|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 81 (1943)NOGLE FREMTIDIGE DANSKE SKATTEPROBLEMER FOREDRAG I NATIONALØKONOMISK FORENING DEN 11. MARTS 1943JØRGEN GELTING I en lille,
dansk Lærebog i Finansvidenskab staar at læse: »Af
Mere haandgribelige end saadanne politisk-moralske Diskussionerer Beregninger, man i senere Aar har foretaget over det samlede Skattetryks Fordeling over Indkomstklasser; saaledes i Danmark, Sverige, England og USA1). Den danske og svenske 1) Den danske Undersøgelse, som ikke er offentliggjort, er foretaget af cand. oecon. Knud Stenshøj. Om den svenske og engelske Undersøgelse, se E. Lindahl: »Undersökningar rörande det samlade Skattetrycket i Sverige och Utlandet« (1936). Den amerikanske Undersøgelse, som kun er mig bekendt Alvin H. Hansen's Referat (»Fiscal policy and business cycles« er foretaget af Colm og Tarasov (»Who pays the taxes?« Temporary Economic Committee, Monograph nr. 3, 1940). Side 169
Undersøgelse, der refererer sig til henholdsvis Slutningen og Midtenaf giver nogenlunde samme Resultat, nemlig at fra en Indkomst paa henved 1,500 Kroner er Skatten i Procent af Indkomsten stadig stigende. Bortset fra de allermindste Indkomsterer saaledes helt igennem progressiv. Ved den engelske Undersøgelse — for Midten af 30'erne — fandt man derimod,at laveste Skatteprocent først fremkom ved en Indkomstsvarende ca. 10,000 Kroner; Indtil denne Indkomst var Beskatningen saaledes regressiv og først derefter progressiv. Det store Regressivitetsomraade skyldtes de indirekte Skatters Fremhersken,derunder andet de kommunale Huslejeskatter. Den amerikanske Undersøgelse endelig, som gælder Aaret 1940, giver til Resultat, at den samlede Beskatning er proportional med Indkomsten indtil en Indkomst paa 10,000 $ og derefter progressiv.Ved Undersøgelser finder man, at den indirekte Beskatningalene saaledes som det ogsaa almindeligt antages — er regressiv, altsaa belaster de smaa Indkomster forholdsvis haardest;men overvejes i vidt Omfang af de direkte Skatters progressive Udformning. Hvad Mening har nu Resultaterne af saadanne Undersøgelser? Man kan daarligt sige, at de viser Forskellen mellem den faktiske og en Tilstand uden offentlige Finanser, eftersom vi ikke kan danne os andet Billede af en saadan Situation end et Kaos. Snarere kunde man maaske opfatte Resultaterne som angivende Forskellen mellem den faktiske Tilstand og en Situation, Udlandet som en Slags Tribut dækkede Landets offentlige men heller ikke en saadan Konstruktion har større Realitet eller Interesse. Beregningernes Mening er derfor den, at de giver et vejledende Skøn om de mulige Omfordelinger af Nationalindkomsten ved Hjælp af Ændringer i Skattesysteme 1). Og det er dette Synspunkt, jeg vil fastholde, naar jeg nu skal diskutere nogle Hovedproblemer vedrørende Dækningen af det fremtidige Skattebehov efter Krigen. Fra Fortiden har man Erfaring om stigende offentlige Udgifter, og man tør vel antage, at denne Tendens er varig. For at indsnævreProblemet Finansieringen af de stigende Udgifter, vil jeg antage, at en betydelig Udligning af Indkomstfordelingen ønskes.Denne er i sig selv sandsynlig, bl. a. fordi der under Krigen er opstaaet store Indkomster og deraf Formuer, som 1) Jfr. Lindahl, op. cit. 20. Side 170
indenfor vide Kredse af Befolkningen anses for helt eller delvis ufortjente; men desuden kan den som Diskussionsgrundlag begrundesmed, det er saa viseligt indrettet, at det altid gaar af sig selv med at faa Indkomstfordelingen gjort mere ulige — med den Forudsætning vilde der derfor ikke være meget at diskutere. Forudsætningen orn større økonomisk Lighed implicerer større sociale Udgifter. Om Udenrigshandelen vil jeg antage, at den tvangsreguleres paa saadan Maade, at der til Stadighed er Balancemellem løbende Indtægter og Udgifter. De finanspolitiske Muligheder og Opgaver vil selvsagt i allerhøjesteGrad afhængige af Beskæftigelsesproblemet, som Finanspolitikenkan et vigtigt Middel til at løse. Da det næppe tjener noget Formaal her at anstille Skøn og Gætninger med Hensyn til det fremtidige Pris- og Lønniveau efter Krigen, skal jeg som Eksempler anføre nogle Tal, der refererer sig til Aaret 1935. Opgjort paa Grundlag af Skattestatistikken, der for vort Formaal turde være den mest egnede, var Nationalindkomsten 1935 4,200 Millioner Kroner. Der kan jo strides om, hvad man skal forstaa ved »fuld Beskæftigelse«; men lad os som et Skøn vedtage, at man vilde opnaa en Situation med tilfredsstillende Beskæftigelse ved under Bibeholdelse af Lønniveauet at øge Nationalindkomsten med 600 Millioner til 4,800 Millioner. En saadan Indkomstforøgelse paa godt V2 Milliard kommer imidlertid ikke af sig selv, og da Landet næppe vil være i Stand til efter Behag at øge sin Eksport, og hvis vi ser bort fra umiddelbar Paavirkning af den private Investeringved Tilskud etc., bliver kun den Mulighedtilbage, man ad finanspolitisk Vej øger Indkomsten. Og her kan man slaa to Fluer med ét Smæk: man øger de offentlige Udgifter for saaledes umiddelbart at øge de privates Indkomster, og ved at øge netop de sociale Udgifter udligner man Indkomstfordelingenl).Spørgsmaalet hvor meget de offentlige Udgifter skal øges, for at den samlede Indkomst kan stige med 600 Millioner.Naar bortser fra den tvangsregulerede Udenrigshandel, har vi, at de offentlige Udgifter plus den private Investering er den samlede nyskabte Købekraft, som stadig maa være lig Summenaf offentlige Indtægter og den private Opsparing, som er den samlede tilintetgjorte Købekraft. Jeg skønner, at naar den 1) Det antages, at de sociale Merudgifter fuldt ud omsætter sig i Forbrug; og da de er rene Transferudgifter, medregnes de ikke i de 600 Millioner Indkomststigning. Side 171
