LIGELIG INDKOMSTFORDELING SOM MAAL FOR DEN ØKONOMISKE POLITIK 1)

SAAFREMT nogle af mine Tilhørere i Aften er mødt op i Haab
om at faa serveret et vel tilrettelagt og teoretisk godt funderet
Diskussionsgrundlag om det opgivne Emne: Ligelig Indkomstfordeling
Maal for den økonomiske Politik, maa jeg hellere straks
bekende, at hvad jeg har at sige bestaar af en mærkelig Blanding
af Realiteter og Fremtidsmusik. De statistiske Realiteter, jeg bliver
til at trætte Dem med, vedrører hovedsagelig Forholdene
umiddelbart før Krigen, men til Gengæld vil jeg i det store og hele
hellige mig Spørgsmaal vedrørende den økonomiske Politik, som
skal føres herhjemme i Aarene efter Krigens Ophør. Det er tilmed
engang Overgangsperioden lige efter Krigens Afslutning,
som jeg vil hæfte mig mest ved, men snarere Forholdene paa lidt
længere Sigt, altsaa i høj Grad et Fremtidsperspektiv. Hermed vil
jeg ikke give Udtryk for en Undervurdering af de mangeartede
økonomiske Problemer, som vil dukke op og kræve at blive løst
straks ved Fredens Komme; tværtimod forekommer det mig, at en
Løsning af disse Problemer ogsaa kræver, at Blikket kastes lidt
længere frem, saaledes at den første Efterkrigstids Politik kan indrettes
lidt længere Sigt. Den ret udbredte Opfattelse, at der
lige efter Krigen vil komme en Masse Indgreb og Restriktioner, ja
maaske endnu flere end nu under Krigen, men at derefter alt atter
vil glide i Lave af sig selv og blive som i de gode gamle Dage, forekommer
at være farlig, fordi den formentlig er fejlagtig og
derfor ikke kan danne et godt Grundlag for Overvejelserne vedrørende
fremtidige økonomiske Politik.

Betragter vi den økonomiske Efterkrigstidsdiskussion, som foregaarude

---

1) Foredrag holdt i Socialøkonomisk Samfund den 30. Marts 1944.

gaarudeomkring i Verden, er det da ogsaa aabenbart, at den ikke blot drejer sig om Overgangstiden mellem Krig og Fred. Beskæftigelsesspørgsmaaletsførste vedrører ganske vist saa vidt muligtøjeblikkelig af de hjemvendende Hære og Omstillingenfra til Fredsproduktion; men den anden og ikke mindre væsentlige Del af Problemet gaar ud paa Mulighederne for varigt at beskæftige hele den arbej dsduelige Befolkning, og Løsningenheraf almindeligvis for at være en uomgængelig Betingelsefor Genopbygning og Udviklingen af mere fredelige Forhold Landene imellem. Den anden Problemkreds, som behersker den økonomiske Efterkrigstidsdiskussion, kan udtrykkesved »social Sikkerhed« og skulde sammen med den fulde Beskæftigelse muliggøre, at Ordet »Nød« forsvandt af Glosebogen.I højere Grad end Beskæftigelsesproblemet angaar dette sociale Sikkerhedsproblem selve Efterkrigstiden, og er iøvrigtalmindeligvis med Beskæftigelsesspørgsmaalet paa en saadan Maade, at en Løsning af dette betinger Opfyldelsen af det sociale Sikkerhedsprogram.

Naar jeg før talte om Fremtidsmusik, var det ikke alene med Henblik paa det valgte Tidspunkt for Problemstillingen, men ogsaa fordi jeg forudsætter, at Beskæftigelsesspørgsmaalet i den sædvanlige vil blive løst, og at en Art socialt Sikkerhedsprogram blive gennemført, og ud fra disse to Forudsætninger undersøger kommende Tids Indkomstfordeling. Som Grundlag for Undersøgelsen benytter jeg Indkomstfordelingen, som den tager sig ud i Aaret 1939, og for ikke at gøre Svælget mellem Grundlag og Emne alt for stort vil jeg tillige se lidt paa, hvilken Indflydelse Krigens Indkomstforskydninger kan antages at ville faa paa Indkomstfordelingen paa lidt længere Sigt.

1. Indkomstfordelingen i 1939. Først skal jeg med saa faa Tal som muligt søge at karakterisere den personlige Indkomstfordeling i 1939. Det eneste nogenlunde anvendelige Materiale er Ansættelserne Indkomst- og Formueskat. De statistiske Opgørelser om Indkomst- og Formueansættelserne er imidlertid i Relation til vort Formaal behæftet med to ret væsentlige Mangler. Jeg tænker her paa Ansættelsernes Ufuldkommenheder og paa Skattelovgivningens Indkomstbegreb.

Den samlede ansatte personlige Indkomst med Tillæg af de heri
fradragne Skatter og Forsikringspræmier var i 1939 omkring 5
Milliarder Kr., men en fuldstændig Ansættelse antages mindst at

burde medtage yderligere 1 Milliard Kr. For Formuernes Vedkommendeer endnu grellere, da den ansatte personlige Formuekun 11 Milliarder Kr., og en Sammenligning med de tilstedeværendeFormueværdier, andet Værdien af fast Ejendompaa Milliarder Kr. tyder paa, at omkring 5 Milliarder Kr. slet ikke ansættes til Formueskat. Deler vi Skatteyderne ikke i de ærlige og de uærlige, men i dem, der vanskelig kan unddrage sig en Del af Skattepligten, nemlig Lønmodtagerne, og Resten af Skatteyderne, som har større Mulighed herfor, kan følgende Opstillingforetages runde Tal:

Den ufuldstændige Ansættelse er anslaaet til 6—76_—7 pCt. for Lønmodtagere godt 25 pCt. for andre Skatteydere, hvorimod den ufuldstændige Formueansættelse er forudsat at være ens for de to Kategorier af Skatteydere. For begge Grupper af Skatteydere betyder skjulte Formuer, at der skjules en Renteindtægt svarende til omkring en Fjerdedel af de skjulte Indtægter, hvorved de øvrige Indkomstundladelser nedbringes til henholdsvis 5 og 20 pCt.

