FINANSPROCES OG KONJUNKTURMODEL

len Afhandling fremkommet i 19401) har Nicholas Kaldor udformet
mulig Variant af Michal Kalecki's Konjunkturmodel2),
sidstnævnte maaske tør siges at give det centrale
Indhold iden moderne Kun j unkturteori.

Kalecki's Model kan kort gengives saaledes: Under Forudsætningerne lukket Samfund samt konstant Lønniveau og lang Rente antages de følgende Relationer at bestaa. Indkomsten Y i en Periode (a) er gennem Multiplier-relationen afhængig af en tidligere (b)'s Investering I, som atter svarer til en forudliggende (c) 's Investeringsbeslutninger D. Investeringsbeslutningerne Periode (c) afhænger af den samtidige Profitrate P. P endelig er Funktion af to Størrelser, nemlig en voksende Funktion samme Periode (c)'s Indkomst og en aftagende Funktion af den indtil Periode (c) ved Investering akkumulerede Realkapital.

Nedenstaaende Figur illustrerer Sammenhængene. Linien S viser korresponderende Værdier af Indkomst og Opsparing og dermed Multiplier-relationen mellem Investering og Indkomsten i en senere Periode. Paa Grund af det antagne time-lag mellem Investering og Indkomst vil ved faldende Indkomst Punkter for samtidige Værdieraf og Y ligge under Linien S, medens de ved stigende Indkomstvil over S — jfr. den indtegnede Kredsfigur. Den sformedeKurve viser Investeringens Afhængighed af Indkomsten og Realkapitalmængden via Investeringsbeslutninger og Profitrate. Afhængigheden af Indkomsten kommer til Udtryk i Kurvens Form (Hældning), medens Afhængigheden af Realkapitalmængden illustreresved Beliggenhed, d. v. s. dens Afstand fra Abcisseaksen.Jo Realkapitalmængde, jo højere ligger Kurven.

1) »A model of the trade cycle«, Economic Journal 1940, 78.

2) »Essays in the theory of economic fluctuations« 1939, 116 ff.

Side 136

(1) angiver en antagen Ligevægtssituation, hvor Investeringen netop har en saadan Størrelse, at I-Kurven er stabil. I er Brutto-, ikke Nettoinvesteringen, som i Ligevægtssituationen ligesom for en Konjunkturperiode under ét er nul. Tilsvarende inkluderer S Amortisation. Kalecki viser nærmere¹), hvorledes Svingninger omkring(1) tilfældige, ydre Aarsager kan opstaa og blive tiltagende,permanente aftagende. Under Bevægelsen fra Punktet (2) over (3) til (4) er I-Kurven faldende paa Grund¹ af tidligere relativt høj Investering, som imidlertid ogsaa — med time-lag — bevirker høj Indkomst, hvilket for en Tid kompenserer Faldet i I-Kurven. At Investeringen saaledes for en Tid holdes oppe, forstærkerKurvens som i (3) bliver den dominerende Faktor, hvorfor et brat Fald i Investering og Indkomst bliver Følgen. I (4) har Nedgangen i Investeringen virket saa vidt paa Realkapitalmængden,at begynder at hæve sig, og ved en ganske tilsvarende Proces som den netop skildrede kommer en Opgang i Investering og Indkomst i Gang. De antagne time-lags er Skyld i, at Ligevægt ikke opnaas. Opgangen skyder over Maalet. Størrelsen af time-lags er tillige af Betydning for Svingningernes Amplitude.

Ændringen, Kaldor betragter, vedrører I-Kurvens Form. Kaldor tænker sig, at I-Kurven er saa stærkt s-krummet, at indenfor et Indkomstinterval er dl/dY større end dS/dY. Da Skæringspunkter mellem I- og S-Kurve, hvor dette er Tilfældet, aabenbart ikke kan være Ligevægtspunkter, har Ændringen to vigtige Konsekvenser. For det første bliver Udstrækningen af det nævnte Indkomstintervalafgørende

1) »Essays « 141 ff.

Side 137

valafgørendefor Indkomstsvingningernes Amplitude; og for det det andet kan det blive overflødigt at anføre exogene Aarsager som Forklaring paa Svingningerne; thi hvis den Værdi af Investeringen,som forenelig med stabil I-Kurve, ifølge Multiplier-relationensvarer en Indkomst indenfor det Interval, hvor dl/dY er større end dS/dY, kan Ligevægt overhovedet ikke naas under de givne Forudsætningerl).

