Bertil Ohlin: KAPITALMARKNAD OCH RÄNTEPOLITIK. Kooperativa Förbundets Bokförlag. Stockholm. 1941. 245 S.

Bogens Formaal er dels at danne Grundlag for Forf.s Behandling af herhenhørende under hans Undervisning ved Handelshøjskolen i Stockholm dels overfor et bredere Publikum af Politikere og Finansfolk at yde et Bidrag til den stadig foregaaende, af adskillige Misforstaaelser og Fordomme prægede Diskussion om disse Spørgsmaal. Ogsaa her i Landet er der Brug for at drøfte disse Ting med den studerende Ungdom, og ogsaa her findes der Misforstaaelser og Fordomme, der trænger til at bortryddes; Ohlins Bog har derfor utvivlsomt Bud til danske Læsere.

Bogen indeholder et betydeligt Stof til Beskrivelse af det svenske Kapitalog Struktur, som det kan være af Interesse for danske Læsere gøre sig bekendt med. Der er betydelige Forskelligheder i Sammenligning danske Forhold. Særlig iøjnefaldende er den ringe Rolle, Obligationsmarkedet spiller i Sverige i Sammenligning med vore Forhold.

Langt den største Interesse knytter sig dog til Forf.s Fremstilling af Sammenhængen de forskellige Foreteelser inden for Kredit- og Pengevæsen Mulighederne for offentlig Regulering af disse Forhold. Der findes en udmærket Redegørelse for Forbindelsen mellem Riksbankens og de private Penge- og Kreditinstitutioners Laanevilkaar. følger en Fremstilling af Renteforholdene op gennem 30'erne indtil de sidste Maaneder. De i det foregaaende Afsnit vundne Resultater anvendes til Forklaring af dette Forløb.

Hvad er det for Fordomme, Forf. kæmper imod? Ja, det er vel først og fremmest den saa almindelige Forestilling, at Rentefoden er et Slags Naturfænomen, bestemt af Opsparingen og Efterspørgslen efter Kapital, og at Myndighederne ikke har nogen Mulighed for at gribe ind i disse Ting. Centralbanken kan vel ændre sine Rentesatser, men hvis Inflation eller Deflation skal undgaas, kun saaledes, at de kommer til at stemme med den Rente, som Markedsforholdene betinger.

Heroverfor paaviser Forf. at Centralbanken kan paavirke Markedsforholdene,idet kan købe eller sælge Aktiver. Derigennem bestemmer den Bankernes Likviditet, der netop beror paa, hvad de raader over af Tilgodehavenderi og Likviditeten bliver selvfølgelig afgørende for Bankernes Kreditvilkaar. Ogsaa den effektive Rente af Værdipapirer er paavirket af Bankernes Likviditet, idet disse dels vil optage eller frastøde Værdipapirer, alt efter som de føler sig likvide, dels gennem Kreditvilkaarenepaavirker

kaarenepaavirkerPublikums Køb eller Salg af Værdipapirer. Hertil kommer,at gennem Køb eller Salg af Værdipapirer, samtidig med at den paavirker Bankernes Kassebeholdning, direkte paavirker Prisenpaa Centralbanken kan derfor inden for visse Grænserbestemme

Ohlin polemiserer mod den Tankegang, at det skulde være »unaturligt« eller »usundt«, at Centralbanken køber Obligationer. Han finder ikke nogen Grund til at begrænse Centralbankens Virksomhed ved at binde den til at ligge med bestemte Slags Aktiver. Afgørende maa være, hvilket Middel der i en given Situation mest effektivt fører til det Resultat, man ønsker.

Forf. vender sig ogsaa mod den gængse Opfattelse, at det for Forretningsbankerne af afgørende Betydning for deres Likviditet, at de har anbragt deres Midler paa kort Sigt svarende til deres Forpligtelser. Da Centralbanken som nævnt naar som helst kan berøve Bankerne Likviditet, disse faktisk ikke sikre denne ved Midlernes kortfristede Anbringelse, en Inddragelse af disse Laan vil styrte saavel Virksomhederne Bankerne ud i en Krise. Den eneste Maade, hvorpaa de kan opfylde Forpligtelser overfor Indskyderne, er ved at trække paa Tilgodehavender optage Laan i Centralbanken.

Ud fra denne Betragtning kritiserer han den Udvikling af Renteforholdene, har tilladt i Sverige under Krigen. Han efterviser indgaaende, at den betydelige Renteforhøjelse, der fik Lov at finde Sted efter Krigsudbrudet, tjente noget fornuftigt Formaal, men kun tjente til at belaste med unødvendige Renteudgifter.

Forf. imødegaar de Argumenter, man har ført i Marken mod den af ham gennem hele Krigsperioden foreslaaede Politik. Et af disse Argumenter er, at man forventede, at Krigen, ligesom tidligere Krige, vilde give højere Rentefod, og at et Indgreb fra Riksbankens Side for at holde Renten nede vilde være blevet betragtet som »kunstig« eller som »Igangsættelse af Inflation« saaledes vilde have skræmt Folk bort fra Obligationerne. Heroverfor Ohlin, at en Politik efter disse Linier i alt væsentlig blev gennemført i 1941, uden at disse Virkninger fremkom. løvrigt er det centrale hans Opfattelse, at ved en haandfast Politik fra Myndighedernes Side vil Virkningerne af alle stærke psykologiske Reaktioner kunne beherskes.

Indenfor nationaløkonomiske Kredse vil der næppe være nogen Uenighed Professor Ohlins principielle Synspunkter. Derimod vil hans Betragtninger stadig forekomme Politikere og Bankfolk mærkelige. Foruden til den studerende Ungdom er det disse Kredse, denne Bog har Ærinde til. Den er skrevet i et saadant Sprog, at enhver, der blot har nogen Føling med økonomiske Spørgsmaal, naar han vil gøre et alvorligt Arbejde, kunne følge Diskussionen, og der er heller næppe Tvivl om, at den, der gør dette, vil se Tingene i et andet Lys end det traditionelle.