|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 81 (1943)OM ERHVERVSETIKTHEODOR GEIGER EN række lande,
fortrinsvis U. S. A. og Tyskland, har gennem
Det er uheldigt, at netop tysk sprogbrug (Wirtschaftsethik) har staaet fadder ved den danske navngivning af faget, hvis faktiskeindhold bedre af det amerikanske business ethics. Navnet erhvervsetik lader nemlig vente, at hele erhvervslivet, alle typisk økonomiske handlemaader og relationer, undersøges ud fra etiske synspunkter. Økonomikkens og erhvervsetikkens genstandsfeltmaatte identisk og kun betragtningsmaaderne forskellige4).Økonomikken erhvervslivet med homo oeconomicus', erhvervsetikken ser det med homo ethicus' øjne. Men de erhvervsetiskeskrifter sig i deres overvældende flertal til erhvervssamfundetskommercielle 1) I det følgende anført som Disp. 2) I det følgende anført som DE. 3) I det følgende anført som NT. 4) Følgende sætninger lyder f. eks. særdeles forbløffende: »Prispolitik udgør en væsentlig Del af Driftsøkonomien. Hermed drages Driftsøkonomien i den erhvervsetiske Sfære« (DE 51). Hvorfor netop gennem prispolitikken? Jeg kan ikke tænke mig noget som helst andet driftøkonomisk der ikke tillige maa danne genstand for erhvervsetisk betragtning. objekt er foretagendets produktions- og afsætningsforanstaltninger, disse maa nødvendigvis ogsaa danne genstand for etiske reflektioner hos driftsherren som etisk subjekt. Side 274
hvervssamfundetskommercielleog industrielle sektor, mens f. eks. landbruget eller de frie erhverv behandles stifmoderligt eller ignoreres helt. Ikke nok dermed — det meste af litteraturen drøfterovervejende en nærmere bestemt del af industriens og handelens etiske spørgsmaal; prisdannelse, konkurrence, kontrakttroskabo. staar i forgrunden, mens lønspørgsmaalet og andre emner, der vedrører driftsherrens forhold til arbejderen, skydes til side1) — muligvis, fordi man betragter dem som beslaglagt af den socialpolitiske videnskab. Endelig er der altid kun tale om driftsherren, mens en fuldstændig erhvervsetik tillige maatte drøfte funktionærens, arbejderens, maaske ogsaa forbrugerens — erh vervsmoral; ogsaa disse er erhvervssubj ekter, hvis typiske, økonomiskeforhold særlige etiske problemer. — Den saakaldteerhvervsetik sig saaledes nærmest til etisk at belyse sælgersiden af varemarkedets relationer. Der er intet at indvende imod, at den enkelte forsker koncentrerer sig om speciellespørgsmaal, navnet erhvervsetik lyder misvisende, naar fagets samlede litteratur, tilsyneladende næsten principielt, kun dyrker et enkelt udsnit af hele det omraade, navnet dækker over. Handels- eller forretningsetik vilde være en mere træffende betegnelsefor i dets nuværende tilstand. Clemmensen erkenderganske »at med det Forskningsomraade, Erhvervsetikken hidtil har lagt under sig, er Begrebet Erhvervsetik maaske vel vidt«; men han forsvarer bibeholdelsen af navnet erhvervsetik med tre grunde: 1) betegnelsen »handelsetik« er allerede nu for snæver,idet beskæftiger sig med problemer, der ligger udenfor det egentlige handelsomraade; — 2) fagets »Forskningsomraade staar overfor store Udvidelsesmuligheder«; — 3) »erhvervsetik« svarer til hævdvunden tysk sprogbrug2). Men han slutter sig alligevelselv den indskrænkende indholdsbestemmelse af faget; han ønsker ganske vist ikke sin oversigt over dets enkeltspørgsmaal3) opfattet som udtømmende, men det er dog betegnende, at hans liste over eksempler udelukkende anfører emner, der tvangløstomfattes betegnelsen forretningsetik, med hvis engelske ækvivalent man klarer sig udmærket i U. S. A. Ja, han bruger endog selv hist og her ordet »handelsetik«4). 1) Undtagelser findes, men de er yderst faa og tilhører af historiske grunde som regel den katolske tankekres, hvor f. eks. »den retfærdige løn« spiller en fremtrædende rolle i forbindelse med kirkens levende interesse i det sociale problem. 2) NT 192, fodnote. 3) NT 205. *) f. eks. NT 199. Side 275
Litteraturens valg af det tildels misvisende udtryk erhvervsetik for tematisk set meget snævrere begrænsede undersøgelser vilde være uvigtigt, hvis det ikke havde en særlig historisk signifikans. Erhvervsetikken fremstaar — rettere sagt genoplives1) — nemlig ganske aabenbart i sammenhæng med en voksende offentlig kritik den sukces-tilbedende, uhæmmede liberalismes udskejelser. I denne historiske situation er det ganske særlig galt med erhvervsmoralen varemarkedet, baade i sælgerens forhold til køberne og i sælgernes indbyrdes forhold til hinanden. Bristene er her saa paafaldende, at andre erhvervsetiske problemer tildækkes den tidsbetingede, perspektiviske forskydning; man bliver tilbøjelig til at sætte lighedstegn mellem erhvervsetikkens samlede system og dens i øjeblikket aktuelle spørgsmaal. (Jeg tænker paa den til det moderne erhvervsliv sigtende del af litteraturen. Den anden, langt mere lødige del er pragmatisk ganske uinteresseret; den opstod med udgangspunkt i Max Webers undersøgelser af det genetiske forhold mellem kapitalismens virkelighed kapitalistens sindelag). Den offentlige, tildels litterært nedfældede, moralkritik af moderne afstedkom en erhvervsetisk interessebølge blandt