i), hvilket følger af, at Laanerente skulde være lig den »reale« Rente. Banktilgodehavendet kan altsaa netop betale Produktionsresultatet, og Driftsherrerne anvender Salgsprovenuet til at tilbagebetale deres Gæld til Banken; da denne i Aarets Løb er forrentet med Laanerenten i, har ogsaa den Værdien K (1 4- i).

Næste Aar fortsætter Processen som en nøjagtig Gentagelse af
det anførte.«1)

At Laanerenten er lig den »reale« Rente, viser sig altsaa i, at den relative Forskel mellem Faktorpriser og Færdigvarepriser netop er lig Laanerenten. At Laanerenten er lig den »normale« Rente, viser sig i, at Kapitalisterne af det Færdigvarelager, de begynderPerioden undlader at konsumere netop saa meget,

---

O Brems anførte Artikel, p. 204_—05.

som Driftsherrerne laaner i Banken og udbetaler til Faktorejerne
(som intet opsparer).

A. Man kan nu tænke sig, at Kapitalisterne øger deres Opsparing, v. s. at de i en Periode agter at konsumere mindre af deres Færdigvarelager og derfor udbyder en større Mængde (end K) til Salg ved Periodens Begyndelse. Samtidig tænkes saa Laanerenten sænket saa meget, at den stadig er lig den »normale« Rente — f. Ex. med 1 %. Dette vil saa pr. Definition sige, at Laanerenten sænkes saa meget, at Driftsherrerne laaner og til deres Arbejdere (og Jordejere) udbetaler netop saa meget mere, som Kapitalisterne selv har undladt at konsumere. I dette Tilfælde vil begge disse Beløb med nøjagtig 1 %. Kapitalisternes Salgspriser bliver derfor og ved Periodens Slut vil Kapitalisterne, hvis Pengekapital er præcis lige saa stor som ved sidste Periodes Slut (Kapitalen er steget 1 °/o, men den Rente, der er løbet paa i Aarets Løb, er 1 % lavere), overtage Driftsherrernes Produktionsresultat til uændrede Priser.

Ved næste Periodes Begyndelse tænkes der saa ikke at ske yderligere i Kapitalisternes Opsparingsvilje, hvilket vil sige, at de nu konsumerer deres Nettoindkomst fuldtud (denne var i Udgangssituationen Ki og er nu (K -\- -t.-) (i h- 0,01) — altsaa noget lavere) og følgelig udbyder K -f -^ Færdigvarer. Da Driftsherrerne med uændrede Faktorpriser, vil de følgelig ligesom sidste Periode laane og til de originære Faktorer udbetale K -j- Trøy Resultatet er altsaa, at Kapitalisterne kan afhænde deres Varer til uændrede Priser, og paa denne Maade kan Forløbet fortsætte uændrede Priser. De eneste Priser, der er steget, er Faktorpriserne, der steg een Gang for alle ved den første Periodes Begyndelse.

B. Man kan omvendt tænke sig, at Opsparingen øges, uden at Laanerenten sænkes, d. v. s. at Kapitalisterne konsumerer mindre af deres Færdigvarer og udbyder mere til Salg, medens DriftsherrernesLaan Bankerne er uændrede. Det er nu klart, at Kapitalisterneved Begyndelse vil realisere lavere Priser, end de ventede, og dermed faa Tab, idet deres forøgede Færdigvareudbudstaar en uændret Efterspørgsel fra FaktorejernesSide. vil Driftsherrerne ved Periodens Slut realisere lavere Priser end de ventede, idet Kapitalisterne — som jo ifølge

Forudsætningerne venter, at de lavere Priser, som de realiserede
ved Periodens Begyndelse, vil holde sig i Fremtiden — vil byde
Priserne ned paa Driftsherrernes Aarsprodukt.

Ved næste Aars Begyndelse vil Driftsherrerne, fordi de venter, at de lavere Priser fra sidste Periodes Slut vil holde sig, starte med at byde Faktorpriserne ned, medens Kapitalisterne, der nu igen antages at konsumere netop deres Nettoindkomst, atter udbyder en Feerdigvaremængde, svarende til den i Udgangssituationen. Priserne maa saa igen falde for at skabe Ligevægt mellem Udbud af og Efterspørgsel efter Færdigvarer, og ved Periodens Slut vil Kapitalisterne kun afkøbe Driftsherrernes Produkter til disse endnu lavere Priser. Paa denne Maade vil man faa en kumulativ Nedgangsproces i Færdigvarepriser og Faktorpriser frem.

4.

Vi skulde nu efter dette Referat af Wicksellmodellens Funktion i et Par typiske og hensigtsmæssigt valgte Tilfælde kunne afgøre, hvorledes det forholder sig med den »reale« og den »normale« Rente.

