1.

MAN plejer at sige, at Efterspørgselen efter Pengekapital er
meget elastisk. Cassel, Wicksell og Böhm-Bawerk har gjort
denne Opfattelse rodfæstet. Men man plejer ogsaa at sige, at om
Renten sænkes, vil Arbejderes og Jordejeres Andel af Socialproduktet
paa Bekostning af Kapitalisternes. Den Opfattelse er
fremstillet af de samme Forfattere og findes i ethvert Kapitel
om Fordeling.

Strider de to Udsagn mod hinanden? I det følgende skal gøres et Forsøg paa at vise, at det gør de ikke. For at opnaa en saa realistisk Behandling af Problemet som muligt, skal Forsøget gøres ved Hjælp af dynamiske Betragtninger. Til Slut skal det vundne Resultat anvendes paa et nylig diskuteret praktisk Spørgsmaal.

2.

Vil man arbejde dynamisk, maa man have en Forløbsmodel. Vi vælger en diskontinuerlig Model og anvender den Periodekonstruktion,at en given Periodes Begyndelse har Konsumgodedriftsherrerneog visse Planer for deres konsumtive Indkøb — hos andre Konsumgodedriftsherrer. Disse Indkøb realiseresimidlertid ved den efterfølgende Periodes Begyndelse. Baade Konsumgode- og Me/JemproduA^driftsherrerne har samtidig ved den givne Periodes Begyndelse visse Planer for deres produktiveIndkøb hos Arbejdere, Jordejere og andre Mellemproduktdriftsherrer.Og Indkøb realiseres straks ved samme Periodes Begyndelse. Straks i samme Periodes Begyndelse skabes altsaa Indtægter hos Arbejdere, Jordejere og Mellemproduktdriftsherrer, og disse Individer opstiller derpaa inden efterfølgende Periodes Begyndelse visse Planer om deres konsumtive Indkøb. Disse Indkøbrealiseres

købrealiseresved den efterfølgende Periodes Begyndelse. Vi skal
siden vende tilbage til Begrundelsen for netop at vælge denne
Periodekonstruktion. Lad os først tage den i Brug.

Lad os se, hvordan det gaar, hvis Kapitalisterne øger deres Spare vil je, og der samtidigt sker en saadan Sænkning af Laanerenten, Nettoindtægten hos die investerede Produktionsfaktorer øges med det samme Beløb som det, hvormed Kapitalisternes Opsparing vokser. Lidt mere foreløbigt kan vi udtrykke det saaledes: I en Periodes Begyndelsesøjeblik tænker vi os, at der sker to Ting: For det første en Forhøjelse af Obligationskursen, for det andet — samtidigt dermed — en Øgning af Kapitalisternes planlagte Indkøb af Obligationer. Men det forudsættes, at Obligationskursens er netop saa stor, at Konsumgode- og Mellemprodukt-Driftsherrerne i Periodens Begyndelsesøjeblik øger deres planlagte produktive Indkøb hos Arbejdere, Jordejere og Mellemproduktdriftsherrer i et saadant Omfang, at Nettoindtægten disse stiger med det samme Beløb som det, hvormed Kapitalisternes planlagte Indkøb af Færdigvarer er faldet.

Resultatet er, at Arbejdere, Jordejere og Mellemproduktdriftsherrer Løbet af første Periode faar større Æra^oindtægter. Hvad Arbejdere og Jordejere angaar, er Bruttoindtægt = Nettoindtægt. Hele Forøgelsen af disse produktive Indkøb skaber altsaa umiddelbart Forøgelse af Nettoindtægten hos Arbejdere og Jordejere med det samme absolutte Beløb.