forretningsfolk. Enkelte erhvervsdrivende krævede begyndelsen af vort aarhundrede »en Klarlæggelse af Erhvervslivets Principper«2). Naar man ser bort fra nogle idealister, der sikkert findes i denne samfundskres ligesom i andre, var sammenhængen vistnok hovedsagelig følgende: Det vilde være uklogt og farligt for hele samfundsgruppens reputation blankt at afvise kritik og krav, der fremføres i moralens navn. Den kritiserede har her lettest ved at forsvare sin stilling og interesse ved selv i det mindste formelt at etisere sine synspunkter handlemaader — en hverdagsforeteelse i den parlamentarisk-politiske Clemmensen siger det selv: klarlæggelsen de erhvervsetiske principper »skulde danne Baggrund for det Selvstyre og den Selvregulering, der skulde overflødiggøre Indblanding«3). Erhvervsetikken
tages som en modesag op af forretningsverdenenog
1) Den er alt andet end ny. Den etiske betragtning af erhvervslivet i det 17. og 18. aarhundredes moral-teologi dannede jo en af selve socialøkonomikkens historiske rødder. 2) DE 18. 3) Disp. 16; DE 18. Side 276
ter—betegnende nok netop i U. S. A., hvor liberalismens metoder før havde kunnet raade frit, og hvor en storm af forargelse havde rejst sig imod dem. Erhvervsetikken har her — i det mindste blandt andet — en prestigefunktion. Den dokumenterer udadtil en moralsk ansvarsbevidsthed og et vist etisk stade og tager dermeden vind ud af kritikkens sejl. Her — ligesom saa ofte, desværre — fandtes der indenfor videnskabens rækker nogle, som af emnets aktualitet eller den aandelige konjunkturs chance lod sig friste til naivt eller bevidst at gaa magtens og de materielle interessers ærinde og give disses forsvarsideologi en teoretisk bekræftelse. Enhver, der slaar
til lyd for at give unge forretningsfolks uddannelse
II.Erhvervsetik kan opfattes som en normativ eller en empirisk videnskab. Normativ erhvervsetik opstiller etiske normer, der skal gælde for erhvervslivet, og danner dermed en speciel gren af den filosofiske (eller teologiske) etik. Empirisk erhvervsetik er en beskrivelse, analyse og sammenligning af de moralske fænomener hvad man end vil forstaa derved — og falder ind under sociologien eller er dog beslægtet med denne. Det gaar dog næppe an, som Clemmensen nu gør det, blankt at benægte den normative etiks videnskabelige karakter1), ja ligefrem forbud mod den filosofiske etik og dekretere, at etikken som helhed skal blive til en sociologisk disciplin2). Naar vi i den nyere tid har lært, at moralske fænomener kan betragtes — kulturhistorie af den som Sittengeschichte betegnede, art har forøvrigt altid gjort det — overflødiggør dette dog ikke den normative etik, der har en ganske anden funktion tilfredsstiller en erkendelsestrang af en helt anden retning. gaar vist for vidt at frakende den normative etik karakter en videnskab. Er det ugørligt ad videnskabelig vej at finde en objektiv og almengyldig etisk grundmaksime3), raaa det dog betragtes som en videnskabelig ydelse at udlede et konkret system af sekundærnormer af en »udefra« given, primær maksime. 1) DE 33 ff.; NT 190, 193. 2) NT 191. 3) Disp. 13; DE 27; NT 193. Side 277
Men Clemmensen gaar altsaa ind for en empirisk-deskriptiv erhvervsetik — ja han betegner sig selv med eftertryk som dens skaber1), mens hans »forgængeres« erhvervsetik skal have været normativ. Skal dermed være sagt, at Max Webers sociologiske undersøgelser og deres fortsættelse gennem Sombart, Troeltsch, Scheler og andre udenfor Tyskland er af normativ art? De er, hvad man end vil mene om deres værdi, rent erfaringsvidenskabelige, historisk beskrivende og analyserende. Derimod er netop Clemmensen ikke helt fast i sin empirisme; der er et brud mellem program og udførelse. Erhvervsetikken proklameres med stærk betoning som ren erfaringsvidenskab2); som følge deraf er det »ikke Hensigten med den ... at ville tilintetgøre Det er slet ikke dens Opgave at tage Stilling for og imod«3). »Men den praktiske Konsekvens synes at maatte blive en Tilintetgørelse af den illoyale Konkurrence og en tilsvarende Fremelskning af den loyale Konkurrence«4). »Den deskriptive Erhvervsetik maa formodes gennem sit objektive Forskningsarbejde som praktisk Konsekvens at ville lede i Retning en fair og sober Prispolitik, hvorved Fremtidens Erhverv i stedse stigeride Grad vilde præges af loyal Konkurrence«5). Det er ufatteligt, hvordan strengt objektivt forskningsarbejde, en ren beskrivelse og analyse af fakta, skal kunne tilintetgøre eller fremelske tendenser i det praktiske liv. I øvrigt findes der for objektiv, empirisk og blot beskrivende indstilling overhovedet kun konkurrence som et værdifrit begreb, men hverken en loyal eller illoyal konkurrence. Idet Clemmensen skelner mellem de to og bebuder den førstes befordring, den andens tilintetgørelse som praktisk konsekvens, blander han en normativ-etisk vurdering konkurrencemetoder ind i sin empiriske lærebygning. — I fortsættelse af sine bemærkninger om forskningens følger for konkurrencemoralen anfører han bifaldende en fransk udtalelse om, at »konkurrencen er handelens sjæl« og knytter dertil selv en lovprisning af konkurrencen6); det beror paa en misforstaaelse, at han i denne forbindelse nævner mig som vidne. Clemmensen har i det hele taget svært ved at holde sig fra vurderingerog udsagn — i og for sig ikke noget, man kunde bebrejde ham, hvis det ikke skete indenfor et »rent empirisk-deskriptivt«program. sammenligninger mellem det ældre liberalistiske og det nuværende erhvervsliv benytter han 1) DE 33 f., 79. 2) DE 26 ff. 3) DE 65. *) DE 65. 5) DE 66. 6) DE 65. Side 278