Lad os begynde med Tilfældet A i Paragraf 3. Her valgte vi at starte Perioden med at sænke Laanerenten netop saa meget, at den var lig den »normale« Rente. Derimod var ved Periodens Begyndelse — og den »normale« Rente — lavere end den »reale« Rente, thi den »reale« Rente er uforandret, saa længe Produktionsperiodens Længde, forventede Faktorpriser og forventede er uændrede.

I Tilfælde B gik vi ud fra, at den »normale« Rente faldt, men at Laanerenten ikke blev sat ned. Den »normale« Rente er altsaa lavere end Laanerenten. Derimod vil ved Periodens Begyndelse den »reale« Rente være lig Laanerenten. Begge er jo uforandrede.

Disse Forhold tager Brems nu som Bevis for, at der ikke behøver at være Overensstemmelse mellem de to Ligevægtsrentedefinitioner,idet siger, at »første Definitions Opfyldelse er hverken en nødvendig eller en tilstrækkelig Betingelse for den anden DefinitionsOpfyldelse. ¹) Imidlertid vil Uoverensstemmelsen mellem de to Renter af sig selv forsvinde, hvad ogsaa Brems indrømmer, at

---

1) Brems nævnte Artikel, p. 211.

der er Tendens til1)- I Tilfældet A vil Faktorpriserne nemlig straks ved Periodens Begyndelse blive budt op netop saa meget, at der ikke bliver nogen Gevinst for Driftsherrerne, hvorved ogsaa den »reale« Rente falder og bliver lig Laanerenten og lig den »normale«Rente, i Tilfældet B vil ved den første Periodes Slut Driftsherrernes Salgspriser falde, saaledes at den »reale« Rente bliver mindre end Laanerenten, men derimod lig den »normale« Rente (lader man Frikonkurrenceforudsætningerne falde og indføreren om en fast Monopolgrad, vil dette ikke medføre nogen Ændringer i Ræsonnementet).

Det vil altsaa ses, 1) at Uoverensstemmelsen mellem den »reale« og den »normale« Rente ikke kan bestaa en hel Periode igennem, men at den »reale« Rente i samme Periode, hvor den »normale« Rente ændres, vil ændres tilsvarende, saaledes at der allerede i samme Periode kommer Overensstemmelse mellem »real« og »normal« 2) Det er Forskellen mellem Laanerenten og den »normale« Rente, der er afgørende for, om der skal udvikle sig en kumulativ Proces eller ej. Er der nemlig Overensstemmelse mellem Laanerente og »normal« Rente, vil den eneste Virkning af en Forskel mellem Laanerente og »real« Rente være, at denne Forskel forsvinder via Forskydningerne i de relative Priser, og omvendt: er den »normale« Rente mindre (højere) end Laanerenten, den eneste Virkning af, at den »reale« Rente er lig Laanerenten, være, at denne Lighed mellem »real« Rente og Laanerenten forsvinder, saaledes at »real« og »normal« Rente bliver store.

Den »reale« Rente synes paa denne Maade blot at være en Reflek
2) af den »normale« Rente, saaledes at hvis en Periode er

---

l) Brems, p. 211. Dette rimer dog ikke ganske sammen med Brems kategoriske p. 209: »Hvis man nemlig kan paavise, at der gives Tilfælde, hvor den ene er opfyldt, uden at den anden er det, og Tilfælde, hvor den anden er opfyldt, uden at den ene er det, kan man udtømmende karakterisere som værende fuldstændig uafhængig af hinanden«. — Denne Betragtningsmaade i det hele synes ret upraktisk overfor en dynamisk Analyse, hvor Afhængigheden mellem Størrelserne kun fremkommer, ved at der tages tilbørligt Hensyn til time-lags. Ser man i en dynamisk Analyse bort fra time-lags, kan man altid finde en tilsyneladende Uafhængighed (i den Forstand Brems anvender Ordet) mellem Størrelser, der ellers — med et vist time-lag — er yderst intimt forbundne. Brems logiske Uafhængighedsbegreb er derfor kun praktisk i en rent statisk Analyse.

2) Naar Myrdal i Monetary Equilibrium naar frem til den reviderede Opfattelse, »only the first and second of the equilibrium conditions are even

begyndt med en Forskel mellem disse to Renter, vil Forskellen inden Periodens Slut være forsvundet, og næste Periode vil derfor altid begynde med en Overensstemmelse mellem dem. Skal der paa den anden Side i Wicksellmodellen være Uoverensstemmelse mellem »real« Rente og Laanerente gennem en Række Perioder, maa der ogsaa være en tilsvarende Uoverensstemmelse til Stede mellem »normal« Rente og Laanerenten.

5.