samlede Indkomst stiger med 600 Millioner Kroner, øges de offentligeIndtægter den private Opsparing med tilsammen godt 250 Millioner. Det vil sige, at øges den samlede Indkomst med 600 Millioner, sker der en ekstra Købekraftstilintetgørelse paa godt 250 Millioner. For at den 600 Millioner større Indkomst skal blive til Virkelighed, er det derfor nødvendigt, at der aarligt skabesgodt Millioner Kroner ny Købekraft. Eller — sagt med andreOrd de offentlige Udgifter plus den private Investering maa øges med i alt godt 250 Millioner. Nu vil, naar Nationalindkomsten stiger med 600 Millioner, privat Investering automatisk blive forøget,fordi bliver mere rentabel; man kan imidlertid være meget forsigtig og regne med, at den private Investering kun stigerübetydeligt, at de offentlige Udgifter maa øges med 240 Millioner, medens Investeringen kun øges med 20 Millioner. Heroverfor staar den samlede Tilvækst — ligeledes paa 260 Millioner— offentlige Indtægter og privat Opsparing. Hvis Skattelovgivningenfastholdes som den var i 1935, anser jeg det for et forsigtigt Skøn, at de offentlige Indtægter stiger med 160 Millioner, medens Opsparingen øges med de resterende 100 Millioner. Det finansielle Resultatat er altsaa, at for at øge Nationalindkomstenmed Millioner Kroner, maa de offentlige Udgifterstige 240 Millioner, medens de offentlige Indtægter kun stiger med 160 Millioner; saaledes at der bliver et aarligt Deficitpaa Millioner, som finansieres ved den private Opsparings Overskud over den private Investering, nemlig 100 Millioner minus20 Et saadant Deficit paa 80 Millioner kan aabenbartikke alvorlige finansielle Bekymringer. Alt er saaledes saare skønt: Man opnaar fuld Beskæftigelse; Skattesatserne behøverikke de sociale Udgifter kan sættes op med 240 Millioner — i Realiteten endda med væsentligt mere, da Arbejdsløshedsudgifterbortfalder Til Sammenligning kan anføres, at det offentliges sociale Udgifter i 1935—36 var knap 300 MillionerKroner. være Finansminister synes saaledes at skulle blive en sand Sinecure-post! Disse skønne Perspektiver hviler imidlertid paa den Forudsætning,at ikke vilde være væsentlige Vanskeligheder ved gennemImport skaffe de Raavarer m. v., som vil blive efterspurgt ved fuld Beskæftigelse i det private Erhvervsliv. Slaar denne Forudsætningikke — og det vil ikke være overraskende — vil det være adskilligt vanskeligere at skaffe fuld Beskæftigelse. Selv under Raavaremangel er det naturligvis muligt at øge Beskæftigelsenganske Side 172
gelsenganskebetydeligt ved at det offentlige helt enkelt giver flere Penge ud og saaledes øger privates Indkomster. Men naar der er stor Knaphed paa andre Produktionsfaktorer end Arbejdskraft,maa enten bibeholde omfattende Regulerings- og Rationeringsforanstaltninger,hvilket skal forudsættes uønsket, eller man maa tage en kraftig Profitinflation med i Købet, og dette sidste vil ikke stemme vel med Ønsket om at udligne Indkomstfordelingen.For undgaa sligt kan man gaa mere direkte til Værks, idet Staten enten selv umiddelbart beskæftiger de ellers arbejdsløse eller giver Tilskud til privat Produktion. Da Formaalether at gøre urentabel Produktion rentabel, men ikke derudoverat Købekraften, forsaavidt dette vilde have inflative Følger, maa de offentlige Udgifter helt eller delvis neutraliseres ved Forhøjelse af Skattetarif er; og skal der derudover være Plads til større sociale Udgifter, maa Skattesatserne yderligere sættes op. Vort Resultat bliver saaledes, at hvis Opnaaelsen af fuld Beskæftigelse hemmes af Raavaremangel, bliver det kun nødvendigt forhøje Skattesatserne, hvis de sociale Udgifter ønskes meget voldsomt forhøjede. Thi rent automatisk vil de offentlige Indtægter stige, naar Nationalindkomsten stiger. Men hvis fuld Beskæftigelse paa Grund af Raavaremangel søges opnaaet ved direkte maa Skattesatserne forhøjes ganske væsentligt, Profitinflation skal undgaas, og de sociale Udgifter ønskes Særlig i en Situation uden Raavaremangel er der et vigtigt Sammenspil mellem Finanspolitik og Kreditpolitik. Jeg nævnte før, at bortser vi fra den tvangsregulerede Udenrigshandel, da er de offentlige Udgifter plus den private Investering den samlede nyskabte Købekraft, som er lig med den samlede tilintetgjorte Købekraft, der udgøres af de offentlige Indtægter plus den private Staar man nu i en Situation med fuld Beskæftigelse, og ønsker man at afholde større sociale Udgifter, uden at den nominelle Totalindkomst ændres, kan de større sociale Udgifter tænkes neutraliseretpaa Maader: For det første kan man forhøje Skattesatserne,for andet kan man tilstræbe større Opsparing, og endelig for det tredje kan man reducere Nyskabelsen af Købekraftved Investering. Det er her Kreditpolitiken kommer ind. Selvom man forhøj er de offentlige Udgifter, kan det være overflødigt at sætte Skatterne op, hvis man ved en Renteforhøjelse begrænser den private Investering. Skattepolitiken forudsætter Side 173
derfor, at et Valg er truffet med Hensyn til Rentens Højde. Rentenhar Betydning for tre Forhold, nemlig: 1) NationalindkomstensFordeling Forbrug og Investering, 2) NationalindkomstensFordeling Indkomstklasser, og 3) Skattebehovet. Jeg skal ikke gaa ind paa det første. Indkomstfordelingen paavirkes umiddelbart af en lavere Rente ved at gavne Debitorer; her kan navnlig anføres Landbrugets Interesser denne Sag. Forsaavidt den lavere Rente fører til større Boligbyggeri, sænkes Huslejen; og da den samlede Husleje i 1935 beløb sig til over V2 Milliard, er det ret betydelige Beløb, der saaledes flyttes. Paa andre Omraader — indenfor den egentlige Industri — kan Renten næppe ventes at have nogen synderlig Indflydelse paa Investeringen og dermed Profitraten; og Virkningen den lavere Rente vil forsaavidt her blot være en Flytning af Indkomst fra passive til aktive Kapitalister. Hvad Skattebehovet angaar, da vil — som nævnt — høj Rente, fordi den begrænser Investeringen — særlig Byggeriet — tillade, at Skatterne holdes forholdsvis lave. Til Gengæld bliver de offentlige saa meget større; og den hastigere end ellers stigende Gæld maa tilmed forrentes efter høj Rentefod. Nogen alvorlig finansiel Bekymring er dette dog ikke, da det offentliges Kreditorer gennem progressiv Indkomst- og Formueskat og Arveafgift til at betale en meget væsentlig Del af deres egen Renteindtægt. Skattetarif en behøver derfor kun forhøjes übetydeligt i det lange Løb. Holdes paa den anden Side Renten lav, maa Beskatningen være høj, da baade store offentlige Udgifter stor privat Investering skal neutraliseres. Men til Gengæld her Skattebehovet i det lange Løb være noget mere beskedent; dog kun er til ringe Glæde, fordi der nu ikke er store private Renteindtægter at beskatte. Alt i alt maa det vel siges, at lav Rente harmonerer bedst med Ønsket om Indkomstudligning. Men Konsekvensen er, at Beskatningen være forholdsvis højere end ved høj Rente — hvis man ikke ophæver den lave Rentes Virkning paa Investeringen gennem Investeringskontrol under en eller anden Form. Foruden ved højere Skatter og mindre Investering kan større offentlige Udgifter modvirkes ved større privat Opsparing. Mulighederneher maaske ikke saa begrænsede, som man almindeligvisantager. vist vil en Sparepropaganda næppe underFredsforhold opvise større Resultater, og heller ikke Renten har antagelig synderlig Indflydelse paa Opsparingen. Men Side 174