Da Kalecki's Konjunkturmodel — selv maaske i Kaldor's Version har en ikke ringe Plausibilitet i den Forstand, at den kan antages at være en ikke uhensigtsmæssig Stilisering af Virkeligheden, det være af Interesse at skitsere Konsekvenserne af Opgivelsen af Modellens vigtigste Forudsætning: at Konjunkturforløbet i et lukket Samfund. Dog skal Forudsætningen bibeholdes, forsaavidt den implicerer Udelukkelse af international Samhandel (eller Ændringer i denne), saaledes at det følgende reducerer sig til en Behandling af visse Sider af Sammenspillet mellem Konjunkturcyclus og offentlige Finanser²).

Da interventionistisk Finanspolitik, der bevidst dirigerende og paa af den enkelte, konkrete Situation afhængig Maade griber ind i det Økonomiske Forløb, falder ganske udenfor Problemstillingen her, skal kun omtales to enkle Typer af finanspolitisk Handlen, der betegnes henholdsvis som den automatiske og den naturlige Finansreaktion (Myrdal).

Den automatiske Finansreaktion kan kortest karakteriseres derved,at offentlige forholder sig ganske passiv overfor Konjunkturen.Alle og andre Indbetalingstarifer lades uændrede,hvad saa end sker; ligeledes forbliver alle Udgiftslove uændrede og administreres efter uændrede Regler. Alle Incitamentertil i det offentliges finansielle Stilling kommer udefra. At Finansaarets Regnskabsresultat bliver varierende med Konjunkturen, afhængigt som det er af denne, er ingen Vanskelighed,thi om konstant Rente fastlægger i hvilket Omfang et eventuelt Underskud skal dækkes ved Forbrug af Kasse og Optagelse af Laan — og modsvarende for eventuelle Overskud.

1) Kaldor antager desuden, at S-Kurven i Løbet af Konjunkturen ændrer sin Højde over X-Aksen. Da denne Antagelse er mindre væsentlig og dens Begrundelse noget tvivlsom, tages den ikke i Betragtning her.

2) Kalecki (»Essays« 117) forudsætter »a closed economic system and a balanced state budget«. Denne sidste Forudsætning, der maa forstaas saaledes, at Budgettet til Stadighed balancerer, er det, vi nu lader falde.

Side 138

Ved »Overskud« forstaas Differencen mellem saadanne Ind- og Udbetalinger til og fra det offentlige, som for private har Indkomstkvalitet,d. s. opfattes som Forøgelse, Formindskelse eller Forbrug af Indkomst. Ved »den marginale Budgetreaktion« förstaasi følgende Størrelsen dB/dY = dR/dY — dE/dY, hvor R er de offentlige Indtægter og E Udgifterne. dB/dY er saaledes Stigningen i Overskud eller Nedgangen i Underskud i Forhold til Stigningen i samlet (National-) Indkomst Y.

Blandt de offentlige Indtægter vil Ejendomsskatter og andre Realskatter af lignende Type aabenbart være ret ufølsomme for Svingninger i Nationalindkomsten. Følsomme er derimod Indtægterne— brutto som netto — af offentlige Erhvervsvirksomhederog af Skatter paa Personers og Selskabers Nettoindkomst.Formueskattens er noget mere stabilt. Afgift af Arv er ved den her valgte Terminologi formentlig ikke at anse for en offentlig Indtægt. Indtægterne af Forbrugsskatter svinger normalt mindre end Indkomstskatternes Provenu. Dette beror imidlertid ikke paa, at det samlede Forbrugs Indkomstelasticitet er mindre end 1; thi det Forbrug, som sædvanlig er ForbrugsskatternesObjekt nemlig det Forbrug, der dækkes gennem Indkøb i Detailhandelen — svinger formentlig stærkere end Indkomsten¹). Forbrugsskatternes ringe Variabilitet sammenlignet med Indkomstskatterneskyldes at man med Flid har valgt mere specielle, uelastiske Forbrug (Tobak etc.) som Skatteobjekter, dels Indkomstskatternesprogressive 2). Blandt de offentlige Udgifter

1) N. H. Jacoby »Retail sales taxation« 1938, ch. IX.