Efter denne Gennemgang af den gængse Renteteoris forskellige Ligevægtsrentebegreber og deres indbyrdes Forhold, kan vi nu gaa over til at betragte Forholdet mellem den »reale« og den »normale« Rente under de almindelige keyneske Forudsætninger. Det lader sig ikke gøre at anvende Wicksellmodellen hertil paa Grund af dennes specielle Forudsætninger (jfr. nærmere nedenfor). Man kan imidlertid nemt uden at maatte gribe til at opstille en helt ny dynamisk Model angive, hvorledes det her forholder sig med de to Ligevægtsrentebegreber,

Keynes Model arbejder først og fremmest under Forudsætning af, at Kapitalmængden er konstant. Forekommer der Nettoinvesteringer, disse ganske vist ogsaa i fast Kapital (modsat Wicksellmodellen, der kun investeres i cirkulerende Kapital), men da der er Tale om infinitesimale Tilvækster i Kapitalen, berører det ikke Forudsætningen om dens Konstans. Endvidere er der ikke fuld Beskæftigelse, saaledes at øget Efterspørgsel efter Arbejdskraft her maa staa for de originære Faktorer) ikke vil fremkalde tilsvarende Stigning i Arbejdslønnen. Var dette ikke Tilfældet, kunde der ikke fremkomme nogen øget Bea/investering.

Vi kan saa starte med en Ligevægt, hvor Nettoinvesteringerne
er lig Nul og Indkomsten følgelig af en saadan Størrelse, at Nettoopsparingenogsaa

---

consistent; they are interrelated in such a way that the first is conditioned the second and otherwise not determined,« (p. 38) er det ikke dette Forhold, han har for Øje, men derimod følgende: Skal der efter den første Ligevægtsdefinition være monetær Ligevægt, kræver dette, at »profit margins« (d. v. s. Investeringsgevinster og -tab) er = 0, og at dette medfører Nettoinvesteringer netop lig 0; herved er imidlertid underforstaaet, Nettoopsparingen ogsaa er lig 0 — ellers har det ingen Mening at postulere Ligevægt. Men dette er jo blot den anden Ligevægtsdefinition. Den første Ligevægtsdefinition er saaledes blot en nærmere Redegørelse for, hvad der bestemmer den ene Halvdel — Efterspørgselen efter Laanekapital — af den anden Ligevægtsbetingelse (se Monetary Equilibrium, p. 79_—85).

opsparingenogsaaer lig Nul¹). I denne Situation tænkes saa foretageten og den umiddelbare Følge heraf er en Tendens til øgede Investeringer. Hvor store bliver saa Investeringerne?Baade Opsparing og Indkomst er Strømbegreberog derfor maales pr. Tidsenhed, eller om man vil -_— pr. Periode. Hele Keynes-Systemets statiske Ligevægt maa nu derfor opfattes paa den Maade, at den samme Situation gentager sig uændret fra Periode til Periode — at der ikke er nogen Tendens til Ændring i Investerings-, Opsparings- eller Indkomststrømmene. Hvor stor bliver altsaa Investeringsstrømmen?

Keynes gaar ud fra Begrebet »the marginal efficiency of capital«, der er ganske det samme, som man almindeligvis forstaar ved Kapitalens Grænserentabilitet, sorn atter er bestemt ved Forholdet mellem de forventede fremtidige Afkast af en bestemt Investering og Omkostningerne ved denne. Den Diskonteringsfaktor, som ved Tilbagediskontering af de fremtidige Afkast til Investeringstidspunktet denne Størrelse lig Investeringsomkostningerne (henført samme Tidspunkt), er Investeringens Rentabilitet. For hver

mulig Investering findes en saadan Rentabilitet, ordnes alle de forskellige Investeringsmuligheder Rentabilitet, faas en faldende Grænserentabilitetskurve.

---

*) Det vil nemt ses, at i denne Udgangssituation er Laanerente, »normal« Rente og »real« Rente lige store (for saa vidt man ellers vil anvende Begrebet Rente i det keyneske System).

Det Punkt, hvortil det da skulde betale sig at forøge Kapitalstokken, bestemt af Rentefodens Højde. Er Rentefoden il5i₁₅ skulde de samlede rentable Nettoinvesteringer blive lig 1-^ er Rentefoden i₂, bliver de samlede rentable Investeringer L,¹).

Denne Kurve er dog tegnet under Forudsætning af 1) en given Kapitalmængde og 2) en given Totalindkomst. Hvad Forudsætningen given Kapitalmængde betyder, ses paa følgende Maade (vi forudsætter her given Totalindkomst).