Betragter vi dernæst Skattelovens Indkomstbegreb, opstaar andre Vanskeligheder. Som skattepligtig Indkomst regnes ikke alene de af Produktionen løbende Indkomster, men ogsaa de fleste Indkomstoverførsler f. Eks. Aldersrente o. lign., og den saakaldte ansatte Indkomst fremkommer ved herfra at trække Skatter og Forsikringspræmier. Et Eksempel belyser bedst Forholdet:

I Eksempel I anvendes 400 Mill. Kr. af de 800 Mill. Kr., der opkrævesi Skatter til Udbetaling af Aldersrente og andre Understøttelser, som medregnes i den samlede personlige Indkomst,der Statistisk Aarbog benævnes Nationalindkomsten og i

Praksis findes ved til den ansatte Indkomst at lægge de heri fradragneSkatter v. Opkræves som i Eksempel II yderligere 100 Mill. Kr. i direkte Skatter for at uddeles som Aldersrente el. lign., stiger den samlede beregnede Nationalindkomst med 100 Mill. Kr., medens den ansatte Indkomst viser Konstans svarende til den uforandredeProduktionsindkomst. 111 viser, at en Stigning i den paa dette Grundlag beregnede »Nationalindkomst« ogsaa kan betyde en tilsvarende Stigning i Produktionsindkomsten, men saa forøges den ansatte Indkomst med samme Beløb. Finansieres derimodde Mill. Kr. i øget Overførselsindkomst over indirekte Skatter, vil Prisniveauet stige, men efter Korrektion herfor vil Resultatetmed blive som i Eksempel IV, at baade »Nationalindkomsten«og ansatte Indkomst stiger. Konklusionen bliver, at da Overførselsindkomst beskattes ligesom Produktionsindkomst,giver i den ansatte Indkomst trods alt det bedste Udtryk for Bevægelsen i Produktionsindkomsten — den reale Nationalindkomst —, og da den ansatte Indkomst endvidere udtrykker Indkomstmodtagernes Købeevne overfor alle Markedsgoder,er af den ansatte Indkomst et godt Udtryk for de forskellige Befolkningsgruppers Forbrugsevner. Derimod savnesen af de personlige Indkomster paa det første Trin, hvor kun medtages Indkomster, der skyldes Deltagelse i Produktionen.Til Formaal maa foretages en Rensning af den saakaldteNationalindkomst alle Overførselsindkomster.

Til vort Formaal kan derfor Fordelingen af de ansatte Indkomster naar Skatteansættelsernes Ufuldstændighed til Stadighed og selve Indkomstfordelingen ser da i runde Tal saaledes ud:

Den Indkomstfordeling, som er det direkte Resultat af Produktionen, antagelig endnu mere ulige, da de større Indkomster — dog ikke uden Undtagelse — har størst Mulighed for at reducere Selvangivelsen, og da der er Tale om ansatte Indkomster, hvor Skattefradraget er størst for de store Indkomster. Forsørgernes Indkomster er dog noget mere jævnt fordelt og tages Hensyn til Aldersfordelingen modificeres Forholdene endnu mere, men det er dog betegnende, at over tre Femtedele af danske Børn i 1939 forsørgedes af Forældre med en ansat Indkomst paa under 3.000 Kr. Herved maa det erindres, at jo flere Børn en Forsørger har, jo mindre Forskel er der mellem ansat og faktisk Indkomst, da Skattefradraget er saa ringe, paa Grund af de store Børnefradrag.

Formuefordelingen er som bekendt endnu mere ulige, da kun et Faatal har en Formue af Betydning, og blandt Formueejerne er det igen nogle faa Personer, der ejer Størstedelen af den samlede Af de 1.8 Mill. Indkomstmodtagere havde kun 0.7 Mill. ansat Formue og heraf igen 0.5 Mill. en ansat Formue paa under 10.000 Kr. Da Forrnueansættelserne imidlertid efter min Mening behæftet med endnu større Fejl end Indkomsterne, skal jeg ikke komme nærmere ind paa en talmæssig Dokumentation. Det skal dog understreges, at det ikke er usandsynligt, at den faktiske Formuefordeling er mere ligelig, end den gennem Ansættelserne kendte, da i hvert Fald talrige Smaaformuer i Dag undgaar Ansættelse, burde Formuestatistikken formentlig i højere Grad bearbejdes under Hensyntagen til Forholdet mellem de enkelte Indkomst og Formue.

2. Indkomstfordelingen under fuld Beskæftigelse. Saa længe Arbejdsløsheden er stor og det blot gælder om fra Dag til Dag at bøde herpaa, er Interessen ringe for, hvor langt man skal gaa, før der med nogen Ret kan tales om fuld Beskæftigelse; det betragtes kun som et mere teoretisk Spørgsmaal. Skal man undersøge Virkningenaf Beskæftigelse paa Indkomstfordelingen, er det dog nødvendigt at naa til en nærmere Afgrænsning af dette Begreb. Som Barometer for Arbejdsløshedens Bekæmpelse benyttes almindeligvisArbejdsløshedsprocenten organiserede Arbejdere, og selv under Hensyntagen til de talrige Mangler, der knytter sig til dette Begreb baade af formel og reel Karakter, kan det ikke forventes,at vil gaa ud af den politiske Diskussion i Aarene efter Krigen. Det er da rimeligt at definere den fulde Beskæftigelsesom Nedbringelse til en vis minimalStørrelse.

malStørrelse.Den nærmere Talangivelse vil afhænge af, hvilken
Arbejdsløshedsprocent, man anvender; som bekendt er Arbejdsløshedsprocentenblevet
men Pristallet skrællet.

For 1939 var den übarberede Procent 18.4, svarende til et Aarsgennemsnit knap 90.000 Arbejdere, og saafremt man barberede Procent, vilde man formentlig naa ned paa 11_—12 pCt., svarende til godt 50.000 Arbejdere. Reduktionen omfatter dels mindre Grupper af ældre Arbejdere, Kursusdeltagere og enkelte arbejdsløse og dels en meget stor Gruppe Arbejdere, sidste Arbejdsløshedsperiode har varet 6 Dage og derunder. paa fuld Beskæftigelse maa være begyndende Mangel paa Arbejdskraft, og saafremt det barberede Arbejdsløshedstal elimineret, vilde sikkert Vanskeligheden ved paa kortere at faa tilstrækkelig kvalificeret Arbejdskraft begynde at melde sig, saaledes at det i dette Tilfælde ikke vilde være überettiget en vis Forstand at tale om fuld Beskæftigelse.

Hvorledes vil nu en saadan Reduktion af Arbejdsløsheden paavirke Den samlede Indkomstmasse i 1939 vil med det gældende Lønniveau blive forøget med ca. 400 Mill. Kr., hvoraf ca. 175 MilL Kr. vilde være Arbejdslønninger til de midlertidigt arbejdsløse og Resten af Beløbet øgede Fortjenester til den øvrige Befolkning. En endelig Fordeling af dette Beløb paa Modtagere er vanskelig at foretage, men kan bedst skønnes for Arbejderne. Med vort nuværende Kendskab til Varigheden af de enkelte Arbejderes Arbejdsløshedsperioder ved vi, at til en gennemsnitlig Ledighed paa 50.000 Arbejdere svarer delvis Ledighed henimod Halvdelen af de organiserede Arbejdere, hvorfor fuld Beskæftigelse ikke betyder, at Aarsindkomsten for 50.000 Arbejdere fra Understøttelsesbeløbene til fuld Løn, men at Indkomsten forøges med denne Forskel for kortere eller længere Tidsrum for et langt større Antal Arbejdere. Endvidere vil Nedgangen Understøttelserne bevirke en Nedgang i Arbejdsløshedskassekontingenterne Arbejderne og en Skattenedgang for alle Skatteydere.

