I.

MED Udtrykket offentlig Prispolitik tænkes her paa Prisfastsættelsen
de Varer eller Ydelser, Staten og Kommunerne
selv producerer og stiller til Borgernes Disposition med eller uden
Vederlag.

Det forudsættes foreløbig, at den Pris, Forbrugeren er villig til at give for en Vare, og den Mængde, han køber til denne Pris, udelukkende er bestemt af Forbrugerens relative Vurdering af, hvad Varen er »værd« for ham, naar den forbruges i dette Omfang. v. s. en hvilkensomhelst Enhed af det forbrugte har mindst en Værdi i Forhold til Pengenes almindelige Værdi for Forbrugeren, der svarer til Prisen.

Heri ligger, at der er frit Forbrugsvalg med optimal Tilpasning til den givne Prissituation, medens der ses bort fra saadanne Hindringer optimal Tilpasning som Forbrugerens manglende Viden Initiativ (Tilpasningstræghed), indgroede Sædvaner, moralske religiøse Fordomme m. v. Forudsætningen er altsaa den statiske Ligevægtslæres, og Hensynet til Behovsdækning bliver det samme som det, man kalder »Nyttemaksimering«.

Man kan med Rette kritisere den statiske Ligevægtslære som værende i mange Henseender ganske urealistisk. Men netop paa det Omraade, som her skal drøftes, er den maaske alligevel ikke saa virkelighedsfjærn. Forbruget af Gas, Lys og Vand, saavel som Benyttelsen af offentlige Trafikmidler, Badeanstalter etc. er vel netop præget af overordentlig Stabilitet, Priserne ligger temmelig

---

*) En noget ændret Gengivelse af et Foredrag, holdt i Socialøkonomisk Samfund den 16. Maj 1944.

fast fra Aar til Aar — i hvert Fald i normale Tider — og Forbrugetkan
set naa at tilpasse sig til Ligevægtspositionen.

De særlige Problemer, der kan opstaa, naar de klassiske Forudsætninger berøres i et senere Afsnit Andre Hensyn ved offentlig Pris- og Skattefastsættelse, f. Eks. Hensynet til Indtægtsudligning til bestemte Produktioners Fremme etc. strejfes kun flygtigt.

løvrigt er Fremstillingen ganske abstrakt og kun de teoretiske
Principper berøres.

II.

Anledningen til at Emnet tages op til Behandling er den, at der blandt Teoretikere her i Landet synes at herske betydelige Meningsforskelle hvorledes den offentlige Prispolitik bør tilrettelægges. Praksis, der følges i Staten og Kommunerne, gaar som bekendt ud paa at gøre visse af Priserne paa de offentlige Ydelser til et bærende Led i Systemet af indirekte Skatter. Den har ofte været kritiseret ud fra forskellige Synspunkter, først og fremmest Fordelingssynspunktet, idet denne Form for Beskatning som bekendt den tunge Ende nedad, hvilket jo ikke er i Overensstemmelse de demokratiske Doktriner, som iøvrigt hyldes i dansk Politik,

Professor Zeuthen har iet Par Artikler fra 1933 og 1936¹) kritiseret gængse Prispolitik og navnlig paapeget det ufornuftige de traditionelle Forestillinger om, at de forskellige Anlægs Økonomi skal hvile i sig selv, hvorefter Forrentningen af Anlægsudgifterne som forskellige Henlæggelser behandles som Omkostninger. Zeuthen opstiller i Stedet nogle ny Retningslinjer, som maa siges at hvile paa Behovsdækningshensynet. Efter den herefter opstillede prispolitiske Hovedregel skal Prisen holdes saa højt, at en vis monopolistisk Gevinst opnaas; Prisen skal ligge et Sted mellem den rene Monopolpris og Grænseomkostningerne, og Ligevægtspunktet fastsættes paa Grundlag af Elasticiteten og en vis Vurdering af Forbrugernes Konsumentrente.

Zeuthens Overvejelser bliver saaledes i Realiteten et nyt Forsvar den Prispolitik, som i Øjeblikket føres i Kommunerne og af Staten paa mange Omraader, og det er derfor af største Interesse, det kan paavises, at hans Begrundelse er uholdbar.

---

*) »Offentlig Prispolitik«, Ingeniør og Samfund, 1933, og »Principper for offentlig Anlægspolitik og Prispolitik«, Nordisk Tidsskrift for teknisk Økonomi,

Fra anden Side er gjort en modsat Opfattelse gældende, gaaende ud paa at Prisen ud fra Behovsdækningshensynet maa sættes saaledes, det offentlige Monopol overhovedet intet Overskud faar. Der skal altsaa tilstræbes Gevinstminimering¹). Ved stigende Omkostninger dette Princip, at Prisen kan blive lavere end Grænseomkostningerne, idet disse jo ligger over Gennemsnitsom-

kostningerne (jævnfør Figur 1). Finder man det af særlige Grunde ønskeligt eller rimeligt at foretage en Prisdiskrimination overfor forskellige Forbrugerklasser, naar man ud fra denne Opfattelse til en Pris, der kan ligge betydeligt under saavel Grænse- som Gennemsnitsomkostningerne Figur 2, hvor de to skraverede Omraader er lige store).

III.

Det skal i det følgende paavises, at saavel Z,euthens Forslag til en Prisfastsættelse over Grænseomkostningerne som Caspers og Bauers Forslag til Gevinstminimering maa forkastes ud fra Behovsdækningshensynet Fordel for det Princip, at Priserne sættes netop lig Grænseomkostningerne eller proportionale hermed.