dadlende udtryk som »a-etisk kaos« og tillægger vendinger som »sukces- og profitmoral« en nedsættende betydning ved at stille dem op imod tanken om »at tjene samfundet«1). Under empiriskdeskriptivsynsvinkel sukcesmoral ogsaa en moral, og naar »næsten alt var tilladt« under pionerliberalismen, saa det, vi nu kalder for »unfair Konkurrence . . . hørte til Dagens Orden«2), kan den deskriptive erhvervsetiker deraf kun slutte, at datiden havde andre tanker om fair og unfair; i hans ordbog staar »unfair konkurrence« kun i gaaseøjne som betegnelse for noget, denne eller hin periode eller samfundsgruppe anser for unfair; men han kan umuligt selv i alvor tale om unfair konkurrence og dog gøre krav paa at være en ren empiriker. — Et andet sted ytrer Clemmensen den normative »Tanke, at Erhvervslivet bør blive mere og mere selvregulerende . . . Den deskriptive Erhvervsetik vilde baade som Videnskab og Undervisningsfag betyde et væsentligtSkridt i Bestræbelserne for denne Tankes Virkeliggørelse 3) ; den vil i det hele taget »som Undervisningsfag ... synes at faa en normativ Karakter, hvilket den saa vidt mulig bør undgaa«*). Man maa spørge, hvorfor en disciplin, der som forskning sgren rent deskriptiv, skulde faa et normativt skær over sig, hvor den dyrkes som undervisnings fag. Desuden er det vist hævet over enhver tvivl, at ren empirisk forskning aldrig kan betyde et skridt fremad i erhvervspolitiske bestræbelser af nogen som helst art. Men det er ikke usandsynligt, at et undervisningsfag, i praksis lover at hidføre en tæmning af konkurrencekampen en selvregulering i stedet for frygtede statsindgreb, vil finde villigt gehør og varme sympatier blandt erhvervsdrivende navnlig naar disse ønskemaal loves legitimeret som konsekvenser af objektiv og uinteresseret forskning. Den ikke af materielle interesser hildede teoretiker vil derimod efter det anførte skeptisk overfor en »ren empirisk videnskab«, der kun »saa vidt muligt« undgaar at tage sig normativt ud. — Uklar er ogsaa den deskriptive erhvervsetiks plads blandt andre videnskaber og dens forhold til dem, hvorom der er fremsat hinandenstrikte udtalelser. Gennem sin udvikling fra det normative til det deskriptive bevæger erhvervsetikken sig »i Retning af den sociologiske Videnskab«5); den »falder ind under 1) Disp. 17, 21 f., 281 f.; DE 17, 18, 29. 2) DE 17. 3) DE 63. *) DE 33. B) DE 33. Side 279
Sociologiens Omraade«1). Et andet sted hedder det dog afsvækkendeom empiriske etik i almindelighed, at den kun er »i Slægt med og under Indflydelse af den moderne Sociologi«2). Endelig fastslaas det til læserens overraskelse stik modsat, at erhvervsetikkenkun sin udformning som empirisk disciplin kan blive til en selvstændig videnskab »i Stedet for at være en Underafdeling af de økonomiske Videnskaber, Retsdogmatik og Sociologi«3). Af dette sidste udsagn maa man slutte, at sociologien og økonomikken betragtes som normative, i hvert fald ikke som empiriske videnskaber; ellers kunde man jo ikke løsrive sig fra dem ved at dyrke empiri. Økonomer og Sociologer vil paa deres fags vegne nedlægge protest. Sikkert er, at det paa basis af Clemmensens udsagn om denne side af sagen er svært at blive klog paa hans erhvervsetiks forhold til sociologien. III.Det næste spørgsmaal drejer sig om den nærmere bestemmelse af den empiriske erhvervsetiks emne. Den yderste modsætning til en normativ, filosofisk etik vilde være en behavioristisk konstatering de erhvervsdrivendes virkelige adfærd i erhvervslivets forskellige situationer. Gennem en optælling af visse reaktionsformers kunde man finde gennemsnitstyper og ved sammenligning af resultaterne opstille særlige adfærdstyper, der kendetegner enkelte perioder eller erhvervsgrupper. Det er tvivlsomt, undersøgelser, der bliver staaende herved, kan siges at være en form for empirisk etik; dyrenes adfærd kan studeres nøjagtig samme maade; man vil næppe betegne det som etik, eftersom man ikke regner dyr for moralske subjekter. Den principielle behavorisme holder sig udelukkende til det i den materielle verden konstaterbare og sætter sin undersøgelse af den ydre adfærd i etikkens sted, ligesom den ikke udformer en »behavioristisk psykologi«, men erstatter psykologien med en behavioristisk adfærdsanalyse. Clemmensen gør ikke dette yderste skridt. Genstanden for hans empiriske etik er de specifikke moralske forestillinger, der motivererog den ydre adfærd. »Hvorledes er de etiske Normer og moralske Forestillinger, der hersker i Handelskrese? 1) Disp. 31. 2) NT 190. 3) NT 209. Side 280