Hvis man staar i en given Ligevægtssituation med en given Kapitalmængde,vil f. Ex. være som angivet ved G_x. Er Renten iO,i₀, vil Nettoinvesteringerne være lig Nul. SænkesRenten i₀ til ilsi₁₅ vil en samlet Nettoinvestering lig I_x blive rentabel. Fremkommer nu hele denne Investeringsmængde i den Periode, hvor Renten blev sænket fra i₀ til ilsi₁₅ vil ved Begyndelsen

---

*) Det Punkt, hvortil Investeringerne skydes frem, bestemmes egentlig ikke af selve Rentefoden, men derimod af, hvad Schneider kalder »Kalkulationsrenten«, v. s. Laanerenten plus et Tillæg for »Profit«. Bestemmelsen af dette Tillægs Størrelse gaar Keynes ikke nærmere ind paa; det forudsættes være konstant lig Nul, idet der hertil knytter sig en hel Række Problemer, som ikke kan behandles her.

af næste Periode Grænserentabilitetskurven ikke være GlsG₁₅ men derimod G₂, som er identisk med det Stykke af G1?G_1? som ligger til højre for Punktet I_x. I Periode 2 vil altsaa atter Nettoinvesteringen blive lig Nul, medmindre Rentefoden igen sænkes.

Det vil herefter ses, hvad Korttidsforudsætningen: given Kapitalmængde — Skønt det egentlig ikke er selve den absolutte der er afgørende for Investeringernes Omfang, men derimod Ændringen i Rentefoden, saa kan man dog sige, at med en given Kapitalmængde og følgelig en given Grænserentabilitetskurve det den absolutte Rentehøjde, der er afgørende for Investeringsstrømmen. Skal endvidere Investeringsstrømmen være uændret fra Periode til Periode, kan det ikke nytte at antage, at hele den rentable Investeringsmængde fremkommer i samme Periode. Gjorde den det, vilde i næste Periode Nettoinvesteringen lig Nul uanset Rentefodens Højde i Udgangssituationen. Holder vi os til Fig. 2, er vi altsaa tvunget til at antage, at l_x realiseres at der i n fremtidige Perioder konstant investeres IJn i hver Periode.

(Der er al mulig Grund til at hæfte sig ved denne Bestemmelse af Investeringsstrømmens Omfang. Hvad man har at gaa ud fra, er blot, at en given Rentesænkning gør en vis samlet Mængde Investeringer rentable. Er Grænserentabilitetskurven given, er der f. s. v. ogsaa tilvejebragt en eentydig Sammenhæng mellem Rentefodog samlede Mængde rentable Investeringer, men Investeringerneer Strøm, og Spørgsmaalet er derfor netop, hvor lang Tid der vil gaa, før denne samlede Mængde Investeringer, som blev rentable ved Rentesænkningen, vil blive effektuerede. En eentydig Sammenhæng mellem Rentefoden og Investeringsstrømmen er derforikke før vi kender det Antal Tidsenheder, det tager, iév hele Investeringsbølgen er løbet ud. Dette vil afhænge af Farten i Investorernes Beslutninger, Investorernes Overvejelser om Fordelagtighedenved paabegynde Investeringen paa dette eller hint Tidspunkt (venter man et alm. varigt Lønfald f. Ex. om et halvt Aar vil det formentlig være fordelagtigt at udskyde Paabegyndelsenaf dette halve Aar, selv om ogsaa disse Investeringerisoleret vilde give en Investeringsgevinst, hvis de blev iværksat nu), o. a. Trægheder, som overhovedet ikke kan bringes indenfor et statisk Systems Rammer. En statisk Model med positive Nettoinvesteringer er alene af denne Grund en sælsom Skifting.l) Det maa nævnes, at Forudsætningen om, at Investeringsstrømmenvil

---

J) Se herom ogsaa Pigou: Employment and Equilibrium, Part I.

ringsstrømmenvilblive konstant, er meget kunstig; det rimeligste
var formentlig at antage, at Investeringsstrømmen først var voksendefor
igen langsomt at falde til Nul).

I denne Henseende bestaar Korttidsforudsætningen altsaa i, at vi ikke interesserer os for, hvad der sker, naar der er kommet Overensstemmelse Grænserentabilitet og Rentefod, men kun for den Tilstand, som opstaar som Følge af den (forudsat) konstante Investeringsstrøm, der fremkommer i det Tidsrum, hvor der er Uoverensstemmelse mellem Grænserentabilitet og Rentefod. Grunden at den fremkommer, er, at Driftsherrerne som en Følge af den lavere Laanerente og de uændrede forventede Priser (»real« Rente er større end Laanerenten) venter at score en Gevinst paa at investere, og da Faktorpriserne som Følge af det elastiske Faktorudbud stiger, vil de ogsaa realisere denne Gevinst, og næste Periode kan da fortsætte paa samme Maade. I denne næste Periode imidlertid — som omtalt:_— Totalindkomsten være steget saa meget,¹) at Opsparing ex ante er lig den højere Investering, og følgelig vil ogsaa i denne Periode den herskende lavere Laanerente identisk med den »normale« Rente, idet der jo nu ved denne Rente (med den ændrede Realindkomst) vil være Ligevægt mellem Udbud af Opsparing og Efterspørgsel efter Laanekapital. Den »reale« Rente derimod er uforandret og større end baade Laanerente det, man maa kalde »normal« Rente. De følgende Perioder saa gentage sig uforandret.