Hvad derimod Mellemproduktdriftsherrerne angaar, er Bruttoindtægtenjo større end Nettoindtægten. Forskellen udgøres af frigjort Kapital. Vi tænker os, at i samme Øjeblik, en Mellemproduktdriftsherrehar et Mellemprodukt til en Konsumgodedriftsherreeller en anden Mellemproduktdriftsherre, tilbagebetalerhan Laan til den Kapitalist, der i sin Tid finansierede hans Indkøb af Arbejde, Jord og andre Mellemprodukter. Det vil ses, at herved frigøres for een Kapitalist — maaske uventet — det samme Beløb, som en anden har bundet. Nogen Forøgelse af Samfundets investerede Pengekapital har ikke fundet Sted. Det er jo ogsaa ganske klart, at fordi »Trindelingen« (Birck) øges, saaledes at den enkelte Vares Fremstilling spaltes op i flere og flere Trin, som hver for sig danner et særligt Erhverv, og der altsaa finder en større og større Omsætning af Mellemprodukter Sted, forandres dog ikke den samfundsmæssige Opsparing. Man har den samme Pengekapital, og den er stadig investeret i den samme Mængde Ting til de samme Priser som før. Der er kun den Forskel, at

hvert Øjeblik faar den ene Kapitalist sin Pengekapital tilbagebetalt,»frigjort«,
en anden Kapitalist i samme Øjeblik har
udlaant en Pengekapital af samme Størrelse.

Det følger heraf, at ikke hele Mellemproduktdriftsherrernes Bruttoindtægtsforøgelse har krævet en Forøgelse af den samfundsmæssige Forøgelsen af deres frigjorte Pengekapital lige op mod en Kapitalists Forøgelse af hans udlaante og samfundsmæssigt er Pengekapitalen derfor vokset med Nettoindtægten. Naar der i det følgende tales om Pengekapitalen, menes stedse den samfundsmæssige.

Vi naar altsaa til følgende: Takket være Forøgelsen af den samfundsmæssige faar Arbejdere, Jordejere og Mellemproduktdriftsherrer Løbet af første Periodes Forløb større Nettoindtægter. man forudsætter, at ingen af dem opsparer noget, vil deres Færdigvareefterspørgsel vokse med hele Indtægtsforøgelsen. anden Periodes Begyndelse er altsaa Arbejderes, Jordejeres Mellemproduktdriftsherrers planlagte Indkøb af Færdigvarer med det samme Beløb som det, hvormed Kapitalisternes Indkøb af Færdigvarer var formindsket. Det totale Indkøb af Færdigvarer ved anden Periodes Begyndelse altsaa det samme. Opsparingsforøgelsen har altsaa under de angivne Forudsætninger medført en Nettoforøgelse af total absolut Arbejdsløn, Jordrente og Driftsherregevinst — i det følgende kort kaldet »Arbejdsløn m. m.« — med samme Beløb. Derimod er den totale Efterspørgsel efter Færdigvarer uforandret.

Som bekendt var det Wicksell, der trak dette Fænomen frem i Rampelyset.¹) Wicksell gik ud fra, at der raadede Mængdetilpasningpaa d. v. s. at ProduktionsfaktorernesAflønning stillede sig saa højt, at de blev fuldt beskæftiget.Naar øgedes, kunde den altsaa ikke investeresi i den Form, at hidtil übeskæftigede Produktionsfaktorerdroges i Produktionen. Derimod kunde den investeres i den Form, at Priserne paa Produktionsfaktorer blev budt i Vejret under Driftsherrernes indbyrdes Konkurrence om at sikre sig de allerede fuldt optagne Faktorer. Total absolut Arbejdslønm. steg altsaa, naar Pengekapitalen øgedes. Færdigvareefterspørgselenforblev konstant, fordi Kapitalisterne mindskede deres Efterspørgsel med det samme Beløb som det, hvormed Arbejdere m. m. øgede deres. Færdigvareudbudet forblevogsaa

---

1) »Föreläsningar I«, 111, 2. B. 1928-Udg. S. 148 — et stærkt koncentreret Stykke, som altid volder Vanskeligheder. »Interest and Prices«, Ch. 9.

blevogsaadet samme; nogen fysisk Udvidelse af Produktionen var
jo ikke mulig.