2) For Kommunernes Vedkommende implicerer Forudsætningerne, at Skatteudskrivningsreglerne bevares uændrede fra Aar til Aar. Følgen heraf vil være en Forringelse af den finansielle Stilling i Depressionsperioder. Selv blandt ivrige Tilhængere af aktiv Finanspolitik er det vistnok den almindelige at Kommuner, da de er aabne Samfund med stor »Udenrigshandel«, fornuftigvis maa føre en saakaldt sund Finanspolitik. Hvis det imidlertid skulde være rigtigt, at der kan anføres gode Grunde for, at statslig Gældsættelse er uden Betænkeligheder, da maa det samme formentlig gælde en ensartet fremadskridende Gældsættelse af alle Kommuner jfr. Forskellen mellem den enkelte Banks og samtlige Bankers Muligheder for Kreditudvidelse. For det foreliggende Formaal kan det derfor at Konjunkturen i lige Grad mærkes i alle Kommuner. Dermed Forudsætninger er, at Forskydninger i Kommunernes finansielle Situation udlignes ved Indkomstoverførsler mellem Stats- og Kommunefinanser, eller at alle Skatter opkræves af Staten, der til Kommunerne de til Bestridelse af disses Udgifter fornødne Beløb. I Praksis turde det normale være, at Kommuner og andre lokale, underordnede, Organisationer i begrænset Omfang fører en passiv Kon- junkturpolitik gennem mere eller mindre lax Efterfølgelse af Indkomstbindingsregler daarlige Aar eller — mere systematisk — gennem Benyttelse Fond til Udligning mellem forskellige Aar, jfr. svensk Lov om fondbildning 12. Juni 1936; saadan Politik kan dog let mere end neutraliseres konjunkturmedløbende Anlægspolitik.

Side 139

vil adskillige udvise ingen eller kun ringe Forbindelse med Konjunkturen,saaledes til Lønninger, Pensioner og Renter — jfr. Forudsætningen om konstant Lønniveau. At det offetlige forholdersig fortolkes for Anlægsudgifternes vedkommende derhen, at Anlægsvirksomhedens materielle Omfang er konstant, saaledes at Udgifterne i deres Variationer følger Priserne. Alt i alt vil det offentliges Exhaustionsudgifter — d. v. s. Udgifter til Erhvervelseaf og Tjenesteydelser — være svagt konjunkturmedløbende.Heroverfor imidlertid en kraftig konjunkturmodløbendeReaktion Transferudgifterne, der — uanset at de inkluderer relativt stabile Elementer som ovenfor nævnte Renter og Pensioner — paa Grund af de sociale Udgifters betydelige Omfang vil stige stærkt ved Nedgang i Nationalindkomsten og falde ved Nationalindkomststigning. For de offentlige Udgifter bliverderfor — ikke overraskende — at de varierer modsat Nationalindkomsten og Investeringen. Eftersom dR/dY er positiv og dE/dY negativ, bliver den marginale Budgetreaktion en positiv Størrelse, hvis typiske Værdi under moderne Forhold vil overstige 1/i væsentligtl). Afbildes B=R—Ei vort Diagram, faas en stigendeKurve. for enhver Periode I = S -j- B, skal i DiagrammetI-Kurven ikke parres med S-Kurven, men med en Kurve fremstillende S -f B, og hvis Stigning er Summen af den marginale Opsparingskvote og den marginale Budgetreaktion. En umiddelbar

Følge er, at da for alle realistiske Værdier ,J7 er større
& ¦> dY
end dl/dY, bortfalder den af N. Kaldor i Konjunkturmodellen
introducerede selvforstærkende Mekanisme; det er praktisk utænkeligt,at
ikke har en mulig, stabil Langtidsligevægts-
Konstellation2). At S-|-B-Kurven er stejlere end S-Kurven er ensbetydendemed,

1) Se f. Eks. Gengivelse af Resultater af Beregninger for forskellige Stater »Public Works Policy«, Geneva 1935.