Kritiken af de anførte Forfattere gaar altsaa ikke ud paa, at de forskellige af dem foreslaaede Principper aldrig bør bringes i Anvendelse; der kan meget vel forekomme Situationer, hvor det ene eller det andet af dem bør foretrækkes. Paastanden er den, at ingen af de nævnte Principper kan begrundes ud fra Hensynet til

---

1) K. Casper: »Zur Preistheorie des Bedarfsdeckungsmonopols«, Zeits. f. Nat.ökon., 1936, og Fritz Bauer: »Den politiske Pris«, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1939, Side 191 ff.

maksimal Behovsdækning, hvilket de anførte Forfattere selv synes
at mene, men kun ved andre Hensyn, som i specielle Situationer
kan være mere tungtvejende.

Det centrale i Kritiken kan sammenfattes saaledes: I de paa Figur 1 og 2 angivne Situationer ligger de direkte Omkostninger ved at fremstille de sidste Enheder over den Pris, Forbrugerne er villige til at give for dette Kvantum. Hvis der iøvrigt i Samfundet er Ligevægt mellem Priser og Grænseomkostninger eller Priserne ligger over Grænseomkostningerne — hvilket almindeligvis maa antages at være Tilfældet — maa en bedre Udnyttelse af Samfundets paa Produktionsfaktorer kunne naas ved at indskrænke foreliggende offentlige Produktion og overføre Produktionsfaktorerne de Produktioner, hvor Priserne er lig med eller eventuelt større end Grænseomkostningerne.

Omvendt i det Tilfælde, hvor Prisen — som anbefalet af Zeuthen er sat over Grænseomkostningerne. Ved en Udvidelse af Produktionen kan produceres Enheder, der efterspørges til en Pris, der er højere end Merudgifterne ved at producere disse Enheder, der i en Række private Produktioner kun lige netop naas Dækning for Grænseomkostningerne.

Alment udtrykt er Tankegangen altsaa den, at saalænge der findes Omraader indenfor Produktionen, hvor Prisen ligger højere over Grænseomkostningerne end i andre Produktionsgrene, kan en bedre Behovsdækning naas ved en Overflytning af Produktionsfaktorer de sidste til de første Produktionsgrene. Og omvendt Prisen ligger under eller mere under Grænseomkostningerne i andre Produktionsgrene. Det er simpelthen den almindelige Sætninger anvendt paa Forholdet mellem private og den offentlige Sektor af Produktionen. Dette Forhold skal i det følgende uddybes nærmere i Tilknytning til de af Zeuthen anstillede Betragtninger.

IV.

Den af Casper og Bauer foreslaaede prispolitiske Fremgangsmaademaa karakteriseres som en speciel Form for Tilskudspolitiktil af visse Varer eller Ydelser fra det Offentlige. Bortset fra Behovsdækningssynspunktet kan Begrundelsenfor yde et saadant Tilskud f. Eks. være den, at Produktionenaf paagældende Vare eller Ydelse anses for at være af særlig Betydning for Beskæftigelsen eller, hvor der er Tale om

Prisdiskriminering, at man ønsker at foretage en Indtægtsudjævningved lade de velstillede betale et Tilskud til de mindrebemidledesForbrug. sidste ses f. Eks. ved offentligt drevne Teatre, Restauranter, Badeanstalter etc. Naar denne specielle Form for Tilskudspolitik gennem Selvfinansiering undertiden kan være at foretrække under de nuværende politisk-økonomiske Forhold, kan det f. Eks. skyldes, at det rent forvaltningsmæssigt er mere enkelt at praktisere en Ordning, hvor det enkelte Foretagendes Økonomi hviler i sig selv. Det kan ogsaa bero paa det politiske Forhold, at det kan være vanskeligt at faa Bevillingsmyndighedernemed at yde et egentligt Tilskud af det Offentliges almindeligeMidler, Kravet om Overskud i den paagældende Virksomhed er mindre stærkt. Fremgangsmaaden kan dog aldrig blive andet end et betinget finanspolitisk Hjælpemiddel, idet selve Afgørelsen af, om der bør ydes et Tilskud, og hvor stort det bør gøres, i Princippet bør træffes uafhængigt af, om de specielle Forholder Stede, som gør det muligt at indtjene et Overskud i Forhold til Grænseomkostningerne, der kan benyttes som Tilskud. I et idealt socialistisk Samfund, hvor Staten staar som Ejer af Produktionsmidlerneog eneste Driftsherre, vilde en saadan Tilskudspolitikbetyde Brud paa den almindelige økonomiske Helhedsplanlægning.

V.

Forudsætningerne for den af Zeuthen foreslaaede prispolitiske Forskrift er en Del mere komplicerede, ikke mindst fordi Begrebet bet»Konsumentrenten« er inddraget i Overvejelserne. Zeuthen tager sit Udgangspunkt en Tankegang hos Marshall (Principles, V, Chpt. XIV, § 6 og 7), der ganske kort kan refereres saaledes (jævnfør 3): hvis en Monopolist i Stedet for udelukkende at se paa sin egen Fortjeneste ABDE paa Figur 3) ogsaa at tage et vist Hensyn til den Konsumentrente (Arealet BCD), Forbrugeren maa han sætte Prisen lavere end Monopolprisen, idet Konsumentrenten bliver desto større, jo lavere Pri-

sen sættes. Tankegangen har tydeligvis navnlig Interesse, hvor Monopolistener
eller en Kommune, og der altsaa er Tale om

public Utilities. Vurderes en Konsumentrentekrone ligesaa højt som en Krone af Monopolistens Overskud, er det simpelthen hele Arealet ACDE, der skal maksimeres, hvilket fører til Frikonkurrenceprisen.Men man forestiller sig, at en Konsumentrentekrone vurdereslavere en Krone hos Monopolisten, f. Eks. i Forholdet v : 1 (hvor v < 1), er det Summen

der skal maksimeres, hvilket naas ved en Pris et Sted mellem
Frikonkurrenceprisen (der svarer til v = 1) og Monopolprisen
(der svarer til v = 0).