og hvorfra stammer de?«1) Det gælder om »at undersøge og gøre Rede for saadanne (etiske) Domme indenfor Erhvervslivet og for de forskellige etiske Synspunkter, der kan anlægges, og som mere eller mindre bevidst bliver anlagt«2); opgaven er »at give et objektivt Kendskab til de skiftende erhvervsetiske Systemer og forskellige Normer og Principper«3). Dette betegnes som »de erhvervsetiske Fænomener«4). Oprindeligt fortolkedes emnet ekstensivt til ogsaa at omfatte spørgsmaalet om normernes efterfølgelsei 5), denne tanke gled ud i det følgende arbejde8), men dukker — omend i afsvækket form — atter op i den sidst udkomne artikkel7). Det er ganske rigtigt, at det egentlige etiske fænomen ikke ligger selve den ydre handlen, men i de normforestillinger, der ledsager den. Det etiske vil da enten blive virksomt som motivation handlinger i overensstemmelse med de af den handlende anerkendte normer eller som samvittighedsnag under og efter en forseelse mod normerne. — Spørgsmaalet er imidlertid, hvordan selve normforestillingerne bliver tilgængelige for empirisk betragtning. kommer man ind paa undersøgelsens metode. Inden vi ser nærmere paa denne, er der endnu et par enkelte punkter at drøfte. Det første angaar den nærmere bestemmelse af, hvad der er en etisk norm. Empirisk etik skal tilsyneladende kun beskæftige sig med principper og normforestillinger, der nyder kollektiv gyldighed8) indenfor en hel samfundskreds —i vort tilfælde i erhvervslivet en enkelt erhvervsgruppe9). Dette staar, opstillet som grundsætning, i en mærkelig kontrast til den stærke fremhævelse de etiske princippers subj ektivitet1(>). Eneren kan have sin særlige, etiske opfattelse, der afviger fra hans tids og miljøs gængse moral; foruden gruppemoralen findes der en individuel moral —maaske endog som den højere form. Den personlige samvittigheds avtonomi er jo netop et etisk grundbegreb. Det forekommer mig som en überettiget sociologisme grundsætligt ville begrænse den empiriske etik til kollektive moralforestillinger; disse har den største praktiske betydning for samfundet, er en anden sag. Det andet punkt
angaar erhvervsetikkens endelige erkendelsesmaal.Den
1) Disp. 13 f. 2) DE 26. 3) DE 35. 4) NT 194, 196. 5) Disp. 14, fodnote og 31. 6) DE. 7) NT 209. 8) DE 27; NT 197. 9) DE 26. 10) Disp. 13; DE 27; NT 190, 193. Side 281
tragtesikkesom tilstrækkelig; den egentlige opgave ses i en udredningaf kavsale eller kvasi-kavsale »Love, efter hvilke de (etiske fænomener) udvikler sig«1). Udviklingen menes bestemt af en lang række faktorer2). Clemmensen vil som første og vigtigsteemne forholdet mellem erhvervsetiske forestillingerog »økonomiske Faktorer«, da »næppe nogen vil bestride, at de økonomiske Faktorer har spillet den altoverskyggende Rolle ved de erhvervsetiske Normers Udvikling«3). Det var imidlertid netop ham selv, der i 1940 raabte vagt i gevær mod denne »dogmatiskeEnsidighed«. er ganske tydeligt, at et etisk Normsystem,som er andet end et Udslag af de Faktorer, for hvilke det gælder, ikke samtidigt kan ordne disse Fakta«4). Svarende dertil vilde han i sin tid bevise reformationens fremragende indflydelsepaa tidlige kapitalismes erh vervsmor al5). Kun tre aar efter synes de økonomiske faktorers andel ham at være saa »altoverskyggende«, at de erhvervsetiske forestillingers forhold til dem endog danner substansen i en definition af erhvervsetikkens opgaver6). En udtrykkelig bemærkning om bevæggrundene for denne radikale strømkæntring kunde have forebygget en vis undren hos læseren7). IV.Clemmensen gør i sine tre arbej der næsten enslydende rede for de kilder, han vil brugeB), nemlig lovgivning, handelscoutumer, responsa, domsafgørelser, retsdogmatiske skrifter, juridiske dokumenter, og annoncer, etiske koder, selvbiografier og betragtninger store driftsherrer, skønlitteratur, myndigheders akter, enquete og eksperiment. — Hvorvidt kan man haabe gennem kilder at faa et billede af, hvilke moralforestillinger der nyder kollektiv gyldighed blandt forretningsfolk? Vi behøver ikke at gennemgaa alle kilder enkeltvis, men kan nøjes med bemærkninger om nogle af dem. Lovgivningen betragtes som et udtryk for kollektivt gyldigemoralforestillinger, »en Norm, der ikke opnaar denne Gyldighed, vil ikke blive gjort til Lov«9). Lovens regel opfattes som stivnet etisk norm, og den metodiske vanskelighed menes 1) NT 194. 2) NT 195. 3) NT 195. 4) Disp. 35. 5) Disp. 6) NT 196. 7) Den kategoriske tilsidesættelse af det økonomiske motiv dannede et hovedemne under oppositionen mod forfatterens disputats. 8) Disp. 16/34; DE 29/36; NT 197/203. 9) NT 197. Side 282