Indkomststigningen for de øvrige Samfundsgrupper vil sikkert fordele sig endnu mere jævnt, end Indkomststigningen for Arbejderne,selv enkelte Personer maaske vil faa større Indkomstforøgelser.Dette som den samlede Indkomststigning vil i høj Grad afhænge af, hvorledes den fulde Beskæftigelse er tilvejebragt,men vi, at den skal være af mere stabil Karakter,er størst Sandsynlighed for, at Beskæftigelsesstigningen vil

finde Sted indenfor alle større Erhverv og maa være tilvejebragt gennem en generel Beskæftigelsespolitik. Saavel Forøgelsen af Arbejdsindkomstersom det almindelige Indkomstniveau vil lette det offentliges øvrige sociale Udgifter, og sammenlægger vi denne Besparelse med Besparelsen i Arbejdsløshedsunderstøttelserne, naar vi til et Tal paa omkring 100 Mill. Kr. Produktionsindkomstenøges fra 4.600 Mill. Kr. til 5.000 Mill. Kr. og den ansatte Indkomst fra 4.200 Mill. Kr. til 4.600 Mill. Kr., men den personlige »Nationalindkomst« kun fra 5.000 Mill. Kr. til 5.300 Mill. Kr. Mere interessant er det dog at skønne over Fordelingen af den ansatte Indkomst før og efter Opnaaelsen af fuld Beskæftigelse. Et saadant Skøn er angivet i Kol. II og VI i følgende Oversigt:

Den gennemsnitlige ansatte Indkomst er antaget at ville forøges med godt et Par Hundrede Kroner og 100.000 Skatteydere er rykket over Grænsen paa 2.000 Kr., men under denne vil stadig ligge omkring 1 Million Indkomstmodtagere. En nærmere Undersøgelse disse Personers Erhvervsfordeling er nødvendig, før den endelige Vurdering af den fulde Beskæftigelses Indflydelse paa Indkomstfordelingen kan fældes.

Holder vi os fortsat til de runde Tal, kan omstaaende Opstilling foretages over disse Personers Erhvervsfordeling. Der er almindeligEnighed at en vis Minimumsindkomst maa tilstræbes, selv om Enigheden hører op, naar den nærmere Størrelse af

denne Indkomst skal fastsættes. Hensyn maa tages til, om der er Tale om Forsørgere eller Ikke-Forsørgere, unge eller gamle, og tillige til, at der arbejdes med den ansatte Indkomst og med for lave Skatteansættelser, og at heller ikke fuld Værdi af Kost og Logi medregnes ved Ansættelserne, men alligevel forekommerdet meget rimeligt som Arbejdsgrundlag at opstille et Krav om henholdsvis 2.000 Kr. og 1.000 Kr. som ønskelig Minimumsindkomstfor og dermed ligestillede og for unge Ikke-Forsøgere. Her er det jo 1939-Priser, som lægges til Grund, saa Tallene er ikke helt smaa; Korrektioner indenfor rimelige Grænser forrykker dog ikke væsentligt følgende Konklusion: Gennemførelseaf Beskæftigelse i den Forstand, at den totale Arbejdsløshedsprocentreduceres under ca. 8, er ikke tilstrækkeligtil tilvejebringe et ønskeligt Leveniveau for alle Samfundets Borgere. Hertil maa først og fremmest kræves en Udvidelse af Begrebetfuld

Med stigende Beskæftigelse vil ganske vist ogsaa Omfanget af de mindre Ledighedsperioder formindskes, og yderligere kan man ved en Effektivisering af Arbejdsanvisningen naa til, at Arbejdsløshedsprocentenyderligere men mere væsentligt er det, at en egentlig Mangel paa Arbejdskraft vil øge Lønnen og trække mange mindre selvstændige over i Lønarbejderklassen. For at dette kan ske, kræves, at der opstaar en almindelig Tillid til Lønniveauets Højde og Stabilitet samt den fulde Beskæftigelses Varighed. Det er altsaa ikke nok blot midlertidigt at skaffe fuld Beskæftigelse for de organiserede Arbejdere. Efterspørgslen efter Arbejdskraft maa stimuleres, saaledes «t alle Personer indenfor

de selvstændig Erhverv, som hidtil har tjent mindre end Lønarbejderne,foretækker Kaar. Fastholden ved selvstændigt Erhvervskyldes blot Tillokkelsen ved at være selvstændig, men ogsaa manglende Subsitutionsmuligheder, og den lave Indkomst indenfor mange selvstændige Erhverv kan i mange Tilfælde tages som Udtryk for kun delvis Beskæftigelse indenfor Erhvervet. Sat paa Spidsen vil dette sige, at Beskæftigelsesproblemet først er løst den Dag, da alle, der har Arbejdsevnen i fuldstændig Behold, tjeneren Minimumsindkomst, der maa afpasses efter den samlede Realindkomst. En Politik, der fører til dette Maal, vil antagelig presse Prisniveauet i Vejret, men vil samtidig medføre en Realindkomststigning.Skønsmæssigt i Kolonne 111 og VII i Oversigten(Side regnet med en Stigning paa 500 Mill. Kr. i den samledeansatte hvoraf en Del skyldes Prisstigningen. Indkomstfordelingenvil blive forskudt op efter, men vil blive endnu mere ulige i den Forstand, at Indkomstandelen for Indkomsterpaa 5.000 Kr., der ved Opnaaelsen af fuld Beskæftigelsei Forstand var øget fra 28.6 pCt. til 31.0 pCt., nu forøgestil pCt.

Fuld Beskæftigelse selv i udvidet Forstand vil dog ikke alene kunne opfylde Kravet om en vis Minimumsindtægt. Størsteparten af Landbrugsmedhjælpere og Lønmodtagere vil nok kunne tvinge Lønnen op over Minimumsindtægten, efterhaanden som Beskæfgelsenstiger. et beskedent Eksempel kan nævnes Lønstigningenfor i de senere Aar og Indkomsten for tilsvarendeGrupper, nu ligger mellem 1.000 og 2.000 Kr., vil ogsaa i mange Tilfælde, hvor der er Tale om kvalificerede¹) Arbejdere,som af den øgede Efterspørgsel blive hævet, men tilbage bliver i alle Tilfælde de smaa Indkomster for en Række Husmænd samt for de erhvervsløse. Overfor Husmændene maa formentlig træffes specielle Forholdsregler, hvorved Brugsstørrelsenøges Brugene helt bortfalder, og Indtægtsfordelingen for de øvrige Grupper kræver Ændringer i vor sociale Lovgivning — Ændringer, som maa gaa en Del ud over de gængse Rammer. Dette vil blandt andet fremgaa af, at der blandt de erhvervsløse foruden Alders- og Invaliderentenydere findes en Del Smaakapitalister,hvis er for stor til, at de kan faa offentlig Hjælp,

---

1) Delvis kvalificerede Arbejdere maa formentlig først og fremmest beskæftiges det offentlige, der ved at yde fuld Løn for det mindre kvalificerede præsterer en social Ydelse. Derved vil den almindelige Løn ikke blive paavirket af en lavere Løn for disse Arbejdere.

men for lille til at afkaste den til Livets Opretholdelse fornødne Indkomst. Den fulde Beskæftigelse er til Gengæld ogsaa en nødvendigBetingelse en Udvidelse af og Effektivisering af vor sociale Lovgivning. Fuld Beskæftigelse betyder øget Realindkomst, og da samtidig Forsorgen som Følge af uforskyldt Arbejdsløshed forsvinder, opnaas større Mulighed for at gøre de øvrige nødvendigesociale mere ensartede samt eventuelt at tage nye Omraader op til Overvejelse.