Denne Tankegang virker ikke helt tillidvækkende, men Zeuthen forsøgt at give den en mere tidssvarende Udformning, og er derved naaet til Resultater, der ganske stemmer overens med Marshalls Konklusion. Zeuthen er klar over, at det marshall'ske ikke er heldigt, for det første fordi Marshall forudsætter, at Pengenes Grænsenytte er upaavirket Ændringerne i den betragtede Vares Pris og Mængde, for det andet fordi man ikke kender Forløbet af Efterspørgselskurven paa det øverste Stykke (en Usikkerhed, som i mindre Grad rammer Overskud)¹),

I Stedet for at tale om Konsumentrenten som Helhed, indskrænker sig derfor til at se paa marginale Forskydninger i Konsumentrenten, d. v. s. den Fordel maalt i Penge, Forbrugerne opnaar ved en mindre Prisnedsættelse. Forholdet illustreret paa Figur 4, hvor en Prissænkning fra P_x til P2P₂ tænkes gennemført. Herved tjener Konsumenterne Zeuthen et Beløb svarende til P^EjP,,, hvorimod Staten mister et tilsvarende Beløb i Overskud, men samtidigt indtjener et Beløb svarende til Q-IREsQs. Det ses af Figuren, at Forholdet mellem de to Forskydninger i Statens Overskud afhænger dels af

Efterspørgselskurvens Hældning, dels af Forholdet mellem Prisen
og Omkostningerne. Et samlet Udtryk for disse Størrelsers Variationfinder

---

!) Jvnf. Nord. Tids. f. tekn. Økon., 1936, Side 149, og »Ingeniør og Samfund«, Side 164 og senere.

tionfinderZeuthen i Overpriselasticiteten, e, og en nærmere Beregningaf Nedgangen i Statens Overskud og Tilvæksteni giver til Resultat, at Ligevægtsprisen naas, naar

hvor v er den tidligere nævnte Vurderingsfaktor for en Krone i Konsumentrente. (Er Omkostningerne stigende eller faldende, maa yderligere indføres et Udtryk herfor, jvnf. Zeuthen, Side 153). Det ses, at Resultatet ligesom hos Marshall bliver, at der for v = 1 faas en Pris lig Frikonkurrenceprisen (ved stigende eller faldende Omkostninger bliver Prisen lig Grænseomkostningerne), medens der for v = 0 faas Monopolprisen.

Resultatet er bemærkelsesværdigt derved, at Efterspørgselselasticiteten
som en afgørende Størrelse, mens der ikke er
nogen Proportionalitet mellem Pris og Grænseomkostninger.

VI.

Overensstemmelsen med Marshall kan nok gøre en noget skeptisk Hensyn til Fremgangsmaadens Værdi, den synes at vise, at Konsumentrenten principielt indgaar paa samme Maade som hos Marshall. Dette fremgaar da ogsaa ved en nærmere Betragtning det, Zeuthen forstaar ved marginale Forskydninger i Konsumentrentens

Naar Prisen nedsættes fra P_x til P2P₂ (jævnfør Figur 4) sker der dels det, at Forbrugerne »sparer« et Beløb svarende til Arealet P₁E₁RP_a. (Trekanten E_XRE₂ bør vel ikke medregnes, som Zeuthen gør det, da dette Beløb jo ikke figurerer som Udgift eller Indtægt i nogen af Situationerne). Samtidig sker der imidlertid det, at Forbruget fra M_x til M₂, hvorved Forbrugerne paa den ene Side faar en øget Udgift (svarende til Arealet M_aRE₂M₂) og paa den anden Side faar en bedre Behovsdækning.

Var Forholdet det, at den betragtede Vare havde Efterspørgselselasticiteten0, Sagen klar nok, og Forbrugernes Fordel ved en Prisnedsættelse kunde direkte opgøres som et Kronebeløb. (En Opgørelseaf i Nytte vilde derimod ogsaa volde Vanskelighederher, Indkomsteffekten vilde reducere Pengegrænsenytten).Men alle andre Tilfælde vil det være nødvendigt at tage den øgede Behovsdækning i Betragtning. Det skal indrømmes, at det, saalænge Talen kun er om marginale Forskydninger, maa være

tilladeligt at se bort fra mulige Ændringer i Pengegrænsenytten, men det kan ikke være berettiget at se bort fra de anførte Variationeri og Forbrugerudgift, for disse Variationer er netop Led i den marginale Forskydning. Vanskeligheden ved at tale om en Konsumentrente er med andre Ord kun tilsyneladende skaffet af Vejen ved at regne med Forbrugernes Gevinst i Penge (den sparede Udgift svarende til Arealet P^RP-j), thi for overhovedetat tale om en Besparelse, maa forudsættes, at Nyttenaf M-l første Enheder er upaavirket af, om der ialt forbruges _x eller M2M₂ Enheder, og man er dermed inde paa det samme som den klassiske Konsumentrentebetragtning. Denne hviler jo paa den Antagelse, at hver enkelt konsumeret Enhed har sin egen subjektive Værdi svarende til den Efterspørgselspris, der gælder for det Forbrug, der gør denne Enhed til Grænseenhed. Opgives denne Antagelse, kan Arealet P₁E₁RP₂ ikke tillægges samme Nytteværdi,naar er Ml9M₁₉ som naar det er M2M₂ Enheder¹).

