IDET jeg takker Nationaløkonomisk Forening for Indbydelsen til
at fremsætte nogle Bemærkninger om aktuelle Problemer for
dansk Industri, vil jeg gerne først have sagt, at jeg ikke mener,
at Industrien i højere Grad end vore øvrige Erhverv i Dag har
særlige Problemer at arbejde med, som kan lægges frem til Drøftelse.
Industrien som for vore øvrige Erhverv gælder det vel,
at Problemerne for Øjeblikket samler sig i de fælles — man kan
sige særdeles beskedne — Maal: 1) for Dagen i Dag ved Produktion
sikre Befolkningens nødvendigste Forbrug, 2) med Henblik
paa Fremtiden i det videst mulige Omfang at bevare og sikre vore
Produktionsmidler og vor Produktionsorganisation. Udgangspunktet
for enhver Betragtning af de Vilkaar, der for Tiden bestemmer
vore Erhvervs Bestræbelser i Retning af disse Maal maa være den
økonomiske Afspærring, der indtraadte i April 1940. I Modsætning
til Forholdene under Krigen 1914—18, da dansk Forædlingsproduktion
bevarede visse Aandehuller til alle Sider udadtil, og da
derfor Rammerne om Landbrugets og Industriens Aktivitet var
noget mere elastiske, blev der ved Begivenhederne i April 1940
sat ganske faste Grænser for de Omraader, med hvilke vi kunde
opretholde vor økonomiske Forbindelse, og dermed ogsaa meget
snævrere Rammer for, hvor stor en Produktion Erhvervene —
selv under Opbydelsen af de største Anstrengelser — kan sikre
for Landets Befolkning. De aktuelle Problemer, som under disse
Forhold kan melde sig for Industrien, maa efter Sagens Natur
blive i høj Grad sammenfaldende med og af samme Karakter som
de, Landets øvrige Erhverv maa tumle med, men jeg har forstaaet
Opgaven saaledes, at man i Aften gerne vilde have belyst nogle af
de Synspunkter, man specielt fra Industriens Side maa anlægge i

i

det fælles Arbejde for at nærme sig den bedst mulige Løsning af
de før nævnte Maal.

Da Krigen udbrød den 1. September 1939, stod Danmark med en vel udbygget, alsidig og dygtigt arbejdende Industri, hvis produktions og beskæftigelsesmæssige Betydning havde vundet almindelig her i Landet. 1930'ernes megen Diskussion om Landets Beskæftigelsespolitik var i Færd med at munde ud i vidtgaaende af Betydningen af en yderligere industriel Ekspansion, saaledes som det bl. a. fandt Udtryk i Raastofkommissionens og i de mange Betænkninger om vor Beskæftigelsespolitik længere Sigt. Indenfor Industrien selv var man paa mange Omraader i god Gang med at forberede og organisere betydelige Udvidelser baade indenfor det bestaaende Produktionsomraade paa nye Felter.

I August 1939 laa Industriens Produktionsindeks med 1935 som Basisaar paa 118, hvilket var hidtidig Rekord for den industrielle Produktion her i Landet. Samtidig beskæftigede den egentlige Industri, Anlægs- og Byggerivirksomhed og alt andet Haandværk 190000 Arbejdere, og Arbejdsløsheden havde samtidig sat Bundrekord for det forløbne Tiaar. Industrien havde i de foregaaende gjort et kraftigt Fremstød for sin Eksport, saaledes at Værdien af Industrieksporten i 1938 var naaet op paa ca. 400 Mill. Kr._s svarende til ca. XU af vor samlede Udførselsværdi. Samtidig Værdien af Importen af færdige Industrivarer samt af Raavarer og Hjælpestoffer, bortset fra Brændslet, ca. 500 Mill. Kr., saaleds at der trods visse offentlige og private BeredskabskØb og trods den stigende Aktivitet i det hele taget, i disse Aar var i Færd med at blive en vis Balance mellem Industriimport og Industrieksport. det senere viste sig, laa Industrien ved Krigens Udbrud med anselige Lagerbeholdninger af Raavarer og Hjælpestoffer, havde kunnet hjemtages takket være de stedfundne Udvidelser af Valutacentralens Friliste, og hvad disse Lagre har betydet for den industrielle Produktion og Vareforsyning i det hele taget, har vi senere faaet Erfaring for.

Udgangsstillingen var saaledes ved Krigsudbruddet forholdsvis gunstig for vor Industri, og i de første 7 Maaneder af Krigen, indtilApril klarede Industrien sig da ogsaa uden større Vanskeligheder.Det Pris- og Valutaproblemerne, der dengang var i Forgrunden, og de Vanskeligheder, der kom fra den Kant, formaaedeikke sætte sig Spor i Industriens Produktionsomfang. I Maanederne Februar og Marts 1940 indtraadte der ganske vist

et Fald paa ialt 6 Points i Industriens Produktionsindeks, men til
dette Fald var det Isvanskelighederne mere end Krigen, der var
den primære Aarsag.

Danmarks Inddragen i den tysk-engelske Dobbeltblokade i April 1940 ændrede paa en brat og afgørende Maade Vilkaarene for hele vort Erhvervsliv. De vigtigste økonomiske Konsekvenser heraf var 1) Bortfald af den Raavare-Forsyning fra England og oversøiske Stater, som havde spillet en saa stor Rolle for vore Erhverv, 2) Tabet Forbindelsen med vore Eksportmarkeder i England og oversøiske og Bortfaldet af de betydelige Fragtindtægter, som vor Søfart havde hjembragt. Hvor smerteligt og betydningsfuldt det end maatte føles at se mange Aars Arbejde for Etableringen af disse Eksportmarkeder afbrudt — maatte som Forholdene udviklede Indskrænkningen i Adgangen til at sende vore Arbejdsprodukter i Verden, bliver den Side af Sagen, som i Øjeblikket kom i anden Række, og det kan ikke undre, at det, der fra da af, og saalænge denne Situation bestaar, helt maa beherske alle andre Forhold af Betydning for vor Økonomi, er Bestræbelserne for den Omlægning af vore Forsyningsforhold og Tilpasning af vor Produktion som maa foretages. Hvor betydningsfuldt dette Spørgsmaal har været specielt for Industrien og gennem denne for vore Forsyningsforhold er velkendt, men jeg maa have Lov kort at illustrere det med nogle Eksempler:

Olieindustrien importerede i Aarene før Afspærringen aarlig 300^—500 000 Tons Foderkager eller Skraa, som indgik i vor Landbrugsproduktion, en ikke uvæsentlig Del af Forbruget af Foderstoffer, og endvidere 100_—150000 Tons vegetabilske Olier, hvilken Produktion dels gennem Margarine-, Sæbe-, Farve- og Lakindustrien dækkede vor egen Forsyning med disse Varer, dels muliggjorde en betydelig Eksport og spillede en Rolle i vor Samhandel a. med Sverige og Finland.

Svovlsyre- og Superfosfatindustrien importerede aarlig ca. 200 000 Tons Raafosfat fra Nordafrika og ca. 100—150000 Tons Svovlkis fra Spanien. Der produceredes paa Grundlag heraf foruden o. a. vigtige Varer aarlig 3—4000003_—400000 Tons Superfosfat, den langt overvejende Del af Forbruget. I Forhold vort samlede Forbrug af Kunstgødningsstoffer, der i Vægtmængde 700^—750000 Tons, dækkede den danske Produktion godt Halvdelen.

Jern- og Metalindustrien havde for sit Vedkommende en væsentligDel
Forbruget af de 400 000 Tons Raajern og Valsejernsprodukter,som

dukter,somudgjorde den normale aarlige Import, og hvoraf godt Halvdelen kom fra England, og hertil kom Importen af andre Metaller, hvoraf de mest betydningsfulde var Kobber, ca. 12_— 14000 Tons, Bly ca. 10000 Tons og Tin ca. 1000 Tons aarlig, alle væsentligt af oversøisk Oprindelse.