2) For Fuldstændigheds Skyld anføres, at den marginale Opsparingskvote er uafhængig af Finansprocessens Udformning, hvilket imidlertid ikke kan ophæve det i Teksten sagte. En anden Modifikation er, at hvor Indkomtskatten er en paalignet Skat — i Modsætning til Kildeskat kommer den automatiske Finansreaktion delvis med et betydeligt time-lag; dette er dog en Forenkling i samme Omfang som de Indkomstklasser, hvem denne Skat er af stor Betydning, ogsaa er de, hvis Forbrug retter sig efter tidligere Perioders Indkomst.

Side 140

betydendemed,at Multiplier er mindre. Til en og samme Investeringsvariationsvarer Svingninger i Nationalindkomsten. Da Investeringen afhænger af Indkomsten, bevirker dette mindre Svingninger i Investeringen selv, hvilket gennem Investeringens Afhængighed af Realkapitalmængden yderligere reducerer InvesteringensVariationer, heraf følger atter mindre Indkomstsvingningeretc., Den automatiske Finansreaktion formindsker derforganske Konjunktursvingningernes Amplitude. Det kan, til visse, hævdes, at for Lande, der ikke gennem international Handel modtager betydelige Paavirkninger, vil den automatiske Finansreaktion give en taalelig Konjunkturudjævning. Det følgede Taleksempel pretenderer at være rimeligt: Er i en UdgangssituationNationalindkomsten hvoraf Investering 15, og falder I med 2/s til 5i Depressionens laveste Punkt, kan Y antages at falde til 85. Thi hverken 0.25 eller 0.40 synes højt ansatte Værdier for henholdsvis dS/dY og dB/dY, og akcepteres disse Værdier, bliver Multiplier ca. 1.5. Jo mindre Konjunktursvingningerne er, jo højere kan i Gennemsnit Beskæftigelsen være. Hvor Gennemsnittet kommertil ligge, afhænger blandt andet af Finanspolitiken; det ses umiddelbart af Diagrammet, at ved Sænkning af S-f-B-Kurven opnaasSkæring I-Kurverne ved større Værdier af Y.

Sammenlignet med interventionistisk Finanspolitik er den automatiske store Fordel netop, at den er automatisk og derfor kun kræver et Minimum af Anstrengelse fra Finansledelsens Omtanke er ikke blot besværlig, men navnlig tidkrævende. af Indkomst og Beskæftigelse vil være jo mere fuldkommen, jo hurtigere Finansprocessens Reaktion følger paa Indkomstændringer, og jo større den marginale Budgetreaktion hvilket begge Dele afhænger af Finansprocessens konkrete Udformning. For de offentlige Udgifters Vedkommende er det særlig Betydning, at en stor Del af Befolkningen kan faa Adgang til Understøttelse, at Understøttelsessatserne er høje, og endelig at Antallet af Ventedage forud for Understøttelses Modtagelse er det mindst mulige.

En nærliggende Metode til at gøre Skatternes Provenu flexibelt er at vælge Investeringen som Skatteobjekt. Saafremt Investeringengennemsnitligtover Aar ikke ønskes reduceret, maa Belastningenmodvirkesved Foranstaltninger.SomEksempel tages en Skat paa Opførelsen af Beboelsesejendomme(atopkræve Bygherren), der kombineres med Nedsættelse af en bestaaende, aarlig Skat paa BeboelsesejendommesBygningsværdi,saaledes