Den nævnte Antagelse indgaar ogsaa i Zeuthens Ræsonnement, selv om der ikke direkte tales om en opsummeret Nytte svarende til Arealet under Efterspørgselskurven, men kun om sparet Udgiftsbeløb, herved forudsættes, at Forbrugerne var villige til at betale Prisen P₁ for de M₁ første Enheder samtidigt med, at de køber følgende Enheder fra M_x til M2M₂ til Prisen P₂. Det er lidet sandsynligt, at Forbrugerne for Mængden M2M₂ vil betale en samlet Sum svarende til Arealet OP₁E₁M₁ -(- MjRE-JVL,, der jo giver en Gennemsnitspris større end P₂.

De Vanskeligheder, der knytter sig til Konsumentrentebetragtninger lettest omgaas ved en regulær marginal Betragtning svarende den almindelige Ligevægtsbetragtning, hvor man kommer til det Resultat, at Prisen skal være lig Grænseomkostningerne. Her er Ræsonnementet jo netop det, at Forskellen mellem Prisen (svarende til Arealet M_XRE₂M₂) og den marginale Tilvækst i Omkostninger M₁Q₁Q₂M₂) skal være Nul, medens Arealet P₁E₁E₂P₂ overhovedet ikke indgaar. Selv om man antog, at Konsumentrenten i Nytte i alle Tilfælde var 0, d. v. s. at de intramarginale havde samme Nytte som de marginale, vilde man komme til det samme Resultat med Hensyn til Ligevægtsprisen.

---

x) Jvnf. Miller: »Utility curves, total utility and consumer's surplus«, The Quarterly Journal of Economis, Bd. XLI, 1927.

Antager man med Zeuthen, at Priskronerne vurderes lavere end Omkostningskronerne i Forholdet v : 1, f. Eks. fordi Priskronerne er Udgift for Borgerne, mens Omkostningskronerne er Udgift for Staten (jvnf. næste Afsnit), vil man ved den marginale Betragtning komme til det Resultat, at partiel Ligevægt naas, naar Grænseomkostningerne lig Prisen gange v. Ligevægsprisen bliver altsaa proportional med Grænseomkostningerne.

VII.

Det næste Spørgsmaal bliver saa, hvorfor Zeuthen efter Marshalls ansætter en Krone i Konsumentrente til en lavere end en Krone i Overskud til Staten, Dette sker ikke, som man kunde vente, ud fra den Betragtning, at Konsumentrenten en tvivlsom Størrelse og derfor bør belastes med en Reduktionsfaktor <C 1, men ud fra en mere almen Betragtning, som det i sig selv har Interesse at diskutere nærmere.

Zeuthen indleder sin Afhandling fra 1936 med at sige, at »en moderne Stat eller Kommune, der sætter sig Borgernes Velfærd som Formaal 1) overalt maa have et Ønske om at gavne Borgerne, saafremt disse kan opnaa et vist Minimum af Fordel (1 :v>l) for hver Krone offentlig Udgift, og 2) overalt maa søge at opnaa Indtægt fra Borgerne, saafremt disses Tab ikke overskrider samme Forhold (l:v>l) som et Maksimum« (Side 139). Forudsætningen altsaa groft sagt den, at en Krone i Statens Haand regnes til en vis Kurs større end 1 i Forhold til en Krone i Borgernes Haand. Meningen maa formentlig være den, at det er Grænsenytten de Penge, Staten disponerer over, der er større end Grænsenytten af de Penge, Borgerne selv disponerer over.

Til denne specielle Teori maa jeg sige, at jeg synes, det er lidt vanskeligt at forestille sig. hvorledes denne Forskel i Pengegrænsenytteskal holde sig — i hvert Fald ud over den minimale Forskel, som kan skyldes de specielle Omkostninger ved at overflytteIndtægt Borgerne til Staten. Forudsatte man, at en Krone havde en ensartet Grænsenytte for de forskellige Borgere — og dette maa være en Betingelse for at kunne tale om et bestemt Kursforhold mellem en »Statskrone« og en »Borgerkrone«, en Betingelse,som rigtignok ikke er tilstede i et Samfund med ulige Indtægtsfordeling — maatte man antage, at Staten søgte sine Indtægterog udvidet, indtil Pengenes Grænsenytte for Staten var bragt ned paa samme Niveau som for Borgerne (bortset fra

den nævnte minimale Overflytningsomkostning), man maatte jo
ogsaa antage, at der her gjaldt en aftagende Udbyttes Lov1).

Men hvis man nu alligevel med Zeuthen antog, at en saadan Tilpasning fandt Sted — eller paa et givet Tidspunkt ikke havde fundet Sted — saa kunde man dog ikke udlede nogen speciel prispolitisk deraf. Zeuthens Overvejelser bygger paa en Sammenligning to Situationer, hvor der i den ene tages højere Priser paa de Varer og Ydelser, der sælges af det Offentlige, end i den anden, og hvor der opnaas et større Nettooverskud. Ved Overgangen den ene til den anden af disse Situationer sker altsaa dels en Formindskelse i Salget af Gas, Elektricitet etc, dels en dertil Forskydning i Borgernes Budgetter. Men hvad sker iøvrigt med de offentlige Budgetter? Paa dette Punkt er Zeuthen tavs, han præciserer ikke nærmere, hvilket Sammenligningsgrundlag gaar ud fra.