Om vi erstatter Wicksells Forudsætning om Mængdetilpasning paa Produktionsfaktormarkedet med en mere realistisk Forudsætning Pristilpasning samt om uudnyttet Kapacitet blandt Produktionsfaktorerne, Kærnen i Sagen dog den samme: Total absolut Pengekapital øges, og total absolut Arbejdsløn m. m. øges med samme Beløb, hvorimod Færdigvareefterspørgselen forbliver konstant.

3.

Lad os derpaa se, hvorledes det gaar i de følgende Perioder. I den første Periode realiseredes Indkøb paa Produktionsfaktormarkedet, i den anden Periode realiseredes Indkøb paa Færdigvaremarkedet. disse to Perioders Forløb begynder det samme igen.

Lad for Nemheds Skyld Renteterminen være saadan, at Kapitalisterne sig Rente for to saadanne Perioder ad Gangen. Det vilde altsaa svare til, at første Periode strakte sig fra 11. Dec. til 11. Juni og anden fra 11. Juni til 11. Dec, idet vi med »Rentefod« »Rentefod pro anno«. Hvert Aar faar Kapitalisterne altsaa Netto-Indtægt, som er lig eet Aars Rente af den i Aarets Løb udlaante Sum. D. v. s. de faar ved anden Periodes Slutning et Beløb = Rentefoden gange den Pengekapital, som ved første Periodes Begyndelse blev investeret i Arbejdsløn m. m. — Arbejdere, og Mellemproduktdriftsherrer modtager derimod hvert Aar en Indtægt, som er = den Pengekapital, som ved første Periodes Begyndelse blev investeret i Arbejdsløn m. m.

Det vil ses, at i Løbet af de to første Perioder — »Aaret« — er Kapitalisternes Netto-Indtægt vokset med Tilvæksten i Størrelsen: Rentefod gange Pengekapital, hvorimod Arbejderes m. m. Nettoindtægt vokset med selve Pengekapitalens Vækst. Arbejderes m. m. Nettoindtægt blev disponibel ved første Periodes Begyndelse, Kapitalisternes Nettoindtægt bliver derimod først disponibel efter anden Periodes Afslutning. Naar den totale Færdigvareefterspørgsel konstant, var det, fordi Kapitalisterne formindskede deres Forbrug lige saa meget som Arbejdere m. m. øgede deres. Hvordan vil det nu gaa med Forbruget i de følgende to Perioder?

Ja, lad os f. Eks. forudsætte, at der ved tredje Periodes Begyndelseikke nogen yderligere Forøgelse af Pengekapitalens Størrelse. Kapitalisterne forbruger altsaa deres Nettoindtægt fuldt ud og bevarer deres Formue konstant. (Nettoindtægt er jo, hvad

man kan bruge uden at formindske Formuen). Da Pengekapitalen er den samme, er ogsaa Arbej deres m. m. Konsumefterspørgsel den samme som i de to første Perioder. Kapitalisternes Konsumefterspørgseler vanskeligere at sige noget om. Der er tre Omstændigheder,som den: For det første er KapitalisternesFormue Pengekapitalen — vokset i Størrelse takket være den Opsparingsøgning, der fandt Sted ved første Periodes Begyndelse.Og er jo Renten af denne Formue, saa denne Omstændighed virker i Retning af at forøge Nettoindtægten og dermed Forbruget. For det andet er imidlertid Rentefoden sunket ved første Periodes Begyndelse. Denne Omstændighed virker i Retningaf formindske Nettoindtægten og dermed Forbruget. For det tredje er det denne Gang hele Nettoindtægten, der forbruges, medens det første Gang kun var en Del deraf, medens Resten opsparedes. Denne Omstændighed betyder, at Forbruget er vokset i Forhold til Nettoindtægten.