Men er dette ikke lidt mærkeligt? Thi Keynes selv slaar jo ofte fast, at »the output of new investment will be pushed to the point at which the marginal efficiency of capital becomes equal to the rate of interest«, og da »the marginal efficiency of capital« er defineret, saa den er identisk med Wicksells »reale« Rente, synes det at være umuligt, at der saaledes skulde kunne bestaa nogen Forskel mellemLaanerenten den »reale« Rente. Det afgørende her er imidlertidKorttidsforudsætningerne. nævnt vil der som Følge af den tænkte Rentesænkning fremkomme en Investeringsbølge, som maa tænkes at vise sig i en konstant Nettoinvesteringsmængde pr. Periode. Naar denne Investeringsbølge er løbet ud, og alle de Nyinvesteringer,som Grund af Rentesænkningen blev rentable, er færdigkonstruerede, saa vil ogsaa Kapitalstokken være forøget saa meget, at den »reale« Rente er sunket ned til at være lig Laanerenten,og

---

J) Dette virker naturligvis igen tilbage paa Investeringerne. Herfra kan der dog i denne Forbindelse bortses.

renten,ogNettoinvesteringerne maa igen forsvinde. Men Korttidsforudsætningener at hele Investeringsbølgen ikke er løbet ud. Under Korttidsforudsætningen betragter man kun Tilstanden, mens Nettoinvesteringerne holder sig paa det højere Niveau (betingetaf , og saa længe Investeringsbølgen løber, er Kapitalstokken mindre end den Kapitalstok, hvis »reale« Rente vilde være lig Laanerenten. Anlagde man derimod det statiske Langtidssynspunkt, at man sammenlignede Tilstanden før og efter,at havde fundet Sted, vilde man komme til ganske andre Resultater; i saa Fald vilde den »reale« Rente ogsaa altid være lig Laanerenten.

Under Keynes Forudsætninger behøver der derfor ingen Overensstemmelse være mellem »real« Rente og »normal« Rente, og hvad mere er: der vil heller ikke, saa længe Korttidsforudsætningerne være nogen Tendens til Overensstemmelse mellem Vi vil altsaa til Stadighed have en »real« Rente, som er forskellig fra baade Laanerente og »normal« Rente, og dog have en perfekt Ligevægt, hvor hver Periode gentager sig uændret, Priserne uændrede, og hvor Forventningerne gaar i Opfyldelse,¹) Wicksells første Definition paa Ligevægtsrenten maa derfor fuldstændig under disse Forudsætninger. Ligevægten er ganske af denne Definitions Opfyldelse, ligesom Ligevægtstilstanden ikke medfører, at denne Definition bliver opfyldt.«)

Og med Hensyn til den anden og tredje Definition paa Ligevægtsrentengjaldt at en hvilkensomhelst Rentefod hos Keynes — saa længe der ikke er indtraadt fuld Reskæftigelse — er »normal« og »neutral«, derved at Systemets forskellige Størrelser altid uansetRentefodens kan komme i Ligevægt, saaledes at anden og tredje Definition er opfyldt. I det Omfang derfor de keyneske Forudsætninger er mere virkelighedstro end den wicksellianske

---

1) En anden Ting er saa, om Forskellen mellem »real« Rente og Laanerente behøver at være konstant, for at Nettoinvesteringerne skal forblive uændrede. Om Vanskelighederne ved udfra en given »real« Rente og en given Laanerente deducere sig til Investeringsincitamentet, se Palander: Om Stockholmskolens och metoder, Ekonomisk Tidsskrift, 1941, p. 104 ff.

2) Forlader man de statiske Forudsætninger, maa Hensyn naturligvis ogsaa til, at positive Nettoinvesteringer er ensbetydende med Tilvækst til Kapitalstokken. Kaleckis Konjunkturmodel bygger netop ogsaa herpaa. — I denne Artikel er Opgaven imidlertid udelukkende Sammenligningen med den oprindelige keyneske Korttidsstatik.

Renteteoris Forudsætninger, vil Ligevægtsrentekonstruktionen
blive intetsigende for Forholdene i det virkelige Liv, i Tilfældet
med den »reale« Rente endog direkte misvisende.

6.