Side 141

mesBygningsværdi,saaledesat Skatten paa Opførelsen netop ækvivalerer den tilbagediskonterede Værdi af de fremtidige Skattenedsættelser,dernaturligvis behøver komme saadanne ældre Ejendomme tilgode, fof hvilke Opførelsesskat ikke er erlagt. En saadan Skatteomlægning er teoretisk ganske interessant. Det kan imidlertid ikke antages, at Opførelsesskatten som saadan vil virke kontraktivt; thi Skatten indgaar i Byggeomkostningerne og betales ikke udaf Indkomst. Ifølge Forudsætningerne forøger den fremtidigeSkattereduktionnyopførte Kapitalværdi med netop Opførelsesskattens Beløb, hvis Betaling derfor af Bygherrernevilblive ved supplerende Kredit. Der bortses fra eventuelle deprimerende Virkninger af, at Bygherrerne saaledes maa paatage sig øgede Forpligtelser. Eftersom Investeringen er upaavirket af det skete, maa Kreditudvidelse finde Sted; men den øgede Kredit omsætter sig ikke i Indkomst; den tilfalder Staten i Form af Skat, før den bliver Indkomst for nogen privat, og der gives, derfor i det korte Løb intet Incitament til Indkomstændring. Herefter maa Nettovirkningen af Skatteomlægningen tilsyneladendebliveen Expansion paa Grund af den aarlige BygningsværdiskatsBortfaldeller Dette er dog ikke Tilfældet.Hvisdet drager Konsekvensen af, at Opførelsesskattenikkei korte Løb virker kontraktivt — d. v. s. ikke anvenderSkatteprovenuettil Finansiering — er der to Hovedanvendelser af Provenuet at betragte. For det første kan det offentlige ved Indbetaling af Provenuet til Statsbanken (= Centralbanken)øgesin For at hindre en RentestigningmaaBanken saa Fald stille Beløbet til Markedets Raadighed, f. Eks. ved Køb af Obligationer, og Banken faar da i Fremtiden en Renteindtægt svarende til den bortfaldne Bygningsværdiskat. Den anden Mulighed er, at det offentlige anvender Provenuet til AfbetalingafGæld derved i Fremtiden sparer en Renteudgift svarendetilden Skat. I begge Tilfælde neutraliseres den expansive Virkning fra Skattenedsættelsen af den kontraktive Virkning af forandrede Rentebetalinger mellem den private Sektor og det offentlige. Det ses, at i det korte Løb virker en Skat paa Investering—uden — kun kontraktivt forsaavidt den reducerer Investeringen; men ikke derved, at Skatteprovenuet erlæggesudafnogens Dette gælder dog ikke, hvis Skatten er f. Eks. en Særskat paa Bygningsarbejderes Indkomst, og Fremvæltningikkelykkes. i det lange Løb virker Skatten kontraktivtvedat det offentliges Renteindtægter eller formindske

Side 142

Renteudgifterne samt ved at indgaa i Investeringens Amortisation. Det fremstillede er naturligvis i Princippet ikke noget specielt for Skatter paa Nyanlæg, men gælder i ethvert Tilfælde, hvor Skatten tages paa et tidligere Trin end Afsætningen til den endelige Køber

— jfr. Fremstillingen hos Ricardo¹), hvor det vises, at en Skat paa Producenten er ækvivalent med en højere Skat paa Konsumenten plus et Laan for Tiden mellem Skattens Opkrævning hos Producenten dens Indvinding gennem Overvæltning paa Konsumenten.

I Modsætning til Investeringen turde Omsætningen af varige Forbrugsgoder være et for det opstillede Formaal hensigtsmæssigt Skatteobjekt. For at modvirke uønsket Forbrugsforskydning kunde Skatterne paa varige Forbrugsgoders Omsætning kombineres Subsidier i Forhold til en Aarrækkes Omsætning. Af nærliggende Grunde vilde imidlertid herved Hovedformaalets Opnaaelse i Fare, og i alle Tilfælde maatte Ordningen formentlig af en effektiv Priskontrol, som eventuelt gennemtvang Konjunkturen varierende Priser (hvorved Automatismen tabt). Arrangementets Fordele vilde derfor næppe være Administrationsbesværet værd. Hensigtsmæssig vil en almindelig være, thi omend den marginale Reaktion her er mindre end for en progressiv Indkomstskats Vedkommende, den væsentlig hurtigere. Det samme gælder Lønskatten. den automatiske Finansreaktion med en interventionistisk, Finanspolitik, har den paalignede i det hele taget ikke større Interesse som Led i den automatiske Reaktion, thi paa det Tidspunkt, hvor Indkomstskattens sætter ind, har man allerede haft rigelig Tid til Overvejelse af Ændringer i Skattesatser og offentlige Udgifters

Den naturlige Finansreaktion bestaar deri, at det offentliges finansielle Stilling søges holdt upaavirket af Konjunkturen. Forringelseaf finansielle Stilling søges modvirket ved højere Skattesatser og Nedskæring af Udgifter, medens Lettelse af den finansielle Stilling udløser modsatte Reflekser. Enklest kan det antages, at Bestræbelserne med Hensyn til Udgifterne lykkes saa vidt, at de offentlige Udgifters absolutte Beløb er konstant. Deraf, at Forudsætningen om, at Konjunkturen forløber i et økonomisk afsluttet Samfund, kan formuleres som implicerende, at der til

1) »Principles ..« Ch. XXIX »Taxes paid by the producer«.