kun at ligge i, at loven kan bestaa videre, mens moralen har udvikletsig anden retningl). Saadan kan det være, men det modsattekan indtræde: den dekreterede lov opstiller en regel paa trods af de i øjeblikket herskende moralforestillinger, fremtvingerdens og opnaar ad aare en tilpasning af den offentlige moralbevidsthed. Det er f. eks. kendt, at man i Tysklandgennem ti aar har bestræbt sig for at give erhvervsmoralenen retning gennem normering fra oven. Vor egen krigsogkriselovgivning paa mange punkter at stride mod de erhvervsdrivendesmoralske men normerne blev alligevelopstillet søges gennemført. — Vanskeligheden ved, ja umuligheden af at bruge loven som erhvervsetisk kilde ligger snarere i forskellen mellem lovens og den etiske norms gyldighedsgrund.En norm er en praktisk grundsætning, hvis indholdjeg som forbindende for min samvittighed; loven føler jeg derimod som forbindende for min handlen, fordi jeg anerkenderden avtoritet. En retsregel kan falde sammen med min moralanskuelse; men dens indhold kan ogsaa afvige fra min moralopfattelse eller være strengere end denne og regulere et forhold,min føler som etisk indifferent; jeg overholderalligevel af frygt for opdagelse og straf eller af respekt for lovgiveren. Loven nyder dekretorisk gyldighed, skønt jeg muligvis misbilliger dens indhold; jeg respekterer dens norm, fordi den er dekreteret som lov. Den etiske norm nyder substantielgyldighed; respekterer den, fordi dens indhold svarer til min moralbevidsthed. Respekt for lovgiveren er ganske vist ogsaa en etisk foreteelse, men den ligger som handlemotiv i et andet plan end den umiddelbare anerkendelse af normens substans gennem min avtonome samvittighed. For at kunne skelne mellem retsregler, der giver udtryk for borgerens erhvervsetiske forestillinger og andre, der ikke gør det, maatte man altsaa først vide, om en retsnorm nyder etisk-substantiel gyldighed foruden den juridisk-dekretoriske, og dertil maatte borgernes sæt af etiskeforestillinger kendt gennem andre kilder end lovgivningen. Andre juridiske kilders værdi er dels tvivlsom, dels kan jeg slet ikke se deres forbindelse med en deskriptiv erhvervsetik. Domsafgørelser giver gennem mængden af ensartede tilfældeet billede af, i hvilket omfang forretningsfolk 1) NT 198. Side 283
overtræder lovene. Af den enkelte doms præmisser f remgaar, hvad dommeren anser for stridende mod loven og eventuelt handelsmoralen.I af tilfældene kastes der lys over selve den erhvervsdrivendesetiske — medmindre der under sagenfremkommer fra erhvervsorganisationer; men disse er opført som en kilde for sig. — En bog om retsdogmatik udtrykker enten forfatterens etisk-normative opfattelser og er da uden interesse for deskriptiv etik; eller forfatteren gør til støtte for sine dogmatiske teser rede for de efter hans mening virkelig herskende erhvervsetiske forestillinger — saa er hans skrift et diskussionsindlæg i deskriptiv erhvervsetik, men ikke nogen erhvervsetiskkilde. Pressen giver ofte udtryk for erhvervsetiske domme og vurderinger. for det første bør man skelne mellem udsagn »indefra«, der udtrykker forretningsfolks (organisationers) etiske meninger, og udsagn »udefra«, der tilkendegiver andres kritik af erhvervsdrivendes moralske anskuelser og adfærd, eller som simpelthen fremsætter, hvad der efter skribentens mening er »rigtig« erhvervsmoral. De to slags udsagn har ganske forskellig betydning for vort spørgsmaal. — For det andet er der vanskeligheden at bedømme en presseytrings vægt. Clemmensen vil veje et udsagns repræsentativitet efter den hyppighed, hvormed det dukker op i pressen1). De mest udbredte opfattelser vil imidlertid netop ikke finde udtryk i pressen, fordi de som alles fælles eje staar udenfor diskussion. Dernæst gør det en forskel, hvem der fremsætter en opfattelse; kolonialhandler NN's personlige i en diskussion om detailhandelens metoder er hans private mening; hvad detailhandlerforbundets formand siger om samme sag i et interview, maa formodes at støtte sig til hans fortrolighed den almindelige opfattelse indenfor organisationen. Endelig kan hyppigheden af en tankes fremkomst i pressen skyldes planmæssig propaganda for den og saaledes være et tegn paa, at tanken netop ikke er alment udbredt. Det centrale kildestof er imidlertid erhvervsdrivendes umiddelbareproklamationer etiske sætninger, nemlig erhvervsorganisationersetiske selvbiografier og betragtninger af store driftsherrer (hvorfor i øvrigt kun af store?) og endelig enqueter. Disse kilder maa imidlertid benyttes med største forsigtighedog Udtrykker saadanne udsagn en alvorligt ment 1) NT 201. Side 284
etisk dom, eller søger ophavsmanden kun hos andre at vække indtryk af, at han hylder den udtalte etiske opfattelse? — Selvbiografierog af store driftsherrer giver aldeles ikke forfatternes »ureflekterede«1) vidnesbyrd om dem selv, tværtimod; forfatteren staar foran spejlet og tegner sit selvportræt for at udstille det offentligt (Henry Ford!). Den erhvervsdrivende, der besvarer et rundspørge om de moralske normer, han lægger til grund for sin forretningsadfærd, er interesseret i at staa i et saa gunstigt lys som muligt. Hver gang, en forretningsmand udtaler sig offentligt om erhvervsetiske spørgsmaal, vil han tænke paa det indtryk, han fremkalder hos dem, der staar overfor ham paa markedet; han vil i sine udtalelser tage solidarisk hensyn til sin gruppes anseelse hos udenforstaaende. Virkelig kildeværdi vilde tilkomme erhvervsetiske udsagn, der fremsættes indenfor de erhvervsdrivendes egen kres; her bortfaldernemlig og interessemotivet. De etiske koder siges ganske vist netop at være »udformet og opstillet med MajoritetensSanktion de etiske Idealer, der bør stræbes efter«2). Men er dette helt rigtigt? De fremkom som led i erhvervslivets reaktion overfor en offentlig kritik af dets hidtidige metoder. Det er muligt, at en del erhvervsdrivende har indset nødvendigheden af