Textilindustrien havde med sin Produtkion i Aarene op mod Krigen dækket godt Halvdelen af hele vort Forbrug af Textilvarer, denne Produktion hvilede paa en Import udefra af Spindestoffer Garner, der normalt beløb sig til ca. 65 Mill. Kr., hvoraf de 50 Mill. Kr. var kommet fra England eller oversøiske Steder. Textilindustrien var saaledes baade i Forhold til den direkte Forsyning Befolkningen med Textilvarer os indirekte gennem Beklædningsindustrien andre Industrier, som benytter Textilvarer, Hovedleverandør, og naar hertil kommer, at en væsentlig af den Andel af Textilvareforbruget, som var dækket med Import af Færdigvarer, hidrørte fra England, vil man forstaa de Vanskeligheder, der maatte opstaa paa dette vigtige Forsyningsomraade.

Gummiindustrien dækkede med sin Produktion op imod 90 pCt. af vort hele Forbrug af Cykledæk, Gummifodtøj, tekniske og kirurgiske Der krævedes hertil en aarlig Import af op imod 3 000 Tons oversøisk Raagummi.

Tobaksindustrien, der praktisk talt dækkede hele vort Forbrug af Tobaksvarer, anvendte i Aarene før Krigen godt 8 000 Tons Raatobak, hvoraf kun ca. 1500 Tons var europæisk Balkantobak, medens Resten var af oversøisk Oprindelse.

Mange andre Industrier kunde nævnes. Men fælles for hele Industrien, enten der benyttes indenlandske eller udenlandske Raastoffer, og forøvrigt for saa godt som alle vore Erhverv blev den store Betydning, Afspærringen maatte faa for Tilførslerne af fast og flydende Brændsel til Drivkraft, Opvarmning, Transport og Belysning. Her var Forholdet jo dette, at vor Import af Kul og Koks, ca. 6 Mill. Tons aarlig, for 80 pCt.s Vedkommende kom fra England, medens Tilførslerne af Benzin (ca. 340000 Tons aarlig) og Brændselsolie (ca. 340000 Tons aarlig) og af Belysningspetroleum 100 000 Tons aarlig) praktisk talt udelukkende var af oversøisk Oprindelse.

Man vi forstaa, at de Problemer som efter Afspærringen kunde opstaa for Industrien, og som derfor under den foreliggende Situationalene aktuelle, i det væsentlige maa være behersket af de Vanskeligheder, som denne Afbrydelse og Omvæltning af vore

Tilførselsforhold maatte foraarsage. En Redegørelse for Industriensaktuelle maa derfor først og fremmest blive en Skildring af og Stillingtagen til de Veje, ad hvilke man har søgt at overvinde disse Vanskeligheder.

De Foranstaltninger, der i denne Henseende har maattet træffes,
har efter Sagens Natur maattet tage Sigte paa:

1) en handelspolitisk Omlægning, hvorved man bestræber sig paa at erstatte de afspærrede Tilførsler med Tilførsler af samme Varer eller af Erstatningsvarer fra de Lande, med hvilke de politiske tillader et fortsat Handelssamkvem,

2) en Rationering og Strækning af de forhaandenværende eller
tilførte Lagre af Raavarer, og paa

3) videst mulig Fremme og Sikring af den indenlandske Erstatningsprodutkion
Omraader, hvor denne kunde dække Mangelen
tidligere Import.

Til Industriens aktuelle Problemer hører foruden de forannævnte,
alle tager Sigte direkte paa Vareforsyningen, ogsaa
de Foranstaltninger, der vedrører:

4) Prisreguleringen i videste Forstand. Ogsaa disse Foranstaltninger af Retydning for Løsnigen af den Opgave, den nuværende fremfor alt har sat for Industrien som for de øvrige Erhverv: at søge opretholdt den størst mulige Produktion til Befolkningens Forsyning og i videst muligt Omfang at bevare vor Produktions Kapacitet og Organisation intakt.

De Spørgsmaal, som her berøres, er af saa stor Betydning for hele Befolkningens Forsyning og Levevilkaar, at det naturligt er Landets Regering og Myndigheder, som i første Række har maattet træffe Beslutning om og tage Ansvar for de Foranstaltninger, som i denne Henseende har maattet træffes. Det er med Rette blevet sagt, at vi herhjemme bedre end under den forrige Verdenskrig har staaet rustet til i administrativ Henseende at løse de mange Opgaver, som Krigen stiller. I Udenrigsministeriet, Handelsministeriet,Landbrugsministeriet, for Vareforsyning og Priskontrolraadet har man haft de Organer, som paa en fra alle Sider anerkendt Maade har været i Stand til at arbejde med disse Spørgsmaal og gennemføre de dertil knyttede administrative Opgaver.Men ligger i Sagens Natur at ogsaa det Arbejde, der fra Erhvervenes Side er gjort for at opnaa den størst mulige Produktion— Indsats af Arbejde og Kapital, der fra de enkelte VirksomhedersSide gjort ved Omlægningen af Produktionen paa nye Raavarer — ved Fremme af Erstatningsproduktionen og ved

Besparelsen af Raavarer og Fordelingen af Produktionen — har været af den allerstørste Betydning for de Resultater, som er naaet. Det er da ganske naturligt, at Arbejdet paa Løsningen af disse betydningsfulde Opgaver i stor Udstrækning har udviklet sig til et Samarbejde mellem Myndighederne og Erhvervet. I dette Samarbejde har Industrien været beredt til at yde en positiv Indsats.Straks Krigens Udbrud gav Industriraadet som IndustriensHovedorganisation for, at det under Krigen var Industriens Maal med alle til Raadighed staaende Midler at søge at opretholde Produkiton og Beskæftigelse i den størst mulige Udstrækning,og tilsagde samtidig Regering og Admnistration sin Støtte og sit Medarbejderskab ved Løsningen af de forestaaendeerhvervspolitiske Og da Begivenhederne indtraadte i April 1940, gentog Industriraadet sin Appel om energisk Indsats for Produktionens Opretholdelse og sit Tilsagn om Samarbejde med Myndighederne. Dette Samarbejde, som det har udviklet sig, rummer de Problemer, som under den nuværende Situation er aktuelle for Industrien.

I. HANDELSPOLITIKKEN

I handelspolitisk Henseende blev det straks efter Afspærringens Indtræden i April 1940 en Hovedopgave at gennemføre en Omlægning koncentrere hele vor Udenrigshandel om de Lande paa det europæiske Kontinent, med hvilke det var muligt at opretholde den kommercielle Forbindelse. Fra tidligere offentliggjort Statistik vi, at ca. KU af Indførslen i Aarene op til Krigen blev hjemkøbt Tyskland og ca. Vs fra England, mens der for Udførslens Vedkommende til England gik ca. Halvdelen og til Tyskland Vs. Det var derfor overordentlig store Omlægninger, som maatte gennemføres handelspolitisk Henseende, for at de Huller, som Afspærringen slaaet i Forsyningen udefra, kunde blive udfyldt.

Selvom der ikke foreligger offentliggjorte Tal om Størrelsen og Fordelingen af Udenrigshandelen i disse Krigsaar, maa det dog uden videre staa klart, at Tyskland nu indtager den helt dominerendePlads vor Udenrigshandel baade for Importens og EksportensVedkommende. maa erkendes, at der fra tysk Side — modsvarende den Overtagelse af vor Eksport, som har fundet Sted, — paa mange Omraader er gjort en betydningsfuld Indsats for at udfylde Hullerne i vore Tilførsler, selvom det desværre ikke ved den Handelspolitik, som har kunnet føres, er lykkedes at

løfte disse Forsynings-Spørgsmaal ud af Problemernes og BekymringernesVerden.

