BETÆNKNING AFGIVET AF HUSASSISTENTKOMMISSIONEN AF 1942. København 1943.

I Kommissoriet hedder det, at Kommissionen har til »opgave at undersøge
Omfanget af en eventuel Mangel paa Husassistenter og de forskelligartede
Aarsager hertil samt de Midler, som maatte kunne bringes i Anvendelse for

at afhjælpe saadan Mangel«. Denne snævre Formulering af Kommissionens Opgave er desværre fulgt meget nøje af Kommissionen, som udelukkende har fordybet sig i det Forhold, at nogle tusind økonomisk set bedrestillede Familjer i de sidste Aar har haft vanskeligt ved at skaffe sig en Husassistent paa de sædvanlige Vilkaar, medens man overhovedet ikke har skelet til de mere almene Problemer, det huslige Arbejde kan give Anledning til at drøfte.

Betænkningens Indhold kan sammenfattes under to Punkter: 1: En Gennemgang foreliggende eller paa Kommissionens Foranledning indsamlet Talmateriale til Belysning af Husassistentmanglen og dens Aarsager, 2: En Drøftelse af, hvad der kan gøres for at afhjælpe Miseren og herunder Formulering en Række positive Forslag af meget konkret og praktisk Karakter som f. Eks. Udkast til Standardkontrakter, Ændringsforslag til Medhjælperloven, Planer for Tilrettelægning af Undervisningen paa Husholdningsskoler -kursus og meget mere.

Hvad det første Punkt angaar, kan det siges, at der er indsamlet og gengivet
Talmateriale, aabenbart Resultatet af flittigt Institutionsarbejde,
men der synes i nogen Grad at mangle kritisk Eftertanke ved Benyttelsen.

Som en lille Bagatel kan først anføres, at der i en Tabel (S. 12) til Belysning det formindskede Behov efter Husassistenter meddeles det stigende Antal Badeindretninger i Boligerne. Anmelderen kan med sin bedste Vilje ikke faa Øje paa Sammenhængen mellem Bad og Behov for Husassistent. Af større Betydning er Udredningen S. 14_—17, hvor Nedgangen i Efterspørgsel søges forklaret ved visse bedrestillede Erhvervsgruppers faldende Realindtægt efter 1939) og ved at Husassistentlønnen er steget stærkere end Principalernes Normalindtægt. Hertil kan for det første siges, at Antallet af mulige Principaler indenfor de anførte Erhverv ikke alene beror paa den gennemsnitlige Indtægt indenfor disse Erhverv (som beregnet S. 16), men navnlig paa Indtægtsfordelingen. Dette er der taget Hensyn til i Tabellen Side 17, hvor Antallet af Skatteydere med Realindtægt over en vis Grænse, er søgt opgjort; Tallene er imidlertid noget misvisende, idet Skatteudgiften er medregnet i den konstante Realindtægt (Kolonne 1 og 3), men fradraget selve Indkomsten. For det andet kan indvendes, at Realindtægtsberegningen her er højst usikker, da Pristallet er baseret paa et Budget for en væsentlig lavere Indtægtsgruppe, og iøvrigt er Realindtægiens Bevægelser lidet oplysende denne Forbindelse, navnlig efter 1939. Problemet er, om den Udgiftsandel, repræsenterer, under de iøvrigt foreliggende Forhold mere eller mindre elastisk end de andre Dele af Budgettet. Dette kan kun besvares ved direkte Detailundersøgelse, og der kan i denne Forbindelse henvises til, at visse af de velstilledes Udgiftsposter er reduceret meget betydeligt paa Grund af Krigssituationen (f. Eks. Bilkørsel, Rejser, muligvis ogsaa Beklædning), saa der er blevet større Bevægelsesfrihed for andre Poster paa Budgettet (den meget betydelige Opsparing de senere Aar maa bl. a. ses i Relation hertil).

Ogsaa Udbudsforholdene belyses paa forskellig Vis. Husassistentlønnen sammenlignes saaledes bl. a. med Lønnen for Fabriksarbejdersker. For at gøre det rigtig fint, korrigeres denne for Arbejdsløshedsrisiko og Understøttelser.Dette muligvis have Interesse i anden Sammenhæng, men næppe her, da de unge Piger, der skal vælge mellem de to Erhverv, næppe tager disse Momenter i Betragtning (jfr. at Arbejdsløshed hovedsagelig rammerFabriksarbejdersker,

merFabriksarbejdersker,som er noget op i Aarene, S. 40). Som en Aarsag til formindsket Udbud i Hovedstaden anføres Nedgang i Indvandringen fra Landet (S. 22_—23). Mon der ikke her er Tale om Fællesaarsag? Den nærliggendeMulighed, Mørklægning, Rationeringer, Staaen i Kø i Butikkernem. har afholdt mange fra at søge til Byen, nævnes overhovedet ikke.