3. Socialpolitikken og Indkomstfordelingen. I det mere modererede Samfund omfatter Socialpolitikken alle Indgreb i den Indkomstfordeling, der fremtræder som Resultat af den fri Konkurrence paa Markedet efter Varer og Produktionsfaktorer. Efterhaanden som det bliver almindeligt at gribe regulerende ind overfor selve Indkomstdannelsen, overføres den socialpolitiske Maalsætning til Finanspolitik, Valutapolitik o. s. v., og der opstaar Udvidet socialpolitisk Begreb, omfattende alle Indgreb, der tilsigter en jævn Indkomstfordeling. Samtidig bevares dog et egentligt socialpolitisk Omraade i snævrere Forstand, der fortsat omfatter Indgreb til Fordel for übemidlede, som enten har ringe Indkomst ved Deltagelse i Produktionen eller slet ikke deltager i denne paa Grund af Alder eller Sygdom. Saafremt der føres en saadan almindelig Politik, at fuld Beskæftigelse opnaas, vil Socialpolitikkens Omraade yderligere begrænses til hovedsagelig at omfatte Personer, som midlertidigt eller varigt paa Grund af legemlig Uegnethed ikke deltager i Produktionen. Men samtidig melder nye Opgaver sig og kræver at blive løst inden for Socialpolitikkens Rammer. Socialpolitikkens snævrere Opgave bliver da at sørge for Børnene, de voksne uarbejdsdygtige og de gamle og herudover at vejlede den samlede Befolkning ved Forbruget Fødevarer og Bolig.

Ved Socialreformen i 1933 opnaaedes en gennemgribende Systematiseringaf offentliges Ydelser, men en egentlig Reorganiseringaf var der ikke Tale om. Kampen omkring Socialreformen særlig paa Rigsdagen var i alt for høj Grad prægetaf smaalig Strid om Omkostningerne og hele Fordelingsspørgsmaaletmellem og Kommuner og disse sidste indbyrdes. I de senere Aar er det ogsaa blevet mere og mere aabenbart, at Socialreformen ikke kan betragtes som nogen Slutsten paa den socialpolitiske Udvikling, men snarere som et nyt Trin, der nødig skulde blive et for godt Staasted. Naar tilmed Forudsætningerne

for dens Virkninger skifter, er der intet mærkeligt i, at nye ndringervil
nødvendige efter Krigen samtidig med en Løsningaf

For den arbejdsduelige Befolkning maa der være Sikkerhed for, at Indkomsten ikke svigter under midlertidig Arbej dsudygtighed, naar Arbejdsevnen mere varigt forsvinder, maa Levefoden ikke presses længere ned, end Behovsnedgangen som Følge af Arbejdets tilsiger. Disse Krav opfylder de nuværende sociale Love imidlertid ikke. Ved Arbejdsløshed er der sikret Arbejderne en ganske vist nødtørftig Understøttelse, men i Sygdomstilfælde ydes der i Reglen meget mindre Dagpengebeløb, og da der ved Ulykkestilfælde først ydes Dagpenge efter 13 Ugers Forløb, og Forsørgelsen indtil da foregaar over Sygekassen, er det meget vigtigt søge gennemført en Ændring, hvorefter der ved alle Tilfælde midlertidig Arbejdsudygtighed udover de nødvendige Helbredelsesomkostninger Dagpenge af en saadan Størrelse, at Indkomstmodtageren praktisk taget ikke berøres af midlertidige Tilfælde af Arbejdsudygtighed. Dette maa anses for at være et nødvendigt Supplement til Kravet om fuld Beskæftigelse for at sikre de tidligere nævnte Minimumsindkomster. Endvidere maa Indkomsten sikres ved Overgang fra en Beskæftigelse til en anden, hvilket ogsaa maa gælde, naar Overgangen kræver ny Uddannelse. Som et specielt Eksempel herpaa kan nævnes Enkers Overgang fra huslig eller ingen Gerning til Selverhverv i elier uden for Huset

Medens de nævnte Forholdsregler kun virker supplerende, er en Ændring af de vedvarende arbej dsudygtiges Levefod alene overladt Socialpolitikken. Her er først og fremmest Tale om Invalide og Aldersrentenyderne samt alle andre Personer, hvis Indkomst under Minimumsindtægten, men som paa Grund af lille Indkomst eller Formue ikke kan faa Hjælp efter de nugældende En Forøgelse af Satserne vil for det første give Ret til lidt større egne Indtægter, men dernæst maa overvejes at ndre for egne Indtægter og Formuebesiddelse. Maalet maa være, at Indkomstniveauet ved Alderens Indtræden kun sænkes en Snes Procent og ikke som nu ofte til omkring det halve.

I Forbindelse med Sikringen af Indtægterne for den arbejdende Del af Befolkningen gennem fuld Beskæftigelse og fuld Hjælp under midlertidige Arbej dsudygtighedsperioder vil disse Regler bevirke, at Kravet om en vis Minimumsindkomst bliver en Realitet.Følgen

tet.Følgenaf de nye Regler vil, som anført i Kol. IV og VIII i Oversigten(Side blive, at Indkomster paa under 1.000 Kr. forsvinder,og bliver 700.000 helt unge og helt gamle med Indkomstermellem og 2.000 Kr. I Forhold til de faktiske Forhold er Antallet af Personer med en Indkomst over 5.000 Kr. uforandret, men Gennemsnitsindkomsten for Personer med over 10.000 Kr. i Indtægt maa antages at formindskes som Følge af de højere Skatter,der være nødvendige for at forøge de sociale Ydelser. I Forholdtil under fuld Beskæftigelse er Antallet af større Indkomster formindsket. Dette vil sige, at den stigende Indkomst som tilfalder Kapitalejere og andre Indehavere som Følge af den øgede Beskæftigelse er tænkt inddraget til Fordel for de mindstbemidlede.Det netop vigtigt at lade Socialpolitikkens Reorganiseringfølge Hælene paa den Indkomststigning, som den øgede Beskæftigelse maa resultere i.