Hos Wicksell forblev den totale Konsumefterspørgsel uændret, idet de tre Omstændigheder ovenfor neutraliserede hverandre. Selv om vi stadig opretholder Ligevægtsrenten — der jo blot betyder, at Forbruget hos Arbejdere m. m. har en absolut Tilvækst = Kapitalisternes — kan imidlertid den totale Konsumefterspørgsel forandres. Hvis Kapitalisternes Opsparing er = 0, bliver der aabenbart ingen Tilvækst i Arbejderes m. m. Forbrug. Men fordi Opsparingen hos Kapitalisterne er 0, kan deres Konsumefterspørgsel godt forøges — nemlig hvis Netto-Tndtægten forandres. den anden Side kan ogsaa den totale Produktion forandres. maa gælde, hvis vi som antydet erstatter Wicksells Forudsætning om Mængdetilpasning paa Produktionsfaktormarkedet en Forudsætning om Pristilpasning.

Naar baade den totale Konsumefterspørgsel og den totale Produktion forandres, maa ogsaa Færdigvarepriserne kunne forandres. Prisforandring paa Færdigvarer vil imidlertid kunne siges at paavirke alle Samfundsklassers Realindtægt lige meget, og i en Undersøgelse over de forskellige Samfundsklassers Andele af Socialproduktet kan vi derfor negligere den og koncentrere om de forskellige Samfundsklassers Pengeindtægters relative

Lad os da se paa, hvorledes Pengeindtægtens relative Størrelse
vil forskyde sig for de forskellige Samfundsklassers Vedkommende.

4.

Under Forudsætningerne i 2. Afsnit vil enhver Forøgelse af Pengekapitalens absolutte Beløb være identisk med en Forøgelse af Indtægten hos Arbejdere m. m. med samme absolutte Beløb. Samfundets totale Kapitalrente vil derimod forøges med et betydeligt absolut Beløb; thi den er jo = Pengekapitalens samlede Størrelse gange Rentefoden, og Rentefoden er jo en ægte Brøk.

Hvorledes kan man nu udfra disse Udsagn om Indtægternes absolutte Forøgelse komme til et Udsagn om deres relative Forøgelse? os antage, at alt Arbejde, Jord m. m. er sparet, intet er løbende. Saa er Pengekapital = Samlet Arbejdsløn m. m.; Fordobling total absolut Pengekapital er altsaa eo ipso Fordobling af total absolut Arbejdsløn m. m. Men en Fordobling af den totale absolutte Pengekapital betyder nødvendigvis mindre end Fordobling total absolut Kapitalrente; thi denne sidste var jo lig med Pengekapital gange Rentefod, og Rentefoden er sunket, naar Pengekapitalen er øget. Var Obiigationskurserne ikke steget, havde Investeringen ikke kunnet vokse. Man ser altsaa, at om total absolut fordobles, fordobles ogsaa total absolut Arbejdsløn m.; men total absolut Kapitalrente vil mindre end fordobles. er vist, at de to Udsagn i Afsnit 1 under vore Forudsætninger strider mod hinanden.

Antog man derimod, at ikke alt Arbej de m. m. var sparet, men at noget var løbende, vilde en Fordobling af total absolut Pengekapital betyde mindre end Fordobling af total absolut Arbejdsløn m. m. Efterspørgselen efter løbende Arbejde er jo en Slags Færdigvareefterspørgsel, og Færdigvareefterspørgselen er jo hele Tiden konstant. Kun Efterspørgselen efter sparet Arbejde øges, naar Pengekapitalen vokser. Ligeledes vilde som før en Fordobling af total absolut Pengekapital betyde mindre end Fordobling total absolut Kapitalrente. Baade total absolut Arbejdsløn m. og total absolut Kapitalrente vilde altsaa mindre end fordobles, men hvilken af dem, der vil vokse mest, kan man under disse Forudsætninger ikke sige.

5.

