Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 82 (1944)

PRISSTIVHED FOREDRAG I NATIONALØKONOMISK FORENING DEN 14. NOVBR. 1944.

HANS BREMS

1. Det har altid været Nationaløkonomiens Lod, at Tiden er løbet fra den. Bedst, som den har naaet et Resultat, har det vist sig, at de Forudsætninger, hvorunder Resultatet er udledet, ikke længere er opfyldt i Virkelighedens Verden. — Man kunde ligne Nationaløkonomien ved en Generalstab. Generalstaben har omhyggeligt og bearbejdet alle Kendsgerninger om den sidst førte Krig. Herudfra opstiller den Principperne for moderne Krigsførelse og planlægger, hvorledes den vil føre næste Krig. Naar Krigen saa endelig bryder ud, viser det sig gerne, at det hele gaar anderledes end ventet. Fjenden sætter ind paa andre geografiske Punkter end ventet. Han er udrustet med andre Vaaben ventet. Han reagerer anderledes overfor Angreb end ventet. Indtil 1914 havde alle Krige været Bevægelseskrige, og derfor havde alle Generalstabe forberedt sig paa Bevægelseskrig. Efter faa Ugers Forløb stivnede Krigen til en Stillingskrig. For at være extragodt forberedt næste Gang, havde hvert Land i 1939 bygget »Linjer« i mange Etagers Dybde, og saa fik man efter nogle Maaneders Forløb de største Bevægelsesslag, der nogensinde er set.

Nationaløkonomiens Historie fremviser mange Exempler paa det samme. Vi skal i Aften beskæftige os med eet af disse Exempler:Nationaløkonomien i en Generation bestræbt sig for at forklarede Expansioner og Kontraktioner i det økonomiske Liv, som man har kaldt Konjunkturbølgerne; men paa faa Undtagelsernær man opbygget sine Forklaringer paa Forudsætningenom Konkurrence. Det er ejendommeligt, at paa den Tid, hvor den fuldkomne Konkurrence virkelig raadede som den alt overskyggende Hovedregel i det økonomiske Liv, var

Side 342

Nationaløkonomerne endnu ikke begyndt at beskæftige sig med Konjunkturbølgerne. Professor Axel Nielsen siger rammende, at »Kriserne forstyrrede ikke Klassiscismens olympiske Ro«. Klassikerne,i Levetid den fuldkomne Konkurrence virkelig var en Kendsgerning, interesserede sig for det lange Løb og ikke for Konjunkturbølger. Da man endelig — efter Aarhundredskiftet — begynder at beskæftige sig med Konjunkturproblemet, opbygger man sine Teorier paa Forudsætningen om fuldkommen Konkurrence,uagtet fuldkomne Konkurrence allerede dengang for en Række vigtige Varer var blevet afløst af andre Markedsformer.

Karakteristik for den fuldkomne Konkurrences Epoke er en udpræget Priserne forandrede sig stærkt og hyppigt. Dette hænder sammen rned, at under fuldkommen Konkurrence har ingen det i sin Magt at forhindre Priserne i at forandre sig. Den enkelte Sælger var saa lille i Forhold til hele Markedet, at selv om han holdt sit Udbud tilbage, vilde det ikke kunne mærkes paa Markedsprisen. Og heller ikke den enkelte Køber havde en saadan Størrelse i Forhold til Markedet, at han, ved at holde igen med sine Indkøb, kunde paavirke Markedets Pris. — Markedets Pris bestemtes af den samlede Efterspørgsel i Forbindelse med det samlede Udbud, og den maatte indstille sig i en saadan Højde, at den Mængde, der til netop denne Pris vilde blive efterspurgt, maatte være = den Mængde, der til samme Pris vilde blive produceret. Prisen »for høj« i den Retydning, at den efterspurgte Mængde var mindre end den producerede, maatte Konkurrencen blandt Sælgerne strax tvinge Prisen ned, og var Prisen »for lav« i den Retydning, at den producerede Mængde var mindre end den efterspurgte, maatte Konkurrencen blandt Køberne strax tvinge Prisen op. Det følger heraf, at hvis en Vare gik af Mode, maatte Prisen paa den strax falde, indtil Produktionen var blevet indskrænket. hvis der var daarlig Høst i Verden, maatte Prisen paa Landbrugsprodukter strax stige.

Ogsaa for Produktionsfaktorernes Vedkommende raadede en vis Prissmidighed. Under Højkonjunkturen konkurrerede Arbejdsgiverne hinanden om Arbejderne og bød derunder Lønnen op. Under Depressionen, naar Efterspørgselen efter Arbejdskraft var ringe, sank Lønnen hurtigt. Man kunde maaske med en lille Overdrivelse sige, at Arbejdslønnen indstillede sig paa en saadan Højde, at den efterspurgte Mængde Arbejdskraft akkurat blev = den tilstedeværende. Eller sagt med andre Ord: Arbejdslønnen var saa smidig, at man altid havde fuld Reskæftigelse.

Side 343

Den Tilstand, der nu er beskrevet, danner Baggrunden for de fleste af de Konjunkturteorier, som er fremsat mellem 1900 og 1930. Vi vil ikke fortabe os i et Studium af disse Teorier, men lad mig nævne een blandt de mange: Professor Hayek's1). For Hayek er det karakteristiske for den begyndende Opgang ikke, at Samfundets forøges. Det karakteristiske ligger derimod i, at Produktionen skifter Retning: Produktionen af Kapitalgoder paa Bekostning af Produktionen af Konsumgoder. Opgangens Slutning skifter Produktionen paany Retning: Nu voxer Produktionen af Konsumgoder paa Bekostning af Produktionen af Kapitalgoder. Forudsætningen for, at Produktionen af Konsumgoder og Produktionen af Kapitalgoder kan være Alternativer, maa være, at der hele Tiden raader fuld Beskæftigelse. Foruden denne Forandring af Produktionens Betning under Konjunkturen finder Hayek et andet karakteristisk Fænomen: Forskydningen af de relative Priser Konsum- og Kapitalgoder. I den begyndende Opgang stiger Kapitalgodernes Pris i Forhold til Konsumgodernes, Dette skyldes, at Opgangen er indledet med en Rentesænkning; og naar Renten sænkes, konkurrerer Driftsherrerne med hinanden om at skaffe sig Kapitalgoder, hvorved Priserne paa Kapitalgoder stiger. Naar Opgangen nærmer sig sin Afslutning, tager Konsumgoderne derimod Teten i Prisstigningen. Dette hænger sammen med, at Produktionen af Kapitalgoder er blevet udvidet paa Bekostning af Produktionen af Konsumgoder. De Produktionsfaktorer, der var beskæftiget med Produktion af Konsumgoder, er blevet lokket over i Produktionen af Kapitalgoder. Følgelig bliver Udbudet af Konsumgoder mindre, og desuden er Efterspørgselen efter dem blevet større, fordi Arbejdslønningerne er blevet konkurreret i Vejret af Driftsherrerne. Det er denne relative Prisstigning paa Konsumgoder, som sætter en Tendens til Forøgelse af Konsumgodeproduktionen Gang. Nu lokkes Produktionsfaktorerne paany fra Kapitalgodeproduktionen, som derfor maa gaa i Staa. Samtidig forhøjes Renten, fordi Banklikviditeten er gaaet ned, og paa denne Maade kommer Krisen.