Keynes Forudsætninger er meget forskellige fra de Forudsætninger, ligger til Grund for Wicksells Model. Selve Knaphedsprincippets behøver der ikke at siges yderligere om. At dette maa ændre Teoriens Resultater, er klart og behandlet foran. Derimod er der i Wicksells Model (saaledes som Brems opfatter den) en Forudsætning af mærkelig Karakter, som er forskellig fra Keynes tilsvarende Forudsætning. Det drejer sig om Forudsætningen Opsparingsviljen. Det skulde ikke betyde nogen Ændring i de principielle Synspunkter, om man erstattede den wicksellske Forudsætning medKKernes langt mere rimelige og realistiske Forudsætning, dog skal det vises, at dette vil være temmelig ødelæggende hele Ligevægtsrentekonstruktionen.

Brems udtrykker sig saaledes: »At ingen ny Primærforandring af Spareviljen introduceres, vil jo nemlig sige, at Kapitalisterne konsumerer deres Nettoindkomst og ikke hverken øger eller mindsker Kapital«.¹) Lad os illustrere dette nærmere ved Hjælp af Tilfælde A i Paragraf 3. I Udgangssituationen var Kapitalisternes lig K (1 + i) og deres Nettoindkomst lig Ki. Denne Nettoindkomst konsumeredes fuldstændigt, og Nettoopsparingen lig Nul. Dernæst indtræder i en Periode en Øgning af Opsparingsviljen, saaledes at der i denne Periode opspares netto JAÄ °g altsaa af Nettoindkomsten Ki kun konsumeres K (i -^-0,01). I næste Periode bliver saa Nettoindkomsten lig (K -j- ——) (i h- 0,01), altsaa noget mindre, (er f. Ex. Laanerenten faldet fra 5 % til 4 %, vil Kapitalisternes Nettoindkomst være ca. 20 % mindre end i den foregaaende Periode). Her siger saa Brems, at da nu Spareviljen er uændret, saa vil Kapitalisterne netop konsumere hele den nye, lavere Nettoindkomst — hverken mere eller mindre.

Keynes Forudsætning om Opsparingsviljen er, at den Procent af
Indkomsten, som opspares, falder med faldende Indkomst.

Lad os tage et Talexempel: I Udgangssituationen kan Ki f. Ex.
være 200.000 Kr. X 5 % lig 10.000 Kr. Opsparingsviljen stiger dernæst,saaledes

---

!) Brems anførte Artikel, p. 207.

næst,saaledesat der opspares 20 % heraf, altsaa 2.000 Kr. I næste Periode vil Indkomsten saa imidlertid falde ca. 20 °/n/_n til ca. 8.000 Kr. Keynes vilde saa sige, at udaf de 8.000 Kr. vil der blive opsparet en mindre pCt. end udaf de 10.000 Kr.; hvormeget vil afhænge af Opsparingskurvens Fald. Brems derimod gaar ud fra som givet, at Opsparingsprocenten netop falder til Nul, og denne Forudsætning maa holdes, ligegyldigt hvor stort Faldet i Indkomsten er (var den primære Opsparingsforøgelse ikke 1 °/o af Kapitalen (2.000 Kr.), men f. Ex. 2 °/o (4.000 Kr.), vilde Indkomsten i næste Periode falde til ca. 6.000 Kr., og Brems Forudsætning er saa, at naar der udaf 10.000 Kr. opsparedes 4.000 Kr., saa vil der udaf 6.000 Kr. blive opsparetnetop Kr.). Det er klart, at denne Forudsætning er megetkunstig ¹) Med Brems Definition bliver enhver Nettoopsparing ensbetydende med en Ændring i Spare viljen, selv om ogsaa baade Indkomst og Opsparing er uændrede fra Periode til Periode. »UændretOpsparing« herefter kun være en Opsparing, som er lig Nul. Denne Maade at anvende Begrebet Opsparingsvilje paa er saaledes ejendommelig derved, at den knytter Opsparingsviljen udelukkende til Kapitalmængden (Formuen) og ikke til Indkomsten,hvilket dog er det sædvanlige og nok ogsaa det realistiske,selv maaske ogsaa i det virkelige Liv Kapitalmængdens (Formuens) Størrelse spiller en Rolle for Opsparingsviljen. Denne Forudsætning er imidlertid nødvendig, hvis der skal komme Ligevægti 2, hvad der vel ogsaa er Grunden til, at Brems har valgt den. Fremkommer der nemlig i Periode 2 en Nettoopsparing som er forskellig fra Nul (positiv eller negativ), vil Udbudet af Laanekapital overstige (eventuelt være mindre end) Efterspørgslenefter og Kapitalisterne vil realisere lavere (højere) Priser og faa Tab (Gevinst), hvorved den Ligevægt, som ellers er til Stede i Tilfældet A i Periode 2, vil være brudt.