To forskellige Forudsætninger kan man her vælge som Udgangspunkt:enten antages, at Opkrævningen af andre Skatter er upaavirket af Prisfastsættelsen, eller det antages, at de andre Skatterreduceres at Statens samlede Indtægter holdes konstant.I Fald sker der altsaa en Udvidelse af Statens samlede Indtægter og Udgifter, og dette maa aabenbart være en Fordel ud fra Forudsætningen om, at Statens Penge har større Grænsenytte end Borgernes. Men dermed er jo ikke afgjort, at den maksimale Fordel er naaet, eller anderledes udtrykt, at Udvidelsen af Statens Indtægter er foregaaet paa den mest hensigtsmæssige Maade ved en Forhøjelse af Priserne paa Gas, Lys etc. For at afgøre dette Spørgsmaal er det nødvendigt at lægge den anden Forudsætning til Grund og altsaa antage, at en Forøgelse eller Formindskelse af Overskuddet i det Offentliges erhvervsmæssigt drevne Virksomhederkompenseres tilsvarende Formindskelse eller Forøgelseaf Skatter, først og fremmest de direkte Indkomstskatter,som det vigtigste Alternativ til Forbrugsafgifterne. Gaar man ud fra denne Forudsætning, bliver Problemet ikke længere at vurdere Forholdet mellem en Tilvækst i Statens Indtægter og en Merudgift for Borgerne, hverken i Almindelighed eller i Relation

---

') Ved Diskussionen i Socialøkonomisk Samfund den 16. Maj 1944 anførte Zeuthen, at det navnlig var de Omkostninger og Forstyrrelser, som en Forøgelse Beskatningen vilde medføre, der fik ham til at antage, at v < 1. Hertil kan dog siges, at Meromkostningerne ved en mindre Forhøjelse af de allerede bestaaende Skatter næppe er af praktisk Betydning i denne Sammenhæng.

til specifikke Udgifter fra Borgernes Side. Spørgsmaalet er derimod,hvorledes Skatteformer paavirker Borgernes Behovsdækning,og har i den Forbindelse ingen Glæde af at vide noget om Forholdet mellem Værdien af en Statskrone og en Borgerkrone. Det er kun forskellige Anvendelser af Borgerkronerne,der indbyrdes.

Det fremgaar heraf, at Problemet ikke specielt vedrører Prisfastsættelsen
offentlige Goder, men er af mere almen finanspolitisk

VIII.

Det skal i det følgende nærmere paavises, at Skatterne virker mindst indskrænkende paa Borgernes Behovsdækning, hvis de opkræves direkte Indtægtsskatter eller, hvilket teoretisk set bliver samme, som almindelige Forbrugsskatter omfattende alle Varer og Ydelser og proportionale med Grænseomkostningerne. En generel Begrundelse for denne Sætning findes i en Diskussion mellem og Ragnar Frisch i Econometrica 1938 og 39, hvortil kan henvises. En forenklet Tillempning af Bevisførelsen skal gives i det følgende. Den gængse Fremstillingsform med Indifferenskurver til Grund, hvoraf følger, at de sædvanlige Forudsætninger aftagende marginal Substitutionsrate og Kontinuitet m. v. er impliceret (jævnfør Figur 5).

Spørgsmaalet ses først i Forhold til et enkelt Individ, og vi sammenligner Udgift til en enkelt Vare med Udgiften til samtlige andre, d. v. s. Indtægten minus Udgiften til den betragtede Vare. Lad Indtægten være Y_o, mens X er den Vare, der er Tale om. Prisen er Y_o/X_o, hvor X_o er den Mængde, der kan købes af X, hvis hele Indtægten benyttes dertil. Ligevægtspositionen bestemmes som det Punkt, hvor Linjen Y₀X₀ tangerer en Indifferenskurve (IJ ; der købes altsaa Mængden Xl5X₁₅ og Købesummen bliver Y_o -+- Y_x.

Vi vil nu sammenligne de Forskydninger, der fremkommer, naar
der

1) enten indføres en Forbrugsskat paa s pCt. af Prisen, eller

2) indføres en Indtægtsskat, der indbringer samme Kronebeløb som
Forbrugsskatten.

En Forbrugsskat paa s pCt. af Prisen vil medføre, at der ialt kun kan købes Mængden R af X (idet OR = OX₀ / (1 -f s)). Linjen YORY₀R angiver de forskellige Købemuligheder, og Ligevægtspunktet P findes Berøringspunkt mellem denne Linje og Indifferenskurven 12.I₂. Der købes altsaa Mængden X₂, og Betalingen er

medens det samlede Skattebeløb er

Gaar vi nu i Stedet ud fra Skattebeløbet (Y₃ -h Y₂) og tænker os dette opkrævet gennem en Indtægtsskat, vilde det betyde, at Indtægten Y_o blev reduceret med dette Beløb, medens Prisen paa X var Y_o/X_o. De forskellige Købemuligheder er da angivet ved Linjen AB, der gaar gennem Punktet P og er parallel med Y₀X₀. Da AB skærer Linj en YORY₀R iP, maa den ogsaa skære Indifferenskurven 12,I₂, som jo tangerer YORY₀R iP. Det følger heraf, at der paa Linjen AB findes Punkter, som ligger indenfor Indifferenskurven 12,I₂, og at Ligevægt kan opnaas paa en Indifferenskurve beliggende mellem I2I₂ og I_x. Ligevægtspunktet ved Indtægsskatten er altsaa en Position, giver Individet bedre Behovsdækning, end der kan naas ved Forbrugsskatten (hvor P var den fordelagtigste Position).

Det fremgaar uden videre, at et System af Forbrugsskatter af samme relative Størrelse vil virke paa samme Maade som en Indtægtsskat, Udgiften til Varen X vil blive paavirket i samme Forhold som alle de andre Udgifter, Indtægten kan anvendes til.