Man ser, hvorledes Hayek forklarer Opgangskonjunkturen dels
som en Forandring af Produktionsretningen under konstant Produktionsom/ang,og


1) F. A. Hayek: Geldtheorie und Konjunkturtheorie, Wien 1929 (Monetary Theory and the Trade Cycle, London 1933) og Samme: Preise und Produktion, 1931 (Prices and Production, London 1931). Ogsaa: Preiserwartungen, Störungen und Fehlinvestitionen, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1935.

Side 344

duktionsom/ang,ogdels som en Forskydning af relative Priser. — Hayeks Syn paa Konjunkturen blev ikke distraheret af Kendsgerningerne.Konjunkturteoretikere Konjunkturstatistikere har kun haft lidt tilovers for hinandens Arbejde. Den rent teoretiske Retning, til hvilken Hayek hører, har haft for lidt Kendskab til Virkelighedens Verden. Og omvendt har Konjunkturstatistikerne brudt sig for lidt om at finde Aarsag og Virkning. Først for ganske nylig har en Tilnærmelse mellem de to Skoler kunnet spores1).

2. Lad os forlade den høje, klare hayek'ske Luft og begive os ned i Virkelighedens Verden. Hvad møder os der? Først og fremmest os Fænomenet Prisstivhed2). Under fuldkommen Konkurrence er det umuligt at forhindre en Pris i at bevæge sig. Hvis Teknikken, Fragt- eller Toldsatserne, Smagen eller Moden forandrer sig, maa Prisen ogsaa forandre sig.

Den første Betingelse for5 at Prisstivhed kan opstaa, er, at Konkurrencenbliver
eller helt forsvinder. Og det var


1) F. Ex. i Tinbergens: Statistical Testing of Business Cycle Theories, League of Nations, 1939.

2) Udtrykket »bundne Priser« er ikke veldefineret. I det mindste tre forskellige kan udskilles: (1) Den første Definition henter sit Kriterium i den Maade, en Pris faktisk sig paa. Hvis Prisen faktisk forbliver uforandret gennem et længere Tidsrum, kaldes den »bunden«. Denne Definition finder vi hos Professor Jørgen Pedersen, »An Analysis af Price Behaviour«, København 1938, S. 20: »We were forced to distinguish between 'free' or 'flexible' and 'rigid' or 'inflexible' prices. Certain prices are in continual movement from year to year whereas other prices are frequently unchanged for several years in succession«. (2) Den anden Definition henter sit Kriterium i, om Producenterne af en Vare har Aftaler med hinanden, og i, om der kun er een Producent. Denne Definition, som er videre end den ovenfor gengivne, finder vi f. Ex. i den svenske Betænkning: »Organiserad samverkan inom svenskt nåringsliv«, 1940, S. 164: »Med bundna priser har hårvid menats priserna på sådana varor, for vilka pris-, marknadsdelings- eller forsåljningsoverenskommelse mellan tillverkare eller betråffande vilka ett enda foretag varit dominerande på den svenska marknaden«. At den er videre, fremgaar af, at en Aftale eller et rent Monopol jo ikke nødvendigvis medfører, Prisen kun forandres med lange Mellemrum. (3) Den tredje og videste Definition gaar ud paa at identificere »bunden« Pris med Pristilpasning. Ogsaa denne Definition finder vi hos Professor Jørgen Pedersen, »Det danske Landbrug«, 1933, S. 113: »De bundne Prisers Gruppe er karakteriseret derved, at Producenterne eller Besidderne sætter en fast Pris og saa lader Afsætningen rette sig derefter«. At denne Definition videst, ser man deraf, at hvor der hverken er Aftale eller Monopol, f. Ex. under Ikke-Priskonkurrence, kan der dog være Pristilpasning.

Side 345

netop dette, der skete i Aarene op mod Aarhundredskiftet. Den tekniske Udvikling i disse Aar medførte to Ting: For det første medførte den, at Bedrifternes variable Omkostninger kom til at udgøre en mindre og mindre Andel af de samlede Omkostninger. Eftersom en Virksomhed under fuldkommen Konkurrence altid vil fortsætte sin Produktion, saalænge Prisen dog dækker de variable Omkostninger, maatte den tekniske Udvikling presse Prisens Undergrænse længere og længere ned. Konkurrencen mellemVirksomhederne i Depressionsaar blive mere og mere übehagelig. — For det andet havde den tekniske Udvikling medført,at var voxet og Antallet af Bedrifter derforblevet Paa den ene Side var altsaa Behovet for konkurrenceindskrænkendeForanstaltninger større, og paa den anden Side var det blevet lettere at gennemføre saadanne, naar Branchen bestod af et mindre Antal Virksomheder.

Efter Krisen i 1873 opstod de første Karteller, og særlig i Aarene omkring 1900 tog de Fart i Tyskland. 1893 oprettedes Rheinisch- Westfälisches Kohlensyndikat, og i 1904 Stahlwerksverband. I U. S. A. ledede Domstoles og Lovgivnings Holdning Sammenslutningsbevægelsen i et andet Spor, Karteller afløstes i 90'erne af Truster. United States Steel Corp. dannedes 1901. Ogsaa Trusterne af Domstole og Lovgivning, men Konkurrenceindskrænkningen i Form af Fusioner og Bestyrelsesfællesskaber. Gary indbød Staalproducenterne til sine berømte Middage, Mr. Eddy anbefalede Brancheforeningerne at føre »Open- Price Policy«. Den sande Konkurrence bestod efter Eddy's Mening deri, at Sælgerne holdt hinanden underrettet om, hvilke Priser de tog. —- Paa Færdigvaremarkedet trængte Mærkevarerne frem, ikke mindst ved Reklamens Hjælp. Reklamen tilsigter at gøre Publikums Efterspørgsel efter den opreklamerede Vare mindre elastisk, saaledes at en Prisforhøjelse kan gennemføres uden stærk Indskrænkning i den afsatte Mængde.

Resultatet af alle disse konkurrenceindskrænkende Foranstaltningerhar at en meget stor Del af Samfundets Goder omsættesi hvor den fuldkomne Konkurrence ikke længere existerer. En svensk Undersøgelsel) kommer til, at alene Værdien af de i 1935 af Karteller og Monopoler paa det svenske Hjemmemarkedsolgte udgjorde 39% af Værdien af samtligepaa Marked solgte Industrivarer. — Ved Karteller forstaarUndersøgelsen


1) Organiserad saraverkan inom svenskt näringsliv, S. O.U. 1940:35, S. 81 ff.