---

J) Det er nok ogsaa tvivlsomt, om dette virkelig var Wicksells explicite Forudsætning (selv om han naturligvis — som Brems mener — maa have haft den implicite; ellers bliver der jo ikke Ligevægt!) Wicksell behandler i Geldzins und Güterpreise et fuldstændig tilsvarende Exempel som ovenfor i Teksten og siger saa: »Die Frage, ob die Kapitalisten, da sich ihr Einkommen der Herabsetzung des Depositenzinses nunmehr verkleinert hat, noch immer denselben Betrag ersparen können oder wollen, istem Sache für sich, mit der wir uns hier nicht zu beschäftigen brauchen.« (p. 142).Wickseil synes, som hans meget kortfattede Behandling af dette Tilfælde viser, at have været klar over, at det videre Forløb afhang af Opsparingsforudsætningen, finder som sagt ikke Anledning til nærmere at beskæftige sig hermed.

Da den relevante Forskel fra Periode 1 til Periode 2 er en Forskydningi af den disponible Indkomst fra de passive Kapitalistertil for de originære Faktorer, kan man formulere denne Indvending — som, saa vidt det ses, ikke tidligere har været fremført¹) — mod Ligevægtsbetingelsen: Laanerente lig »normal« Rente paa følgende Maade. Vi gaar ud fra en Situation, hvor der er sket en Forskydning i Opsparingsvilje eller Investeringsincitament.For dette ikke skal medføre en kumulativ Flugt fra Ligevægten,maa ændres, saaledes at der skabes Ligevægtmellem Opsparing og tilsigtet Investering. Som en direkte og uundgaaelig Følge af denne Ændring i Laanerenten vil der imidlertid fér eller senere (i Wicksells Model fra og med næste Periode) fremkaldes en Ændring i Indkomstfordelingen, som atter maa medføre en Ændring i Samfundets totale Sparevilje, saaledes at vi i næste Periode vil se en uændret samlet tilsigtet Investeringstillet

---

l) I Prof, Lindahis: Studies in the Theory of Money and Capital hedder Part II: The Rate of Interest and the Price Level. Heri er behandlet Mulighederne at regulere Priserne via Rentefoden, bl. a. i Tilfælde som de her afhandlede, Lindahl nævner adskillige Gange de Bivirkninger, ndringer Rentefoden kan faa gennem Ændringer i Indkomstfordelingen, men det fremgaar ikke explicite, hvilke Vanskeligheder dette Moment medfører for selve Ligevægtsrentebegrebet. Lindahl har nemlig paa Forhaand f. s. v. forkastet Ligevægtsrentebegrebet, som han ikke spørger, om der findes een bestemt Rentefod, der tilsikrer Ligevægt, men derimod stiller Spørgmaalet: er det muligt gennem en tilstrækkelig smidig Rentepolitik — altsaa gennem idelige Rentevariationer — at faa opfyldt de prispolitiske Normer, man evt. kan opstille. Herved er han imidlertid allerede langt ude over Tanken om Ligevægtsrenten. Det er muligt at den oven for i Teksten fremførte Tankegang implicite; en Sætning som den følgende skulde i hvert Fald godt kunne tolkes i denne Retning: »What is intended by the definition in question (det drejer sig om Ligevægtsrenten) is naturally that the equilibrium be attained without the necessity for any shift in the price level such as would alter the distribuation of incomes, and thence the supply of saving, and even without any tendency towards such a shift arising from the interest level itself.« (Studies, p. 251). I. Griinbaum har i en Artikel: Inkongruente Forventninger og Begrebet monetær Ligevægt, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1945, opregnet en lang Række af de Indvendinger, som i Tidens Løb er fremført mod Ligevægtsbetingelsen lig Investering. Heller ikke her forekommer den i Teksten anførte Indvending. Brems har i en (utrykt) Prisafhandling ogsaa paa Grundlag af forskellige Forventningsforudsætninger, Accelerationsprincippet o. a. behandlet en Række Indvendinger mod dette Ligevægtskriterium.

vesteringstilletoverfor en ændret samlet Opsparing, hvorved —
alt andet lige — Ligevægten vil være brudt.

Klarest belyses dette Forhold vist, hvis Primærforandringen er en Forøgelse i Investeringsincitamentet afeen eller anden Grund. I saa Tilfælde maa Laanerenten hæves for at blive lig den »normale« Rente (bl. a. for at lokke Kapitalisterne til i denne Periode at nedsætte Konsum). Med den højere Laanerente vil imidlertid Kapitalisternes Nettoindkomst i næste Periode været steget paa Bekostning Faktorejernes Nettoindkomst, og da Opsparingsviljen for hver af de to Grupper er uændret, maa den samlede Opsparingsvilje der regnes med, at Kapitalisternes Opsparingsvilje er større end Faktorejernes) og dermed den samlede tilsigtede Opsparing i Periode 2 være højere end i Periode 1, medens de tilsigtede er uændrede fra Periode 1 til 2; der maa følgelig Uligevægt i Periode 2.