Ved Fastsættelsen af 2.000 Kr. som Minimumsindkomst for Forsørgereer Hensyn taget til Børneantallet. Men det er aabenbart,at et Par Børn vil betyde en saadan Reduktion af Levefoden,at Hensyn maa tages til børnerige Familier. Dette kan enten gøres specielt indenfor Socialpolitikken eller ved andre politiske Indgreb som ved Skattelovgivningen eller mere generelt ved Ydelsen af et særligt Beløb pr. Barn til alle Forsøgere med Børn. Der er ingen Tvivl om, at Børnene er blevet stedmoderligt behandlet inden for vor Sociallovgivning, men meget taler for, at en ny Opfattelse er ved at trænge igennem paa dette Omraade. Dette vil formentlig give sig Udtryk i en lang Række nye Foranstaltningereller af paabegyndte Indgreb til Fordel for børnerige Familier. Først og fremmest er en Sikring af Moderen under Svangerskabet nødvendig ved Gennemførelse af Frihed med Løn under den sidste Periode af Svangerskabet og et vist Tidsrum derefter eller for hjemmeværende Hustruer gratis Hushjælp, alt suppleret med en særlig Ydelse til Dækning af Udgifterne ved BarnetsKomme første Udstyr. Dernæst en Forbedring af Levevilkaarenefor med Børn gennem Opførelse af flere Vuggestuerog samt en Udvidelse af Adgangen til billige Lejligheder og af Skolebespisningen og endelig mere specielt en Forøgelse af alle offentlige Bidrag til Børn født i og uden for Ægteskab samt til Enkebørn. Imidlertid rejser der sig alligevel Spørgsmaalet om, hvorvidt dette er nok; om der ikke bør ydes yderligere Hjælp gennem særlige Rabatordninger paa specielle Fødevarer og øgede Børnefradrag ved Beskatningen. Under Krigener

genergennemført forskellige Ordninger i denne Retning, som
ikke fortjener at forsvinde som saa meget andet ved Krigens
Ophør.

Før hele dette System udbygges, maa det imidlertid overvejes, om det ikke er bedre at betræde en helt ny Vej. Jeg tænker her paa Ydelsen af et direkte Tilskud pr. Barn. Dette vil overflødiggøre der ikke er særligt effektive for de mindre Indkomster, og mange andre Rabatordninger. Finansieringen betyder en Fordeling af Udgifterne ved Børnenes Opfostring paa hele Befolkningen. Der er i dette Tilfælde ikke Tale om en generel af Indtægtsfordelingen, men blot en Omflytning af Indkomsten fra Personer uden Børn til Personer med Børn. Da der her hjemme er omkring 900.000 Børn, vil Ydelsen af 20 Kr. om Maaneden pr. Barn medføre en Udgift paa godt 200 Mill. Kr. De 20 Kr. er kun et Eksempel for vise Udgifternes Størrelsesorden. Den endelige Indtægtsoverførelse i Forhold til nu vil være betydelig da Børnefradragene ved Beskatning kan falde væk, og de sociale Udgifter ogsaa vil falde betydeligt, fordi Hovedparten de understøttede kommer i Trang paa Grund af store Forsørgerbyrder. forekommer mig, at hele dette Emne trænger til en grundig Behandling og megen Overvejelse, før de nye Veje for Socialpolitikken paa dette Omraade udstikkes. I 1940 blev Halvdelen af Danmarks Børn opdraget i Hjem, hvor Forsøgerens ansatte Indkomst laa under 2.500 Kr.

Endelig vil hele Ernæringsproblemet efter Krigen formentlig indtræde i en ny af Socialpolitikken præget Fase. Men da dette Spørgsmaals Løsning kun i ringe Grad berører Indkomstfordelingen, bortses herfra, selv om Paavirkning af Forbruget i en bestemt paa ernæringsfysiologisk Basis fastlagt Retning givetvis vil være til Gavn for de mindrebemidlede ogsaa i økonomisk Henseende.

Konklusionen, der kan drages paa indeværende Tidspunkt bliver,at en effektiv Beskæftigelsespolitik suppleret med en herefterafpasset Socialpolitik vil det være muligt at opnaa bestemte af den samlede Realindkomst afhængige Minimumsindkomster,som for børnerige Familiers Vedkommende yderligeremaa med specielle og eventuelt generelle Hjælpeforanstaltninger.Den Beskæftigelse vil forskyde hele Indtægtsfordelingenopefter, med at de fleste mindre Indkomstervil hævet, og en Udvidelse af Socialpolitikken vil hæve de resterende smaa Indkomster og samtidig i beskedent Omfangreducere

fangreducerede største Indkomster. Kort sagt, Indkomstforøgelsensom af den øgede Beskæftigelse inddrages til Fordel for de mindste Indkomster. Men hertil kræves Samvirken mellem Beskæftigelses og Socialpolitik.

For herefter at give Problembehandlingen lidt nærmere Tilknytning de faktiske Forhold skal nu undersøges, hvorvidt der under er sket saadanne Indkomstforskydninger, at det har været überettiget at bygge paa Forholdene i 1939, og om disse Indkomstforskydninger antages at faa varige Virkninger paa Indkomstfordelingen Krigen.

4. Indkomstudviklingen under Krigen og Fordelingen efter denne. Hovedtendenserne i Indkomstudviklingen i den forløbne Del af Krigsperioden har totalt set været stigende Pengeindkomster lavere Realindkomster, og det kan vel ikke forventes, at denne Udvikling vil ændres inden Krigens Ophør. Derimod foreligger ikke nogen detailleret Oversigt over Fordelingen, blandt andet fordi de faktiske Opgørelser for de sidste Par Aar endnu ikke foreligger. Forskydninger fra Erhverv til Erhverv er dog konstateret, og en Uddybning af Afstanden mellem Indehavere og Lønmodtagere har fundet Sted, omend i aftagende Tempo. Hovedresultatet formentlig, at Fordelingen er blevet mere ulige, og særlig for de sidste Aar har man et Indtryk af rnere ulige Fordeling inden for tidligere homogene Grupper. Spredningen af Arbejdernes Indtægter er formentlig blevet betydelig større, og det samme gælder for handlende og mange andre selvstændige. Hertil har i høj Grad bidraget den forskellige Indkomstudvikling i Landets forskellige Dele, et Forhold, der allerede gjorde sig særlig i 1940 og nu øjensynlig er gentaget i 1943. Kan der intet endeligt udsiges om disse Forhold endnu, kan dog Spørgsmaalet hvorvidt det kan forventes, at den nuværende Indkomstudvikling fortsætte eller befæstes efter Krigen.

Da en Række af de særlige Forhold, der har betinget denne Udvikling,maa og da det maa forventes, at man i højere Grad under normale Forhold vil kunne beherske selv en ekspansiv Politik, mener jeg det ikke überettiget at gaa ud fra, at en Tilbagevendentil Indkomstfordeling vil finde Sted, alt efter i hvilket Omfang den før omtalte Beskæftigelses- og Socialpolitikgennemføres. bliver da Spørgsmaalet, hvorvidt de allerede skete Indkomstforskydninger vil have Betydning for

Efterkrigstidens Indkomstfordeling, selv om de kun vil vise sig
at have været midlertidige.