Side 346

staarUndersøgelsenPrisaftaler, Markedsdelingsaftaler og Syndikater.Til for den svenske Undersøgelse har Gammelgaard Jacobsen^) fundet den tilsvarende °/o for Danmarks Vedkommende.Han til, at 56 %> af den danske Industriproduktion i 1937 er berørt af Aftaler eller Bestemmelser; men Kartelbegrebeter videre defineret her end i den svenske Undersøgelse. Fælles for den svenske Undersøgelse og Gammelgaard Jacobsens er, at stiltiende Prisaftaler og Mærkevaremonopoler ikke er forsøgtmedtaget. skal ogsaa indrømmes, at det vil være overordentligvanskeligt skaffe sig et talmæssigt Udtryk for disse to Ting. Alligevel kan man trygt sige, at den langt overvejende Del af Industrivarerne i vore Dage sælges under forskellige Former for ufuldkommen Konkurrence.

Vi har sagt, at den første Betingelse for, at Prisstivhed kan opstaa, at Konkurrencen er ufuldkommen. Det viser sig ogsaa rent faktisk, at de Markeder, hvor Konkurrencen er mest ufuldkommen, er de Markeder, hvor Priserne forandrer sig sjældnest. I den føromtalte svenske Betænkning fra 1940 har man2) undersøgt 44 Varer, hvis Producenter var Monoplister eller havde Aftaler med hinanden, og 44 andre Varer. De første 44 Varer kaldes »bundne« de sidste 44 kaldes »frie«. Af de bundne Varer forandrede kun de 12 sig mere end 2 Gange om Aaret i Tidsrummet 1920—37, medens de øvrige 32 forandrede sig højst 2 Gange om Aaret. Af de frie Varer forandrede derimod de 37 sig mere end 2 Gange om Aaret og kun de øvrige 7 højst 2 Gange om Aaret. Man ser heraf, at de kartelbundne og monopoliserede Varers Priser forandrer sig langt sjældnere end de øvrige Varers Priser, For at man skal kunne tale om Prisstivhed3 er det imidlertid nok at paavise, at Priserne forandres sjældent. Man maa yderligere paavise, at Priserne, naar de forandres, kun forandres lidt. Ogsaa dette kan paavises i det nævnte Materiale. Der er udregnet ét Prisindex for de kartelbundne og monopoliserede Varer ét for de øvrige. 1913 = 100. Man faar da f. Ex.:


DIVL3829

1) Samme, S. 425.

2) S. 164.

Side 347

Prisstivheden er altsaa langt mere udpræget for de kartelbundne og monopoliserede Varer end for de øvrige. Det er ogsaa klart, at kun under ufuldkommen Konkurrence og Monopol er Producenterne det hele taget i Stand til selv at bestemme deres Priser. Men hvorfor bestemmer de sig til at holde stabile Priser? Den stærke Foranderlighed, der raader i det moderne Samfund, baade paa Omkostningssiden og paa Efterspørgselssiden, tilsigter vel netop Pris/o randring. For at forklare Prisstivheden er det altsaa ikke nok at vise, at den fuldkomne Konkurrence er forsvundet.

Aarsagerne til, at ufuldkomne Konkurrenter og Monopolister foretrækker at lade Prisen forblive uforandret i Stedet for at tilpasse til Forandringer paa Efterspørgsels- og Omkostningssiden undersøgt i 20'erne og 30'erne af en Række Økonomer, her i Landet især af Professor Winding Pedersen1). Selvom det i Aften især er Virkningerne af Prisstivheden, der skal undersøges, skal nogle af de vigtigste Aarsager dog kort nævnes.

Først skal omtales, at hvis (a) en Efterspørgselskurve forskydes paa en saadan Maade, at den for en given Pris (Ordinat) bevarer sin Elasticitet, og (b) Grænseomkostningskurven er vandret, saa vil Efterspørgselsforskydningen ikke bevirke nogen Forskydning af Optimalprisen2). Under en begyndende Opgangskonjunktur, hvor Antallet af Indtægtstagere forøges, fordi Beskæftigelsen øges; men hvor den enkeltes Indtægtssats grundet paa Prisers og Lønningers er konstant, vil en Efterspørgselsforskydning af den nævnte Type ikke være usandsynlig.

Men selvom Efterspørgselsforskydningen er af en anden Type end den nævnte, og selv om Grænseomkostningskurven ikke er vandret, kan det godt tænkes, at Prisen forbliver konstant. Ganske vist er den teoretiske Optimalpris forskudt; men der er mange Grunde, der taler for, at Prisen ikke desto mindre vil blive holdt konstant.

En af de vigtigste er, at Producenten maaske ikke kender Begrebetden Optimalpris. Nationaløkonomerne viser, at den rationelle Pris og det rationelle Produktionsomfang finder man ved at skære Grænseomkostnings- og Grænseindtægtskurven med hinanden. Men i Praxis kalkulerer Producenterne i høj Grad


1) Winding Pedersen: Omkring den moderne Pristeori, Nat.øk. Tidsskrift 1939, Afsnit V. J. K. Galbraith: Monopoly Power and Price Rigidities, Q.J.E., L. 1936, S. 456.

2) Dickson-östlind: Prisstabiliserande egenskaper hos en säljares efterfrågeföreställningar, Tidskrift, Sept. 1943.

Side 348

Prisen paa Grundlag af de gennemsnitlige variable Omkostninger med et Tillæg, der er = det Beløb, som de faste Omkostninger pr. produceret Enhed vilde udgøre, dersom Kapacitetsudnyttelsen var normal. Kalkuleres der til Stadighed paa dette Grundlag, bliver Priserne naturligvis stabile.

Men selvom Producenten kender Begrebet den teoretiske Optimalpris, det ikke sikkert, at han kan finde den. Han mangler maaske Kendskab til sin Efterspørgselskurves Udseende. Han foretrækker at beholde, hvad han har, i Stedet for at indlade sig paa Experimenter.

Fremdeles kan Frygten for. at Køberne skal forsyne sig, medens Priserne er lave, og ingenting købe, naar de er høje, faa Producenten at holde en stabil Pris. Ofte kan den stabile Pris maaske ogsaa vænne Køberne fra at se paa Prisen. Reklamen har ofte til Formaal at henlede Opmærksomheden paa Kvaliteten og bortlede den fra Prisen. Og i Købernes Bevidsthed kan Kvalitet og Pris associeres, saaledes at et eventuelt Prisfald vil vække Mistanke om Kvalitetsforringelse.

Den vigtigste Grund til, at Priserne holdes stabile, er dog maaske Sælgerens Frygt for at provokere Priskonkurrence. Mange Markeder, hvilke der kun er faa Sælgere, karakteriseres af stiltiende Sætter en Sælger sin Pris ned under en Depression, han ikke sikker paa, at de øvrige Sælgere ikke sætter deres endnu længere ned. Og selvom de kun sætter deres Pris lige saa langt ned som han, er han ikke sikker paa, at de vil sætte deres Priser op igen, naar Tiderne bedrer sig. Hvor der foreligger en udtrykkelig Prisaftale, er Chancerne for Prisændring ikke større. Medleminerne af et Kartel kan have svært ved at blive enige om at foretage en bestemt Forandring, og Enden paa deres Forhandlinger bliver ofte, at man enes om at bevare status quo.

