INDUSTRIENS HISTORIE I DANMARK. Udg. af Axel Nielsen. I. Aksel E. Christensen: indtil ca. 1730. I kommission hos G. E. C. Gad. Kbh. 1943. 222 s.

Siden O. J. Rawert i 1850 udgav sin noget konfuse bog om kongeriget Danmarks industrielle forhold fra de ældste tider, er der ikke fremkommet nogen sammenfattende speciel fremstilling af dansk industris historie. Paa den anden side er der i den siden da forløbne tid, takket være særlig Camillus Nyrops flittige arbejde, udsendt talrige monografier vedrørende enkelte fag og industrier. Fremkomsten af det nu paabegyndte værk, der udgives og delvis forfattes af professor Axel Nielsen, og som foruden paa de nævnte monografier hviler paa et stort arkivmateriale, er derfor en glædelig begivenhed. Det foreliggende første bind, der fører os frem til Frederik IV's død, er skrevet af historikeren dr. phil. Aksel E. Christensen, der, som det vil ses af hans artikler og anmeldelser i »Historisk Tidsskrift«, har beskæftiget sig adskilligt med vor og vore nabolandes økonomiske historie.

Indledningsvis behandles det spørgsmaal, som naturligvis først maa melde sig: hvad er industri, og hvorledes skal derfor selve emnet industrienshistorie Det er jo ikke meningen at behandle industri i videste forstand i betydning af stofomdannende virksomhed i det hele (i modsætning til paa den ene side den ekstraktive og paa den anden side den blot omflyttende eller fordelende virksomhed), ja ikke engang at medtage hele den erhvervsmæssige virksomhed af denne art i modsætningtil der udfolder sig inden for egenhusholdningen. Med andre ord: haandværket er ikke medtaget. Naar man i vore dage sætter industrieni til haandværket, søger man vel som regel kriteriet for adskillelsen, som ikke altid er let at foretage, dels i bedriftens størrelse, maalt ved antallet af beskæftigede, kapitalens størrelse eller lignende, dels i den tekniske udstyrelse. I denne bog synes forfatteren i det væsentlige at anlægge et historisk synspunkt, idet hovedemnet for fremstillingen er de saakaldte manufakturer, statsvirksomheder eller statskoncessionerede og som regel ogsaa statsunderstøttede private virksomheder. Men desuden mener han ogsaa at maatte medtage en del haandværk og gamle erhverv, der er ved at blive industrialiserede, og endelig medtager han, hvad der snarest kunde vække modsigelse, hjemmeindustrien, for saa vidt den arbejderfor større og mere übestemt marked. Størstedelen af bogen, de første 8 kapitler (s. 17_—169) er derfor en fremstilling af »manufakturerne«shistorie Christian 111 til Frederik IV, medens 9. kapitel (s. 170_—85) behandler hjemmeindustrien og kapitel 10 (s. 186_—204) industrialiseringen

af haandværk m. ra.. Endelig gives der en afsluttende karakteristik i kapitel11
205—22).

Med hensyn til manufakturernes udvikling, som altsaa er hovedsagen i værket, spiller statens økonomiske politik den afgørende rolle. I saa henseende viser fremstillingen, at der maa skelnes mellem to perioder inden for de ca. 200 aar, sorn bogen behandler. Skellet ligger midt i Christian IV's regeringstid omkring aaret 1620. I den første periode, Christian Frederik ll's og første halvdel af Christian IV's regeringstid, (kap. 1 og 2), er det næsten udelukkende statens eget behov, der giver anledning til oprettelse af manufakturer; det drejer sig hovedsagelig om skibsbygning, fabrikation af kanoner, krudt og andre krigsfornødenheder. I den anden periode (kapitlerne 3—B),3_—8), den merkantalistiske, som jo i øvrigt langt ud over 1730, lige til 1797, fremtræder mere eller mindre bestræbelserne for at fremme den indenlandske produktion af færdigvarer, navnlig de mere kostbare, og for at skabe en gunstig handelsbalance. nu kan der tales om en egentlig national industripolitik. At merkantilismens begyndelse her i landet netop skal sættes til ca. 1620, er klart paavist s. 47. Ofte har man vel ladet toldrullen 1651 danne indledningen. den anden side regner Albert Olsen (Befolkningen i Danmark merkantilismens tid, s. 3, jvnf. inddelingen i Dänische Wirtschaftsgeschichte), at merkantilismen spænder over et tidsrum af halvtredie hundrede aar, fra omkring midten af det 16. til slutningen af det 18. aarhundrede. Men paa den nævnte side i den foreliggende bog viser dr. Christensen med rette, at de første typiske merkantilistiske træk knytter sig til et forbud i april 1619 mod udførsel af überedte okse- og kohuder i forbindelse med et aaret efter udstedt forbud mod indførsel af beredte huder. I hvad der i bogen kaldes »den industrielle blomstringsperiode _—25« (Kapitel 3) fejrer merkantilismen sine første kortvarige herhjemme og lider sine første bitre nederlag.