Det er hermed godtgjort, at Gennemførelsen af en Skat i Forholdtil
eller anden Udgangsposition vil føre til mindst Indgreb

i Behovsdækningen, hvis den paalægges i Form af en Indkomstskatsom til en Forbrugsskat. Heraf kan udledes, at hvis der er Tale om en Vare eller Ydelse fra det Offentlige, og Udgangspositionenikke til Ligevægt mellem Pris og Grænseomkostninger,kan Forbedring opnaas ved enten at hæve eller sænke Prisen, indtil den bliver lig Grænseomkostningerne og ved samtidigtat det Offentliges Gevinst eller Tab herved ved en tilsvarende Ændring i Indtægtsskatten.

Paa Figur 6 er dette Forhold illustreret for det Tilfælde, at Varen været billiggjort gennem Tilskud, og Tilskudet ophæves samtidigt med at Indtægtsskatten reduceres. Linjen p₁ angiver Varens med Tilskud, medens p₀ angiver Prisen uden Tilskud, d. v. s. Grænseomkostningerne. Den lodrette Afstand fra p₀ til p_x er da det Beløb, der skal opkræves i Indtægtsskat for at finansiere Tilskudet.

Lad M være den Mængde, hvor Individet er i Ligevægt under Tilskudsordningen. Hertil svarer Ligevægtspunktet P_x paa pO.p₀. P_x maa da ligge paa den Indifferenskurve, 115I₁₅ som dels gaar gennem P_x og dels tangeres af Linjen s, der er parallel med p_a og gaar gennem P_v Da nu p₀ er stejlere end s, maa p₀ skære Indifferenskurvenla, _a, hvoraf følger, at en Ophævelse af Tilskudsordningen vil betyde, at der kan opnaas en bedre Position end Pl9P₁₉ nemlig i Punktet

tetPo, hvor p0 er Tangent til en Indifferenskurve, 10,Io, der svarer
til bedre Behovsdækning end Ix.

Udtrykt i almindelige borgerlige Vendinger kunde man i Overensstemmelse dette Resultat sige, at de arbejdsløse m. fl. er bedre tjent med at faa en Pengeunderstøttelse end en Naturalunderstøttelse, de i første Fald kan faa en bedre Tilpasning til deres individuelle Behov. Socialt set er Sagen dog som bekendt langt mere kompliceret, og der kan anføres adskilligt til Fordel for Naturalformen.

IX.

Ræsonnementet i det foregaaende er gennemført under den Forudsætning,
Vareprisen er upaavirket af, hvilken Mængde der
købes, eller anderledes udtrykt, at Forbrugeren er Mængdetilpasser.

Er der Tale om samtlige Forbrugeres Køb af en Vare, vil denne Forudsætning sjældent holde Stik, men Grænseomkostningerne vil stige eller falde med Variationer i Produktionens Omfang. Grafisk kan den benyttede Fremstillingsmaade tilpasses hertil paa følgende Maade: I Stedet for den rette Linje Y₀X₀ (jævnfør Figur 5) træder en Kurve svarende til Variationen i Grænseomkostningerne for Varen. Varen med stigende Omkostninger, vil denne Kurve krumme modsat Indifferenskurverne, medens den vil krumme samme Vej, hvis Varen fremstilles med faldende Omkostninger. foranførte Bevis kan her gennemføres paa analog Maade, som skal antydes ganske kort, jævnfør Figur 7, hvor alle Betegnelser svarer ganske nøje til Figur 5.

Det antages paa Figur 7, at Varen X bliver dyrere og dyrere at fremskaffe i Forhold til Samlingen af alle andre Varer, efterhaanden Mængden af X øges. Idet Kurven Y₀X₀ betegnes som f (x), kan Kurven YOR,Y₀R, der svarer til en Forbrugsskat paa Varen X paa s pCt. karakteriseres som

hvoraf fremgaar, at denne Kurve har Hældningen

Kurven AB, der svarer til en Indtægtsskat af samme Størrelse som Forbrugsskatten i Punktet P, er her konstrueret ved lodret Parallelforskydning af Y₀X₀, og har derfor for hver Værdi af x samme Hældning som Y₀X₀, altsaa f'(x).

I Punktet P, hvor YORY₀R og Indifferenskurven I2I₂ har Fællestangent, maa YORY₀R være stejlere end AB, idet AB har Hældningen f (x₂), medens YORY₀R har Hældningen g' (x₂). Følgelig maa AB skære Indifferenskurven ₂, d. v. s., der kan findes en Indifferenskurve beliggende I2I₂ og 119I₁₉ som berører AB.

X.

Resultatet kan sammenfattes saaledes:

1: Paaligning af et Beløb i Forbrugsskatter medfører en ringere Behovsdækning end Paaligning af det samme Beløb gennem Indtægtsskatter. Sætning gælder i lige Grad, hvad enten Talen er om Prisfastsættelsen paa Varer, der produceres af det Offentlige og sælges til Forbrugerne, eller om Forbrugsafgifter i Almindelighed.

2: For Prisfastsættelsen paa offentlige Ydelser gælder, at den bedste Behovsdækning naas, naar Priserne sættes lig med Grænseomkostningen forudsat at dette er den almindelige Rettesnor for Prisfastsættelsen i private Virksomheder. Holder disse gennemgaaende højere Pris end Grænseomkostningerne, bør det Offentlige sine Priser proportionalt dermed.

3: Der synes ikke i Almindelighed at være Anledning til at tage Hensyn til Konsumentrenten, ej heller til om den offentlige Virksomhed at følge denne Regel arbejder med Overskud eller Underskud. I sidste Fald kan det dog være nødvendigt at tage Konsumentrenten Betragtning (jævnfør nedenfor).