Professor Winding Pedersen har i sin nævnte Artikel i Nationaløkonomisk
1939 givet en meget smuk Behandling af
det, han kalder Ikke-Priskonkurrence-Ligevægten.

3. Vi har nu set paa selve Fænomenet Prisstivhed og dets Aarsager,og nu har vi bevæget os paa opdyrket Grund. Det er paa Tide, vi vender os mod Spørgsmaalet om Prisstivhedens Virkninger. Dette Spørgsmaal er ikke ofte undersøgt, men det er ikke desto mindre et vigtigt Spørgsmaal. — Det gaar jo som en rød Traad gennem al den Efterkrigsplanlæggelse, der for øjeblikketfinder at man maa skabe et Samfund og en økonomisk Politik bedre end 30'ernes. 30'ernes Arbejdsløshed, Handelsrestriktioner,Fattigdom

Side 349

tioner,Fattigdomog Rustninger er blevet Skræmmebilleder. Maaske kan Forskellen mellem den kommende Efterkrigstid og den sidste søges i, at man denne Gang er bedre forberedt. Men Grunden til, at man er bedre forberedt denne Gang er ikke blot, de daarlige Erfaringer fra 1919 ff. Den dybere Grund er maaske den, at medens det store Maal i 1919 var at vende tilbage til 191Vs lykkelige Tilstande, saa er der denne Gang absolut ingen, der ønsker at vende tilbage til 1939's Samfund. Netop fordi man underingen vil opleve en Gentagelse af 30'erne, planlægges og forskes der som ingensinde før.

Det er i denne Belysning, at Spørgsmaalet om Prisstivhedens Virkninger skal drøftes. Det forholder sig jo nemlig saaledes, at en meget vigtig Del af 30'ernes økonomiske Politik netop bestod i, at Statsmagten billigede private Bestræbelser for at holde Priserne oppe. Og ikke nok hermed: Statsmagten satte selv stor Energi ind paa at afskaffe den fuldkomne Konkurrence i de Enklaver, hvor den endnu fandtes, for ad den Vej at holde Priserne oppe. Som Exempler kan nævnes de amerikanske Koder, den amerikanske »A. A. A.«, de engelske »Marketing schemes«, de danske Landbrugsordninger Sukker og Kartoffeimel. Mange Steder var Vanskelighederne saa store, at de kun kunde løses i international Maalestok. Her saa man da det Særsyn, at Statsmagten i en Række Producentlande medvirkede til Dannelsen af internationale Karteller. Exempel kan nævnes International Rubber Regulation Gommiitee af 1934 og International Tin Committee af 1931=

Nu maa det strax siges, at disse Ordninger ofte blot blev betragtet særlige Foranstaltninger til Støtte for det enkelte Erhverv. er heller ingen Tvivl om, at de ofte virkede saadan. Hvis et Exportland gennemfører en Indskrænkning af sin Export af Varer, hvis Efterspørgsel er uelastisk, voxer den Købekraft, Exportørerne faar i Hænde. Og det samme maa gælde, hvis der gennemføres en Indskrænkning af Produktionen af en Hjemmemarkedsvare, Efterspørgsel er uelastisk. I første Fald gaar det ud over fremmede Lande, i sidste Fald gaar det ud over andre Hjemmemarkedsbrancher eller Importørerne. Maaske havde man i mange Tilfælde mest Øje for de umiddelbare Virkninger paa den Branche, man vilde hjælpe, medens man oversaa Virkningerne paa andre Brancher eller paa Verdenskonjunkturen, sluttede fra Branchen til Helheden og mente vel mange Steder, at Minimalpriser og Produktionsindskrænkninger var virksomme Midler til at komme ud af Depressionen. Den amerikanske trust mente det vel i hvert Fald.

Side 350

Spørgsmaalet om, hvorledes Minimalpriser og Produktionsindskrænkninger paa den Branche, man vil hjælpe, skal i det følgende lades helt ude af Betragtning. Alene Spørgsmaalet om Prisstivhedens Virkning paa hele Konjunkturen skal drøftes. Vi vil gøre det paa den Maade, at vi først vil sammenligne et Samfund Prisstivhed med et Samfund uden Prisstivhed og se paa, hvorledes Konjunkturen udspiller sig i disse to Samfund. Dernæst vil vi udfra det sagte prøve paa at drage Konklusioner m. H. t. den hensigtsmæssige Politik fra Statsmagtens Side, forudsat man accepterer fuld Beskæftigelse som øverste Maalsætning. Den første Del af Spørgsmaalet kunde man kalde konjunkturteoretisk, sidste Del konjunkturpolitisk. — Det tilføjes, at naar der i det følgende tales om »Prisstivhed«, tænkes der ikke alene paa Færdigvare-, men ogsaa paa Produktionsfaktorpriser. Arbejdslønnen saaledes at følge Færdigvarepriserne.

Vi vender os altsaa først til Spørgsmaalet: Hvorledes udvikler
Konjunkturen sig i et Samfund med Prisstivhed sammenlignet med
et Samfund uden?1)

Eftersom Realkapital kun produceres for Færdigvareproduktionens maa Færdigvareproduktionen være det strategisk vigtigste i en Konjunkturforklaring. Hvis man kender Færdigvareproduktionens maa man kunne beregne Realkapitalgodeproduktionens. der er en dobbelt Forbindelse mellem Færdigvareproduktion og Realkapitalgodeproduktion. Realkapitalgodeproduktionens virker tilbage paa Færdigvareproduktionens derved, at de Indtægter, der skabes i Realkapitalgodeproduktionen, Færdigvarer. Det er jo hele Nationalindtægten Opsparingen, der efterspørger Færdigvarer, og Nationalindtægten skabes jo dels i Færdigvareproduktion og dels i Realkapitalgodeproduktion.

Lad os se lidt nærmere paa Sammenhængen mellem Realkapital og Færdigvareproduktion. Den amerikanske Konjunkturstatistiker C. Mitchell har lagt Mærke til, at Realkapitalgodeproduktionen sit Maximum før Færdigvareproduktionen. I det Skema for Konjunkturforløbet i Tyskland, som Instituttet for Konjunkturforskning Berlin har konstrueret2), finder man det samme Fænomen.


1) Behandlingen af dette Spørgsmaal bliver ganske summarisk. En udførligere mere præcis Behandling haaber jeg at kunne give andetsteds.

2) Yierteljahreshefte zur Konjunkturforschung, 1927.