Det kan ikke her være stedet at gennemgaa enkeltheder i bogen. I tidsfølge vel saa godt som alle de manufakturer, der i det behandlede kommer frem herhjemme, i al fald for saa vidt der findes spor af dem i arkiverne. Med hensyn til lokaliseringen af den tids industri lægger man mærke til, hvor stor en rolle Danmarks vandkraft, saa sparsom den end er, spiller. Ved det lille vandløb, der ved Hellebæk løber ud i Øresund, allerede i Christian IV's første tid en hammermølle og senere andre fabrikker. I Jylland fremkom nogle af de første manufakturer smaa vandløb i nærheden af Aarhus. Men navnlig er en broget række af manufakturer lige fra Frederik ll's tidligste tid blevet anlagt ved Mølleaaen nord for København. Kun tekstilindustrien, som ganske særlig genstand for regeringens omsorg, var i det væsentlige knyttet til København, hvor navnlig Børne- og Tugthuset under skiftende skæbne vidnede om, hvordan man forsøgte paa een gang at skaffe industrien billig arbejdskraft og paa en lidet human maade at løse fattigforsørgelsens problem.

Et andet mere gennemgaaende træk, som tildrager sig opmærksomheden,er idelige indkalden af fremmede fagfolk til at forestaa eller arbejde i manufakturerne. For Danmarks vedkommende drejer det sig i denne periode saa ganske overvejende om Hollændere (til forskel fra

Sverige, der med sin bjergværksdrift og sin udviklede jernindustri særlig tiltrak Tyskere og Valloner). Selv den, der er klar over, at Holland i det syttende aarhundrede indtog en førsteplads i handel og søfart, vil raaaske overraskes over, at Holland ogsaa i saa høj grad var et rekruteringsfelt for visse industrielle arbejdere. Man kunde maaske have ønsket, at forfatteren,hvis jo naturligvis i og for sig kun var at fremstille den danske industris historie, paa dette punkt, om end aldrig saa kort, havde tegnet den udenlandske baggrund. Det er jo af interesse at se (Baasch: Holländische Wirtschaftsgeschichte kap. 1 § 4), hvordan netop alle de samme industrier, som man søger at fremkalde i Danmark (klæde- og silkefabrikker, sukker- og saltraffinaderier, papirfabrikker, sæbefabrikker o. s. v.) blomstrer i Holland i det syttende aarhundrede.

Efter at manufakturernes skiftende, dog overvejende sørgelige skæbne er blevet stillet os for øje, fremstilles i kapitel 9 hjemmeindustrien, for saa vidt dens produkter fandt afsætning paa et mere fjernt og übestemt marked i indland eller udland. Det drejer sig først og fremmest om »binderiet« visse jydske egne, men ogsaa om andre tekstilprodukter, om kniplinger fra Sønderjylland og jydepotter fra Vardeegnen og andre steder i Jylland. I tiende kapitel gøres der rede for nogle gamle erhverv og haandværk, der omdannes til eller afføder industri i snævrere forstand. Paa den ene side er der saadanne virksomheder som kalkværker og teglværker, den anden side udskilte dele af gamle haandværk, som kræver større kapital og ny teknik som f. eks. garverier og farverier.

I det afsluttende kapitel søger forfatteren at vinde et overblik over den industri, han i det foregaaende har behandlet, baade i talmæssig henseende og med hensyn til organisation. Hvad det talmæssige angaar, medgiver han dog, at materialet er spinkelt, og han beklager, at det paa grund af evakuering krigstiden ikke har været muligt at benytte det første og andet kommercekollegiums arkiver. Han mener dog, sikkert med rette, at kunne paavise, at der inden for manufakturerne i slutningen af det syttende aarhundrede været beskæftiget et adskilligt større antal mennesker, end man hidtil sædvanlig har antaget. Efter en opgivelse af Rawert, der siden er gaaet igen, ogsaa i »Dänische Wirtschaftgeschichte«, skulde der 1682 knap have været 200 arbejdere i landets fabrikker. Dette kunde efter dr. Christensen maaske passe paa de faglærte arbejdere, men naar man ved, hvor mange spindere og hjælpearbejdere der blot var knyttet til hver enkelt væv i tekstilindustrien (vel oftest 10_—20), maa man absolut komme til et adskillig højere tal alene i tekstilindustrien. Han mener, at vi snarere skal op paa et tal af ca. 1500 arbejdere i manufakturerne omkring aar 1700, men det er naturligvis kun lidt i forhold til de anstrengelser, der var gjort fra statens side. Ogsaa produktionens og kapitalens størrelse søges bestemt. Angaaende organisationsformen vises det, hvordan denne endnu var i støbeskeen; man havde endnu ikke fundet frem til den rene aktieselskabsform, famlede sig frem derimod.

Selv om det er vanskeligt at fastholde enkelthederne, føler man sig dog beriget i sit kendskab til dansk industri i dens første, famlende oprindelse. man glæder sig til at fortsætte vandringen ned gennem tiden under lignende nøgtern og kyndig vejledning. Forhaabentlig vil der ogsaa afslutningen af hele værket komme et navne- og sagregister.