Særlig to Forhold forekommer mig at have Betydning i denne Forbindelse. Det ene vedrører hovedsagelig Forholdet mellem Land og By, det andet Formuefordelingen. Landbrugerne er som bekendt den af de store Indkomstgrupper, som har klaret sig bedst under Krigen, og blandt Landmændene igen de større Brugsejere.For er ikke alene Pengeindkomsten, men ogsaa Realindkomstensteget Krigen. Dette sidste vil Landmændene ikke altid indrømme, men stillet overfor klare Tal afviser LandbrugetAnklagen, ligger i denne Paavisning, med, at Indkomstniveauetfor før Krigen og særlig i 30'erne som Helhed laa langt under det normale, saaledes at der ikke er sket andet end, at Landbruget nu opnaar en normal Fortjeneste af sin Kapital- og Arbejdsindsats. At Landbrugets Fortjeneste var for lav igennem flere Aar i 30'erne kan ikke benægtes, selv om Indkomsterne ikke var unormalt lave i 1939, men at dette skulde berettige til Kompensationi Tid, hvor den samlede Nationalindkomst er faldende, maa man have Lov til at diskutere. For det er jo dette, der finder Sted, naar Realindkomsten ikke alene bevares, men stiger, og Forholdet bliver endnu mere kompliceret, naar Kompensationen udelukkende falder paa de største Indkomstmodtagere inden for Erhvervet og blandt disse igen ogsaa paa Personer, som ikke har været Landmænd i de daarlige Aar. Konsekvenserne af Synspunktetmaa al Fald volde Betænkeligheder. Allerede nu er der, og især efter Krigen vil der blive rejst Krav fra de haardest ramte Dele af Befolkningen, ikke alene om atter at faa en passende Andelaf men ogsaa om at faa Dækning for Tabene under Krigen. Opfyldes disse Krav, staar vi igen overfor en Gældskrise inden for Landbruget, og jo længere en saadan Pendulbevægelse skal fortsætte, jo mere urimelig bliver den, da den totale Balance over Gevinst og Tab efterhaanden vil vedrøre nye Erhvervsdeltagere, saaledes at der er ringe Haab om, at selv en total Balance vil komme til at betyde Balance for den enkelte. Problemet udvides endvidere ved, at der er mange flere end Landmændene,som nydt godt af Krigens usædvanlige Forhold, og dette vil for mange andre Erhvervsgrupper kunne sætte nye forstyrrendePendulbevægelser Gang, som vil kunne lægge betydeligeHindringer Vejen for en almindelig økonomisk Politik, der tilsigter en Forøgelse af Nationalindkomsten og en varig og mere

ligelig Fordeling af denne. Det bedste vilde have været helt at undgaa disse specielle Krigsgevinster eller, hvor dette ikke kunde ske, at konfiskere dem igennem en kraftig Krigskon j unkturbeskatning.Dette imidlertid kun fundet Sted i meget begrænset Omfang, og samtidig med at man fremsætter et Ønske om ved den fremtidige økonomiske Politik at undgaa Kompensationskrav, maa derfor opstilles et Krav om, at den under Krigen fremkomne ulige Indkomstfordeling i hvert Fald kun faar Betydning for Forbruget under Krigsaarene. Dette bringer os ind paa Formuefordelingen og Ændringerne i denne under Krigen.

Forbruget af Krigskonjunkturindkomst under Krigen giver Indkomstmodtagerne øjeblikkelig Gevinst i Forhold til den øvrige Befolkning, men opspares hele eller en Del af Krigsindkomsten opnaas i Stedet for en varig Fordel frem for den daarligere stillede Del af Befolkningen, en Fordel, som vil øges, saafrernt Priserne efter Krigen vil vise en faldende Tendens. Det maa derfor i hvert Fald kræves, at den Formuestigning, som har fundet Sted under Krigen som Følge af Krigsforholdene, beslaglægges øjeblikkelig efter Krigen. Dette vil ikke alene bringe Udløsning for opsparet Bitterhed hos store Dele af Befolkningen, men Udsigten til en saadan vil maaske ogsaa lægge en Dæmper paa Aktiviteten indenfor mange Erhvervsgrupper. Resultatet kan ganske vist blive større nutidigt Forbrug, men dette er trods alt kun muligt i begrænset Omfang, og ved en fornuftig Indretning af Forbrugsbeskatningen kan en væsenflig Del af Indkomsterne ogsaa allerede nu føres ind i Statskassen.

Paa to Omraader kan Krigstidens Indkomstforskydninger saaledesfaa for den fremtidige Indkomstfordeling: ved at danne Grundlaget for Krav om Kompensation for Tab under Krigenog igennem Dannelsen af Krigsformuer varigt at skabe flere større Renteindkomster. Afværgelsen af det sidste Fænomen igennem en radikal Formuestigningsafgift vil imidlertid ogsaa have en dæmpende Virkning paa det først nævnte Forhold. Det skal imidlertid understreges, at Hensynet til Vanskeligheden ved at afgøre, om en Formuestigning er krigskonjunkturskabt eller ej, ikke som ved den nuværende Krigskonjunkturskat af Indkomster bør føre til, at Beskatningen eventuelt undlades i Tvivlstilfælde. Det er en afgørende Betingelse for at kunne sætte Punktum for den Indkomstperiode, som Krigsaarene har dannet Rammen om, at Formuestigningsafgiften bliver af konfiskatorisk Art, og saa maa hellere en mindre Del af den normale Formuestigning blive

inddraget under en saadan Beskatning, saafremt en endelig Afgrænsningikke
foretages.

Dette fører over i Spørgsmaalet om Forholdet til de store Indkomster for en Politik, der har mere ligelig Indkomstfordeling Maal. Det var tydeligt, at Beskæftigelsespolitikken alene kun førte til en vis Forskydning opad i Indkomstniveauet, og at den skitserede Socialpolitik nok vilde virke forøgende paa de smaa Indkomster og ogsaa formindskende paa de store Indkomster; disse vil dog stadig bestaa i nogenlunde samme Omfang som før Krigen, og dette endda kun, saafremt den omtalte Formuestigningsafgift Ellers vil der fremtidig formentlig flere store Indkomster end før Krigen. Det forekommer maaske ejendommeligt, men de Indgreb, som kræves for at sikre en Minimumsfortj eneste for godt 1 Million Medborgere er faktisk mindre radikale end de Foranstaltninger, som maatte træffes, saafremt væsentlig Indkomstreduktion skulde finde Sted for de 30.000 Indkomstmodtagere, som har over 10.000 Kr. i Indkomst.

Dette kan kort begrundes med, at disse 30.000 Indkomstmodtagere godt Halvdelen af den skattepligtige Formue, der i 1939 udgjorde 11 Milliarder Kroner, saaledes at Renten heraf udgør Halvdelen af disse Personers ansatte Indkomst paa 500 Mill. Kr. En radikal Ændring af Indkomstfordelingen for de store Indkomsters maa derfor gaa over en Ændring af Samfundsstrukturen.