Side 351

Det er ikke svært at forklare, hvorledes dette hænger sammen. Lad os tænke os, at vi til at fremstille 100 Færdigvareenheder skal bruge 10 Maskiner, og at en Maskine kan vare i 10 Aar. Vi maa da hvert Aar bygge een Maskine til Erstatning for en opslidt. I et stationært Samfund vil Færdigvareproduktionen altsaa være 100 Enheder om Aaret, og Maskinproduktionen 1 Maskine om Aaret. Lad derpaa Færdigvareefterspørgselen stige fra 100 til 110 Enheder, altsaa med 10 °/o. Til at fremstille 110 Enheder skal der bruges 11 Maskiner, og følgelig maa der i det Aar fremstilles 2 Maskiner, een til Erstatning for en opslidt Maskine, og een til Udvidelse af Maskinparken fra 10 til 11. Maskinproduktionen er altsaa voxet med 100%, medens Færdigvareproduktionen kun voxer med 10 %. Lad Færdigvareefterspørgselen næste Aar være ligeledes 110 Enheder. Maskinproduktionen vil saa paany være 1 Maskine om Aaret, for nogen Udvidelse af Maskinparken er upaakrævet. Færdigvareproduktionen er altsaa forblevet konstant; Maskinproduktionen er faldet fra 2 til 1 Maskine, altsaa med 50%>.

Vi skal ikke nærmere undersøge denne interessante Sammenhæng. vi kan slaa fast, at Maskinproduktionen ikke synes at bero paa Færdigvareproduktionens absolutte Omfang, men snarere Færdigvareproduktionens Tilvæxt. Med dette Resultat vil vi lade os nøje; i en mere omfattende Undersøgelse maatte der tages Hensyn til, at Erstatningsproduktionen jo ogsaa vil begynde at voxe, naar der er gaaet nogle Åar. Alt dette lader vi ligge, vort Resultat synes at være den tilstrækkelige Forklaring paa den Ejendommelighed, observerede. Hvis Færdigvareproduktionen begynder at voxe langsommere, maa Maskinproduktionen, efter hvad vi nu har sagt, begynde at gaa absolut set tilbage. Men dette betyder netop, at Maskinproduktionen passerer sit Maximum før Færdigvareproduktionen passerer sit.

Det er klart, at Færdigvareproduktionen før eller siden maa begyndeat langsommere for tilsidst helt at holde op med at voxe. Naar fuld Beskæftigelse er naaet i Færdigvareproduktionen, maa det i hvert Fald ske. Realkapitalgodeproduktionen skulde herefter gaa stærkt tilbage, og dens Arbejdere afskediges og mister deres Indtægt. Hvis Arbejderne nu lynsnart kunde flyttes fra Kapitalgodeproduktionentil vilde Beskæftigelsenog Indtægten kunne opretholdes; men i Praxis er Bevægeligheden paa Arbejdsmarkedet næppe saa stor, Indtægtsnedgangog Nedgang i Færdigvareefterspørgselen bliver

Side 352

derfor Følgen. Nu gaar ogsaa Færdigvareproduktionen tilbage, og vi er inde i Depressionen. Det synes m. a. O. som om den Forøgelsei som medførte fuld Beskæftigelse,har sin egen Opretholdelse.

Med ovenstaaende har det ikke været Meningen at give en hel Konjunkturteori.Hertil kræves langt mere. Men Meningen har kun været at henlede Opmærksomheden paa Accelerationsprincippets Betydning for Konjunkturforklaringen. Der har været nogen Uenighed om, hvorvidt Accelerationsprincippetkunde i Virkelighedens "Verden. Tinbergen (A Method and its Application to Investment Activity, Geneva 1939) har haft svært derved, undtagen for Jærnhaners Vedkommende, Tinbergen gaar frem paa den Maade, at han først finder Korrelationen mellem Profitten


DIVL3827
Side 353

(repræsenteret af Aktieselskabsudbytter) og Investeringen (repræsenteret af Staal- og Jærnforbruget). Han finder en meget udpræget Korrelation. Dernæst spørger han, om det forbedrer Korrelationen, hvis han som Forklaringpaa yderligere indføjer Tilvæxten i Konsumgodeproduktionen.Han at det ikke forbedrer Korrelationen noget videre, men at det dog virker i den rigtige Retning. Overfor Tinbergens Paastand om, at ergo har Accelerationsprincippets Betydning været overvurderet, kan man indvende følgende: Naar Tilvæxten i Konsumgodeproduktionen paastaasat paa Investeringen, saa virker den selvfølgelig over Profitten. Accelerationsprincippet er jo et økonomisk Princip, ingen mekanisk Lov. Da Profitten jo hele Tiden er taget med i Tinbergens Korrelationsberegninger,er ikke mærkeligt, at man ikke opnaar nogen betydelig Forbedring af Korrelationen ved at medtage Produktionstilvæxten. Det er maaske muligt at paavise Accelerationsprincippets Betydning ad rent elementær Vej. Baade Tyskland og U. S. A. offentliggør Indices for Industriproduktionen. Man kan udregne Tilvæxterne i disse Indextal og konfrontere disse Tilvæxter med Raajernsproduktionen. Det er paa S. 352 gjort for 1922—40 (U. S. A.) og 1925—34 (Tyskland), d. v. s. for de Aar, for hvilke der er udregnet Produktionsindex.

Vi er nu i Stand til at sige, hvilken Betydning det har for Konjunkturen, der er Prisstivhed. Hvad først Expansionen angaar, er det klart, at en Prisforhøjelse vil bevirke, at der med samme Nationalindtægt bliver afsat en mindre Mængde Færdigvarer, hvis Prisen ikke var forhøjet. (Dette gælder kun, hvis Prisforhøjelsen ikke vækker nogen stærk Forventning om en ny Prisforhøjelse. I saa Fald vil jo spekulativt indstillede Kredse — næppe Konsumenterne — kunne fremskynde deres Køb. Vi gaar i det følgende ud fra, at den Prisforhøjelse, der bliver Tale om, gennemføres uden at vække saadanne Forventninger, f. Ex. fordi den gennemføres een Gang for alle). Hvis der kun skal produceres mindre Mængde Færdigvarer, er der ogsaa kun Brug for en mindre Mængde Realkapitalgoder. Dette faar Betydning for Nationalindtægtens Udvikling. Lad os se lidt nærmere paa, hvorledes udvikler sig.

Først hos Færdigvareindustriens Driftsherrer, Arbejdere m. fl.: Lad os tænke os, at Folk i Marts Maaned ønsker at give en ganske bestemt Mængde Penge ud til Køb af Færdigvarer. Vi forudsætter, at denne Mængde Penge er lige stor, hvad enten Færdigvaresælgernesætter højere eller lavere Pris for Marts. Sætter de en lavere Pris, vil der blive købt en saa meget større Mængde, saaledesat samlede Salgssum vil blive den samme. Hvis vi fra denne samlede Salgssum trækker Afskrivning af Færdigvareindustriensfaste har vi den Indtægt, der ialt tjenes af FærdigvareindustriensDriftsherrer

Side 354

vareindustriensDriftsherrerog Arbejdere m. fl. i Marts Maaned. Det vil altsaa sige, at den Indtægt, Færdigvareindustrien tjener i Marts, ikke beror paa Højden af den Pris, der sælges til. (Det er jo muligt, at det betaler sig bedst for Driftsherrerne at sætte Prisenop, den Indtægtsforøgelse, de derved faar, opvejes af den Indtægtsnedgang, Arbejderne faar, naar der skal produceres en mindre Mængde). I første Instans synes derfor Prishøjden ikke at øve Indflydelse paa Nationalindtægtens Højde.