Hovedresultatet maa siges at være det, at varefordyrende Forbrugsskatter som Tilskudsordninger til Billiggørelse af Varerne af det onde set fra Behovsdækningssynspunktet. Dette hænger naturligvis sammen med, at saadanne Skatter forrykker Grundlaget for den fri økonomiske Tilpasning.

I et socialistisk Samfund, hvor det offentlige ejer alle Produktionsmidler større Betydning, og hvor al Produktion og Prisfastsættelse vigtige Varer følgelig foretages af offentlige Organer, det med Tilnærmelse være muligt at praktisere den Regel, Priserne fastsættes proportionalt med Grænseomkostningerne, Proportionalitetsfaktoren fastsættes paa Grundlag af Samfundets Investeringsbehov, Omfanget af de sociale og kulturelle m. v.

I det nuværende Samfund kan man derimod i Praksis se bort fra den Mulighed, at Skatterne opkræves som en generel Omsætningsskat alle Færdigvarer og proportionalt med Grænseomkostningerne. forskellige Indtægtsskatter burde saaledes ud fra Behovsdækningshensynet være den vigtigste Skattekilde i det nuværende Samfund, og dette Resultat understøttes af Ønsket om at gøre Skatterne progressive, hvilket er muligt med relativt faa Forbrugsskatter, medens Indtægtsskatterne velegnede hertil. Men der er jo desværre mange andre Hensyn, som trækker i modsat Retning.

XI.

De i det foregaaende anførte Ræsonnementer bygger alle paa visse Forudsætninger om Indifferenskurvernes Forløb, eller — hvilket er det samme — paa Grænsenyttelærens klassiske Forudsætninger. disse Forudsætninger ikke opfyldt, kan Resultatet blive et andet.

Antages f. Eks. et diskontinuerligt Forløb af Indifferenskurverne,
kan det indenfor videre eller snævrere Rammer være uden Forskel,om
mindre Skattebeløb opkræves paa den ene eller den

anden Maade. Det samme gælder, hvis Efterspørgslen efter den beskattedeVare det betragtede Spillerum er uelastisk. Paa Figur 5 kan f. Eks. hertil svare, at Indifferenskurverne bliver vandretteved Forbrug af Varen X over en vis Størrelse. Ved Forhøjelseaf paa X kompenseret ved en tilsvarende Lempelse i Indtægtsbeskatningen sker da ikke nogen Ændring i Forbruget, men kun det, at Pengene overføres til det Offentlige paa en anden Maade.

Det er vistnok en almindelig Erfaring, at en gradvis Forhøjelse af offentlige Takster eller indirekte Skatter ikke paavirker Forbrugets nævneværdigt; overfor saadanne Smaaændringer synes Efterspørgslen at være ret uelastisk. Er dette Tilfældet, bliver det, at Beskatningsmaaden set fra Behovsdækningssynspunktet ligegyldig, saafremt Skatterne indføres eller forhøjes efter lidt — og det er jo i Reglen Tilfældet.

En saadan Antagelse harmonerer ikke daarligt med de Slutninger, kommer til, naar man gaar ud fra en psykologisk Betragtning Forbruget, idet man herved utvivlsomt kommer til det Resultat, at Prisvurderingen af de forskellige Goder i høj Grad er betinget af Vanen og andre Omstændigheder, som er uden direkte Forbindelse med Nytten eller Grænsenytten. Ser man paa Forbruget en Række af de mest beskattede Varer som Tobak, Spiritus, Sukkervarer, Kaffe m. v., maa man utvivlsomt indrømme, at der i ikke ringe Grad gælder, at Forbrugerne her har vænnet sig til at regne med en særlig Prisskala og er forbavsende villige til at betale en høj Pris for disse Goder. Med Hensyn til Priserne paa Gas og Elektricitet er Sammenhængen vel en anden, Efterspørgslen her ogsaa meget uelastisk, fordi der i mere elementær Forstand Tale om Nødvendighedsvarer.

I det store og hele skulde man da kunne sige, at de bestaaende Forbrugsskatter virker nogenlunde som Indtægtsskatter — og de er derfor i særlig Grad forkastelige set fra Fordelingssynspunktet, de vender den tunge Ende nedad i højere Grad, end de havde gjort, hvis en Omlægning af Forbruget fandt Sted, det maa jo formodes, at en Omlægning af Forbruget bort fra de beskattede Varer vilde være stærkest hos de daarligst stillede Forbrugere. Det Forsvar for de indirekte Skatter, at Folk kan lade være at købe de beskattede Varer, er næppe praktisk holdbart.

XII.

Et særligt Problem ved Prisfastsættelsen paa en Del offentlige Ydelser er det, at de kræver meget betydelige Investeringer og følgelig produceres med store faste Omkostninger, saaledes at en Prisfastsættelse, der gik ud fra Grænseomkostningerne vilde medføre, disse Virksomheder vilde give Underskud. Dette forstærkes yderligere af, at der gennem Udvidelse af Anlæggenes Kapacitet ofte kan naas en Besparelse i løbende Omkostninger, d. v. s. Langtidskurven Grænseomkostningerne er faldende. Tilstedeværelsen betydeligt Underskud kan være yderst übehageligt, dels fordi der derigennem stilles saa meget desto større Krav om Opkrævning andre Skatter til Udfyldning af Hullerne, dels fordi en saadan Prispolitik i et privatkapitalistisk Samfund vil føre til en stadig politisk Kritik af Administrationen, som vil blive beskyldt at være byrokratisk og sløset etc.