Saa længe Formueindkomsten tilfalder private Personer og Indkomstfordelingener vil Grundlaget for ny Formuedanneise være til Stede, men der er dog ogsaa i dette Tilfælde forskellige Muligheder for udover den tidligere nævnte, ekstraordinært at konfiskere nye Formuedannelser, at føre en indkomstudjævnende Politik. De store Indkomster skyldes ikke alene Kapitalbesiddelse, men ogsaa den deraf flydende Mulighed for at opnaa store Arbejds og andre Fortjenester, og dertil kommer, at stærkt varierendeKonjunkturer Muligheder for Opnaaelse af Konjunkturgevinster.Gennemførelsen fuld Beskæftigelse vil stabilisere de økonomiske Forhold og derigennem modvirke Dannelsen af Konjunkturgevinster, og ligeledes vil f. Eks. større Arveafgifter kunne bidrage til at formindske Formuekoncentrationen. I det hele taget vil Fremkomsten af større Indkomster blive hæmmet, i jo højere Grad den almindelige Politik tager Sigte paa en Indkomstudjævning.Ligesom ulige Indkomstfordeling virker selvforstærkende, vil en mere jævn Indkomstfordeling virke i Retningaf

ningafstørre Ligelighed. F. Eks. skyldes store Indkomster hos visse Læger Tilstedeværelse af mange Velhavere, der betaler høje Honorarer; jo færre primære store Indkomster, der dannes, jo færre sekundære vil opstaa. Hvor langt en saadan in_{dkomstud jævnendePolitik} føres indenfor den nuværende Samfundsstrukturuden øve Indflydelse paa den samlede Produktion, vil imidlertidvære for, hvor langt man under disse Betingelser skal gaa i Retning af at reducere de store Indkomster. Nogen Afgørelsekan træffes ud fra objektive Kriterier, da Spørgsmaaletafhænger politiske og psykologiske Forhold, f. Eks. om man foretrækker en vis Nationalindkomst med en nogenlunde jævn Fordeling eller en større Nationalindkomst, der er mere ujævnt fordelt. Derimod er det muligt mere generelt at diskutere forskelligeMetoder Gennemførelsen af mere ligelig Indkomstfordelingog Virkninger paa Produktionsresultatet og herunder,hvorvidt nuværende Kendskab til Produktions- og Indkomstfordelingener til at føre en Politik med bestemteMaal Hensyn til Indkomstfordelingens Udseende.

5. Grundlag og Metode for Indkomstudjævning. De hidtil gennemførteRæsonnementer bygget paa den Indkomstfordeling, som den statistiske Behandling af Skatteansættelserne resulterer i. Indledningsvis blev fastslaaet, at den faktiske Indkomstfordeling afviger herfra, men det er ikke antaget, at Forskellen er saa væsentlig,at af en Undersøgelse foretaget paa dette Grundlag ikke skulde være gyldige. Helt sikker herpaa kan man imidlertid ikke være, og en mere effektiv Indkomst- og Formueansættelsemaa være et af de første Maal, som en Politik, der tilsigter mere ligelig Indkomstfordeling, maa sætte sig. Dette skyldes først og fremmest, at forskellig Ansættelse af lige store Indkomster i sig selv bidrager til at gøre Uligheden større, ved at danne Grundlag for en Forskelsbeskatning, men desuden kan Virkningenaf til Fremme af en mere ligelig Indkomstfordelingmeget konstateres, med mindre Ansættelserne bliver mere fuldstændige. Det vil da ogsaa i højere Grad end nu være muligt at foretage en indgaaende Bearbejdelse af det samlede Ansættelsesmaterialemed af Indkomsterne efter Kilde og Sammenhæng mellem Indkomst og Formue, Erhverv, Køn og Alder.En specificeret Indkomststatistik kræver større Oplysningspligtfor men vil ogsaa være nødvendig for at naa frem til den fulde Indkomst. En Revision af SkattelovgivningensIndkomstbegreb

ningensIndkomstbegrebvil falde naturlig i denne Forbindelse, i
hvert Fald var det ønskeligt i højere Grad end nu at kunne rekonstruerede
Trin i Indkomstdannelsen.

Hele Ligningsapparatet maa formentlig reformeres, før disse Ønsker kan opfyldes. Det vil ikke være nødvendigt helt at bortkaste nuværende System med folkevalgte Ligningsmænd, rnen Ligningens Fuldstændighed og Ensartethed bør sikres gennem Indskydelse et Led mellem Kommunerne og Ligningsdirektoratet, f. Eks. ved Oprettelse af et særligt Ligningskontor i hvert Amt. Disse Ligningskontorer skulde være forsynede med statsansatte Skatteteknikere, som skulde staa til de lokale Ligningsmyndigheders ved Afgørelsen af alle teknisk vanskelige Sager og skulde samtidig være Ligningsdirektoratets Redskaber ved Gennemførelsen en for hele Landet ensartet og fuldstændig Ligning. Nyt Embedsapparat vil man sige; men tænk, hvor afgørende det er for mange Spørgsmaals Løsning at faa dette Spørgsmaal om Skattesnyderierne ud af Verden, og Udgiftene til de nye Statstjenestemænd sagtens kunne dækkes gennem Skatterne af de mange skjulte Indtægter og Formuer, saa alle ærlige Skatteydere gaa ind for Forslaget; men desværre har man engang imellem det Indtryk, at dette ikke betyder et Flertal for mere effektive Foranstaltninger. Ellers er det vanskeligt at forklare den store Modstand, der altid er imod Forslag om udvidet Bogføringspligt, for Banker og Sparekasser samt strengere mod beviste Skattesnyderier.

En mere fuldstændig Ligning er ogsaa nødvendig for at kunne vælge mellem de to generelle Metoder, som kan bringes i Anvendelseved Indgreb: Enten direkte Paavirkningaf eller efterfølgende Overførsel af denne. Af Hensyn til Produktionens Opretholdelse anses det almindeligvisat nødvendigt at stille store Indkomster i Udsigt for Driftsherrerne. Naar Indkomsten derefter er opnaaet igennem Produktionens eller maaske rettere Indkomstens Maximering, kan en Del af Indkomsten efter samme Anskuelse derimod godt igennemSkatter andre Foranstaltninger føres tilbage til andre Deltagere i Produktionen eller Personer udenfor denne. Sagt i Tal betyder dette, at en Indkomstforøgelse paa 10.000 Kr., ledsaget af en Skatteforhøjelse paa 6.000 Kr. skulde virke stærkere end en uforkortet Indkomstforøgelse paa 4.000 Kr. Selv om selve Bevidsthedenom stor Indkomst indeholder et Tilfredshedsmoment, forekommer det dog ejendommeligt at antage, at Incitamentet