Som det anførte viser, taler Betænkningen baade om aftagende Efterspørgsel aftagende Udbud. Hvorfor Resultatet saa netop er blevet stigende Løn og »Mangel paa Husassistenter«, gives der ingen Forklaring paa; det siges rigtignok, at Udbudet maa være gaaet endnu mere ned end Efterspørgslen (S. 19), men dette er en Deduktion og ikke et konstateret Faktum. Analysen burde altsaa have været ført et Skridt videre og der burde herunder formentlig højere Grad have været skelnet mellem en mulig Langtidstendens (fra 1930 til nu) og de sidste Aars specielle Udvikling. Efter Anmelderens Skøn er det af væsentlig Betydning, at der er foregaaet en Mentalitetsforandring de unge Piger, saa de vurderer Husassistentarbejdet mere »forretningsmæssigt« end tidligere og lægger større Vægt paa deres personlige og Selvstændighed. Er denne Formodning rigtig, vil »Manglen paa Husassistenter« ikke være et kortvarigt Overgangsfænomen, men et Led i en social Udvikling, som kan forventes fortsat i Fremtiden (evt. afbrudt af kortere Udsving i modsat Retning). Hele Problemet omkring Husassistentmanglen faar da et videre Perspektiv,

Ved Læsningen af Betænkningen trænger det Spørgsmaal sig paa, hvad det egentlig er, der har foranlediget det Offentlige til at foretage et Fremstød paa denne Front. Har Formaalet brutalt udtrykt været det, at hjælpe den velstillede Del af Befolkningen med at standse Husassistentlønnens stærke Opgang, eller har Formaalet været, at hjælpe en Befolkningsgruppe, Husassistenterne, af en social Nødsituation? Uden at give en udtømmende Besvarelse herpaa — Kommissionen repræsenterer jo ved sin Sammensætning Interesser — kan anføres, at Betænkningens forskellige Forslag til Forøgelse af Udbudet ved regulerende Indgreb paa Arbejdsmarkedet næppe kan undgaa at faa en løntrykkende Tendens. Og set fra Husassistenternes kan vist siges, at den nuværende »Mangelsituation« er et større Aktiv for dem i deres Bestræbelser for at opnaa kortere Arbejdstid, mere Frihed, bedre Behandling og bedre Værelser etc. end den foreliggende Betænknings pæne Ord herom. Af en Lovgivning om disse Forhold kan højst forventes meget beskedne Minimalfordringer (maaske Feriekravet undtaget).

Det forekommer endvidere værd at fremdrage her, at Kommissionen paa mindre end 3 Sider gør sig færdig med det Problem, hvorledes de Husmødre,som har Raad til at holde Husassistent — og det er jo Flertallet— skaffe sig Hushjælp. Der siges herom rent ud: »Det kan ganske vist ikke i Almindelighed være det Offentliges Pligt at sikre mindrebemidledeFamiljer men der er visse Omraader, hvor man ikke kan afvise, at der er et særligt Behov i saa Henseende, som det er en social Opgave at søge dækket« (der tænkes her paa syge Mødre, Mødre med en stor Børneflok, paa ældre, svagelige Personer m. m., S. 94). Man gaar altsaa ud fra, at de mindrebemidlede Husmødre normalt kan klare hele det huslige Arbejde selv, de behøver kun undtagelsesvis fremmed Hjælp. Hvorfor saa ikke ligeledes lade de bedrestillede Fruer indrette deres Hjem efter det, de

evner? — Hvis man overhovedet kan tale om et socialt Problem i Forbindelsemed maa det efter Anmelderens Mening netop være i Relation til de mange Hjem, som ikke er baseret paa at holde Husassistent, men som har Brug for en Haandsrækning til det ene eller det andet. Den Luksus, det er at holde Husassistent (i hvert Fald i Byhjem), vil formentlig blive forbeholdt en stadigt mindre Gruppe Velhavere, som kan betale den fulde Markedspris i Løn, mens den almindelige Form for Hushjælp maa blive timelønnet Hjælp, Halvdags-, Hveranden- eller Hvertrediedagshjælp eller lignende. Fremtidens Problem maa blive at tilrettelægge saadanne eller andre ny Former for Hushjælp, og det maa ske i Tilknytning til Drøftelsernevedrørende Boligindretning, Børnepleje etc. Her er noget for en ny Kommission at tage fat paa.

Naar en Del af den foreliggende Betænknings Forslag trods alt maa tilkendes Værdi, og det gælder navnlig alle Planerne for Undervisning husligt Arbejde og Forslagene om betydelig offentlig Støtte hertil, saa beror det paa, at der jo under alle Omstændigheder er Brug for et meget stort Antal unge Piger med en solid huslig Uddannelse. Skulde kun en lille Del af dem blive Husassistenter, er Undervisningen ikke spildt af den Grund; de fleste er jo dog vordende Husmødre.