der er vigtige Forskelle mellem de forskellige Skatteformer i Henseendetil Virkning paa Opsparingen. Da de fleste vel foretrækkerfrivillig fremfor tvungen Skat, kan det opstillessom Ønske, at Beskatningen saa vidt muligt skal belaste Forbruget og skaane Opsparingen. Jeg skal nu gaa over til at nævne nogle vigtigere Skatteformer og bedømme dem udfra den Antagelse, at Udligning af Indkomstfordelingen Desuden vil jeg antage, at den mindst mulige Hemning af privat Investering og Opsparing ønskes; men da disse to sidste Ønsker ofte vil være i Konflikt med Ønsket om større økonomisk Lighed, anerkendes de kun som sekundære Hensyn. Blandt de Skatter, der staar til Raadighed for en indkomstudlignendeFinanspolitik, den progressive Indkomstskat vel den, som først melder sig til Beskuelse. Umiddelbart synes denne Skatteformsaare Det er imidlertid blevet indvendt mod den progressive Indkomstskat, at den hemmer den private Foretagsomhed,hvilket en Ulempe, naar man anser stor Investering for et Gode. Jeg har hørt det Svar herpaa, at den Mand, der tjener100,000 og heraf betaler de 40,000 Kr. i Skat, dog har en meget god Indkomst tilbage; det har han, og det er netop det, der klages over. Det er muligt, at hvis den tiloversblevne Indkomst var mindre, vilde han se sig nødsaget til at øge sine Anstrengelser. Men det væsentlige i Sagen kommer ikke frem paa denne Maade. Naar den progressive Indkomstskat kan antages at virke hemmendepaa beror det først og fremmest paa, at Skatten paa en Indkomstforøgelse er større end den gennemsnitligeSkat hele Indkomsten. Hvis en næringsdrivende, som betalerV3 sin samlede Indkomst i Skat, ved en Investering kan øge sin Indkomst fra 20,000 til 30,000 Kr., og det offentlige af denne Merindkomst paa 10,000 Kr. tager de 8,000 Kr. i Skat, kan det ikke undre, hvis han finder, at Udbyttet for ham ikke er Indsatsenværd. ganske lignende finder man for de smaa Indkomsteri krigsførende Lande eller i Femaarsplanens Rusland. Den russiske Arbejder var som bekendt Verdens rigeste, fordi han havde saa mange Penge, at han ikke vidste, hvad han skulde bruge dem til. En høj Akkordløn er en ringe Stimulans under stram Rationering. Det er meget vanskeligt at skønne om, hvor stærkt Indkomstskatten hemmer Investeringen, og derfor ogsaa vanskeligt at tage Hensyn dertil ved Skattens Udformning. Wicksel 1) hævdede i sin Tid, at alle Skatter, hvis Virkninger ikke var 1) »Finanztheoretische Untersuchungen« (1896). Side 175
nøje kendte,
var forkastelige; men fra denne gyldne Regel maa Der er et Par Undtagelser at anføre fra Reglen om Hemningen af Initiativet: Hvor intet saadant findes, kan det ej hemmes. Maaske man sorgløst beskatte de helt store Indkomster, som kan formodes at være af monopolistisk Oprindelse. Endvidere kan Skatten i nogle Tilfælde befordre private Udgifter og Investeringer. der paa Grænsen betaler 75 pCt. i Skat, faar sin Skat nedsat med 1,500 Kr., naar han anvender 2,000 Kr. til Reklame eller Vedligeholdelse eller andet, som han maaske ellers ikke vilde iværksætte. Og det kan derfor — trods den almindelige Mening om det modsatte — tænkes, at Skatten opfordrer Personer med iøvrigt stor og sikker Indkomst til at foretage mindre, risikable Investeringer, fordi det offentlige deltager i det eventuelle Tab. Skulde det nu være saaledes, at Indkomstskatten i større Omfang reducerer Investeringstilbøjeligheden, da rejser der sig alvorlig Tvivl om dens Egnethed. Thi reduceret Investering medfører via mindre Realkapitalmængde højere Profitrate. Hemningen af Investeringenkan tænke sig modvirket ved lavere Rente, hvilket vilde være en Tilbagevæltning af Skatten paa de passive Kapitalister.Men kan det spørges, om ikke Skatten umiddelbart indgaar i Prisen og saaledes overvæltes1) ? Da Forretningsfolk formentlig oftest kalkulerer deres Priser paa den Maade, at de til de direkte, variable Omkostninger lægger et mere eller mindre konventionelt Reløb for øvrige Omkostninger og Profit, vil Skattenindgaa Prisen, saafremt Forretningsfolk er enige om at anse den personlige Indkomstskat for en Omkostning2). Enigheden behøverselvsagt at fremgaa af nogen Art af Aftale; det er tilstrækkeligt,at foreligger ensartet Tænkemaade, som omsættersig ensartet Handlemaade. Hvis Skatten saaledes overvæltes, sker det formentlig efter Skattesatsen paa den typiske Indkomst hos de paa Markedet dominerende Producenter. I Mangel af paalideligeerfaringsmæssige af disse Spørgsmaal, maa man vel udtale den Formodning, at selv om Indkomstskatten kan have spillet en Rolle som et blandt mange Incitamenter til den 1) Dette hævdedes saaledes af Forretningsfolk, hvem Spørgsraaalet blev forelagt af den engelske Colwyn Committee 1927. 2) Jfr. Carsten Welinder: »Grundzüge einer dynamischen Inzidenztheorie« Archiv, Bd. 51, 105) og Hall and Hitch: »Price theory and business behaviour« (Oxford Ec. Papers, 2, 28). Side 176
