Hugo E. Pipping: LANDSBYGDENS SOCIALA PROBLEM I FINLAND KRING MITTEN AV 1800-TALET. Särtryck ur Ekonomiska Samfundets tidskrift. Helsingfors 1940. 150 Sider.

Förf., der tidligere har udsendt en almindelig oversigt over det finske erhvervsliv (Finlands näringsliv. Stockh. 1936), behandler i det skrift, der her omtales, et meget specielt emne, der vel kun kan paaregne interesse her i landet hos dem, der indgaaende beskæftiger sig med nordisk historie. Men disse bør heller ikke forsømme at skaffe sig det

indblik, som bogen giver, i Finlands sociale konstitution ved midten af
det 19. aarh. og sammenligne den med vor egen.

Indledningen fremhæver den første halvdel af det 19. aarh. i Finland som en brydningstid paa grund af overgangen fra tilhørsforholdet til Sverige til indlemmelsen i det russiske rige med alle deraf flydende forandringer i landets styreform og dets handelspolitiske orientering, men ogsaa paa grund af landets udvidelse med det saakaldte Gamle Finland mod øst. Hovedmassen bogen udgøres derefter af tre omtrent lige store kapitler, hvori nogle udvalgte sociale spørgsmaal behandles.

Af mest almen interesse og lettest tilgængeligt for danske læsere maa vistnok det sidste af disse kapitler, der handler om udstykning og befolkningsspørgsmaal, at være. Finlands befolkning var dengang som nu praktisk taget af sammej størrelse som Danmarks, men, ogsaa bortset fra det vældige Uleåborg län mod nord, var denne befolkning spredt over et langt større areal og selv paa det tidspunkt i endnu langt højere grad end den danske en landbefolkning. Naar da folkemængden fra 1815 til 1850 tog til med V2 million, maatte det spørgsmaal blive brændende, om man ved udstykning skulde øge de besiddende landbrugeres tal. Faktisk blev man dog staaende ved den overleverede landbrugspolitik, hvorefter man ligesom hos os i det væsentlige søgte at værne om de bestaaende landbrug og modvirke en videregaaende udstykning, og den ikke-besiddende landbefolkning derfor stærkt til, saa at der, endog før industrialismen holdt sit indtog, kan tales om en proletarisering.

Ogsaa ordningen af fattigplejen, hvorom det andet af dej nævnte tre kapitler handler, frembyder adskilligt af interesse. Fattigplejen i Finland var ved begyndelsen af 19. aarh. de enkelte sognes sag og var ret forskellig i disse. Almindeligst synes det dog at have været, at sognene inddelt i roder, hvoraf hver paatog sig en eller flere fattiges forsørgelse; af de fattige boede for sig selv, men gik omkring og oppebar andre gik mere eller mindre hurtigt paa omgang mellem medlemmer. Først 1852 kom en fattiglov, der ganske vist for en stor del lod forskellighederne bestaa, men dog tilsigtede at udrydde visse forsørgelsesmaader og skabe faste reglementer i de enkelte sogne.

Det første af de tre kapitler handler om »laga försvar«, en institution, som var ejendommelig for Sverige og Finland, og som vel i det væsentlige kan karakteriseres ved pligten til, saafremt man ikke hørte til de selvstændige eller erabedsklassen, at indgaa et langvarigt tjenesteforhold; manglede man »laga försvar« og var udsat for at behandles som en forbryder. Det skildres nu, hvordan humane synspunkter og forholdenes efterhaanden undergraver denne institution, til den omsider helt bortfalder.

Bogen tilsigter ikke blot at paapege udviklingen i lovgivningen paa de behandlede omraader ved midten af aarhundredet og meddele visse sociale data, men navnlig at lade diskussionen af disse spørgsmaal træde frem, saaledes som den føres gennem private og mere officielle indlæg, frem for alt i de kommissioner, som blev nedsat af regeringen. Man faar derved ogsaa indtryk af, hvordan her som paa andre omraader samfundsinteressen og ansvaret for det fælles er under opvaagnen i Finland i det 19. aarhundredes c„„„