En Del af de Vanskeligheder, som herved er opstaaet for den industrielle Produktion, kan desværre næppe engang længere regnes aktuelle Problemer, fordi Muligheden for Udfyldningsleverancer Tyskland ganske simpelt er udelukket. Hermed tænker jeg særlig paa saadanne betydningsfulde industrielle Omraader som Olieindustrien og de, deraf afhængige Industrier særlig Margarineindustrien, paa Superfosfat-Industrien, der ialtfald efter Bortfaldet af den kortvarige Handelsforbindelse med Rusland staar uden Tilførselsmuligheder for Raafosfat. Paa en Række andre Omraader har Tyskland i et vist Omfang kunnet hjælpe Industrien Erstatningsvarer. Dette gælder f. Eks. om Textilindustrien, har kunnet faa tilført visse Kvantiteter Kunstsilke og Celluld, og Gummiindustrien, der i Henhold til en speciel Aftale med den tilsvarende Industri i Tyskland har optaget Behandling og Forarbejdning af den tyske Buna. I denne Forbindelse er det ogsaa værd at minde om, at Tobaksindustrien via Handelsaftalerne med Tyskland har faaet sikret Tilførsel af europæiske Tobakker, der ganske vist ikke kvalitetsmæssigt staar paa Højde med den oversøiske Raatobak, Industrien plejer at bruge, men som har medført, at i hvert Fald Fabrikationen af Cigaretter har kunnet opretholdes paa et antageligt Niveau. Endelig har Tyskland staaet som Hovedleverandør foruden af Brændsel ogsaa af vigtige industrielle som Kemikalier og Jern og Staal, og selvom det paa disse Omraader ikke er lykkedes fuldt at kompensere Tabene ved Afspærringen, er der dog fra Tyskland vist god Leveringsvilj e. Af Metaller saasom Kobber, Tin, Bly og Aluminium har Tyskland kun kunnet præstere visse Kompensations-Leverancer i Forbindelse Eksporten herfra Landet, idet Tyskland herudover kun har været i Stand til at levere visse Erstatningsmetaller saasom Zinklegeringer, der paa enkelte Omraader kan erstatte de rene Metaller.

De Handels og Clearingsaftaler, som er indgaaet med en Række andre Lande paa Kontinentet, i første Række Sverige, Finland og Norge, har under de givne Vilkaar været af overordentlig stor Betydningfor Forsyning med Raastoffer og Hjælpestoffer.Særligt dette om de Tilførsler af Træ, Papirmasse og Papir, som det er lykkedes at faa frem fra Sverige, Finland og Norge, om Jern fra Sverige og Kobber og Aluminium fra Finland og Norge. Aftalerne med de øvrige Lande paa Kontinentet: Balkan,

Italien, Schweiz, Spanien, Holland, Belgien og Frankrig er stærkt begrænsede, men nogen Betydning har de dog for den industrielle Produktion, idet det f. Eks. er lykkedes at faa tilført visse Textilraastofferog fra Italien og Schweiz, Bly og Kork fra Spanien og Raatobak fra Balkan. Desværre har det ikke været muligtoverfor sekundære Markeder og i Samhandelen med Tredjeland i det hele taget at opnaa fuld Dispositionsfrihed over den Varemængde og Produktion, som vi selv kunde undvære som Betaling for Importen og særlig ikke for Eksporten af Fødevarer, og Udbyttet af vor Produtkion giver derfor ikke i den Udstrækning,som er ønskeligt, Adgang til Hjemkøb af de for ProduktionensOpretholdelse Raavarer. For Industriens Vedkommendehar medført, at den under denne Krig i særlig Grad er kommet til at bidrage til Fremskaffelsen af Betalingsmulighederfor fra Tredjeland. Industrielle Varer som Sukker, Kemikalier, medicinske Præparater, Trævarer, tekniskPorcelæn navnlig Maskiner og andre jernindustrielle Produkterudgør betydningsfulde Eksportkontingenter i Aftalernemed paagældende Lande. Og Industrien maa i stigende Omfang, efterhaanden som Landbrugseksporten daler, trække Læsseti Henseende. Det skal ikke nægtes, at denne Industrieksport kan føles som et Gode for de Industrier, der staar som Eksportører. Men det bør heller ikke skjules, at det udfra en Helhedsbetragtning undertiden kan virke uheldigt, at man paa denne Maade kan komme til at afgive Varer, som Landet forsyningsmæssigt set daarligtkan Særlig vanskeligt kan Spørgsmaalet blive, naar man staar overfor gennem Industrieksporten at skulle afgive Raavarer,som knappe for den indenlandske Produktion. Man maa imidlertid ved de Afgørelser, som træffes i disse Sager, have for Øje, at vi som Helhed har den allerstørste Interesse i, at Samhandelenmed Lande — særlig med vore nordiske Nabolande — kan opretholdes og udvikles mest muligt. Det er af Betydning, at Forhandlingerne herom ikke præges af Smaalighed, men af Hjælpsomhed fra begge Sider, — at vi stræber efter at yde, hvad vi kan, for at afhjælpe de Vanskeligheder, vore Nabofolk er kommeti de nuværende Forhold, saaledes at vi med Rette kan forudsætte, at vi faar samme Behandling af vore Ønsker om Leverancertil

Saavel Import som Eksport er under denne Krig som aldrig
før underkastet Regulering og Kontrol, ja, man kan endda i Betragtningaf,
en Del af Vareimporten fra Tyskland for Tiden i

Realiteten er fri, sige, at Eksporten gennem Eksportforbudene er underkastet mere Kontrol end Importen, saaledes at Forholdene i en vis Forstand er vendt paa Hovedet. Da saavel Importen som Eksporten for de fleste Landes og Varers Vedkommende er kontingenteret,maa i Forening med Erhvervsorganisationerneforetage Fordeling af de foreliggende Import- og Eksportmuligheder mellem Virksomhederne, og da der desuden samtidig er forsyningsmæssige Hensyn at varetage, er det noget af en Skærsild, de enkelte Importører og Eksportører maa gennemgaaved af deres Sager. Og det letter jo ikke Sagen, at Aftalerne er kortfristede, og at det ofte er svært at faa Indførselstilladelserog herfra Landet til at falde sammenmed fornødne Udførselstilladelser og Indførselstilladelser i vedkommende Udland.

Efterhaanden som Tiden er gaaet, er det dog ved nært Samarbejde Erhvervet og Myndighederne lykkedes at faa lagt nogenlunde faste Rammer saavel om Handelsaftalerne som om Administrationen af disse, saaledes at Industrien har kunnet indrette paa de givne Vilkaar i handelspolitisk Henseende.

II. ERSTATNINGSPRODUKTIONEN

Som et Modstykke til den positive Indsats i forsyningsmæssig Henseende, som i særlig Grad Myndighederne har gjort ved at tilrettelægge vore Handelsaftaler, staar de i første Række paa Industrivirksomhederneseget gennemførte Bestræbelser for en intensiv Udnyttelse af Landets egne Forsyningskilder og for Optagelse af nye Fabrikationer paa Omraader, hvor Importen tidligerehar Forbruget. Allerede før Krigen var der i Tale og Skrift fremkommet en lang Række storstilede Projekter, der indgiki om en industriel Ekspansion paa større Selvforsynings-Basis,men almindelige Usikkerhed med Hensyn til de erhvervspolitiske Vilkaar paa længere Sigt, som Krigen og Besættelsenhar har naturnødvendigt medført, at Industrien maa lade de fleste af disse højtflyvende Eksperimenter ligge. Til Gengældgøres imidlertid af Virksomhederne hver paa deres Felt i disse Aar en betydningsfuld Indsats i Retning af at fremskaffe og forarbejde egnede Erstatningsvarer, og de Resultater, der er fremgaaet af Industrivirksomhedernes Bestræbelser i saa Henseende,overstraaler de fleste Omraader baade i Kvantitet og

Kvalitet Resultaterne under forrige Krig. Ja, man kan vel næppe endnu i Dag afgøre, hvad der faktisk er »Erstatning« i Ordets egentlige Betydning, og hvad der repræsenterer varige Landvindingeraf Fabrikationer blandt de mange nye Raavarer og industrielle Færdigvarer, som ser Dagens Lys i disse Aar.