nyere Tids monopolistiske Udvikling, er det ikke sandsynligt, at egentlig Overvæltning — direkte eller indirekte —i væsentlig Grad har neutraliseret den Omfordeling af Indkomst, som Skatten iøvrigtbevirker om ikke af andre Grunde, saa fordi det er en forholdsvis begrænset Del af de velhavende, som overhovedet befindersig en Situation, der giver Chance for Overvæltning, hvilket desuden kan blive hindret af en effektiv Priskontrol og udenlandsk Konkurrence. Det er en ret plausibel Antagelse, at Merindkomstskatterne er særlig initiativhemmende; samtidig er de ikke meget effektive til at begrænse Forbruget, da der erfaringsmæssigt opspares en betydelig af Ekstraindkomster. Den danske Skattelovgivnings Regel om, at betalte, personlige Skatter kan bringes til Fradrag i den skattepligtige Indkomst, gør imidlertid automatisk vor almindelige til en — iøvrigt dobbeltsidig — Merindkomstskat. Mand, der Aar ud og Aar ind tjener 15,000 Kr., betaler, naar Skatteprocenten er 50 pCt., 5,000 Kr. i Skat; thi 5,000 er 50 pCt. af 15,000 minus Skat 5,000; men har vor Skatteyder et enkelt Aar en Indkomst paa 20,000 Kr., bliver hans Skat øget med fulde 50 pCt. af de 5,000 Kr. Ekstraindkomst og ikke blot med 33 pCt., der var Skattens Andel af den normale Indkomst. Til Gengæld bliver imidlertid Skattefradraget i næste Aars Indkomst saa meget større. Og hvis vor Skatteyders Indkomst i Stedet for at stige var faldet med 5,000 Kr. under de normale 15,000 Kr., til 10,000 Kr., var Skatten blevet nedsat med fulde 50 pCt. af Indkomstnedgangen 5,000 Kr. Der synes derfor at foreligge en forholdsvis harmløs Form for Merindkomstskat. løvrigt er der næppe Anledning til at gaa nærmere ind paa specielle Merindkomst og Konjunkturskatter, som ikke kan faa stor finansiel Betydning, hvis det lykkes at stabilisere Indkomst og Beskæftigelsel). Meget vigtigere er det, at Reglen om Fradrag af betalte personligeSkatter den skattepligtige Indkomst bevirker nogen Udligningaf i den kommunale Beskatning. Den, der kan fradrage særlig høje Kommuneskatter, slipper lidt billigerei Dette var ogsaa den gode Grund til, at man i 1912 ikke fulgte daværende Finansminister Neergaards Forslag om at afskaffe Fradragsreglen; den daarlige Grund var, at Folk 1) Derimod vilde under Krigen Krigskonjunkturskat være af stor Betydning, som det nu — noget sent — synes ret almindeligt anerkendt. Side 177
ikke skulde »betale Skat af Skatten«. Hensynet til Udligningen af det kommunale Skattetryk kan imidlertid kun begrunde, at alene de kommunale Skatter tillades fradraget — en Regel, der kendes fra Sverige. Uden at gaa nærmere ind paa det kommunale Skatteproblem, vil jeg gerne indskyde, at det synes mig noget ret abnormt, at en saa stor Del af vore personlige Skatter er kommunale. Den vigtigste, Grund til, at vi har kommunale Personskatter, er naturligvis den, at vi har dem. Den mytologiske Begrundelse er, at vi har et kommunalt Selvstyre, idet der indenfor den enkelte Kommune foretages en Afvej eise af Skatteofret mod Nytten af de kommunale Goder; men dette har jo ikke meget paa sig, for det første fordi Borgerne mangler Indsigt og Indflydelse, for det andet der for de forskellige Skatteydere indenfor en og samme Kommune ikke er noget ensartet Forhold mellem ydet Skat og modtagne offentlige Goder, og for det tredje fordi Kommunerne for en stor Del ikke har Frihed til at bestemme deres egne Udgifter, er fastlagt ved Statens Lovgivning. Det konsekvente maa formentlig være, at Staten finansierer alle de Udgifter, der er lovbundne, og med Hensyn til hvilke Kommunerne derfor ikke har nogen. fri Dispositionsretl); endvidere var det maaske udfra en mere vidtgaaende Anvendelse af lignende Synspunkter hensigtsmæssigt lade Staten overtage Kommunernes Gæld —¦ og kun tillade Kommunerne i Fremtiden at optage faste Laan gennem Staten, eventuelt i den Form, at Staten overleverede den laansøgende Beløbet i Statsobligationer. Paa denne Maade vilde de kommunale Udgifter reduceres til mellem 1U og Vs af det hidtidige, saaledes at personlige Kommuneskatter blev overflødige. Bivirkning af en saadan Ordning vilde være, at man vanskeligt kunde overlade Ligningsarbejdet til de kommunale Myndigheder paa Grund af den lokale Interesse i lave Ansættelser. En anden Virkning af Ordningen vilde være, at efter Ophævelsen af Konkurrencen mellem Stat og Kommuner om det samme Skattegrundlag den samlede Beskatning øges uden tilsvarende Stigning i Skattemodstanden; i Øjeblikket begrænses Skatteudskrivningen Staten — forhaabentlig — i nogen Maade af Hensynet Skatteyderne i de Kommuner, der har højest kommunal Skatteprocent. 1) Se den udførlige Begrundelse i Erik Fornmark: »Skatteutjämningens Problem« (1939). Side 178
Udfra Formaalet at udligne Indkomstfordelingen mellem Klasser den vigtigste Virkning af Reglen om Fradrag i Indkomsten af betalte, personlige Skatter, at den ved en given Skatteskala begrænser ganske betydeligt. Da der er noget bagvendt højere Skattesatser end 100 pCt., og da en Skat paa 40,000 Kr. er 100 pCt. af en Indkomst paa 80,000 Kr. minus Skat 40,000 Kr., medfører Reglen om Skattefradrag en Begrænsning af den gennemsnitlige Skatteudskrivning til 50 pCt. af Indkomsten uden Fradrag. Naar vi i vor Skattelovgivning har Brug for en Regel om Begrænsning af den samlede Skat til 75 pCt. af den fulde Indkomst, skyldes det, at vi foruden den almindelige Indkomstskat en Merindkomstskat og Formueskat. Fradragsreglen maa derfor fjernes, hvis en væsentlig stærkere Belastning af de store Indtægter som Helhed skal muliggøres. Reglen om Skattefradrag da heller ikke i de fleste fremmede Lande. Almindeligt kendte er de store Vanskeligheder ved at naa til rigtige Indkomstansættelser for Byernes selvstændige næringsdrivende for Landbruget. For Byerhvervenes Vedkommende kan Manglen næppe afhjælpes paa anden Maade end ved fortsat Udvikling Skærpelse af Kontrollen i det væsentlige ad de hidtil benyttede Veje. Der kan navnlig være Tale om en skærpet Bogføringspligt; vilde ogsaa være i Priskontrollens Interesse, om man fik en vidtgaaende Standardisering af Bogholderiet og Kalkulationsmetoderne. Landbrugets Vedkommende kunde man overveje Hensigtsmæssigheden af at erstatte den personlige Indkomstskat en Erhvervsskat, ved hvilken Ligningen foretoges aarligt paa Grundlag af det landøkonomiske Driftsbureaus Regnskabsopgørelser. Beskatningsform ikke ulig denne kendes fra Norge. En vigtig Virkning af en saadan Ændring vilde være, at Landbrugets direkte Skat blev stærkere svingende med Indkomsten, vilde bidrage til at stabilisere Landbrugets Indkøb det øvrige Samfund. Paa det psykologisk-politiske Plan møder Indkomstskatten en særlig Modstand, fordi Skatten først kræves, efter at Skatteyderen har faaet den fulde Indkomst udbetalt; hvilket fremmer den Illusion Skatteyderen, at han har en Art moralsk Ret til Skattebeløbet. man herhjemme i den senere Tid har diskuteret Kildebeskatning, har det imidlertid mest drejet sig om de smaa Indkomsters Skat, og Motivet synes at have været Undgaaelse af Restancer og Udpantninger. Side 179