skulde være saa meget større i det første Tilfælde. Naar imidlertiddenne almindeligvis har de fleste Tilhængere, maa det skyldes to Ting, a t en faktisk Indkomstforøgelse paa 10.000 Kr. paa Grund af ufuldstændig Ligning kun manifesterer sig med f. Eks. en Forøgelse af Skatteindkomst paa 8.000 Kr. og følgelig en lavere Skat paa f. Eks. 5.000 Kr.; Gevinsten bliver da de 3.000 Kr. med Tillæg af de 2.000 Kr„ som ikke opgives til Skattevæsenet eller ialt 5.000 Kr. i Stedet for 4.000 Kr., og dernæst at det altid vil være meget vanskeligt fuldstændig at parallellisere Indkomsten og Skatteforøgelsen, saaledes at Chancen for større Gevinst for den enkelte Skatteyder virker tiltrækkende. Imidlertid forekommermed fuldstændig Skatteligning Nettometoden svarende til de 4.000 Kr. i direkte Indkomstforøgelse at maatte foretrækkes frem for Bruttometoden, svarende til Forskellen mellem de 10.000 Kr. og de 6,000 Kr, Dette skyldes den med stigende Skatter voksendeUtilfredshed, meget ofte helt bortser fra, at der blot er Tale om rene Versurtransaktioner, og den Hindring, som saadanne Versurskatter er for yderligere Skattepaalæg. For Eksempel er i Forbindelse med Bekæmpelsen af de ledige Penge foreslaaet Udstedelseaf og Renteudgiften for Staten herved har man sagt kunde blot dækkes gennem øgede Skatter paa de Indkomster, som modtager Renteindtægten. Foranstaltningen skulde saaledes stort set hvile i sig selv. For det første vil dette ikke rent teknisk kunne gennemføres, nogle vil drage Fordel af Ordningen uden at faa øget Skattebyrde, og for andre vil Skatten forøges, uden at nogen speciel Fordel fremkommer, bortset fra, at der mere vagt kan tales om en generel Fordel ved Stabiliseringen af Pengevæsenet. Derimod vil det, der populært kaldes Skattetrykket,stige. hermed vil virke hæmmende, naar nye Skatter skal opkræves til nye Formaal. Ulemperne ved Ordningensynes at være saa store, at de kan opveje den Glæde, der for Obligationsejerne kan være ved i nogle Dage at kunne forøge deres Kasse med et paa Forhaand til Skat beslaglagt Pengebeløb, og Virkningen maa være mindre, jo mere effektiv Beskatningen bliver af de øgede Renteindkomster.

Mere generelt synes det derfor mest formaalstj enligt at føre den indkomstudj ævnende Politik over selve Indkomstdannelsen, d. v. s. beskære de store Indkomster i det Omfang, hvor dette er foreneligtmed Opretholdelse. Dette fører ogsaa til, at alle Ordninger, hvor Staten gennem Tilskud holder Priserne nede, maa forkastes som en varig Løsning af Spørgsmaalet om Tilvejebringeiseaf

bringeiseafLigevægt mellem Producenternes Ønsker og ForbrugernesEvner. det hele taget synes der at være ved at udvikle sig en beklagelig Tendens til gennem mere almindelige Tilskudsordningerat en Uoverskuelighed i de offentlige Finanser, der er saa meget des mere beklagelig, som den er ledsaget af en stigende Ineffektivitet af Tilskudspolitikken. For Eksempel har Reparationslovene medført, at der formentlig fremtidig vil blive krævet Tilskud ved Foretagelsen selv af ordinære Reparationer. Jo mere alment saadanne Tilskud ydes, i jo højere Grad overflødiggørde selv.

De mange Indgrebs Politik bliver som Hovedregel de mindste Resultaters Politik. Mange Indgreb forudsætter mange indgribende Organer og Myndigheder, som indbyrdes ofte modvirker eller i bedste Fald neutraliserer hinandens Indgreb. Koordinationsproblemerne for store og forskyder Interessen fra de egentlige Uoverskueligheden indenfor Foranstaltningernes Mangfoldighed hindrer Overblikket for Lovgivningsmagten. Større Indgreb behøver derfor ikke at betyde flere Indgreb, snarere det modsatte. En Indkomstudjævningspolitik efter Krigen vil kræve store Indgreb; det faar saa være en Trøst, at Antallet af Indgreb ikke behøver at være saa stort.

For at resumere de fremdragne Synspunkter skal gentages, at Indkomstfordelingen herhjemme i 1939 stadig var ulige og Udtrykfor, store Dele af Befolkningen havde utilstrækkelige Indtægter.Dette i nogen Grad skyldes Indkomststatistikkens Usikkerhed,men kan ogsaa tænkes at lade Indkomstfordelingen synes mere jævn, end den faktisk er. Tilvejebringelsen af fuld Beskæftigelse i snævrere Forstand vil ikke give en mere jævn Indkomstfordeling, men forskyde Niveauet opad, og dette er i endnuhøjere Tilfældet, saafremt en Beskæftigelsespolitik i udvidetForstand gennemført. Den heraf følgende Indkomstforhøjelsekan ved at inddrages under en mere effektiv Sociallovgivning bidrage til praktisk taget fuldstændig Bortfald af Indkomster under en vis Minimumsgrænse, samtidig med at de nuværende høje Indkomster vil kunne bevares. Udgiften til Forsørgelseaf synes dog helt at burde inddrages under Socialpolitikken.Indkomstforskydningerne Krigen bør ikke faa varig Betydning for Indkomstfordelingen efter Krigen, og dette kan søges hindret ved Konfiskation af enhver krigsskabt Formuestigning,hvorved Muligheder for at undgaa politiske Pendulsvingningeri

dulsvingningeriIndkomstfordelingen ogsaa fremkommer. De store Indkomster vil kun kunne bringes ud af Verden ved en ndringaf men flere specielle Indgreb vil dog kunne foretages overfor de store Indkomster ogsaa uden at øve en væsentlig Virkning paa Produktionens Omfang. Større Ligelighedi vil virke selvforstærkende og hindre yderligere Skærpelse af den meget ulige Formuefordeling. En Reformering af Skatteligningen synes at være nødvendig for at tilvejebringestørre i Beskatningen og danne det nødvendige Grundlag for en in_{dkomstud jævnende} Politik, som ogsaa maa kræve en mere indgaaende statistisk Bearbejdelse af ProduktionsogIndkomstforhold. Enkelhed i de offentlige Indgreb maa tilstræbes, hvilket ogsaa vil lette en Samordning af disse.

Maaske lyder dette mere som et politisk Program end som økonomisk Mit Formaal har været at redegøre for de Muligheder, forligger for herhjemme efter Krigen at føre en Politik, konstant tilstræber en mere ligelig Indkomstfordeling. Jeg har kun kunnet trække enkelte Hovedpunkter op, men det forekommer vigtigt allerede paa indeværende Tidspunkt at se lidt længere frem, selv om Problemerne for den nærmeste Fremtid forekommer saa store, at de helt skygger for det videre Udsyn.