Hermed være ikke sagt, at de store Kapitalmidler, som Industrien uden en betydelig Risiko har investeret i Eksperimenter nye Fabrikationer, paa alle Omraader har kunnet give et Resultat, der svarer til Forventningerne og Anstrengelserne. Og dette er vel een af Grundene til, at de mange Arbejdstimer, som Industrien anvender i disse Aar, ikke modsvares af en ligesaa stor Produktion. Meget Arbejde gøres forgæves, og de Resultater, der opnaas, har derfor kostet en i Sammenligning med normale Tilstande stor Indsats — af Kapital og Arbejde. Maalt med Tidens store Forsyningsvanskeligheder som Baggrund er Resultaterne dog af en saadan Karakter, at Industrien kan være tilfreds med dem.

Den største Indsats med Hensyn til Erstatningsvareproduktionen er utvivlsomt gjort paa Brændselsomraadet. Den uundgaaelige Nedgang i Tilførslen af udenlandsk Brændsel har været saa betydelig,at nødvendige samfundsmæssige Funktioner og de største Dele af Landets industrielle Produtkion overhovedet ikke kunde være holdt i Gang uden denne Indsats i Produtkionen af indenlandskBrændsel. Brændehugsten fra Skovene havde vi her Reserverne i Tørvemoserne og Brunkulslejerne, og Produktionenheraf sat i Gang i et Omfang, man næppe havde turdet regne med. Tørveproduktionen, der normalt udgør ca. 400000 Tons aarlig, er nu oppe paa 11 Gange Normalen, eller ca. 472 Mill. Tons, og af Brunkul, hvoraf der normalt kun brydes ca. 20000 Tons aarlig, var Produktionen i 1941 ca. 1 Mill. Tons og i 1942 1,6 Mill. Tons. Organisationen af disse meget store Produktioner har krævet en vidtgaaende Medvirken fra Industriens Side. Produktionenaf nødvendige Gravemaskiner, Ælteværker, Tørveværkerog Materiel er gennemført; der er fremskaffet de nødvendige Motorer og andre Kraftmaskiner, og ikke mindst er hele den nødvendige Tilslutning af Tørvemoser og Brunkulslejer til Elektricitetsforsyningen gennemført, hvad man maa betegne som noget af et Kunststykke, naar man tager i Betragtning, i hvor ringe et Omfang det er lykkedes at skaffe Erstatning for den tidligereImport 12_—14000 Tons Kobber, som er Hovedmaterialet for de nødvendige Anlæg. Men ogsaa som Brændselsforbruger har

Industrien ydet en betydelig Indsats, der har medvirket til det gode Resultat, som er opnaaet med Hensyn til Omfanget af TørveogBrunkulsproduktionen. er utvivlsomt de industrielle Virksomheder,der gaaet i Spidsen ved Omlægningen af Brændselsforbrugettil indenlandske Brændsel, hvilket kun har været muligt ved kostbare Ændringer og Nyanskaffelser til Fyringsanlæggene,saaledes meget betydelige Kapitaler har maattet bindesheri, der ved Overgangen til det nye Brændsel i Industrienskomplicerede er opstaaet store tekniske Vanskeligheder, som er overvundet. De industrielle Virksomheder er gaaet ind i denne Opgave i et saadant Omfang, at et meget betydeligtAntal Virksomhederne klarer sig med det indenlandske Brændsel alene eller med et mindre Tilskud af udenlandsk Brændsel,og Industrien som Helhed tilvej ebragtes i 1942 tæt op imod Halvdelen (48 pCt.) af Forbruget af Varmeenheder ved det danskeBrændsel. er herved naaet saa langt frem, at den Forværringaf som er opstaaet i den allersidste Tid ved yderligere Nedgang i Tilførslerne udefra af Kul og Koks, ikke kan paaregnes afbødet i samme Omfang som hidtil ved Forøgelseaf af danske Brændselsstoffer. Dels kan disse vel paa nuværende Tidspunkt slet ikke fremskaffes i øget Omfang, dels har den Mængde udenlandsk Brændsel, som mange Virksomhederhidtil maattet nøjes med, stort set kun haft Karakter af et nødvendigt Tilskud til deres Brændselsbehov for at holde Hjuleneigang. maa derfor frygte, at en Udeblivelse af dette Tilskudkan aa alvorlige Følger for den fortsatte Drift af Industriens Virksomheder. Det kan haabes, at den Tilpasningsevne overfor en vanskelig Situation, som de industrielle Virksomheder i saa høj Grad har vist, ikke mindst paa dette Omraade, kan gøre det muligt at undgaa alt for omfattende Standsninger af Produktionen med deraf følgende Arbejdsløshed og andre Vanskeligheder for hele Samfundet; men man maa dog regne med en alvorlig Svækkelse af Industriens Produktionsevne, hvis Situationen ikke igen bedres.

Ved Fordelingen af det udenlandske Brændsel, som kommer hertil,har fra Myndighedernes Side ment at maatte give Forbrugetved og ved Produktionen af Gas og Elektriciteten Fortrinsstilling. Det maa selvfølgelig erkendes, at der til dette Forbrug er knyttet samfundsvigtige Funktioner, som nødvendigvis maa opretholdes, men det maa heller ikke overses, at Kørslen paa Banerne og Forbruget af Gas og Eletkricitet ogsaa omfatter Omraader, der ikke bør have nogen Fortrinsstilling fremforOpretholdelsen

forOpretholdelsenaf Produktionen og Beskæftigelsen i de industrielleVirksomheder. er i de sidste Dage fra Myndighedernes Side gjort visse Skridt i Retning af at begrænse dette Forbrug, og hvis Brændselssituationen fortsat fremover truer med at standse betydningsfulde Dele af den industrielle Produktion, burde man kunne enes om at fortsætte betydeligt længere ad denne Vej.

Manglen paa Benzin har skabt store Vanskeligheder paa det Iransportmæssige Omraade. Kørslen med benzindrevne Personvogne i den nærmeste Fremtid ventes nedbragt til et absolut Minimum, og al Lastvognskørsel med Benzin vil praktisk talt blive bragt til Ophør. De af Industrien fremstillede Gasgeneratorer har hidtil gjort det muligt at opretholde Kørslen med ca. 17000 Lastvogne med Trægas eller Tørvegas. Det er overordentlig store Beløb, Industrien ikke uden en vis Risiko har investeret i denne Fabrikation, som har gjort det muligt at holde en væsentlig Del af den for Produktionen og Varefordelingen betydningsfulde tunge Lastvognskørsel i Gang. Løsningen af Transportvanskelighederne er i det hele taget i Dag takket være Gasgeneratorerne i mindre Grad et Spørgsmaal om Benzin end om Gummi. For Dele af Jernog herunder især Automobilfabrikerne, har Gasgeneratorerne haft stor direkte beskæftigelsesmæssig Betydning.

Blandt de øvrige Fabrikationer, som Jern- og Metalindustrien har optaget under Krigen, bør nævnes Fremstillingen af Fyringsapparatertil private og erhvervsmæssige Omlægning af Brændselsforbruget, af Tørvemaskiner, Luftværnsmateriel samt af Reservedele og Maskiner, som tidligere importeredes udefra. Der har her i teknisk Henseende vist sig mange kærkomne Opgaver for store Dele af Jern- og Metalindustrien, samtidig med at mange Hulleri og Forbrugernes Forsyning er blevet udfyldt. Et særlig smukt Resultat er der vundet for Jern- og Metalindustrienved nye Staalvalseværk ved Frederiksværk, som nu er sat i Drift med et foreløbigt Produktionsprogram paa 40 000 Tons Staal aarligt, som fremstilles med dansk Skrot som Udgangsmateriale.Foruden varige Landvinding, som her er gjort for Industrien, bør det fremhæves, at vore Metalværker i disse Aar udfører et værdifuldt Arbejde ved Oparbejdningen af vort eget Metalaffald, og at der paa Cementfabrikerne ved Aalborg nu fremstillesRaajern Supplering af de Tilførsler udefra, som Støberiernemaa sig med. Det er ikke muligt med Tal at illustrere Omfanget af de Produktioner, som er taget op paa denne Maade,

men det maa være nok at pege paa, at der her trods alt er Tale om
Fordele, som kan mærkes i en. Situation, hvor man lever fra Haandenog
Munden.