Overfor den populære Opfattelse, at Sparegraden ikke kan paavirkeProduktionsfaktorefterspørgselen
konsumerer man Indtægten,vil
indirekte ogsaa efterspørge Produktionsfaktorer,

nemlig via Færdigvareefterspørgselen — har vi stillet en ved førsteØjekast vilkaarlig Periodekonstruktion. Denne Konstruktionindebærer : Der sondres skarpt mellem Produktionsfaktormarkedog Hvis Betalingsmidlerne opspares af Kapitalisterne, gaar samme Betalingsmiddelstrøm i to paa hinanden følgende Perioder gennem begge Markeder. Hvis de derimod forbruges af Kapitalisterne, gaar Betalingsmiddelstrømmeni paa hinanden følgende Perioder kun gennem det ene Marked — Færdigvaremarkedet — medens den gaar udenom det andet — Produktionsfaktormarkedet. Populært udtrykt: Jo større Sparevilje, des større Del af Betalingsmiddelstrømmen gaar der om ad Produktionsfaktormarkedet og optræder som Efterspørgsel dér, inden den gaar til Færdigvaremarkedet.

Og indenfor denne Periodekonstruktion har vi yderligere formuleret Forudsætning om Rentepolitikken i Samfundet, som man kunde kalde »Forudsætningen om Ligevægtsrentens Raaden« ¹) Hver af disse to Forudsætninger: Periodekonstruktionen og Ligevægtsrentens Raaden skal kort diskuteres i de to følgende Afsnit.

6.

For det første staar og falder foranstaaende Bevisførelse altsaa med Periodekonstruktionens Rigtighed. Hvornaar er en Periodekonstruktion»rigtig« ²) Det er den vel, naar man ved dens Hjælp kan give en udtømmende Forklaring af det økonomiske Forløb. Hermed menes en Forklaring af den Beskaffenhed, at Kundskab om tidligere Hændelser -j- Kundskab om visse Data giver os en fuldkommen og eentydig Kundskab om senere Hændelser. Hvilke Krav maa der herudfra stilles til en Periodekonstruktion, specielt til Enhedsperiodens Længde? Kravet kan vel formuleres saaledes: Der skal hele Tiden være en i tidslig Henseende »one-way-causal relationship« mellem Størrelserne; den tidligere Størrelse maa bestemmeden aldrig omvendt. Opererer man med Totalkategorier,f. totalt Nettosalgsprovenu eller totalt Indkøb, maa det ene Element i Totalkategorien aldrig bestemme det andet Element

---

1) Det vil ses, at den »Ligevægtsrente«, der opereredes med ovenfor, er Wicksells »normale« Rente = »Den räntefot, vid vilken efterfrågan efter lånekapital och tillgången på sparmedel jämnt täcka varandra«.

2) De vigtigste Bidrag til Opstillingen af en »rigtig« Periodekonstruktion er givet af Hammarskjöld (Konjunkturspridningen, Sthl. 1933, S. 13) og Lundberg (Studies in the Theory of Economic Expansion, London 1937, S. 77). Endvidere af Robertson, Lindahl, Svennilsson m. fl.

af samme Totalkategori. Saa bestemmer Totalkategorien jo sig selv, og man slutter i Cirkel. Det lyder menget abstrakt, lad os derforstraks vor Model som Eksempel og se, om den fyldestgør Kravet. Modellen omfatter to Markeder: Produktionsfaktor- og Færdigvaremarkedet, og altsaa to Slags Indkøb: produktive og konsumtive Indkøb; begge disse to Størrelser er hver for sig Totalkategorier.Lad se paa de to Markeder hver for sig:

(1) Produktionsfaktormarkedet: En Flerhed af Konsumgode- og Mellemproduktdriftsherrer har i den foregaaende Observationsperiodes konstateret et Salgsprovenu ved Salg af henholdsvis og Mellemprodukter. Paa Basis af det konstaterede i Forbindelse med de Priser, som ved den efterfølgende Observationsperiodes Begyndelse raader paa Produktionsfaktorer, de paa sidstnævnte Tidspunkt et produktivt Det er den tidligere Totalkategori, der bestemmer den senere: det er totalt Salgsprovenu i den foregaaende Observationsperiode, bestemmer totalt produktivt Indkøb i den efterfølgende. Om den omvendte Åarsagssammenhæng kan der ikke være Tale: i Retningen fra produktivt Indkøb til Salgsprovenu. Konsumgodedriftsherrers produktive Indkøb skaber aldrig Salgsprovenu hos andre Konsumgodedariftsherrer men derimod Mellemproduktdriftsherrer og Faktorejere. Og ingen af disse to foretager noget produktivt eller konsumtivt Indkøb indenfor Observationsperiode, efter det Øjeblik, hvor han har konstateret Salgsprovenu ved Salg af Mellemprodukter eller Ydelser.

(2) Konsumgodemarkedlet: En Flerhed af Konsumgode- og Mellemproduktdriftsherrerog har i den foregaaende Observationsperiodes Begyndelse konstateret et Salgsprovenu ved Salg af Konsumgoder og Mellemprodukter eller originære Ydelser. Paa Basis af det konstaterede Salgsprovenu i Forbindelse med de Priser, som ved den efterfølgende Observationsperiodes Begyndelse raader paa Konsumgoder, foretager de paa sidstnævnte Tidspunkt et konsumtivt Indkøb. Det er den tidligere Totalkategori, der bestemmerden det er totalt Salgsprovenu — Indtægt — i den foregaaende Observationsperiode, som bestemmer totalt konsumtivtIndkøb den efterfølgende. Om en Åarsagssammenhæng den modsatte Vej: fra konsumtivt Indkøb til Salgsprovenu kan der ikke tales. Thi Mellemproduktdriftsherrers eller Faktorejeres konsumtiveIndkøb aldrig Salgsprovenu hos andre Mellemproduktdriftsherrereller men hos Konsumgodedriftsherrer,og saadan foretager noget produktivt eller konsumtivt

Indkøb indenfor en Observationsperiode, efter det Øjeblik, hvor
han har konstateret et Salgsprovenu — en Indtægt — ved Salg
af Konsumgoder.

Det fremgaar af ovenstaaende Betragtning af de to Markeder, at vor Observationsperio'dekonstruktion aldeles ikke er vilkaarlig. Vi kunde ikke have nøjedes med færre Observationsperioder, vi maa have Observationsperiodegrænser paa alle de Tidspunkter, hvor Driftsherrer eller Faktorejere konstaterer Salgsprovenu og Indtægter. Efter dette Øjeblik kan der jo som nævnt ikke længere finde noget Indkøb Sted indenfor Observationsperioden. Kun om vi opretholder en saadan Observationsperiodelængde, at dette Krav bestandig er opfyldt, kan vi bevare en »one-way-causal relationship«. paa Grund af den bestandige Vekselvirkning mellem produktive Indkøb — som jo skaber Indtægter hos Arbejdere, Jordejere og Mellemproduktdriftsherrer — og konsumtive Indkøb — som beror paa disse Indtægter og over Konsumgode driftsherrers og Mellemproduktdriftsherrers Salgsprovenuer fremkalder nye produktive Indkøb — maa vi analysere de to Markeder særskilt: i hveranden Observationsperiode Indkøbene paa det ene og i hveranden paa det andet. — Vi kunde altsaa som sagt ikke have nøjedes med færre (og altsaa længere) Observationsperioder.

7.

For det andet stod og faldt Bevisførelsen med Foradsætriingeii om Ligevægtsrentens Raaden. Lad os for at indse dette tænke os, at Opsparingen øgedes ceteris paribus, d. v. s. under Passivitet fra Pengeautoriteternes Side. Vi kunde tænkes os, at Kapitalisterne ændrede deres Indkøbsplaner saaledes at de efterspurgte flere Obligationer og mindre Fodtøj, men uden at der i samme Periodes Begyndelsesøjeblik var sket den Forhøjelse af Obligationskursen, som allerede i samme Periode fik Driftsherrerne til at udivide deres produktive Indkøb og derigennem sikrede, at Færdigvareefterspørgselen sig konstant.