Imidlertid øver Prishøjden jo som sagt Indflydelse paa den Mængde Færdigvarer, der sælges. Og den Mængde, der sælges, øver Indflydelse paa den Mængde, der skal produceres. Jo flere Færdigvarer, der sælges i Marts, jo flere skal der produceres i April, og desto mere Realkapital har Færdigvareindustrien Brug for. Er Færdigvareindustrien nær ved at udnytte sin Kapacitet fuldt

ud, maa den bestille ny Realkapital. Herigennem kan den afsatte Mængde Færdigvarer øve Indflydelse paa Højden af den i Realkapitalgodeproduktionen Arbejdere, Driftsherrer m. fl. fortjente i April. Den Indtægt, der i April tjenes i Realkapitalgodeproduktionen, ud til Køb af Konsumgoder i Maj, og saaledes vil Expansionen forstærke sig selv.

Det følger heraf, at Nationalindtægtens Væxt bliver stærkere under Prisstivhed end under Prisforhøjelser. Under Prisstivhed skal Produktionen af Realkapital jo forøges stærkere end under Prisforhøjelser. Hvad Beskæftigelsen angaar, saa vil den under Prisstivhed voxe omtrent proportionalt med Nationalindtægten, men under Prisforhøjelser voxe mindre end proportionalt dermed.

Vi har nu betragtet Expansionen. Kontraktionen, kan betraates udfra samme Hovedsynspunkt. Hvis Priserne holdes oppe, vil der med samme Nationalindtægt blive afsat en mindre Mængde Færdigvarer, end hvis Priserne var sat ned. (Ogsaa her er det en Forudsætning, at Prissænkningen ikke vækker nogen stærk Forventningom ny Prissænkning; for saa vil de spekulativt orienteredeKredse Køberstrejke. Vi gaar ud fra, at Prissænkningengennemføres en saadan Maade, at de nævnte Forventningerikke Naar der afsættes en mindre Mængde Færdigvarer,er ogsaa Brug for en mindre Mængde Realkapital. Det kan saaledes tænkes, at hvis man holdt Priserne oppe i Marts, vilde der være Brug for saa lidt Realkapital, at man ikke engang afgav Ordre om Erstatning af den Realkapital, der var opslidt i Marts. Havde man derimod sat Priserne ned, kan det dog tænkes,

Side 355

at der vilde blive Brug for Erstatning af den opslidte Realkapital
— forudsat man dog stadig ventede, at de fremtidige Bruttoindtægtervilde
dække de totale Enhedsomkostninger.

Vi kan som før sige, at den Indtægt, Færdigvareindustrien som Helhed tjener i Marts, ikke beror paa Højden af den Pris, der sælges til i Marts. Men Prishøjden øver Indflydelse paa den solgte Mængde, og denne øver Indflydelse paa, hvor meget Realkapital, der skal produceres i April. Om Udvidelse af Realkapitalgodeproduktionen der næppe Tale under en Depression. Men Færdigvareindustriens kan blive afgørende for, om den Realkapital, som bliver opslidt, skal erstattes. Hvis Priserne holdes og der ingenting skal erstattes, tjener Realkapitalgodeindustrien i April, og giver derfor heller intet ud til Køb af Konsumgoder i Maj. Saaledes vil Kontraktionen kunne forstærke sig selv. Nationalindtægtens Tilbagegang bliver altsaa stærkere under Prisstivhed end under Prisfald. Hvad Beskæftigelsen angaar, vil den under Prisstivhed falde proportionalt med Nationalindtægten, under Prisfald falde mindre end proportionalt dermed.

Professor Haberler1) har berørt Spørgsmaalet om Prisstivhed. ved bøjelige Priser er efter hans Mening, et Prisfald paavirker Fremtidsforventningerne hos Producenterne Færdigvarer paa en uheldig Maade. Det gør dem mere usikre m. H. t. Fremtiden og kan paa den Maade hæmme Investeringen:

»The real difficulty which a regime of perfectly flexible prices would have to face is that it may make the price level very unstable and thereby affect unfavourably the marginal efficiency of capital. If prices were subject to much greater and more frequent changes than they actually are, people might become so uncertain about the future that they would be reluctant to invest. Especially a protracted fall of the price level would probably create expectations for a further fall which is bound to discourage investment (and reinvestment!)«.

Man kunde heroverfor spørge, om Prisfald overhovedet er i Stand til at forværre Forventningerne og forøge Usikkerheden. Hvis Priserne holdes oppe, vil den samme Usikkerhed som den, Haberler ovenfor taler om, være til Stede. Saa vil den blot gælde


1) Prosperity and Depression, Third Edition enlarged by Part 111, Geneva 1941, S. 501.

Side 356

den afsatte Mængde. Og hvad er værst: Usikkerhed m. H. t. den afsatte Mængde eller til Prisen? Producenten kan jo sige til sig selv: Enten holder jeg den og den Pris, og saa gælder min Usikkerhedden Mængde. Eller ogsaa kan jeg bestemme, at jeg vil sælge den og den Mængde, og i saa Fald gælder min UsikkerhedPrisen.

Naar Haberler ganske bortser fra den Usikkerhed, der bestaar m. H. t. den afsatte Mængde, og lader som om Usikkerheden først kommer ind i Billedet, naar der bliver Tale om PWsforandringer, saa faar man Mistanke om, at det er, fordi han tænker paa den fuldkomne Konkurrence, Under den fuldkomne Konkurrence er det jo saaledes, at den enkelte Sælger ingen Usikkerhed har ni. K. i. den afsaiie Mængde. Kan kan afsætte saa meget det skal være til den udefra givne Markedspris. Endnu en Gang synes Forudsætningen om den fuldkomne Konkurrence at have spillet den konjunkturteoretiske Forfatter et Puds1).

Det følger af Haberler's Ord — Ordene »marginal efficiency of capital« — at den Usikkerhed, han tænker paa, er Sælgernes Usikkerhed. helt andet og nok saa vigtigt er Købernes Usikkerhed. Usikkerhed gælder jo den Pris, til hvilken de kan købe i Fremtiden. Hvis Priserne underkastes et langtrukkent Fald, er det muligt, at Køberne erklærer Køberstrejke2). Vi har jo sagt, at Arbejdslønninger ogsaa er en Slags Priser og altsaa maa følge med ned. Ikke mest Færdigvarekøbere, men især andre Købere, f. Ex. Realkapitalgodeproducenter, kan derfor finde paa at erklære Køberstrejke, indtil de mener, at nu har Priserne paa Arbejde naaet Bunden. Færdigvareproducenter, som jo bruger Realkapital og Arbejdskraft, erklærer maaske ogsaa Køberstrejke, indtil de mener, at Prisen paa Realkapital og Arbejdskraft har naaet Bunden.