Omend det kan siges, at en rationel Prispolitik, der ikke viger tilbage for at tage et Underskud, vilde stride stærkt mod de tilvante er det dog værd at fremhæve, at man for en Række Ydelser fra det Offentlige faktisk er inde paa at praktisere samme Princip i Tilfælde, hvor Grænseomkostningerne er 0 eller meget smaa= Her stiller man som bekendt Ydelserne til gratis Disposition Borgerne, det gælder f. Eks. Veje, Broer, Parker og Anlæg, Museer, Biblioteker, Universitet etc. — Tilstedeværelsen af mange af disse Gratisydelser skyldes dog maaske knap saa meget en klar teoretisk Erkendelse af, at Grænseomkostningerne bør være prisbestemmende, som det Forhold, at Omkostningerne ved overhovedet at opkræve en Betaling er uforholdsmæssigt store i Sammenligning med de øvrige Grænseomkostninger.

XIII.

Ved en engelsk Diskussion sidst i Trediverne om Prisfastsættelsen offentlige Ydelser produceret under aftagende Omkostninger, man været inde paa den Tankegang, at det rigtigste vilde være, at man gennem en Prisdiskriminering søgte at dække det Underskud, der vilde fremkomme i disse Virksomheder ved at sætte Prisen lig Grænseomkostningerne, og man har i denne Forbindelse at der i hvert Fald i et socialistisk System burde gennemføres en saadan Prisdiskriminering.

Det rigtige heri synes at være det, at Prisen bør differentieres,
hvis der er Tale om et Samfund med Forbrugerklasser med forskelligtIndtægtsniveau
Varen iøvrigt egner sig til Prisdiskrimination.For

mination.Forvisse Varer kan denne gennemføres paa en meget effektiv Maade. Prisfastsættelsen paa Det kgl. Teaters Billetter er et Eksempel herpaa. En Række af vore indirekte Skatter er delvis tillempet efter samme Princip, f. Eks. Tobaks- og Spiritusbeskatningen.For Vare som Gas til Husholdningsbrug vilde det derimodnæppe let at diskriminere. For Elektricitetens Vedkommendekunde utvivlsomt naa ret langt ved at sætte en stærkt stigende Pris paa Antallet af Lampesteder i hver Lejlighed.For Vedkommende tilsvarende en stigende Pris paa Antallet af Vandhaner, hvilket ikke vilde medføre ekstra administrativt Besvær.

Det teoretiske Forsvar for at indføre en saadan Prisdiskrimination ud fra Behovsdækningssynspunktet være det, at de velstillede ogsaa paa andre Omraader betaler for høje Priser, idet de som Følge af deres lavere Indtægtsgrænsenytte er villige til at betale en uforholdsmæssig høj Merpris for en forholdsvis underordnet i Varerne. Hvis de velstillede saaledes gennemgaaende en Pris over Grænseomkostningerne for Ydelser private Virksomheder, vil det give den bedste Balance for dem, hvis de betaler en tilsvarende forhøjet Pris for de offentlige Ydelser.

Kan Prisdiskrimination gennemføres i tilstrækkeligt Omfang, kan der skaffes Overskud i de offentlige Virksomheder, selv om Omkostningerne er faldende og Normalprisen sættes lig Grænseomkostningerne, de særlige Problemer i Forbindelse med et Underskud falder da bort.

Berettigelsen af Prisdiskrimination kan imidlertid udelukkende være den, at Forbrugerne kan inddeles i Klasser af forskelligt Velstandsniveau. et socialistisk Samfund med ligelig Indtægtsfordeling den ikke praktiseres.

XIV.

Hvor Prisdiskrimination ikke kan eller ikke bør gennemføres, vil man komme til at staa overfor det Problem, om man overhovedetskal i en Produktionsgren, hvor der paa Forhaandkan Underskud, saafremt Prisen sættes lig Grænseomkostningerne, jvnf. Figur 8, hvor KAO betegner Korttids og LAO Langtidsgennemsnitsomkostninger. Med den givne Efterspørgselskurve EE kan der opnaas Dækning for Grænseomkostningerne,men for Totalomkostningerne. Kan man underdisse være sikker paa, at det er en Fordel for Forbrugerne,at

brugerne,atsaadanne Varer produceres? Dette Spørgsmaal maa besvares derhen, at Produktionen kun bør iværksættes, hvis det kan antages, at der er en Konsumentrente stor nok til, at den opvejerdet Tab, som Underskuddet medfører. En nøjagtig Opgørelse heraf kan selvsagt ikke gennemføres, men et Skøn derover kan foretages paa Grundlag af de Erfaringer, man kan gøre sig med Hensyn til Efterspørgselselasticiteten for Varen og Varens Betydning for Forbrugeren. Var Efterspørgselskurven

sammenfaldende med Linjen PQM (jvnf. Figur 8) kunde det i hvert Fald ikke være fornuftigt at producere, og dette maatte overhovedet saalænge Efterspørgselskurven forløber i Rummet under altsaa under Grænseomkostningerne. Men har man Grund til at antage, at Efterspørgselskurven er stejlere end SQ, og yderligere, denne Stejlhed er Indikation for, at der er en Konsumentrente, vil der være Mulighed for, at det vil være fornuftigt at investere i denne Produktion. — Med Hensyn til de Gratisydelser, som i Dag stilles til Forbrugernes Disposition af det Offentlige, udøves et tilsvarende Skøn faktisk, og det kan formentlig ogsaa udøves paa andre Omraader med tilstrækkelig Nøjagtighed. Dette er, saavidt jeg kan se, det eneste Tilfælde, hvor der ved prispolitiske er Grund til at tage Konsumentrenten i Betragtning.