Hvad vil ske? Den stærkere Efterspørgsel efter Obligationer vil før eller siden medføre en Kursstigning — sandsynligvis meget hurtigt, for paa Obligationsmarkedet raader Mængdetilpasning. Men saa snart Obligationskursen rører paa sig, maa vi afbryde vor Observationsperiode og begynde en ny. En Observationsperiode udmærkersig ved, at Individernes Handlinger indenfor Perioden bestemmes af de Planer, de havde ved dens Begyndelse. Saa snart

en Sælger ændrer Pristilbud, maa hans Købere ændre Indkøbsplaner,altsaa vi afbryde Perioden og begynde en ny. Indenforførste vil altsaa med Nødvendighed den totale Færdigvareefterspørgsel være formindsket. Først Kursstigningenpaa kan jo sætte den Investering i Gang, hvorigennemEjerne Produktionsfaktorer vil øge deres Færdigvareefterspørgsel.Men betød jo som vist, at første Observationsperiodemaatte

Hvis nu Fodtøj ssælgerne konstaterer deres Nettosalgsprovenu ved første Observationsperiodes Slutning, vil de se det mindsket. Muligvis vil de heraf tage Anledning til at revidere deres Investeringsplaner næste Periode. Den totale Efterspørgsel efter Produktionsfaktorer derfor meget vel holde sig konstant — hvis Fodtøj ssælgernes formindskede Efterspørgsel kompenserer Anlægsvirksomhedens Den kan ogsaa ligefrem gaa tilbage.

Man ser heraf, hvor vigtig Forudsætningen om Ligevægtsrentens Raaden er. I Praksis betyder denne Forudsætning, at Pengeautoriteterne een eller anden mystisk Maade maa have faaet at vide paa Forhaand — inden Observationsperioden tager sin Begyndelse at Kapitalisterne i den kommende Observationsperiode agter at forøge deres Opsparing.¹)

8.

Den foran givne Fremstilling af Sammenhængen mellem Arbejdsløn Pengekapital kan maaske kaste Lys over et nylig diskuteret Spørgsmaal: hvorvidt en Forhøjelse af Arbejdslønnen medfører en Forøgelse af Samfundets Konsumefterspørgsel.

Udfra Periodeanalysen vilde man ræsonnere som følger, naar man skulde besvare dette Spørgsmaal. Lad Arbejderne faa en Lønforhøjelseog os forudsætte, at Beskæftigelsen forbliver den samme. Den totale absolutte Arbejdsløn, der skal udbetales, er altsaasteget, lad os tænke os, at alt Arbejde er sparet Arbejde.

---

1) Den Situation, vi har for Øje, er behandlet af Professor Axel Nielsen (Bankpolitik 11, S. 65): »Gaar nu den øgede Opsparing, der, som vi har set det, virker pristrykkende, Haand i Haand med en tilsvarende Skabelse af Bankkredit, der virker prisforhøjende, maa man antage, at Hensigten med Opsparingen virkeliggøres og først derigennem virkeliggøres. Bankkreditten i saa Fald anticipere en kommende Opsparing, idet den vil sænke Rentefoden til det Niveau, Opsparingen berettiger til, uden at Prisfaldet (Udhævelse af mig, H. B.).

Saa maa den totale absolutte Arbejdsløn finansieres af Laanekapital.Spørgsmaalet saa, hvorledes denne Laanekapital tilvejebringes.Er tilvejebragt ved Opsparing, maa en Kapitalist have formindsket sin Færdigvareefterspørgsel med præcist det Beløb, hvormed Arbejderne øger deres. Ingen Forøgelse af Færdigvareefterspørgselenhar fundet Sted. Hvis derimod Laanekapitalener ved en Udvidelse af Bankkreditten, uden at nogen Kapitalist har mindsket sin Færdigvareefterspørgsel i samme Omfang,vil Færdigvareefterspørgselen være steget netto. Overfor Arbejdernes Forøgelse staar ingen Nedgang hos andre Individer.