Den Konklusion, man heraf kan drage, er den, at hvis Statsmagten beslutte sig til at gennemføre et Prisfald under Depressionen, det være et Prisfald een Gang for alle, hvoraf tillige at det bør være stærkt.

Af de korte Antydninger, vi her har givet af den overordentlig
indviklede Sammenhæng mellem Konjunktur og Prisstivhed,


1) Det er ikke nok, at Pris-, Fordelings- og Udenrigshandelsteorien bliver cycle-conscious. Konjunkturteorien maa ogsaa blive Imperfect-Competitionconscious.

2) I den Diskussion, der fulgte efter Foredraget, ønskede Professor Winding dette stærkere fremhævet.

Side 357

skulde fremgaa, at Prisstivheden forstærker Konjunktur svingningerne,idet gør Expansionen stærkere end under stigende Priserog stærkere end under faldende Priser. Vor Konklusion hviler paa den Forudsætning, som flere Gange er nævnt, at Prisforandringer foretages paa en saadan Maade, at de ikke i betydeligt Omfang vækker Forventninger om nye Prisforandringeri Retning. Men den hviler ikke paa nogen bestemtKonjunkturteori. har undersøgt Expansionen for sig og Kontraktionen for sig, uden at udtale os om, hvad det er, der faar Expansionen til at gaa over i Krisen eller om, hvad der faar Kontraktionentil gaa over i begyndende Opgang. Vor Konklusion bekræftes iøvrigt af de meget sparsomme empiriske Undersøgelser,der foretaget. Horst Wagenführ kommer i en statistisk Undersøgelse af Kartelprisers og Arbejdslønningers tiltagende Stivhed1) til det Resultat, at

»infolge der Bindungen durch Kartellpreise und Tariflöhne die Elastizität Wirtschaft stark eingeschränkt wird3 derart, dass zum mindesten während des vergangenen Konjunkturzyklus von 1926 bis 1932 die Wirkungen des konjunkturellen Anstiegs wie des Abstiegs nicht unwesentlich intensiviert worden sind«.

Medens den kartelvenlige Del af den tyske Kartel-Litteratur — der for en stor Dels Vedkommende er af ret lav videnskabelig Standard — i Almindelighed har hævdet, at Kartellerne virkede med til at stabilisere Konjunkturen, har Nationaløkonomerne hyppigt det modsatte. Udfra sin Overinvesteringsteori kommer 2) til det Resultat, at

»The growth of monopoly organizations is apt to intensify the boom
and to delay the recovery«.

Og som Kuriosum kan nævnes, at Emil Lederet) udfra sin Underkonsumtionsteori kommer til samme Resultat. Det synes m. a. O. som om man, uanset hvilken speciel Konjunkturteori, man bygger paa, kommer til samme Resultat. Det bør dog nævnes, at hverken Röpkes eller Lederers Undersøgelser er særlig dybtgaaende.


1) Kartellpreise und Tariflöhne im Konjunkturverlauf, Jahrbücher für Nationalökonomie Statistik, LXXXIII, 1933, I.

2) Grises and Cycles, London 1936.

3) Monopole und Konjunktur, Vierteljahreshefte zur Konjunkturforschung, Ergänzungsheft 2, 1927.

Side 358

4. Det er nu paa Tide at drage den praktiske Konklusion af, hvad vi har set. Vi har set, at det økonomiske Liv ikke af sig selv kommer i Ligevægt. Det, der sker, naar Depressionen begynder, at Nationalindtægten skrumper ind, fordi Realkapitalgodeproduktionen i Staa. Den indskrumpede Nationalindtægt saa at sige ikke længere gabe over Færdigvareproduktionen i Penge efter de hidtidige Færdigvarepriser. Den producerede kan ikke afsættes, og efter nogen Tids Forløb indskrænkes følgelig Produktionen af Færdigvarer. Herefter formindsker Færdigvareindustrien endog Efterspørgselen efter Realkapital til Erstatning,

Der er næppe Tvivl om, at denne stærke Fluktuation i RealkapitalgOucproduktionen vil forstærkes end ais vækkes efter denne Krig. Efter Krigen vil der være et uhyre stort Behov for fast Realkapital. Det er trivielt at pege paa, i hvor høj Grad en Krig tærer paa Realkapitalforraadet. Først maa nævnes de direkte i Felten og i de bombarderede Byer. Dernæst maa nævnes den brændte Jords Politik og Sabotagen. Men endelig nævnes den frivillige Destruktion af Realkapital, som en krigsførende paatager sig, naar han undlader Reparationer og Vedligeholdelser, eller naar han samler alt Jærn ind, som ikke direkte anvendes for Krigens Formaal. Som et Exempel kan nævnes Indsamling af scrap, som blev foretaget i Sommeren 1942 i Tyskland. Man indsamlede alle Forraad af Staal og Jærn, endog fuldt moderne og nykonstrueret Maskineri, som ikke direkte kunde tilpasses til Øjeblikkelig Anvendelse i Rustningsproduktionl). Betydelige af Arbejde, Kul og Transport kan nemlig spares ved at smelte scrap i Stedet for Malm.

Det behøver ikke nærmere Paavisning, at denne uhyre Ødelæggelseaf betyder, at Investeringsbehovet efter Krigen vil være meget stort. En meget stor Mængde fast Realkapital skal opbygges, før Produktionen af nyttige civile Færdigvarer kan komme i Gang. Men naar denne Realkapital er opbygget, hvad saa? Saa vil aabenbart Produktionen af Færdigvarer kunne fortsættei Aarrække, uden at der skal bygges mere Realkapital, end der svarer til Erstatning af den opslidte Mængde. Der vil paa dette Tidspunkt, hvor Realkapitaludrustningen er blevet tilstrækkeligtil, Produktionen af Konsumgoder kan foregaa i normalt Omfang, sandsynligvis opstaa en betydelig Arbejdsløshed. Skibsværfterne,Staalvalseværkerne,


1) World Economic Survey, 1941—42, Geneva 1942, S. 191.

Side 359

værfterne,Staalvalseværkerne,Værktøj smaskinindustrien skal nu ikke længere tilfredsstille Behovet for Udvidelse af Realkapitalmængden,men Behovet for Erstatning af den opslidte Realkapitalmængde.Hvis drejer sig om fast Realkapital, er Behovetfor kun en ringe Brøkdel af Behovet for Udvidelse.Der være stor Fare for, at Nationalindtægten paa dette Övergångsstadium begynder at skrumpe ind, saaledes at der kommerDepression.