En lang Række Opgaver søges løst i Samarbejde med Landbrug og Skovbrug. For Garveriernes Vedkommende er der saaledes ved Afspærringen indtraadt en paa et vist Tidspunkt faretruende Mangel oversøiske, vegetabilske Garveekstrakter, men en større dansk Fabrikation af Garveekstrakt, der udvindes af Egestød, Egebark Granbark, er nu sat i Gang dels paa en Fabrik i Vejle, dels paa en nystartet Virksomhed ved Hillerød.

En betydelig Interesse knytter sig til Fremskaffelsen af Raavarer til Textilproduktionen. Den danske Produkiton af Uld paa ca. 400 Tons aarlig forslaar ganske vist ikke meget i Sammenligning med Textilindustriens normale aarlige Forbrug af ca. 3000 Tons. Men i Forbindelse med den ved Kludeindsamlingen muliggjorte betydelige Produktion af Kradsuld, har den danske Uldproduktion dog muliggjort en Opretholdelse af Klædefabrikkernes Produktioni nødvendigeste Omfang. Meget vanskeligere stiller det sig med Erstatning for Forbruget af Bomuld og Linnedgarner. Leverancerneaf og Celluldsgarner paa 2—30002^—3000 Tons aarlig kan langtfra dække det tidligere Forbrug, der alene af Raabomuld var ca. 12000 Tons aarlig, hvortil kom de importerede BomuldsogLinnedgarner. Hjælp har man faaet gennem Dyrkningen af Hør. Det dyrkede Areal, der i 1939 kun udgjorde 350 ha, var i 1942 steget til ca. 12 000 ha, hvoraf dog ca. 5 000 ha var tilsaaet med Oliehør og ca. 7000 ha med Spindehør. Der er nu en halv Snes Hørskætterier fordelt over Landet, og medens vi ikke tidligere var indstillet paa Spinding af Hørren til Linnedgarn, er denne Produktionnu op paa 2 Virksomheder. Man regner med, at Udbytteti vil kunne give ca. 2000 Tons Skættehør, der kan forarbejdestil og ca. 5 000 Tons Blaar og Blaaraffald, hvoraf noget vel kan spides til Blaargarn, og som iøvrigt maa anvendes dels til Fremstillingen af Reb o. 1., dels efter at være undergaaet en kemisk Behandling — saakaldt Cotonisering — kan sammenspindes med Celluld til Cotoningarn, der er mere modstandsdygtigt end det rene Celluldsgarn. Denne Produktion af Hørgarn og Cotoningarn vil i det kommende Aar blive sat ind i Produtkionen af Stof til Arbejdstøj. Dyrkningen af Hamp er endnu paa Forsøgsstadiet, men til Gengæld har Spindingen her i Landet af Papirgarn taget et meget betydeligt Omfang. Dels fremstilles nu vort store Forbrug af Høstbindegarn i overvejende Grad af Papir,

og paa hele Jutemarkedet er Papiret blevet et meget anvendt Erstatningsstof,f.
ved Produktionen af Papirsække og i Gulvtæppeindustrien.

Ogsaa gennem Dyrkningen af Olieplanter er vigtige Forsyningsvanskeligheder overvundet. Hvor megen Linolie, der vil kunne udvindes af Høsten 1942, er endnu svært at overse, men man regner dog mindst med 1 000 Tons overfor et normalt Forbrug dansk Industri paa ca. 6 000 Tons, fortrinsvis i Farve- og Lakindustrien. I det forløbne Aar har ikke mindre end 16000 ha Landbrugsareal været tilsaaet med Sennepsfrø, og man anslaar foreløbig Høstudbyttet til 12—13000 Tons Frø, hvoraf antagelig ca. 10000 Tons vil kunne komme til Olieslagning og give et Udbytte 2—30002^—3000 Tons Olie, som kan sættes ind paa en Række Omraader indenfor Levnedsmiddelindustrien — ved Fremstilling af sulfoneret Olie til Garveribrug — og ved Tilvirkning af Konsistensfedt, og Skæreolier i Mineraloliebrancen. Ved Afgørelsen i hvor stort Omfang man skal søge at fremme Dyrkningen af Olieplanterne, maa man ikke tabe af Syne, at det hertil anvendte Areal tages fra andre Afgrøder, og at Prisen paa den Olie, som produceres, bliver saa høj, at den kun kan sættes ind paa Omraader, vi ikke har Mulighed for at dække det paagældende Forbrug paa anden Maade. Den Tanke, som har været fremsat, at man ved en umaadelig Udvidelse af Sennepsavlen skulde tilvejebringe for en Genoptagelse af Margarineproduktionen, har derfor ikke fundet Støtte fra Industriens Side, idet den fremstillede vilde blive dyrere end Smørret, og denne Fremgangsmaade synes urimelig, saalænge Befolkningens Forbrug dækkes af Smørproduktionen.

Ogsaa ved Fremstillingen af Fiskeolie og Fisketran er vigtige Forsyningsvanskeligheder, særlig i Farve- og Lakindustrien og ved Fremstilling af Vitaminpræparater afhjulpet, ligesom Sæbeindustriens normale Forbrug af vegetabilske Olier nu er erstattet med teknisk, animalsk Fedt.

Der kunde nævnes utallige andre Eksempler paa det Initiativ, der udfoldes. Man behøver blot at tænke paa Tobaksavlen, paa Kaffesurrogaterne, paa Genraffineringen af Smøreolier, eller paa den nu gennemførte Destillation af Gastjæren, hvorved udvindes Fenol til Brug ved Fremstilling af Bakalitpulver for den elektrotekniskeIndustri, Raanaftalin, der renses til Naftalin, som er af Betydning ved Bekæmpelsen af Jordlopper. Et vigtigt Middel i Kampen mod Raavaremanglen er Affaldsindsamlingerne, af

hvilke jeg allerede har nævnt Kludeindsamlingen og endvidere maa nævne Indsamlingen af Gummiaffald og af Affald af Jern og Metal. Man kan kort og godt sige, at Forholdene har bekræftet det gamle Ord om, at Nød lærer nøgen Kvinde at spinde, og at der fra de industrielle Virksomheders Side er udfoldet et gavnligt Initiativ i en omfattende Erstatnings- og Nyproduktion i stort og smaat, og hvoraf enkelte Ting maaske vil faa blivende Værdi.

Spørgsmaalet om Fremme af Industriens Erstatningsproduktion i videste Forstand er iøvrigt knyttet til hele Spørgsmaalet om vor Beskæftigelsespolitik under Krigen. I 1930ernes Debat om Beskæftigelsespolitikkenvar Arbejder fra mange Sider, baade teoretiske og praktiske, blevet fremhævet som Universalmidlet mod Depression og Ledighed, fordi man via de indirekte Virkninger,som offentlige Arbejder afføder for den private Sektor af Samfundet, mente at fremkalde en Løftestang for et Konjunkturopsvingog varig Forbedring af Beskæftigelsen. Denne Teori havde imidlertid som alle økonomiske Teorier sine Forudsætninger,idet gik ud fra et Samfund med ledig Arbejdskraft, ledige Maskiner, Prisfald og svigtende Købevilje i Befolkningen. Nu er Situationen imidlertid en ganske anden. Der hersker Varemangel,forekommer rigelige Pengeindkomsterog i Befolkningen. At sætte offentligeArbejder som ikke direkte styrker vor Øjeblikkelige Forsyningsbasis, under de nuværende Forhold kan derfor som Helhed kun faa negative indirekte Virkninger. Saadanne Anlægsarbejdervil Manglen paa Materialer, øge Presset fra Pengeindkomsterne paa den begrænsede Mængde af Forbrugsvarerog en uheldig Konkurrence mellem det offentlige og Erhvervslivet om de knappe Raamaterialer. Det erkendes da ogsaa fra flere og flere Sider, at man under disse Forhold bør gaa varsomtfrem den offentlige Arbejdsigangsættelse, og at vor Beskæftigelsespolitik derfor bør have Karakteren af en Produktionspolitik,der første Række tager Sigte paa at udnytte enhver Mulighed for at imødekomme det øjeblikkelige Behov for Forbrugsvarerog Ønske om at holde Produktionsmaskinerietvedlige. befinder os nu i en Situation, hvor Befolkningen maa klare sig med den løbende Produktion, idet samtlige Reserver af Varer er opbrugt, samtidig med at Pengeindkomsterne er relativtstore i alt Fald ikke som Helhed trænger til at stimuleres. Af den Grund har Industriens Bestræbelser for indenfor Rammerneaf normale Produktionsliv at fremme Erstatningsproauktionenog