Endelig kan mod Indkomstskatten anføres, at den belaster Opsparingen stærkt og forsaavidt er ineffektiv til Begrænsning Købekraft. Tilsvarende gælder det, at hvis Formueskatten formodes i særlig Grad at reducere de velhavendes Opsparing, da er den ikke videre hensigtsmæssig. Forsaavidt man ikke ønsker en direkte konfiskatorisk Skat, maa Formueskattens Satser være lavere end Landets Rentefod; og høje Skattesatser vil derfor begrænse den rentepolitiske Frihed. Følgelig antager jeg betydelige Forhøjelser af Formueskatten for udelukkede. Om Aktieselskabsskatten er det muligvis en udbredt Forestilling, den ikke blot betales, men ogsaa bæres af Selskaberne. Men utvivlsomt overvæltes Skatten normalt. Hvem vil købe Aktier Stedet for Obligationer, hvis han ikke — efter Selskabets Erlæggelse af Særskatten — faar normal Rente plus Dækning for sin Risiko? En fornuftig Investeringskalkule for et Aktieselskab vil da ogsaa postere Selskabsskatten som en Omkostning. Vor Lovgivning ganske vist Bestemmelser om skattefrie 5 pCt. af Kapitalen; ingen kan imidlertid tro, at man herved sikrer Selskaberne skattefri Normalprofit. Vigtigere Undtagelser kan anføres fra Overvæltningsreglen. For det første kan Skatten paa et Omraade, hvor der ikke knytter sig større Interesse til Selskabsformen, blot mindske Selskabsformens Anvendelse. Hvis for det andet ét eller nogle faa Selskaber har en Monopolstilling i Ly af ineffektive Smaaproducenter, tager Skatten eventuelt blot en Del af Monopolprofiten, hvis Prisen retter efter Smaaproducenternes Omkostninger. Og endelig for det tredje: Er et Selskab først vel i Gang og finansielt stærkt, da er de almindelige Aktionærer uden Indflydelse, og Selskabets Ledelse lade foretage Investeringer uden at tage nøjere Hensyn det forventede Udbytte. Thi hvad Ledelsen har en mere eller mindre upersonlig Interesse i, er, at den økonomiske Organisation, de raader, vokser i Magt og Omfang — og det fordelte Udbytte kan her være af ret underordnet Betydning. I det Omfang Overvæltningen sker, maa den antages at ske ret hurtigt, da der er almindelig Enighed om at anse Skatten for en Omkostning. Imidlertid tillader vor Prislovgivning ikke, at Indkomstskattenindkalkuleres Priserne. Og vi beholder vel Priskontrollenefter Det er en sær Ting med saadanne Konflikter mellem Myndighedernes Bestemmelser og faktiske Sammenhæng. I Middelalderen forbød man Jorden at gaa rundt om Solen. Priskontrollenvil have mere Held med sig; men Prisen, der maa Side 180
betales herfor, vil være mindre privat Aktivitet, fordi den vil blive mindre tillokkende. I Almindelighed ser det ud til, at det vigtigste for en Skats Overvæltning er den fælles Vilje til Overvæltninghos paa det relevante Marked dominerende Skattebetalere.Saafremt skulde være rigtigt, maa man konkludere, at det ikke ad finanspolitisk Vej alene er muligt at opnaa en ønsket Belastning af de aktive Kapitalister. Udfra Formaalet Indkomstomfordeling maa det nok hævdes, at det var ligesaa vel, om man aldrig havde indført nogen Aktieselskabsskat, den er en klar Dobbeltbeskatning, som normalt maa overvæltes1). Imidlertid tør man ikke haabe, at en Nedsættelse Afskaffelse af Selskabsskatten medfører tilsvarende Sænkning af Bruttoprofit og Priser. I Stedet kunde forskellige ndringer Beskatningen overvejes: Man kunde forstærke den allerede Diskrimination til Fordel for Henlæggelser i den Hensigt at begrænse Aktionærernes Indkomst og Forbrug og dermed Opsparingen; dette kan imidlertid ogsaa opnaas ved Udbyttebegrænsning, og udfra Dobbeltbeskatningssynspunktet var det konsekvente tværtom kun at beskatte Henlæggelserne. Ligeledes forbrugsbegrænsende Hensigt og for at modvirke Skatteunddragelser man inddrage Direktør- og Bestyrelseshonorarer Beskatningen — i al Fald naar Honorarerne oversteg visse Beløb, hvad man allerede nu gør i specielle Tilfælde. Men saadanne Skatter vil indbyde særlig stærkt til Overvæltning, og det tilsigtede kunde maaske bedre naas ved at fiksere Grænser for Gager og Honorarer. Hvor lavt man kan sætte disse Grænser, vil praktisk afhænge af Indtægtsmulighederne andetsteds. I det Omfang man er indifferent overfor, om en vis Købekraftstilintetgørelsesker Skat eller Opsparing, er der særlig Grund til at interessere sig for Forbrugsafgifter i Stedet for Skatter paa Indkomst og Formue. Det er jo nærliggende at tænke sig, og Undersøgelserbekræfter, Forbrugsafgifter begrænser Forbruget forholdsvis mere og skaaner Opsparingen forholdsvis mere end Indkomstskat paa samme Beløb betalt af samme Person. Hertil kommer saa, at Indkomstskatterne i højere Grad betales af velstaaendeSkatteydere, opsparer forholdsvis meget. For det danske „ Skattesystem kan man rent skønsmæssigt regne med, at 1) Det er derfor en ganske kuriøs Ting, at den mod Brugsforeningerne vendte Skattepropaganda ikke i Stedet fremtræder som et Krav om Aktieselskabskattens Side 181
hver 100 Kroner Forbrugsskat i kontraktiv Styrke svarer til mindst 120 Kroner direkte, personlig Skat. Det er derfor helt urimeligt, naar man for det meste synes at betragte Finansieringen af en given offentlig Udgift med samme Provenu i Form af Forbrugsskateller Form af direkte Skat som ægte Alternativer. Da Opgavenher at finde en Skattefordeling, som omfordeler Indkomsttil for de smaa Indkomsters Modtagere, gælder det om at angive Afgifter, som belaster de velhavendes Forbrug. Visse Afgifter kan ventes at kunne give et ret betydeligt Provenu, saaledes en Skat progressiv paa Huslejen. En Indvending mod denne Skat er, at den særlig rammer børnerige Familier. Hertil bemærkede i sin Tid Stuart Mill, at om Folk vilde have mange Børn, maatte det blive deres egen Sag, i Samfundets Interesse var det ikke. Det er nok rimeligere at sige, at i Børnenes Interesse er det ikke — og saa afhjælpe den paapegede Mangel ved Skatten ved at gøre den progressiv paa Huslejen pro persona udover et vist