at reformere deres etiske adfærd; men det er ogsaa muligt, at de kun har indset ønskeligheden af at bibringe publikum en bedre mening om deres moralske standard. Koderne vender den ene front mod organisationens medlemmer, den anden ud mod publikum. Mistanken om, at det i hvert fald delvis drejer sig om facademoral, maa paa forhaand være tilstede og styrkes yderligeregennem etiske koders vaghed. Jeg tager som eksempel den af Clemrnensen som mønster anførte kode, biskuitfabrikanternehar 3). Der kræves anvendelse af prima raastoffer, rimelige lønninger og priser, en passende avance, renlighed og hygiejne i lokalerne, sandfærdighed i reklamen, fair konkurrence o. 1. Det lyder saare smukt, men hvor meget betyder det? De samme løfter kunde lige saa godt staa i firmaernes reklame — dér har vi faktisk læst nogle af dem, inden de blev stadfæstet i en kode, og vi har dengang med rette ikke taget dem højtideligt4). 1) DE 35. *) NT 202. s) Disp. iB.i8. 4) Clemmensen synes virkelig at tillægge reklamepaastande en erhvervsetisk da han nævner reklame og annoncer som kildemateriale (DE 11), uden dog nærmere at angive, paa hvad maade han vil benytte dem. Side 285
Den etiske standard maatte først vise sig i maalestokkene for renhed, rimelighed, fairness osv. Alene det, at man med brask og bram forkynder normer af et saa vagt og intetsigende indhold, maa vække mistanke. — Eller hvad vil det sige, at »Service snarereend er Hovedformaalet« 71)71) Forretningsmandenhar altid udført et vist samfundsnyttigt arbej de — det var det, han tjente paa; og han vil fremdeles være ude efter gevinst — hvad skulde han ellers leve af? Spørgsmaalet er, om han virkelig nu mere end før i tiden er villig til at ofre en gevinstchancefor af en samfundsopgave, d. v. s. mindre übetingetlader lede af princippet om gevinstmaksimering. Er dette ikke tilfældet, er al tale om service kontra profit kun tomme fraser.— indtager her i empiriens navn et yderst mærkværdigtstandpunkt. og Kynikeren kan privat kalde der for Handelsbluff, en ny Form for Svindel, en ny moralsk Maske, Erhvervslivet tager paa, men objektivt maa man lidenskabsløstkonstatere moralske Forestillingers og etiske NormersTilstedeværelse bestemte Samfundsgrupper, hvad enten de nu kommer til Orde i Skrifter, Kongrestaler, i etiske Kodereller det nu kan være. De er simpelthen empiriske Fakta. At undersøge disse er den deskriptive Erhvervsetiks Opgave«2). »Ogsaa Normerne er empiriske Fakta, hvis Eksistens er lige saa realt som Adfærdsformerne«3). Der klages over den »pure Benægtelseaf ide idealistiske Bestræbelser«4). — Naar man ikke kan affærdige det hele som bluff, fordi man ikke med sikkerhed kan gennemskue ophavsmandens motiver, er dette dog ingen tilstrækkelig grund til lige saa kritikløst at tage det hele for gode varer. Som empiriker maa man regne med mulighedenaf, det drejer sig om en maske5). Erhvervsdrivendes egne udsagn om deres erhvervsetiske grundsætninger har omtrent samme kildeværdi som en krigsførende magts udredning af krigsaarsagerneog bedyrelser af sine kampmetoders humanitet — samme værdi som en interesseret parts udsagn har i hvilket som helst andet forhold. Det, der
foreligger som empirisk faktum, er aldeles ikke
forretningsverdenensetiske 1) DE 18. 2) DE 28. 3) NT 209. *) NT 203. 5) For reklamens vedkommende mener jeg at have paavist, at sandfærdighedsprincippets er en maske. af reklamen«. 1943. 5.113—132. Side 286
denselvmener dem som forbindende etiske sætninger — eller som propaganda. Den, der uden videre tager disse udsagn som nedfældninger af etiske forestillinger, staar i fare for tildels at bygge sine erhvervsetiske erkendelser paa — propagandafænomener.Clemmensen at komediespil og selvbedrag kan spille en rolle, men fremhæver, at hvor ædle og uædle motiver blandes, er dog »begge lige reale«1). Indrømmet — men inden man bruger blandingsproduktet — det enkelte udsagn — som erhvervsetiskkilde, man dog kildekritisk have fastslaaet, hvor megen »ædel« (etisk) og hvor megen »uædel« (hyklerisk) realitet det indeholder. Det maa
formentlig være en empirisk erhvervsetiks opgave at
V.Vi kan ikke kigge ind i vore medmenneskers sjæle og derfor ikke afgøre »objektivt«, hvilken betydning de selv tillægger deres udsagn. Hvis det umiddelbart kunde ses paa en udtalelse, om den er en ærligt ment etisk grundsætning eller propagandistisk hykleri, var der ingen mening i at hykle. Udtalelser, der har form af etiske sætninger, er derfor uden værdi for en empirisk undersøgelse ophavsmandens etiske forestillinger, med mindre vi ved hjælp af symptomer kan fastslaa eller dog formode, at en alvorlig etisk forestilling staar bagved. Det paalideligste symptom derpaa er ophavsmandens adfærd i livet. Ingen venter ganske vist, at andre skal efterleve deres etiske grundsætninger til punkt og prikke; vi gør det ikke selv, for kødet er skrøbeligt. Men, hvis en sætning er opstillet som etisk norm og føles som forbindende, maa den i nogen grad give sig udslag i den praktiske adfærd, om ikke gennem en fuldstændig overensstemmelse, saa dog som en tendens til at tilpasse adfærden efter normen. Tydeligst maatte det blive dér, hvor en ny grundsætning udtales;viser gennemsnitlige adfærd før og efter normforkyndelsenen svarende retningsændring? Naar erhvervsdrivende f. eks. paa et vist tidspunkt bedyrer, at »Handel og Produktion skal tjene Samfundet og ikke den Enkeltes Profitbegær«2) bekræftersaa virkelige forretningsadfærd i det mindste en 1) NT 203. 2) Disp. 21 f. Side 287