Med den keyneske mere realistiske Forudsætning om Opsparingen det derfor vanskeligt — selv indenfor de wicksellske Rammer — at tale om nogen »pengeteoretisk Ligevægt« bestemt alene ved Betingelsen Laanerente lig »normal« Rente, idet man i Tilfælde af Ændringer i Opsparingsvilje eller Investeringsincitament kan fastlægge een bestemt Laanerente, som baade vil tilsikre Ligevægt i den Periode, hvor Primærforandringen sætter ind, og tilsikre, at Forløbet kan fortsætte uændret i de følgende Perioder.

7.

Vi har i den foregaaende Paragraf blot behandlet en enkelt af Forskellene mellem Forudsætningerne i Wicksellmodellen og hos Keynes, og denne Forudsætning viste sig at være af ganske væsentlig Karakter. Der findes mange andre Forskelle; her skal dog kun omtales endnu een, nemlig Forudsætningen om Pengevæsenets hvor der atter er en væsentlig Afvigelse mellem to Systemer.l)

Wicksells Model arbejder med den saakaldte »Idealbank«. Al Omsætning foregaar med Checks, og Idealbanken kan derfor ikke tabe Kasse til Omsætningen, ligesom der heller ikke behøver at være nogensomhelst bestemt Relation mellem Bankens Kasse og

---

*) Palander: Keynes allmänna teori, Ekonomisk Tidskrift, 1942, og Hicks: Mr. Keynes and the Classics, Econometrica, 1937.

Størrelsen af Indlaan. Med Indførelsen af Idealbanken er Pengevæsenetsaaledes elastisk. Til en given Rente er Banken villig til at skabe alle de Penge (Deposita), Omsætningen ønsker. Det er klart, at denne Forudsætning er nødvendig, hvis der skal kunne komme uendelige kumulative Processer i Gang. I modsat Fald maatte nemlig Prisændringerne automatisk og ret omgaaende fremkalde saadanne modgaaende Ændringer i Laanerenten, at den kumulative Proces vilde blive standset.

Keynes gaar omvendt ud fra en given Pengemængde, altsaa for saa vidt et fuldstændig uelastisk Pengevæsen. Dermed skulde — bortset fra alt andet — Muligheden for Opstaaen af kumulative Processer i Priserne være udelukket. Dog kan en vis Elasticitet opnaas Udvidelse og Indskrænkning af de passive Kasser (Keynes taler ogsaa undertiden, som om der var en vis Elasticitet i Bankernes Pengeskabelse, f. Ex. hvor han siger, at »one could regard rate af interest as being determined by the interplay of the terms on which the public desires to become more or less liquid and those on which the banking system is ready to become more or less liquid«l). I det extreme Tilfælde med Minimurnsrenten og det uendelige spekulative Likviditetsbehov kan Elasticiteten i Udbudet Penge til transaction-Formaal endog blive uendelig stor.

Skal der nu en kumulativ Proces i Gang, og denne ikke omgaaendeskal af Renteforhøjelser, er det en Betingelse, at Pengeudbudet til transaction-Formaal er uendelig elastisk, og man kunde derfor spørge, om der ikke i Tilfælde af, at Laanerenten laa nede paa Minimumsrenten, saaledes at de spekulative Kasser kan formindskes, uden at Renten behøver at stige, kunde opstaa en kumulativ wicksell-agtig Proces ogsaa i det keyneske System, selv om der ikke er fuld Beskæftigelse. Palander²) har paavist, at under visse Betingelser kan dette tænkes at indtræde. Der kræves saa, at Opsparings- og Investeringsfunktionerne har en ganske bestemtForm, at hvis »vid given ränta investeringen stiger hastigare med stigande nationalinkomst än sparandet stiger med nationalinkomsten, kommer jämviktsläget att bli labilt«. Indtræderder en eller anden Forandring i Ligevægten, vil Resultatet blive en kumulativ Flugt bort fra denne i op- eller nedadgaaende Retning. Heller ikke under disse Omstændigheder er det imidlertidsaaledes, nogen bestemt enkelt Rentefod skulde kunne sikre,

---

x) Keynes: The ex-ante Theory . . Econoraic Journal 1937, p. 686.

2) Palanders nævnte Artikel, p. 349.

at en stabil Ligevægt haves. Under disse Omstændigheder vil der til huer enkelt forskellig Rentehøjde svare en bestemt labil Ligevægt,hvorfra medfører kumulative Udsving. Der kan stadig med enhver Rentefod tænkes etableret Ligevægt, blot at denne etablerede Ligevægt saa er labil i Stedet for stabil, men dette bringer os jo ikke paa nogen Maade nærmere til selve Ligevægtsrentebegrebet.