auktionenogat vedligeholde Produktionsanlæggene med den Omlægning,som til Anvendelse af Erstatningsmaterialer nødvendiggør, været af stor Betydning og har al mulig Opmuntringbehov, en Koordinering af de erhvervspolitiske Indgreb om dette Formaal, for at tale planøkonomisk, maa derfor være ønskelig ikke alene fra et industrielt, men ogsaa et almindeligt forsyningsmæssigt Synspunkt.

Risikoen ved at sætte noget nyt igang under de usikre Krigsforhold her en væsentlig Hindring for Industriens produktive Beskægtigelse. er mere end gode nok, og naar Materialer skaffes, er det derfor kun for den paagældende Virksomhed Spørgsmaal, om Risikoen ved at gaa ind i noget nyt kan nedbringes tilstrækkeligt. Hvad der tiltrænges er derfor set fra Industriens Synsvinkel en Formindskelse af denne Risiko, og dette gør man bedst ved at fjerne en Del af de Baand og Bestemmelser, hindrer Initiativet og gør det risikabelt at starte noget nyt. Det er derfor med Glæde, man ser, at de produktionshemmende er i Færd med at vinde Indpas hos Regering og Myndigheder. Dette har klarest fundet Udtryk i den midlertidige om Tilskud til Reperationsarbejde, og disse Synspunkter synes ogsaa at ligge til Grund for de fornylig gennemførte om skattefri Afskrivninger af Erstatningsanskaffelser visse Nyinvesteringer, der foretages under Krigen. Disse Regler vil utvivlsomt kunne medvirke til at muliggøre det for Industrien at tilvejebringe de fornødne Reserver til at imødegaa den Risiko, som under de nuværende Forhold er forbundet med Anlæg og Investeringer — og vil derfor ogsaa støtte Bestræbelserne at vedligeholde og udbygge Industriens Produktionsapparat. kunde tilsvarende Synspunkter vinde Indpas ogsaa paa andre Felter f. Eks. i Prispolitikken, der kunde være mere elastisk smidig, naar det gælder nye Produktioner, vilde det sikkert hilst med Glæde af Industrien og efterfulgt af positive Resultater.

III. PRODUKTIONS- OG FORDELINGSORDNINGERNE

Mens Handelspolitikken og Erstatningsproduktionen tager Sigte paa at opretholde et saa stort Produktionsomfang som muligt, meldte sig ogsaa paa et tidligt Tidspunkt Spørgsmaalet om, hvorledesman fordele og eventuelt strække de forhaandenværendeBeholdninger Raavarer og Hjælpestoffer, herunder hvilke

Produktioner man maatte anse for særlig vigtige fra et forsyningsmæssigtSynspunkt. første Række tog man fat paa at fordele de forhaandenværende Beholdninger af udenlandske Raavarer, men hertil er i Tidens Løb kommet en lang Række Fordelingsordninger for de begrænsede Importkontingenter i Handelsaftalerne og for visse hjemlige Raastof-Produktioner. En Del af de Ordninger, der er truffet for de udenlandske Beholdningers Vedkommende, er desværre i Færd med at glide over i Historien, efterhaanden som Afspærringen trækker i Langdrag.

Karakteren af de paagældende Indgreb i Raavarefordelingen og i Produktionens Fordeling paa Varearter er givetvis meget forskellig de forskellige Omraader. Ordningerne vaierer ligefra fuldstændig Tvang til ren Frivillighed og fra dybtgaaende kvalitative i Produktionen med Hensyn til Arten af de Produkter, overhovedet maa fremstilles, eller som skal fremstilles — til almindelig kvantitativ Kontingentering af Raavareforbruget i den paagældende Branche. Der spilles saaledes paa alle planøkonomiske indenfor det store administrative Apparat, som sidder inde med Ansvaret for Fordelingen af Industriens Raavarer og Hjælpestoffer.

Som et Eksempel paa de mest dybtgaaende Produktions- og Fordelingsordninger kan nævnes Textil-Ordningerne. Der blev paa dette Omraade tidligt udstedt Forbud mod Anvendelse af de knappeste Raavarer — Uld og Bomuld — til en Række Formaal saasom Badedragter, Møbelstoffer, Tæpper, Gardiner, Dekorationsstoffer,Stof Liggestole etc. Men efterhaanden som Situationenmed til Forsyningen af Befolkningen med Textilvarer blev vanskeligere, er man gaaet over til paa Grundlag af et organiseretHerredømme alle de disponible Raavarer — dansk Uld, de indsamlede Klude, Celulden,, Kunstsilken, Hørgarnet og Cotoningarnet — ved Fordelingen af disse i vidt Omfang at give Textilindustriens Virksomheder positive Forskrifter om, hvilke Arter af Varer, der maa fremstilles af de tildelte Raavarer. Og endelig er man paa visse Omraader endog gaaet saa vidt, at man i Forbindelse med Raavaretildelingerne paalægger visse Pligtleverancer,som skal præsteres, f. Eks. af Arbejdstøj, Klæde og Foerstof til Maksimalklæder, Maksimalundertøj og Sokker, Babyudstyr,Stræklærred Cykledæk og Foer til Skotøj sfabrikationen. Hele denne efterhaanden meget indviklede Ordning, som administreresved nært og loyalt Samarbejde mellem Myndighederne og Textilindustrien selv, rummer jo unægtelig efterhaanden som

Pligtleverancerne indenfor visse Brancher svulmer op til at beslaglæggehele mulige Produktion, et betydeligt Ansvar for de bestemmende Myndigheder for, at den iværksatte Plan-Fordeling er den rette, og jeg vilde tro, at en vis Retræte paa dette Omraade vilde være gavnlig.

Ordninger af tilsvarende indgribende Natur er gennemført for Gummiindustrien med Hensyn til Fremstilling af Fodtøj, tekniske Artikler og Cykledæk og for Sæbeindustrien med Hensyn til Anvendelsen vegetabilske og animalske Fedtstoffer i Fabrikationen. som ogsaa var af meget indgribende Natur, er nu kun en Saga blot, og noget tilsvarende kan siges om Ordningen angaaende Anvendelsen af Hvidblik til forskellige Formaal Konservesindustrien. Som et fælles Karaktertræk for de Ordninger, jeg her har nævnt, gælder det, at de fortrinsvis er baseret paa et Tvangsprincip, idet det har været nødvendigt at regulere skarpere, end en frivillig Ordning vilde have kunnet bære. For det andet er det et fælles Træk ved disse Ordninger, at man ikke har kunnet klare sig alene med en ensartet kvantitativ af Forbruget, men har maattet gaa videre i Retning af Anvendelsesforbud og positive Paabud om Produktionens Art, eventuelt Pligtleverancer for at sikre de nødvendigste Behov, og uanset om man samtidig sikrer de beskæftigelsesmæssigt mest betydende