Beløb. Andre Muligheder er større Skat paa Personautomobiler, af de høje Benzinafgifter, naar denne Vædske atter maatte vise sig, Skat paa Smykker, Forbrug paa Restauration og lignende. Men i det store og hele maa det nok siges, at det er vanskeligt at ramme de velhavendes Forbrug gennem et System af særskilte Forbrugsafgifter, dels af rent skattetekniske Grunde, dels fordi Forbruget vil forskydes til de übeskattede eller lavt beskattede Tobakken er et Særtilfælde af en Vare, som kan taale en meget skarp Beskatning, uden at Forbruget gaar tilbage. Men maaske kan man til sin Tid gaa lige saa langt med Kaffen; nogen demokratisk Skat er det jo ikke. Om en Vare er en Nødvendigheds eller en Luksusvare er jo iøvrigt en relativ Sag og afhænger af Skatten. Det ser man af Snapsen: Den er en Nødvendighedsvare, Skatten har gjort den til en Luksus. I Stedet for at beskatte Forbruget af bestemte Varer og Tjenesteydelserkunde søge at ramme Forbruget som Helhed. Nationaløkonomerhar mere end Finansadministratorer — interesseretsig Skatter lignet paa Forbruget efter samme Principper som den direkte Indkomstskats. Den Størrelse, som skulde opgives i Selvangivelsen, er »Indkomst — Formuefremgang -f- Konjunkturstigningetc. 1) hvilket er lig med Forbruget. En saadan Skatteformer ganske ukendt i Praksis, idet man i Tyskland har 1) Jfr. nærmere I. Fisher: »Income in theory and incorae taxation in practice« (Econoraetrica 1937). Side 182
den Ordning, at saafremt Forbruget overstiger saavel 10,000 RM som Indkomsten med Tillæg af 50 pCt., beskattes der efter Forbrugeti for Indkomsten. En saadan Skatteform kan ikke være af synderlig praktisk Betydning; og det er jo muligt, at de administrative Vanskeligheder ved en almindelig, dvs. generel Forbrugsskat vil vise sig uovervindelige1). Da der paa den anden Side knytter sig stor Interesse til en saadan Skatteform, var det vel Umagen værd at gøre et Forsøg i Praksis med en Skattesats af harmløs Højde, og saaledes at kun Forbrug udover en vis Størrelse beskattedes. Udfra Formaalet at begunstige Opsparingenvilde være konsekvent at kombinere Skatten med en Nedsættelseaf som det dog af Hensyn til Kontrollen vilde være uklogt helt at stryge. Da Forbruget er en mindre Del af Indkomsten, jo større denne er, kunde man mene, at en generel, progressiv Forbrugsskats Satser maatte være betydeligt højere end en dermed ækvivalent Indkomstskats Satser. Det er imidlertid ikke nødvendigt i samme Omfang, Forbrugsskatten faktisk bevirkeren i Indkomstens Fordeling over Anvendelserne Forbrug og Opsparing. Endvidere kunde man mene, at det maatte kræves af en socialpolitisk Beskatning, at den belastede ikke blot de velhavendes Forbrug, men tillige deres Formuedannelse, idet Penge foruden at muliggøre Forbrug er et Middel til at skaffe sig Magt og Indflydelse. Men dels er Besiddelsen af Formue i sig selv i vore Dage næppe blandt de vigtigste Kilder til social og politisk Magt — den Indflydelse, Ledelsen af en privat Bank besidder, afhænger lidet af Bankens Egenkapital og slet ikke af Direktørernes Formue — og dels har Staten om ønskeligt i andreMidler Finanspolitiken effektivere Mulighed for at begrænseprivate Indflydelse paa andre. Den Bivirkning, der formodes at findes ved Indkomstskatten, at den hemmer det private Initiativ, vil antagelig ogsaa knytte sig til en progressiv, generel Forbrugsskat, men i mindre Grad. Thi den med en givenIndkomstskat Forbrugsskat kan være absolut mindre, og Indkomst ønskes med andre Formaal for Øje end Forbrug. En tysk
Forfatter2) har for et Par Aar siden foreslaaet en Form
1) Vanskelighederne knytter sig navnlig til den skattemæssige Behandling af Køb og Forbrug af varige Goder. 2) Folkert Wilken: »Ein neuer Weg zur Besteuerung des Einkommens« (Finanzarchiv IX, 148). Side 183
Erfaringer paa Rationeringsteknikens Omraade. Tanken er, at der ved ethvert Forbrug skal afleveres »Forbrugs-« eller »Skattemærker«,som mod Erlæggelse af Skat er erhvervet hos Staten. Dette System vil dog vel volde større Besvær end en paalignet Forbrugsskat, og det vilde være meget vanskeligt at gøre Skattenprogressiv at tage Hensyn til Borgernes personlige Forhold, særlig Forsørgerbyrden. løvrigt kan man selvsagt udenom Skattesystemetved af Dele af Rationeringssystemet opnaa adskilligt i Retning af Indkomstudligning. En videregaaende Plan var kun at udlevere for Eksempel Tobakskort til mindrebemidlede,og gøre Kortene omsættelige, saaledes at de velhavende maatte overføre en Del af deres Indkomst ved Køb af Kortene. Men det lønner sig næppe at gaa dybere ind herpaa. Viser det sig nu — som man maaske maa forvente — at specielle paa Luksus, bortset fra nogle faa Skattearter, fiskalt lidet rentable, og at en generel, paalignet Forbrugsskat uigennemførlig, saasnart Skattetarifen skal være høj og progressiv, da bliver der tilbage den almindelige Omsætningsskat Detailhandelssalg. Omsætningsskatten bliver nødvendigvis paa Forbrugernes Indkøb og bliver derfor regressiv Indkomsten; alligevel kan Skatten, naar den kombineres med sociale Udgifter, i begrænset Omfang bidrage til at skabe større økonomisk Lighed. Overfor denne begrænsede Nytte set udfra det opstillede Formaal staar imidlertid den Ulempe, at naar Skatteprocenten bliver høj, møder ogsaa denne Skat en betydelig og faar derfor høje Administrationsomkostninge 1). For dem, der bærer Skatten, er den imidlertid en ganske bekvem Betalingsform; derfor var det maaske hensigtsmæssigt at begrænse den direkte Indkomsskat til de større Indkomster og saa supplere med en Omsætningsskat, hvor man eventuelt fritog nogle vigtige Levnedsmidler. Hermed er
formentlig de vigtigste Skatteformer nævnt. De noget antikverede Ejendomsskatter turde det anbefale sig at overlade helt til Kommunerne — maaske med delvis Undtagelsefor som imidlertid ikke betyderstort Forskellige Steder i Udlandet har man bevaret andre Rester af Indtægtskildebeskatningen; saaledes den tyske Gewerbesteuer,som Praksis turde virke som en indirekte Skat — tilmed med ret übestemmelig Incidens. Nogle har foreslaaet en 1) Jfr. N. H. Jacoby: »Retail sales taxation« (1938) 111, X. Side 184