Side 143

Stadighed er Balance i den offentlige Husholdning, ses, at Konjunkturmodellenikke undergaa betydelige Ændringer ved Introduktion af den naturligt reagerende Finansproces. Kun nogle faa Bemærkninger skal gøres.

Ændringer i Skattelovgivningen kan ikke ske kontinuerligt. I Perioderne mellem Ændringerne er Finansprocessens Reaktion automatisk. kan Forholdet illustreres derved, at man nu i Diagrammet i Stedet for en enkelt S-f-B-Kurve har en Skare af Kurver, hver gældende for en Periode uden Skatteændringer. Ved hver Skatteændring sker Overgang til en ny Kurve. I det korte Løb bremses f. Eks. en Indkomstnedgang foreløbigt af den automatiske men ved den følgende Skatteforhøjelse forstærkes Indkomstnedgangen. Hyppigheden af Skatteændringer bliver saaledes betydningsfuld for Konjunkturforløbets Varighed. Af to Grunde vil den marginale Budgetreaktion og dermed Bremsen Konjunkturnedgangen blive mindre, efterhaanden som Indkomsten falder. For det første fordi de flexible Skatters Andel af det samlede Provenu automatisk bliver mindre, og for det andet man ved Skatteforhøjelser for det meste vil koncentrere sig om de inflexible Skatter. Valget af Skatteform og særlig Valget direkte Indkomstskat og indirekte Forbrugsskat er af stor Betydning gennem Paavirkning af Opsparingen. Thi da Opsparingstilbøjeligheden at være uafhængig af Prisvariationer ikke exceptionelt Omfang¹), vil indirekte Skat i Modsætning direkte Indkomtskat ikke medføre nogen Reduktion af dS/dY — dette under den Forudsætning, at den indirekte Skat fremvæltes2). Ved Udformningen af Indkomstskatten spiller det paa bekendt Maade en Rolle, i hvilket Omfang forskellige Indkomstklasser af Skatten og Skatteforhøjelser. Er Skatten allerede stærkt progressiv vil Forhøjelser antagelig særlig ramme mellemstore og smaa Indkomster.

1) J. Tinbergen »Business cycles in the United States of America« 1939, 37 ff., og J. Gelting »Forbrugets Afhængighed af Indtægten« 1942, 13 ff.

2) Den nævnte Forskel har den kuriøse Konsekvens, at medens ligestor Forhøjelse af offentlige Indtægter og Udgifter ved direkte Skat fører til en Stigning i Nationalindkomsten lig Udgiftsstigningen, bliver Resultatet ved Finansiering med indirekte Skat konstant eller mindre Nationalindkomst. i dette Tidsskrift 1941, 297, opstillede Sætning maa derfor forsynes det Forbehold, at Forudsætningen om konstant (marginal) Opsparingskvote den disponible Indkomst (Indkomst excl. Skat) ikke er realistisk ved Finansiering med indirekte Skat.

Side 144

Den Finanspolitik, som den naturlige Finansreaktion er Udtryk for, behøver ikke lykkes. Det er tænkeligt, at Forhøjelser af Skattesatser fører til mindre Provenu og lavere Satser til større Provenu. En Forhøjelse af Skattesatser medfører lavere Nationalindkomst, det kan meget vel tænkes, at Faldet i Nationalindkomsten end opvejer Skattesatsernes Forhøjelse. Hvis nemlig er større end dS/dY, vil under en Indkomstnedgang et voksende Underskud i de offentlige Finanser udfylde Spillerummet Opsparing og Investering. Introduceres altsaa den naturligt reagerende Finansproces i Kaldor's Version af Konjunkturmodellen, det, at for det første bevares den selvforstærkende og for det andet vil i det instabile Indkomstinterval Forsøg paa at føre sund Finanspolitik være forgæves i den Forstand, at Finansministeren stedse vil blive skuffet i sine Forhaabninger eller Forventninger.

Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 81 (1943)

FINANSPROCES OG KONJUNKTURMODEL