bestræbelse for at lægge baand paa den hidtidige, hensynsløse profitjagt? Eller fortsætter de ligesom før, omend maaske med en lidt anden profitteknik? I sidste fald kan man næppe tale om en ændring i de etiske forestillinger. Der er ikke tale om, at man overfor erhvervsdrivende nærer »større Skepsis end den, man almindeligvis vil nære m. h. t. etiske Normers Overensstemmelse med den dertil svarende moralske Adfærd«1). Naar jeg læser Lukasevangeliets kendte ord: »Den, der slaar dig paa dene ene kind, byd ham ogsaa den anden til«, vægrer jeg mig ogsaa ved uden videre at betragte dem som udtryk for en levende kollektiv moralforestilling, men ser først paa de troende kristnes adfærd overfor hinanden. Nu er sagen imidlertid ikke den, at formuleringen af en etisk norm regelmæssigt gaar forud, og en ændret adfærd efterhaanden følger. Som regel vil der først foregaa en langsom forskydning i de etiske forestillinger, og haand i haand dermed en vis omstilling af handlemaaden; først naar de nye forestillinger har naaet en vis fasthed, formuleres de som grundsætninger, og den proklamerede virker som et yderligere pres i samme retning. Dette betyder altsaa — hvad Clemmensen ogsaa regner med — at man ikke faar et fuldstændigt billede af de erhvervsdrivendes sæt af etiske forestillinger ved at registrere de etiske normer, de udtaler. Der findes desuden ikke udtrykkeligt formulerede moralforestillinger; for at opdage dem maa man foretage masseiagttagelser adfærden og kan da af typiske regelmæssigheder drage sine slutninger m. h. t. de forestillinger, der motiverende staar bagved. Der bestaar saaledes en dobbelt grund til i forreste række at studere den virkelige adfærd: 1) Proklamerede sætninger er intet værd som erhvervsetiske kilder, saalænge deres validitet ikke er bekræftet gennem den praktiske adfærd. 2) Etiske forestillinger, ikke er udtrykkeligt formulerede, men derfor ikke føles som mindre forbindende, vil blive synlige bag typiske adfærdsformer. Clemmensen vil derimod i det væsentlige holde sig til det verbaleudtryk etiske forestillinger. Han opstiller i betragtning af »store metodiske og tekniske Vanskeligheder« følgende som sit program: ».... saalænge den empiriske Erhvervsetik staar ved sin Begyndelse, maa man gribe Problemet an fra den Side, hvor 1) NT 209. Side 288
det foreløbigt er nærmest tilgængeligt, d. v. s. de etiske Normer og Principper. Siden kan man udbygge Undersøgelserne af disse til ogsaa at omfatte en direkte Undersøgelse af Adfærdsformerne.... 1). Dette betyder, usminket udtrykt: man nøjes med sagn for syn. Da det er vanskeligt at gennemskue folks virkeligemoral, vi foreløbigt tage som »empiriske fakta«, hvad de selv siger om deres moral. Denne forskningshensigt kan ikke undgaa at vække tilfredshed hos dem, hvis moral skal staa for kritik. En direkte undersøgelse af deres adfærd vilde sandsynligvisgive mindre smigrende billede af dem. Hverken teori eller praksis kan være synderligt interesseret i en blomstersamling af skønne proklamationer. Og ret meget andet vil man ikke faa som resultat, naar man studerer de erhvervsetiskenormer udgangspunkt i de erhvervsdrivendes udsagn om dem uden at bruge deres virkelige adfærd til kontrol2). Derimod vilde en undersøgelse af adfærden ogsaa udenfor sammenhængmed have sin selvstændige, ja efter min overbevisning en overlegen, værdi. De erhvervsdrivendes etiske forestillinger, flygtige og oscillerende som de er, kan have en vis psykologisk interesse, men økonomisk og sociologisk set er de af sekundær betydning; deres haandgribelige udslag i adfærdstyperer af vital interesse. Ud fra disse synspunkter vil man gladelig undvære erhvervsetikken, naar man kan faa en nøgtern behavioristisk beskrivelse, statistik og typisering af de erhvervsdrivendes virkelige adfærd. At Clemmensen endnu ikke selv har draget denne konsekvens, skyldes sandsynligvis netop hans ufuldkomne skelnen mellem den norm-forestilling, det etiske subjekt føler som forbindende for sin samvittighed, og den verbalt formulerede imperativ-sæ tnin g; han bruger udtrykket »etisk norm« skiftevis for begge. Denne tvetydighed synes igen at være en eftervirkning af hans tidligere, normative indstilling. Der kan nemlig næppe være tvivl om, at han oprindeligt fulgte normativehensigter først senere er blevet omvendt til empirismen; derpaa tyder de i afsnit II paatalte normative islæt i den i øvrigt empiriske opbygning; i samme retning peger det skarpe omsving 1) NT 209. 2) Clemmensen nævner ganske vist blandt andre kilder ogsaa skattevæsenets, osv. akter (NT 203), som frembyder een af de paatænkte kontrolmuligheder. Men han synes foreløbigt ikke at lægge særlig vægt paa at bruge dem, da han senere (NT 209) udtrykker sin hensigt i begyndelsen at gaa ud fra normer og principper. Side 289