Renteskat som et Middel til økonomisk Udligningl). Skatten nedsætterden som de passive Kapitalister faar; men modsat, hvad der er Tilfældet ved en regulær Rentenedsættelse, sænkes ikke de aktive Kapitalisters Renteudgift. Skatten er derfornærmest med en Rentenedsættelse plus en Skat paa Investering. Naar man har en progressiv Indkomst- og Formueskat, er der ikke megen Fornøjelse ved at forhøje Arveafgiften, thi herved begrænses automatisk de to førstnævnte Skatters Provenu. Da Arveafgiften desuden hovedsagelig udredes ved Reduktion af den private Formuedannelse, kan den daarligt begrundes med Ønsket om Begrænsning af Købekraft. Det — ikke særlig stærke — Argument Arveafgiften maa derfor være, at den qua moderat Formuekonfiskation tjene til Reduktion af det offentliges Gæld. Man kan maaske konkludere, at det danske Skattesystem har ladet en Del ikke udnyttede Muligheder staa tilbage. Indkomstskatten rationaliseres ved at koncentreres hos Staten, og ved at Reglen om Fradrag for betalte Skatter bortfalder, bliver det muligt at skærpe Progressionen ganske betydeligt. Hensynet til særlig risikable Erhverv anbefaler, at man samtidig gaar over, til at ligne Skatten paa Gennemsnittet af flere Aars Indkomstei. Der har i de sidste Aar været en betydelig Interesse for Tilpasning Skatten efter Forsørgerbyrden ved Forhøjelse af Rørnefradragene. man kommer op paa større Indkomster, har dette imidlertid ikke synderlig Virkning. Det konsekvente og befolkningspolitisk maa være at gaa videre ad den Vej, man saa smaat er slaaet ind paa ved den fælleskommunale Indkomstskat, der er en særlig Skatteskala for Forsørgere og en anden for Ikke-Forsørgere. Man skulde have en Skatteskala for enhver Forsørgerbyrdesituation — eventuelt i den simple Form, at Skatteskalaen for Ikke-Forsørgere var grundlæggende, og at alle andres Skat var visse Brøkdele af Ikke-Forsørgernes Skat. Herved vilde man opnaa en langt bedre Tilpasning af Skatten til Skatteevnen, end man har nu; og enhver Reform, som bidrager hertil, maa muliggøre en større samlet Beskatning2). Blandt de
mulige Forbrugsskatter fortjener navnlig den
generelle,paalignede 1) Johan Vogt: »Ny Skattepolitik« (1935). 2) Jfr. J. E. Allen: »A fairer income tax« (Economic Journal 1940). Side 185
Dag — thi Administrationstekniken er udviklet stærkt i det sidste Aarti. Den næst herefter mest generelle Forbrugsskat er Detailomsætningsskatten,som ved lave Satser vil give et anseligt Provenu. Som en af de fiskalt mest rentable Skatter paa de velstaaendesLuksus jeg nævnt en Skat progressiv paa Huslejen pro persona. En anden vigtig Bestanddel i de velhavendes Forbruger Tjenesteydelser. Men hvis der er Vanskelighed ved at skaffe fuld Beskæftigelse, kan det befrygtes, at en Skat paa dette Forbrug vil blive tilbagevæltet paa Lønnen. Da vanskelig Beskæftigelsessituation vil være ledsaget af Knaphed Raavarer, vil specielle Afgifter paa disse kunne hindre en Del private Profiters Opstaaen. løvrigt kunde man i Almindelighed, Monopoler menes at foreligge, opkræve Særskatter — for Eksempel i Form af Koncessionsafgifter. Men da private Monopoler ofte ikke vil være fuldt udnyttede, maatte man ved Priskontrol hindre saadanne Skatters Overvæltning — og saa var det maaske ofte mere formaalstj enligt at gennemføre Prisnedsættelser dernæst dække Skattebehovet ved mere generelle Skatter. Noget bestemt kan der naturligvis ikke siges om, hvor stort et Extraprovenu disse Skatter og Skatteændringer kunde have givet i 30'erne — det afhænger af den Skattemodstand, man er villig til at imødegaa. Men Rationaliseringen af den direkte Beskatning maatte muliggøre et væsentligt større Provenu uden større Skattemodstand. Det turde imidlertid være paa Tide at spørge hvor langt man i det hele taget kan ønske og vil være i Stand til at naa i Retning af Indkomstudligning. Det er vist en Misforstaaelse, at en retfærdig bidrager bedst til social Ro og Tilfredshed: andre har større Indkomst end man selv, det kan tolereres, man kan trøste sig med, at det er en Uretfærdighed; men at skulle se paa andres Vellevned og tilmed anerkende, at det er velfortjent, er utaaleligt. Snarere maa man give Bernard Shaw Ret i, at man aldrig naar til en Tilstand uden yderligere Vrøvl og Snak om Indkomstfordelingen, før man har sørget for at alle har nøjagtig samme Indkomst.For at nærme os det praktisk mulige, maa vi dog hellere bortse fra dette Ideal, hvis man vil kalde det saaledes. Lad os ganske groft fæstne os ved et rundt Tal og vedtage, at Indkomster paa 10.000 Kr. og derover er store Indkomster — idet jeg for at føje Statistiken ved »Indkomst« her forstaar Indkomst exclusive betalte personlige Skatter. I 1938 beløb Summen af disse Side 186
store Indkomster sig til 530 Millioner Kr., hvilket allerede ikke er ret meget overfor den samlede skattepligtige Indkomsts knap 4 Milliarder, nemlig ca. 15 pCt. Hertil kommer, at en væsentlig Del af de 530 Millioner Kr. store Indkomster opspares, og maa opspares af andre private eller af det offentlige, hvis Beløbet ikke opspares af de store Indkomster, og man ikke ønsker Investeringen reduceret.Endvidere de store Indkomster i et vist Omfang blot tilsyneladende,fordi for de velhavende gælder et andet og højerePrisogLønniveau for de øvrige Befolkningsklasser. Læger og Sagførere,dyre o. s. v., faar gennem høje Honorarer og Priser en detacheret Profit: En Del af Overklassens Indkomst cirkulerer indenfor Klassen selv i den Form, at man betaler hinanden med større Largesse end sædvanligt indenfor andre Klasser. I det Omfang,Indkomsten indenfor Overklassen selv, er der Tale om en for Forholdet til andre Klasser ligegyldig indbyrdes Forgyldning.Disse bevirker, at der ved Reduktion af de store Indkomster kan frigøres forholdsvis færre Produktivkræfter, end man umiddelbart skulde tro. Paa den anden Side fastholder de velhavendes store Forbrug af personlige Tjenesteydelser megen Arbejdskraft i ret uproduktiv Anvendelse. I Forhold til de store Indkomsters samlede Beløb tager Udgifterne mere omfattende og radikalt forøgede sociale Udgifter sig temmelig gigantiske ud. Lad os tænke os, at man i 1938 havde besluttet at sikre alle Invalider og Personer paa 60 Aar og derover aarlig Indkomst paa mindst 2.000 Kr. for