Paa visse Omraader har det været muligt at kombinere Anvendelsesforbud frivillige Besparelsesforanstaltninger. Jeg tænker f. Eks. paa Metalordningen, som fra Myndighedernes Side er lagt saaledes an, at der er udstedt Forbud mod Anvendelse Metaller til en Række mindre nyttige Formaal saasom Gelændere, Rammer, Tagbeklædning, Legetøj, Dekoration og visse Emballageformaal. Som et Supplement hertil har de enkelte Brancher Jern- og Metalindustrien udarbejdet Spareregler og Regler for Anvendelse af Erstatninger, hvilke Regler efter at være godkendt af Handelsministeriet og Direktoratet for Vareforsyning, gøres til Normer for alle Virksomheder i vedkommende Branche.

løvrigt gælder der paa en lang Række andre Felter mere almindeligeFordelings og Produktionsordninger, der i Princippet er baseret paa en ensartet og kvantitativ Reduktion af Normalforbruget.Som kan her nævnes Fordelingen af det importeredeJern Staal, hvor Industrien og Handelen i Forening har skabt Fælleskontoret for Jern og Metal; Fordelingen af Huder mellem Garverierne og af Læder mellem Skotøj sfabrikerne og

andre Anvendelser, Fordelingen af Cement, af Sukker til en lang Række forskellige industrielle Anvendelser, af Korn til industrielle Formaal særlig i Bryggerierne og i Spritfabrikationen og af det udenlandske Brændsel. Det importerede Træ og Papir er Genstandfor og paa en lang Række Omraader særlig i den teknisk-kemiske Branche deltager Industrien i Tildelingen af Petroleum,Tjære Tjæreolie, Paraffin, Linolie, Tran o. m. a. Raavarerog Hvor lidet betydningsfulde mange af disse Varer end kan forekomme fra en umiddelbar Betragtning, repræsentererde ofte vigtige og uundværlige Nøglevarer for den industrielle Beskæftigelse.

Tvangsmæsigt fastlagte Fordelingsordninger veksler her med Ordninger af mere frivillig Karakter, men hvad enten man nu vælger den ene eller den anden Fremgangsmaade ved Gennemførelsen de nødvendige Foranstaltninger, og hvad enten disse nu tilrettelægges efter det ene eller det andet Synspunkt, maa det fremhæves, at der i Almindelighed bestaar en nær Føling mellem Myndighederne og Erhvervene i disse Spørgsmaal, og at der for Industriens Vedkommende af Virksomhederne er vist en udbredt Forstaaelse af Nødvendigheden af disse Indgreb i Dispositionsfriheden Vilje til ved Tilrettelæggelsen og Administrationen af Ordningerne at gaa ind i et vidtgaaende Samarbejde.

Staaende midt i denne Regn af Bestemmelser, som ustandselig falder ned over Erhvervslivet, kunde man fristes til at spørge, om man nu ikke ved den Indflydelse, som man gennem disse Indgreb har faaet paa Erhvervsfordelingen og hele Erhvervsstrukturens Udseende stræber efter andre Maal end den Sikring og Fordeling af visse livsvigtige Forsyninger for Befolkningen, som er nødvendiggjort de herskende, midlertidige Tilstande. En og anden kunde maaske spørge sig selv, om man nu ikke fra det offentliges Side gennem disse Reguleringer eller ved Bemyndigelsen til at fastsætte Maksimalpriser benytter Lejligheden til at gennemføre en »Tvangskartellering« eller lignende Omordninger i den Erhvervsstruktur, vor Produktion hidtil har været baseret, idet man maaske fra visse Sider kunde være tilbøjelig til at betragte Omordninger som en ønskelig Rationalisering eller »Sanering« af vort økonomiske Liv.

At en saadan Fremgangsmaade vilde være ganske uforenelig med det Krav om Opretholdelsen af status quo ante bellum, som maa være det eneste naturlige for Produktionen i et ikke krigsførendeLand i en Siutation, hvor man mindre end nogensinde

kan se ind i Fremtiden, er imidlertid indlysende. Det har da ogsaa til Stadighed været en Hovedgrundsætning under Reguleringen her i Landet, at Myndighederne, naar der skal foretages Begrænsningeri og Omsætning, eller der skal etableres en eller anden Fordelingsordning, udelukkende skal bygge paa den hidtidigeProduktion Omsætning indenfor de paagældende Virksomheder.Det saaledes ved en Produktionsfordeling en ufravigeligGrundsætning, hvilken der heldigvis ogsaa er Enighed mellem Myndigheder og Erhverv, at Fordelingen skal baseres paa Oplysninger om Størrelsen af den hidtidige eller normale Produktion,og finder da Sted i Henhold hertil med en eller anden ensartet Procentandel af »Normalen«. Store og smaa Virksomhederrammes af Nedskæringen i indbyrdes samme Forhold, og man opnaar, at Produktionens Fordeling bliver den samme ved Krigstidens Ophør som ved dens Begyndelse. Selvom Princippet ikke er fuldt gennemførligt i Detailler, særlig naar man griber til Anvendelses- og Produktionsforbud, maa det dog stadig være Hovedreglen. De Fejlgreb, der eventuelt kan begaas ved at følge dette Princip, eller de Urimeligheder, som altid er uundgaaelige,naar skal administreres, vil nemlig ikke kunne afføde paa langt nær saa alvorlige Bebrejdelser og Konsekvenser som de Fejlgreb,der ved at gribe ind i den under Fredsforhold skabte Produktionsstruktur!

IV. DEN OFFENTLIGE PRISKONTROL

Ligesom Industrien ser sin Fordel i at bevare sit Produktionsapparat muligt intakt, har Industrien som Helhed ogsaa en levende Interesse i, at dens Omkostningsniveau ikke forrykkes til Skade for Produktionen og Konkurrenceevnen paa længere Sigt.

Dette Synspunkt maa naturligvis for Industrien som Helhed sætte sig Spor i dens Stillingtagen til den Prislovgivning, der er fremkommet siden den første Prislov af 30. Maj 1940, idet Industrienog Organisationer loyalt har bøjet sig for de i Prislovenog nedlagte Principper. Jeg skal derfor ikke her rejse nogen Diskussion om Prislovens § 8 og dens Bestemmelserom og Dækning af Generalomkostninger under faldende Produktion, idet disse Bestemmelser, — hvor urimelige de end kan forekomme udfra driftsøkonomiske og købmandsmæssigeSynspunkter, maa erkendes som nødvendige og til en vis Grad ogsaa bedre begrundede under de ekstraordinære

Forhold. Saaledes som Prisloven er formuleret, afgiver den imidlertidtrods et vist Spillerum for Fortolkning og for det administrativeSkøn, her vil man ikke kunne fortænke Industrien og dens Organisationer i at søge at udnytte dette Spillerum saaledes, at der arbejdes for en rimelig og fornuftig Hensyntagen til de enkelteIndustrivirksomheders I særlig Grad venter Industrien,at og Prisdirektorat udviser Smidighed ovefor Prisfastsættelsen paa de nye Produktioner, der tages op, saaledes at Bestræbelserne for at stabilisere Prisudviklingen ikke gaar ud over den for Produktionens Udvikling og Fordeling fornødneElasticitet Prisdannelsen. Ved Siden heraf maa det være Industriens selvfølgelige Indstilling, at Prisloven, der i særlig Grad rammer den industrielle Produktion, paa andre Omraader af Samfundslivetmaa sit Modstykke i en tilsvarende Regulering af Prisdannelsen. Hvorvidt en Prislovgivning af tilsvarende Karakter bliver nødvendig efter Krigen, vil afhænge af Faktorer, vi ikke kan overse i Dag, men saa meget er dog klart, at Prislovens Kalkulationsregeli 8, der tager sit Udgangspunkt i Normer fra før 1. September 1939, baade for Administrationen og for Erhvervslivet maa virke mere og mere uheldig og urimelig, jo længere Krigen varer. At denne Regel maa falde bort eller i alt Fald afløses at andre Bestemmelser, naar Krigen hører op, forekommer derfor at være en Selvfølgelighed. Men som et Hovedsynspunkt for IndustriensStilling den af Forholdene nødvendiggj orte midlertidige Prislovgivning maa fremhæves, at Industrien er interesseret i den ved denne Lovgivning tilsigtede Prisstabilitet. ,

Mens Talen er om Industriens Syn paa Prisreguleringen, kan der være Anledning til at gøre en Bemærkning om Industriens Stilling til den saakaldte ekstraordinære Industrieksport, som finansieres over dansk-tysk Clearingkonto. Fra tysk Side har man efterhaanden i stigende Omfang placeret Ordrer paa Udførelse af Arbejder hos den danske Industri, fortrinsvis Jern- og Metalindustrien, da man paa et tidligt Tidspunkt kunde indse, at disse Arbejder tage et ret betydeligt Omfang, blev der efter Aftale mellem Udenrigsministeriet og Industriraadet truffet en Række Kontrolforanstaltninger.