i bedømmelsen af de økonomiske faktorers betydning for erhvervsmorale 1), og en yderligere bekræftelse ligger iet rent stilistisk træk: noget snart bifaldende, snart fordømmende, hvor der er tale om handleprincipper, ja noget ligefrem didaktisk i tonefaldet. Den i modsætning dertil overivrige, programmatiske betoning af den empirisk-positive forskningshensigt virker paa baggrund heraf næsten, som om Clemmensen endnu befandt sig i oppositionmod egne, tidligere opfattelser. Det fremgaar i hvert fald af visse ujævnheder og modsigelser, at en afklaringsproces endnu er i gang hos ham; det skulde ikke undre mig, om dens videre forløb reducerede den deskriptive udformning af erhvervsetikkentil gennemgangsstadium paa vej til følgende indsigt: agter man ikke gennem normativ erhvervsetik at udøve en opdragendeindflydelse forretningslivet, kan man lige saa godt lade business ethics ligge og koncentrere sig om business behavior. Det lyder usandsynligt, at foreløbigt uoverstigelige vanskeligheder skulde staa i vejen for en direkte undersøgelse af de typiske adfærdsformeri Man skulde tro, at de motivdannende,etiske var meget vanskeligere at faa fat paa. VI.De her fremsatte kritiske bemærkninger vil have vist, at erhvervsetikken videnskab i den form, Clemmensen søger at give den, foreløbigt bevæger sig paa gyngende grund, hvad baade dens objekt og metode angaar. »Den deskriptive Erhvervsetik er ny«2) og først under udvikling. »Endnu har den ikke naaet sin endelige Form og Indhold«3). For at fremme den, kræver Clemmensen erhvervsetisk forskningsinstitut »med en tilstrækkelig Stab af Medarbejdere«l) og indførelsen af erhvervsetik som undervisningsfag erhvervslivets ungdom under uddannelse5). En disciplin, der i følge egen indrømmelse endnu befinder sig paa et embryonalt stade, maa paa forhaand siges at være uegnet som undervisningsfag — navnlig som led i uddannelsen til praktiskgerning. gavn kan unge, vordende erhvervsdrivende 1) Clemmensen synes ikke at have draget konsekvensen af sin nuværende herom. Naar økonomiske faktorer er afgørende for de erhvervsdrivendes ligger deri, at de »etiske« normer, der opstilles, i virkeligheden er rent ideologiske dannelser, en bagefter foretagen etisering økonomisk betingede adfærdsformer. 2) DE 79. 3) DE 38. *) NT 200. 5) DE 24. Side 290
have af undervisningen i et fag, der endnu famlende søger sig selv? Det nytter ikke at henvise til USA's eksempel. Dér undervisesder i normativ erhvervsetik — en form for sindelagsopdragelse,Clemmensen afviser paa det bestemteste. — I øvrigt er det tvivlsomt, om erhvervsetikken kan danne et i den akademiske organisation selvstændigt fag. Dertil mangler den vistnok noget i volumen og vægt. En enkelt forsker kan dyrke den som specialinteresse indenfor et større fagomraade; en akademisklærer ved siden af andre undervisningsopgaver, hist og her holde en forelæsningsrække om den. Erhvervsetikkens tilknytningtil vil da være det naturlige og byde den fornødne garanti for, at empirisk erhvervsetik bygges paa intimt kendskab til sin substans: erhvervslivet. Ejheller synes tiden at være inde til oprettelsen af et forskningsinstitut, fagets almindelige grundlag er saa usikkert» dets objekt, problemstilling og metode saa svævende. Et forskningsinstitut naar det skal præstere solidt arbejde, der er pengene værd, at der foreligger et grundigt gennemtænkt og prøvet arbejdsprogram, der ikke maa ventes kuldkastet af den første vanskelighed, der dukker op under udførelsen. Indtil det er saa vidt med den deskriptive erhvervsetik, er der endnu en hel del arbejde at udføre, som en enkelt mand meget vel kan overkomme. maa det gennem enkeltstudier vises, hvorvidt problemstillinger metoder er frugtbare nok til at forsvare en større, kollektiv kraftindsats. Clemmensens hidtidige arbejder bærer endnu præg af visse startvanskeligheder og giver ikke indtryk en maalbevidst videreførelse af en sikkert funderet plan. Disputatsen kommer her kun i betragtning med første kapitel, da resten af bogen er af historisk indhold. Fremstillingen af erhvervsetikkens er her og i de to følgende arbejder næsten ordret overensstemmende, mens der som paapeget hersker en vis vaklen m. h. t. baade objekt og metode. Bortset fra disse rent programmatiske kommer kun »Deskriptiv Erhvervsetik« i tre afsnit paa tilsammen 41 sider ind paa en konkret behandling af erhvervsetiske emner, nemlig reklame, prispolitik og unfair handelsmetoder; her finder man — som naturligt i gengivelsen af en foredragsrække — nogle spredte og til en vis grad tilfældige observationer, men ikke nogen organiseret og omfattende fremstilling de berørte emner. Clemmensen
har med det programmatiske ords ildhu begivet Side 291
og etablering. Han vil ad denne vej muligvis kunne vække en vis sympati for sin sag blandt erhvervsdrivende, der her ser visse muligheder for deres standspolitiske bestræbelser. I forskningens verden, hvis meninger han sætter pris paa, vil han dog bedst kunne tjene den sag, der ligger ham paa hjerte, ved at samle al kraft om opnaaelsen af positive og overbevisende arbejdsresultater.Der ingen anden vej til at skaffe den deskriptive erhvervsetik anerkendelse som videnskab. |