Vi sagde før, at det, der skete under Depressionen, var, at Nationalindtægten ind, fordi Realkapitalgodeproduktionen gik i Staa. Den indskrumpede Nationalindtægt kunde ikke gabe over Værdien af Færdigvareproduktionen regnet efter de hidtidige Færdigvarepriser. For hurtigt at genoprette Ligevægten maa aabenbart enten Værdien af Færdigvareproduktionen — samt Omkostningerne — sættes ned, eller Nationalindtægten sættes Der synes m. a. O. at være to Udveje:

(1) Enten kan man med Magt tvinge Priser og Lønninger ned, saa snart der viser sig Spor af Depression. For en statisk Betragtning det ganske paradoxalt, at noget som helst skulde kunne opnaas ved paa een Gang at presse alle Priser ned. Ikke desto mindre har vi foran set, at en Prissænkning antagelig vilde gøre det lettere at slippe gennem Depressionen. Forklaringen er, at vor foranstaaende Analyse ikke har været af statisk Art, men derimod af dynamisk. Indtægtsudviklingen i Fremtiden indenfor Realkapitalgodeindustrien i høj Grad paa, hvilken Prispolitik Færdigvareindustrien i Nutiden. — Det skal dog bemærkes, at man ikke har Garanti for, at en almindelig Prissænkning ophæver Jeg tror højest, man kan sige, at den mildner Depressionen.

(2) Den anden Udvej, man har, er simpelthen at forhindre Nationalindtægten i at gaa ned. Hvis den private Realkapitalgodeproduktion,som er en meget vigtig Kilde til Indtægtsskabelse,af eller anden Grund skulde gaa i Staa, maa Staten saa hurtigt som muligt sørge for Nyskabelse af Indtægt, som kan fylde det opstaaede Hul. Man kunde f. Ex. tænke sig, at Staten henlagdesin til de Perioder, hvor den private Investeringer Herom har man ofte hørt fra NationaløkonomernesSide. kunde ligeledes tænke sig, at Staten gennemførte kraftige Skattelettelser i Perioder, hvor Nationalindtægtensank. kunde man holde Færdigvareefterspørgselenoppe. herom har man hørt fra Nationaløkonomers

Side 360

Side. Eller man kunde tænke sig, at om Folk endelig blev arbejdsløse,saa Staten dog deres Indtægt — de Jørgen Pedersen'skeVentepenge. skal ikke her gaa nærmere ind paa de Former, hvorunder Staten kan holde Indtægtsstrømmen oppe.

Tilbage staar at sammenligne de to Udveje. Hvis man kan opnaa samme Resultat paa to Maader: een, der er meget vanskelig idet den forudsætter meget, meget stærke Indgreb de bestaaende Forhold, og een, som blot betyder en mere rationel Udformning af et allerede anerkendt Princip, bør man vel vælge det sidste. Visse praktiske Erhvervsfolk lader til at være af den Opfattelse, at Nationaløkonomerne især de yngre — elsker Planøkonomien for Planøkonomiens egen Skyld. Men det forholder sig næppe saaledes. Det har stor praktisk Interesse at finde de Udveje, som mest smertefrit fører til et givet Maal, og ogsaa Nationaløkonomerne, som jo har til Opgave at anvise Midler Opnaaelse af givne Maal, søger selvfølgelig at springe over Gærdet, hvor det er lavest.

Lad os i Lys heraf endnu en Gang se paa vore to Udveje. At presse Priser og Lønninger ned i en saadan Fart, som vilde være nødvendig, om nogen konj unkturmæssig Virkning skulde opnaas, er næppe praktisk muligt Det vilde vække en uhyre Modstand og alle vilde være fulde af Mistillid til, at ogsaa de andres Priser blev sat lige saa meget ned som ens egne. Det er i Virkeligheden et Spørgsmaal, om nogen demokratisk Statsmagt vilde kunne magte denne Udvej. Man kommer uvilkaarligt til at tænke paa de Brüning'ske Nødforordninger i 1930. — Og saa saa vi endda, at dette Middel ingenlunde giver nogen Garanti for, at man naar til Maalet.

Hvis Staten derimod beslutter sig til at prøve den anden Udvej, saa bevæger den sig paa kendt Grund. Man har før prøvet at underbalancere offentligt Budget i Depressionsaar, enten ved at gennemføre nye Udgifter, som ikke betales af Skatteforhøjelser, eller ved med uforandrede Udgifter at gennemføre Skattelettelser. Naturligvis bliver der Tale om helt andre Dimensioner, hvis Midlet skal kunne ophæve Depressionen, men Princippet er i Virkeligheden knæsat.

Man kunde spørge, hvorfor jeg har gjort mig den Ulejlighed at omtale den første Udvej, naar den anden dog er lettere at gennemføre.Formaalet at nævne den første Udvej har ikke været at gøre Reklame for stærke Indgreb. Det har snarere været at konfrontere denne Udvej med den Politik, man i vid Udstrækning

Side 361

anvendte i 30'erne: Staten stod Erhvervslivet bi med at holde Priserneoppe Depressionen. Vi har nu set, at hvis Staten endelig ønsker at røre ved Prishøjden — af konjunktur politiske Grunde — bør den gennemtvinge Prisfald snarere end Prisstivhed. Hvor ønskeligtdet kan være for den enkelte Branche at holde sine Priser oppe (især for Branchens Driftsherrer, som jo blot kan afskedigeArbejderne spare Arbejdslønnen), saa kan det ikke paavises, at den almindelige Depression for alle Brancher under eet skulde kunne mildnes ad den Vej.

Derimod kunde der være noget, der talte for, at Staten prøver paa at gennemtvinge Prisstivhed under Expansionen. Vi saa jo, at jo stivere Priserne er under Expansionen, desto hurtigere kom man op paa fuld Beskæftigelse. Beskæftigelsen vilde under Prisstivhed proportionalt med Nationalindtægten, men under Prisforhøjelser mindre end proportionalt dermed. Saafremt nu Staten vil føre en maalbevidst Beskæftigelsespolitik og til den Ende underbalancere sit Budget, bør den følgelig kun tillade Prisforhøjelser, særlige Grunde taler derfor. Idet vi som tidligere nævnt forudsætter, at Arbejdslønnen følger Færdigvarepriserne, skulde der heller ikke være noget i Vejen herfor. Det Krav om forøget Realløn, som utvivlsomt vil blive meget stærkt efter Krigen, vil muligvis kunne imødekommes gennem en kraftigere Begrænsning monopolistiske Gevinster.

Vi naar altsaa til følgende Hovedresultat: Staten bør i sin Finanspolitik Kreditpolitik i videst mulig Grad koncentrere sig om at holde den samlede Færdigvareefterspørgsel konstant. Forsøg under Depressionen at holde Priserne oppe, synes fra et konjunkturpolitisk Synspunkt at være uheldige. Derimod er det meget vigtigt, at Staten sørger for, at Priserne under Expansionen holdes nede. Den Prisstivhed, Staten i 30'erne saa gerne vilde gennemføre under Depressionen, bør den i 40'erne gennemføre under Expansionen.