Ikke-Forsørgere og 3.000 Kr. for Forsørgere, hvilket vel ikke kan kaldes overdaadigt. en passende Aftrapning af Understøttelsen efter Indkomsten kan Udgiften herved anslaas til 600 Millioner Kr. Lad os endvidere tænke os, at man i 1938 som en befolkningspolitisk Børneforsorgs-Foranstaltning, der var af betydelig Virkning, til alle Forsørgere udbetalte et Beløb paa 1.000 Kr. aarligt hvert Barn — dog saaledes at Udbetalingen aftrappes nedad efter stigende Indkomst og Børneantal; og lad Udgiften herved ligeledes beløbe sig til 600 Millioner Kr. Endelig kan 200 Millioner Kr. tænkes anvendt til ikke übetydelige Prisnedsættelser for nogle faa vigtige Levnedsmidler. Det samlede Beløb 1.400 Millioner Kr. er dog ikke Nettoudgiftsforøgelse, da et vist Beløb tilsvarende Udgifter bortfalder, og da Forudsætningen om fuld Beskæftigelse implicerer lavere Arbejdsløshedsudgifter. Nettoudgiftsforøgelsen til 1.200 Millioner Kr. Side 187
Det er kun en ringe Del heraf, som vil kunne dækkes ved Indkomstskat paa større Indkomster — selvom man tager i Betragtning, større Beskæftigelse ved uændret Løn -og Profitniveau større Indkomster. Som tidligere nævnt, er Beskatningen store Indkomster kontraktivt mindre effektiv end Beskatning af smaa; og det maa derfor være tilstrækkeligt sangvinsk regne med, at der ved direkte Særbeskatning af Indkomster omkring 7.000 Kr. og opefter kan opnaas effektiv Dækning af ca. 200 Millioner Kr. Skattebehov. Dækkes de resterende Millioner Kr. ved en Detailomsætningsskat, skal dennes Sats være paa omkring 20 pCt. af Omsætningen inklusive Skatten. Prisnedsættelserne til samlet Beløb 200 Millioner Kr. kan helt enkelt ydes paa den Maade, at de paagældende Varer gaar fri for Skat. Nettoresultatet for Indkomstfordelingen vil være Forøgelse af Realindkomsten for mindrebemidlede gamle og Forsørgere med Børn; Formindskelse af Realindkomsten for alle Personer med mellemstor og stor Indkomst; og en Mellemstilling vil endelig de Personer indtage, som ikke har Børn, og som er under 60 Aar, men hvis Indkomst paa den anden Side er saa ringe, at Prisreduktionerne vitale Næringsmidler er af væsentlig Betydning — nogen Realindkomstreduktion vil de dog aabenbart faa. Det eneste, der er Anledning til at lægge Vægt paa i disse Fantasier, Størrelsesordenen: Paa den ene Side dette, at de individuelle eller andre tilsvarende ikke gaar ud over, hvad Social- og Befolkningspolitikere kan tænkes at nære af begrundede i Fremtiden; paa den anden Side dette, at de samlede Udgifter finansielt set tager sig ret haabløse ud. Medens der, hvor Raavareknaphed ikke lægger Hindringer i Vejen for Opnaaelse af fuld Beskæftigelse, saa at sige ikke vil være noget finansielt Problem; og medens der, hvis Staten ved Tilskud og andre direkte Foranstaltninger maa skaffe fuld Beskæftigelse, vil være et saare vanskeligt, men ikke uoverkommeligt finansielt Problem, selvom de sociale Udgifter skal øges moderat, — saa vil der her, hvor en radikal og voldsom Forøgelse af de sociale Udgifter forudsættes, opstaa et Skattebehov, som allerede af rent administrationstekniske Grunde næppe kan løses paa ordinær Vis. Skatteproblemets administrative Vanskelighed skyldes for det første, at det ikke her, som det ofte er Tilfældet ved Betaling af Renter .af Statsgæld, er én og samme Gruppe, som modtager og afgiver Indkomst — man tilsigter tvært om en Ændring af Indkomstfordelingen— Side 188
komstfordelingen—og for det andet, at Skattebelastningen er indskudt som et interfererende Fremmedelement i Varernes og Pengenes Kredsløb i den private Økonomi. Men det vil atter sige, at Problemet kan løses derved, at man lader Statens Virksomhed blive et integrerende Led i dette Kredsløb — d. v. s. ved at man foretager Socialiseringer. Vi er allerede fortrolige med begrænsede Socialiseringer med fiskale Formaal, saaledes Tobaks-, TændstiksogSpiritusmonopoler. begrænsede Socialiseringer vil imidlertid være klart utilstrækkelige i det her betragtede Tilfælde. Fra Arbejderbevægelsens Side interesserede man sig engang særligfor af Bankvæsenet. I al Fald som fiskal Foranstaltningvil saadan Socialisering ikke være af overvættes stor Værdi. Der er imidlertid et andet Erhverv, som man kan socialiseremed fiskal Fordel — og iøvrigt samtidig opnaa Tilfredsstillelsenaf vidtgaaende Ønsker om autoritativ Ledelse af det økonomiske Liv — hvis man har saadanne Ønsker. Hvis nemlig Staten socialiserer Engroshandelen og monopoliserer den, har den i dette Handelsmonopol et Middel til den mest vidtgaaendeindirekte Der opnaas fuld Frihed til paa den administrativt enkleste Maade at belaste de enkelte Varer med netop den Skattesats, man finder passende, saaledes at den indirekteBeskatning udformes progressivt, og Hensyn kan tages til social- og befolkningspolitiske Synspunkter. Det er klart, at Staten faar en ganske dominerende Magt over det private Erhvervsliv — en Magt, som vil overflødiggøre anden Form for Pris- og Investeringskontrol. Af speciel fiskal Interesse er det at notere, at den direkte Beskatning ogsaa vil blive helt eller delvis overflødig, fordi Staten umiddelbart ved Kilden bestemmerover væsentlig Del af Indkomstdannelsen, saaledes at Behovet for senere Korrektion af Indkomstfordelingen bliver mindre. Selve Socialiseringen — Oprettelsen af Statsmonopolet — skulde økonomisk set kunne være ret let paa Grund af Engrosfirmaernesrelativt Antal. Paa det politiske Plan vil der selvsagt være en saa betydelig Modstand, at den kun kan tænkes overvundet i en ganske speciel Situation; men netop efter en Krig har man gerne en speciel Situation. I sine Virkninger er Socialiseringenaf omtrentlig ækvivalent med en fuldstændigSocialisering, det vil derfor naturligvis være ganske meningsløst at tage Stilling til den alene paa Grundlag af dens forventede fiskale Virkninger, som jeg alene har villet berøre her Side 189
i Aften. Men jeg kan maaske passende nævne en ikke ualmindelig Opfattelse ved at anføre endnu et Citat fra den Lærebog i Finansvidenskab,som indledningsvis citerede: »For Handelen, som efter sin Natur kræver et kraftigt og rørigt Initiativ, vil et bureaukratiskStyre Helhed være endnu mindre tjenligt end for Industrien.« |