Fra Regeringsmyndighedernes og Industriens Side har man ikke været blind for, at disse af Forholdene nødvendiggj orte Arbejder i det Omfang, de kunde tjene som Udfyldningsarbejde, kan indebæreen Fordel, navnlig fordi Industrien dervedfaar for at fastholde Arbejderstaben indenfor Produktionslivetsnormale

duktionslivetsnormaleRammer. Paa den anden Side var der paa Forhaand ingen Garanti for, at disse Arbejder, der finansieres af Nationalbanken, ikke baade pris- og produktionsmæssigt vilde afstedkomme uheldige Forskydninger, saalænge der ikke var nærmereKontrol hvorledes og til hvilke prismæssige Vilkaar de bliver udført.

De paagældende Kontrolforanstaltninger tager i første Række Sigte paa at sikre, at de paagældende Arbejder ikke forringer den Raastofbasis, paa hvilken Industrien kan opretholde Forsyningerne Hjemmemarkedet, og der er derfor truffet de fornødne Aftaler for at sikre, at de paagældende Arbejder enten udføres som rene Forarbej dningsprocesser af Materialer, der særskilt leveres Tyskland, eller at de medgaaede Materialer kompenseres.

Faren for, at disse Arbejder skulde tage et Omfang, der laa udover, hvad vi disponerer over af ledig Kapacitet og Arbejdskraft,laa klart i det store Behov, der fra tysk Side har været for Udførelse af industrielt Arbejde — et Behov, overfor hvilket almindelige prismæssige Hensyn maatte faa mindre Betydning.Risikoen at Vilkaarene for Udførelsen af disse Arbejderderfor de enkelte Virksomheder kunde give disse en Fortrinsstilling og derigennem øve et Pres saavel paa Omfanget af som paa Omkostningsniveauet for den normale Produktion for Hjemmemarked eller Eksporten, blev hurtigt erkendt af Industriens ledende Folk. Myndighedernes naturlige Interesse i at have Kontrol med Nationalbankens Finansiering af disse Arbejderover og Industriens Interesse i, at de paagældendeArbejder, med Hensyn til deres Omfang, det Omkostningsniveau, hvortil de udføres, eller Fordelingen indenforde Virksomheder, medførte Forskydninger eller Nyetableringer,der faa skæbnessvangre Konsekvenser baade for den øjeblikkelige Produktion og for vor Konkurrenceevne efter Krigen — disse Hensyn mødes da naturligt i et Samarbejde om en indgaaende Pris- og Avancekontrol med disse Arbejder. Denne Kontrol, der varetages af Udenrigsministeriets Kommitterede i Industrisager,sker Retningslinier, som er aftalt mellem Myndighederneog og den omfatter saavel en Godkendelseefter Forkalkulationer af de Priser, der kan aftales, og tillige, naar Arbejderne er afsluttet og kan efterkalkuleres, en virkelig Avanceregulering. Industrien har paa dette Omraade med en klar Tilsidesættelse af foreliggende øjeblikkelige Fortjenstmulighedertaget Standpunkt, som i høj Grad har været ledet

af Ønsket om at sikre Opretholdelsen af Produtkionen til BefolkningensForsyning
at underbygge Arbejdet for Stabilisering
af Prisniveauet.

Hermed skal jeg slutte Gennemgangen af nogle af de mange
Problemer, der beskæftiger Industrien under denne Krig.

Ser man paa det industrielle Produktionsindeks, der for Aarene 1941 og 1942 er beregnet til ca. 90 mod 117 i 1939 og 100 i 1935, vil man maaske umiddelbart faa det Indtryk, at Industrien har klaret sig pænt og nu synes at have stabiliseret sin Produktion og Beskæftigelse et Niveau, der kun ligger 10 pCt. under Niveauet i 1935. Ja, Antallet af Arbejdstimer er endda faldet mindre end Produktionens fordi Forarbejdningen af samme Mængde Varer nu som Følge af Baastofvanskelighederne og Behandlingen af Erstaningsvarerne kræver flere Arbejdstimer end før Krigen. Antallet af Arbejdstimer pr. Arbejdsdag har endog i 1942 udgjort 1239000 mod 1146000 i 1941 til Trods for, at Indeks for Produktionens har været konstant 90.

Man maa imidlertid ikke af disse Tal lade sig forlede til et Lyssyn, som ikke holder Stik, naar man ser dem nærmere efter i Sømmene. Helhedsbilledet dækker nemlig for det første over meget stor Uensartethed, idet en Række betydningsfulde Brancher nanvlig i Konsumvare-Industrien ligger helt eller delvis stille som Følge af Raavaremangel, mens enkelte Brancher indenfor Produktionsmiddelindustrien Gennemsnittet. Det er i saa Henseende den indenlandske Erstatningsproduktion (Brændsel), Reparationsarbejderne, visse ekstraordinære Anlægsarbejder og Opretholdelse af en vis Industrieksport, som har gunstige Virkninger Produktionsmiddelindustrierne. Et Produktionsindeks paa 90 er af disse Grunde for Befolkningens Forsyning med Industrivarer af samme Vægt, som et Produktionsindeks paa 90 vilde være under Fredsforhold.

Men for det andet giver Statistikken ikke Udtryk for den Svækkelse,der indtraadt i Industriens Modstandsevne, efterhaanden som Lagrene er opbrugt. Industrien er nu i den Situation, at den maa klare sig fra Haanden og i Munden, og ydre Begivenheder saasom en lidt større Regnmængde eller lidt længere Frostperiode end normalt, der almindeligvis ikke vælter Industrien af Pinden, kan i Dag faa skæbnessvangre Konsekvenser i Retning af Indstillingaf Drift. Naar hertil kommer, at det kniber med at fremskaffe de for Produktionsapparatets Vedligeholdelse

fornødne Materialer, forstaar man, at Industrien maa gøre sit yderstefor
opretholde Produktion og Beskæftigelse.

Gennem de Bemærkninger, jeg har fremsat, haaber jeg, at Tilhørerne faaet et Indtryk af, hvorledes Industrien med Energi og Dygtighed søger at klare Tidens Vanskeligheder, og jeg haaber ogsaa, at det er lykkedes mig at give et Indtryk af, hvorledes Industrien det som sin vigtigste Opgave at komme igennem Krigen, uden at der slaas for meget i Stykker af det, der er bygget op i Fredens Dage. Det gælder om ikke at tabe det videre Maal for Industriens Virke af Syne, og Industrien har derfor hilst det med Glæde, at der er opnaaet Enighed om Oprettelsen af et tekniskvidenskabeligt saaledes at det tekniske Forskningsarbejde Arbejdet med en stadig Styrkelse af vor Industris yderligere kan fæstnes. Industrien er med Loyalitet ind i et Samarbejde om Tilrettelæggelsen af vor Krigsøkonomi. Den føler, at den ogsaa har Evner, og forhaabentlig ogsaa Kræfter til at kunne tilbyde sit Medarbejderskab ved det Genopbygningsarbejde, som forestaar.