I første Tilfælde raadede Ligevægtsrenten, i det sidste raadede den ikke. Afgørende for, om Færdigvareefterspørgselen forbliver den samme eller vokser, maa altsaa være, om Ligevægtsrenten raader eller ej. Raader den, forbliver Konsumefterspørgselen uforandret, den ikke, vokser Konsumefterspørgselen.

I sin Polemik mod Betænkning afgivet af Finansministeriets Udvalg 30. Januar 1943 benægtede Professor Jørgen Pedersen, at Pris- og Lønforhøjelser kunde skabe forøget Efterspørgsel efter Færdigvarer for hele Samfundets Vedkommende. Begrundelsen lød:

»Naar Prisen paa en Vare sættes op, forøges Sælgernes Indtægt ganske med Beløbet, og de kan øge deres Efterspørgsel med samme Beløb; men samtidig maa den øvrige Befolkning, som skal betale de højere Priser, reducere sin Efterspørgsel tilsvarende. Paa samme Maade gaar det med Lønforhøjelserne. De øger vel Lønmodtagernes Indtægter, i samme Grad, som Priserne forhøjes til Dækning af de stegne Lønomkostninger, formindskes den af Lønforhøjelsen fremkaldte Efterspørgselsvirkning« ¹)

Heroverfor tog Professor Winding Pedersen til Genmæle i Tidsskriftetsnæste idet han hævdede, at Professor Jørgen PedersensTankegang kun kunde være rigtig for Lønforhøjelseri — altsaa udtrykt i Wicksells Terminologi:kun være rigtig for det løbende Arbejdes Vedkommende,ikke det sparede. Diskussionen drejede sig herefterom for det sparede Arbejdes Vedkommende. Professor Jørgen Pedersen svarede derpaa, at det var rigtigt, at »en Del af de Ting, der produceres, overhovedet ikke kommer frem paa Konsumvaremarkedet«. Men denne Kendsgerning var

---

1) Nat. øk. Tidsskr. 1943, 4. Hæfte, S. 255.

uden Betydning for det paagældende Spørgsmaal, »eftersom der til den Del af Arbejdskraften, som anvendes i saadan Produktion, maa svare en nøjagtig lige saa stor Opsparing. Der kommer altsaa heller ikke ad den Vej nogen 'ekstra Efterspørgsel' frem«. Det vil ses, at Professor Jørgen Pedersen støtter sig til Identiteten mellem Opsparing og Investering. En saadan Identitet foreligger naturligvisaltid post; men vor foranstaaende Fremstilling har vist, at afgørende for det foreliggende Spørgsmaal maa være, om den ogsaa foreligger ex ante. Foreligger den ex ante, raader Ligevægtsrenten.Denne om Ligevægtsrentens Raaden anfægtesi Winding Pedersens nye Svar, hvor det siges:

»Det er ikke let at lade sig overbevise om, at de foran omtalte Efterspørgselsvirkninger skulde blive neutraliseret af en tilsvarende Opsparing. Arbejderne kan ikke ventes frivilligt at spare deres Løntillæg op, og det er heller ikke sandsynligt, at Driftsherrerne skulde finansiere Lønforhøjelserne ved at indskrænke deres eget Forbrug. forekommer rimeligere at antage, at det sker ved, at de trækker paa deres Bankkonti«.¹)

Har Professor Winding Pedersen Ret i, at Ligevægtsrenten ikke raader — og det har han jo aabenbart i den foreliggende Situation — saa kan Lønforhøjelserne siges at medføre øget Efterspørgsel efter Konsumgoder; og Betænkning afgivet af Finansministeriets Udvalg af 30. Januar 1943 har følgelig Ret i sin Paastand,

---

1) Nat. øk. Tidsskr. 1943, 6. Hæfte, S. 449.